Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Troen paa Syndernes Forladelse - Ellevte Søndag efter Trefoldighed

Luk. Evang. 7, 36— 50

Men en af Farisæerne bad Jesus, at han vilde spise med ham, og han gik ind i Farisæerens Hus og satte sig til Bords. Og se, der var i Byen en Kvinde, som var en Synderinde, og da hun fik at vide, at han sad til Bords i Farisæerens Hus, kom hun med en Alabasterkrukke med Salve og stillede sig grædende bag ved ham ved hans Fødder og begyndte at væde hans Fodder med sine Taarer, og hun tørrede dem af med sit Hovedhaar og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salven. Men da Farisæeren, som havde indbudt ham, saa det, sagde han ved sig selv: hvis han var en Profet, vidste han, hvem og hvordan den Kvinde er, som rører ved ham, at hun er en Synderinde. Og Jesus svarede og sagde til ham: Simon, jeg har noget at sige dig. Men han siger: Lærer, sig det. En, som laante ud, havde to Skyldnere, den ene skyldte fem hundrede Denarer, og den anden halvtredsindstyve. Og da de intet havde at betale med, eftergav han dem det begge. Hvem af dem vil saa elske ham mest? Simon svarede og sagde: jeg formoder den, som han eftergav mest. Men han sagde til ham: du dømte ret. Og idet han vendte sig mod Kvinden, sagde han til Simon: ser du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Hus; du gav mig ikke Vand til mine Fødder, men hun vædede mine Fødder med sine Taarer og tørrede dem af med sit Haar. Du gav mig ikke et Kys, men hun aflod ikke, fra jeg kom ind, at kysse mine Fødder. Du salvede ikke mit Hoved med Olie, men hun salvede mine Fødder med Salve. Desaarsag siger jeg dig, hendes de mange Synder ere forladte, ti hun elskede meget; men den, hvem lidet forlades, elsker lidet. Og han sagde til hende: dine Synder ere forladte. Og de, som sadde med til Bords, begyndte at sige ved sig selv: hvem er han, som endog forlader Synder? Men han sagde til Kvinden: din Tro har frelst dig; gak bort med Fred!

Naar et Barn har arvet en Ejendom, saa ejer det den med Rette, og ingen har Ret' til at tage den fra det eller gøre Barnet den stridig. Men dog er det langtfra, at Barnet dermed ogsaa besidder sin Ejendom eller kan bruge den som sin Ejendom. Nej, skønt Barnet ejer det hele, bliver dog ikke det mindste deraf udleveret til dets uafhængige Brug og fri Raadighed; dette sker først, naar Barnet vokser til og bliver myndigt; da kan det tage sin Ejendom i Besiddelse eller tilegne sig den ved at bruge den og gøre sig den underdanig. Men det samme gælder ogsaa i fuldeste Maal, ja i Grunden end mere, om den aandelige Ejendom, som gives os. Saaledes er det med de naturlige Aands- gaver. Intet Menneske kan give sig selv eller tilkæmpe sig saadanne Gaver; men han er født med dem, det vil sige, Gud har givet ham dem fra hans Livs Begyndelse. Men dog kommer intet Menneske i virkelig Besiddelse af sine Gaver, førend han tilegner sig dem ved at blive sig dem bevidst og uddanne dem og arbejde med dem. Og saaledes er det atter med den Hellig-Aands Naadegaver, som gives os ved den nye Fødsel af Vand og Aarid. Jeg mener ikke de saakaldte overordentlige Naadegaver, hvorved Mennesker udrustes til en særegen Gerning i Menigheden her paa Jorden; men jeg taler om den egentlige og evige Grund-Naadegave, som Hellig-Aanden giver os, idet han indplanter Jesu Kristi Ord i vort Hjærte og derved giver os Del og Arvelod i al den Frelse, Jesus Kristus har vundet til os. Alt hvad Pagtens Ord lyder paa, er os virkelig givet i den hellige Daab, derved at vi blev døbte i Faderens, Sønnens og den Hellig-Aands Navn, og det er vor Ejendom, som ingen Magt paa eller under Jorden har Ret til at gøre os stridig, saa længe vi ikke selv vitterlig have sagt Nej til Pagten og saaledes kastet Ordet bort. Og dog vide sikkerlig alle troende Kristne af egen Erfaring, ogsaa de, der have haft den Naade, at de ere blevne i deres Daabspagt lige fra deres Barndomsdage af, at det var langt fra, at denne Naade .dermed ogsaa var vort Hjærtes bevidste og personlige Ejendom. Om vi end troede fuldt og fast paa Ordet og aldrig vilde slippe et eneste Led deraf, saa var der dog i lang Tid mange, maaske de fleste Led, som endnu slet ingen Livsbetydning havde faaet for os, fordi vi endnu ikke vare komne saa vidt, at vi kunde bruge dem. Først lidt efter lidt naaede vi til virkelig at tilegne os, besidde og leve med den Naade, som var given os i Ordet, og som derfor med Gud og med Rette var vor, ja vi maatte maaske tilkæmpe os den genneili den haarde Kamp og Strid.

