Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

En uudtømmelig Skat i Himlene - Niende Søndag efter Trefoldighed

Luk. Evang. 12, 32-48

Frygt ikke, du lille Hjord, ti det har behaget eders Fader at g14e eder Riget. Sælger, hvad I eje, og giver Almisse; skaffer eder Poser, som ikke ældes, en uudtømmelig Skat i Himlene, hvor Tyv ikke kommer nær, ej heller Møl lægger øde. Ti hvor eders Skat er, der vil og eders Hjærte være. Eders Lænder være ombundne, og eders Lamper brændende, og værer selv at ligne ved Mennesker, som vente paa deres Herre, naar han vender tilbage fra Brylluppet, for at de strags, naar han kommer og banker, kunne lukke op for ham. Salige ere de Tjenere, som Herren finder vaagende, naar han kommer; sandelig siger jeg eder, han skal binde op om sig og sætte dem til Bords og træde til og varte dem op. Og om han kommer i den anden, ja i den tredje Nattevagt og finder det saaledes: salige ere de Tjenere. Men dette skønne I, at havde Husbonden vidst, i hvilken Time Tyven kom, da havde han vaaget og ikke ladet ske Indbrud i sit Hus. Saa værer og I rede, ti i den Time, I ikke mene, kommer Menneskesønnen. Men, Peder sagde til ham: Herre, er det til os, du siger denne Lignelse, eller ogsaa til alle? Og Herren sagde: hvem er saa den tro og kloge Husholder, som Herren vil sætte over sit Tyende, til at give dem den bestemte Kost i Tide? Salig er den Tjener, som hans Herre ved sit Komme finder gøre saaledes. Sandelig jeg siger eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer. Men dersom samme Tjener siger i sit Hjærte: min Herre tøver med at komme! og saa begynder at slaa Karlene og Pigerne og at æde og drikke og beruse sig, da skal den Tjeners Herre komme paa en Dag, han ikke venter, og i en Time, han ikke, ved, og hugge ham sønder og give ham Del med de utro. Og den Tjener, som har vidst sin Herres Vilje og ikke har lavet til eller gjort efter hans Vilje, skal faa mange Hug; men den, som ikke har vidst den, men har gjort, hvad der fortjener Hug, skal have faa Hug. Og enhver, hvem meget er givet, af ham skal meget kræves, og hvem man har betroet meget, af ham skal man forlange des mere.

Det oplæste Evangelium er et Stykke af de Ord, som Jesus talte til sine Disciple, efter at han til den forsamlede Folkeskare havde talt den Lignelse, man plejer at kalde »om den rige Bonde K, den Mand, hvis Mark havde baaret saa godt, at han ikke havde Rum til sin Afgrøde, og som derfor besluttede at rive sine Lader ned og bygge større, for der at samle alt, hvad han havde avlet, og som saa vilde sige til sin Sjæl: nu har du nok for mange Aar; æd, drik og mor dig! men Gud sagde: du Taabe, i denne Nat skal din Sjæl kræves af dig, hvem skal saa have det, som du har lavet til? Og saa tilføjer Jesus: »Saaledes gaar det den, der samler Skatte til sig selv og ikke er rig i Gud«. Ja s a al e d e s gaar det, — ikke just saaledes, at hver den, der tænker som den rige Bonde, dør i samme Nat, men saaledes, at han »bliver aldrig mæt, førend hans Mund fyldes med Muldli, han kommer aldrig videre end til dette, jeg vil sige til min Sjæl: nu har du nok! Inden han naar dertil, at han kan sige: nu har jeg nok! faar han sit Rejsebud ,og maa drage bort herfra. Den der samler sig Skatte her paa Jorden, den der søger sin Sjæls Indhold og Mættelse i de jordiske Ting, han faar aldrig nok, bliver aldrig mæt, selv om han fik alle sine Ønsker opfyldte; ti for hvert et Ønske og Haab, der opfyldes, vil han føle sig skuffet; han opnaaede dog ikke derved den Tilfredshed, han ventede sig deraf, og han vil saa hige efter noget andet, begære noget nyt og mere, om han deri kunde finde Mættelse for sin Sjæl. Og denne Higen og Be-gæren hører ikke op. førend hans Hjærte hører op at slaa, medmindre det kommer dertil med ham, at han ledes ved alt og siger: det er Usselhed og Aandsfortærelse altsammen.

