Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Klippegrunden, Klippemanden og de levende Stene. - Femte Søndag efter Trefoldighed

Matt. Evang. 16, 13-26

Men da Jesus kom til Egnene om Filips Kæsarea, spurgte han sine Disciple og sagde: hvem sige Folk, at Menneskesønnen er? Og de sagde: nogle sige, Johannes Døber; andre, Elias; andre, Jeremias, eller en af Profeterne. Han siger til dem: men I, hvem sige 1, at jeg er? Og Simon Peder svarede og sagde: du er Kristus, den levende Guds Søn. Og Jesus svarede og sagde til ham: salig er du, Simon Jonas' Søn, ti Kød og Blod har ikke aabenbaret dig det, men min Fader, som er i Himlene. Men ogsaa jeg siger til dig: du er Petros, og paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed, og Dødsrigets Porte skulle ikke faa Overhaand over den. Jeg vil give dig Himmerigets Nøgler; og hvad som helst du binder paa Jorden, skal være bundet i'Himlene, og hvad som helst du løser paa Jorden, skal være løst i Himlene. Da paalagde han sine Disciple, at de ikke maatte sige til nogen, at han var Kristus. Fra den Tid begyndte Jesus at vise sine Disciple, at han maatte gaa til Jerusalem og lide meget af de Ældste og Ypperstepræsterne og de Skriftkloge og ihjelslaas, og opstaa paa den tredje Dag. Og Peder tog ham til Side og begyndte at irettesætte ham og sagde: Gud fri dig, Herre; ingenlunde skal dette ske dig! Men han vendte sig og sagde til Peder: vig bag mig, Satan, du er mig en Forargelse; ti din Hu staar ikke til, hvad Guds, men hvad Menneskers er. Da sagde Jesus til sine Disciple: vil nogen følge efter mig, han skal fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig. Ti hvo som vil frelse sin Sjæl, skal miste den, men hvo som mister sin Sjæl for min Skyld, skal finde den. Ti hvad gavner det et Menneske, om han vinder den hele Verden, men maa bøde med sin Sjæl? eller hvad skal et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?

»Du er Petros, og paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed; og jeg vil give dig Himmerigets Nøgler, og hvad du binder paa Jorden, skal være bundet i Himlene, og hvad du løser paa Jorden, skal være løst i Himlene.. Detg Jesu Ord har faaet en stor Betydning i Kirkens Historie, ti paa det er i Grunden hele Pavedømmets mægtige Bygning opført. Det er nemlig Pavekirkens Lære, at Jesus ved dette Ord indsatte Apostelen Peder til sin Stedfortræder og Statholder paa Jorden: medens han selv ved Faderens højre Haand er Menighedens usynlige Konge, saa skulde Peder herved have faaet Magten til at være Menighedens synlige Overhoved med Himmerigets Nøgler i sin Haand, d. v. s. udrustet med hele Kristi Magt til at fastsætte, hvad der skal gælde for sand Kristendom, saavelsom til at lukke Mennesker ude fra Frelsen evindelig. Men det vilde jo ikke hjælpe stort, om Menigheden havde et saadant synligt Hoved kun i de faa Aar, Peder levede paa Jorden ; den blev jo saa dog lige hovedløs, efter at han var død. Derfor har man paa fri Haand udfyldt, hvad der manglede. Først har man opdigtet, at Peder i de sidste 25 Aar af sit Liv havde været Biskop i Rom, og dernæst at Jesu Ord her til Peder ogsaa skulde gælde alle hans Efterfølgere, de romerske Biskopper eller Paver, saa at disse havde samme Myndighed som han, og det vil sige, som Jesus Kristus selv, til at binde og løse, til med ufejlbar Myndighed at fastsætte, hvad der herefter skal gælde for sand Kristendom, og til at staa som den Klippegrund, Menigheden skulde bygge paa, saa at hver den, som ikke tror paa Paven og hvad han har udtalt, lukker sig ude fra Jesus Kristus og hans Frelse.

Man skulde ikke tænke, at en Bygning af saa luftig og usolid Art som denne pavelige Lærebygning kunde synes indbydende for Mennesker at tage Bolig i; men Erfaringen har vist det modsatte. Naar Mennesker først have gjort det Skridt at slaa sig til Ro med at bygge deres Tro paa Menneskers Ord om Gud istedenfor paa Guds Ord til os, og med den Tanke, at til evig Frelse hører egentlig kun dette, at man udvortes bøjer sig for, hvad Kirken, d. v. s. Paven og hans Bisper, læærer og byder, saa er der næsten ingen Grænse for, hvad man villig kan lade sig byde. Og her, hvor Talen er om Jesu Ord til Peder, lader man sig aabenbart meget byde. Ti selv om den rette Forstaaelse af Jesu Ord til Peder: »paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed«, virkelig var den, at Jesus dermed havde indsat ham til sin synlige Stedfortræder paa Jorden, og selv om det var virkelig Historie, at Peder i 25 Aar havde været Biskop i Rom, saa er det dog soleklart, at Jesus ikke dermed taler et eneste Ord om de saakaldte Peders Efterfølgere, de senere romerske Biskopper.

