Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Sejer over Døden - Sekstende Søndag efter Trefoldighed

Joh. Evang. 11, 19-45

Og mange af Jøderne vare komne til Marta og Maria for at trøste dem over deres Broder. Da nu Marta hørte, at Jesus kom, gik hun ham i Møde; men Maria sad hjemme i Huset. Marta sagde da til Jesus: Herre, havde du været her, var min Broder ikke død. Ogsaa nu ved jeg, at hvad som helst du beder Gud om, det vil Gud give dig. Jesus siger til hende: din Broder skal opstaa. Marta siger til ham: jeg ved, at han skal opstaa i Opstandelsen paa den yderste Dag. Jesus sagde til hende: jeg er Opstandelsen og Livet; hvo som tror paa mig, skal leve, om han end dør, og hver den, som lever og tror paa mig, skal aldrig i Evighed dø. Tror du dette? Hun siger til ham: ja, Herre, jeg har troet, at du er Kristus, Guds Søn, ham som kommer til Verden. Og da hun havde sagt dette, gik hun bort og kaldte ad sin Søster Maria og sagde lønlig: Læreren er her og kalder ad dig. Da nu hun hørte det, rejste hun sig skyndsomt og gik til ham. Men Jesus var endnu ikke kommen til Byen, men var endnu paa det Sted, hvor Marta havde mødt ham. Da nu Jøderne, som vare hos hende i Huset og trøstede hende, saa, at Maria stod skyndsomt op og gik ud, fulgte de hende i den Mening, at hun gik hen til Graven for at græde der. Da nu Maria kom hen, hvor Jesus var, og saa ham, faldt hun ham til Fode og sagde til ham: Herre, havde du været her, var min Broder ikke død. Da nu Jesus saa hende græde og de Jøder græde, som vare komne med hende, harmedes han i Aanden og oprørtes i sig selv og sagde: hvor have I lagt ham? De sige ham: Herre, kom og se! Jesus fældte Tj.arer. Jøderne sagde da: se, hvor han elskede ham. Men nogle af dem sagde: kunde ikke han, som oplod den blindes øjne, have gjort, at ogsaa han ikke var død? Saa harmes Jesus atter i sit Indre og gaar hen til Graven. Men den var en Hule, og der laa en Sten for den. Jesus siger: tager Stenen bort. Den afdødes Søster Marta siger til ham • Herre, han stinker allerede, ti han har ligget der fire Dage. Jesus siger til hende: sagde jeg dig ikke, at dersom du tror, skal du se Guds Herlighed! Saa toge de Stenen bort. Men Jesus løftede sine Øjne opad og sagde: Fader, jeg takker dig, at du har hørt mig. Vel vidste jeg, at du altid hører mig, men for den omstaaende Skares Skyld sagde jeg det, for at de skulle tro, at det er dig, som har udsendt mig. Og da han havde sagt dette, raabte han med høj Røst: Lasaros, kom her ud! Og den døde kom ud, bunden om Fødder og Hænder med Jordeklæder, og hans Ansigt var ombundet med et Tørklæde. Jesus siger til dem: løser ham, og lader ham gaa. Mange af Jøderne, som vare komne til Maria og havde set, hvad han gjorde, kom da til Tro paa ham.

»Herre, havde du været her, var min Broder ikke død!« Med disse Ord modtog Marta Jesus, da han kom til Betania. De indeholde ikke nogen Bebrejdelse, fordi han ikke var kommen tids nok; hun siger ikke: var du blot kommen tidligeje, saa var Lasaros ikke død, men: »havde du været her;« hun udtaler dermed sin Sorg over, at Gud havde føjet det saaledes, at Jesus havde været borte da Lasaros blev syg, og da de allermest trængte til ham. Og da Maria kom til Jesus, modtog ogsaa hun ham med de selvsamme Ord. Vi kan deraf slutte, at de ere en Genklang af, hvad Søstrene atter og atter have sagt til hinanden i disse Sorgens Dage efter deres Broders Død. Dengang han blev syg, sendte de Bud til Jesus:, »Herre, han som du elsker, er syg«. De havde længselsfuldt ventet paa, at han skulde komme, og atter og atter havde de sagt: blot dog Jesus maatte komme, inden Lasaros dør! Og nu da han var død, havde de altid, hvad som helst de talte om, endt med at dvæle ved den Hjærtesorg, der havde ramt dem., og saa er det stadig blevet som Omkvædet derpaa: ak, gid dog Jesus havde været her, saa var Lasaros ikke død! Derfor er dette ogsaa det første Ord, de sige til Jesus, da han omsider kom.