Men Grunden dertil er, at Menneskets Sjæl kan ikke mættes af disse jordiske Ting; den kan aldrig mættes og komme til Hvile, førend den hviler i Gud og lever i Gud. Ti det er, som det hedder i Salmen:

Vor Sjæl er dertil født og baaren,
i Gud at vorde skøn og rig,
just dertil af ham selv udkaaren,
at vorde ham, sin Skaber, lig.

Men saadan er den ikke mere; ti

Nu er den ganske jordisk bleven
og intet mere ret forstaar,
ved ej, hvorhen den er fordreven,
og vild i denne Verden gaar;
den kan .sig ej til Gud opsvinge,
men elsker det, som er saa ringe.

Det er Synden, der er kommen ind i Verden, og som vi bære Spiren til i os fra vor Undfangelse og Fødsel af, det er den, der gør, at Mennesket »elsker det, som er saa ringe«, drages nedad til denne Jord og tragter efter de jordiske Ting og drømmer om at kunne finde sin Lykke deri. Men dette strider mod Menneskets oprindelige og inderste Væsen; derfor kan denne Tragten efter det jordiske og alt, hvad et Menneske opnaar derved, umulig føre til andet, end at det gaar ham, »som naar den' hungrige drømmer, at han spiser, og han vaagner og hans Sjæl er tom«. Ti vor Sjæl er skabt til »i Gud at vorde skøn og rig= og til at leve i Gud; og trods det, at den fra første Færd af er smittet med Synden, vedbliver dog denne dens oprindelige Bestemmelse at gøre sig gældende. Derfor faa vi aldrig nok, før vi blive rige i Gud.

Men det er nu vor Herres Jesu Kristi Naade, den han har vundet til os ved sit Liv, sin Død og Opstandelse, at vort Hjærte ved Troen paa ham kan blive løsrevet fra Synden og fra det jordiske, saa vi kan blive rige i Gud, blive glade i Gud og finde vort Livs Lykke og Salighed i Visheden om, at Gud elsker os, kender os for sine Børn her paa Jorden og vil tage os hjem til at leve fuldkomment og evig i ham, naar vi skilles herfra. Og til dem, der havde begyndt at tro paa ham og i denne Tro at glæde sig i Gud, til dem taler saa Jesus de Ord, vi hørte oplæse. Han lægger dem først paa Hjærte, , at de ikke maa gøre sig Bekym- ringer for de timelige Ting, og dernæst siger han, som vort Evan- gelium begyndte ; »Frygt ikke, du lille Hjord; ti det har behaget eders Fader at give eder Riget. I skal ikke frygte, selv om det ser nok saa sort ud for eder i Verden ; ti eders himmelske Fader har givet eder Del i sit Rige, han skal vogte og forsvare eder, saa I engang skal faa dets Fred og Glæde fuldt i Eje. Og naar han af sin almægtige Naade har gjort eder til sine Børn her, saa kan I ogsaa trøstig lægge eders timelige Velfærd i hans Haand og være visse paa, at han vil give eder, hvad I behøve for at leve som hans Børn her paa Jorden; ti han ved til fulde, at dans Børn ikke kan leve ,her, uden de have baade Føden og Klæderne.

Men dertil føjer Jesus saa, hvad der er den nødvendige Betingelse for, at vi skal kunne saaledes lade Frygten fare og lægge baade Nutid og Fremtid i vor himmelske Faders Haand. Han nævner to Ting. Først dette: sælger, hvad I eje, og giver Almisse. Og dernæst: værer som Mennesker, der vente paa deres Herre. Ja dette er Betingelsen for at kunne give sin Sag i Guds Faderhaand. Dersom vort Hjærte hænger ved det jordiske, saa vi have eller søge vor Skat deri, og dersom vi have vort Hjem her paa Jorden og søge vort egentlige Paradis her, saaledes at det er os en Udlændighed at skilles herfra, saa kan vi nok bruge skønne Talemaader om at give os i vor Faders Haand, men det bliver kun Talemaader og ikke Virkelighed, Talemaader, som kun holde, saa længe alt gaar efter vore Ønsker.

