Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Det gamle og det nye - Syttende Søndag efter Trefoldighed

Mark. Evang. 2, 13-22

Og Jesus gik atter ud langs med Søen, og hele Skaren kom til ham, og han lærte dem. Og idet han gik forbi, saa han Levi Alfæos' Søn sidde ved Toldboden, og han siger til ham: følg mig! Og han stod op og fulgte ham. Og det skete, at han sad til Bords i hans Hus, og mange Toldere og Syndere sad til Bords med Jesus og hans Disciple; de vare nemlig mange, og de fulgte ham. Og da de Skriftkloge af Farisæerne saa, at han spiste med Syndere og Toldere, sagde de til hans Disciple: hvor kan det være, at han spiser og drikker med Toldere og Syndere? Og da Jesus hørte det, siger han til dem: de karske have ikke Læge behov, men de, som lide ilde; jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere. Og Johannes' Disciple og Farisæerne holdt Faste; og de komme og sige til ham: hvorfor faste Johannes' Disciple og Farisæernes Disciple, men dine Disciple faste ikke? Og Jesus sagde til dem: mon Brudesvendene vel kunne faste, medens Brudgommen er hos dem? Saa længe som de have Brudgommen hos sig, kunne de ikke faste. Men de Dage skulle komme, naar Brudgommen bliver tagen bort fra dem, da skulle de faste paa den Dag. Ingen syer en Lap af ustampet Tøj paa gt gammelt Klædebon; ellers river den ny Lap mere ud af det gamle, og der filiver et værre Hul. Og ingen kommer ung Vin paa gamle hæderflasker; ellers sprænger Vinen Flaskerne, og Vinen ødelægges saavelsom Flaskerne. Men ung- Vin paa nye Flasker!

Man kan ikke sjældent møde Mennesker, som mene, at Kristendommen. og Kristenlivet kun bestaar i det sædelige Levned og i den rette Oplysning om Guds Vilje. Hvad vi tro, og hvad der forkyndes om Guds Søn Jesus Kristus, om hans Liv og Død og Opstandelse, tage de egentlig kun som en Slags billedlig Tale, der kan være brugelig for Børn og barnlige Sjæle, men er uden videre Betydning for voksne og tænkende Mennesker; for dem gælder det at leve deres Liv i Retskaffenhed, Sanddruhed og Menneskekærlighed. Det er ikke letsindige Mennesker, der tænke og tale saaledes, nej det er Mennesker, som man kan stole paa, som tage deres jordiske Livsgerning op i Alvor og Oprigtighed, og de vinde derved med Rette Ære og Anerkendelse blandt Mennesker. Men denne Tankegang gaar i sin dybeste Grund ud derpaa, at Mennesket selv ved sit Arbejde, ved at opfylde sine Pligter og ved at forbedre sig og aflægge nu en og nu en anden Synd efterhaanden. skal bane sig Vej ind i Guds Rige, eller sikre sig Adgangen dertil, naar Døden kommer. Saadan var sikkerlig Nikodemos's Tanke, dengang han kom til Jesus; men Jesus svarede ham: uden man bliver født paany af Vand og Aand, kan man hverken se Guds Rige eller komme derind. Skal et . Menneske komme ind i Guds Rige, maa der ske en helt ny Livsbegyndelse i ham, der maa indplantes i ham en levende Spire til Livet i Guds Rige, til Troen og Haabet og Kærligheden til den levende Gud, som vi dog aldrig have set. Og dette kan alene Gud gøre ved sin Aand. Alle de Døre, Mennesker danne, kan aabnes baade udenfra og indenfra; men Guds Riges Dør kan kun aabnes indenfra. Intet Menneske kan ved sine Gerninger eller sit Tankearbejde hæve sig saa højt, at han kan aabne Guds Riges Dør eller bryde den op.

