Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Huset paa Klippegrund - Ottende Søndag efter Trefoldighed

Matt. Evang. 7, 22-29

Mange ville paa hin Dag sige til mig: Herre, Herre, have vi ikke profeteret ved dit Navn, og ved dit Navn uddrevet Uaander, og ved dit Navn gjort mange Kraft-Gerninger? Og da vil jeg aabenlydt sige dem: jeg har aldrig kendt eder; viger bort fra mig, I som øve Uret. Derfor, hver den, som hører disse mine Ord og gør dem, ham vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Hus paa Klippegrund. Og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og faldt an mod det Hus, og det faldt ikke; ti det var grundfæstet paa Klippegrund. Og enhver, som hører disse mine Ord og ikke gør dem, skal være at ligne ved en taabelig Mand, som byggede sit Hus paa Sand. Og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og slog imod det Hus, og det faldt, og dets Fald var stort. — Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Taler, vare Skarerne forbavsede over hans Lære; ti han lærte dem som en, der havde Myndighed, og ikke som deres Skriftkloge.

Det er en uhyggelig utryg Tid, vi nu leve i. Hvor man ser hen paa Jorden, er det, som om Grunden gyngede, og hvad der hidtil har været anset som Jordelivets faste Støtter, vakler og raver. Ganske vist har det jordiske Menneskeliv aldrig været trygt; ingen af os ved, om han skal se den Sol gaa ned, som nu lyser for os; ingen ved, om ikke alt, hvad han har af disse timelige Goder, skal glippe for ham, inden Dagen er omane; der behøves jo ikke mere dertil, end at vi falde i en alvorlig Sygdom, saa er det altsammen for os, som om det ikke var til. Men ved Siden af denne Utryghed, som altid har hængt ved Jordelivet, siden Synden kom ind i. Verden, hersker der i vore Dage baade i Samfundsforholdene indenfor de enkelte Folk og i Forholdet mellem Folkene indbyrdes en gærende Uro og Utryghed, som aldrig tilforn. Folk ruster sig imod Folk; de store og mægtige Folkeslag gaa i Spidsen med deres uhyre Udrustninger, der hvile som en tung Byrde paa Landenes Indbyggere, og de smaa maa følge efter. Mennesker bruge al deres Kundskab og Opfindsomhed for at tilvejebringe nye Midler til at ødelægge Mennesker; de mægtige raabe alle paa Fred imellem Folkene, men for at sikre sig den staa de alle rustede til Tænderne, saaledes at ingen kan tvivle om, at der engang, maaske om faa Dage, vil udbryde en Krig, hvis Rædsler vil blive større, end det nogensinde er set.

Og i Samfundslivet indenfor Folkene møde vi allevegne en Gæren og Brusen i Folkemasserne, der truer med at vende op og ned paa alt, med at kuldkaste alt, hvad der hidtil har været anset som det borgerlige Samfunds Grundpiller: Ejendomsret, Arveret, Ægteskab, Familieliv; det trækker op til en Omvæltning, hvor alt det bestaaende skal jævnes med Jorden, for at Mennesker kan ligesom begynde helt forfra, bygge deres Samfunds Hus og Orden paa en helt ny Grundvold, ja paa bar Bund. Trindt om i -Landene lyde forbitrede Raab efter en Frihed og Lighed, som man paastaar at den hidtidige Samfunds-Ordning med Vold og Uretfærdighed har forholdt Flertallet af Menneskerne; nu skal Baandene sprænges og Lænkerne kastes af. Og hvad for Lænker? Fremfor alt de, der kan hindre Mennesker i at gøre sig Livet her paa Jorden saa behageligt og nydelsesrigt, som de attraa. Det er den jordiske Lykke og intet udover dette Jordeliv, som skal tilstræbes. Derfor bliver ogsaa Talen om den levende og hellige Gud, om et Liv efter dette og om Regnskabet og Dommen, skudt helt til Side, ja forkastet som en fjendtlig Røst, der vil hindre Mennesker i at nyde dette Livs Lyst saaledes, som, de mene at have Krav paa og Ret til. Men derfor lyder ogsaa gennem disse Raab paa en ny Samfundsordning stadig den dybe Grundtone, som allerede det troende Israel kunde høre i sin Tid:

»Jordens Konger rejse sig og Fyrsterne lægge Raad op mod Herren og mod hans Salvede: lader os sprænge deres Lænker og kaste deres Baand af os (Salm 2.2,3)«. Kun med den Forskel, at det i vore Dage ikke er Konger og Fyrster, men de mange, Folkemasserne, • der tale saaledes.