Men den samme Tanke, som kom til Orde i de to Søstres Ord til 'Jesus, er siden den Tid mange Gange kommen til= Orde hos sorrigfulde Kristne, mest naar Døden havde berøvet dem deres kære. Jeg tænker ikke her nærmest paa den Tanke, som da saa ofte trænger sig frem hos alle: havde jeg blot gjort dette eller hint, eller undladt det, eller: var dette eller hint ikke sket, saa havde denne Sorg ikke ramt mig. Det er en fristendefri Tanke, som ligger de sørgende saare nær, nærmere, jo dybere deres Sorg er; men den er en Fristelse, og det bliver aldrig til Velsignelse at give Rum for den. Ti denne Tanke fører Blikket stadig tilbage og nedad til denne Jord, og hvad der er sket paa den; men Oprejsningen og Trøsten i Sorgen er ene at finde, naar vi se opad til vor Fader i Himlene, som Jesus Kristus har givet os Adgang til, og fremad til det Haab om Sejer over Døden, som han har vundet til os. Og denne Tanke, at var dette eller hint sket, var denne Sorg ikke kommen, er nøje i Slægt med en anden tilsyneladende modsat: det skulde nu saaledes være, d. v. s. den tilskikkede Sorg er kommen fra den ubønhørlige Skæbne eller fra den uimodstaaelige, almægtige Gud, som ikke har Ore for Menneskers Nød og Suk. Om begge disse Tanker gælder, hvad Job sagde til sine Venner: »I ere besværende Trøstere«, d. e. de gøre kun Sorgen bitrere og tungere.

Men der er en anden Tanke, som er i nøje Slægtskab med disse to, og som sikkerlig nærmest kommer til Orde i Søstrenes Tiltale til Jesus. Det er den, som kan komme frem hos Kristne, idet de tænke: havde Guds Naade været med mig og over mig, saa havde denne tunge Sorg ikke ramt mig. Man tænker, at naar Lykkens Sol skinner klart paa .vor Vej, saa er Guds Naade med os i fuldt Maal; men naar Skyggerne blive lange, og det mørkner omkring os, er det fordi Gud har draget sin Naade bort. Sygdom, Nød og Død findes jo kun i Verden for Syndens Skyld og stiller sig derfor uvilkaarlig for os som Vidnesbyrd, om ikke ligefrem om Guds Vrede, saa dog om at hans Miskundhed og Naade ikke mere er over os, saa vi sige eller tænke, som det saa ofte hedder i Israels Salmer : Gud har glemt mig, har lukket sine øjne , han ser mig aljlrig mere. Og denne Tanke bliver saa meget tungere, naar vi maa sige os selv, at vi slet. ikke have fortjent aridet, end at Gud skulde dragesin Naade bort fra-os.. Mindet derom og Følelsen .af vor Synd og Strafskyldighed vil netop i Sorgens Dage trænge sig frem hos ærlige Kristne, som det hedder i den gamle Salme: »Mens Lykkens Sol mon skinne, saa meget gaar i Glem; naar Taarerne de rinde, da kommer AI- ting frem«. Ja da komme de frem, Minderne om gamle Synder, som vi forlængst havde glemt, om Fortidens Overtrædelser og mange, mange Efterladelser, og de raabe truende: husker du os? hvor kan du vente dig noget godt af Gud? Ham hører Retfærdighed til, men dig kun dit Ansigts Blusel; ja dig tilkommer kun Straf, om dig sker din Ret! — Det er i Sandhed svært at høre dette; det gør Sorgen mange Gange tungere. Men vil vi høre det og sige Ja dertil, skal dog ogsaa dette tjene til Guds Herlighed, til at Guds Søn herliggøres derved (Kpj 11.4).