Det er dette, der ogsaa stilles os for Øje i vort Evangelium i Dag, i Jesu Svar paa det Spørgsmaal, som Farisæerne og Johannes' Disciple gjorde ,ham, hvorfor hans Disciple ikke fastede ligesom de. Deres Mening med dette Spørgsmaal var •aabenbart den, at dersom et Menneske gjorde Alvor 'af sin Omvendelse -og af at ville høre Guds Rige til, saa maatte han faste ; og naar Jesu Disciple ikke fastede, var det et Vidnesbyrd om, at de ikke optog deres Forhold til Guds Rige i Alvor. Det er betegnende, at de opstille netop Fasten som et saadant Kendemærke, ikke Offertjenesten eller noget andet af Moselovens Bud. Ti den Faste, som de talte om, var ikke foreskreven i Loven, men var en Skik, som Mennesker havde indrettet. I Moseloven var der kun foreskrevet én eneste Dag om Aaret, da Israel skulde faste, nemlig den store Forsoningsdag, naar Ypperstepræsten frembar Offeret til Soning for Folkets Synder. Men efter den babyloniske Udlændighed havde Jøderne indført mange andre Fastedage, som især overholdtes af Farisæerne, men tillige af mange andre gudfrygtige Jøder. Det er vel troligt, at mange have fastet saaledes for derved at vinde Fortjeneste hos Gud eller Ære blandt Mennesker; men der kan ikke tvivles om, at der ogsaa har været mange, som have gjort det i Hjærtens Oprigtighed, saaledes som vi læse det om den gamle Profetinde Anna (Luk 2.37), og som det sikkerlig ogsaa har været Tilfældet med Johannes Døbers Disciple. De følte, at Guds Haand laa tungt paa hans Folk, og de erkendte, at dette var for deres Synders, baade deres egne og Folkets Synders Skyld, og saa ydmygede de sig for Gud i Faste og i Bøn om, at han igen vilde se i Naade til sit Folk. Og vistnok var det altid en mislig Sag at fastsætte visse Dage til Faste; det lagdes derved saa nær at mene, at denne Afholdenhed var en fortjenstlig Gerning, hvorved Mennesker selv kunde aabne sig Adgang til Guds Rige; men alligevel var Fasten i sig selv et naturligt Udtryk for Sorg over Synden, især paa Lovens Stade; ti Loven kan vel i oprigtige Hjærter vække en Hunger efter Retfærdighed, men den kan aldrig mætte dem.

Nu spurgte de altsaa Jesus, hvorfor ikke ogsaa hans Disciple fastede. Og i det dobbelte Svar, han giver dem derpaa, klarer han ikke alene dette Spørgsmaal, men ogsaa Forholdet mellem den gamle og den ny Pagt, Lovens og Evangeliets Pagt i det hele. Han siger først: Brudpsvendene kan ikke faste, saa længe Brudgommen er hos dem. Han er selv Brudgommen, • som Israels Menighed gennem saa mange Aarhundreder havde. ventet paa. Det maatte især Johannes' Disciple forstaa, naar de mindedes, hvad Døberen selv havde sagt om Jesus, at han var Brudgommen, hvem Bruden tilhørte (Joh 3.29). I ham er der kommet en ny Livskraft til Jorden, Guds frelsende, livskabende Kærlighed, og dermed er da oprundet et Højtidsliv for dem, der modtage denne Kærlighed. Dette havde hans Disciple gjort; deres Samliv med ham var et Højtidsliv, de vare Brudesvendene, som ved deres Vidnesbyrd skulde føre Menigheden til ham, og saa længe han var hos dem, var deres Liv som en daglig Glædesfest; ti i liam var der opladt en ny Glædens Kilde herovenfra, idet de i ham vare visse paa at være den himmelske Faders Børn og at have hans Naade. Derfor kunde det ikke kræves af dem, at de skulde faste og sørge; dette vilde være det samme som at forsmaa og fornægte den Livets og Glædens Kilde, de havde i Jesus.

Og dette gælder ikke Jesu Apostle alene, men alle hans troende Disciple og hans Menighed alle Dage. Vi er ikke kaldede til at sørge og græde, og Gud har ikke givet os sin Naade i Kristus for at bringe os Sorg og Savn, men tværtimod for at vi i den skal have en Livets Rigdom og en Glæde, som Verden hverken kan give eller tage, ja som skal vare og vokse trods Død og Grav. Denne Rigdom er Syndernes Forladelse og Børneretten hos den almægtige Gud Fader i Himlene. Naar vi tro, ere hjærtevisse paa, at vi have og eje denne Naade, vilde det være ligesaa unaturligt, om vi skulde faste og sørge, som om nogen vilde have krævet af den genfundne Søn, at han skulde faste, leve sit Liv paa samme Maade, som medens han endnu var den tabte Søn ude i det fremmede Land. Derfor kan Apostelen Paulus formane Menigheden (Fil 4.4,5): »Glæder eder i Herren altid, atter siger jeg, glæder eder!« Og han tilføjer: »Herren er nær!. Ti det er Grunden til, at Kristne kan være glade til enhver Tid, at Herren er nær, Brudgommen er hos os. Vist nok troner vor Herre Jesus Kristus ved Faderens højre Haand; men dog er han med sin Menighed alle Dage, og . med os i den; »han bliver hos os i sit Ord, det Ord, som aldrig glipper«. Og alle troende Kristne vil sande, at ere vi i vort Hjærte visse paa, at han er hos os, og at vi have hans Naade, saa svinde alle Sorger som Taage for Solen, saa kan vi trods dem være glade i ham.

