Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Bespottelse mod den Hellig-Aand - Tolvte Søndag efter Trefoldighed

Matt. Evang. 12, 31-42

Derfor siger jeg eder: hver Synd og Bespottelse skal forlades Mennesker; men Bespottelsen imod Aanden skal ikke forlades. Og hvo som siger et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men hvo som siger det imod den Hellig-Aand, ham skal det ikke forlades, hverken i denne Tids-old, ej heller i den tilkommende. Lader enten Træet være godt, og dets Frugt god, eller lader Træet være slet, og dets Frugt slet; ti paa Frugten kender man Træet. I Øgle-Unger, hvorledes kunne I tale, hvad godt er, naar I ere onde? ti af Hjærtets Overflod taler Munden. Et godt Menneske fremfører det gode af sit gode Forraad, og et ondt Menneske fremfører ondt af sit onde Forraad. Men jeg siger eder, at hvert utilbørligt Ord, som Menneskene tale, det skulle de gøre Regnskab for paa Doms-Dagen. Ti udaf dine Ord skal du retfærdiggøres, og udaf dine Ord skal du domfældes. Da svarede nogle af de Skriftkloge og Farisæerne ham og sagde: Lærer, vi ønske at se et Tegn af dig. Men han svarede og sagde til dem: det er en ond og utro- Slægt, som attraar et Tegn; men andet Tegn skal ikke gives den end Profeten Jonas' Tegn. Ti ligesom Jonas var i Sødyrets Bug tre Dage og tre Nætter, saaledes skal Menneskesønnen være i Jordens Dyb tre Dage og tre Nætter. Mænd fra Ninive skulle i Dommen staa frem sammen med denne Slægt og domfælde den ; ti de omvendte sig paa Jonas' Prædiken, og se, her er mere end Jonas. Dronningen fra Sønden skal i Dommen staa op sammen med/ denne Slægt og domfælde den; ti hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom, og se, her er mere end Salomon.

»Saa sandt jeg lever, siger Herren, jeg har ikke Behag i den ugudeliges Død, men i at den ugudelige omvender sig fra sin Vej og lever«. Saaledes lød Herrens Ord i den gamle Pagts Dage ved Profeten Esekiel (Esek 33.11). Men saaledes lyder ogsaa Budskabet fra Herren allevegne, hvor Kristi Evangelium lyder. Derfor siger Jesus atter og atter: jeg, er ikke kommen at kalde retfærdige, men Syndere til Omvendelse. Og gennem hans Apostles Forkyndelse lyder stadig Opfordringen til Omvendelse; ingen skal udelukkes derfra, ti vor Herre Jesus Kristus har gjort Forsoning for hele Verdens Synder; »han vil ikke, at nogle skulle fortabes, men at alle skulle naa frem til Omvendelse (2 Ped 3.9)« ; og »Gud vil, at alle Mennesker skulle frelses og komme til Sandheds Erkendelse (1 Tim 2.4)«. Og nu er det ganske vist, at Omvendelse nødvendigt maa føre til en Forandring af Menneskets Levned, saa han ikke, længer gør de Gerninger, han før levede i og fandt i sin Orden, men tværtimod gør saadanne Gerninger, som tækkes Gud. Men det var dog ingenlunde nok til Omvendelse, om et Menneskes Levned blev udvortes nok saa pletfrit. Omvendelse bestaar først og fremmest deri, at Mennesket fatter et andet Sind, at vort Sind faar en anden Retning, og vort Hjærte et andet Maal at stunde til, at medens Menneskets Hjærte og Hu ellers af Natur staar til Verden og til at følge sit eget Hoved, eller hvad der er Skik og Brug blandt Mennesker, saa vender vort Hjærte sig nu til Gud, ligesom den tabte Søn, da han ude i det fremmede Land sagde: jeg vil staa op og gaa til min Fader.