Men vil vi forstaa Jesu Ord til. Peder, maa vi allerførst mærke os, at Jesus ingenlunde dermed gav Peder som Person eller som Apostel nogen Overhøjhed eller noget Fortrin fremfor de andre Apostle, ikke heller nogen Statholderstilling -i Menigheden. Og ligesav lidt som den apostoliske Menigheds Historie ved noget om, at han havde en saadan Stilling, ligesaa lidt var Peder i sig selv skikket til at indtage den. Peder var en Mand med et varmt, ja glødende Hjærte, som, var greben saa -mægtigt af Jesu Ord, at han følte og erfarede, at det var det evige Livs Ord. Og hans Hjærte laa paa hans Tunge, saa Bekendelsen hos ham kunde bryde frem tidligere og stærkere end hos nogen af de andre. Derfor kunde Jesus sige til ham: »salig er du, Simon Jonas Søn; ti det har ikke Kød og Blod aabenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene.. Det var ikke Kød og Blod, ikke hans egen naturlige Forstand eller Hensynet til hans egen Person, der havde aabnet hans Øjne for Jesu Guddomsherlighed, men han havde i Jesu Ord hørt og modtaget Faderens Kærlighed, saa det var gaaet ham efter Jesu Ord: »hvo som har set mig, har set Fa- deren.; og saaledes havde Faderen gjort det indlysende for hans Hjærte, hvem og hvad Jesus var, saa at han nu af sit Hjærtes Fylde kunde bekende det som den, der fuldt og fast troede og byggede paa Jesus Kristus den levende Guds Søn. Men i sig selv var Peder ingenlunde en Klippemand, en fast Karakter, som stod urokkelig der, hvor han engang havde faaet Stade. Vi se ham meget mere som et Stemningsmenneske med de bratte Sindets Omskiftelser, som man plejer at møde hos saadanne. Dette se vi allerede den Dag, han blev kaldet til Apostel paa Genesaret Sø, da han begyndte med at sige: »paa dit Ord vil jeg udkaste Garnet!. og kort efter: »Herre, gaa bort fra mig!« og saa atter faa Øjeblikke senere forlod han alt og fulgte Jesus. Saa store Omslag i hans Sind kunde ske i Løbet af maaske - mindre end en Time. Og atter se vi det samme, da han i den stormfulde Nat vilde vandre paa Søen hen til Jesus. Og tænk saa paa Langfredagsnatten, da han først sagde: om jeg end skulde dø med dig, skal jeg aldrig fornægte dig ! og en Timestid senere kunde han ikke engang holde sig vaagen. Saa igen for han op og huggede løs .paa Ypperstepræstens Tjener, og faa Timer derefter fornægtede og forsvor han sin Herre. Hvem kunde sige, at han her stod som en Klippe, som Menigheden kunde hvile paa? Ja endnu mange Aar senere, efter Kristi Himmelfart og Pinsedagen, møde vi det samme paavirkelige Sind hos Peder, dengang han i Antiokia af Frygt for de Kristne af Israels Æt lod sig bøje til at holde sig borte fri.: de Hedningekristne (Gal 2.12). — Og vilde nogen sige, at det- store Ord: »paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed«, det gjaldt ikke Peder som Person, men i hans Stilling som Apostel, saa maatte det samme jo ogsaa gælde om det knusende Ord, Jesus strags efter talte til ham • »vig bag mig Satan, du er mig en Forargelse! »saa at Peders Overhøjhed ved dette igen vilde være bleven frataget ham. Det kan vel være, at Peder selv har forstaaet Jesu Ord om Klippemanden paa den Maade, at han -derved var bleven saaledes ophøjet, at han nu kunde tale et Ord med om, hvorledes Jesus skulde eller ikke skulde fuldføre sit Frelserværk. Men Jesus afviste ham aldeles : »vig bag mig Satan; din Hu staar ikke til hvad Guds, men hvad Menneskers er!« du har intet at tale med om, hvorledes Guds Frelsesraad skal fuldbyrdes; ti du tragter her kun efter det, som synes stort i Menneskers Øjne. Og det samme siger Herren visselig endnu strengere til Peders saakaldte Efterfølgere, naar de formaste sig til at trænge sig ind i hans Frelserembede.

