Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Modstand imod Evangeliet - Tiende Søndag efter Trefoldighed

Matt. Evang. 11, 16-24

Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den ligner Børn, der sidde paa Torvene og raabe til deres Legebrødre og sige: vi spillede paa Fløjte. for eder, og I dansede ikke; vi sang Klagesange, og I jamrede ikke. Ti Johannes kom og hverken spiste eller drak, og de sige: han har en Uaand! Menneskesønnen kom, og han spiser og drikker, og de sige: se, hvilken Æder og Vindrikker, en Ven af Toldere og Syndere! Og Visdommen er bleven retfærdiggjort ved sine Børn. Da begyndte han at skamme de Byer ud, i hvilke hans fleste Kraft-Gerninger vare skete, fordi de ikke havde omvendt sig: ve dig, Korasin, ve dig, Betsajda; ti hvis de Kraft-Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyros og Sidon, havde de forlænge siden omvendt sig i Sæk og Aske. Dog, jeg siger eder, for Tyros og Sidon skal det være taaleligere paa Doms-Dagen end for eder. Og du, Kapernaum, som er bleven ophøjet indtil Himlen, lige til Dødsriget skal du nedstyrtes. Ti hvis de Kraft-Gerninger, som ere skete i dig, vare skete i Sodoma, havde den staaet ind- til den Dag i Dag. Dog, jeg siger eder, for Sodomas Land skal det være taaleligere paa Doms-Dagen end for dig.

»Fra Johannes Døbers Dage af indtil nu tager man Himmeriget med Vold, og Voldsmænd rive det til sign. Sadledes talte Jesus lige før de Ord, hvormed vor Tekst begynder, om den voldsomme aandelige Gæring og Bevægelse, der var opkommen i Jødeland fra Johannes Døbers Dage af. Jøderne havde nu gennem saa mange Aarhundreder. ventet paa den forjættede Frelser; alle Folkets dybeste Længsler og Forhaabninger havde drejet sig om ham, og jo tungere Trængsel, Folket udvortes var stedt i, des mere maatte alle de, hvem det ikke var nok at have, hvad de kunde æde og drikke, se med Længsel hen til den lykkelige Stund, da Forjættelsen skulde opfyldes, og det fuldkomne Guds Rige oprettes i sin Glans paa Jorden. Saa fremtraadte Johannes paa en Tid, da Israels Kaar vare trangere end nogensinde, da de sukkede under de hedenske Romeres Jærnaag, og han forkyndte, at nu stod Tiden for Døren til, at Forjættelsen skulde opfyldes; hans Prædiken sammenfattes i disse Ord: »Omvender eder, ti Himmeriget er kommet nær«. Og denne Prædiken vakte et umaadeligt Røre i hele Jødeland; skarevis strømmede Folk ud til ham i Judæas Ørk fra den nordlige til den sydlige Ende af Jødeland, og det ikke alene det menige Folk, men ogsaa Farisæere og Saddukæere. Det var en mægtig Opvækkelse, der gik igennem hele Folket. Og da derefter Jesus fremtraadte med sit myndige Ord og sine mægtige Gerninger, fik denne Bevægelse ny Næring; vi læse atter og atter i Evangelierne, hvorledes Skarerne i . Tusendvis flokkedes om ham, hvad enten han var i Ørken eller i Byerne, de lyttede til hans Ord og beundrede dem; med et Ord kan vi sige: alle vilde have Del i det forjættede Guds Rige, — saaledes saa det i det mindste ud. Men de attraaede ikke et saadant Guds Rige, hvor Gud skulde regere deres Hjærter, nej de attraaede et Rige, hvor Gud skulde hjælpe dem til selv at regere, til at have det, som ,de selv lystede. De havde i deres Tanker dannet sig et Billede efter deres eget Sind af det Guds Rige, som den forjættede Herrens Salvede skulde oprette. Derfor vilde de ikke gaa ind ad Omvendelsens snævre Port, som Johannes viste dem hen til, heller ikke vilde de modtage Guds Rige i den Skikkelse, hvori det mødte dem i Jesus, men de vilde rive Guds Rige til sig med Magt i den Skikkelse, de selv havde optænkt, saaledes som vi se et Eksempel derpaa, dengang de 5000, som Jesus havde bespist i Ørken, vilde tage ham med Magt og gøre ham til Konge.

