Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Synderes Omvendelse. - Tredje Søndag efter Trefoldighed

Luk. Evang. 15, 11-32

Jesus sagde: der var en Mand, som havde to Sønner. Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader, giv mig den Del af Ejendommen, som tilfalder mig. Og han skiftede sit Gods imellem dem. Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt og drog udenlands, til et fjernt Land, og der ødslede han sin Ejendom bort i et ryggesløst Levned. Men da han havde sat alt over Styr, opkom der en svar Hungersnød i samme Land, og han begyndte at lide Mangel. Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og denne sendte ham ud paa sine Marker til at vogte Svin. Og han attraaede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene aad; men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og sagde: hvor mange Daglejere hos min Fader have ikke Brød i Overflod; men jeg omkommer her af Sult! Jeg vil staa op og gaa til min Fader og sige til ham: Fader, jeg har syndet imod Himlen og overfor dig; jeg er ikke længer værd atkaldes din Søn; gør mig som en af dine Daglejere. Og han stod op og gik til sin Fader. Men endnu medens han var langt borte, saa hans Fader ham og ynkedes inderlig; og han løb til og faldt ham om Halsen og kyssede ham. Men Sønnen sagde til ham : Fader, jeg har syndet imod Himlen og overfor dig, og jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn. Men Faderen sagde til sine Tjenere: henter det bedste Klædebon frem og ifører ham det, og giver ham Ring paa Haanden og Sko paa Fødderne; og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være lystige. Ti denne min Søn var død og er bleven levende igen, var tabt og er bleven funden. Og de begyndte at være lystige. Men hans ældste Søn var paa Marken; og da han kom og nærmede sig til Huset, hørte han Musik og Dans; og han hidkaldte en af Karlene og spurgte, hvad dette skulde sige. Men denne sagde til ham: din Broder er kommen, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han har faaet ham karsk igen. Da blev han vred og vilde ikke gaa ind. Saa gik hans Fader ud og bad ham. Men han svarede og sagde til Faderen: se, saa mange Aar har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtraadt noget af dine Bud; og mig har du aldrig givet et Kid, til at jeg kunde være lystig med mine Venner. Men da denne din Søn kom, som har opædt dit Gods med Skøger, slagtede du Fedekalven til ham! Men han sagde til ham: Søn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men man maatte være lystig og glad, fordi denne din Broder var død og er bleven levende, var tabt og er bleven funden.

»Den Tale er troværdig og al Modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til Verden for at frelse Syndere, af hvilke jeg er den første«. Saaledes skriver Apostelen Paulus kort før sin Død til sin kære Discipel og Ven Timoteos (1 Tim 1.15). Og dette skriver han ikke som noget, • der blot vedkom andre, dem der endnu stod udenfor, eller som vare Begyndere i Kristenlivet; nej tvært imod. Ganske vist er det hans Mening, at denne troværdige Tale ogsaa skal forkyndes for andre; men han tager i særlig Grad sig selv med og stiller sig selv ind under den, idet han siger: »Kristus Jesus kom til Verden for at frelse Syndere. af hvilke jeg er den første;« det vil sige, ingen har i højere Grad end jeg trængt til at frelses ved Kristi Naade, og ingen har i højere Grad erfaret denne Naade og Barmhjærtighed; ti jeg var tilforn kommen langt bort fra Guds Rige, jeg var en Bespotter af Jesus Kristus og Forfølger af hans Menighed og en Voldsmand imod den. Det var nu mange Aar, siden Paulus havde været dette og havde faaet Del i Jesu Kristi frelsende Naade, dengang han sad blind i Judas' Hus i Damask, da Ananias kom ind til ham med Naadebudskabet fra Herren. Og nu var han bleven gammel og graa i Kristi Tjeneste, og Kristus havde paa underlige Maader vedkendt sig ham som sin Tjener og ladet sin Kraft fuldkommes i hans Magtesløshed, saa han havde arbejdet mere end alle de andre Apostle. Men over alt dette store havde han ikke . glemt, at det ene og alene var af Guds Naade, han var det, han var, ikke heller hvor uværdig han i sig selv havde været til denne Naade, fordi han havde forfulgt Guds Menighed. Dette glemte han aldrig, saa gammel han blev; han kommer i sine Breve atter og atter tilbage dertil ; og endnu i dette Brev til Timoteos, som er skrevet vel højst to Aar før hans Død til hans fortroligste Discipel og Ven, for hvem han helt kunde aabne sit Hjærte, udtaler han den samme ydmyge Bekendelse af, hvordan han tilforn havde været. Vi kan deraf se, at skønt han var saa fuldvis paa, at hans Synd var ham forladt, saa havde han dog ikke selv glemt den; han vedblev at mindes den, men saaledes, at han i des dybere Ydmyghed søgte sin Tilflugt og sit faste Tilhold i Jesus Kristus og hans Naade.

