Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Guds Børns Fuldkommenhed. - Fjerde Søndag efter Trefoldighed

Matt. Evang. 5, 43-48

Holdt paa Landemødet i Roskilde 8. Juli 1896

I have hørt, at der er sagt: Du skal elske din Næste og hade din Fjende. Men jeg siger til eder: elsker eders Fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører vel mod dem, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder, for at I maa vorde Børn af eders Fader, som er i Himlene; ti han lader sin Sol gaa op over onde og gode, og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Dersom I nemlig elske dem, som elske eder, hvad Løn have I da? gøre ikke ogsaa Toldere det samme? Og dersom I hilse eders Brødre alene, hvad særdeles gøre I da? gøre ikke ogsaa Redningerne saaledes? Saa skulle da I være fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen.

»Ser, hvilken Kærlighed Faderen har givet os, at vi skulle kaldes Guds Børn! I elskede, nu ere vi Guds Børn, og endnu er det ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men det vide vi, at naar det aabenbares, skulle vi vorde hans lige, ti vi skulle se ham, som han er«. Saaledes skriver Apostelen Johannes i sit første Brev til Menigheden (1 Joh 3.1-2) om det store, straalende Haab, vi have, saa sandt vi ere Gud Faders Børn. Det er endnu ikke aabenbaret og kommet for Dagen, hvordan den Herlighed udvortes skal være, hvori Guds Børn da skal fremtræde, og ingen kan beskrive eller udmale den; men det vide vi, skriver Apostelen, at da skal. det fuldelig komme for Dagen, at vi ere Guds Æt, idet vi skulle vorde Gud lige, — selvfølgelig ikke i den Forstand, at vi da skal blive almægtige eller alvidende som han, men da skal det Maal være naaet, som Gud i Begyndelsen skabte Mennesket til, da han skabte det i sit Billede til at ligne ham, da skal hans inderste Væsen, hans Hellighed, hans Sanddruhed og fremfor alt hans Kærlighed helt og fuldt afspejle sig i os, og alt, hvad der er fremmed for ham og er hans Vilje imod, skal være evig forsvundet fra os. Det var dette, Gud fra Begyndelsen satte som Menneskets Maal, men som Mennesket kom bort fra ved Synden, ved at følge sin egen Vilje og Lyst, istedenfor at ville, hvad Gud vil. Men Gud, >som er paa Naade rig foruden Maal og Ende«, forbarmede sig over det faldne Menneske og sendte sin enbaarne Søn, som er hans Herligheds Afglans og hans Væsens udtrykte Billede, for at vi ved og i ham skulde blive Guds Børn paany og fornyes til hans Billede, som skabte os, — ikke som en udvortes Lighed, nej Guds Gerning er altid fra Grunden af; derfor bliver Guds Billede i os fornyet indvortes fra, derved at han ved sit Naadens og Sandhedens Ord indplanter sin Kærlighed og Sandhed i os som en levende Spire, der lidt efter lidt skal gennemtrænge vort Liv og vort Væsen og afpræge sig deri. Dette er Guds gode Værk, Frelsesværket, som han begyndte i os ved sit Ord, som han indplantede i os ved den hellige Daab; men dette Værk vil først blive fuldfærdigt paa Jesu Kristi Herligheds Dag. Da er Maalet naaet, men ikke ved vort Arbejde, saa vi kunde tillægge os nogen Fortjeneste deraf, nej det skal naas derved, at vi skal se Gud, som han er i sit inderste Væsen, i hans Hellighed og Sanddruhed og Kærlighed, og dette skal da helt afspejle og afpræge sig i os.