Men alligevel siger Jesus: »du er Petros«, d. e. du viser nu, at du svarer til dit Navn »Klippemand«. Ti Peders Bekendelse viste, at han havde Fodfæste paa den levende Klippegrund, som er Jesus Kristus den levende Guds Søn, og at denne Jesus Kristus ved Troen boede i hans Hjærte. Og derfor kunde Jesus føje til: »paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed«. Ti paa den troende og bekendende Peder kunde Herren bygge andre troende Mennesker op som levende Stene til at udgøre hans Menighed paa Jorden. Og fra den ,Tid begyndte saa Jesus at vise sine Disciple, at han maatte lide og dø og opstaa. Ti Jesus Kristus er selv Menighedens Grundvold og Hovedhjørnesten, alt som baade han selv og hans Apostle, ogsaa Apostelen Peder, atter og atter have vidnet; men dette er han først bleven derved, at han fuldbragte sin Frelsergerning gennem sin Lidelse, Død og Opstandelse. Dog er det vel at mærke, at den opstandne og him- melfarne Jesus Kristus i sig selv egentlig ikke er Menighedens Grundvold, men han kan kun være dette, naar der er Mennesker, som af Hjærtet tro paa ham og bekende hans Navn. Dersom det kunde tænkes, at Jesus Kristus havde fuldbragt sit Frelserværk og var vendt tilbage til Faderen, uden at noget Menneske troede paa ham og vilde være hans Navn bekendt; — eller dersom det kunde tænkes, at den kristne Tro vel fandtes paa Jorden, vidnefast opskreven og opbevaret fra den første Dag af. men at der ikke var noget Menneske, som optog den i sit Hjærte og bekendte den for Mennesker, saa var Jesus Kristus i Himlen, men han var ikke Menighedens Grundvold paa Jorden; han kunde ikke være Hovedhjørnestenen for det ny Guds Tempel, ti dette Tempel var da ikke til. Nej, først naar den korsfæstede, op- standne og himmelfarne Guds og Menneskets Søn Jesus Kristus i sit Ord faar Bo i Menneskehjærter ved Troen, og denne Tro bliver sig saaledes bevidst, at den kan udtale sig i Mundens Bekendelse, først da bliver han den Grundvold, hvorpaa der kan dpbygges Sten paa Sten, levende Stene, som have deres Livskraft fra ham, den levende Grundvold, og som derfor ere skikkede til, at der atter kan bygges videre paa dem, indtil Huset bliver fuldfærdigt.

Saaledes havde nu Peder ved sin Bekendelse lagt for Dagen, at Kristus havde faaet Bo i hans Hjærte; derfor kunde Jesus sige` til ham: paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed. Og hvad Jesus dermed lovede, det opfyldte han første Gang paa Pinsedagen, da Peders Vidnesbyrd, der var udsprunget af den samme Tro, som fordum hans Bekendelse, førte de 3000 hen til Jesus Kristus og til hans Menighed, saa at de ved at lade sig døbe paa Jesu Kristi Navn fik Troen tilfælles med Menigheden. og blev opbygte som levende Stene paa den samme Klippe-Grundvold, som baade Peder og hele Menigheden hvilede ;paa. Og Herren vedblev at opfylde det samme Løfte, idet han Dag for Dag lagde flere til Menigheden, som lode sig frelse (Ap G 2.47). Men disse samledes til Menigheden og førtes til Troen, ikke alene ved Peders, men ogsaa ved de andre Apostles Vidnesbyrd om den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus; . derfor er heller ikke Peder den eneste Grundsten for Menigheden, men alle Kristi Apostle ere detaillige med ham. Det var dette, Johannes skuede i Synet af det ny Jerusalem, hvis Mur havde tolv Grundstene, paa hvilke Lammets tolv Apostles Navne stod indskrevne (Aab 21. 14). Men Klippegrunden og Hovedhjørnestenen, hvorfra Apostlene havde deres Kraft til at være Grundstene for Menigheden, saa at der igen paa dem kunde bygges levende Stene, det er den le- vende Jesus Kristus. den korsfæstede og opstandne Frelser.

