Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Et er fornødent - Femtende Søndag efter Trefoldighed

Luk. Evang. 10, 38-42

Men det skete, medens de vare paa Vandring, gik Jesus ind i en By; og der var en Kvinde ved Navn Marta, som modtog ham i sit Hus. Og hun havde en Søster, som hed Maria, hun satte sig endog ved Herrens Fødder og hørte hans Tale. Men Marta var optagen af megen Opvartning, og hun traadte- til og sagde: Herre, bryder du dig ikke om, at min Søster har ladet mig opvarte alene? sig da til hende, at hun skal hjælpe mig! Men Herren svarede og sagde til hende: Marta, Marta, du gør dig Bekymring og Uro med mange Ting; men dt er fornødent. Maria har jo udvalgt den gode Del, og den skal ikke tages fra hende.

»Marta, Marta, du gør dig Bekymring og Uro med mange Ting, men ét er fornødent; Maria har udvalgt den gode Del, og den skal ikke tages fra hende«. Saaledes talte Jesus til Marta. Og dermed gør han Skel imellem, hvad der er nødvendigt i Kristenlivet, og hvad der kun er Biting, paa den ene Side de mange Ting, som Marta havde travlt med, det som hun se 1 v vilde gøre, fordi hun syntes, det maatte til for at modtage en saadan Gæst paa rette Maade, og saa paa den anden Side det ene, som • var nødvendigt, og som de mange Ting kun vare betydningsløse Biting imod, nemlig hvad Jesus talte, og at stille sig i det rette Lærlingeforhold til ham for at blive frelst af ham. Dette havde Maria udvalgt, derfor satte hun sig ved Jesu Fødder og lyttede til hans Tale, ja sad der ganske stille, for at ikke et eneste af hans Ord skulde gaa tabt for hende, men at hun kunde optage og gemnie dem alle i sit Hjærte. Dette, siger Jesus, er den gode Del, som ikke skal tages fra hende; deri vinder hun sig en varig Ejendm, og derfor er dette saa aldeles fornødent. Alle die mange Ting, som Marta havde travlt med, kunde kun vare og have Betydning til en Tid; den Dag vilde komme, da hun ikke kunde have travlt dermed mere; men den Frelse, Maria søgte, og det Ord, hun optog i sit Hjærte, skulde aldrig tages fra hende og aldrig miste sin Rigdom og Glæde for hende.

Men det er ikke alene i Kristenlivet, at der maa gøres et saadant Skel. Ogsaa alle Vegne i Menneskelivet paa Jorden gælder det om at kunne rettelig gøre Skel imellem det ene fornødne og de mange Ting, det ene, som er Kærne- og Hjærtepunktet i Sagen, og de mange Biting, som kun have nogen virkelig Betydning, naar Kærnen er frisk og levende. Det er dette, Salomon siger (Ordsp 4.23): »Fremfor alt, hvad der skal bevares, saa bevar dit Hjærte; ti derfra udgaar Livet«. Dermed siger han i Grunden det samme, som Jesus her: ét er fornødent. Ti det er det ene fornødne for hvert Menneske paa den Plads, han har faaet i Menneskelivet, at hans Hjærte er vel bevaret, at han har Hjærtet paa rette Sted. Der er for enhver mange Ting at tage vare, mange Pligter at opfylde i de enkelte Livsforhold; men hvad det først og fremmest gælder om er, at han har et trofast og lydigt Hjærte, som i Oprigtighed vil tjene; ellers bliver al hans Gerning kun skjult Utroskab og Lovløshed, selv om han forstaar alle sine Sager nok saa nøje og udvortes opfylder sine Pligter nok saa punktlig og udretter nok saa store Ting dermed.

