Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Naade og Selveje. - Anden Søndag efter Trefoldighed

Luk. Evang. 14, 25-35

Men talrige Skarer vandrede med Jesus. Og han vendte sig og sagde til dem: Om nogen kommer til mig, og ikke hader sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja tilmed sin egen Sjæl, kan han ikke være Discipel af mig. Hvo som ikke bærer sit Kors og følger efter mig, kan ikke være Discipel af mig. Ti hvem af eder, som vil bygge et Taarn, sætter sig ikke først ned og beregner Omkostningen, om han har nok til at fuldføre det, for at ikke, naar han har lagt Grund og ikke mægter at fuldende det, alle, som se derpaa, skulle begynde at spotte ham og sige : denne Mand begyndte at bygge og mægtede ikke at fuldende. Eller hvilken Konge vil drage i Krig for at levere en anden Konge et Slag, uden først at sætte sig ned og raadslaa, om han er mægtig til med ti Tusende at møde den, som kommer imod ham med tyve Tusende? Hvis ikke, afsender han, medens hin endnu er langt borte, en Sendefærd og spørger om Fredsvilkaarene. Saaledes altsaa med enhver af eder: den som ikke forsager alt sit Selveje, han kan ikke være Discipel af mig. Saltet er altsaa godt; men dersom ogsaa Saltet mister sin Kraft, hvormed skal da det saltes? Det er hverken tjenligt til Jord eller til Gødning; man kaster det ud. Hvo som har øren at høre med, han høre!

»Kommer, ti nu er alt beredt!« Saaledes lød i Lignelsen i vort gamle Søndagsevangelium den Indbydelse, som Tjeneren skulde bringe de budve. Og det vil jo uden Lignelse sige, at Jesus Kristus selv har beredt og fuldbragt Genløsningsværket for os; vi skal hverken tænke paa selv at bringe Frelsen til Veje eller give ham noget Vederlag derfor, men kun tage imod hans Naades Gave. Og endnu klarere fremtræder dette, naar det videre hedder, at Tjeneren gik ud og førte ind fra Gader og Stræder fattige og vanføre, halte og blinde, altsaa idel saadanne Mennesker, som ikke kunde give noget Vederlag. Og naar Hus- bonden endelig siger til Tjeneren, at han skulde gaa ud til dem ved Veje og Gærder, som. ikke engang havde Tag over Hovedet, og n Ø d e dem til at komme, for at hans Hus kunde blive fuldt, saa siger Jesus dermed, at det er Guds Naadevilje, for at alle skal faa Del i hans Frelse, at om de holde sig tilbage, skal de nøde s til at gaa ind. Han siger ikke, at de skal tvinges eller trues; ti da kom de jo ikke selv med til Gæstebudet; det var kun deres Legemer, der kom med, men deres Hjærter blev udenfor. Men han siger : »n ø d dem til at gaa ind«, saaledes som den, der gerne under sine Venner det bedste, han har, kan nøde dem ved ret indtrængende at forestille dem, hvilken Glæde det vilde være baade for dem og for ham selv, om de vilde komme, for at deres Hjærter dog kunde bøjes til at komme med. Men det er klart, at de, der saaledes laa paa Veje og ved Gærder, allermindst havde noget Vederlag at give for at komme med til Nadveren, ligesom det jo ogsaa vilde være aldeles uforeneligt med at nøde et Menneske til at komme, samtidig at paalægge ham et Offer for at faa Lov dertil. Altsaa de, som skal faa Del i Jesu Kristi Naade og Frelse, de som skal være hans Disciple, have intet andet at gøre end at komme til ham og tage imod Naaden som Naade. Saaledes som han ogsaa siger et andet Sted: »Kommer hid til mig, alle som arbejde og tynges af Byrder; jeg vil give eder Hvile«.

