Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Et frugtbart Liv - Attende Søndag efter Trefoldighed

Joh. Evang. 15, 1-17

Jeg er del sande Vintræ, og min Fader er Vingaardsmanden. Hver Gren paa mig, som ikke bærer Frugt, den tager han bort, og hver den, som bærer Frugt, den renser han, for at den skal bære mere Frugt. I ere alle- rede rene i Kraft af det Ord, som jeg har talet til eder; bliver i mig, saa bliver og jeg i eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver i Vintræet, saaledes heller ikke I, uden I blive i mig: Jeg er Vintræet, I ere Grenene; hvo som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt, ti udenfor mig kunne I slet intet gøre. Dersom en ikke bliver i mig, bliver han kastet ud som en Gren og visner; og man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brændes. Dersom I blive i mig, og mine Ord blive i eder, da beder om, hvad I end ville, og det skal times eder. Derudi er min Fader herliggjort, at I bære megen Frugt, og saa skulle I vorde Disciple af mig. Ligesom Faderen har elsket mig, har ogsaa jeg elsket eder; bliver i min Kærlighed. Dersom I holde mine Befalinger, blive I udi min Kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders Befalinger og bliver i hans Kærlighed. Dette har jeg talet til eder, for at min Glæde maa være i eder, og eders Glæde vorde fuldkommen. Dette er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg har elsket eder. Ingen har større Kærlighed end denne, at han sætter sit Liv til for sine Venner. I ere mine Venner, dersom I gøre, hvad jeg befaler eder. Jeg kalder eder ikke længer Tjenere, ti Tjeneren ved ikke, hvad' hans Herre gør; men eder har jeg kaldt Venner, ti alt, hvad jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort eder. Ikke I have udvalgt mig, men jeg har udvalgt eder og sat eder til, at I skulle gaa hen og bære Frugt, og at eders Frugt skal blive, for at Faderen maa give eder, hvad som helst•I bede ham om i mit Navn. Dette befaler jeg eder, for at I skulle elske hverandre.

Skal vi ret forstaa Jesu Taler, saa gælder det ligesom ved al menneskelig Tale, hvori der er forstandig Sammenhæng, at vi fremfor alt maa lægge Mærke til og fastholde Hovedpunktet, som det øvrige samler sig om, det som han derved særlig vil Iægge sin Menighed paa Hjærte. Ellers bliver Følgen, at Jesu Ord falde fra hinanden for os i en hel Del enkelte Sætninger uden Sammenhæng, og man undgaar da vanskeligt at misforstaa dem, fordi Enkelthederne kun kan forstaas rettelig i deres Sammenhæng med Grundtanken. Saaledes ogsaa i denne Billedtale i vort Evangelium i Dag, som Jesus talte til sine Disciple Skåertorsdag Aften, efter at han havde givet dem sin hellige Nadver og derefter sagt dem, at nu stod han i Begreb med at forlade dem og vende tilbage til Faderen, som havde udsendt ham. Der er to Grundtanker, som bære det hele : først, at Forholdet, Samfundet mellem Jesus Kristus og hans Disciple, hans troende Menighed paa Jorden, efter hans Bortgang er et saadant, som vi se afbildet i Forholdet mellem Stammen og Grenene paa Vintræet; og dernæst, at Øjemedet og Maalet for dette vort Samfund med vor Herre og Frelser er, at vi skal bære Frugt, blivende og varig Frugt, saa der i Sandhed kommer noget ud af vort Liv.

»Jeg er Vintræet, og I ere Grenene», siger Herren. Men Vintræet og dets Grene ere ikke udvortes forbundne, saaledes som man kunde binde eller lime nogle Kviste fast paa en Stamme; nej der er en indvortes Livsforbindelse imellem dem, idet Levesaften og Livskraften fra Stammen strømmer ud i Grenene. Hvorledes denne Livsforbindelse virkes, det se vi ikke. Saften stiger og breder sig i det skjulte gennem Bark og Bast, og Livskraften, der gennem Saften forplanter sig til Kviste og Grene, er usynlig for Menneskers Øjne. Og dog er det denne usynlige Livskraft, som holder Grenene fast til Stammen; ti naar Saften ikke længer strømmer ud i Grenen, saa udslukkes dennes Liv, Grenen visner, og det varer ikke længe, inden den knækker og falder af. Men saaledes har det sig ogsaa med Kristenlivet. Det bestaar ikke i visse Kundskaber og Talemaader, heller ikke i visse Gerninger eller i en vis Klædedragt eller lignende; nej det er en indvortes, for hvert Menndskeøje usynlig Kraft, som knytter os sammen med Jesus Kristus, saa vi have vort Livs Kilde og Styrke i ham ; det er hans guddommelige Livskraft, det evige Livs Kraft, som fra hem strømmer ind i os, idet den' ved den Hellig-Aand føres ind i os gennem hans Ord. Og denne Livskraft er Kærligheden, Guds evige Kærlighed, i hvilken Faderen i Begyndelsen skabte Mennesket i sit Billede, og i hvilken han i Tidens Fylde gav sin enbaarne Søn, for at vi skulde leve ved ham, den Kærlighed, i hvilken Guds Søn i Lydighed mod Faderens Naades Raad tog vore Synder paa sig, led og døde og opstod og udsendte den Hellig-Aand, Kærlighedens og Sandhedens Aand, til at indlemme os i Menigheden, hans aandelige Legeme, hvor vi have Samfund med de hellige om Syndernes Forladelse og det evige Liv i ham: Det var dette, som skete med os i den hellige Daab; da blev vi indpodede i Kristus, og naar vi kan svare ham et oprigtigt Ja paa det Forsagelsens og Troens Ord, vi blev døbte paa, saa vide vi, at vi ere Grene paa ham, det sande Vintræ, og hans Livskraft vil strømme ind i os og fylde os, saa vidt som vi kan rumme den.