Tænk saaledes paa de Led .af vor Tro, som dog sikkerlig for alle Kristne, der ere komne til aandelig Skelsalder, ere de umisteligste af alle, — for saa vidt der ellers kan være Tale om, at det ene Led af vor Tro er os mere umisteligt end det andet, jeg mener de tre sidste: Syndernes Forladelse, Kødets Opstandelse og det evige Liv. Disse Led udtale Kristi Frelsergernings Frugt for hver enkelt, den Frugt, som indeslutter Syndens og Dødens Overvindelse, og derfor kunde vi mindst af alt undvære den. Ikke desmindre ere disse Led i Grunden, som om de ikke vare til for de kristne Børn, om hvem dog Jesus siger, at Himmeriget hører saadanne til, fordi ingen kan modtage det bedre end et saadant Barn. Og dog eje de dem virkelig, saa sandt de kan svare Ja til Ordet, fordi de ere dem givne af Gud; men Børnene ere endnu ikke voksede op til at kunne bruge dem og leve med dem. Men der er neppe nogen, der vokser op til at tilegne sig Troen paa det evige Liv, saa den bliver umistelig for ham, uden derigennem, at han har følt sit Hjærte gennemisnet af Dødens Vinterkulde, jeg mener den aandelige og indvortes Død, saa han har følt, at om Gud slap ham af sin Haand, maatte alt visne og dø indeni ham. Det er grueligt at føle dette ; men da kan det ogsaa blive os en umistelig Naade, at vi maa tro paa det evige Liv, at det er os givet, at vi have det evige Liv i vor Herre Jesus Kristus, som er hos os i sit Ord, det Ord, som aldrig glipper. Ligesaa er det med Kødets Opstandelse. Troen derpaa bliver vist aldrig levende og umistelig for nogen Kristen, før han med Gru har staaet Ansigt til Ansigt med Døden og Forkrænkeligheden. Og saaledes er det atter med det Led »Syndernes Forladelse«, hvori der i den hellige Skrift saa ofte sammenfattes alt, hvad Jesus Kristus har vundet til os, og hvad vi faa, naar vi faa Del i Frelsen i ham. Kristne have altid vidst, at vore Synders Forladelse er given os i vor Daab, saaledes som det ogsaa udtales i det Velsignelsesønske under Haandspaalæggelse, hvormed Daabshandlingen afsluttes her til Lands saavelsom andensteds. Der er i Daaben oplady for os en Frelsens Kilde, hvoraf vi kan vedblive at øse Forladelse for alle vore Synder, den Forladelse, som Jesus Kristus har forhvervet os ved sin Lidelse, Dørk og Opstandelse. Derfor er det ogsaa til den Naade, som her blev os given, at vi maa vende tilbage og omvende os, hver Gang vi ere faldne. Men jeg er vis paa, at I alle, saa mange som ere voksede op til at øse af denne Kilde og til med Hjærtets fulde Overbevisning at tro paa Syndernes Forladelse for Jesu Kristi Skyld, vil sige: det varede længe, inden vi lærte det, maaske længe efter, at vi dog med Hjærtets fulde Bevidsthed troede paa den korsfæstede og. opstandne Jesus Kristus; og det gik ingenlunde mageligt til, at vi lærte dette, ja det kostede Kamp og Strid og Sjæleangest, inden vi naaede til at faa dette Led »Syndernes Forladelse« personligt i Eje.

