Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Vaagne Drømme - Syvende Søndag efter Trefoldighed

Matt. Evang. 10, 24-31

En Discipel er ikke over sin Lærer, ej heller en Tjener over sin Herre ; det er nok for Disciplen, at han vorder som sin Lærer, og Tjeneren som sin Herre. Have de givet Husbonden Øgenavnet Beelsebul, hvor meget snarere da hans Husfolk? Frygter altsaa ikke for dem; ti intet er tilhyllet, som jo skal afhylles, og intet er lønligt, som jo skal blive vitterligt. Hvad jeg siger eder i Mørket, skulle I sige i Lyset, og hvad I høre hvisket i Øret, skulle I udraabe paa Tagene. Og frygter ikke for dem, der slaa Legemet ihjel, men ikke kunne ihjelslaa Sjælen; men frygter snarere ham, som kan ødelægge baade Sjæl og Legeme i Helvede. Sælges ikke to Spurve for en Skilling? og ikke en af dem falder til Jorden uden eders Faders Vilje; men paa eder ere endog Haarene paa eders Hoved talte tilhobe. Saa frygter da ikke; I ere mere værd end mange Spurve.

I Sommernattens korte Svale
slaa højt Fredskovens Nattergale,
saa alt, hvad Herren kalder sit,
maa slumre sødt og vaagne blidt,
maa drømme sødt om Paradis
og vaagne til vor Herres Pris.

Saaledes synge vi i en af vore skønneste Salmer. - Den Guds Gerning, som vi fryde os over i den lyse Skærsommertid, naar Guds varme Aande gennemvirker hele den umælende Skabning, saa den fyldes med Liv og Skønhed, Glæde og Frydesang, den er i disse Ord stillet som Billede paa den endnu livsaligere Ger- ning, der sker i vort Hjærte, naar Guds Hellig-Aand gennemvirker det og knytter os levende sammen med Jesus Kristus,, saa at han ikke er os en fraværende Person fra Fortiden, om hvem vi kun have Kundskab og Erindring, men han er nærværende hos os, saa vi virkelig leve i ham og med ham.

Da sker det, som i Salmen udtrykkes saaledes, at vi kan »drømme sødt om Paradis og vaagne til vor Herres Pris«. Ikke saaledes at forstaa, at Kristenlivet, Livet i Kristus skulde være et nydende Drømmeliv. Nej det staar fast, at »man sig ej kan drømme i Himlen ind; det er saa let ej gjort«. Kristenlivet her paa Jorden bliver aldrig at sove Troens Søvn og Hvile, men det er stedse en Kamp og et Arbejde, hvor vi virkelig maa tage alle vore Kræfter sammen for ikke at blive til Skamme. Kristenlivet betegnes derfor stadig 'af Apostelen: at stride Troens Strid. Vi have at stride mod Fj ender -udenfor os, som vil os ilde, fordi de . ikke selv vil frelses, men vil have Lov til at blive i deres Synd og Selvraadighed, og som derfor se med Vrede paa alle dem, der vil lade sig frelse. Det er saadanne Fjender, Jesus taler om i Evangeliet i Dag, naar han siger, at hans Disciple ikke maa vente sig bedre Kaar i Verden, end han selv har haft; har man kaldt ham selv, Husbonden: Beelsebul, vil man meget mere kalde hans Husfolk, os som tro paa ham og høre hjemme i hans Hus, med samme Navn. Det er ogsaa disse Fjender, han taler om, naar han lægger sine Disciple paa Hjærte, at vi ikke skal frygte for dem og derved lade os skræmme til at tie med Bekendelsen; ti de kan dog i det højeste kun tage vort Legemes Liv, men aldrig myrde vor Sjæl, naar vi kun ikke af Frygt for dem slippe vor Herre Jesus Kristus og fornægte ham, og vi kan være visse paa, at om de end opbyde al deres Magt, kan de ikke krumme et Haar paa vort Hoved uden vor himmelske Faders Vilje, og uden at han skal, føre ogsaa dette til Velsignelse og Frelse for os, saa sandt vi holde ud og ikke af Menneskefrygt gaa paa Forlig med Guds Riges Fjender. Og vi have en Fjende indeni o s selv, en Forræder, som helst vil slutte Fred og gaa paa Forlig med disse udvortes Fjender; det er vort eget syndige Kød, vor medfødte Drift til at leve os selv til Behag, og vort selvraadige og verdslige Hjærte, dette Hjærte, som af sin Natur helst vil have det mageligt og behageligt og langt hellere vil drømme end kæmpe og arbejde paa sin Frelse med Frygt og Bæven. Og dersom vi ikke stride mod denne Fjende, dersom vi tage vort Kristenliv som en Nydelse og Drøm, saa gaar Livet i os i Staa.

