Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Storhed i Guds Rige - Trettende Søndag efter Trefoldighed

Matt. Evang. 20, 20-28

Holdt i Holmens Kirke ved Aabningen af det kirkelige Mode, 17. Oktober 1899

Da kom Sebedæos' Sønners Moder hen til Jesus med sine Sønner, faldt ned for ham og bad ham om noget. Men han sagde til hende: hvad vil du? Hun siger til ham: sig, at disse mine to Sønner maa sidde, en ved din højre, og en ved din venstre Side, i dit Rige. Men Jesus svarede og sagde: I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I tømme den Skaal, som jeg skal tømme ? De sige til ham : det kunne vi. Han siger til dem: min Skaal skulle I tømme; men det at sidde ved min højre og ved min venstre Side staar det ikke til mig at give uden til dem, hvem det er beredt af min Fader. Og da de ti hørte det, harmedes de paa de to Brødre. Men Jesus hidkaldte dem og sagde: I vide, at Folkenes Fyrster øve Herredømme over dem, og de store bruge Myndighed over dem. Ikke saaledes skal det være iblandt eder; men hvo som vil vorde stor iblandt eder, skal være eders Tjener, og hvo som vil være ypperst iblandt eder, skal være eders Træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at tjenes, men for at tjene og give sin Sjæl til Løsepenge for mange.

En troende Kristen har sagt, at naar vi engang komme frelste hjem i Guds evige, salige Rige, vil tre Ting være til vor store Forundring. Først dette, at mange, som vi saa sikkert havde ventet at se der, dem finde vi ikke; dernæst, at vi der møde mange, som vi aldrig havde tænkt skulde komme der; og endelig baade først og sidst, at vi selv ere komne der. Der ligger en dyb Sandhed i disse Ord. Det vil visselig blive til vor store Forundring, ja til evig Beundring af Guds Naades Kraft og hans Trofasthed, naar vi i Guds Klarhed se tilbage over vort Livs Veje, hvorledes Gud har ført os fra først til sidst, ogsaa da, naar vi slet ikke tænkte paa at Høres af ham, ja naar vi tænkte, at Gud havde skjult sit Ansigt for os og glemt os, men han førte os alligevel, — og nu har han ført os til Maalet, saa vi nu ere virkelig frelste, fuldt og helt frigjorte fra al Synd, og aldrig mere kan nogen Synd eller Drift til Synd opstige i vort Hjærte; det er et Vidunder i vore Øjne, at dette kunde ske, men det er sket, og det er Gud alene, som har Æren derfor.

Allerede her paa Jorden er det saaledes, at jo længere vi komme frem ad Livets Vej hjem imod vort Fædreland, des klarere vil vi se, at al vor Dygtighed, alt hvad der duer i os, er af Gud, og det er hans Naade, vi skylde, baade at vi ere komne til Troen og ind paa Livets Vej, og at vi endnu vandre paa denne Vej og ikke ere komne bort fra den ud paa Verdens bugtede og vildsomme Veje. Og samtidig vil dii ogsaa Guds Sandheds Aand lyse op i vort Hjærte, saa vi se, hvor dybe Rødder Synden har i os, de strække sig langt dybere end til de Lyster, hvoraf de ligefrem onde Gerninger udspringe; Synden har sin dybeste Rod i vort Kød, vor medfødte Drift til at leve os selv til Behag, og i den Selviskhed og Ulydighed, som deraf udspringer. Denne Drift kan godt iføre sig en Lysets Dragt, ligesom Satan selv, fra hvem den stammer, kan paatage sig en Lys-Engels Skikkelse (2 Kor 11.14); den kan tage sig ud som en brændende Nidkærhed for Guds Rige, ja kan være forenet med en stor Iver for at føre Mennesker til Omvendelse, og saa er det dog i den dybeste Grund ens eget Jeg, der er Drivkraften deri. Naar vi se dette, eller vi maa vel sige: naar vi vil se dette, , da forstaa vi, at der kan være mange, som vi sikkert ventede at se i Guds salige Rige, men som ikke findes der, de mange, som paa hin Dag vil sige til Herren : have vi ikke profeteret og gjort kraftige Gerninger ved dit Navn; og dog vil han svare dem: jeg har aldrig kendt eder; I beflittede eder paa Uret, ti I søgte kun eders eget (Matt 7.22 f.). Og vi faa da en Erfaringens Forstaaelse af, hvorledes endog en Mand som den store Apostel Paulus, der havde udrettet saa store Ting i Herrens Tjeneste, kunde tjanke sig Muligheden af, at han, som havde prædiket saaledes for andre, dog selv kunde blive forskudt. Ja dase vi, at det er et Vidunder, at vi kan blive frelste, helt frigjorte fra al Synd til kun at ville, hvad Gud vil. Ti om vi end maa lægge vor Sjæls og Viljes bedste Kraft til for at stride den gode Strid, saa kan vi dog ikke omskabe vor syndige Natur. Det højeste, vi kan udrette, er at kue vort Kød og holde det i Ave, saa vi oprigtig frasige os det, der ellers vilde hindre Guds Naades og Frelses Værk i os; men det er Gud, som maa fuldføre det, og som har Æren derfor alene. Derfor læse vi og- saa i Aabenbaringsbogen, at Lovsangen fra de frelste, den utallige Skare, som stod for Tronen i de lange hvide Klæder, den lyder (Aab 7.10): Frelsen er fra vor Gud, ham som sidder paa Tronen, og fra Lammet! Og netop dette, at alle de frelste ere fælles om denne Erfaring, ikke en eneste kan ophøje sig over den anden og sige: jeg har selv fremfor dig ved mit Arbejde vundet min Frelse! men alle maa i lige Maade ud af Hjærtets dybe Undren takke Gud for deres Frelse, dette skal tjene til, at Saligheden og Enheden og Fællesskabet mellem frelste skal være evig fuldkomment.