Saaledes gik det Marta og Maria med deres Sorg; de erfarede, at det var langt fra, at deres Broders Død var Vidnesbyrd om, at Jesus havde sluppet dem med sin guddommelige Kraft og Naade; denne Sorg blev dem tværtimod et Middel, en Vej til at se Guds. Herlighed aabenbaret i ham rigere end nogensinde før, saa de derved blev knyttede endnu fastere til ham i Tro og Kærlighed. Og vi tør sikkert føje til: den blev dem .ogsaa et Middel til, at disse tre Søskendes Kærligheds Samliv blev endnu inderligere; ti vi kan ikke tvivle om, at have Søstrene elsket deres Broder før, saa have de nu elsket ham langt dybere, da Jesus havde givet dem ham tilbage, og de ere alle tre tilevne knyttede inderligere sammen i fælles Tro paa og Kærlig- hed til Jesus. Det samme have mangfoldige Kristne erfaret, ja det vil alle Kristne erfare, naar de ikke lukke sig inde med deres Sorg eller give sig Lov til dette oprørske: hvorfor skal dog jeg lide dette? Den dybe Hjærtesorg skal blive dem et Middel og en Vej til at faa rigere Del i Guds Naade, idet deres Hjærter ligesom uddybes ved Sorgen, saa der bliver des dybere Rum for Jesus Kristus og hans Kraft og Kærlighed, og Frelses- og Herligheds-Haabet bliver da langt klarere for dem. Og saaledes, selv om de i den første Sorg sukkede: Gud har glemt mig; hans Naade har forladt mig ! erfare de dog bagefter, at den netop da var dem allernærmest.

Ja, det er gaaet saare mange Kristne saaledes, at først igennem Hjærtesorgen fik de ret Plads til Jesu Kristi Naade og førtes til i Sandhed at leve med den og have nok i den. Vi fristes alle til at sætte det at leve et hyggeligt og lykkeligt Liv her paa Jorden som det første og vigtigste, saaledes at Jesus Kristus og hans Naade træder i Skyggen derfor og bliver, om ikke en Biting, saa dog nærmest som et Middel til at forskønne Jordelivets Højtider og mildne dets Sorger; Jesus stilles som en Slags Tilgift til Jordelivets Lykke. Men Jesus selv har sagt til sine Disciple: søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skal alle de timelige Ting, som I trænge til, gives eder i Tilgift. Men at søge Guds Rige og hans Retfærdighed er i Virkeligheden det samme som at søge Jesus Kristus; ti i ham er Guds Rige kommet til Jord, og i ham alene kan Syndere blive retfærdige for Gud. Altsaa, skal det blive Sandhed og Virkelighed med vort Kristenliv, saa maa det være os det første af alt at tilhøre Jesus Kristus og leve i ham, medens al Lykke og Medgang i Jordelivet skal være os en Tilgift dertil, saa vi derfra slutte eller se op til det fuldkomne Liv i Kristus, hvor al Sorg er forsvunden, som det hedder i Salmen:

Ak, tænker jeg: er der saa stor
en Skønhed paa den faldne Jord
for Syndere at finde,
hvor skal vi da vel frydes ved
al Glansen af Guds Herlighed,
som er i Himlen inde!

Ti hvad hjalp det, om vi havde Alverdens Lykke og Hyggelighed i vort Jordeliv, naar Jesus blev en Biting for os? Nej først da faa vi den rette Lykke og Lys over vort Jordeliv, naar Jesus Kristus bliver os den første og den sidste. Og det er dette, som de fleste af os kun lære gennem en Sorg, hvorved Jorden blev tom og øde for os, fordi vi da se, hvor upaalidelig al jordisk Lykke er; derigennem komme vi i en Skole, hvor vi lære, at alt kan vi taale • at miste, naar vi kun have og eje Jesus Kristus da have vi dog den evige Rigdom og skal . faa alt, hvad vi mistede, hundredfold igen.