Men alligevel bliver det ikke anderledes for os, saa længe vi leve i denne Udlændighed, hvor vi maa stride Troens Strid, end at der kan og vil komme Tider, da Herren bliver ligesom borte for os, og Synd og Sorg ligger tungt paa os. Det bliver ikke anderledes med Kristenlivet paa Jorden, end at »Sorrig og Glæde de vandre tilhobe«, og at vi ere »nu i Sorrig, nu i Glæde, nu i Fald og nu i Sæde«. Dette forudsaa Jesus og forudsagde det, idet han tilføjer: »de Dage skulle komme, da Brudgommen borttages fra dem; da skulle de faste«, — da vil Sorgen indfinde sig af sig selv. Dette er ingenlunde saaledes at forstaa, at naar Jesus var faren til Himmels, skulde Menigheden paany indføre Fastedage, ligesom Jøderne fordum. Nej, da Jesus var faren til Himmels, da sørgede hans Disciple ikke, men »de vendte tilbage til Jerusalem med stor Glæde (Luk 24.52)«. Og det er en Menneskealder efter Kristi Himmelfart, at Paulus formaner Menigheden, dem som al- drig havde set Herren i Kødet, til altid at glæde sig i Herren. Men naar Jesus siger, at Brudesvendene skulde faste, naar Brud- gommen var borttagen fra dem, saa taler han først og fremmest om Langfredagskviden, da hans første Disciple »græd og jamrede, mens Verden glædede sig (Joh 16.20)«, men dernæst varsler han tillige om de mørke Tider, der siden efter. kom ogsaa i deres Liv, og end mere over de senere Slægter af hans Menighed og dens enkelte Lemmer. Alle troende Kristne, som ere komne noget op i Aarene, have oplevet saadanne Tider, da de maatte sukke: min Herre og Frelser er taget bort fra mig, og jeg ved ikke, hvor jeg skal finde ham. »Paa den Dag, da skulle de faste«, siger Jesus. Ja, naar det saaledes .bliver mørkt for os, da maa vi ikke paa Verdens Vis slaa de tunge Sorger hen i Vejret og søge at »forslaa Grillerne « ved Forlystelser og Adspredelser, men heller ikke paatage os Skin af at være glade, naar vi ikke ere det; nej vi skal tage nor Sorg op i dens fulde Dybde for Guds Ansigt og ydmyge os for ham. Ingenlunde saaledes, at vi lade Hænderne synke og give os hen i mørk Rugen over vor Sorg og Synd, heller ikke saaledes, -at vi indrette os visse Dage og Tider til at sørge og faste; men vi skal gaa til Bunds i vor Nød, gaa ned til dens dybeste Grund, som er vor egen Synd, — ikke vor Næstes, selv om han nok saa meget kan have givet Anledning til vor Sorg, — og saa bede Gud om Naade for Jesu Kristi Skyld, ydmyge os under Guds vældige Haand, for at han kan ophøje os i sin Tid til atter at blive glade i vor Herre og Frelser, naar vi ved ydmygt at klynge. os til hans Naades Ord forvisses om, at alle vore Synder er e o s forladte for hans Navns Skyld. Da vil vi se det klarere end før, at det er ikke vor Sorg og Ydmygelse, der gør os til Kristne og giver os Magt til at have hjemme i Guds Rige; nej gennem den kan vi lære os selv ret at kende, at vi i os selv kun have fortjent at staa udenfor Guds Rige, og den hører i sig selv. til det gamle, som er bestemt til at afskaffes. Men dets som giver vort Hjærte Magt til at have hjemme i Guds Rige, det er alene det nye , Guds Naade, som er kommen til Jord i Jesus Kristus.