Derfor endte det med, som vi læse i vort gamle Evangelium til denne Søndag, at da Jesus holdt sit Indtog i Jerusalem som den sagtmodige Konge, da græd han over Staden og sagde: »Vidste du dog, endog paa denne din Dag, hvad der tjener til din Fred, men nu er det skjult for dine Øjne; — du har ikke kendt din Besøgelses Tid.. Og derfor vanker Israel nu landflygtig om iblandt Folkene, som et stadigt og øjensynligt Tegn paa, at Gud lader sig ikke spotte.

Ja, det var Jødernes Ulykke, at det store Flertal af dem, der flokkedes først til Johannes og siden til Jesus, vilde have Himmeriget og dets Herlighed i Eje i en saadan Skikkelse eller paa en saadan Maade,, at de kunde tage deres kødelige, selviske Sind med derind, og der var saa faa, som havde det »smukke og gode Hjærte«, der vilde se sig selv i sin Synd og Strafskyldighed, uden at ville retfærdiggøre sig selv ved de andres Synder, og som derfor vilde høre Guds Ord og bevare det for at kunne være hjemme i Guds Rige, hvor Mennesket er frigjort fra sin Syndevilje, og Guds Vilje sker i Hjærterne. Der var saa mange, hvis Hjærter vare at ligne ved den tiltrampede Vej, saa de kun hørte med det udvortes Ore, eller ved den tjørnegroede Jord, saa de ikke vilde slippe Verdens Nydelser og Herlighed, men vilde have Himmeriget i Eje som et Middel, der kunde sikre dem en uforstyrret Nydelse af Verdens Ting. Og der var saa mange, hvis Hjærter vare at ligne ved Stengrunden. De kunde, vel for-lystes ved at høre og modtage Johannes' Ord, som Jesus siger (Joh 5.35): »Johannes var en brændende og skinnende Lampe, og I vilde fryde eder til en Tid i hans Lys«. Og de kunde beundre Jesu Tale og begynde med at modtage den; men naar de- mærkede, at den gik ud paa, 'at de maatte sige Nej til sig selv for at have Livet i Jesus alene, saa sagde de : det er en haard Tale, hvem kan høre paa den! og saa forlod de Jesus og fulgte ham ikke mere (Joh 6.60, 66).

Og nu siger Jesus her i Evangeliet, hvorledes den Slægt søgte at frigøre sig fra Ordet, som de havde hørt, og fra det Krav, det stillede til deres Hjærter. Johannes kom og prædikede Omvendelse, og hele hans Liv var som en øjensynlig Omvendelses- prædiken; og de strømmede ud for at høre denne mgtige Profet. Men da de besindede sig paa, hvad den Omvendelse, han prædikede, vilde sige, saa begyndte de at kritisere ham og sagde': han har en Uaand, d. e. han er besat, afsindig; det var jo Vanvid, om noget Menneske for Alvor vilde give sig hen til at rette sig efter, hvad dette afsindige Menneske taler. Og da Jesus kom med sit milde Evangelium, saa undrede de paa de livsalige Ord, der udgik af hans Mund, og paa den Myndighed, hvormed han kunde tale. Men naar de fik besindet sig ret, kunde de ikke andet end føle, at hvor mildt hans Evangelium end var, saa stillede det dog det alvorlige Krav til dem, at de skulde ville lade sig frelse, og det vilde føre dem derhen, hvor de netop ikke vilde, nemlig til at omvende sig for at blive frelste, frigjorte, ikke blot fra Ulykker og Syndens Følger, men fra Synden selv, fra deres Egenraadighed og Ulydighed, og frigjorte til at slippe den alt-sammen for at leve i Gud. Men det vilde de ikke ; saa begyndte de at kritisere Jesus: han kunde umulig være Frelseren, naar han spiste og drak som andre Mennesker og vilde være Ven med Toldere og Syndere.