Saaledes er det i Ægteskabet: det gælder først og sidst om at bevare Hjærtet. Men Hjærtet i Ægteskabet er den trofaste Kærlighed; den er det ubetinget fornødne til et i Sandhed godt Ægteskab. Der kan være mange Ting, som Ægtefolk ønske sig, og som de anse for nødvendige til deres Lykke. Og ganske vist, Sundhed, gode Kaar, trofaste Venner, Medgang i vor Gerning og meget andet, alt dette er store Goder, som vi maa takke Gud for, ja ogsaa bede ham om, og som kan bidrage meget til at gøre vort Liv lyst og let. Men dog ere alle disse Ting ingen-. lunde nok til et godt og lykkeligt Ægteskab, om man end havde. dem i største Overflod; nej ét er fornødent: den trofaste Kærlighed, som ikke søger it eget, og som hviler paa Hjærternes indbyrdes Troskab og Tillid. Hvor den fattes, hjælper det ikke, om de have alle andre udvortes Goder og al Medgang; deres Ægteskab bliver dog kun forgyldt Elendighed. Men hvor den trofaste, tillidsfulde Kærlighed bor i Hjærterne, der bliver der Fred og Lykke inden Døre, saa Ægtefællerne kan sige til hinanden af Hjærtet: Gud ske Lov, at vi to kan dele baade ondt og godt med hinanden. Der kan de tilsammen bygge et Hjem, hvor der er godt at viere, og hvor de mange andre Fornødenheder komme paa deres rette Plads, som Biting, og der kan Ægtefællerne være hinanden til Glæde og Velsignelse, selv om det, de savne af de mange Ting, er langt mere end det, de have.

Saaledes er det atter for den, der har et Embede eller en Tjeneste. Her kan der være mange Ting at tage vare og forstaa sig paa; men ét er fornødent: at han er og vil være en tro Tjener paa sin Plads, saa han røgter sin Gerning, ikke som en Øjentjener eller Lejesvend for Lønnens Skyld, men for at Gerningen skal blive gjort paa bedste Maade. Mangler han denne Troskab, saa hjælper det ikke, om han har nok saa glimrende Gaver, kan udrette nok saa store Ting og beundres nok saa meget derfor; hans hele Arbejde er dog raaddent i sin Kærne. — Og saaledes er det i det borgerlige Samfundsliv. Her kan der være mange Ting at tage Haand i, mange Opgaver at løse og Forbedringer at indføre, for at alle kan faa saa gode Vilkaar at leve og virke under, som muligt; men ét er fornødent: at Sandhed og Kærlighed raader i Hjærterne, — Sandhed, som ikke vil bruge usande og urene Midler for at fremme sin Sag, og Kærlighed til Folket og Fædrelandet, som siger: » sit Fædreland skylder man alt«. Hvis dette mangler, hjælper det ikke, om et Folk har nok saa gunstige Kaar, nok saa megen Frihed og Lighed og nok saa mange gode Love og Ordninger; dette vil dog blive misbrugt til Samfundets Fordærv.

Ja, saaledes kunde jeg,blive ved. Det samme gælder i alle menneskelige Livskredse: et er fornødent, nemlig at Hjærte- og Kærnepunktet er friskt og levrnde. Men hvilken som helst Gerning et Menneske end har haft i Livet, den ender dog tilsidst med, at han bliver afsat fra sin Bestilling, og at hans Hænder synke afmægtige ned; og da viser det sig atter i endnu dybere Betydning, at ét er fornødent. Der kan vistnok ogsaa da blive Tale om mange Ting. Jeg mener ikke det udvortes, som saa ofte fylder de efterlevende med travle Tanker: hvorledes den afdøde skal faa en hæderlig og smuk Begravelse, e. lign. Nej der er mange andre Ting, som have en langt mere betydningsfuld og berettiget Plads, det er de mange Minder om, hvad den bortgangne har været i sit Liv og sin Gerning for sine nærmeste og for andre. Men alle Kristne, ja alle, som blot i nogen Maade ere blevne grebne eller berørte af Kristi Evangelium, vil dog sige: ét er dog vigtigere end alt dette; ét er fornødent, det er, om den hensovede har hørt Jesus til og har faaet Del i hans Frelse, om han i sin Livstid har vundet et Livsindhold, som han ikke skat lade tilbage efter sig her paa Jorden, og en Livskraft, som Døden ikke kan tage fra ham, saa det paa ham kan opfyldes, hvad Jesus har sagt: »Hvo som tror paa mig, skal leve, om han end. dør'. Og det vil sige, det er det ene fornødne, hvorpaa det kommer an for ham, om han har fundet og vundet den gode Del, som ikke skal tages fra nogen, som har valgt den.