Men naar Omvendelsen saaledes bestaar i at fatte et andet Sind, ikke blot udvortes at vende om til at gøre noget andet end før, men at blive omsindet til at finde Glæde i det, man hidtil ikke brød sig om, men snarest holdt for en Byrde og Plage, saa følger deraf, at den Forkyndelse, der kalder Mennesker til Omvendelse, ingenlunde, som man ofte tænker og taler derom, er en Lovprædiken, eller, at Omvendelsen skulde kunne fremkaldes ved Lovens Trusel eller nogen udvortes Tvang; nej Om- vendelsen er altid frivillig, og Omvendelsens Prædiken er ét med Kristi Evangelium. Hvor hans glædelige Budskab om Syndsforladelse og Frelse i hans Navn lyder, der maa det nødvendig altid kalde og opfordre Mennesker til Omvendelse, selv om Ordet Omvendelse slet ikke nævnes. Men hvis Evangeliet forkyndes saaledes, at det kun tjener til at berolige Mennesker i deres. Synder! eller tilslører Nødvendigheden af Omvendelse, da er det ikke det sande Evangelium, det som Jesus har befalet sin Menighed at forkynde. Derfor er det lærerigt at agte paa, at den Befaling, hvormed Jesus efter sin Opstandelse udsendte sine Apostle, den udtrykker Evangelisten Markus i Korthed saaledes (Mark 1.15) : »Gear ud i hele Verden og prædiker Evangeliet for hele Skabningen«, medens Evangelisten Lukas anfører den samme Befaling saaledes, at der paa Jesu Navn skal prædikes Omve ndelse og Syndsforladelse for alle Folkefærd (Luk 24.27). Ti det er netop det glædelige Budskab, der paa Jesu Frelsernavn skal forkyndes Syndere, at de kan omvende sig, kan faa et nyt Sind, at naar de vende sig fra deres Synd og sige Nej til den, skal det ikke være forgæves, saaledes som Menneskers egne gode Forsætter ere, men det skal i Kraft af den Frelsergerning, Jesus. Kristus har fuldbragt, føre til, at deres Hjærte bliver frelst og løst. ud af Syndens Baand.

Dette udtales ogsaa i det mærkelige Syn, som Johannes skuede i Aabenbaringen (Joh Aab 14.6,7), da han saa en Engel flyvende midt hen over Himlen; han havde et evigt iiJ v an gel i u m, som han skulde forkynde alle Folk paa Jorden. Og han raabte med høj Røst: »frygter Gud og giver ham Æren; ti hans Doms Time er kommen; og tilbeder ham, som skabte Himmel og Jord og Hav og Vandenes Kilder! « -- Man kunde sige: hvor kan det være et Evangelium, et evigt Glædesbudskab, at Mennesker kaldes til at frygte Gud og tilbede ham og give ham Æren? Det er jo tværtimod et Lovens Krav til .dem. Men det staar dog lige. fast, at det kaldes et Evangelium, jal et evigt Evangelium. Og dette maa Kristne ogsaa kunne forstaa, naar vi vide, at Gud slet ikke trænger til at geres og tilbedes af Mennesker, han bliver ikke rigere, fordi Mennesker give ham den Ære, der tilkommer ham, eller fattigere, fordi de ikke gøre det, men sætte deres Hu til denne Verden. Det var idel Kærlighed, at Gud skabte Mennesker i sit Billede, der vare i Stand til at tilbede ham og leve i ham. Og det er idel Kærlighed og Naade, at han ikke vil lade Syndere gaa hen i deres Synder og gaa til Grunde i dem ved at leve uden Gud, men kalder dem til at omvende sig til ham og leve, ikke for at han derved skal faa et rigere Livsindhold, men for at disse Syndere skal frelses til evigt Liv i ham. Naar en jor- disk Fader ikke ænsede, at hans Søn gik paa de vilde Veje i Ryggesløshed og Uterlighed, saa vilde hvert Menneske forstaa, at dette var Vidnesbyrd om, at han havde opgivet sit Barn og ikke elskede det mere; men saa længe en Fader endnu kal- der ad sit Barn, for at det skal vende om og komme hjem, saa viser dette, at hans Kærlighed ikke er udslukt. Men saaledes er det ogsaa et Evangelium, et Budskab om Guds Kærlighed til Mennesker, at han endnu paa det sidste, lige før Dommens Dag oprinder, vil kalde de jordiske, verdslige Mennesker til at vende om til at tilbede og ære ham. Er det først kommet dertil, at der ikke længer kaldes til Omvendelse, saa er Naadens, Tid forbi, og de Mennesker, der ikke have omvendt sig, ere fortabte. Men dertil kommer det ikke, førend Mennesket er sunket saa dybt i Synden, eller blevet saaledes et med Synden, at der ikke længere er noget i Mennesket, som kan oprejses. Ti Gud har-Behag i, at den ugudelige omvender sig, og han vil, at alle Mennesker skal naa frem til Omvendelse.