Saaledes vil det altid gaa med en selvraadig Slægt. Ligesom de selvraadige Børn søge at frigøre sig fra at lyde ved at spørge: hvorfor? hvorfor skal jeg nu gøre netop dette? jeg havde netop Lyst til noget helt andet! saaledes vil det selvraadige Menneskehjærte frigøre sig fra Lydighed mod Gud ved at kritisere Guds Raad i den Skikkelse, hvori det træder os i Møde. Og naar et Menneske først begynder paa at kritisere Guds Raad .istedenfor at lyde og følge, saa er Resultatet altid forud givet; ti Maalestokken, hvorefter man kritiserer og dømmer, er ens eget Hjærtes selviske og selvkloge Tankegang. Og med den kan Guds Raad aldrig stemme ; ti hans Tanker ere himmelhøjt over, hvad Mennesker selv kan udtænke, og gaa netop ud paa at frelse Mennesker fra det selviske. Men derfor gælder det ogsaa her, som Jesus siger: »Visdommen er retfærdiggjort ved sine Børn«, d. v. s. paa dem, der følge en saadan Levevisdom, vil man se og kende, hvordan deres Visdom er; den bestaar kun deri, at finde Grunde til at have Lov at gøre, hvad de selv vil, og følge deres eget Hoved. Men dette kan aabenbart aldrig være den Visdom, der stammer fra Gud, som har skabt os i sit Billede til at ville, hvad han vil.

Naar vi nu høre dette om den Slægt af Israel, maa vi saa ikke sige, at det selvsamme passer desværre kun altfor godt den Dag i Dag paa saa mange i vor Slægt, at ogsaa de ere som de selvraadige Børn, der i Virkeligheden kun vil ét, nemlig ikke at ville, hvad Gud vil, og som derfor netop ved at kritisere Guds Raad og Veje søge at frigøre sig fra at lyde og tro. Der er ogsaa nu, udvortes at se, Villighed nok til at høre. Hvor der føres en varm og levende Forkyndelse, der flokkes de store Skarer, mangengang indtil Trængsel, og det er dem i Grunden lige meget, hvad enten der lyder en Johannesrøst, der dømmer Mennesker ved at foreholde dem Lovens og Idealets strenge Krav, eller det er Jesu Kristi Evangelium, Budskabet om den Frelse, han har fuldbragt for os, som forkyndes i Aand og Sandhed. Mennesker føle, at det ikke staar til med dem, som det skulde, og at de trænge til Guds Naade, ja til Gud selv. Og saa længe de kan stille sig saaledes udenfor Ordet, som de høre, eller rettere, saa længe de kan holde Ordet saaledes udenfor deres Hjærte, at det kun er dem en Forlystelse for deres Øren og Genstand for deres Betragtninger, saa er Alting godt. Men naar det først gatir op for dem, at Ordet har Ærende til dem s el v , til deres inderste Personlighed, at de derved blive kaldte til Frelse, Frigørelse fra deres egen Synd, og den kan de ikke blive frigjorte fra, uden de godvillig vil slippe. den og sige Nej til sig selv, saa sige de: nej det var dog for galt; skulde det være Meningen, saa kunde man jo ikke længer leve paa Jorden! Og saa begynde de at »slaa ud imod Braadden« ved at kritisere.' Der er dem, der nøjes med at kritisere de Personer, ved, hvem Ordet forkyndes; og paa disse vil de som oftest let finde nok at udsætte. Der er andre, som , gaa højere, de vende sig til den hellige Skrift, til Profeternes og Apostlenes Vidnesbyrd, og hænge sig fast i, at dette eller hint Ord kan de ikke forstaa, det synes dem urimeligt og meningsløst, eller at disse og hine Ord staa i indbyrdes Modsigelse; men gælder dette om ét eller om nogle Ord, saa slutte de, at hele Skriften og hele Kristendommen kan være Usandhed og Selvmodsigelse, og saa kan de rolig blive i deres egne, selvgjorte Tanker. Paa den ene Side tage de Anstød af, at Jesus Kristus har baaret alle vore Synder, saa vi faa Syndernes Forladelse og evigt Liv som en uforskyldt Naade for hans Skyld alene, uden nogen Gerning eller Fortjeneste fra vor Side; det kan umuligt være den rette Vej, sige de. Og paa den anden Side forarges de over, at der skal kunne tales om, at noget Menneske gaar fortabt, og at Menneskers Frihed skal have en saadan Magt, at de kan sige det afgørende Nej til Guds Naade ; skal det være saaledes, sige de, saa kan Gud ikke være Kærlighed, og saa er Kristendommen ikke Sandhed. Og saaledes udelukke de sig selv fra Guds Rige: de vil ikke kende deres Besøgelses Tid.