Men i det Evangelium, vi nys hørte, som vi læse lige efter Lignelsen om den store Nadver, synes Jesus at tale ganske modsat. Først siger han: »Dersom nogen kommer til mig, og ikke hader Fader og Moder, Søster og Broder, ja tilmed sin egen Sjæl, kan han ikke være Discipel af mig«. Siger han ikke dermed, at de der vil være hans Disciple, — og det vil sige, være med til den store Nadver, — maa bringe det tungeste Offer, give Afkald paa det, som falder et Menneskehjærte allersværest at slippe ? Og dernæst ligner han det at være en Kristen ved et Menneske, som vil bygge et Taarn, og som da først maa gøre paalideligt Overslag over, om han nu ogsaa har Midler til at fuldføre det, og ved en Konge, som bliver angreben, og som først maa se vel til, om han har Mandskab nok til at møde sin Fjende med. Er det da ikke Meningen hermed, at hvis vi vil komme til Jesus og være hans Disciple, maa vi se os vel for, om vi ogsaa s e l v eje de ' Midler og Kræfter, som ere nødvendige til det store Arbejde, at leve som en Kristen? -- Det Taarn, eller som vi snarere vilde sige: den Borg, her er Tale om, hvor man kan være tryg mod Fjendens Anløb, det er selve Kristenlivet og dets Maal. Altsaa at bygge dette Taarn er det samme, som Apostelen Paulus kalder at arbejde paa sin Frelse. Og den fjendtlige Konge, som vil angribe os Kristne, der ere kaldede til Konger og Præ- ster for vor Gud, det er Djævelen, der »gaar om som en brølende Løve og søger, hvem han kan opsluge«. Mon det da er Meningen af Jesu Ord, at hvis vi vil være Kristne, saa skal vi først se os vel for, prøve os selv, om vi ere stærke nok til selv at overvinde Djævelen og vinde Livets Sejerskrans, eller dog om vor Vilje og vore Forsætter ere stærke og udholdende nok dertil, og at dersom vi ikke finde dette, saa skal vi helst strags opgive al Tanke om at staa Djævelen imod, skikke Sendebud til ham og slutte Fred med ham ?

Nej, hvad enten vi forstaa lidt eller meget af disse Lignelser, maa vi kunne skønne, at dette ikke kan være Meningen a Jesu Ord; ti da vilde han dermed sige det stik modsatte af det, som han siger i Lignelsen om den store Nadver, hvor Grundtanken fra først til sidst er den. at det kun gælder om med et villigt og taknemmeligt Hjærte at m o d t age Guds Naade ; der er slet ingen Tale om at yde noget Vederlag eller bringe noget med af sit eget. Og det er ikke blot i denne Lignelse, han siger dette ; det samme var jo ogsaa den ledende Grundtanke i hele Jesu Frelserliv blandt Mennesker. Derfor sagde han: Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere til Omvendelse. Derfor sagde han, at hans Evangelium forkyndes for de fattige, dem som intet Vederlag kunde give. Og dette forstod ogsaa de, der kom til ham for at blive hans Disciple; derfor holdt alle Toldere og Syndere sig nær til ham for at høre ham; ti disse Toldere og Syndere, disse fattige, vanføre, blinde og lamme, vare jo alle saadanne Mennesker, som intet havde at bygge for, som paa mange Maader vare bleene overvundne af den Onde og slet ingen Kræfter havde i sig selv til at overvinde ham; de kunde kun modtage den uforskyldte Naade.

Men hvad det er for Kræfter, vi maa have for at kunne staa Fjendens Anløb imod og til at bygge paa vor Frelses Borg, det siger Jesus klart nok i de Ord, hvormed han slutter disse to Lignelser: »Saaledes ogsaa med hver af eder; den som ikke forsager alt sit Selveje, kan ikke være Discipel af mig«. Altsaa ved at forsage alt vort Selveje, alt det som vi kan tilskrive os selv og kalde vort eget, derved faa vi Midler til at bygge vor Borg og Kræfter til at slaa vor Fjende tilbage. Det er altsaa ingenlunde Meningen, at vor egen Kraft eller vore gode Forsætter eller vor egen Dyd og Fortjeneste skulde kunne frelse os eller hjælpe. os til at blive frelste. Nej tværtimod; skal vi være Jesu Disciple og blive frelste, maa vi forsage alt vort eget, sige Nej tilalt vort Selveje, slippe al Selvraadighed og Selvklogskab, al Tillid til os selv og vor egen Kraft og Dygtighed, for som fattige og hjælpeløse lydigt at modtage den Naade og Frelse, som Jesus Kristus har beredt til os og tilbyder os i sit Ord. Kun da faa vi Kræf- terne til at fuldføre Taarnet og slaa Fjenden tilbage ti kun da kan Jesus Kristus gøre sin Gerning i os; det er ham, som er den store Bygmester og Sejerherre.

