Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Sælg, hvad du ejer, og følg mig!. - Sjette Søndag efter Trefoldighed

Matt. Evang. 19, 16-26

Og se, der kom en til Jesus og sagde: Lærer, hvad godt skal jeg gøre, for at jeg kan faa evigt Liv? Men han sagde til ham: hvi spørger du mig om det gode? én er den gode. Men vil du indgaa til Livet, da hold Buddene. Han siger til ham: hvilke? Men Jesus sagde: det, du maa ikke myrde; du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke stjæle; du maa ikke vidne falsk; ær din Fader og din Moder; og: du skal elske din Næste som dig selv. Den unge Mand siger til ham: alt dette har jeg overholdt; hvad fattes mig endnu? Jesus sagde til ham: vil du være fuldkommen, da gaa hen, sælg, hvad du ejer, og giv det til fattige, saa skal du faa en Skat i Himlen; og kom saa hid og følg mig. Men da den unge Mand hørte det Ord, gik han bedrøvet bort; ti han var meget velhavende. Men Jesus sagde til sine Disciple: sandelig siger jeg eder, det vil være vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger eder atter, det er lettere for en Kamel at komme ind igennem et Naaleøje end for en rig at komme ind i Guds Rige. Ved at høre det bleve Disciplene saare forfærdede og sagde: hvem kan da frelses? Men Jesus saa paa dem og sagde: for Mennesker er dette umuligt, men for Gud ere alle Ting mulige.

Vi læse i første Mosebog, 22. Kapitel, at Gud sagde til Abraham: »Tag din Søn, din eneste, ham som du elsker, Isak, og bring mig ham til et Brændoffer«. Det er kendeligt af selve de Ord, hvormed Herren gav denne Befaling, hvor usigelig svært dette Offer maatte være for Abraham, idet det ene Tillægsord ligesom dynges ovenpaa det andet til Betegnelse af, hvor dyrebar Isak var for ham, saa han var Abrahams ét og alt paa Jorden. Men det er ikke mindre mærkeligt, d. v. s. det skal vi særlig lægge Mærke til, om vi ret .skal forstaa denne Befaling, at den slet ikke nævner det, som mere end alt andet maatte gøre Isak dyrebar for Abraham, nemlig at denne Søn var Arving til Abrahams Navn og dermed til Forjættelsen, saaledes som Gud ikke lang Tid tilforn havde sagt til Abraham (1 Mos 21.12): »udi Isak skal . Sæden bære dit Navn«, d. v. s. fra ham skal den Æt nedstamme, i hvilken alle Jordens Slægter skal velsignes. Men medens Herren i sin Befaling om at ofre Isak nævner ham: »din Søn, din eneste, ham som du elsker, Isak«, nævner han ikke med et Ord Forjættelsen; han siger ikke: tag ham, som skal arve Forjættelsen, ham i hvem Sæden skal bære dit Navn; ja dette kunde Gud ikke have sagt, ti det vilde have været det samme som at sige : opgiv din Tro og dit Haab. Men dette kunde Gud aldrig kræve af et Menneske. Nej Guds Befaling lyder paa det, der menneskeligvis maatte gøre Offeret saa tungt, for Abraham, nemlig at Isak var hans eneste, og at han elskede ham saa højt. Og deri ligger paa den ene Side, at det var denne sin naturlige Kærlighed, Abraham skulde give hen, det der var hans bedste Glæde paa Jorden, men paa den anden Side, at Forjættelsen skulde staa" fast alligevel; det var slet ikke 'Troen og Haabet paa den, Abraham skulde ofre og opgive. Men derfor læse vi ogsaa, at da Abraham havde gjort, som Herren bød, men Herren selv havde holdt hans Haand tilbage, da lød Herrens Ord til ham: »Ved mig har jeg svoret, siger Herren, fordi du har gjort dette og ikke sparet din Søn, din eneste, saa vil jeg højlig velsigne dig og. mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne og som Sandet, og i din Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes, efterdi du har adlydt. min Røst«. Og saaledes fik da Abraham ved dette sit Offer Isak igen som en mangefold rigere Gave end tilforn, fordi Herren nu udtrykkelig havde knyttet sin store Frelsesforjættelse til ham.