Men om det end er saa, at jo længere vi komne frem ad Livets Vej, des dybere vil vi erkende vor egen Magtesløshed, og at det er Guds Naade, vi skylde alt, og des mere vokse vi i Ydmyghed, saa er dermed ingenlunde sagt, at dette ogsaa sker, alt som vi blive ældre. Det kan tværtimod gaa saaledes med troende Kristne, som have begyndt med dyb Hjærtens Ydmyghed, at de lidt efter lidt faa store Tanker om sig selv. Dette kan vi se paa Jesu første Disciple. Vi have et saadant Eksempel i det oplæste Evangelium, hvor Jakob og Johannes bad Jesus om at faa Plads ved hans højre og venstre Side i hans Herligheds Rige, — aabenbart, fordi demente sig større end de andre og derfor nærmest til denne Herlighed. Og de samme Storhedstanker vare ikke længe iforvejen korsne til Orde hos alle Apostlene, den- gang de under Jesu.sidste Vandring fra Galilæa op til Jerusalem til den sidste Paaskefest paa Vejen vare i Ordskifte med hverandre om, hvem af dem der var størst i Himmeriget (Matt 18.1, Mark 9.33). Ja endnu den allersidste Aften, de vare samlede med Jesus ved Paaskemaaltidet, opkom der Trætte imellem dem om det samme (Luk 22.24). Og det er her vel at mærke, at alle de Ytringer af slige Storhedstanker, som Evangelierne fortælle om, dem læse vi ingensteds om i de første Aar, da Disciplene fulgte Jesus, men de fremtraadte først i den allersidste Tid, i de sidste 2-3 Maaneder af deres Samliv med ham, efter at de havde vandret i tre Aar med ham og gjort saa mange Erfaringer af hans Kraft og Naade.

Naar vi da spørge, hvoraf dette kunde komme, saa er der i vore Dage dem, der svare, ja formaste sig til at svare: det kom af, at Apostlene dengang endnu ikke ret vare troende Kristne, ikke omvendte Mennesker; dette blev de først senere engang efter Kristi Opstandelse, paa Pinsedagen, eller hvilken anden Tid man gætter paa. Dette Svar er et mærkeligt Vidnesbyrd om, hvor blinde Mennesker kan blive, naar de ikke vil slippe deres forudfattede Meninger. Allerede dette, at Apostlene tvistedes om, hvem af dem der var størst i Himmeriget, viser jo klarlig, at de selv vare visse paa at have faaet Hjemsted i Himmeriget; men dette kan ingen faa uden Omvendelse og Tro. Og naar Apostlene kunde sige til Jesus selv: Herre, til hvem skulle vi gaa hen; du har det evige Livs Ord! og: vi have forladt alt og fulgt dig (Joh 6.68, Matt 19.27)! hvem turde saa sige eller mene, at de talte som uomvendte og ikke-troende Mennesker? Dette sagde Jesus ikke; nej, han sagde til dem (Matt 19.28): »I, som have fulgt mig, skulle udi Genfødelsen, naar Menneskesønnen sidder paa sin Herligheds Trone, ogsaa sidde paa tolv Troner og dømme Israels tolv Stammer«. Og atter (Luk 22.28): »Det er eder, som have holdt ud hos mig i mine Fristelser, og jeg overdrager eder, at I skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige«. Hvilken forstandig og oplyst Kristen kunde tænke, at Jesus kunde tale saaledes til uomvendte Mennesker?