Ja, dette er vort Haab, som er givet os at skue fremad til. Men gøre vi dette, da følger det af sig selv, at vi ogsaa maa stræbe fremad dertil. Derfor tilføjer Apostelen (1 Joh 3.3): »hver den, som har dette Haab paa Gud, han renser sig, ligesom han er ren». Mærk vel, han siger ikke : »han skal rense sig», som en Formaning eller et Bud; nej: »han renser sig.; have vi Haabet, saa maa og vil dette nødvendig medføre, at vi rense os fra al Besmittelse paa Kød og Aand og fra alt, hvad der er Gud imod. Men om nogen ikke gør dette, da er det et Vidnesbyrd om, at han ikke har Guds Børns Haab som sit Hjærtes Ejendom og Skat, men i det højeste kun har Kundskaben derom.

Men hvad Apostelen saaledes skriver om det Haab, som er givet os i vor himmelske Faders Kærlighed, det selv samme taler vor Herre Jesus om i det oplæste Evangelium, men saaledes, at han stiller det som det Maal, vi skal stræbe fremad til, saa sandt vi ere Gud Faders Børn, idet han sammenfatter alt, hvad han i den foregaaende Del af sin Bjærgprædiken har talt om, at hans Disciple skal vandre i Mildhed, i Renhed, i Sanddruhed og Kærlighed, i disse Ord: »saa værer da I fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen». Dette skal altsaa være det Maal, som Guds Børn skal stræbe til, fuldkomment at ligne vor himmelske Fader.

Der er dem, der have sagt, at det er en fantastisk Tanke, naar Johannes skriver, at vi engang skal blive Gud lige. Saaledes har man ogsaa sagt, at det er en overdreven Fordring, et uopnaaeligt Maal, Jesus har stillet for sin Menighed, at være fuldkommen ligesom Gud Fader selv. Ti hvad er fuldkomment i denne Verden? Der er jo ikke noget Punkt i Menneskelivet, hvor det fuldkomne er naaet eller kan naas. Tale vi om Kunst og Videnskab, saa vil fremfor alle de, som ere komne videst, være de villigste til at bekende, at de endnu ere langt fra Maalet; og det har alle Dage været et sikkert Kendemærke paa Overfladiskhed at mene, at Maalet er naaet, eller dog vil naas i den nærmeste Fremtid. Tale vi om den sædelige Fuldkommenhed, se vi det samme. Intet Menneske kan med Sandhed sige: nu er jeg fuldkommen, nu er jeg uden Fejl og Brøst og er i ét og alt, som det sig bør. Og vilde nogen sige dette, vilde alle oplyste Kristne, ja ethvert virkelig oplyst Menneske, uden Betænkning sige, at han slet ikke vidste, hvad Fuldkommenhed er, eller at han løj for sig selv og andre. Og det samme gælder Kristenlivet i det hele, Troens og Haabets og Kærlighedens Liv i os. Ingen kor-mer videre end til at sige med Apostelen Paulus i hans Brev til Menigheden i Filippi (Fil 3.12) : »ikke at jeg allerede har grebet det eller er allerede fuldkommen; men jeg higer derefter, om jeg dog kunde gribe det, efterdi jeg ogsaa er greben af Kristus Jesus«. Den Gang Paulus i sin Ungdoms Dage paa Vejen til Damask blev greben af Jesu Kristi stærke Haand og ved Daaben var bleven indpodet i ham, og da saaledes Guds gode Værk var blevet begyndt i ham, da blev Fuldkommenheden stillet ham for Øje som det Maal, han havde at stunde til og engang skulde naa, og da begyndte han at stræbe og hige derefter. Og nu var han bleven en gammel Mand (dette Brev er skrevet nogle faa Aar før hans Død), men han havde dog ikke naaet Maalet endnu, var ikke bleven fuldkommen, men kunde kun vedblive at hige derefter, om han dog engang kunde naa det. Og han vidste, at Guds gode Værk i ham først vilde være fuldført paa Jesu Kristi Herligheds Dag, og da først vilde han blive kronet med Retfærdighedens Sejers Krans (2 Tim 4.8).