Men den samme troværdige Tale høre vi Jesus selv forklare og stadfæste i begge vore Evangelier til denne Søndag. Da Farisæerne og de Skriftkloge• saa, at alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham og hørte ham, knurrede de derover og sagde: han tager imod Syndere og holder Maaltid med dem! De vilde ikke have knurret, om Jesus havde strengelig formanet disse Syndere til at forbedre sig, heller ikke om han havde truffet Foranstaltninger, stiftet en Forening til at hjælpe dem paa Fode baade timelig og aandelig. Men at han vilde saaledes lægge sig selv til, stille sig midt iblandt dem og træde i personligt Forhold til dem, dette mente de, var et sikkert Bevis paa, at han ikke kunde være udsendt fra Gud.

Men vidste Farisæerne da slet intet om, at et Menneske kan omvende sig? Baade Loven og Profeterne ere jo fulde af Formaninger til Omvendelse; kendte de da ikke dem saaledes, at de kunde have tænkt, at disse Syndere kunde omvende sig? Jo, de have sikkerlig kendt disse Formaninger ud og ind; men dog forstod de ikke, hvad virkelig Omvendelse er. Ti saa længe et Menneske vil vinde Guds Velbehag ved Loven, ved sine Gerninger og egen Retskaffenhed, kender han ikke den virkelige Omvendelse; han kender kun dette, at Menneskers udvortes Levned kan forbedres og rettes hist og her, medens det indvortes Menneske, Hjærtets inderste Vilje, vedbliver at være lige saa selvraadigt og egenkærligt som før. Men Omvendelse vil sige, at Menneskets Hjærte og Stræben faar en hel ny Retning og et nyt LivsmaaI, bort fra Verden og sig selv og sit eget og til Gud. Og kun Evangeliet, kun Guds Kærlighed i Jesus Kristus kan bøje vort Hjærte dertil og give os et saadant Livsmaal. Det er dette, Jesus stiller os for Øje i sine tre Lignelser om det tabte, som blev fundet, hvori han fremstiller, hvorledes han søger og frelser det tabte og »giver Syndere Omvendelse og Syndernes Forladelse (Ap G 5.31).

Først fortæller da Jesus Lignelsen om Hyrden, der havde mistet et af sine Faar, men ikke holdt sig for god til at lægge sig selv til for at opsøge det, og til selv at bære det hjem og glæde sig derover. Og dernæst om Kvinden, som vedblev at søge sin tabte. Penning, indtil hun fandt den, til Glæde for hende selv og hendes Veninder. Saaledes søgte Jesus og vedbliver at søge Syndere, de tabte Mennesker; han søger dem ikke, hvor de skulde være, men hvor de ere, hvor han kan finde dem selv; ti saaledes søger den sande Kærlighed, Guds Kærlighed, som i Jesus Kristus er kommen fra Himlen ned til den faldne, syndige Jord. Og endelig i den tredje Lignelse, som vi hørte i Evangeliet, skildrer Jesus, hvorledes den tabte Søn vendte tilbage, og hans Faders Kærlighed og Glæde over at have genfundet sin Søn. Det var denne søgende og tilgivende Kærlighed, denne Naade, som i Jesus mødte Syndere, der omvendte sig; »hvo som har set ham, har set Faderen«.