Nej, Apostlene havde virkelig i fuld Oprigtighed og Ydmyghed forladt alt og givet Jesus deres Tro, saa at han kunde sige til dem: salige de Øjne, der se det, I se! Men under deres Samliv med Jesus havde enhver af dem paa mange Maader oplevet hans Naade, og netop disse Oplevelser blev dem en Anledning til at fatte store Tanker om sig selv, idet de byggede paa disse Op- levelser istedenfor paa Jesu Ord og Naade, og de behagede sig selv ved at bygge derpaa. Og i denne Selvbehagelighed kom det kødelige til Orde. Simon Peder havde oplevet, at Jesus sagde til ham det store Ord: Du er Klippemanden, og paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed; Johannes var den Discipel, Jesus elskede; hans Broder Jakob var en af de tre, som fik Lov at følge med Jesus, hvor de andre ikke kom med. ' Og saaledes har sikkerlig enhver af de tolv haft sine store Oplevelser under deres Samliv med Jesus, og det følger af sig selv, at hvers Op- levelse havde større Betydning for ham end det, som nogen af de andre havde oplevet. Naar de da fæstede Øjet herpaa og samtidig huskede paa de Fald og Fejl, de havde været Vidne til hos de andre Apostle, saa vaagnede og voksede Tanken om deres egen Ypperlighed, og derfra var der kun et lille Skridt til Tvist og Ordstrid om, hvem af dem der var den største.

Det er nu denne Storhedstanke, der kom til Orde i de to Sebedæossønners Bøn om, at de maatte sidde ved Herrens højre og venstre Side. Det er vel troligt, at ogsaa deres Kærlighed til ham kom til Orde deri: de have ønsket i al Evighed at være den Herre, der ejede deres Hjærter, saa nær, som det var muligt. Men at de dog selv følte, at deres Bøn ikke var helt af det gode, det kan vi se deraf, at de' undsaa sig ved selv at komme frem med den og derfor fik deres Moder til at bede derom for dem. Men Jesus gennemskuede baade hende og dem; derfor vendte han sit Svar, ikke til hende, men til de to Brødre. Og i dette Svar vil vi først lægge Mærke til, hvad Jesus slutter med : »Det at sidde ved min højre og venstre Side staar det ikke til mig at give uden til dehi, hvem det er beredt af min Fader». Mennesker kan altsaa virkelig i Herlighedsriget naa til en saadan Herlighed, som kan betegnes ved at sidde ved Jesu Kristi højre og venstre Side, - vistnok ikke i den Forstand, som Jakob og Johannes bad derom; ti de have sikkerlig tænkt sig en udvortes Herlighed i Lighed med den, en jordisk Konges ypperste Raadgivere kan have; men dog en saadan Herlighed, som overgaar de andre frelstes. Apostelen skriver om alle de frelste: »saafremt vi lide med Kristus, skulle vi herliggøres med ham«, og: =holde vi ud, skulle vi ogsaa være Konger med ham (Rom 8.17, 2 Tim 2.11)« ; og Herrens Ord lyder til Menigheden i Laodikea (Aab 3.21): »Den, som sejrer, ham vil jeg give Sæde hos mig paa min Trone, ligesom og jeg har sejret og taget Sæde hos min Fader paa hans Trone». Men dog siger Herren atter, at der skal være en Gradforskel i de frelstes Herlighed. Han lover sine Apostle, at de skal sidde paa tolv Troner og dømme Israels tolv Stammer. Og det samme peger han paa i Lignelsen om de betroede Pund (Luk 19.17 fl), hvor Herren siger til den Tjener, der havde vundet ti Pund: vel, du gode og tro Tjener, du skal være Magthaver over ti Byer; og til den, der havde vundet fem Pund: du skal være Magthaver over fem Byer. Den Herlighed og Magt, som der her tales om, er utvivlsomt af lignende Art som den, vor Herre Jesus Kristus selv ved sin Frelserkærlighed udøver i Hjærterne. Og det er sikkerlig saaledes at forstaa, at han gennem dem, der saaledes ere Dommere, Magthavere, Konger med ham, vil udøve sin Kærligheds Herredømme i Menneskers Hjærter, og han vil gøre dette i des fuldere Maal, jo større Rum disse Tjenere have for hans Kærlighed.