Men er det da ikke Daarskab af et Menneske at stræbe efter Fuldkommenheden, i hvilken Henseende det end kan være, naar vi dog aldrig kan naa den her paa Jorden? Vilde det saa ikke være det forstandigste og rigtigste at slaa sig til Ro med det, man kan naa, og at nøjes med, at man er naaet ligesaa vidt som Forfædrene og »alle de andre« ? — Nej, den der vilde tale saaledes, vilde dermed give Slip paa Menneskets Højhed fremfor de umælende. Ti det er netop et Udtryk for denne Højhed, at Mennesket ikke kan slaa sig til Ro med det, som »de andre. have naaet og indvundet, men stedse higer og arbejder videre. De umælende have ogsaa et Maal at naa, og mange af dem have naaet til en Færdighed, ja en Kunstfærdighed som Mennesker maa beundre og neppe vilde kunne eftergøre. Men de naa aldrig videre end de forrige Slægter, de gentage stadig det samme. Vilde nogen derimod sige til et Menneske: du maa ikke stræbe højere eller naa videre end dine Fædre, du skal kun gentage, hvad de have gjort, da vilde enhver fribaaren Aand føle, at dette var en Fornedrelse for Mennesket. Saaledes ogsaa i vort Forhold til Gud. Det vilde være en Fornægtelse af, at vi ere skabte i Guds Billede til at leve i Gud, om vi paa Verdens Vis vilde slaa os til Ro med, at vi ere »lige saa gode som alle de andre«, maaske lidt bedre end de, maaske ikke værre end de; og fremfor alt vilde det være en Fornægtelse af, at vi i Jesus Kristus ere blevne fornyede til hans Billede, som skabte os. Jesus har selv for sine Disciple brudt Staven over den Tangegang, naar han i vor Tekst siger: dersom I elske dem og vise Venlighed imod dem, som elske eder, saa gøre I jo kun, hvad baade Toldere og Hedninger gøre, saa skikke I eder ikke som den himmelske Faders Børn.

Men ligesag lidt er det en kristelig forsvarlig og betænksom Tale at sige : skal vi stræbe efter Fuldkommenheden, maa vi kunne naa den her paa Jorden, ellers var det idel Uforstand at stræbe derefter; men da vi ikke her kan naa den himmelske Fuldkommenhed, maa vi nøjes med den jordiske Fuldkommenhed, som skal bestaa i at kæmpe og sejre. Ti selv om vi vilde se bort fra, at dette ikke var at være fuldkommen som vor himmelske Fader, saa maatte vi dog spørge: hvad er dette for en Sejer? -Kan det kaldes en virkelig, end sige en fuldkommen Sejer, naar Fjenden stedse lever op igen, ikke udenfor os, men i vort eget Hjærte og vort selviske Kød? Nej, selv om vi ved Jesu Kristi Kraft kan sejre mange Gange og i mange Stykker, saa naa vi dog aldrig her den fuldkomne Sejer; den kan vi først naa, naar. Jesus Kristus aabenbares som Sejerherren og lægger alle sine Fjender under Fod; saa sandt da hans Fjender ogsaa ere vore, skal vi sejre fuldkomment med ham. Derfor kalde Apostlene aldrig Kristenlivet: at sejre Troens Sejer, men: at stride Troens Strid. Men den, der maa vedblive at stride mod det, der vilde hindre ham i at naa Maalet, han har ikke vundet Sejren og er ikke fuldkommen. Den lyder saa fornuftig den Tale, at det er Uforstand at stræbe efter det, vi ikke kan naa her paa Jorden. Men ' denne Fornuftighed stammer ikke fra Guds Tanker, men fra Menneskers kortsynede Forstand; ti Guds Tanke er, at saa længe vi vandre i Troen, kan vi kun være paa Vej til Maalet og Fuldkommenheden og kun i Haabet se fremad dertil. Derfor skal vi arbejde paa vor Frelse og Saliggørelse hver Dag, men naa den dog aldrig her, saa længe vi maa stride Troens Strid. Vi maa hver Dag stræbe at være Guds lydige Børn; men kun en har naaet den fuldkomne Lydighed her paa Jorden, Menneskesønnen Jesus Kristus; vi derimod naa aldrig her videre end til hver Dag i hans Navn at bede : Fader, ske din Vilje, som i Himlen, saa og paa Jorden! Og saaledes er det med hele Kristenlivet og hele Guds Børns Fuldkommenhed: vi naa den ikke og kan ikke naa den, førend Gud bliver alt i alle, naar vi se ham, som han er, saaledes som dette skal ske, naar vor Herre Jesus Kristus paa sin Dag aabenbares i sin Faders Herlighed.