Men heri have vi én Vejledning til den rette Forstaaelse af det Ord, som Jesus talte til Farisæerne i Evangeliet i Dag: »Al Synd og Bespottelse skal forlades Mennesker, men Bespottelsen imod Aanden skal ikke forlades dem. Og hvo som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades, men hvo som taler mod den Hellig-Aand, ham skal det ikke forlades, • hverken i denne Tiåsold eller i den tilkommende«. Det er et rystende Ord, vistnok det haardeste Qrd, Jesus nogensinde har talt;- ti det Menneske, hvis Synd aldrig tilgives, er evig fortabt. Og der har været ikke faa Mennesker, hvem dette Ord har fyldt med navnløs Gru, Mennesker som engang have troet paa Kristus og bekendt hans Navn, men med Vidende og Vilje have øvet en eller anden grov og vitterlig Synd, og som nu grue for, at de have begaaet denne »Synd mod den Hellig-Aand«, som aldrig i Evighed kan tilgives.

Men skal vi rettelig forstaa, hvad det vil sige at tale Bespottelse mod den Hellig-Aand, saa maa vi allerførst lægge Mærke til, at Jesus ikke siger : »Synd mod den Hellig-Aand «, — et Udtryk som er blevet almindeligt i Kristnes Talebrug, men som ingensinde bruges, hverken af Herren selv eller nogensteds i den hellige Skrift. Dette Udtryk har givet Anledning til den farlige Misforstaaelse, at der hermed betegnedes en eller anden Synd i Ord eller Gerninger, som var saa stor eller saa grov, at Guds Langmodighed brast, saa han sagde: nu gaar det for vidt; den Synd maa ikke taales og bør aldrig tilgives! Men saaledes har det sig ingenlunde med den Bespotte 1 s e mod den HelligAand, som Jesus taler om. Den er ikke en enkelt Synd, men snarere en Synde-Tilstand, der lægger sig for Dagen i den bespottelige Tale imod den Hellig-Aand og hans Vidnesbyrd.

Dette se vi allerede, naar vi agte paa Anledningen til, at Jesus talte disse Ord. Han havde helbredet et Menneske, som var besat af en ond Aand. Og dette Jærtegn var saa mægtigt, at Skaren, som var Vidne dertil, udbrød: mon ikke han skulde være Davids-Sønnen? Men Farisæerne og de Skriftkloge sagde: det er ved Beelsebul, han uddriver Uaander. De havde ogsaa ligesom det store Flertal af Folket engang været med til at beundre Jesu Ord og Gerninger, men de havde igen vendt sig fra ham, da de mærkede, hvorledes han gik lige stik imod deres egne Tanker og egenkærlige Aandsretning og kaldte dem til at omvende sig fra den. Og jo mægtigere hans Ord og Gerninger vare, des mere steg deres Had til ham. Nu saa de her et Tegn saa stort, at de maatte erkende, at det magtte være øvet i overmenneskelig Kraft ; men de vilde ikke indrømme, at det var gjort ved Guds Kraft; derfor valgte de denne selvmodsigende og ondskabsfulde Udvej at sige: det var gjort ved Djævelens Kraft. Saa svarede Jesus og viste dem først, hvor aabenbart selvmodsigende denne Tale var, og dernæst hvad Grunden var til, at de for at staa ham imod fremførte en saadan Beskyld ning, nemlig at de aldrig af Hjærtet havde villet være med ham ; ti »den som ikke er med mig, er imod mig, og den som ikke samler med mig, spreder». Og saa siger han: hver Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene; men Bespottelsen imod Randen skal ikke forlades. `Hermed siger Jesus ikke, at de allerede havde bespottet den Hellig-Aand, men han advarer dem derimod. De havde talt saa bespotteligt, som de kunde, mod Menneskesønnen, idet de mod bedre Vidende havde beskyldt Jesus for at handle i Pagt med Djævelen; men nu foreholder han dem, hvor det Had til Sandheden, som deri havde lagt sig for Dagen, vilde føre dem hen. Bespottelsen mod Menneskesønnen og mod den Hellig-Aand gaar nemlig i sig selv ud paa det samme, idet Mennesker i begge Tilfælde staa Jesus Kristus og hans Frelsernaade imod; ti den Hellig-Aands Gerning er netop at vidne om Jesus Kristus i Hjærterne. Men Forskellen er, at medens Jesus gør sin Frelsergerning udenfor Mennesker , saa vidner den Hellig-Aand om ham inde i deres Hjærter og overbeviser dem om, at de i ham kan blive frelste fra deres Synd, overbeviser dem »om Synd og om Retfærdighed og om Dom., saaledes at deres Hjærtes og Samvittigheds Røst maa vidne med den Hellig-Aand. Den der modstaar dette Vidnesbyrd, han søger dermed at kvæle sin Samvittigheds Røst eller at lyve sig fra den. Og for hver Gang han gør dette paany, faar Fjendskabet og Hadet mod Naaden og Sandheden større Overhaand over hans Hjærte, og dersom han ikke vender om og lader sig frelse »som en Brand ud af Ilden« ved at falde Jesus til Fode, bekende sin Synd og bede om Naade, saa vil det med aandelig Naturnødvendighed ende med, at dette Had fylder hans Hjærte helt, saa han ikke længer kan modtage Naaden, fordi han ikke har Rum til andet end Bespottelse mod Naaden og Sandheden.