Ti saaledes er det. Der er sikkerlig ingen, der naar til at øse den fulde Trøst og Kraft af Troen paa Syndernes Forladelse, uden igennem en dyb Hjærtets Sønderknuselse, hvorved han lærer at se sin Synd i den hellige Guds Aasyns Lys og at maale den med hans Maal, saa han helt glemmer at sammenligne sig med andre Syndere og derimod siger med David : (Salm 51.6) »Herre, mod dig, mod dig alene har jeg syndet, og hvad ondt er i dine Øjne, det har jeg gjort.« Ja saaledes sukkede og bad David, dengang hans Samvittighed var bleven vakt, da Profeten Natan var kommen til ham efter hans store Synd med Batseba og havde sagt: »Du er Manden!« Ikke som om David dermed. vilde nægte, at han ogsaa havde syridet grovelig mod Mennesker, baade mod Batseba og mod hendes Mand Urias, ja mod hele Guds Folk, ved den Forargelse, han havde givet, saa at han. som Natan sagde, derved havde givet Herrens Fjender Anledning til at spotte. Men nu saa David, at alt dette var dog kun lidet mod hans Synd imod Gud, og det kunde ikke hjælpe ham, om alle Mennesker vilde tilgive ham, naar Gud ikke gjorde det; ja nu saa han med Forfærdelse og med dyb Hjærtens Anger, at alt, hvad ondt han ellers havde gjort, endog den syndige Natur, der var i ham fra hans Undfangelse og Fødsel af, var Synd mod den levende og hellige Gud, gjorde ham uværdig -og uskikket til at høre Gud til, og der var intet, der kunde hjælpe eller trøste ham, naar ikke Gud vilde tilgive ham al hans Synd.•

Ja, skal vi fuldt opleve den Trøst og Oprejsning, der er i Troen paa Syndernes Forladelse, maa vi fuldt og helt erkende alle vore Synder som Synd imod Gud • saa vi se, at det slet ikke er os nok, om vi end faa Tilgivelse af alle de Mennesker, vi have forset os imod, men vi maa ogsaa have Tilgivelse af Gud for alle de Synder, vi have gjort imod dem. Men man kan træffe mange Kristne, baade Børn og voksne, som endnu slet ikke vide dette. Og dog kan de ikke alene af Hjærtet bede: Forlad os vor Skyld ! men de have maaske endog mere end en Gang af hele deres Hjærte bedet Gud om Forladelse for enkelte bestemte Synder, som laa tungt paa deres Samvittighed, og som de følte, de havde krænket Gud med, ja baade bedet ham om Forladelse for dem og faaet Hjærtets Vished om, at de vare dem forladte. Alligevel kan det være langt fra, at de ere naaede til at sige dette : mod dig alene har jeg syndet! og til at forstaa, at vor Gæld til Gud er at ligne ved de titusende Talenter mod de hundrede Penninge, vi ere vor Næste skyldige, og ved Bjælken imod Skæven. Men saa længe et Menneske ikke er kommen videre, staar han i Virkeligheden paa et lignende Stade, som Farisæeren Simon her i Evangeliet. Denne var nemlig ikke, som mange forestille sig, en Fjende af Jesus. nej naar vi læse, hvad der staar fortalt om ham, er det klart, at det var af Taknemlighed mod Jesus, at han havde bedt ham til Gæst, — af Taknemlighed for den Naade, han havde modtaget af ham. Derfor ligner Jesus ham ved den Skyldner, , der havde faaet lidet eftergivet, de halvtredsindstyve Denarer, medens Synderinden havde faaet ti Gange saa meget eftergivet. Altsaa han havde virkelig lyttet til Jesu Ord og var ved dem bleven ført til Troen paa Guds Naade, som forlader Synder; men dog havde han kun faaet lidet forladt, sikkerlig ikke fordi hans Synd i sig selv var saa ringe, men fordi han endnu ikke havde lært at se sin Synd i Guds Lys og sige: mod dig alene har jeg syndet. Og det er aabenbapt noget lignende, Jesus fremstiller i vort gamle Evangelium til denne Søndag i Lignelsen om Farisæeren, som stod i Templet og takkede Gud, fordi han ikke var som de andre Syndere. Dette kunde han gøre, fordi han kun saa sig i Spejl paa Mennesker, men aldrig havde lært at se sig selv i Guds hellige Aasyns Lys, uagtet han dog tog det som en Naade og Velgerning af Gud, at hans Levned havde været saa ulasteligt, og derfor takkede Gud derfor. Jesus antyder ikke med et Ord, at denne Taksigelse var skrømtet. Men Farisæeren havde aldrig forstaaet, at al Synd er Synd imod Gud, og forstod derfor heller ikke at sige: mod dig alene har jeg syndet. Det forstod derimod Tolderen, da han stod der med nedslaaet Ansigt og sagde: Gud, vær mig Synder naadig! Derfor kunde han gaa retfærdiggjort hjem til sit Hus, d. v. s. med den Vished i sit Hjærte. at alle hans Synder vare ham forladte.