Men netop derfor skal vi, om vi vil bevare den Højhed, der er given os som Guds Børn, og leve i den Naade, hvori Faderen har givet os denne Børneret, stedse stræbe fremad til at ligne vor himmelske Fader. Og dette er Kristenlivets store, usigelige Lykke, at vi vide, at om end denne vor Stræben, saavelsom vor Erkendelse og Kristenlivet i det hele, her kun er og bliver stykkevis; saa er det dog en Begyndelse til det, som hisset skal fuldføres; det er en Begyndelse, som Gud har gjort, og som derfor ogsaa han vil fuldføre, saa sandt vi ikke ved vor Utroskab hindre ham deri. Dette giver os Mod til at vedblive at jage og hige fremad, saa vi hverken slaa os til Ro i det ufuldkomne, ved at sammenligne os med de andre, ej heller i Overfladiskhed kalde det Fuldkommenhed, som ikke er det. Men uagtet vi saaledes aldrig her paa Jorden naa eller kan naa den Fuldkommenhed, som Jesus sætter som Maalet for vor Stræben og Strid, saa er der dog under dette to Ting, vi ikke maa glemme. Først dette, at det fuldkomne dog er til Stede paa Jorden, og er saaledes til Stede, at vi kan faa Del deri. Det har været her til Stede i Guds og Menneskets Søn Jesus Kristus, som gennem sin Lidelse naaede til den fuldkomne menneskelige Lydighed og derved blev Ophav til evig Frelse for alle, som Iyde ham. Og da han paa Korset sagde: »det er fuldbragt«, da var det fuldkomne Sonoffer for Synden bragt, saa at aldrig noget skal kunne lægges dertil; da han opstod Paaskemorgen, var hans Genløsningsværk evig fuldkomment, saa at ingen nogensinde vil kunne forbedre det. Men denne Jesus Kristus og hans fuldkomne Frelserværk har ikke forladt denne Jord, da han for til Himmels: han er med og i sin Menighed alle Dage. Og det fuldkomne er endnu til Stede for os i hans Naadens Ord, hvori han giver os Del i sig og i al den Frelse, han har vundet. Men vel at mærke, det er ikke til Stede som den fuldkomne Frugt, men som den fuldkomne Begyndelse, som den Livets Spire i det himmelske Sædekorn, hvoraf den fuldkomne Frugt kan og skal udvikle sig. Saaledes maa vi jo ogsaa sige om det naturlige Sædekorn, at den Livsspire, som af Gud er indlagt deri, den er i sig fuldkommen, ti den indeslutter i sig hele den fuldvoksng Plante med Frø og Frugt, men som en Begyndelse, der først maa udfolde sig. Og paa samme Maade har det sig med den Livets Spire, som ved Guds Naades Ord er indplantet i vore Hjærter, med det gode Værk, som Gud har begyndt i os: det er i sig fuldkomment, men som en Begyndelse; det indeslutter i sig Fuldkommenheden, den fuldkomne Lighed med Faderen, hvortil vi ere skabte og genfødte, men denne kan vi kun naa gennem en Udvikling, som for Syndens Skyld maa foregaa gennem en fortsat Kamp; og derigennem skal vi stræbe fremad mod Fuldkommenheden, en Stræben, som gaar ud netop derpaa, - at det, som Gud gav os i Begyndelsen, maa fuldt udfolde sig, saaledes som det stykkevis skal ske her paa Jorden, idet Gud Faders Navn helliges i og ved os, saa det paa os kan kendes, hvordan en Fader vi have; men fuldkomment kan det først ske, naar vi se Gud, som han er. .

