Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Det jordiske og det himmelske. - Første Søndag efter Trefoldighed

Luk. Evang. 12, 13-21

Men en af Skaren sagde til Jesus: Lærer, sig til min Broder, at han skal dele Arven med mig. Men han sagde til ham: Menneske, hvem har indsat mig til Dommer eller Deler over eder? Og han sagde til dem: ser til og vogter eder for al, Havesyge; ti selv om en har Overflod, har han ikke sit Liv af det, han ejer. ` Og han talede en Lignelse til dem og sagde: Der var en rig Mand, hvis Mark havde baaret godt. Og han overtænkte ved sig selv og sagde: hvad skal jeg gøre, ti jeg har ikke Rum, hvor jeg kan samle min Høst? Og han sagde:, dette vil jeg gøre: jeg vil rive mine Lader ned og bygge større, og der vil jeg samle al min Afgrøde og mit Gods; og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl, du har meget Gods i Forraad til mange Aar; hvil dig ud, æd, drik og mor dig! Men Gud sagde til ham: du Taabe, i denne Nat kræves din Sjæl af dig; hvem skal saa have det, som du har lavet til? Saaledes er det med den, der samler sig selv Skatte og ikke er rig i Gud.

»Sig til min Broder, at han skal dele Arven med mig!« Saaledes talte denne Mand til Jesus. Han havde med Undren været Vidne til, hvorledes den myldrende Skare flokkedes om Jesus for at høre hans Tale, og hvilken Myndighed der var i hans Ord, saa alle uvilkaarlig bøjede sig derfor. Og nu tænkte han. at han havde fundet den rette Mand til at hjælpe ham i den Sag, der fremfor alt laa ham paa Hjærte, at han kunde faa den Del af sin Fædrenearv, som han mente tilkom ham. Der kan vel ikke være Tvivl om, at han. har ment sig forurettet af sin Broder. Man har gættet paa, at han har været en yngre Søn og været misfornøjet med den Arveordning, som var almindelig i Israel den Gang, at den førstefødte Søn fik dobbelt Arvepart, og at han nu vilde have Jesus til ved sit myndige Ord at bringe en mere retfærdig Ordning til Veje; eller at han tidligere havde faaet sin Arvepart udbetalt, men paa en eller anden Maade havde mistet den, og derfor nu vilde have en ny Deling. Alt dette er imidlertid kun Gætning; Evangelisten skriver intet om, hvorledes det havde sig hermed, aabenbart fordi Jesus selv aldeles ikke indlod sig paa en Ordning af selve Sagen, men slet hen viste den fra sig som noget, der ikke vedkom ham og hans Gerning, idet han sagde: Hvem har sat mig til Dommer eller Deler imellem eder? Gaa med denne Sag til dem, der ere satte til at dømme i sligt; de maa afgøre den.

Dette er den Stilling, som Jesus stadig indtager overfor den udvortes Ordning af de borgerlige og jordiske Samfundsforhold. I kende alle det Svar, hån gav Farisæerne, da de spurgte ham, om det var tilladt at give Kejseren Skat. De vilde dermed friste ham til at give sin Kendelse i det store Grundspørgsmaal, som laa alle Israeliter saa stærkt paa Sinde, hvorledes det kunde være forsvarligt, at Guds Folk sted under en hedensk Øvrighed. Men Jesus lod Skattens Mønt give Svaret: Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Og et maaske endnu mærkeligere Eksempel paa det samme møde vi (Joh 8.3 ff), da Farisæerne førte en Kvinde, som var greben i Hor, til ham og spurgte : Moses har sagt, at saadanne skal stenes; hvad siger nu du? Men Jesus svarede dem: den af eder, som er uden Synd, kaste den første Sten. Og da de saa "vare gaaede deres Vej tavse, én for én, sagde han til Kvinden: heller ikke jeg domfælder dig; gaa bort og synd ikke mere ! Jesus vil jo ingenlunde dermed sige, at det var en ligegyldig eller uskyldig Ting, at denne Kvinde havde brudt sin Ægteskabstro ; og det er en grov Misforstaaelse at forklare Jesu Ord til Kvinden, som om han dermed sagde: den Synd, du har øvet, er dig forladt, eller har intet at sige; gør det blot ikke mere. Nej Jesus siger: det er ikke min Sag at fælde din Dom eller sætte en udvortes, timelig Straf for din Synd. Og dertil føjer han saa den Formaning • synd ikke mere! d. e. omvend dig fra din Synd, saa kan det endnu blive godt med dig.