Men det var netop ogsaa det, Jesus lagde Skarerne paa Hjærte, naar han sagde : om nogen kommer til mig, skal han hade Fader, Moder, Søster og Broder. Det følger jo af . sig selv, at Jesus her ikke taler om at hade« i den onde Forstand, hvori vi sædvanlig bruge dette Ord, eller som Apostelen skriver, at den som hader sin Broder, er en Manddraber. Det er end ikke saaledes at forstaa, at om vi vil være Kristne, skal vi være tvære og ligegyldige mod andre Mennesker, ogsaa vore nærmeste, og saaledes vise vor Aandelighed ved at lade haant om de naturlige menneskelige Følelser. Nej, baade saadan Ligegyldighed og det egentlige Had er ikke andet end Egenkærlighed; og hvor meget Mennesker end finde Egenkærligheden i sin Orden, saa vide dog alle Kristi sande Disciple, at den er en af Syndens dybeste Rødder i os. Nej, hvad Jesus mener med dette skarpe Ord "hade", det se vi, naar han siger, at hans Discipel skal endog hade sin egen Sjæl, det vil sige sit eget Selv, -sit Jeg, som vi ellers alle af Natur ere saa tilbøjelige til at sætte i Højsædet, saa vi sige: hver er sig selv nærmest. Dette vort Selv har Mennesket ved Synden sat paa Tronen i sit Hjærte, men Jesus Kristus er kommen for at nedstøde det fra denne Trone, for at frelse, frigøre os fra at trælle under vort eget Selv; men dette kan kun ske, naar vi selv vil slippe det. Det er dette, Jesus her kalder at had e sin egen Sjæl; det er det samme, som han et andet Sted siger: Vil nogen komme efter mig, skal han fornægte sig selv; hvo, som mister sin Sjæl for min Skyld, skal vinde den4. Kun den, der siger Nej til sig selv og sætter Hensynet til sit eget Jeg til Side for Jesu Kristi Naade, kun han kan blive et frelst Menneske, en virkelig fri Personlighed, og kun han er skikket til at være med til den store Nadver.

Og at dette m a a være saaledes, at vi m a a fornægte os selv for at være Kristi Disciple, det vil vi ogsaa forstaa, naar vi se, hvad der er den inderste Drivkraft i vort Selv, vort eget Jeg. Ti vistnok kan der findes mange skønne og ædle Følelser i det naturlige Menneskehjærte; men se vi efter, hvad der er den inderste Drivkraft i dem alle, saa vil vi finde, at det er, hvad der behager os selv; dersom der ikke er nogen Tilfredsstillelse for os selv deri, saa faa disse Følelser ikke Lov til at gøre sig gældende. Dette se vi endog i den ægte menneskelige Kærlighed, som dog ubetinget er det ædleste og skønneste i det faldne Menneske, en Blomst fra det lukte Paradis, den Kraft, som mere end alt andet kan bringe et Menneske til at glemme sig selv over den andens Bedste. Jeg vil her ikke tale om dette, at Kærligheden saa ofte viser sig at være skjult Egenkærlighed derved, at den egentlig kun er Glæde over, at man genfinder sig selv, et Slags Spejlbillede af sig selv, i et andet Menneske. Nej, se paa den Kærlighed, som kan ofre noget paa andre, sætte sin Kraft ind paa at glæde andre; det er visselig godt og skønt at gøre dette; men ak, hvor ofte viser det sig ikke, naar man kommer til Bunds deri, at disse Ofre kun bringes og denne Kærlighed kun bevises i Haab om at faa det igen med Renter; men møder man ikke Genkærlighed og den Gengæld eller dog den Paaskønnelse, man havde ventet, saa vender Kærligheden sig til Kulde, ja kan vende sig til Had.