Men heraf følger da atter det andet, som vi maa holde uryggelig fast, nemlig at dette at ligne vor himmelske Fader, ja at kunne stræbe derefter, det naa vi kun i og ved hans Søn Jesus Kristus. »Hvo som har set mig, har set Faderene, siger Jesus (Joh 14.0). Han siger ikke: »har set den almægtige Gud i hans Vælde og Herlighed«, nej: han har set Faderen i hans faderlige Naade og Kærlighed tir sine vildfarne Børn. Med dette Syn begynder det bevidste Kristenliv hos Guds Børn, og dermed ogsaa den bevidste Stræben efter at ligne ham. Tænk paa den genfundne Søn, da han var kommen hjem, og hans Fader havde ' givet ham sin rige tilgivende Kærlighed og gjort ham til sin Søn igen; da maatte det atter og idelig lyde i hans Hjærte: se, hvilken Kærlighed min Fader har givet mig, at jeg skal kaldes hans Søn, jeg som har fortjent lige det modsatte; nu vil og maa jeg stræbe at ligne ham og at rense mig fra alt, hvad der er ham imod, at jeg en Gang kan naa til fuldkomment at ligne ham! Saaledes maa det ogsaa være med os, saa sandt vi have modtaget og vedblive at modtage vore Synders Forladelse og vor Børneret i Jesus Kristus som Faderens uforskyldte Naade, ligesaa uforskyldt som den, den tabte Søn fik af sin Fader, da maa det atter og atter lyde i vor Sjæl: se, hvilken Kærlighed Faderen har givet os, at vi skal kaldes hans Børn! Og saa følger nødvendig deraf, at vi maa stræbe at ligne ham, rense os, stride for at rense os, ligesom han er ren. Det er Verdens og den verdslige Kristenheds Ulykke, at den anser dette at kalde Gud: vor Fader, som Men- neskets naturlige og selvfølgelige Ret. Da forstaar man ikke, at vi kan stræbe at ligne vor himmelske Fader, og kalder det Uforstand at stræbe derefter, naar man ikke kan naa det her paa Jorden. Men jo bedre og dybere vi lære at sige med Kærlig- hedens Apostel: se, hvilken Kærlighed Faderen har givet os; at vi skal kaldes Guds Børn! en saadan Kærlighed, at han hengav sin enbaarne Søn for at kunne give os den, des højere stiger vort Mod til at stræbe at ligne ham hver i sin Stilling og Ger-_ ning, og at blive fuldkomne som han, selv om vi atter og atter med Ydmygelse maa erfare, at vi ikke kan naa denne Fuldkommenhed her i den stridende Menighed; og des lysere bliver vort Haab om, at hvad vi ikke naa og kan naa her, det skal vi naa ved hans Faderkærligheds Almagts-Kraft, naar vi se ham, som han er.

»Saa værer da fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen!. Dette er det Maal, som Gud har skabt og genfødt os til, og som vi derfor ogsaa, saa sandt vi ere Guds Børn, maa stræbe og stride for at naa. Gud give os ved sin Hellig-Aand Naade til at se dette Maal klart for øjne, og til at se, at mindre end dette er os ikke nok til fuldt at kunne leve i Gud. Og Gud give os Frimodighed til at vedblive at stræbe derefter, selv om vi til daglig Ydmygelse maa erfare, at vi aldrig naa det her paa Jorden. Men Gud give os ogsaa Aandens oplyste øjne til at se, at det ikke er vort Arbejde og vor Stræben, som skal føre os til Maalet, men den samme trofaste Gud, som i Naade har antaget os til sine Børn i Jesus Kristus og begyndt sit gode Værk i os, han baade vil og kan fuldføre det til vor Herres Jesu Kristi Dag, naar vi skal se ham, som han er.

Amen,