Det samme udtaler Jesus endnu bestemtere i den anden Del af sit Svar, i den dobbelte Lignelse om den ny Lap paa det gamle Klædebon og om den unge Vin paa de gamle Læderflasker. — Det gamle Klædebon er den gamle Pagts Lov med dens Bud og Skikke; ti disse blev som den. Dragt, det Klædebon, hvori Israels Folk fremtraadte baade for Gud og Mennesker. -Men om de end oprigtig stræbte at holde Loven, blev den dem kun et hullet Klædebon; den kunde ikke skjule deres Synd; ti »intet Kød kan blive retfærdiggjort for Gud udaf Lovs-Gerninger, men ved Loven kommer Synds-Erkendelse (Rom 3.20)«. Og vilde nogen søge at bøde herpaa ved at faste eller ved Gerninger, som skulde yde mere, end Loven krævede, vilde han kun gøre ondt vaerre. Det vare Farisæerne et Vidneobyrd om; de vilde med deres mange selvoptænkte Gerninger lappe og bøde paa Lovens og Lovretfærdighedens gamle Klædebon, men de satte Guds Lov og Lydigheden mod ham til Side for disse Gerninger (Matt 15.6) og kom derved kun længere bort fra Guds Rige. Og Johannes Døber kunde med sin Omvendelses prædiken ikke udrette andet end bøde paa dette gamle Klædebon; derfor vidnede han: »jeg døber med Vand til Omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg; han skal døbe med den Hellig-Aand og Ild (Matt 3.11)«. Og dermed siger han det selvsamme, som Jesus her : det forslaar ikke, at der bødes paa Lovens og Lovopfyldelsens gamle Klædebon; det har gjort Tjeneste i sin Tid, nemlig som en Opdrager til Kristus; men han vil bringe Mennesker et helt nyt Klædebon, det er hans egen fuldkomne Retfærdighed, som vi blive iførte, naar vi ved Troen modtage vore Synders Forladelse i hans Navn i den Pagt, han oprettede med os i vor Daab; og han vil derved ind- plante i os en helt ny Livskraft, hvoraf der kan udspringe et nyt Menneskeliv i Tro og Haab og Kærlighed til Gud, som elskede os først.

Det er denne Livskraft, Jesus peger paa i den anden Lignelse om den unge Vin, der ikke kan kommes ,paa gamle Læderflasker, uden at begge Dele ødelægges. De gamle Læderflasker ere atter Billede paa Loven og Livet under Loven, som var til Brug i sin Tid. Men den unge, friske Vin, som aldrig ældes, er fremvokset af det sande Vintræ, Jesus Kristus, hvis Livskraft er Guds Kærlighed. Denne Vin stammer fra Himlen, intet Menneske har avlet eller frembragt den. Men hvert Menneske, som faar Del i den, faar derved Syndernes Forladelse og Børneret hos vor Fader i Himlene med Hjemsted hos ham, og da skal han ikke længer staa under Loven. Hvad Jesus her siger i Billede, det samme skriver hans Apostel Paulus saaledes uden Billede (Gal 3.24-27) : »Loven er bleven vor Opdrager til Kristus, for at vi skulde retfærdiggøres udaf Tro; men efter at Troen er kommen, staa vi ikke længer under Opdrageren. I ere jo alle Guds Sønner ved Troen paa Kristus Jeps; ti I, saa mange som bleve døbte til Kristus, bleve iførte Kristus«. Og denne unge Vin kan ikke kommes paa Lovens gamle Læderflasker, uden at begge Dele ødelægges. Det vidner Paulus atter og atter: »I ere bortrykte fra Kristus, I som ville retfærdiggøres ved Lov; I ere faldne ud af Naaden (Gal 5.4). Og derom have vi det historiske Vidnesbyrd i den første israelitiske Kristenmenighed; der var i den mange, som mente, at det ved Siden af Troen paa Jesus Kristus var nødvendigt til Frelse at holde Moseloven; men paa den Maade blev Loven dem ikke en Opdrager til Kristus, som Gud vilde at den skulde være, og Guds Kærligheds Vin spildtes : de glemte, at Jesus var deres Frelser, han blev dem kun en Lærer og Lovgiver. Og saaledes gik de glip af hans Naade og Frelse.