Men have vi forstaaet dette, saa vil vi ogsaa kunne rettelig forstaa, hvad vi nys hørte om den rige Ungersvend, og hvad Jesus sagde til ham: »vil du være fuldkommen, da gaaa hen, sælg, hvad du ejer, og giv det til fattige, saa skal du faa en Skat i Himlen; og kom saa og følg mig!» Dette Ord af Jesus er blevet grovelig misbrugt i Pavedømmet, idet man har brugt det som en Hovedstøtte for den Lære om fortjenstlige gode Gerninger, hvormed man i Virkeligheden sætter Menneskers Gerninger i vor eneste Frelsers Jesu Kristi Sted. Man siger nemlig, at i disse Ord ligger, at for almindelige Kristne kan det være tilstrækkeligt at holde Guds Bud, saaledes som de møde Mennesker i Kirkens Forskrifter; men naar man desforuden gør noget særegent. som Gud ikke har befalet. men som Mennesket selv har fundet paa for at tjene Gud dermed, eller naar man giver Afkald paa noget, som almindelige Mennesker frit kan bruge, saa erhverver man sig derved en højere Fuldkommenhed og en højere Plads i Saligheden og Krav paa en særegen Løn af Gud.

Denne Tankegang ser saa rimelig og naturlig ud; den ligger i Grunden altid nær for den naturlige Menneskeforstand. Man forestiller sig nemlig Gud som en Arbejdsherre, der tager Mennesker i sin Tjeneste, fordi han trænger til deres Arbejde. og saa tinger han med dem derom; de som gøre deres Arbejde, faa deres Løn. men de, som gøre Overarbejde, have Krav paa en højere Løn og naa videre frem end de andre. Men Gud er ikke en saadan Arbejdsgiver, han trænger slet ikke til os og til vore Gerninger, men han er Kærlighed, derfor vil han eje vort Hjærte. mindre vil han ikke nøjes med. Og kun da faar han vort Hjærte, d. v. s. kun da blive vi i Stand til at give ham det, naar vi modtage hans Naade og leve i den. Men for at vi skal kunne dette, maa vi nødvendigvis give Slip paa alt det, der hindrer os i at leve i hans Naade, alt det, der vil optage dens Plads i vort Hjærte ; vi maa sælge alt, hvad vi eje, for at vinde den kostbare Perle. Der var engang en Mand, som blev vækket om Natten derved, at hans Hus stod i Luer. I Hast samlede han sine bedste Ejendele, bandt dem sammen i en Bylt og ilede hen til Døren for at komme ud af det brændende Hus. Men Bylten var for stor, den sad i Klemme i Døren. Da kastede han den tilbage i Luerne og flygtede selv tomhændet og nøgen ud af Huset for at redde sit Liv. Se, her kunde man vist nok sige, at han ofrede sit Gods for at frelse sit Liv; men ingen kunde dog ;med Rette sige, at dette Offer var nogen fortjenstlig Gerning, det var ganske simpelt en Nødvendighed for ham, om han skulde leve : han frigjorde sig for det, der vilde have hindret ham i at beholde Livet.

Saaledes var det ogsaa med den unge Mand. vi hørte om i Evangeliet. Han var vaagnet op til at se, at han var i Livsfare. han trængte til evigt Liv, og det havde han ikke. Derfor spurgte han Jesus, hvad han skulde gøre for at faa det. Han betragtede altsaa det evige Liv paa samme Maade som saa mange Mennesker den Dag i Dag, som en Løn, han kunde erhverve sig ved sine Gerninger. Men det evige Liv er ikke en saadan Løn; derfor sagde Jesus til ham: »vil du indgaa til Livet, da hold Buddene«, d. v. s. gør Guds Vilje; ti det evige Liv er i sit Væsen at ville. hvad Gud vil. Og Ungersvenden svarede : »alt dette har jeg overholdt« ; — i den Henseende mangler jeg intet. Han har sikkerlig ment dette i fuld Oprigtighed ; men idet han alligevel spurgte, hvad han skulde gøre for at faa evigt Liv, saa udtalte han jo med det samme, at han dog ikke havde fundet Livet derved. Og nu kunde vistnok Jesus have vist ham, at det. i Virkeligheden var langt fra, at han havde holdt Buddene. at han havde holdt sig til Skallerne, men ikke var naaet ind til Buddenes Kærne; det var endnu langt fra, at han elskede Gud af hele sit Hjærte, Sjæl og Sind og sin Næste som sig selv. Men dette vilde dog aldrig have ført ham videre. Derfor viser Jesus ham en anden Vej, den som ufejlbarlig vilde føre ham til Livet, idet han siger: »vil du være fuldkommen, saa gaa hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til fattige; og kom saa og følg mig«. Ti jeg, Jesus, er Vejen og Sandheden og Livet; men for at du skal kunne følge mig, maa du slippe alt det, der endnu hindrer dig deri, du maa slippe din Rigdom, som holder dit Hjærte fangent.