Men naar vi tale saaledes, maa vi dog vel agte paa, at det ikke er os, der skal eller kan sige til Mennesker: du har ikke villet kende din Besøgelses Tid. Jeg vil blot pege paa ét Forhold, hvor man kan se, at et Menneske ved slige Indvendinger vil frigøre sig fra Gud, og hvor vi dog aldrig turde sige, at han ikke har villet kende sin Besøgelses Tid. Jeg tænker her paa, hvad man ikke sjældent kan møde blandt unge Mennesker.

Tænk dig et ungt Menneske, som er vokset op i et kristeligt Hjem og er bleven vejledet hen til sin Herre og Frelser saaledes, at han med et glad og frimodigt Hjærte har svaret Ja til den gode Bekendelse, med den oprigtige Vilje til og Bøn om, at han maa blive i den alle sine Dage. Men saa møde Ungdommens Lyster og Lokkelser ham. Han ved og føler, at det kan ikke forenes med den Tro, han hidtil har levet i, at give efter for disse Lokkelser; men da lyder den fristende Røst, maaske fra hans ældre jævn- lige, maaske indskydes den ham af Djævelen, Bagvaskeren, saa den opstiger fra hans eget Hjærte : ja men hvor ved du, om den kristne Tro er Sandhed? Se, hvilke Modsigelser og Urimeligheder den indeholder! Hvilket fornuftigt Menneske kan for Alvor tro, at Jesus er sand Gud, og at han har baaret Alverdens Synder. og betalt for dem? Og nu den Hellig-Aand! Har du nogensinde set ham eller mærket noget til hans Virkning i dit Hjærte? D'et var Mennesliers Ord, som gjorde Indtryk paa dig, og i din barnlige Troskyldighed holdt du alt det, de sagde dig, for Sandhed fra Gud. Men nu er du bleven et voksent Menneske ; du skal være fri og selvstændig som andre voksne Mennesker. — Saadanne og lignende Taler vil maaske først vække Forfærdelse i den unges Hjærte, og han vil vise dem fra sig med Afsky. Men Lokkelserne komme, igen, og med dem melde de fristende Røster sig atter med fornyet Kraft. Og da lyde de langt mere tiltalende end forrige Gang, og han vil føle det som en Befrielse, om han gav dem Medhold. Og saa falder han for dem, slipper sin Tro og bliver en Kødets Træl.