Nej , til den unge Vin skal der nye Læderflasker: Guds Naade i Jesus Kristus maa modtages i Hjærter, som oprigtig omvende sig fra alt deres eget, ogsaa fra alle Tanker om at ville og kunne retfærdiggøre sig selv ved deres egne Gerninger og ved noget, som de selv kunde yde Gud, Hjærter som sige Nej til sig selv og alt deres Selveje for at vinde Kristus og findes i ham. Dette er noget nyt, som Mennesker aldrig have vidst eller kendt, førend Guds Søn Jesus Kristus kom til Jord fuld af Naade og Sandhed og forkyndte sit Evangelium for de fattige. Ti for Menneskets naturlige Tankegang, for »det gamle Menneske« staar det altid som selvfølgeligt, at vi for at vinde Guds Velbehag maa yde ham et Vederlag, hvorved vi skal fortjene os Adgang til ham. Men de, der modtage Kristi Naade i fattige Hjærter, som have opgivet al Tanke om at kunne yde noget af deres eget til Vederlag, de vil erfare, at hans unge Vin i Sandhed »glæder Menneskets Hjærte, den fornyer det Hjærte, hvori den optages, ja fornyer det mere og mere, jo længer vi leve med den, til at have 'en ny Glæde, som vi ikke kendte tilforn, Glæden i Herren, som udspringer af Taknemlighed for hans Naade. Men »Glæden i Herren er vor Styrke (Nehem 8.10)« : ved den blive vi stærke til at stride Troens gode Strid mod vore Synder, saa- vi Dag for Dag rense os fra al Besmittelse paa Kød og Aand. Og Kristi unge Vin fornyer vort Hjærte til den nye Frihed, som bestaar deri, at hans Kærlighed tvinger os, saa vi ikke leve os selv, men leve for ham, som døde for os og opstod (2 Kor 5.14,15), og finde vor Lykke og Glæde i at kunne tjene ham hver paa sin Plads og i sin Gerning.

Ja det er dette, vi skal lære af disse to Lignelser, at vi ikke maa mene, at vi selv ved vort eget Arbejde kan gøre os til Kristne eller kan blive hjemme i Guds Rige, enten derved, at vi forbedre os, og aflægge vore Synder, eller ved at vi afholde os fra dette eller hint,- som maaske i mange Maader misbruges af Mennesker. Alle som forsøge derpaa, vil, om de ere sanddru mod sig selv og ikke slaa sig til Ro ved at sammenligne sig med de andre, gøre den Erfaring, at intet af alt dette kan nogensinde gøre dem glade i Gud eller bringe dem til at elske ham, d. v. s. til at have hjemme i Guds Rige. Og de vil erfare, at intet, som de selv kan gøre, kan give deres Hjærte Fred med Gud i Troen paa, at han har forladt dem deres Synder. Det kan maaske bringe dem til at glemme Gud over Menneskers Ros og gunstige Domme, men det kan aldrig give dem Fred med Gud. Det maatte Farisæeren Saul sande: " Han kunde dog sige om sig selv: »jeg stod som ulastelig efter Retfærdigheden ved Loven«; men da Jesu Lys havde skinnet ind i hans Hjærte, da saa han, at al hans Retfærdighed kun var som et smittet Klædebon for Gud, og fra den Stund af agtede han 'al sin Lovretfærdighed som Tab, ja som Skarn imod det' at kende Kristus og findes i ham, saa han ikke havde sin ° egen Retfærdighed, den udaf Loven, men Retfærdigheden fra Gud ved Tro paa Kristus (Fil 3.6-9). Men naar den Retfærdighed, et Menneske kan vinde ved at opfylde den Lov, som Gud havde givet sit Ejendomsfolk, ikke kan bestaa for Gud, hvor langt mindre da den Retfærdighed, man kan have i Menneskers Øjne ved sin borgerlige Retskaffenhed og Hæderlighed, som saa ofte i sin inderste Grund ikke er andet end Egenkærlighed? Og det er ikke bedre, naar mange her i Kristenheden tage Guds Naade i Kristus som en Nødhjælp, ,de kan ty til, naar Døden kommer, og som en ny Lap paa den borgerlige Retskaffenheds hullede Klædebon. Dette vil snarest føre Mennesket længere bort fra Gud og hans Rige.