Og saaledes som Jesus selv stillede sig til den udvortes Sam- fundsordning, saaledes gjorde ogsaa hans Apostle efter ham. Hvor som helst Apostlene bragte Evangeliet hen i det hedenske Romerrige, mødte de den mest skrigende Ulighed mellem Mennesker, idet over Halvdelen af Rigets Indbyggere vare Trælle, der betragtedes og behandledes kun som Redskaber, som Arbejdsdyr uden Menneskerettigheder. Og hertil kom endnu, at blandt de fribaarne havde heller ikke Kvinderne i nogen Maade lige Kaar med Mændene (ligesaa lidt som de hage det endnu, hvor Evan- geliet ikke har spredt sit Lys), de vare i Grunden kun Redskaber for Mændene og deres Lyster. Her kunde man tænke, at det først og fremmest maatte være Apostlenes Opgave at sætte al deres Kraft ind paa at tilvejebringe en udvortes Forandring af disse ulykkelige, ja i Grunden umenneskelige Forhold. Men det gjorde de ingenlunde. Vi kunde udtrykke deres Stilling dertil saaledes, at de sagde med Jesus: Hvem har sat os til Dommere og Ordnere af alle disse Forhold? Derimod formanede de de kristne Trælle til at være tro og lydige mod deres Herrer, ja til at lyde dem, som var det Kristus selv, de adlød. Og hvad der kunde synes endnu mærkeligere: de paalagde ikke de kristne Herrer at give deres Trælle fri, men kun at bevise dem, hvad ret og billigt var, at gøre mod dem, som de vilde, at deres Trælle skulde gøre mod dem selv. Men hvad dette var, og hvad der var ret og billigt, overlod de til deres egen Samvittighed at afgøre. Men paa den Maade afskaffedes lidt efter lidt disse Menneske-fornedrende Samfundsforhold, alt som Kristi Evangelium sejrede i Folkene og dets Kraft gennemsyrede dem.

Hvorfor behandlede da Jesus disse jordiske Forhold paa denne Maade og afviste alle Opfordringer til at indblande sig i dem? Vi kan jo dog ikke tvivle om, at han baade i disse to Brødres Arvetvist og i de andre Tilfælde, jeg nævnte, har grant set og kunnet klare, hvad der i hvert enkelt Forhold var den retfærdige Afgørelse. Der var maaske dem, der vilde svare : fordi Kristendommen intet har med de timelige og jordiske Forhold at gøre; den sande Kristendom skal drage sig bort fra alt det jordiske og kun tage vare paa det himmelske. Men dette var en fuldstændig Vildfarelse, som allerklarest modbevises af Historien, der lærer os, at ingensteds er Menneskeret og Menneskeværd saaledes anerkendt, og ingensteds er Retfærdighed og Lighed for Retten saaledes gennemført, som i de Folk, hvor Evangeliet har slaaet Rod. Nej Grunden er den, at Kristus, som Apostelen skriver, er kommen for at forløse os fra al Lovløshed og Uretfærdighed. Men dette kan kun ske derved, at Menneskehjærtet indvortes løses af Uretfærdighedens Baand, fra den Selvraadighed, Egenkærlighed og Gridskhed paa Verden, som er Roden til al Lovløshed, til al Ulydighed mod Gud og al Uretfærdighed iblandt Mennesker med alle de ulykkelige og ubillige Samfundsforhold, som Mennesker sukke og trykkes under. Dersom derimod Egenkærligheden bliver i Hjærtet, det Sind, som siger: hver ser paa sin egen Fordel, og som har det til Grundlov: hver er sig selv nærmest og er Tyv i sin Næring, saa hjælper det ikke, om de udvortes Forhold blev ordnede aldrig saa godt og retfærdigt, de vilde dog uafladelig blive misbrugte til ny Uretfærdighed, om end i en anden, Skikkelse end tilforn.