Alt dette tabte, som Jesus saaledes fremstiller i disse Lignelser, baade Faaret og Penningen og Sønnen, er jo først og fremmest Billede paa de Toldere og Syndere, som Farisæerne knurrede over, at Jesus tog sig saa venligt af. Men hvad der staar skrevet om Guds Lov: »Herre, dit Bud strækker sig saare vidt (Salm 119.96)«, dette gælder i fuldeste Maal om Kristi Evangelium. Disse Lignelser gælde ikke alene om Toldere og Syndere i Jesu Køds Dage, heller ikke blot om de Mennesker, der ved Synd og slet Levned ere sunkne dybt i andres øjne; nej, de gælde om alle Syndere, hele den »Verden«, som Gud elskede saaledes, at han gav sin enbaarne Søn, for at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have evigt Liv, d. e. alle de verdslige Mennesker. Ti det er det fælles for dem alle, baade dem der ere sunkne dybt i Skam og Last, og dem der leve ærbart og retskaffent blandt Mennesker, at det er denne Verden og dens Herlighed, de leve for og søge deres Livsindhold i, og det er den, der drager dem bort fra Gud. De vil nok, ja heller end gerne have Guds gode Gaver; men kun for at de derved kan blive i Stand til ikke at trænge til Gud selv og til at leve borte fra ham. Dette udtaler Jesus i alle disse Lignelser, idet han ligner det syndige og verds- lige Menneskeliv ved at være kommen bort fra sin rette Ejer og sit Hjem. Ti Gud har skabt Mennesket i sit Billede til at tilhøre ham og leve i ham; men Synden, hvor Mennesket vil raade sig selv, skiller Mennesket fra Gud, som vi se det strags efter Synde faldet, da Adam og Eva skjulte sig for Gud: de følte sig indvortes skilte fra ham. Og denne Skilsmisse kan ikke ophæves, førend Mennesket af Guds Naade føres til at omvende sig til ham og faar sine Synder forladte.

Saa høre vi da i Lignelsen, hvorledes hin Søn drog bort til et fremmed Land langt borte fra hans Hjem, og der satte han efterhaanden alt over Styr og sank saa dybt, at han ikke længer havde noget at mætte sig med, men kun attraaede, hvad der kunde fylde hans Bug og i Øjeblikket døve hans skrigende Hunger. Ja saaledes gaar det i det fremmede Land, som hed- der: denne Verden. Det verdslige Liv begynder med at byde alskens Lyst og Nydelse; men der er ingen Mættelse derved, intet hvorved Mennesket selv kan holdes i Live. Dette er saa øjensynligt, naar Mennesker leve for den kødelige Lyst: de ende med at blive Trælle af den, men den er dem kun Svineføde, som aldrig kan mætte dem, men kun kan fylde deres Bug, saa de i Øjeblikket glemme deres Sjæls sviende Tomhed, der varsler om, at de ere paa Vej til at dø ,af Hunger. Men selv om et Menneske lever for, hvad der .er bedre, sætter sin Glæde i sit Arbejde, sit Agerbrug, Købmandsskab og lignende, eller i at udrette noget, som kan bringe ham Ære og Indflydelse blandt Mennesker, eller hvad andet der kun hører denne Verden til: han vil altid tilsidst erfare, at det ikke kan mætte hans Sjæl. Det kan fylde den, optage den helt; men under dette bliver den tommere og visnere og mere uskikket til at løfte sig og løftes op over denne Jord og dens Forkrænkelighed. Og hvis han ikke. i Tide vender om og vender tilbage til Gud og hans Naade i Jesus Kristus, vil han, naar han ser tilbage paa sit Liv, ende med at sige: det er spildt for mig alt, hvad jeg har levet og arbejdet for; og naar han ser fremad, ser han kun den sorte, øde Tomhed. Og den har han selv forskyldt!