Dette staar udtryggelig fast. Men lige saa vist er det, at jo mere oprigtigt vi tage Kampen, vor Kamp op, og jo troligere vi arbejde paa vor Frelse, des vissere vil vi opnaa saadanne lykke- lige, ja salige Timer, da vi kan drømme sødt ot Paradis, saadanne Hviletimer, da vi kan lade Vaabnene synke og Arbejdet standse og i Haabet drømme os fremme ved Maalet, til »Landet bag Hav«, hvor Striden skal vatre vel endt, fordi vi ere hjemme hos vor Herre Jesus Kristus, hvor vi skal skue ham, som her vi troede paa, og hvor vi skal leve helt i ham i saligt Samfund med alle hans frelste hellige, sidde til Bords med Abraham, Isak og Jakob og »frydelig der til evig Tid med Venner i Lyset tale«, mødes og tale med Patriarkerne og Profeterne, med Apostlene og alle de store Mænd i Guds Menighed, som vi have beundret og glædet os over, fra vi vare smaa af; men ogsaa samles og frydelig tale med alle de smaa, som vi have vandret sammen med et Stykke af Vejen her i Udlændigheden, og hvor vi skal kunne sige dem Tak for hvert Bæger Vand, hvormed de have læsket og kvæget os paa de hede Trængselsdage, og hvor vi i Forening med dem skal love og takke vor Gud og Frelser, som baade har begyndt og fuldført det. gode Værk i os. Ja endnu skønnere : ere vi tro i Kampen og Arbejdet her, vil Gud ved sin Aand skænke os saadanne Hviletimer, da vi kan i Haabet drømme sødt om det Paradis, hvor Synden skal være helt overvunden og forsvunden, og hvor vor himmelske Faders Vilje helt er sket i os og er bleven. vor Vilje.

Og ligesom det gælder om Kristnes Strid her i Verden, hvad Jesus har sagt: »Disciplen skal blive som sin Laærer, og Tjeneren som sin Herre«, saaledes gælder dette ogsaa om disse Drømme. Det vil sige, det vilde vistnok ikke være sømmeligt, om vi vilde tale om, at ogsaa vor Herre Jesus drømte om Paradis paa samme Maade som vi; men vi møde dog ogsaa i hans Liv gentagne Gange saadanne Hvilens Øjeblikke, hvor han ligesom standsede fra sin Strid og sit Arbejde og skuede fremad med Glæde til det, han derved skulde opnaa. Saaledes hvor der fortælles, at Jesus havde sukket over al den Modstand, han mødte i Israel, og derfor udraabte sit Ve over Korasin, Betsajda og Kapernaum, da skriver Evangelisten lige efter, at han frydede sig i Aanden og udbrød (Matt 11.25): »Jeg priser dig, Fader, Himlens og Jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige, men aabenbaret det for umyndige!« Ja Jesus frydede sig, ti han saa i Aanden en stor Skare af umyndige, d. e. af saadanne, som havde forsaget al Selvraadighed og Selvklogskab for at leve i Faderens Kærlighed, der var aabenbaret i Jesus, og som i ydmyg og lydig Tro havde modtaget denne Kærlighed til deres Sjæles Frelse. Og atter den Gang de 70 Disciple kom tilbage fra deres Prædikegerning og fortalte ham om alt, hvad de havde udrettet, da udbrød Jesus (Luk 10.16): »Jeg skuede, at Satan faldt fra Himlen som et Lyne. Her gælder atter det samme. I den virkelige Verden saa Jesus Satan i fuld Virksomhed og mange, som lod sig føre af ham; han saa ogsaa med Sorg de mange selvraadige Mennesker, som hverken vilde kende Faderen eller hans Frelsesraad i Sønnen; men han saa i Aanden op og ud over al denne Modstand og Synd, lod den være det, den var, og saa fremad til den frelste Menighed, som han skulde vinde og tilkæmpe sig, og over hvilken Satan aldrig skulde faa nogen Magt.