Altsaa først dette: »Sælger, hvad I eje, og giver Almisse, og skaffer eder saaledes en Skat i Himlene=. Der har været dem, der have sagt, at vil vi gøre Alvor af vor Kristendom, skal vi efterkomme disse Ord bogstavelig og give Afkald paa al jordisk Ejendom, og have vi noget, saa dele det ud til de fattige. Og vil nogen sige dette, skal vi ikke tvistes med ham derom, men blot svare: ja saa gør det da! Og dette kan vi sige med Sandhed; ti føler nogen sig i sit Hjærte vis paa, at det er Herrens Vilje, at han skal give Afkald paa al jordisk Ejendom, saa er det ogsaa hans Skyldighed at gøre det. Men jeg for min Del er vis paa, at det ikke er Jesu Mening,, at vi skulde bogstavelig gøre dette, lige saa lidt som det er hans Mening, at vi bogstavelig skulde afhugge vor Haand og udrive vort Øje, om de forarge os. Nej, Jesus lægger dermed sin Menighed det samme paa Hjærte som i Lignelsen, hvor han siger, at vi skal sælge alt, hvad vi eje, for at købe den kostbare Perle og den Ager, hvori Himmerigets Skat ligger skjult, nemlig at vort Hjærte maa slippe det altsammen for at kunne eje hans Naade som vort ene fornødne. Da faa vi ogsaa Poser, som aldrig ældes: vort Hjærte faar Rum til en himmelsk Skat og Rigdom, som aldrig kan udtømmes eller opbruges, og som ingen Magt kan røve os fra, end ikke den store Røver Døden, som ellers fratager As alt, hvad vi eje paa Jorden. Denne Skat er Jesu Kristi Naade og Gud Faders Kærlighed i ham. Naar vi af Guds Naade blive hjærtevisse paa og tro, at Faderen selv elsker os for Jesu Kristi Skyld, da faa vi denne Skat i Eje; og det Hjærte, som ejer den, faar derved selv den evige Ungdomskraft, som aldrig skal ældes. Men da komme vi ogsaa til at se med helt andre øjne paa det jordiske Gods som vi overfor Mennesker kan kalde vor Ejendom. Det bliver os da en Husholdning, der er betroet os her i Udlændigheden, `og som vi skal gøre vor himmelske Herre Regnskab for, naar vi forlade denne Jord; det bliver en Tjeneste, hvormed vi skal tjene ham saaledes, at vi ogsaa ved den kan give hans Kærlighed Vidnesbyrd blandt Mennesker, ved som »glade Givere= at gøre godt imod dem, der trænge.

Og er det kommet dertil med os, at Jesus Kristus og hans Naade i Sandhed er os det ene fornødne, saa kommer det ogsaa som af sig selv, at vi blive som de Tjenere, der vente paa deres Herres Komme. Ti da har vort Hjærte hjemme hos ham, saa vi kan med Haab og Glæde se fremad til den salige Stund, da den Herre, vi tro paa, kommer igen i sin Herlighed og vil samle alle sine om sig, hvor vi skal sidde til Bords med Abraham, Isak og Jakob og med alle de frelste hellige, baade de store og de smaa, og hvor »Lammet selv ved Livets Elv er baade Vært og Gæst. Og da skal det Liv i Gud, som her er begyndt ved Jesu Kristi Ord og Naade, blive evig fuldkomment; ti da skal vi opnaa de fuldkomne Børnekaar, idet vi skal blive ham lige, fordi vi skal se ham, som han er.

Dersom nogen saa vilde spørge: naar vi da saaledes tro paa Jesus Kristus og holde fast ved Gud Faders Naade i ham som vort Hjærtes Skat og Rigdom, for hvilken vi ere rede til at slippe og forlade alt, hvad vi have og eje paa Jorden, ere vi da komne saa vidt, at vi kan sige: nu har jeg nok? Den rige Bonde naaede kun til dette : naar det sker, vi 1 jeg sige: nu har jeg nok! og videre naar, som sagt, aldrig nogen, der søger sin Rigdom i det jordiske: Men er det da virkelig saaledes, at vi, naar vi i Sandhed tro paa Jesus Kristus og høre ham til, kan sige : nu har jeg nok ? Vil nogen spørge saaledes, kan vi i Grunden svare baade Ja og Nej. Ti det er virkelig Sandhed, hvad vi synge i en Julesalme:

Syng højt i Sky, Guds Kirkeflok:
Halleluja, nu har jeg nok,
den Fryd er uden Lige;
Guds Søn er min; jeg gaar herfra
med ham til Himmerige!