Vi maa nemlig vel lægge Mærke til, at Jesus ikke standser ved de Ord: »sælg. hvad du ejer«. ret som om det var derved, han skulde opnaa Fuldkommenheden; nej Jesu Ord lyde: »sælg, hvad du ejer, og kom saa og følg mig«. Det vil sige, den unge Mands jordiske Gods var den Bylt, som han bar paa, og som hindrede ham i at komme frelst ud af sit brændende Hus og faa evigt Liv. Derfor maatte han nødvendigvis slippe denne Bylt, kaste den' fra sig, dersom han vilde leve; men det var slet ikke nogen fortjenstlig Gerning, der saaledes krævedes af ham, eller en Betaling, han skulde give for det evige Liv; heller ikke, blev han i sig selv mere fuldkommen ved at slippe sin Rigdom; nej denne hans »Skat paa Jorden, var slet og ret en Hindring, han maatte frigøres fra, om han skulde kunne faa sin Skat i Himlen og følge Jesus til evigt Liv. Og vel kan vi alle føle, at det maatte have været svært for ham saaledes at give Afkald paa alt sit Gods; men havde han trods dette i Lydighed mod Jesu Ord sagt, om end sukkende: ja, Herre, pas dit Ord! saa skulde han for vist have erfaret, at Jesu Ord havde forvandlet dette Offer til en velsignet Frigørelse for ham, saa det var blevet ham en Salighed at følge Jesus, og han havde derved faaet mangefold igen, hvad han havde sluppet for Jesu Skyld. Men den Lydighed havde han ikke, derfor gik han bedrøvet bort.

Men saaledes vil der sikkerlig for ethvert Menneske være noget, hvori han har sin Rigdom her paa Jorden, noget der er ham som en Klods om Foden, der holder ham fast ved denne Jord, og som han derfor maa slippe for at kunne følge Jesus og give ham hele sit Hjærte. Der er mange, der ligesom den rige Ungersvend have deres Rigdom i Gods og Guld, og det ikke dem alene, som eje dette, men ogsaa dem, der intet eje, men hvis Hjærte higer derefter som det højeste Gode og fyldes med onde og misundelige Tanker, fordi de maa savne det. Men der er ogsaa Mennesker, for hvem det jordiske Gods slet ingen dragende Magt har, og som dog have deres Rigdom paa Jorden. Derfor hørte vi, at da Jesus sagde: hvor er det dog vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget! da blev Disciplene saare forfærdede og sagde: hvem kan da blive frelst! Og det var dog ikke- deres meget Gods, som, tyngede paa dem; ti de havde jo forladt alt for at følge Jesus. Men de følte, at de alligevel hver havde sit, som bandt dem til Jorden. — Abraham var en rig Mand ; men dersom Herren havde sagt til ham: du skal bortgive al din Rigdom, havde det sikkerlig været ham langt lettere at lyde, end da Herrens Ord lød paa at ofre Isak. Og havde Herren. givet ham Valget: enten at ofre Isak, eller at ofre al sin Rigdom, saa kan vi være visse paa, at han ikke et Ojebik havde betænkt sig paa at svare:. tag kun alt, hvad jeg ejer og har; hellere vil jeg være den fattigste af alle end miste min elskede, eneste Søn. Men Gud saa,- at Abrahams menneskelige Faderkærlighed og Faderglæde var bleven ham en Hindring i ret at holde fast ved Forjættelsen; derfor bød han ham at ofre Isak og dermed at ofre sin naturlige Faderglæde, men kun for at han skulde opnaa den langt fuldere Glæde, at han af hele sit Hjærte kunde holde fast ved Forjættelsen og faa den saa at sige lyslevende i sin Favn i sin elskede Søn Isak. Og saaledes oplevede Abraham paa sin Vis, hvad Jesus sagde til Peder (Matt 19.29): »Enhver som har forladt Brødre eller Søstre, Fader eller Moder eller Børn for mit Navns Skyld, skal faa det hundredfold igen og arve evigt Liv«. Men det var Guds Ord til Abraham, som han modtog i Lydighed, der gjorde det muligt for ham at opleve dette.

Og tænk paa Farisæeren Saul. Det var ikke Gods og Guld, der holdt ham fast, men det var hans Farisæer-Retfærdighed og Nidkærhed for Loven; den maatte han slippe og »sætte til« alt-sammen for at vinde Kristus og findes i ham (Fil 3.7-9). Der er atter dem, for hvem deres travle Arbejde eller deres Ære og Indflydelse blandt Mennesker er den Klods om Foden, der hindrer dem i at følge Jesus. Og der er dem, der hindres af deres Hjærtes naturlige Trang til at elskes og yndes eller beundres af Mennesker; dette er deres Livsmaal, for hvilket de kan ofre alt, ja endog deres egen Sjæl, og derfor have de ikke Rum til Jesu Naade.