Dernæst det andet, som Herren lægger sine Disciple paa Hjærte, er dette, at ere vi Grene paa Vintræet, saa skal og maa vi bære Frugt. »Hver Gren paa mig, som ikke bærer Frugt», siger han; . »den tager Faderen bort, og den som bærer Frugt, renser han, at den maa bære mere Frugt». Altsaa, kun naar Grenene bære. Frugt, kun naar vi bære Frugt, vi som ere døbte til Kristus, kan vi vedblive at være Grene paa det sande Vintræ. Og atter siger han: » Hvo som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt. Og derudi herliggøres min Fader, at I bære megen Frugt, og saa blive I Disciple af mig«. Og: »ikke I have udvalgt mig; men jeg har udvalgt eder og sat eder til at gaa hen og bære Frugt, som skal blive». Naar vi lægge Mærke til, at Jesus saaledes atter og atter fra -forskellige Sider vender tilbage til dette, at Grenene maa bære Frugt, saa se vi, hvor vigtigt dette er; vi kan ikke skyde Frugterne til Side som en Bisag; nej de ere øjensynligt en Hovedsag; det at vi bære Frugt, varig og blivende Frugt til Guds Forherligelse, det er Øje- :medet med, at vi ere tilevne Grene paa Vintræet. Kristenlivet skal ikke være et ørkesløst Drømmeliv, ' der forlyster sig ved kløgtige Tanker eller skønne Syner og Følelser; men Jesus Kristus vil sætte o; i Stand til at leve et frugtbart Liv.

Og hvilke ere saa disse Frugter? Man plejer at svare: Frugterne ere de gode Gerninger. Og dette er ganske rigtigt, naar man kun ret forstaar, hvad der er en god Gerning: at dette ikke afgøres efter Gerningens udvortes Beskaffenhed; ti er en Gerning gjort for egen Fordels eller Æres Skyld, saa kan den se saa god og priselig ud, som det skal være, den er dog slet ikke god i sig selv, ikke heller er den en blivende Frugt; men det gælder om den, hvad Jesus siger om Farisæernes gode Gerninger, deres Al- misser, Bønner og Faste: det er spildt Arbejde tilhobe; »de have optaget deres Løn». Og derfor ere de gode Gerninger heller ikke særegne Gerninger, som Mennesker finde paa, for at adskille sig fra det almindelige Menneskeliv, saaledes som Papisterne tale derom. Nej, naar Herren og hans Apostle tale om gode Gerninger, saa tale de om Gerninger, som udvortes at se til ere ganske dagligdags, saadanne hvorved Mennesket viser sin Troskab og Lydighed i sit daglige Liv, hver i sin Stilling, i Hus og Hjem og Tjeneste. Men det, som gør disse Gerninger gode, er det Hjærtelag, hvoraf de udspringe. Det er, som Morten Luther har sagt: en god Mand gør gode Gerninger; men de gode Gerninger gøre ikke Manden god. Og dette vil sige, naar vi tale med kristelig Forstand derom: de gode Gerninger, de Frugter som Grenen paa Vintræet skal bære, det er saadanne, som have deres Udspring af Jesus Kristus, der virker dem i os ved sin Hellig-Aand.

