Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Han kalder de gamle og trætte - Fjortende Søndag efter Trefoldighed

Joh. Evang. 5, 1-15

Derefter havde Jøderne en Højtid, og Jesus drog op til Jerusalem. Men der er i Jerusalem ved Faareporten en Dam, som paa Hebraisk kaldes Bethesda, den har fem Buegange. I disse laa der en Mængde af syge, blinde, lamme og visne. Og der var en Mand der, som havde haft sin Sygdom i otte og tredive Aar. Da Jesus saa ham ligge og vidste, at han allerede havde ligget i lang Tid, siger han til ham: vil du vorde karsk? Den syge svarede ham: Herre, jeg har ikke noget Menneske til at kaste mig i Dammen, naar Vandet bliver oprørt; men medens jeg er paa Vej, stiger en anden ned før mig. Jesus siger til ham: staa op, tag din Seng og gaa! Og strags blev Manden karsk og tog sin Seng og gik omkring. Men det var Hviledag paa den Dag. Saa sagde Jøderne til den helbredte: det er Hviledag, og du har ikke Lov til at bære Sengen. Men han svarede dem: den, som gjorde mig karsk, han sagde til mig: tag din Seng og gaa. De spurgte ham: hvem er det Menneske, som sagde til dig: tag den og gaa? Men den helbredte vidste ikke, hvem det var; ti Jesus havde unddraget sig, da der var en Folkehob paa Stedet. Siden efter finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagde til ham: se, du er bleven karsk; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal times dig. Manden gik bort og fortalte Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham karsk.

Kærlige Frelser, end kalder du. mig,
din Røs og din Trøst er de rette;
Ungdom og Styrke fortryller ej dig,
du kalder de gamle og trætte;
det faldende Løv du kalder fra Støv,
du fører dit Følge i lysende Fjed
til Liv og til Fred!

Saaledes lyder det i en aandelig Sang, hvori en gammel Kristen udtaler sit Hjærtes Længsel og Tro til Jesu Kristi Naade. Og vil vi have en historisk Stadfæstelse af, at hvad der udtales i Sangen er sandt, saa kan vi finde dette i Fortællingen i vort Evangelium om Helbredelsen af den gamle syge Mand, som laa ved Bethesda Dam, og som i 38 Aar havde ligget syg. Otte og tredive Aar! Naar vi nu se tilbage paa denne Begivenhed, der har tildraget sig for over 1800 Aar siden, synes disse Aar i Sam- menligning dermed ikke saa lang en Tid; men lad os sammen- holde dem med vort eget Liv, vi som ere komne saa langt op i Aarene, at vi kan tænke otte og tredive Aar tilbage ; hvor længe er det ikke siden, de begyndte, og hvor vilde vort Liv ikke have været tungt og øde, om vi havde ligget hen ligesom han i vore sidste otte og tredive Aar! Og tænk, alle I unge Svende og Piger, som endnu ikke have naaet maaske mere end Halvdelen af disse Aar, hvor vilde ikke eders Livs Udsigt være mørk og tom, om I skulde se fremad til al den Tid tilbragt i Sygdom og Afmagt! En Gang havde ogsaa denne Mand været ung og rask og kunnet fryde sig ved at leve ; men det var længe siden. Saa var han bleven syg og havde haabet snarlig Helbredelse. Men han blev svagere og svagere og kunde ingen Lægedom finde, og saa søgte han hen til Bethesdas Sundhedsbrønd, hvor saa mange afkræftede havde fundet Helbredelse, men heller ikke der blev han hjulpen. Og saaledes gik Tiden; hans Sygdoms Dage blev til Aar, og Aarene blev til otte og tredive, saa det er ikke at undre paa, at han nu havde opgivet alt Haab om Helbredelse og, som det synes, kun blev liggende ved Sundhedsbrønden af en sløv Lige- gyldighed, fordi han nu var bleven vant til dette Sted, maaske ogsaa fordi han opholdt Livet ved de milde Gaver, som barmhjærtige Mennesker rakte ham der.