Men alligevel er der en dyb Sandhed bagved det, som Marta og Maria sagde: »havde du været her, var vor Broder ikke død«. Jeg mener ikke dette, at da havde Jesus vistnok helbredt Lasaros, saa han ikke var død, nej endnu dybere : hvor han er, hvor han har faaet Bolig hos et Menneske, der har Døden ingen Magt, den er overvunden.' Og det ikke alene i den Forstand, at i Kristi Sejersrige paa den nye Jord der skal Døden ikke være mere, ej heller Sorg eller Skrig eller Pine. Men det er allerede saaledes her paa Jorden, at hvor Kristus er, der har Døden mistet sin Magt, saa det er, som om den ikke var. Det sagde Jesus til Marta i det store, livsalige Ord, som Kristne aldrig kan glemme : »Jeg er Opstandelsen og Livet, hvo, som tror paa mig, han skal leve, om han end dør, og hver den, som lever og tror paa mig, skal aldrig i Evighed dø«. Ti dermed siger han med rene Ord, at han har frataget Døden dens Magt, og Døden har ingen Magt over dem, — Gud give, at vi alle kunde sige: over os, — som tro paa ham. Vist nok, dette er ikke saaledes at forstaa, at Kristne skal gaa fri fra den legemlige Død, og lige saa lidt, at vi skal fritages for dens Forløbere, Forkrænkelighed, Sygdom og Lidelse; det erfare vi tidt nok med Smerte. Det kan godt være, at der forestaar os en Død fuld af Lidelse og Pine; men er Jesus hos os, da er Bitterheden i denne Pine borte; Dødens Braad er brudt; ti det, som er vort Livs inderste Kraft og Lykke, vort Liv i Kristus i Troen paa hans Ord, det kan Døden slet ikke røre, end sige røve. Vor Død kunde vi ligne ved, naar den saarede Kriger maa miste et Lem; — han vilde vel helst kunne beholde det, men gaar dog villig denne Lidelse i Møde for at redde sit Liv; Døden røver kun det, som en Bisag og Tilgift, men ikke selve Livet og Livssagen; ti det Liv, vi have her i Troen paa Jesus Kristus, skal vare ved, fortsætte sig i al sin Livsalighed, ja gøre et Kæmpeskridt fremad og opad, idet vi gennem Døden skal komme hjem til . vor Herre Jesus Kristus, til helt at leve i ham og være, hvor han er, i langt rigere Maal end det er muligt her .paa Jorden, og til at. hvile ud i Haabet hos ham indtil den store Paaskemorgen, da »Sol for os opgaar igen, viser grant, det er sandt, Jesus Døden overvandt«.

Heri have vi den sande og fulde Trøst over vor Død, men ogsaa over vore Venners Død, med hvem vi have været fælles om Jesu Kristi Tro. Ti naar Jesus siger: hvo som tror paa mig, skal leve, om han end dør, ja skal aldrig i Evighed dø, saa siger han dermed, at ligesaa lidt som Døden kan dræbe os eller fratage os det Liv, vi have i Troen paa ham, ligesaa lidt kan den virkelig adskille dem, der ere fælles om Troen paa ham, eller sønderrive Baandet imellem dem. Om vore kære end dø fra os, ere de dog ikke døde for os, men de leve i den samme Jesus Kristus, i hvem ogsaa vi have vort Liv her i Stridens Land; vi kan ikke kalde dem tilbage til os, kunde vel heller ikke ønske at gøre det; men saa sandt vi blive i Kristi Tro, skal vi engang komme, hvor de ere, og hvor han er, og i evigt Fællesskab prise ham for Livet, han vandt til os og har givet os.