Det er disse Frugter, Apostelen Paulus taler om, naar han skriver (Gal 5.22): »Aandens Frugt er Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afholdenhed«. Strengt taget nævner han jo her ikke en eneste Gerning,- men idel indvortes Sjælekræfter; men det følger af sig selv, at hvor disse Kræfter findes, vil og maa de ogsaa give sig tilkende i vort Levned og vore udvortes Gerninger. Den der i sit Hjærte er sagtmodig, vil ogsaa vise sig sagtmodig i sin Omgang med andre; den der har Fred i sit Hjærte, vil ogsaa holde Fred med andre og stifte Fred; den der har Glæden i sit Hjærte, vil og maa ogsaa gøre andre glade; den der har Kærlighed i sit Hjærte, vil ogsaa nødvendigvis vise Kærlighed mod sine Brødre. Men alle disse Frugter, sogn Apostelen her nævner, og alle andre kristelige »Dyder« eller Livskræfter, de sammenfattes alle i den Grund-Dyd, den Grund- kraft, som Apostelen nævner først, og som Jesus her i vort Evan- gelium lægger sine Disciple paa Hjærte, nemlig Kærligheden, at vi som tro paa ham og ere indlemmede i ham, elske hverandre, fordi han har elsket og elsker os, og fordi vi leve alene af hans Naade, hans Frelserkærlighed, saaledes som han siger: »Dette er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg har elsket eder».

Det er denne Frugt, eller disse Frugter, vor Herre Jesus siger om: »Jeg har udvalgt eder og sat eder til at gaa hen og bære Frugt, og at eders Frugt skal blive». Og naar Apostelen taler om, hvad der er Aandens, Hellig-Aandens Frugt, saa vil det sige, at det er Jesus Kristus, der ved sin Aand virker Frugten i og af os; ti den Hellig-Aand tager af hans og giver os. Og saaledes er det jo altid, naar et Træ bærer Frugt. Det er Grenene og Kvistene, der bære Frugterne; men disse ere i Virkeligheden Træets og Stammens Frugter, det er selve Træet, Stammen, som Frugterne have deres Udspring fra. Det er Livskraften i Stammen, som bærer Frugt i Grene og Kviste, idet Levesaften fra den strømmer ud i dem. Derfor, om end alle Grenene blev borttagne, kunde Træet endda sætte ny Grene og bære Frugt; men tag Stammen bort fra Grenene, saa hjælper det ikke, om de ere aldrig saå frodige, de bære dog aldrig Frugt mere.

Men derfor siger Jesus ogsaa: »Bliver i mig, saa bliver ogsaa jeg i eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver i Vintræet, saaledes heller ikke I, uden I blive i mig. Hvo som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; udenfor mig, skilte fra mig, kunne I slet intet gøre», d, v. s. slet intet, som duer, ikke bære nogen Frugt. — Altsaa for at bære Frugt, for at den Hellig-Aand skal kunne virke sin Frugt i og af os: Kærlighed, Glæde, Fred og alle kristelige Dyder, saa maa vi blive i Kristus, og han i os, eller som han strags efter siger det: vi maa blive i hans Ord, og hans Ord, i os. Ti kun i Kristi Ord kan vi modtage ham og blive i ham.

Og hvad dette vil sige, forstaa vi, naar vi se, hvad det vil sige, at Grenen bliver i Stammen. Dette er jo ikke en udvortes død Fasthængen paa Stammen, nej det er en indvortes Forbin- delse, som bestaar derved, at Grenen stadig vedbliver at optage Stammens Levesaft og Livskraft i sig. Saaledes blive ogsaa vi i Kristus og i hans Ord derved, at vi vedblive at modtage, optage hans Naades Ord i vort Hjærte. Ti det bliver aldrig vor Ret, 'men alle Dage Naade, at vi tør tro, hvad Ordet lyder paa, og tilegne os det. Ja skal vi bære Frugt, skal Kristi Kærlighed komme ind i os, saa vort Hjærte bliver i Stand til i Sandhed at elske, saa maa vi først og fremmest blive i den Naade, som blev os given i det Pagtens og Troens Ord, hvorved den Hellig-Aand indpodede os i Jesus Kristus, blive i det ved daglig paany at modtage den Naade, det lyder paa, til vor Sjæls Frelse. Da blive vi ogsaa i Stand til at blive i det Haabets Ord, som Jesus Kristus har givet os i sin egen Bøn, blive i vort Fader vor, der- ved at vi stadig paany modtage af hans Mund de Ønsker, han dermed har lagt i sin Menigheds Hjærte, saa vi i hans Navn bære dem frem for Faderen, hans og vor Fader i Himlene, eller rettere: saa at disse Bønner bære os, blive os den Himmelstige, som bærer os op til Faderen. Og vi blive i Stand til at blive i hans Kærligheds Ord ved hans Nadverbord ved at modtage det som hans Ord, talt til os i Samfund med hans hellige.