Nej det staar fast, at Guds Riges Dør kun kan aabnes inden-fra; intet Menneske kan ved sit Arbejde og sine Gerninger lukke den op. Men det er det gode og glædelige Budskab, vi have at udraabe i Jesu Navn, at Gud har elsket Verden saaledes, at han i sin enbaarne Søn Jesus Kristus har aabnet sit Rige og sin Faderfavn for os., Jesus Kristus er selv Døren til Guds Rige. Han har ved sit Menneskeliv, sin Død og Opstandelse virket til os et nyt Klædebon, som aldrig skal trænge til at bødes, det er hans Retfærdigheds Klædebon, Syndernes Forladelse og Børneret hos Faderen for hans Navns Skyld. Dette Klædebon rækkes os ved Døren til Guds Hus paa Jorden i det Naadens og Sandhedens Ord, hvorpaa vi blive døbte, og vi iføres det ved Troen paa dette Ord, alt som skrevet staar (Gal 3.26,27): »I ere jo alle Guds Sønner ved Troen paa Kristus Jesus; ti I, saa mange som bleve døbte til Kristus, bleve iførte Kristus«. Og denne Naade er atter den unge Vin, Guds Kærlighed i Jesus Kristus, hvorudaf det evige Livs Kræfter udspringe, Troen og Haabet og Kærligheden til Gud, som gør vort Hjærte i Stand til at have hjemme i Guds Rige.

Men er det da Meningen, at naar vi saaledes have faaet Del i Guds Naade i Kristus med Syndernes Forladelse og Børneret hos Gud, og naar saaledes det gode Værk er begyndt i os, at vi saa kunde lade Gud om Fuldførelsen paa den Maade, at vi selv lagde Hænderne i Skødet og levede, som os syntes bedst og behageligst, uden at stræbe at gøre, hvad der tækkes Gud, og uden at stride for at aflægge vore Synder? Nej, ve os, om vi tænkte saaledes. Dette vilde være et Vidnesbyrd om, at vi ikke levede i Guds Naade og i den Tro, som derved blev os given, men kun havde den i vor Kundskab eller vor Fantasi. Men den Kundskab blev os da kun til Dom. Den der har en hurtig Tanke og en livlig Indbildningskraft, kan vistnok, naar han har Kundskaben, tale saaledes om Guds Rige, at det kan blandt Menne- sker tage stg ud, som om han var kommen vidt i Kristenlivet, og Løgnens Fader Djævelen vil friste ham til selv at indbilde sig dette; men hans Hjærte vedbliver at være det gamle, egenraadige, og han bedrager sig selv for den Frelse og Frigørelse og den Fornyelse, som vi kun kan opnaa derved, at Jesu Kristi Kærlighed faar Bolig i vort Hjærte. Vistnok staar det fast, at det ikke er vort Arbejde, men alene Guds Naade i Kristus, der gør os til Guds Børn og giver os Hjem i hans Rige, og det er denne Naade, som bærer den Frugt i os, at vi vandre i et nyt Levned, som det hedder i Salmen om Guds Naades Ord:

Det skinner ind i Hjærtets Nat, saa det i Sjælen dages,
og Jesus, den forborgne Skat, i Troen favnetages;
da bliver og vor Vandring ny,
da vil og kan vi Synden fly
og følge Jesus efter.

Men det staar ligesaa fast, at Guds Naade kun kan bære denne Frugt i villige og lydige Hjærter, som lægge deres bedste Kraft til for at ville og efterkomme, hvad vor Gud og Fader vil. Og vel er den rette kristne Villighed en Frugt af Guds Naade, af »Kristi Kærligheds Tvang«; det er Gud, som virker i os baade at ville og at udrette, hvad der er ham til Velbehag; men netop derfor skal vi arbejde, ja arbejde med Frygt og Bæven paa vor Frelse. Men selv om vi lyde Gud, ikke fordi hans Kærlighed driver os dertil, men kun fordi han har befalet det, saa at altsaa denne Lydighed endnu hører til det gamle og er under Loven, saa skal den dog ikke være forgæves, saa sandt vi øve den i Oprigtighed, ikke for at gøre os retfærdige for Gud, men for at lyde ham. Ti derved dannes og opdrages vort Hjærte til i Op- rigtighed og Ydmyghed at lyde Guds Naades Ord og modtage det nye, Kristi Kærligheds Vin, som gør os glade i ham, saa vi kan begynde her at have den Glæde, der skal blive fuldkommen ved Bryllupsbordet i Guds salige Rige, hvor vi skal drikke den nye Vin sammen med vor Frelser og alle hans frelste hellige.

Amen.