Men havde han end selv opgivet sin Helbredelse, saa opgav Jesus ham dog ikke., »Ungdom og Styrke fortryller ej ham, han kalder de gamle og trætte»; han helbredte ham med•det Ord: staa op, tag din Seng og gaa! Og da han siden efter traf ham i Templet, sagde han til ham: • »nu er du bleven karsk; synd nu ikke mere, for at ikke noget værre skal times dig». Med disse Ord pegede Jesus paa den Sammenhæng, der er mellem Synd og Sygdom, Synd og Lidelse, nemlig at Synden er Roden og Sygdommen Frugten; Synden er Grunden, og Lidelsen er Følgen deraf. Det er muligt, at Jesu Ord vise hen til, at den syge selv havde paadraget .sig sin Sygdom ved en bestemt Synd eller et syndefuldt Levned, saa Jesus altsaa hermed vil advare ham mod Tilbagefald, der altid er farligere end den oprindelige Sygdom, hvad der ikke alene gælder den legemlige Sygdom, men i endnu højere Grad den aandelige Sygdom, Synden. Men det er maaske snarere saaledes at forstaa, at Manden under sit lange Sygeleje ret er kommen til at .tænke over sit forrige Liv og til at se sin Synd, at han ikke havde fortjent bedre af Gud end Sygdom og Nød, ja end at tilbringe hele sit Liv i Sygdom. Derpaa tyder det ikke alene, at hans første Gang, da han var bleven rask, var op til Herrens Tempel, sikkerlig for at han der i Menighedens Forsamling kunde frembære sin Tak for sin Helbredelse. Men derpaa tyder ogsaa hans Svar til Jesus: »Herre, jeg har ikke noget Menneske til at kaste mig i Dammen, naar Vandet bliver oprørt ; men medens jeg er paa Vej, stiger en anden ned før mig«. Der er en saa vemodig Klang i dette Svar; man hører igennem det som et Suk, over de mange forgæves Forsøg, han havde gjort. paa at komme ned i Sundhedsbrønden, og over, at han laa der saa ene, uden at have nogen til at hjælpe sig. Men tillige er der noget saa taalmodigt eller sagtmodigt i hans Svar; det udtaler ingen Misundelse paa dem, der havde fundet Helbredelse, og ingen Knurren mod Gud, men han bøjer sig ydmyg under sin tunge Lod, og taler som den, der har lært, at give sig hen i den, at resignere.

Nu er ganske vist en saadan Hengivelse i sin Lod langt. bedre end at knurre imod Gud og at misunde Mennesker. Og der er næppe nogen, som naar til denne Hengivelse uden at erkende sin Synd og uden at ville se, at hans Lidelse er fortjent. Men alligevel er den ingenlunde noget ubetinget godt; ti det er klart, at den tillige indeslutter en Opgivelse, ikke alene af Haabet om Helbredelse, men ogsaa af alt Arbejde og Anstrengelse for at opnaa den. Den Slags Hengivelse er aldeles ikke det samme som Tro; ti Troen er en Hjærtets Kraft; der skal Hjærtets og Viljens Kraft til for virkelig at tro, for at modtage Ordet og holde fast ved det, som ikke ses. Resignationen derimod er Udtryk for en Træthed, en Sjæleslaphed, der lader Hænderne synke og finder sig i, at alt gaar, som bedst det kan. Denne Slaphed kommer ogsaa frem i den syge Mands Ord, som tyder paa, at han ikke alene havde opgivet Haabet, men endog Ønsket om at blive helbredet.

Men trods denne hans Slaphed og Magtesløshed forkastede Jesus ham ikke; »han kalder de gamle og trætte». Han spørger ham: vil du vorde karsk? ønsker du at helbredes? — aabenbart for saaledes at vække Ønsket og den slappe . Vilje til Live. Og derefter sagde han til ham: staa op, tag din Seng og gaa! Og Jesu Ord har Guddomsmagt; hvad han byder det sker, og hvad han udtaler, det giver han: dette Ord gav det magtesløse, trætte Menneske .Magt til at gøre, hvad Jesus sagde, og han stod op, tog sin Seng og gik ' omkring.

Men dette Bethesda, paa Dansk: »Naadehuset», med Buegangene omkring Sundhedsbrønden har man med Rette fra gammel Tid set som et Billede paa Kristi Kirke, Kristenheden her paa Jorden. Det som Kristenheden altid samles om og kendes paa, det er Sundhedsbrønden, »hvor vor Helsot, som er Synden, læges ved Guds Naades Ord«, og denne Sundhedsbrønd er den hellige Daab, den Lægedomskilde, ,som Gud ved Jesus Kristus har ladet fremvælde for Syndere paa Jorden, hvori der er Lægedom mod enhver Sjælesygdom og Synd, som nævnes kan, og hvor vi skal finde . den Livskraft, som ingen Død har Magt over, det evige Liv. Men hvor mange blinde, lamme og visne findes der ikke i dette Bethesda, mange, mange flere end i det ved Faareporten i Jerusalem! Se vi os ,om blandt de mange, der ere døbte og bære det kristne Navn, hvor er der da ikke mange blinde, der ikke kan se Guds Naades lpys i Jesus Kristus, som er opgaaet over os. De vide maaske udvortes god Besked med Kristendommen; men deres Hjærte ser dog slet intet, som hører til Guds Rige, fordi de kun have set efter denne Verden og dens Herlighed. Og nu er det kommet dertil med dem, at det er mørkt for dem allevegne; se de tilbage, se de kun Mørke, en Række af skuffede Forhaabninger; se de fremad, — atter Mørke; ti de have intet virkeligt Haab for den Tid, som kommer. Hvor mange visne Hjærter er der ikke, i hvem Livskraften, Kraften baade til at glæde sig og til af Hjærtet at sørge, er tørret hen, og der er kun, tilbage en træt og sløv Ligegyldighed, der kun brydes, naar andre komme dem selv for nær, saa de bryde ud i Vrede og Bitterhed. Og hvor mange lamme Mennesker er der ikke, lamslaaede paa deres Vilje, fordi de have intet, som duer, at leve for; lamslaaede paa deres Tanke, den kan ikke hæve sig over denne Jord og de jordiske Beregninger; lamslaaede paa deres Følelse, saa der er intet, der kan opvarme deres Hjærte mere og faa det til at slaa varmt og stærkt.