Dog, dermed maa det være, som det er; vi skal være varsomme med at tale afgjort derom, ti vi vil aldrig fuldt kunne fatte den kommende Herlighed, førend vi opleve den. Gud give os det af sin Naade! Men hvad vi især maa lægge os paa Hjærte, er dette, at Betingelsen for at opleve denne Naade og Herlighed er fremfor alt, at vi lide med Kristus, saaledes som han ogsaa selv har sagt (Matt 16.24): vil nogen komme efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig. Og Betingelsen for at naa den højeste Herlighed, at sidde ved Kristi højre og venstre. Side, er den allertungeste Lidelse, det er at tømme den Skaal, som Jesus selv maatte tømme i sin bitre Lidelse og Død. Derfor sagde han ogsaa til de to Brødre: »I vide ikke, hvad I bede om;« I bede om Herligheden for eder selv; men I vide ikke, hvad der er Betingelsen for at kunne rumme den, nemlig at I opgive alt Hensyn til eders eget Selv og frivillig for min og min Frelsergernings Skyld give eder ind i den dybeste Ydmygelse, der vil koste eder den tungeste Sjælekvide. Hvori denne Lidelse skulde bestaa, skal vi ikke forsøge at forklare; men dette kan vi forstaa, at det maa være en saadan, hvorigennem Jesu Kristi Frelservilje bliver alt, og enhver Skygge af Hensyn til ens eget Jeg helt forsvinder.

Og det er atter dette, Jesus viser i sit Svar til de ti andre, som harmedes over de to Brødres Begæring. Denne Harme var jo et Vidnesbyrd om, at ogsaa de ti havde store Tanker om sig selv, hvad enten de nu have ment, at de vare større end de to, eller lige saa store. Derfor sagde Jesus til dem, at medens det i Verdensrigerne anses for Storhed at kunne byde over andre og have dem til Tjenere, saa er det lige omvendt i hans Rige: »den, der vil vorde stor iblandt eder, skal være eders Tjener, og den, der vil være ypperst, skal være eders Træl«. Noget lignende se vi allerede i det ægte Menneskeliv: kun den, der giver sig hen til at tjene den Sag, han arbejder for, og ofrer sig selv for den, bliver virkelig stor; derimod, om han endog har udrettet nok saa store Ting, bliver han lille i Menneskers Øjne, og al hans Storhed blegner, dersom det opdages, at han derved har søgt sit eget. Men i fuldeste Maal gælder dette i Kristi Rige. Det som her gør virkelig stor, er ikke, om en har udrettet store Ting, d. v. s. om Gud har udrettet store Ting ved ham, langt mindre om han har indtaget en-fremragende Plads i det udvortes Kirkesamfund; nej det kommer an paa, i hvilken Grad han har været fyldt af Kristi Kærlighed, saa den tvinger ham til ikke at leve sig selv, til at sige Nej til sit eget Jeg, saa at Kristi Frelservilje og Kærlighed kan ske i ham og virke det ydmyge, sande Tjenersind i ham. Jo dybere ten Kristen saaledes kan sige Nej til sig selv, des større bliver han, ikke just i Menneskers øjne, men. i Virkeligheden og i Guds øjne, han som ser paa Hjærtet.

Denne Selvfornægtelse bestaar ikke i en enkelt storartet Selvopofrelse, som kunde falde Mennesker i øjne, og hvormed det kunde være afgjort én Gang for alle. Derfor skriver Apostelen Paulus (1 Kor 13.3): »om jeg end gav alt mit Gods til de fattige, ja gav mit Legeme hen til at brændes, men ikke havde Kærlighed, gavnede det mig intet. ; — det kunde maaske gavne andre, men jeg selv vedblev at være lige lille, ja maaske slet intet. Og Jesus siger: »den, der vil være stor iblandt eder, skal være eders Tjener«. Det er et Tjener-Liv, en fortsat og stadig Tjenen, hvor vi rnaa sætte os selv, vor Personlighed, som Middel for Herrens Gerning og Frelservilje, — det er dette, der er Vejen til virkelig Storhed i Kristi Rige, ja det er stort, ikke i Menneskers, men i hans øjne. Og forstaa vi dette, kan vi skønne, hvorledes det kan ske, at mange, som vi aldrig havde ventet . at møde i Guds salige Rige, findes der, ja maaske indtage en høj Plads der: de mange, der ydmygt og stille, ubemærkede af Mennesker, paa deres lille Plads her i Live have givet sig hen til i Kristi Kærlighed at tjene deres Brødre.