Det er denne gode Del, Jesus her i vort Evangelium i Dag siger, at Maria havde valgt, idet hun satte sig ved hans Fødder og hørte paa hans Tale. Men skal vi forstaa dette ret og forstaa, hvad Jesus i Modsætning dertil siger om Marta, som havde travlt med de mange Ting, saa maa vi ikke glemme, at ogsaa Marta var en troende Kvinde, og at der staar udtrykkelig om hende et andet Sted (Joh 11.5), at Jesus , elskede hende ligesaa vel som hendes Søster Maria og hendes Broder Lasaros. Naar Marta havde saa travlt med Opvartningen, at hun ikke kunde faa Tid til at høre paa, hvad Jesus talte, saa var det ingenlunde, fordi hans Ord vare hende ligegyldige; det var jo ikke for at besørge sit eget, at hun havde saa travlt; nej det var for at modtage Jesus og sagtens ogsaa hans Disciple, de mest kærkomne Gæster, hun kunde faa, modtage dem paa den gæstevenligste Maade, hun kunde, og for at vise hpm den bedste Ære og Taknemlighed, hun vidste. Jeg er vis paa, at alle kristne Husmødre.godt kan forstaa Martå i det Stykke, og at de vilde have gjort omtrent ligesaa i hendes Sted. Altsaa det er ikke Verdslighed og jordisk Travlhed, Jesus bebrejder Marta, nej han bortviser den Tanke, at det var hende, der skulde give Jesus, hvad han kunde savne, og at hun ikke vidste eller tænkte paa, at han ikke var kommen til Jorden for at tage, men for at give, og at kun da kan vi faa Velsignelse af ham, naar vi ret modtage hans Gaver. Dette forstod Maria; derfor satte hun sig stille hen og lyttede til Jesu Tale, og derfor siger Jesus: hun har udvalgt den gode Del.

Men hvad Jesus her sagde til Marta, det gælder os alle, som tro paa ham. Ikke alene i den Forstand, som man som oftest bruger disse Jesu Ord, at det er os langt vigtigere, ja det ene fornødne, at være Jesu Lærlinge og at optage og gemme hans Naades Ord i vort Hjærte, fremfor at passe vor jordiske Travlhed, om vi end gjorde dette til den største Fuldkommenhed, — altsaa det samme som Jesus et andet Sted siger: »søger først Guds Rige og hans Retfærdighed«. Men det, som Marta, denne troende Kvinde, egentlig staar som Forbillede paa, det er de mange Kristne, som mene eller bære sig ad, som om de mente, at hvad det egentlig gælder om i Kristenlivet, det er, hvad vi kan gøre for Jesus, hvorledes vi kan paa rette Maade indrette og ordne de udvortes Forhold i det kristne Samfundslivs større og mindre Kredse, saa alle de udvortes Betingelser for, at han kan virke i Hjærterne, kan være til Stede. Men denne Mening er ikke rigtig. Det er ikke det første og vigtigste, hvad vi kan gøre for Jesus. Nej det første, det ene fornødne for Kristenlivet baade i Menig- heden og i den enkelte, det er, hvad Kristus har gjort for at frelse os, den Naade, han har vundet til os og bragt os. Derfor bliver det ene fornødne, uden hvilket alt andet kun bliver Skal uden Kærne, at denne hans Frelse kan blive og være vor, og at vi kan modtage denne Naade og hans Gerning, og dette vil sige, at vi som hans ydmyge og lydige Lærlinge sidde stille ved hans Fødder og lytte til, hvad han taler.