Al den Blindhed og Lambed og Vissenhed kommer af Synden, af deres egen Synd. Den kan komme af en enkelt bestemt Synd, som Mennesket har hengivet sig til og ikke vil slippe; den kan komme af et verdsligt og egenkærligt Liv i det hele, som vel kan se ærbart og hæderligt ud for Mennesker, men alligevel er idel Synd, fordi de leve sig selv og søge deres eget, og dette vil uundgaaelig udhule Hjærtet og røve dets Livskraft og Livsglæde. De mærke det maaske ikke, saa længe de ere fuldt optagne af deres Forretning og Arbejde og deres Kamp for Tilværelsen, for at komme ovenpaa og øverst; men der vil dog sikkerlig ogsaa for den, der har allertravlest, komme Øjeblikke, da han nødes til at staa stille og trække Vejret, og han vil da med Forfærdelse se Tomheden i sit Hjærte, dets Vissenhed og Lambed. Da vil han faa at se, at han ikke kan skyde Skylden derfor over paa andre men det er hans egen Synd, der er Skyld deri; men der vil ogsaa lyde en Røst, der hvisker beroligende til ham: saadan er jo alle Mennesker; se til de andre, de ere ikke anderledes end du! Og han maa da vælge, hvilken af disse Røster han vil lytte til. Men det gælder hans Liv, at han da ikke lukker sit Øre for Sandhedsrøsten, der vidner om hans egen Synd og Skyld; ti ellers udelukker han sig fra Oprejsning og Helbredelse. Vistnok vil denne ikke komme strags. Det vil sikkerlig gaa ham saaledes, at han forsøger at hjælpe sig selv, fatter det ene Forsæt efter det andet om at bekæmpe sin Synd; han vil maaske ogsaa med et tvivlende Hjærte bede Gud om Hjælp, af og til læse i den hellige Skrift og søge til Kirke, for muligvis der at finde Lægedom for sit Hjærtes Vissenhed, saa han atter kunde blive frimodig og haabefuld. Men saa længe han dermed kun gaar ud paa at faa den svundne Livslyst tilbage, vil disse Forsøg vise sig forgæves, ligesom de mange Forsøg, den syge Mand i Evangeliet havde gjort paa at komme ud i Bethesda Dam. Og saa bliver han tilsidst træt, opgiver ikke alene Arbejdet paa og Haabet om, at det kunde blive anderledes med ham, men hans Hjærte bliver saa slappet, at han saa at sige ikke kan ønske Oprejsning mere, men kun »finde, sig i sin Skæbne.