Det er imidlerlid iklie vor Sag at beskrive, hvorledes det ser ud i det Menneske, som har naaet til det Højdepunkt .af Syndevilje, der lægger sig for Dagen i Bespottelse mod den Hellig-Aand. Nej, vi maa bede Gud i Naade bevare os fra nogensinde at lære det at kende; ti intet Menneske kan kende det, uden den, der selv bespotter den Hellig-Aand. Derimod skal vi visselig lukke vore Øjne op og se, at et Menneske virkelig kan naa til et saa grufuldt Dyb af Synd, at det onde bliver hans Væsen, og at dette sker derved, at han med velberaad. Hu vedbliver at modstaa Naaden1 og Sandheden i Jesus Kristus. Vi se af vort Evangelium i Dag, at det kan ske med dem, der aldrig have bekendt Jesu Kristi Navn. Og vi lære af den hellige Skrift, at det ogsaa kan ske med dem, der have troet paa Jesus Kristus, naar de trods deres Samvittigheds Mindelser atter og atter kvæle Sandhedens Røst i deres Hjærter for at kunne blive i deres Synd. Saaledes er det sikkerlig gaaet med den usalige Judas, ham som Jesus kalder »Fortabelsens Søn« og siger om: det var bedre for ham, om han aldrig var bleven født (Matt 26.24). Og det er dette, der tales om i Brevet til Hebræerne (Herb 10.29), hvor der peges paa den grufulde Straf, der venter den, »der har traadt Guds Søn under Fødder og har agtet Pagtens Blod, hvormed han blev helliggjort, som urent og har haanet Naadens Aand». Men dertil kommer det ikke med et Menneske paa en Gang eller ved en enkelt Synd, om den end er nok saa grov og gruelig, men kun ved fortsat Modstand mod den Naade, som den Hellig-Aand giver Vidnesbyrd i hans Hjærte, en Modstand, som maaske begynder i det smaa, _ men vil gaa dybere og dybere i Hjærtet, saafremt han ikke omvender sig og beder om Naade, indtil den tilsidst gennemtrænger hans Væsen saaledes, at han ikke længer hverken kan eller vil slippe sin Synd og omvende sig. Og da kan hans Synd ikke tilgives; ti Tilgivelse er kun for den, der omvender sig.