Ja saaledes kan der være mange forskellige Ting, mange flere, end jeg her har nævnet, som kan binde Menneskers Hjærte til Jorden. Men hvad det end er-, der saaledes hindrer-os i at give vor Herre og Frelser vort Hjærte helt, saa maa vi give Slip derpaa for hans Skyld, for at kunne vinde ham og leve i ham. Der kan være Tider og Forhold, hvor Gud viser os, at vi udvortes maa slippe det, som vort Hjærte saaledes drages til paa Jorden, og hvor et Menneske maa vælge at forstødes endog af dem, der staa hans Hjærte nærmest, og saaledes forlade Fader og Moder, Søster og Broder for Jesu Navns Skyld, for at kunne følge ham. Og naar Gud viser os dette, have vi intet andet at gøre end at sige: ja, Herre, paa dit Ord! Men selv om det kan falde os nok saa tungt, saaledes at slippe, hvad der holder vort Hjærte fast, bliver dette dog aldrig en fortjenstlig Gerning, det er simpelt hen en Nødvendighed, en Frigørelse fra det, der vilde hindre os i at tilhøre Jesus Kristus og faa det evige Liv i ham. Derfor kan vi heller ikke gøre dette af egen Magt, saa vi kunde rose os selv deraf, men det er Jesu Kristi Naade, der overvinder vort Hjærte til at slippe, hvad der hindrer os i at leve i ham. Det var dette, Jesus sagde til Disciplene, da de spurgte ham: »hvem kan da frelses?« idet han svarede: »For Mennesker er det umuligt, men for Gud ere alle Ting mulige«. Dersom der kunde være Tale om, at Mennesker ved saa og saa store udvortes Opofrelser, som de selv havde udtænkt, skulde. fortjene, sig det evige Liv, saa kunde Mennesker bringe saadanne ved egen Magt; men dette vilde jo sige, at det ikke blev Jesus Kri- stus, men Mennesket selv, der blev sin egen Frelser.

Nej det, hvorom det gælder for os er, at vort Hj ærte kan give Slip paa alt vort eget, ej alene vort Gods og Guld og vor Attraa derefter, men ogsaa vor Egenvilje og Egenretfærdighed, og give Slip derpaa for Jesu Skyld, for at høre ham til. Men dette kan vi aldrig gøre af egen Magt, vi kan ikke tvinge vort Hjærte. Det sker ikke, førend Gud gør det muligt for os, d. v. s. førend Kristi Kærlighed griber vort Hjærte og tvinger det. Men vi kan ikke saaledes tvinges, uden vi selv i Oprigtighed sige. Ja dertil for at blive frelste fra Døden og Vissenheden til evigt Liv. Naar vi gribes af Kristi Kærlighed, som møder os ihans Ord og i Vidnesbyrdet om ham, da stilles Valget for os, om vort Hjærte vil eller ikke vil slippe . det, som ikke kan forliges med Livet i ham. Saaledes blev Valget stillet. den rige Ungersvend, da Jesus sagde til ham: sælg hvad du ejer, og kom saa og følg mig. Og han gjorde sit Valg: han gik bedrøvet bort, — bedrøvet, ikke fordi han skulde slippe sit Gods, men fordi han ikke vilde slippe det, skønt han følte, at han burde.

Men naar vort Hjærte har givet Slip paa det, vi kan kalde vort eget, saa blive vi i Stand til først at bruge det, ikke som vort eget, men som Herrens og i hans Tjeneste, og dernæst ogsaa til udvortes at slippe det, naar Han viser os, at vi skal gøre det, dog ikke for derved at vinde nogen Fortjeneste overfor ham, men for at frelse vort Liv, for at »vinde Kristus og findes i ham« Det kan ske, at Herren viser os dette, medens vi leve her paa Jorden; og da have vi intet andet at gøre end lydigt at svare: ja, Herre, som du vil! Men gøre vi dette, da skal vi erfare, at »alt hvad for hans Skyld vi mister, faar igen vi paa hans Ord.; vor Glæde i Herren, det evige Livs Kraft i os, skal vokse mægtigt derved. — Og én Gang vil det ske, at vi maa forlade alt dette jordiske, Hus og Hjem, Hustru og Børn, og hvad vi have levet med af de jordiske Ting, og al vor egen Kraft vil glippe, »naar Øjet brister og Synet forgaar, og Tungen ej mere at tale formaar«. Men saa sandt da vort Hjærte_ tilhører Jesus Kristus, skal vi frimodig kunne sige: Døden er mig en Vinding; jeg har allermest Lyst til at fare herfra og være med Kristus, ti det er saare meget bedre. Og vi vil da kunne give Slip paa det alt-sammen af et frivilligt Hjærte, ja med et lyst og levende Haab om, at vi skal faa det hundredfold igen hos vor Herre og Frelser. naar han fører os hjem til sig, til evindelig at være, hvor han er.

Amen.