Det er dette Hjaertelag, vor Herre Jesus har blottet og advaret imod, naar han siger, ogsaa ved denne samme Lejlighed, lige førend han fortalte Lignelsen om den store Nadver: »Naar du gør et Gæstebud, saa indbyd ikke dine Venner og Frænder og rige Naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre Gengæld; men indbyd fattige og vanføre, lamme og blinde, saa skal du være salig; ti de kunne ikke gøre dig Gengæld; saa skal det gengældes dig i de retfærdiges Opstandelse«. Det er ikke en Regel for det selskabelige Liv, Jesus her giver; nej han siger, at saaledes skal det være med den rette Kærlighed; den skal ikke vises for Gengælds Skyld, d. e. for vor egen Skyld, men for de andres Skyld, for at gavne og glæde dem. Det er denne Kærlighed, der maa komme ind i os, om vi skal være frelste ; og den kan kun komme ind i os derved, at vi modtage Guds Kærlighed i Jesus Kristus, som indbød fattige og vanføre, lamme og blinde til Himmerigets Nadver, d. v. s. at vi modtage Guds Naade som uforskyldt. Men for at kunne modtage den og faa Rum til den maa vi fornægte os selv. Ti det er Grundulykken for os, at dette vort Selv, som var skabt i Guds Billede til at ville, hvad han vil, er blevet selvisk, saa det sætter sig selv paa den Plads, der tilkommer Gud. Denne Ulykke vil Jesus frelse os fra; men vi kan ikke blive frelste fra den, uden med vor gode Vilje, uden vi selv vil lade os frelse derfra, fra det selviske i os, Det er dette, vi maa gøre Overslag over, naar vi skal bygge vor Frelses Taarn og haabe at overvinde vor Fjende; men derfor siger ogsaa Jesus, at kun den kan være hans Discipel, som fornægter, ja hader sig selv og forsager alt det, han selv ejer; ti ellers kan vi ikke faa Hjærterum for hans Naade, hans Vilje til at frelse os, og kan ikke være hjemme ved hans Nadver, hvor hans Kærlighed fylder alle Hjaerter.

Og paa samme Maade er det atter at forstaa, naar Jesus taler om at hade Fader og Moder, Søster og Broder: det maa ikke være Rettesnoren for os, hvad der behager dem, for at vi saaledes kunde vinde deres Yndest; nej, vil vi være Jesu Kristi Disciple, maa det være os det højeste at tækkes ham, og at rette os efter, hvad han vil; men dersom andre, var det end vore allernærmeste, vil det modsatte af hvad han vil. saa maa vi sige os løs fra dem.

Men saaledes se vi da, at naar Jesus her siger, at vi for at være hans Disciple maa forsage alt vort Selveje, og at først naar vi vide dette med os selv, have vi gjort rettelig Overslag over, om vi mægte *at bygge Taarnet, og kun naar vi hade Fader, Moder og vort eget Selv, kan vi være hans Disciple: da er dette i Virkeligheden det selv samme, som han siger i Lignelsen om den store Nadver, at kun de fattige og elendige og husvilde tog imod Indbydelsen; men de budne vilde ikke modtage den fordi de ikke vilde forsage deres Selveje. Og hvad Jesus saaledes siger lignelsevis om dem, der skal kunne faa Del i hans Frelse, det er atter det samme som hans Apostel Paulus uden Billede skriver til dem, der have faaet Del i den': »Af Naade ere I frelste ved Tro, og det ikke ud af eder, — Guds Gave er det, — ikke udaf Gerninger, for at ikke nogen skal rose sig. « Kun da ere vi frelste fra al Synd, naar alt det selviske, ogsaa al Selvros er evig udslukt. Derfor maa vi frelses af idel Naade, og kun naar vi ikke have, og ikke vil have noget at byde Gud til Veder- lag, kan vi modtage Guds Kærlighed i Jesus Kristus som Natide, uforskyldt Kærlighed. Men da vil denne Kærlighed avle i vort Hjærte Taknemmelighed mod Gud og Glæde i ham, som har el- sket os først, en Glæde, som vi have fælles med alle dem, der have Del i den samme Naade. Dette er den store Nadvers Glæde her paa Jorden, og den skal blive fuldkommen ved »Lammets Bryllupsnadver hisset, hvor vi skal se Gud, som han er, og hvor vi endnu langt klarere, end det nogensinde her paa Jord er muligt, skal se, at det fra først til sidst er Guds Naade, vi skylde alt. Og da vil vor Glæde i Gud blive evig fuldkommen.

Amen