Dette udtaler Apostelen Peder. idet han skriver til Menigheden (1 Ped 2.4,5): »Naar I komme hid til ham, den '1e vend e Ste n, som er vraget af Mennesker, men udvalgt og dyrebar i Guds Øjne, saa blive I selv som lev end e. Stene opbygte til et aandeligt Hus«. Det er lærerigt at agte paa, at det netop er Apostelen Pe- der, der skriver saaledes, han til hvem Jesus havde sagt: »Du er en Klippemand, og paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed«. Det er, som om Peder dermed-vilde sige til Menigheden: I skal vide, at det er ikke mig alene eller nogle enkelte fremragende Personligheder, som kan faa Del i Klippens, Jesu Kristi, Kraft, men I ere alle kaldede dertil. Jesus Kristus er den le- vende Sten, Hovedhjørnestenen; naar I komme , hid til ham og holde eder til ham, saa blive I selv ved ham til levende Stene i det aandelige Hus, der har ham til sin Grundvold.

Ja, det store Ord, Jesus talte til Peder, det lød til ham, fordi han var den første, hos hvem Troen saaledes brød frem i bevidst Bekendelse. Og ingen senere Kristne kan blive Grundstene i Herrens Hus, saaledes som Peder og hans Medapostle blev det. Men dog omfatter dette Ord, rettelig forstaaet, ogsaa alle dem, der have den samme Tro og ud af den bekende den samme Jesus Kristus. Ti alle vi, som ere døbte til Kristus og tro paa ham, ere kaldede til at være levende Stene i hans Hus, og til at der kan bygges videre paa os, d. v. s. til at være som Grundlag for andre levende. Stene, der senere føjes til hans Hus. Naar vi hold e os til ham, saadan som han er med sin Menighed i sit Ord, saa at han ved Troen faar Bo i vort Hjærte, saa blive vi levende ved ham og i ham. Og at vi ere saaledes levende, det vil og maa lægge sig for Dagen i vor Bekendelse i Ord og Levned, ved hvilken atter andre Mennesker kan føres hen til ham og ligesom bygges ovenpaa os, men hvilende paa den samme levende Grundvold Jesus Kristus, saa at ogsaa de blive levende Stene ved ham. Og saaledes skal Kristi Hus og Menighed vokse, idet Sten lægges paa Sten, indtil Huset har naaet sin fulde Højde og Vækst.

Men det er Jesu Kristi Livskraft, Faderens evige Kærlighed i ham, som ved den Hellig-Aand forener alle Stenene til et aandeligt Hus og gennemtrænger dem saaledes, at vi alle dog i nogen Maade kan sige med Apostelen (Gal 2.20): »Ikke jeg lever, men Kristus lever i mig, og hvad jeg nu lever i Kødet, lever jeg i Guds Søns Tro, han som elskede mig og hengav sig selv for mig«. Men dette naa vi aldrig til med Sandhed at sige, saa længe vor eget Jeg sidder i Højsædet i vort Hjærte. Derfor sagde Jesus til sine Disciple : »Vil nogen følge efter mig, skal han fornægte sig selv. Ti hvo som vil frelse sin Sjæl skal miste den, men hvo som mister sin Sjæl for min Skyld skal finde den«. Det vil sige, kun naar vi give Slip paa vort eget Selv og paa de Krav, som det ifølge vor syndige Natur gør paa at være det, vi først og sidst skal tage Hensyn til, kun naar vi give Slip paa dette vort Selv for Jesu Skyld, for at høre ham til og for at frelses af ham, kun da kan vi finde vort Selv, kun da kan vi af Hjærtet tro paa Jesus Kristus som vor eneste Herre og Frelser og i ham blive i Sandhed frie og levende Personligheder, levende Stene i hans aandelige Hus. Dette maatte selve Klippemanden Peder lære gennem den Ydmygelsens Skole, han kom i, allermest Langfredag Nat, men ogsaa hele hans Liv igennem, lige til hans sidste Stund, da »en anden omgjordede ham og førte ham, hvorhen han ikke vilde« (Joh 21.18). Derigennem erfarede han, hvor afmægtigt og vaklende hans eget Selv var, medens Jesus Kristus derimod var den urokkelige Klippegrund, som han maatte bygge paa, om han skulde bestaa. Og vi vil alle, saa mange som tro paa Jesus Kristus, blive hver paa sin Vis førte gennem en saadan Ydmygelsens Skole, for at vi skal lære stedse dybere at sige Nej til vort eget Selv, for at kunne des dybere og lydigere sige Ja til vor Herre Jesus Kristus: Ja, Herre, paa dit Ord ! Det er den trange Vej for Kød og Blod, men den fører til Livet, fører os stedse nærmere til Jesus Kristus og knytter os fastere til ham, saa vi som levende Stene hvile paa Klippegrunden, der skal bære os urokket, ogsaa naar Himmel og Jord forgaar.

Amen.