Men Gud vil ingen Synders Død, men at han skal omvende sig og leve. Han vil af sin Naade lade komme Regnskabstimer, da Mennesket maa se ind i sig selv og besinde sig paa, hvorledes det staar til med, ham, og da det som et Lyn slaar ned i hans Sjæl, at det Verdsligheds-Liv, han lever, maa ende med Forfærdelse. Hvorledes en slig Time kommer, og hvad der bliver Anledning dertil, det raader Gud for; det kan være højst forskelligt for de forskellige Mennesker. For en kan det ske ved Sorg og Modgang, for en anden midt i hans travle Forretningsliv, eller midt i hans Forlystelser. For Saulus skete det, da han var brændende optaget af at forfølge Menigheden; for Sakkæos, da han hørte, at Jesus kom igennem Jeriko; for den tabte Søn, da han sad forsulten og ussel ude blandt Svinene. Men hvorledes det end siden sker, saa gælder det vort Liv, at vi da ikke lukke Øjnene, men gaa i os selv og uden at ville bedrage os selv se ind i vort eget Hjærte. Dette gjorde den tabte Søn. Han gik i sig selv, og det første, han der fandt, var Mindet om hans Fader og hans gamle Hjem, som han saa længe havde glemt; men dernæst saa han ogsaa, at han selv havde forspildt al Ret til at have hjemme der og havde ikke bedre fortjent end at dø af Sult i det fremmede Land. Men han v ild e ikke dø ; han vilde endnu gøre et sidste Forsøg paa at faa sit Liv reddet, ved saadan som han var at gaa til sin Fader, bekende al sin Synd og Strafskyldighed og bede om Naade, om end kun den mindste Gnist deraf. Saa stod han op og gik til sin Fader; og hos ham fandt han en langt rigere Kærlighed, end han nogensinde havde turdet vente eller haabe: hans Fader aabnede sin Favn og sit Hjærte for ham, modtog ham som sin Søn med Glæde og Fryd, fordi hans Søn, som var tabt og død, nu var funden og bleven levende igen.

Det er en Synders Omvendelse, Jesus beskriver saåledes: den tabte Søn bliver funden og levende. Dette kan kun ske, naar han omvender sig. Men det er at mærke, at det. der gjorde Sønnen levende og fandt ham igen, det var dog ikke hans Omvendelse, nej det var hans Faders Kærlighed, den gamle Kærlighed, som havde omfattet ham fra hans Fødsel af, og som han selv havde forsmaaet og forladt, men som Faderen nu gav ham tilbage. Denne Faderens Kærlighed gav ham ikke blot SønneP la d s i Hjemmet, men gav ham ogsaa et levende Sønne-H j ær t e, idet han, der kun havde tænkt at blive Daglejer og faa Del i sin Faders Godhed, nu fik hans Kærlighed og derved blev i Stand til at elske ham igen og lyde ham af et frivilligt Hjærte. Ja han blev derved i Stand til at leve med sin Fader, saa der blev et personligt Samfund imellem ham og hans Fader. Dette harmede den ældste Søn, ligesom Farisæerne knurrede over, at Jesus traadte i personligt Forhold til Toldere og Syndere. Men det er netop denne Frelse, Jesus vil give os, at vor Synd, som skiller os fra Gud, bliver udslettet. saa vi kan leve i Gud og med Gud. Og denne Frelse kan ingen Synder modtage uden at omvende sig, d. e. han maa gaa i sig selv og erkende sin Synd som selvforskyldt og bekende den for Gud, uden at søge Undskyldning og Skjul i de andres Synd eller i deres Lokkelser, og saa bede Gud om Naade for Jesu Kristi Skyld.