Disse vore vaagne Drømme om Paradiset og Paradislivet høre nødvendigvis med til Kristenlivet paa Jorden, eller rettere, de følge med Kristenlivet, hvor det virkelig leves i Kristus, ti de ere Vidnesbyrd om, at vi her i Udlændigheden have hjemme i Paradis, have Borgerskab i Himlene. Man har fra gammel Tid sagt eller ment, at Menneskers Drømme ere Udtryk for, hvad de inderst leve i, naar de ere vaagne. Jeg tror ikke, at dette er fuldt sandt, naar Talen er om de Drømme, vi have i Søvne; ti der viser Erfaringen, at et Menneske kan drømme Ting, som aldrig have været i hans Tanker i vaagen Tilstand, ja som ere saa fjerne fra disse, som Helvede fra Himmerig. Men anderledes har, det sig med de vaagne Drømme, jeg mener de Tanker og Billeder, som uvilkaarlig fremstille sig for vor Indbildningskraft, naar vort Sind ikke er optaget af Arbejde eller Kamp. Vil vi ret kende os selv, hvad vi inderst inde leve med, og hvad der rører sig inderst i. vor Sjæls Dybder, saa skal vi lægge Mærke til disse Drømme. "Der er intet andet Menneske end vi selv, som ser og kender dem, ti det er Hemmeligheder, som de færreste Mennesker vil tale om til andre ; de kan mangen Gang blues over sig selv, fordi de kan have saadanne Drømme ; ti disse kan være himmelvidt forskellige fra, hvad de udvortes leve i, og hvad de skulde og maaske helst vilde leve i. Der er Mennesker, som udvortes føre det ærbareste Liv og af alle andre anses for Mønstre paa Renhed og Hæderlighed, og saa ere dog deres vaagne Drømme fulde af Urenhed, som det hedder i Salmen : »Hvor skjules mangen Svig og List i Hjærtets fule Gemme, og kaade Lysters onde Gnist, som andre ej fornemme«. Men hvor det er Tilfældet, hjælper det ikke med al den udvortes Renhed ; saadanne Drømme vidne om, at Hjærtet ikke hører hjemme i Jesu Kristi Rige, eller dog at Hjærte er delt, saa at der er store Egne derinde, hvor hans. Lys ikke er trængt ind og har fordrevet Mørket. Og i det hele staar det fast, selv om det ikke er urene Drømme, der fylde vor Sjæls Hviletimer, at dersom Drømmene om Paradis, om det salige Liv i Gud og for Guds Ansigt uden Synd og Smitte, ere fremmede for vort Hjærte, ja da staar det ikke godt til med os, da lever vort Hjærte endnu i Verden, ikke i Herren, selv om vor Kundskab om Gud og hans Rige og Naade er aldrig saa fuldkommen.

Men naar saaledes disse Drømme om Paradiset høre med til Kristenlivet, maa vi vel spørge: hvorledes skal vi da faa saadanne Drømme ? Og da maa vi svare: vi kan slet ikke give os dem selv. Vi kan ved vor egen Magt tænke paa Guds-Rige og tale derom, om dets Vilkaar baade her og hisset, men vi kan ikke selv give os dette, at vort Hjærtes Haab ganske u v il k a a r- lig overflyver Timeligheden og alt, hvad der hører den til, og flyver fremad mod Maalet og Sejren, som venter dem, der blive tro indtil Enden. Og det vilde blive vort aandelige Fordærv, om vi vilde søge at fremtvinge eller fremkunstle saadanne Drømme. Dem kan alene den Hellig-Aand virke:

Det volder alt den Aand, som daler,
det virker alt den Aand, som taler
ej af sig selv, men os til Trøst
af Kærlighed med Sandheds Røst.

Men han vil virke det i deres Hjærter, smil i Oprigtighed vil lade sig frelse, og som derfor holde fast ved vor Herres Jesu Kristi Ord, om han end ikke virker det i lige Maal hos alle, ikke heller saaledes, at vi ligefrem kunde slutte fra vore Drømmes Styrke til Sundheden og Kraften i vort Kristenliv. Ti dels er Indbildningskraften ikke lige levende og stærk hos alle, dels kommer det an paa, i hvor høj Grad Arbejdet og Striden her lægger Beslag paa alle vor Sjæls Kræfter.

Men derfor skal vi takke Gud, naar han af den Hellig-Aands Naade virker dette i os, at vi kan drømme sødt om Paradis, og vi kan ogsaa bede ham om at virke dette i os og selv arbejde derpaa ved at stride mod alt det, der frister os til at synke hen i Verdens Nydelser eller Travlhed, og ved at vogte os for, at »vore Hjærter tynges af Fraadseri og Drukkenskab og Sorrig for Næ- ring«. Da vil vi ogsaa erfare, hvor livsaligt det er efter Arbejdet og. Striden at vaagne til vor Herres Pris. Og dette vil ikke alene sige, at vi kan med vor Mund love og prise Gud, naar vi atter tage fat paa vort Arbejde, men især at vi i vor Gerning kan prise Gud derved, at vort Levned bliver ham til Ære. Ti medens det vilde føre til Slappelse af Sjælens Kræfter og derfor ogsaa hindre os i at være tro Tjenere til vor Herres Pris, om vi vilde selv give os hen i et ørkesløst Drømmeliv, selv om vi ikke drømte om andet end Saligheden hisset, saa er det ganske anderledes, naar den Hellig-Aand fører os dertil; da vil saadanne Hviletider og Haabets Tider styrke Sjælens Sener til at kunne med Frimodighed tage fat paa Arbejdet for Guds Rige i os og udenom os og til at blive bestandige i Bekendelsen, saa vi ikke frygte for Fjenderne, om deres Trusler end ere nok saa grumme, men trøstig lægge alt i vor himmelske Faders Haand i Jesu Navn, visse paa, at han, som vaager endog over Spurvene, vil ikke lade et Haar krumme paa vort Hoved, uden at det skal blive os til Gavn, til Fremgang paa Frelsens Vej, og at han, som har begyndt det gode Værk i os, vil fuldføre det til vor Herres Jesu Kristi Dag. •

Da skal de Drømme om Paradis, som vor Sjæl her i øjeblikket har kunnet kvæges ved, blive til Virkelighed, men langt skønnere og saligere, end vi her kunde drømme, ja end vi kunde bede eller forstaa.

Amen.