Naar vi se alt dette, se hvorledes Folk ruster sig mod Folk og Broder mod Broder indenfor Folkene, og at hele det jordiske Menneskeliv saaledes staar, eller raver, paa gyngende Grund, saa kan vi vel grue derover og spørge : hvorledes skal dog dette ende? Men vi skal ikke spørge saaledes, som de der ængstes i Raadløshed. Nej vi skal deraf se, at de jordiske Samfundsforhold og Ordninger ikke ere den Grund, som vi skal bygge paa, men vor Herre Jesus har givet os en urokkelig Klippegrund, hvorpaa vi kan bygge vort Livs Hus saa fast, at om end Jorden gynger under os. og Verdens Bølger gaa saa højt, at Bjærgene vakle midt i Havet, skal Huset dog staa urokket.

Derom taler vor Herre Jesus Kristus i Evangeliet i Dag :i de Ord, vi hørte: »Den som hører disse mine Ord og gør dem, ham vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Hus paa Klippegrund«. Han lover dermed sin Menighed, alle os som tro paa ham, at han vil give os Magt til at bygge vort Livs Hus saa fast og sikkert, at det ikke skal kuldkastes hverken af Storme eller Vandfloder. Og med disse menes der vel ogsaa al den Trængsel og Nød, der kan 'times os, og hvorved vi kan fristes til at tabe Modet og slippe Troen; men Vandfloderne, som skylle Grunden bort under det Hus, der er bygget paa Sand, ere ellers i den hellige . Skrifts Billedsprog Betegnelse for Folkemasserne, de mange, og saaledes er det sikkerlig ogsaa her at forstaa. Der er ingen farligere Fjende for Kristenlivet, intet der snarere kan udhule Grunden under os og føre os i Fald, end de mange, — ikke saa meget, fordi de ere stærkere end den enkelte, men især fordi de manges Røst har saa stor Magt til at overdøve Samvittighedens Røst i den enkelte og kvæle hans Ansvarsfølelse, saa han finder sig forsvaret og retfærdiggjort ved de mange, selv om han inderst inde føler, at det er Uret, han gør. Men Jesus lover os, at om vi høre hans Ord og gøre dem, skal vort Hus staa ligesaa fast som den Klippe, det er grundet paa. og Vandfloderne . skal ikke kunne rokke det.

Det er i Sandhed et Evangelium, et godt og glædeligt Budskab, der lyder til os i disse Ord. Og saa gælder det, naar vi se og føle al den Utryghed, der er i Verden omkring os, at vi da ikke fortabe os i Mismod og Klager derover, men lukke Øre og Hjærte op for at lære, hvad der hører til for at bygge sit Hus saaledes paa Klippegrund. Det er ikke os, som skal bringe Grunden tilveje; den har Jesus Kristus selv tilvejebragt, ja ret forstaaet, han er selv i sit Ord den urokkelige Klippegrund; men vi maa bygge paa Grunden, om vi skal faa et Hus, der kan staa fast.