Kan vi af Hjærtet sige : :Guds Søn er min, og jeg er hans; jeg har mit Hjem med ham i Himmerige! saa have vi nok, og vor Sjæl har Hvile. Men dog have vi ingenlunde nok i den Forstand, at vi kunde sige: nu er jeg kommen saa vidt, at jeg har intet mere at stræbe efter. Vare vi inde paa de Tanker, vare vi paa Vej til at miste alt. Nej vor Herre Jesus siger selv, at ere vi hans Disciple og høre ham til, skal vi være som Mennesker, der vente paa deres Herres Komme Og dermed siger han klarlig, at vi dog ikke endnu have nok; vi have endnu noget at vente og stræbe og længes efter, — ja noget, det vil sige det allerstørste, det som først skal sætte Kronen paa al den Naade, vi her have faaet Del i.

Men det er at mærke, at det, vi saaledes vente, det er ikke noget nyt eller fremmed, men det er Fuldførelsen af, hvad her er begyndt, det er at faa den Skat i Hænde og i Beskuelse, som vi her have i Troen og Haabet. De som leve for det jordiske, vente og hige efter noget nyt, noget andet, end de have, for at d et skal sætte dem i Stand til at sige : nu har jeg nok. Men det er Kristenlivets store Lykke, at vi ikke saaledes skal spejde efter nyt, men vente Fuldførelsen af den Naade, vi have faaet; ja vi vente og haabe, at det gamle, den Naade, der blev os given i vort Kristenlivs Begyndelse i Jesu Kristi Ord til os, skal sætte sin fuldkomne Saligheds-Frugt, naar Guds Riges straalende Sommerdag oprinder, og den store Høstdag kommer. Derfor kan vi alt her midt i Striden sige med Apostelen : »vi er e frelste i Haabet« ; vi have nok i Troen og i Haabet. Og denne Tro og dette Haab er ikke bygt paa vore egne Tanker, Drømme og Ønsker, men paa vor Herres Jesu Kristi Naades Ord, som giver, hvad det udsiger, og som skal staa, naar Himmel og Jord forgaar. Og den Glæde, den Sjælehvile, vi have i Troen paa dette Ord. er Begyndelsen til den fuldkomne Glæde, den Salighed, som vi skal naa, naar vor Herre og Frelser kommer igen at hjemføre sin Brud, sin frelste Menighed, til det evig fuldkomne Liv i Gud.

Ja, sælger, hvad I eje, og værer som Mennesker, der vente paa deres Herre! Det er Jesu Formaning til hans Menighed alle Dage, til os lige saa vel som til hans første Disciple. Vi kende alle den Magt, .den jordiske Ejendom har til at tage vort Hjærte fangent, saa det kan blive os det første at søge og bevare den; og vi kende alle den Magt, dette Jordeliv har til at drage os og holde os saaledes fast, at vi kan tage denne Jord som vort egentlige Hjem. Men Jesus Kristus har i sin Naade og i sit Naadens Ord givet os en Rigdom, der kan løfte os op over denne Jord, saa al dens Gods og Herlighed blegner og bliver smaat i Sammenligning dermed. Og han har derved givet os Hjem og Borgerskab i Himlene, saa vort Liv her skal være en Vandring gennem Udlændigheden hjem til vort Fædreland, »hvor Dag ej ligger i Dvale«. Vi maa være villige til at slippe det jordiske; ellers kan der ikke være Rum i vort Hjærte for Jesus Kristus og hans Naade. Men kun ved at vedblive at modtage denne Naade, som han har givet os i sit Ord, og ved saaledes at søge Guds Rige og hans Retfærdighed som det første, kun derved faa vi Magt til at slippe det, sælge det altsammen, for at vinde den Skat, som kan gøre os rige i al Evighed.

Saa give Gud os da ved sin Hellig-Aand den Naatle, at vore Øjne ret maa klares til at se, hvilken uudtømmelig Rigdom der er given os deri, at vi ved Jesu Kristi Tro kan være hjærtevisse paa, at den almægtige Gud Fader, Himlens og Jordens Skaber, elsker os som sine Børn, og at vort Hjærte derved maa blive stærkt nok til ikke at lade sig binde til denne Jord af dens Gods og Guld, og rigt nok til at kunne • med Glæde bruge, hvad Gud har betroet os deraf, saaledes, at vi ogsaa derved ere levende Vidner om, at det er vort Livs Lykke og Glæde, at vi have vort Borgerskab i Himlene, hvorfra vi vente vor Herre og Frelser, • som vil komme og hente os hjem til sig, saa sandt vi have vandret som hans tro Tjenere her i Udlændigheden.

Amen.