Men vor Herre Jesus Kristus, som forbarmede sig over den gamle, haabløse, trætte Mand ved Bethesda Dam, er lige saa barmhjærtig endnu; »han kalder de gamle og trætte». Saa sandt der i et saadant hjærtetræt Menneske kun er det svageste Suk efter Oprejsning og Liv, og saa sandt han i Ydmyghed og Oprigtighed vil kende sig selv skyldig i sin Nød, saa skal for vist den Time komme, da der fra Jesus Kristus skal lyde til ham det Spørgsmaal: vil du vorde karsk? ønsker du at frelses og oprejses til Livet? Det vil lyde til ham gennem et trofast Vidnesbyrd om Jesus Kristus, maaske i Menighedens Forsamling, maaske i en stille og alvorlig Samtale med en troende Kristen; men det vil ved Hellig-Aandens Naadevirkning lyde saaledes til ham, at han føler: det Spørgsmaal kom ikke fra et Menneske, men fra den himmelske Frelser selv. Og om det end synes ham. utænkeligt, at han endnu skulde kunne faa et levende og frimodigt Hjærte, saa vil dog derved Ønsket og Haabet derom leve op i ham. Og da lægges atter Valget mellem Livet og Døden for ham. Men saa sandt han da ikke vælger at blive i sin Vissenhed og skyder dette Spørgsmaal fra sig som en Daarskab, skal han ogsaa faa at høre et: staa op og gaa! Han vil høre dette gennem Evangeliet om den korsfatstede og opstandne Jesus Kristus, som gav sig selv .hen til Løsepenge for Alverdens og for hans Synder, og som fordum, dengang han var spæd og end mere hjælpeløs, end han nu er, gav ogsaa ham Lod og Del i al sin Frelsernaade med Syndernes Forladelse og Arvedel i det evige Liv. Naar han tror dette Budskab, begynder det at lysne for hans Øjne. Og vistnok vil han ikke opleve Jesu Ords Guddoms-Kraft, hverken paa saa haandgribelig en llaade som den syge Mand i vort Evangelium, heller ikke saaledes paa én Gang; men saa sandt han med ydmyg og oprigtig Bøn om Naade vender tilbage til sin Daab qg fornyer sit Ja til Pagtens Ord, skal han dog kende, at hans Livskraft vender tilbage, saa hans hidtil blinde Hjærte, der kun saa Mørke, hvor det vendte sig hen, kan se op til Himlen, hvor Lyset kommer fra, og sige: min Herre og min Gud, du har taget mig til Naade; lad mig nu altid tilhøre dig! Og han vil kunne begynde at bede som aldrig før, vandre op ad Bønnens Himmelstige til vor Herre og Frelser og til hans og vor Fader for at takke ham for hans Naade og bede ham give Fremgang til sit Frelsesværk i ham.

Den vil Gud ogsaa for vist give ham, naar han saa i Lydighed mod Herrens Ord gaar op til Helligdommen for der i Menighedens Forsamling at mødes med ham ved hans Nadverbord, som han havde holdt sig borte fra i mange Aar, maaske fordi han sagde: jeg kan ikke forstaa, hvad den »Ceremoni» skulde nytte, men inderst inde fordi han følte, at der hørte han ikke hjemme. Og naar han da kommer der, ikke som den der mener at have Ret dertil, men fordi han tror, at Gud har taget ham til Naade for Jesu Kristi Skyld, og fordi vor Herre og Frelser har befalet sine Disciple: dette skal I gøre til min Ihukommelse! da vil han der høre Herren sige: nu er du bleven karsk; synd nu ikke mere! Ti den, som kommer til Herrens Bord i Lydighed mod hans Befaling, og som i Hjærtets Tro modtager Ordet, som han taler: »det er mit Legeme, som gives for eder; det er den ny Pagt i mit Blod, som udgydes for e der., ham vil Herren ved dette Maaltid forvisse om, at han kender ham for en af sine, og at han er fælles med hans Menighed om den Naade og Syndsforladelse, som han har vundet til os ved at hengive sig i Døden for os. Men Syn_ dernes Forladelse er den Grund-Lægedom for Syndere, hvorved Syndens Magt i vort Hjærte bliver brudt; den der kan sige: nu tror jeg og er overbevist om, at Gud har forladt mig alle mine Synder for Jesu Kristi Skyld! han kan med et frit og frimodigt Hjærte vende sig bort fra sin Synd og forsage den, selv om han nok saa ofte er bleven overvunden af den. og han kan med et frit og frimodigt Hjærte vende sig til den levende Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, og sige til sig selv: hos ham 'og i hans Kærlighed har jeg hjemme. Men deri indesluttes Magten til ikke at ville synde mere, — ikke som et Forsæt, der hviler paa vor egen Viljes Styrke og Stadighed, — ak nej, det maa enhver Kristen og allermest den, der er bleven gammel i Verdslighed, erfare, at hans egne Forsætter ere som et svajende Siv; men hans Forsæt om ikke at ville synde mere er indesluttet i hans dijærtes Forsæf om at ville blive ved Herren'« og ved hans Naades Kraft stride mod sin egen Synd. Og den, som bliver ved Herren Jesus Kristus, han bliver ved hans Kraft i Stand til at stride mod sin Synd og vedblive dermed, selv om han hver Dag, han lever paa Jorden, maa bede: Fader, forlad os vor Skyld! Og han vil stride imod den med det Haab, den salige Fremtidsudsigt, at hver Dag skal føre ham nærmere til Jesus Kristus og nærmere til Maalet, til det himmelske Fædreland, hvor han har beredt os Sted, og hvor vi skal blive »Engle lige og aldrig mere synde«.

Dette er vor Vandrings Maal. Gud hjælpe os alle ved sin Hellig-Aands Naade til i Jesu Kristi Tro stadig hver Dag at have det klart for Øje og til ved hans Kraft at naa det, hans Frelsernavn til Ære og os til Salighed evindelig!

Amen.