Men vil vi saa se, hvorledes det ser ud i et saadant Hus som Tolderens, d. v. s. i hans Hus i aandelig Forstand, i hans Hjærte, i hans Liv og Færd, saa have vi Svaret i Evangeliet i Dag, i Fortællingen om den syndefulde Kvinde, som kom ind og vædede Jesu Fødder med sine Taarer, aftørrede dem med sit Hovedhaar og salvede dem med Salve. Det var hendes Taknemlighed mod Jesus og hendes Kærlighed til ham, i hvem Guds Naade var traadt hende i .Møde, det var den, der drev hende til at gaa ind i Farisæerens Hus for at salve Jesus, uden at ænse de umilde og haanlige Øjekast, hun der vilde være udsat for, ja uden at ænse, at hun efter alt, hvad ventes kunde, snarest maatte være belavet paa at blive vist ud igen. Og hendes Kærlighed og Tak- nemlighed udsprang deraf, at hun havde faaet alle sine Synders Forladelse. Det er nemlig en fuldkommen Misforstaaelse at mene, at hun først nu fik Syndsforladelse, fordi hun beviste denne Kær- lighed imod Jesus. Nej, naar Jesus siger: »hendes mange Synder ere hende forladte ; ti hun elskede meget«, saa siger han dermed: denne hendes Kærlighedsbevisning mod mig er et Vidnesbyrd om, at hendes mange Synder ere blevne hende forladte. Det se vi klarlig af den Lignelse, som han iforvejen sagde til Farisæeren, om de to Skyldnere, der fik al deres ,Gæld efter-given, hvormed han viser, at jo mere et Menneske har faaet tilgivet, des, større Kærlighed vil denne Tilgivelse avle i hajs Hjærte.

Ja det var Frugten af den Syndsforladelse, hun havde faaet af Jesus, at hun ikke kunde andet end elske ham igen, og at det blev hendes Hjærtes Glæde at vise ham sin Kærlighed. Men paa den anden Side ere hendes Taarer, hvormed hun vædede Jesu Fødder, et Vidnesbyrd om, hvor dybt hun havde følt og angret sin Synd, og følt den som Synd imod Gud, saa at Mindet om den og Sorgen over den, skønt den nu var hende forladt altsanimen, dog vaagnede igen netop nu, da hun kom saa nær til Jesus, der havde givet hende Guds syndsforladende Naade. Ja disse Taarer ere Vidnesbyrd om, at det ingenlunde er, som Verden mener, at den uforskyldte Syndsforladelse kun skulde avle Letsindighed; tvært imod, der er intet, der saaledes vil give vort Hjærte den rette, dybe Afsky for Synden, som dette at have modtaget Syndernes Forladelse som en uforskyldt Naadegave i Jesus Kristus. Og det er ingenlunde saaledes, som man ofte kan høre sagt, at naar vi have faaet Syndernes Forladelse, kan vi selv helt glemme vor Synd, saa det er for os, som om den aldrig havde været til. Nej, jo dybere vi have erkendt og følt vor Synd og saa modtaget Tilgivelsen som en uforskyldt Naadegave af Guds Kærlighed, des vissere vil Mindet om den vende tilbage, hver Gang vi ret mindes Guds Naade imod os. Dog ikke saaledes, at dette Minde sønderknuser os, saaledes som inden vi fik vore Synders Forladelse, nej det vil føre os til des inderligere at takke og elske vor Gud og Frelser og til des dybere at afsky Synden. Det har sig hermed ganske, som naar vi have krænket et Menneske og forset os imod ham, og han i Kærlighed har tilgivet os det; vilde saa denne Tilgivelse gøre, at vi nu glemte vor Synd imod ham, saa den blev, som om den aldrig havde været? Nej Mindet derom vil atter vaagne ved hver ny Kærlighedsbevisning af ham; men jo dybere vort Hjærte har modtaget den Kærlighed, han har bevist os ved at tilgive os, des fastere vil dette Minde knytte os til ham i Taknemlighed og Kærlighed.