Og det, som skal føre en Synder til Omvendelse og give ham Magt dertil, det er Guds Naade, »Budskabet uden Mage om Jesu Kærlighed». — -Man hører ofte, at det er Loven og Lovens Prædiken, der skal føre Syndere til Omvendelse. Men havde det været den, der bragte Toldere og Syndere til at holde sig til Jesus, da havde Farisæerne ikke knurret over, at han kaldte Syndere til Omvendelse. Nej, vistnok er det sandt, at ved Loven kommer Syndens Erkendelse; men fra at erkende Synden er der et stort Skridt til at omvende sig fra den. Ti idet Loven oplyser et Menneskes Synd, oplyser den tillige, at alle de andre ogsaa ere Syndere, og netop deri finde Mennesker et velkomment Forsvar for deres egen Synd og for at blive i den. Men hvad Loven ikke formaar, det kan Evangeliet, Budskabet om Guds Naade, udrette; det kan føre en Synder til Omvendelse, ja give ham Magt dertil. Ti der skal Kræfter til at vende om. Det som gav den tabte Søn Magt og Mod til at vende hjem, det var ikke hans Sult og Nød, heller ikke hans Erkendelse af sin Synd, men det var Mindet om hans gamle Hjem med dets Lys og Lykke. Det som skal bringe et Barn, der har forset sig, til at vende om og bede sin Fader om Forladelse, er ikke Mindet om hans strenge Bud og Vrede, men tværtimod Mindet om hans Mildhed og Kærlighed. Og det, der bragte Toldere og Syndere til at holde sig nær til Jesus og høre ham, det var hans milde Naade: de følte og kunde høre paa hans Tale, at medens Farisæerne, og maaske de selv med, havde opgivet dem, saa' han paa dem som Mennesker, der kunde oprejses, og han vilde ikke knække det knuste Rør eller slukke den rygende Tande.

Ja saaledes er det. Det maa alle Ordets tro Tjenere bede om, at de udaf et Hjærte, som selv lever af Guds Naade, maa kunne vidne saa sandt og saa varmt om Kristi Kærlighed og om Gud Faders Kærlighed i ham, at Syndere kan høre og føle, at det virkelig er Guds Mening og Vilje, at ogsaa de skal finde Naade og frelses ind i hans Kærlighed. Men vi maa samtidig vidne, at denne Naade er kun og kan kun være for Syndere, som vende o m, som redelig erkende og bekende deres Synd og bede om Naade og Frelse fra den. »Det er en troværdig Tale og al Modtagelse værd, at Jesus Kristus kom til Verden for at frelse Syndere«. Denne troværdige Tale tør vi trygt stadfæste i Jesu Navn og love dem, at den gamle Faderkærlighed, som Gud gav dem, da han i Begyndelsen antog dem som sine Børn, den har han endnu, og saa sandt de oprigtig vende om fra deres Synd og bede ham om Naade, vil han give dem den tilbage, saa de skal kunne tro, være hjærtevisse paa, at han har udslettet alle deres Synder og tilgivet dem for Jesu Kristi Skyld. Da bliver Hjærtet glad i Gud og kan i Taknemlighed elske ham igen, som har elsket os først, og med Frimodighed se op til ham og tiltale ham: vor Fader! Dog ikke saaledes, at vi ogsaa selv skulde glemme, hvordan vi tilforn vare, og glemme den Synd og de Synder, vi have faaet Forladelse for. Nej det vilde være det samme, som at vort Hj ærte glemte Guds Naade og Kærlighed, om end vor Hukommelse vidste nok saa god Besked derom. Paulus glemte aldrig, saa gammel han blev, sin fordums Synd, at han havde været en Bespotter og Forfølger og Voldsmand; derfor vedblev han ogsaa til sin sidste Stund at glæde sig i Guds Naade og at takke ham for den. Og netop dette, at vi huske vor Synd, det skal holde os i den Ydmyghed mod Gud og Mennesker, uden hvilken vi aldrig kan ophøjes til at leve i Guds Kærlighed og af hans Naades Ord, hver Dag vi se paa denne Jord, saaledes at vi vokse i vor Herres og Frelsers Naade og Kendskab og blive saaledes livsforenede med ham, at intet i Verden, hverken Liv eller Død, eller noget nærværende eller tilkommende skal kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus vor Herre.

Amen!