Og Jesus siger da: den som hører disse mine Ord og gør dem, ham vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Hus paa Klippegrund. Det er ikke hvilket som helst Ord af Jesus, som Talen her er om; nej han viser aabenbart tilbage paa visse ganske bestemte Ord, som han nys havde talt til sine Disciple.., Hvad er da det for Ord? Naar vi lægge Mærke til, at det, som Jesus her taler om Huset, der bygges, er Slutningen paa hans Bjærgprædiken, saa kunde man tænke, at han med »disse mine Ord« mente alt, hvad han i sin Bjærgprædiken havde talt om, hvorledes hans Disciple og Guds Børn skal skikke sig i Verden, saa at de kan staa blandt Mennesker som Jordens Salt og Verdens Lys. Meningen vilde altsaa blive, at den der aldrig bliver vred paa sin Broder uden Aarsag, aldrig siger noget ondt eller bittert Ord til ham, aldrig huser nogen ond eller uren Tanke og aldrig nogen Bekymring for det timelige, den der horer,. hvad Jesus taler derom, og gør derefter, han bygger sit Hus urokkeligt paa Klippen. Ja, for en udvortes Betragtning kunde det ligge nær at forstaa Jesu Ord saaledes; men enhver troende Kristen vil dog føle, at dette kan umulig være den rette Forstaaelse; ti saa blev det i Virkeligheden vore egne Gerninger, vi skulde bygge paa. Men dette vilde sige, at vi aldrig fik nogen fast Grund at bygge paa,- ti der har aldrig været nogen Kristen, som kunde sige, at han har opfyldt alt, hvad Jesus her i Bjærgprædiken stiller som det Maal, vi i vor Levned skal stræbe . efter. Og saa blev det ikke sandt, at. Jesus Kristus er vor eneste Frelser.

Nej det rette Svar paa, hvad Jesus mener med: disse mine Ord«, have vi. naar vi agte paa, at efter at han har forkyndt sine Disciple, hvorledes de i de forskellige Livsforhold skal stag som Jordens Salt og Verdens Lys, saa sammenfatter han til Slutning alt i den Formaning: »Gaar ind ad den snævre Port. Ti vid er den Port og bred den Vej, som fører til Fortabelsen, og mange ere de, som gaa ind ad den; men snæver er den Port, og trang den Vej, som fører til Livet, og faa ere de, som finde den«. Det er disse Ord, vi maa høre og gøre efter, om vort Hus skal være bygget paa Klippegrund; og kun derved blive vi i Stand til at leve som Guds Børn blandt Mennesker og være iblandt dem som Jordens Salt og Verdens Lys.