Men naar saaledes den dybe og alvorlige Syndserkendelse er Betingelsen for den frydyfulde Tro paa Syndernes Forladelse, hvorledes skal vi saa naa til denne Syndserkendelse ? — Vi skal ikke kunstle med os selv, fremtvinge eller fremkunstle en Sorg over Synden, som vi ikke føle, nej vi skal blot være saaledes sanddru mod os selv og mod Gud, at vi vil erkende vor Synd imod ham, naar han oplader vore Øjne derfor og lader os høre det: »Du er Mandens, som vækker vor Samvittighed. Og Gud vil af sin trofaste Naade lade os komme til at høre dette, saa at det sker med os, som Jesus beskriver i Lignelsen om den Konge, der vilde holde Regnskab med sine Tjenere, at vi faa at se, at vi, som vi ere i os selv, staa for ham som den Tjener, der skyldte sin Herre 10,000 Talenter, og havde intet at betale med. Dette kan ske paa forskellige Maader. Maaske derved at vi falde i en stor Synd, saa vi med Forfærdelse opdage, hvor dybe Rødder og hvor stor Magt Synden har i vort Hjærte. Og det kan ske lidt efter lidt, idet vi føle, at vort Hjærtes Tro og Glæde hentørrer og visner, og naar vi spørge os selv, hvoraf dette kommer, maa vi, om vi vil være ærlige . mod os selv, erkende, at Grunden ligger i vor Synd, i vor Selvraadighed og Ulydighed, vor Egenkærlighed og Verdenskærlighed: skønt vi mente at være Kristne, vilde vi i Virkeligheden raade os selv og leve os selv til Behag. Og dersom vi saa vil holde vore Øjne aabne, — ak, det falder os saa let at lukke dem igen og berolige os ved at se hen til de andre, som ikke ere bedre; men det er vor Sjæls Fordærvelse at gøre dette, — dersom vi vil se os selv, som vi ere i Guds Øjne, da se vi i vort Liv en Utallighed af Synd: alle de mange Overtrædelser og de mangfoldige flere Forsømmelser, al den Ukærlighed og Egenkærlighed, vi have vist mod Mennesker, og alt dette er Synd imod Gud, mod den hellige og naadige Gud, som har skabt og genfødt os til at ligne ham og ville, hvad han vil. Her hjælper det ikke at sige: jeg har jo en Gang i min Daab faaet Syndernes Forladelse; derved faar vort Hjærte ikke virkelig Fred med Gud. Nej, vi have intet andet at gøre end at gaa Tolderens Vej og i oprigtig Bekendelse af al vor Synd at slaa os for vort eget Bryst og bede Gud om Naade og Barmhjærtighed for Jesu Kristi Skyld. Og den Bøn skal blive hørt. Det kan maaske vare ,længe, inden vi faa Svaret. Vi faa det ikke, førend vi i fuld Hjærtens Oprigtighed bede blot om Forladelse og Fred med Gud, og førend vort Hjærte helt har sluppet den Egenkærlighed, som ogsaa kan trænge sig ind i denne Bøn, saaledes at man kun beder om Ro i sin Sjæl istedenfor at bede om Tilgivelse, den F r e d med Gud , at han ikke mere vil være vred. Men er dette blevet vort Hjærtes oprigtige Bøn, da skal Svaret komme, Guds Hellig-Aand skal i en velsignet og lykkelig Stund give os Forvisningen om, at Gudfor Jesu Kristi Skyld har for-.ladt os al vor Synd, han er ikke vred paa os mere; den Syndsforladelse, som i Jesu Navn blev os given i vor Daab, den staar endnu ved Magt urokket.

Og hvorledes kommer da dette Svar? Ja derom kan vi ikke foreskrive noget bestemt. Det kan komme til os i en stille Ydmygelsens Time som en Lysstraale eller et Englebud fra det høje; det kan lyde gennem et Ord af den hellige Skrift eller gennem et Menneskes Vidnesbyrd om Jesus Kristus; det kan lyde og vil maaske snarest lyde fra vor Herre og Frelser selv ved hans Nadverbord, naar vi med ydmygt Toldersind æde af Brødet og drikke af Bægeret.. Og der kan maaske være flere Veje, ad hvilke Svaret paa vor Bøn kan blive givet. Men den Syndsforladelse, vi saaledes forvisses om, er altid den gamle, den samme, som blev os given, dengang Gud i Daabens Stund antog os som sine Børn, ligesom det var sin Faders gamle Kærlighed, den tabte Søn fik igen, dengang han blev genfunden. Og naar vi saaledes modtage og opleve Syndsforladelsens Naade, da bliver vort Hjærte glad i vor Herre og Frelser, som har vundet den til os; da kan vi elske ham og give ham del bedste, ja alt hvad vi eje og mægte. Det var denne Kærlighed og taknemlige Glæde, som drev den syndefulde Kvinde til at gaa ind i Farisæerhuset og salve Jesu Fødder.

Ja det er Himmerige paa Jorden at elske Jesus i Troen paa Syndernes Forladelse ved hans Navn, et Himmerige, hvorom vi have Samfund med alle de hellige, som have den samme Syndsforladelse tilfælles med os. Og er dette Glæde, ja Salighed her, hvor vi leve i Troen, hvad vil det da blive, naar vi komme hjem til ham og der se, at al vor Synd er evig udslettet, vore Kjortler er e tvættede snehvide i hans Blod. Da skal vi i Samfund med den store hvide Flok med Palmegrene i Hænde istemme den evige Lovsang: »Frelsen er fra vor Gud, ham som sidder paa Tronen, og fra Lammet !

Amen.