Ak, hvor mange, mange unge Kristne er det ikke gaaet saaledes! Skulde vi saa bryde Staven over disse og sige: de vilde ikke kende deres Besøgelses Tid, saa at det »Ve dig !« som Jesus raabte over Korasin og Betsajda, skulde falde over dem? Nej, lad os mindes, at skønt Jesus talte saaledes til disse Byer, saa vedblev han dog indtil sin Død at prædike Evangeliet i de samme Egne og at kalde ad alle dem, der vare arbejdende og tyngede af Byrder, for at de skulde komme til ham og finde Hvile for deres Sjæle. Der skal vel for dem, der saaledes have forladt deres Faders Hjem for at søge Lysten i Verdens fremmede Land, komme den Dag, da de erfare, at Verden byder dem kun Svineføde, og at Syndens Lyst, som 'de indbildte sig var Frigørelse, er bleven en knugende Byrde, der maa ende med at knuse dem, om de ikke blive frelste fra den. Og saa sandt de da vil se dette og vil lade Minderne fra »Barnelivets favre Dage« komme til Orde i deres Hjærte, saa blive de 'i Stand til at høre Jesu kaldende Røst, som lyder gennem hans Menigheds Vidnesbyrd,. og til at vende tilbage med den Bøn: Fader, jeg har syndet og er ikke længer værd at kaldes dit Barn; men forbarm dig over mig alligevel, og tag mig til Naade for din Søns Jesu Kristi Skyld! Da bliver der Glæde i Himlen og blandt Guds Engle.

Og det maa alle Kristne, og særlig alle Ordets Tjenere bede Gud om, at han ved sin Hellig-Aand vil fylde os saaledes med Jesu Kristi- sanddru og medlidende Kærlighed, hvormed han mødte de vildfarne og tabte, at vi i vor Tale og Færd kan være Vidner om, at han er og vil være Frelser for Syndere, saa vi ikkefælde Dødsdom over nogen, selv om han staar Evangeliet haardt imod. Vist nok, vi skal ogsaa forkynde og maa aldrig lægge Dølgsmaal paa eller tilsløre, at han er den eneste Frelser, saa at den, der ikke vil tro paa ham, kan ikke se Livet, men dømmer sig selv til Døden. Og det er i sig selv let nok at forkynde denne Dom, langt lettere end i Sandhed at forkynde Frelsen i Kristus. Men forkynde denne Dom i Jesu Ærende og saaledes, at det kan føre Syndere til at vende om, det kan kun den som drives af Kristi Kærlighed, han som ikke kom til Verden for a t dømme, men for at frelse, og som derfor græd over, at Jerusalem domfældte sig selv, og som paa Korset bad for det genstridige Israel. Men først og sidst ere vi kaldede til at være Vidner om, at han er og vil være Frelser for Syndere, saa at selv om et Menneske er sunket dybt i Synd, ja selv om han er en Bespotter og Forfølger af Jesu Navn og slaar lige saa haardt ud imod sin Samvittigheds Braad, som Saulus gjorde det (Ap.G. 26.14), saa er der dog Redning for ham, Naadens Dør staar aaben ogsaa for ham, saa sandt han kun med den Rest af Hjærtens Kraft, der er tilbage i ham, vil sige Nej til sin Synd og vende sig til vor Herre Jesus Kristus, som har betalt med sit Blod ogsaa for hans Synder, og som engang har givet ogsaa ham Adgang til at tro paa denne Frelsergerning, den Gang han blev baaren hen til ham i den hellige Daab.

Det er denne Jesu Kristi Kærlighed, vi selv skylde, at vi kan kalde ham Herre og ere komne paa Frelsens Vej; og det er den, vi maa vedblive at øse af hver Dag for at kunne vandre 'fremad paa denne Vej. Derfor have vi intet, hvoraf vi kunde rose os overfor Gud, eller som kunde give os Ret til at ophøje os over de faldne. Men jo dybere og ydmygere vi øse af Kristi Kærlighed, des mere blive vi i Stand til at være Vidner om ham, saaledes at det kan blive Syndere til Frelse.

Gud styre og bøje os ved sin Hellig-Aand til at være saa- danne Vidner, Jesu Kristi Frelsernavn til Ære!

Amen.