Derfor skal vi alle tage vare paa os selv, at vi aldrig modstaa den Hellig-Aands Pasmindelser, selv om det falder vort Kød og Blod nok saa tungt at lyde dem. Men vi skal ikke mindre vogte os for at fætde den Dom over noget Menneske, at han har bespottet den Hellig-Aand. l)et tilkommer alene Gud, som kender Hjærterne, at ftelde en saadan Dom. Vi se i vort Evangelium, at Farisæerne i deres Had til Sandheden bespottede Jesus, og vi vide, at deres Had vedblev at vokse saaledes, at de til-sidst vilde have Jesus aflivet, hvad det saa skulde koste. Og dog havde de endnu ikke dengang bespottet den Hellig-Aand. Derfor kunde Jesus bede ogsaa for dem: "Fader, forlad dem; ti de vide ikke, hvad de gøre!" Og endnu en Tid efter Pinsedagen kunde Apostelen Peder sige til Jøderne (Ap G 3.15-17): Jeg ved, at naar I have ihjelslaaet Livets Fyrste, have I gjort det af Uvidenhed saavel som eders Øverster. Og end klarere se vi dette paa Farisæeren Saulus, da han forfulgte Kristi Menighed. Af de Ord, Jesus talte til ham (Ap G 26.14): »det vil blive dig haardt at slaa ud imod Braadden«, kan vi skønne, at han havde faaet mange indvortes Paamindelser om at tro paa Jesus, og de havde været som en Braad i hans Samvittighed; men han havde staaet imod, og det var vel netop for at overdøve disse Paamindelser, at han var saa fnysende ivrig i at forfølge Menigheden. Men dog fandt han Naade. Han skriver selv derom (1 Tim 1.13): »Skønt jeg tilforn var en Bespotter og Forfølger og Voldsmand, fandt jeg dog Barmhjærtighed, fordi jeg gjorde det af Vankundighed i Vantro«. Altsaa, skønt han var en Bespotter, var det dog endnu ikke den Hellig-Aand, men Menneskesønnen, han havde bespottet; derfor gjaldt det ogsaa om ham, at han »vidste ikke, hvad han gjorde«, og derfor kunde han endnu omvende sig og faa Tilgivelse.

Af den hellige Skrift kan vi ogsaa lære, at Bespottelse mod den Hellig-Aand ikke er nogen enkelt udvortes Synd, selv om den ser nok saa gruelig ud, ja er nok saa bevidst. - Skulde man nævne nogen saadan Synd, saa vilde der næppe kunne nævnes nogen, hvorved et Menneske mere bestemt sagde sig løs fra Guds Naade og overgav sig selv i Døden, end at en troende Kristen vitterligt fornægter sin Herre og Frelser. Han har jo selv sagt (Matt 10.33): »Hvo som fornægter mig overfor Mennesker, ham vil jeg fornægte overfor min Fader, som er i Himlene«, Men lad os tænke paa Peder i Ypperstepræstens Gaard, da han tre Gange fornægtede og forsvor Jesus. Hvilken Kristen turde . eller kunde sige, at Peder havde bespottet den Hellig-Aand, skønt hant saa aabenlydt fornægtede, hvad han i sit Hjærte var vis paa? Og at han ikke havde gjort det, se vi deraf, at Jesus tog ham til Naade, ja allerede deraf, at han, da han kom Jesu Ord i Hu, gik udenfor og græd bitterlig: Ti den, der kan græde over sin Synd — jeg siger ikke : græde over dens Følger, ikke heller: væmmes ved den; ti idertil vil det vel altid komme, at Synderen ender med at væmmes ved sin Synd, ja ved sig selv, og dog kan han ikke slippe den; men den der kan græde over sin Synd og med Hjærtets Bedrøvelse vende sig fra den, han har ikke bespottet den Hellig-Aand, selv om hans Synd udvortes at se til er nok saa stor; ti hans Sorg og Anger viser, at Synden dog endnu er fremmed for hans Hjærte og ikke er bleven hans Væsen, ag fremfor alt viser den, at han ikke hader hverken Frelsen eller Frelseren.

Saa er det da dette, der gør, at Bespottelse mod den HelligAand aldrig i Evighed kan tilgives, at den er en Aabenbarelse af, at Mennesket har givet sig saaledes hen i sin Trods .mod Guds Naade og i det onde, at dette er blevet hans eget Væsen, saa han ikke mere kan omvende sig derfra eller kan ønske sig frigjort fra det onde. Men derfor, om vi skulde møde nogen, der gruer for at have begaaet »Synd mod den Hellig-Aand«, da kan vi trøstig sige : kan du ønske din Synd ugjort, kan du græde over din Synd, ja kan du endog kun grue for den, saa er der Naade for dig at finde; ti Gud har ikke Behag i den ugudeliges Død, men i at han omvender sig og lever. Vend om, .vend dig bort fra din Synd og vend dig til Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, bekend af Hjærtet al din Synd for ham, sig ham hele Sandheden, og bed ham. saa om Naade og Forbarmelse for Jesu Kristi Skyld; han har baaret Alverdens Synd og betalt for den, ogsaa for dine Synder. Da skal du erfare, at det er en troværdig Tale, at Jesus Kristus er kommen til Verden at frelse Syndere, selv om du maa sige, at du er den største Synder af dem alle. Og da skål der blive Glæde i Himlen blandt Guds Engle ogsaa over dig; ti de glæde sig over hver eneste Synder, som omvender sig.

Amen.