Ja, det er en Tanke, som stedse under forskellige Skikkelser vender tilbage i Menighedens Historie, at det egentlig gælder om, at vi kan opvarte Jesus Kristus ' og • berede et godt Sted og en værdig Modtagelse for ham. Denne Tanke møde vi hos mange oprigtige Kristne, naar de gaa til Herrens Bord, at det da fremfor alt kommer an paa, at de ret kunde berede Jesus en god Modtagelse, det vil sige. berede sig selv til Nadveren ved deres Bønner og Anger og Ruelse. Og vist nok, vi skal slet ikke ringeagte dette; der ligger som oftest en hjærtelig dyb Alvor og Samvittighedsfuldhed deri, at Mennesker saaledes ved deres Selvberedelse vil vogte sig for at misbruge Herrens Naadegave. Og denne travle Alvor er langt at foretrække for den Letsindighed, der gaar til Herrens Bord, som man kunde gaa til et almindeligt Gæstebud. Men alligevel er det ikke Vejen til at finde Velsignelse ved Herrens Bord, at man lægger Hovedvægtere paa vort eget. Arbejde, ret som om vi derved selv skulde give Herrens Nadver sin Kraft og sit Indhold. Nej Hovedsagen er, at vi kan blive stille for Herren og lytte til, hvad han taler til os ved sit Bord, saa at alle andre Røster maa forstumme for os, ikke alene Verdens Travlhed og Lokkelser, men ogsaa vore Sorger for Fortid og Fremtid, og at saaledes hans Frelser-Ord og Naade maa faa Rum til at gøre sin Gerning i os.

Og den samme travle Martatanke møde vi atter hos Kristne, som mene, at Hovedopgaven for Kristne er at afhjælpe den Nød. og Elendighed, som findes i det borgerlige Samfund, for at der saaledes mulig kunde banes Vej for Evangeliet, eller at afhjælpe Kirkens Brøst ved allehaande udvortes Ordninger og Foranstaltninger, hvorved Kristenlivet skulde faa lysere og bedre Vilkaar at trives under. Vist nok, denne Travlhed er langt at foretrække for den aandelige Sløvhed og Magelighed, ja den Egenkærlighed, som mener, at naar man kun selv har modtaget Kristi Evangelium, kan man lade alt gaa, som bedst det kan, baade med sig selv og med Menighedslivet, og saa behøver man ikke at ænse al den store aandelige. Nød, som findes midt i Kristenheden. Det var ikke en saadan Magelighed, Jesus roste Maria for; hun satte sig ikke hen i en Krog #med Hænderne i Skødet, nej hun sad stille og opmærksom og hørte paa hans Tale. Og dette .vedbliver endnu og alle Dage at være den rette Vej til at finde Lægedom mod alle de Brøst, der findes hos os selv og i Menighedslivet, at vi lade fare alle travle Tanker om at vi ved vort Arbejde eller ved udvortes Ordninger og Foranstaltninger skulde hjælpe Jesus med at gøre sin Frelsergerning, og at vi derimod give os Ro og Tid til at lære af ham og sidde ydmyge og lydige ved hans Fødder og lytte til, hvad han taler. Gøre vi det med et oprigtigt og lydigt Hjærte, som ikke blot vil have Kundskab, saa vi kan, snakke med, men virkelig vil lære af ham, da vil vi ogsaa blive dygtige, han vil ved sin Aand og sit Ord gøre os dygtige til at tjene ham i det praktiske Liv, hver i sin Gerning og paa sin Maade, og fylde os med sin Kærlighed, saa vi med den rette kristelige Medynk kan efter vor Evne raade Bod paa den aandelige og timelige Nød, der findes blandt Mennesker.