Ja saaledes maa vi modtage Kristi Ord, og hans Ord blive i os; men i dybeste Forstand er dog Forholdet dette, at det er os, der blive i Jesus Kristus og i hans Ord, saa at vort Hjærte har sit Tilhold og Bosted i den Naade, han i sit Ord tilsiger og giver os. Og dette er den for alle Kristne fælles Naade, lige nær og lige umistelig for os alle;, derfor vil og maa den ogsaa, hvor den modtages og bliver i Hjærtet, ikke alene knytte os til Jesus Kristus, i hvem vi have vort Livs Kilde og Næring, men ogsaa knytte os i Kærlighed .sammen med alle dem, med hvem vi ere fælles om vor eneste Frelser og hans Naade. Og fremdeles blive vi derved i Stand til at/modtage og hver efter sine Kaar drage Næring af .de mange livsalige Ord af vor Herre Jesus, som hans Apostle og Evangelister i de hellige Skrifter have overantvordet Menigheden som dens dyrebare Arvegods. De kan vel ikke paa den Maade, som hans Ord ved Daab og Nadver, blive Fælleseje for alle Kristne, ligesom de jo ogsaa fra første Færd vare talte til Mennesker efter deres særlige Vilkaar. Men de have den vidunderlige Livskraft, at de ved den Hellig-Aands Naade stadig Slægt efter Slægt vedblive paany at blive levende til Trøst og Tugt, Oprejsning og Styrkelse for Kristne i lignende Kaar, saa at Aanden ved dem virker sin Frugt i os.

Men skønt det saaledes er Jesus Kristus, der ved sin Aand virker al Frugten og alle de Frugter, som vort Kristenliv bærer, saa sker dette dog ikke uden vort Arbejde, men vi maa i Sand- hed lægge vor Viljes bedste Kraft til for at bære Frugt. Dog ikke paa den Maade, at vi selv skulde optænke og frembringe Frugterne, saa at vi kunde tilskrive os selv Æren derfor; nej kun de Frugter vil Herren vedkende sig, som han selv virker i os. Men vort Arbejde bestaar fremfor alt deri, at vi bede om, at den Hellig-Aand vil virke Jesu Kristi Naades Frugter i os. Derfor siger Jesus, for at forklare sine Disciple, hvorledes de skal kunne bære Frugt: »Dersom I blive i mig, og mine Ord blive i eder, saa b e d er om hvad som helst I ville, og det skal gives eder«. Og atter: »Jeg har sat eder til at bære Frugt, som bliver, for at Faderen maa give eder, hvad som helst I bede ham om i mit Navn«. Det følger af sig selv, at er der Sandhed i vor Bøn, saa maa vi ogsaa lægge vor Vilje til for at udrette det, vi bede om. Men jo mere og jo oprigtigere vi gøre dette, des dybere vil vi erfare, at det ikke var tort Arbejde, men Herren, der ved sin Aand virkede Frugten, saa han alene har Æren derfor.

Ja, saaledes bliver vort Liv et frugtbart Liv; og dette, siger Jesus, er en Frugt, som bliver. Paa Menneskelivet udenfor Kristus hviler der den tunge Byrde, at det altid tilsidst viser sig som frugtesløst. Det, der gør Menneskers Liv tungt og glædeløst, er i Virkeligheden ikke dette, at de have Sorger og Modgang og Kamp; ti har man Haabet om, at Kampen skal ende med Sejer, og Sorger blive til Glæde, saa kan man bevare Frimodigheden og se frit op under den haardeste Strid. Nej det, som tynger Menneskelivet og Menneskehjærtet til Jorden, det er Haabløsheden, det er, at Mennesker, trods alle de talløse For_haabninger, de danne sig om Lys og Lykke paa Jorden, og ihvor mange af disse der opfyldes, dog dybest inde føle, at alt, hvad de vinde og udrette, tilsidst er spildt for dem. Men denne Haab- løshed vil Jesus Kristus frelse os fra, idet han tager Bo i os i sit Ord, saa vi derved blive i Stand til at bære Frugt, som bliver i al Evighed. Ti det Liv i Tro og Haab og Kærlighed, det evige Liv, som han her ved sin Aand og sit Ord virker i os, det er Begyndelsen til det salige Liv i ham, som hisset skal blive fuldkomment. Og alle de Frugter, som hans Aand og Ord her vir- ker i os, skal samles i en Herlighedens Sum, naar den store Forjættelse opfyldes, som vi læse i Epistelen til denne Søndag: »I elskede, nu ere vi Guds Børn, og endnu er det ikke kommet for Dagen, hvad vi skulle vorde ; men vi vide, at naar det kommer for Dagen, skulle vi vorde ham lige, fordi vi skulle se ham, som han er.

Amen.