Men heraf følger da ogsaa, at denne Storhed kan ikke vindes af nogen, som søger den, søger at blive stor ved at tjene andre. Den der gjorde dette, han tjente jo i Virkeligheden slet ikke de andre, men tjente sig selv og søgte sit eget, han fornægtede ikke sig selv, og kunde saaledes heller ikke følge Jesus, som er Vejen til Livet og til vor sande Ophøjelse. Nej, mærk det vel, ingen, som søger Storhed i Kristi Rige, kan vinde den; den vindes kun af dem, der ikke søge den, jeg kunde sige, den vindes kun os selv uafvidende, kun af den, der tjener de andre uden at tænke paa sig selv, idet han glemmer sig selv og sit eget over dem, som han tjener, og over Kristi Kærlighed, i hvilken han tjener dem.

Ja denne Selvfornægtelse er nødvendig for os alle, om vi skal kunne herliggøres med Kristus, d. e. kunne faa Rum til hans Kærlighed saaledes, at vi kan leve med ham. Den er ganske vist ikk& behagelig, den er en Lidelse for vort Kød •og Blod, som af Natur har Driften til det lige modsatte, til først og fremmest_ at tage Hensyn til sig selv. Men dog have vi slet ingen Fortjeneste af at fornægte os selv, lige saa lidt som den, der f. Eks. har Koldbrand i et Lem, kunde regne sig det til Fortjeneste, at. han lod- dette Lem sætte af; det var jo kun den nødvendige Betingelse for, at han kunde beholde sit Liv. Saaledes er ogsaa det at fornægte sig selv den nødvendige Betingelse for at leve og faa Hjærterum for Kristi Kærlighed, — ikke for at faa Kundskab derom; men Kundskaben er os ikke nok til Frelse og Liv, den kan kun opblæse og dømme os. — Men det gælder vort Liv, at Kristi Kærlighed kan bo i vort Hjærte ; ti kun da kan den frelse og levendegøre os.

Og fremdeles, skønt ingen kan fornægte sig selv imod eller uden sin Vilje, ja uden at han sætter sin Viljes bedste Kraft ind derpaa, saa kan dog heller ingen regne sig dette Viljesarbejde til Fortjeneste. Ti intet Menneske har Kraften dertil i eller udaf sig selv, men alene udaf Jesu Kristi Kærlighed, han som gav sig selv hen til at tømme Lidelsens beske Skaal i Getsemane og paa Korset, ikke for derved at vinde nogen Storhed til sig selv, men ale n e for vor Skyld, for at vinde Frelse og evigt Liv til os. Derfor sagde Jesus til Apostlene: »den, der vil vorde stor iblandt eder, skal være eders Tjener, ligesom Menneskesønnnen ikke er kommen for at tjenes, men for at tjene og give sin Sjæl hele sit Selv — til Løsepenge for mange«. Ti dette »ligesom« vil ej alene sige, at vi skal tjene efter hans Eksempel og Forbillede, men fremfor alt, at denne Jesu selvopofrende Kærlighed, at han for vor Skyld tog Tjenerskikkelse paa og blev lydig til Korsets Død, den skal være det levende Kildespring til vor V i 11 g h e d til at slippe vort eget og give os selv hen til at tjene vore Brødre. Dette er Storheden i Kristi Rige. Derved, at Jesus Kristus gav sig selv hen far vor Skyld til »i Trældoms Kaar at tjene«, derved vand& han sit Navn over alle Navne, i hvilket alle Knæ skal bøje sig. Og derved, at vi for hans Skyld og udaf hans. Naade sige Nej til os selv og give os hen til at tjene, derved vinde vi den sande Storhed, som ikke bestaar i at slaa de andre ned, hverken med Ord eller med Gerninger, men i at ville hjælpe dem opad, for at Jesu Kristi Frelsernavn kan ophøjes; og saaledes blive vi skikkede til engang at herliggøres med ham.

Amen.