Men Porten, ad hvilken vi komme ind paa den trange Vej til Livet, ja baade Porten og Vejen, det er ingen anden end Jesus Kristus selv, saaledes som han møder os i sit Ord til os. Han er Vejen og Sandheden og Livet, den eneste Vej, ad hvilken vi kan komme til Faderen og blive Guds Børn og vandre gennem dette Udlændighedens Land hjem til Faderhuset heroven-til. Men dette er og bliver altid den trange Vej for Syndere, — ingenlunde fordi Gud glædes ved at lægge os Byrder paa og gøre Vejen trangere end nødvendigt. Nej vi kan trygt sige, at kun d e der gives en lettere Vej til Livet end den, Jesus har opladt og banet for os, saa var en saadan Vej bleven os anvist. Men Grunden ligger alene hos os selv, deri at vi selv, vort eget Selv og Jeg, som det er i sig selv, er altfor stort og selvklogt til at gaa frem ad den Vej. Og det er her vel at mærke, at naar Vejen er trang, og saa faa finde den, er det ingenlunde det samme som, at den er bugtet og vildsom og derfor vanskelig at finde frem ad; snarere kommer det trange deraf, at den er snorlige som Sandheden selv, saa lige, at naar vi med Hjærtets lydige Tro ere kofinne ind ad Porten og ind paa Vejen, kan vi se lige frem stil Maalet, som er det evige Liv i Gud, hvorimod den Vej, der falder naturligst for det syndige Menneske, er den bugtede, som vi se det afbildet, hvor Mennesker have traadt en Sti gennem en Mark eller Skov; den gaar altid i Bugter, ud og ind, fordi de se til højre og venstre, istedenfor at se stadig frem imod Maalet. Og det samme se vi ogsaa med alle de vildsomme Veje, som de falske Profeter have opfundet og anvist. Men det, der gør Porten snæver og Vejen trang, det ligger alene hos os selv, deri, at vi selv intet have gjort for at aabne og bane den; men det har Jesus været ene om, og vi kan kun komme ind ad den ved »som et lille Barn« at tro og lyde hans Frelserord og Vilje. Men dette kan ingen gøre uden at sige Nej til sig selv, hvilket alle Dage er trangt for Kød og Blod; det gør ikke alene Porte n snæver for os, saa at vi kunde have nok i én Gang for alle at fornægte os selv, men det gør ogsaa Vejen trang ; ti vort eget Jeg vil altid trænge sig frem som det fornemste for os, og det kan netop for dem, der ere komne noget frem ad Vejen, paatage sig et Skin af Iver for Guds Rige, saa de midt i al deres Iver og Arbejde dog søge deres eget. Det er saadanne Mennesker, Jesus taler om i vort Evangelium, naar han siger, at paa hin Dag, naar alt, hvad der var skjult i Mørket, skal komme frem for Lyset, da vil mange sige til ham: have vi ikke profeteret og uddrevet onde Aander og gjort Kraftgerninger ved dit Navn? Mærk vel, de sige ikke: vi have profeteret i dit Navn, d. v. s. i dit Ærende. Ti det er netop deres Synd, at de ikke gik i Jesu Ærende, men i deres eget. 'Men de sige: ved dit Navn, d. v. s. ved at forkynde og bruge dit Navn. Derfor vil Herren ogsaa sige til dem: »jeg har aldrig kendt eder; viger bort fra mig, I som øve Uret;c I have kun søgt eders eget med det, som I saaledes gjorde og udrettede. Ja saaledes kan det gaa dem, der engang ere gaaede gennem den snævre Port og ere komne ind paa Livets Vej, ja som endog paa denne Vej have faaet en Gerning i Herrens Tjeneste, naar de lidt efter lidt have ladet-deres eget Jeg komme til Orde og raade. Derfor maa vi stadig vedblive at valre paa vor Post imod vor eget Jeg. Vi blive aldrig her paa Jorden færdige med at fornægte os selv, og Vejen vedbliver derfor at være trang, ja kan maaske blive os trangere og trangere, indtil Herren siger: kom nu hjem; nu skal jeg føre dig hjem til mig. at du skal være, hvor jeg er.

Ved saaledes at vedblive at sige Nej til os selv, om end dette er trangt og svært for vort Kød og Blod, blive vi i Stand til stedse dybere af Hjærtet at sige Ja til Jesus Kristus og til at bygge vor Tro paa ham, som han er kommen til os i sit Naadens Ord, der lød til os ved Døren til hans Hus, den hellige Daab, og til lydigt at lade os føre af ham fremad paa Livets og Frelsens Vej, idet vi paa hans Ord bruge de Naadens Midler, han har befalet og givet sin Menighed. Saaledes bygge vi vort Hus paa den urokkelige Klippe, saa det kommer til at staa stedse fastere paa den; og vi skal da gøre den trøstefulde Erfaring, at der bliver Fasthed og Sammenhæng i vort Liv; vor levende Herre Jesus Kristus bliver selv Sammenhængen deri, alt som vi bede :

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske Livet,
saa for dig kun Hjærtet banker,
saa kun du i mine Tanker
er den dybe Sammenhæng!

Han bliver den dybe Sammenhæng i vore Tanker og Beslutninger og i vort Liv; ti det bliver da ikke de mange skiftende Verdensindtryk, der bestemme os, men Jesus Kristus, som altid er den samme, staar for Styret i vort Hjærte. Og i ham kan vi da elske Livet, glæde os ved, det Liv, der er givet os at leve her paa Jorden, selv om vi have baade Strid og Trængsel ; ti vi ere da visse paa, at det skal af hans trofaste Naade ikke ende i Tomhed og som et spildt Liv, men det gode Værk, som han har begyndt i os, skal gaa fremad, indtil det staar fuldfærdigt, ham til Ære og os til evig Salighed, paa hans Herligheds Dag.

Amen.