Og i dette Jesu Ord have vi fremdeles hans eget usvigelige Svar paa Spørgsmaalet om de hensovede troendes Tilstand mellem Døden og Opstandelsen. Da Marta mødte ham med de Ord : havde du været her, var min Broder ikke død! da sagde Jesus først til hende: din Broder skal opstaa, d. v. s. ja vel er han nu død; men den Død skal overvindes i Kødets Opstandelse. Men Marta svarede: ja, Herre, jeg ved, at han skal opstaa i Opstandelsen paa den yderste Dag. Dermed siger hun det samme, som saa mange Kristne have sagt ved deres kæres Død: ak ja, jeg tvivler ikke om, at han engang skal opstaa, og at vi altsaa engang skal mødes igen; men der er saa længe, længe til; det skal først ske paa den yderste Dag; men hvad er han nu bleven til, nu da han er død? hvor er han, og hvorledes har han det nu? Herpaa svarer da Jesus hende: han vedbliver at leve det Liv, han her levede i Troen paa mig; det Liv skal han aldrig i Evighed miste.

Og dette skal ogsaa være Svar nok for os, som tro paa Jesus Kristus, naar vi spørge om, hvor vore hensovede kære ere blevne af, og hvorledes de have, det. De leve i Jesus Kristus. Det Liv, de havde her i Troen paa ham, det have de endnu, det kan og skal ikke dØ ; det fortsættes hos ham, Jesus Kristus, fra hvem det -har sit Udspring, ja i hvem det har sin Grund. Og saa sandt det ellers er os det første at høre Kristus til og at leve i ham, saa have vi heri Svar nok til trods Savnet og Sorgen at takke vor Herre og Frelser, som »har gjort Døden magtesløs og bragt Liv og Uforkrænkelighed for Lyset ved sit Evangelium (2 Tim 1.10)», og til i Haabet at se fremad og sige:

0 Gud ske Lov, det hjemad gaar
did, hvor det store Stævne staar,
som Husets Børn skal samle,
hvor evig de skal sammen bo,
som Vejen fandt i Jesu Tro,
de unge med de gamle!

Men der er mange, som finde dette Svar altfor fattigt. Saa tænke de og drømme om, at Saligheden hisset skal bestaa i, at det Samliv, som har været mellem Mennesker her paa Jorden, skal fortsætte sig paa selv samme Maade, kun endnu skønnere end her. Eller at det Arbejde, et Menneske ikke her fik fuldført-eller kunde fuldføre, skal naas hisset: for Videnskabsmanden skal alle de Gaader løses, som han her ikke kunde raade; Kunstneren skal naa til fuldt at fremstille, hvad han her kun dunkelt famlede efter, o. s. fr. Og man kan endog høre formastelige Ord om, at hvis det ikke er saaledes, som man paa den Maade tænker sig, saa var Saligheden hisset ikke værd at naa. -- Men lad os vel betænke, at det kunde lidt hjælpe, om vi kunde udmale os en salig Tilstand hisset, som .i alle Maader passede til vor Tankegang her, naar denne ikke faldt sammen med vor Herres Jesu Kristi Tanker, d. v. s. med Tilstanden, som den virkelig er. Og derhos skal vi lægge Mærke til, at alle disse Tanker, hvorved Mennesker udmale sig Saligheden hisset efter deres Sind,, i Virkeligheden ere Vidnesbyrd om, at de kun tragte efter en j ord is k Salighed, d. v. s. en Tilstand, hvor de have den timelige Lykke fuldkommen, som de ikke kan opnaa hver paa Jorden. Eller ialfald ere de Vidnesbyrd om, at Jesus Kristus og Guds Rige og Retfærdighed, i ham ikke er dem det første, men kun et Middel til at naa den Tilfredsstillelse, som for dem er det firste.

Men er Guds Rige og Retfærdighed i Jesus Kristus bteven os det første, saa har vort Hjærte nok i det Haab, vor Herre Jesus Kristus har givet sine, nok til at have Frimodighed her i Live med Hensyn til Fremtiden, og nok til at blive salige hisset, hjemme hos vor Herre og Frelser, naar vi hos ham i Samfund med alle hans hellige skal hvile i Haabet til den store . Opstandelses-Dag, da Døden skal blive evig opslugt til Sejer.

Amen.