Det Ord, som vi først og fremmest skal saaledes lytte til, er det, som Jesus taler til os i sin Menighed ved sin Daab og Nadver. Men det er dog egentlig ikke dette, der fremstilles for os i Marias Eksempel: hun havde hørt Jesus tale til hende, inden han kom i Martas Hus den Dag; ved at modtage dette Ord var hun bleven en af hans Disciple, og vi kan være visse paa, at hun bevarede dette Ord i sit Hjærte. Men her høre vi intet om, at Jesus talte til hende ; det er end ikke troligt, at han gjorde det, men hun hørte paa, hvad han talte til de andre, som vare med til Stede. Og saaledes er det. Have vi med Hjærtet hørt og modtaget det Ord, Jesus taler til o s, saa faa vi ogsaa et aabent Øre for, hvad han taler og har talt til andre, saa vi kan faa Opbyggelse og Velsignelse• deraf, idet vi derved stedse bedre lære at kende vor Frelser og at skue ind i det Rigdoms Dyb af Naade og Sandhed fra Gud, som han har opladt for os. Vi blive da i Stand til ret at bruge, ikke alene det Vidnesbyrd om ham, som i hans Navn føres i Menigheden, men ogsaa det profetiske og apostoliske Vidnesbyrd i den hellige Skrift, som Gud har givet sin Menighed, for at vi derved skal blive vise til Frelse og som Guds Børn blive fulddygtige til al god Gerning, og ikke blive saa optagne af , de jordiske Ting og de mange skiftende Verdensindtryk, at vi glemme Guds Rige derover.

Ja, naar Jesus havde Grund til at sige til Marta: du gør dig Bekymring og Uro med mange Ting, som kun ere rene Biting i Sammenligning med det ene fornødne, saa kan dette med langt større Grund og Ret siges til vor Tids Kristne. Der er i vore Dage saa mange Verdens Ting, som der kræves, at man skal være med i og forstaa sig paa for at kunne fylde sin Plads i Samfundet og være et dannet Menneske, alle disse Døgnspørgsmaal, som dukke op den ene Dag og ere glemte, inden Ugen er omme, ja som netop derfor synes saa paatrængende vigtige; fordi deres Tid er saa kort. Det er ingenlunde let for Kristne at stille disse mange Ting paa den rette Plads. Og vi lære det aldrig, førend det ene fornødne virkelig bliver det ene fornødne for os, nemlig at vi kan blive frelste fra al vor Synd til at høre Jesus Kristus til for at kunne leve i Gud. Er 'dette blevet Livssagen for os, saa blive alle de mange andre Ting, som Verden har travlt med, og alt hvad vi selv kunde gøre for at berede Vejen for Herren paa de forskellige Maader, — ja det bliver visselig noget, som vi ikke skal eller vil forsømme, vi skal være tro ogsaa deri; men .i Sammenligning med det at høre Jesus til bliver det os dog kun Biting. Og vi lære da ret at forstaa, hvor velsignet det er at kunne sidde ved Jesu Fødder og lytte til hans Tale, for derved at føres fremad i hans Naade og Kendskab. Ja, da blive vi ogsaa skikkede til at bruge den hellige Skrift ret, saa vi ikke stirre os blinde paa de mange Biting, som ogsaa findes i den, de mange Enkeltheder, som man uundgaaelig vil snuble over, saa længe man læser Skriften for deri at finde Svar paa allehaande Spørgsmaal , som, ikke vedkomme vor Frelse. Men bruge vi Skriften i Troen paa Jesus Kristus for derved at føres og lyses fremad paa Frelsens Vej, saa vil hans Aand klare vore Øjne saaledes, at vi se til vor Forundring og stadige Opbyggelse, hvorledes Frelseren og Frelsen, som han vil bringe, er den røde Traad, der drager sig gennem hele Skriften, eller rettere, den lysende Stierne, som skinner stedse klarere igennem den, lige fra det første Blad, der varsler om Kvindens Sæd, og til det sidste, der varsler lom hans Komme til Dom og til sin Menigheds evige Saliggørelse. Vi blive da i Stand til gennem hele den hellige Skrift at høre Jesu Frelsertale. Og saaledes vil Skriften gøre os vise til Frelse og blive os i Sandhed til Sjælegavn, til at lære og irettesætte os, til at bringe os paa Fode og opdrage os i Retfærdighed, saa vi kan blive fulddygtige til al god Gerning (2 Tim 3.16,17).

Amen.