Dette skal Kristne huske paa i vore Dage overfor de idelige Krav om, at vi ved Evangeliets Magt skal løse snart denne, snart hin Samfundsopgave i det borgerlige eller det politiske Liv. Det gentager sig idelig, at naar Samfundsforholdene ere komne i en Haardknude, som viser sig stedse mere uløselig, saa vende Mennesker sig til Kristendommen med det Krav eller den Begæring, at den skal tale det løsende Ord. De have en Følelse af, at Kristendommen sidder inde med de Kræfter og den Myndighed, som kan klare disse Forviklinger. Og denne Følelse er i sig selv fuldkommen rigtig. Kristendommen er virkelig i Stand til at løse alle saadanne Samfundsknuder, ligesaa vist som Jesus selv kunde have løst hin Arvetvist. Men den Løsning, som Kristendommen vil bringe, den vil Verden slet ikke nøjes med, og den Løsning, Verden kræver, kan Kristendommen ikke give. Ti Kristendommen vil og skal kun virke paa Hjærterne, indenfra, fra Grunden af, men Verden kræver udvortes Foranstaltninger, som kan bringe Klagerne til Tavshed, og vilde Kristne forsøge at bruge Evangeliet dertil, vilde de forraade selve Kristendommen og Kristi Riges Sag til Verdensmagterne. — Saadanne Krav kom til Orde hos os for ikke mange Aar siden under den bitre Strid mellem det politiske Højre og Venstre, idet man fra begge Sider krævede, at Kristendommen og Kristi Tjenere skulde tage Parti og tale det afgørende Ord. Og det samme kan vi høre nu til Dags i det endnu mere indgribende Spørgsmaal, den store Arvetvist mellem Brødre, som er oppe i det sociale Spørgsmaal, om Forholdet mellem Kapital og Arbejde, om den rette Fordeling af Afbejdsudbyttet, og alt hvad derhen hører. Der kræve »de besiddende.. at Kristendommen skal sikre dem deres lovlige Ejendom, medens »de besiddelsesløse« kræve, at Kristendommen skal tilvejebringe en anden og retfærdigere Fordeling af Ejendommen. saa Lighed mellem Mennesker kan fremmes og gennemføres.

Men Kristendommen og Kristi Evangelium er ikke sat til Dommer eller Deler i denne Sag. Vist nok maa vi inderlig ønske, at saadanne Spørgsmaal tages op til Behandling af troende Kristne, som have baade den tilbørlige Indsigt og Jesu Kristi Sindelag, saa de ikke søge deres egen Magt og Storhed derved, men lade sig føre af Guds Aand og Jesu Kristi Menneskekærlighed. Ti det er den uundværlige indvortes Betingelse for at kunne se klart i denne indviklede Sag, at man i Sandhed ikke søger sit eget, og at man har Kærlighed til Mennesker, fordi de ere Mennesker. Men dersom Kristne forsøge at afgøre Sagen ved Evangeliets Myndighed, ved at bruge Ord af Herren og hans Apostle som Forskrifter, hvorefter slige udvortes Forhold i det jordiske Sam- fund skulde ordnes, saa forraade de Kristi Rige til Verden, idet de gøre hans Ord og Evangelium til en verdslig Lovmagt. Kristi Ord skal være den styrende Magt i troende Kristnes Hjærter og derudfra i deres Levned; men det var en Misbrug af Kristi Ord at tage dem som en Lov, hvorefter man skulde indrette det jordiske og borgerlige Samfunds udvortes Forhold. Nej vi skal arbejde paa os selv, at Guds Naade og Sandhed i Jesus Kristus maa styre vore Hjærter og vor Omgængelse blandt Mennesker, saa vi kan være iblandt dem som »Jordens Salt; og vi skal efter den Evne og Lejlighed, Gud giver os dertil, stræbe at vise og føre Mennesker hen til vor Frelser Jesus Kristus, at han kan blive Herren i deres Hjærter og derudfra styre deres Levned og deres Forhold til hverandre indbyrdes. Og dermed skal vi følge Jesu Spor; ti »Disciplen er ikke over sin Lærer, men den udlærte Discipel skal være som sin Lærer (Luk 6.40)".

Saaledes stillede Jesus sig til de to Brødre, mellem hvem der var den Arvetvist, som vort Evangelium melder om. Den der klagede til Jesus, har selvfølgelig ment, at den anden var uret- færdig mod ham; og denne paa sin Side har ment, at det vilde være Uretfærdighed, om han skulde give sin Broder mere, end han allerede havde faaet. Men dersom der havde været den rette Broderkærlighed i deres Hjærter, saa havde Tvisten jævnet sig som af sig selv, eller var aldrig opkommen Om vi derimod tænkte os, at Jesus havde afgjort Sagen ved et myndigt Ord, vilde det saa i mindste Maade have hjulpet disse Brødre til at elske hinanden som Brødre? Nej det vilde kun have flyttet Util- fredsheden med Fordelingen fra den ene Broder over til den anden, og det vilde have fjernet deres Hjærter end mere fra hinanden.

Ti Udjævningen af denne Broderstrid kunde kun ske fra Grunden af, naar det onde Sind, der var Kilde til Striden, blev drevet ud af deres Hjærter. Det er dette, Jesus peger paa i den Formaning, som han derefter udtalte til sine Tilhørere : »Ser til og vogter eder for al Havesyge, ti selv om en har Overflod, har han ikke sit Liv af det, han ejer.. Og gennem den følgende Lignelse viser han dernæst, hvad der er den rette Kilde for et Menneskes Liv, nemlig at være rig i Gud. Ja, ingen har sit Liv al det, han ejer, selv om han ejer nok saa meget; det kan ikke forlænge hans Liv en eneste Time, end sige fri ham fra Døden, ja det kan ikke engang gøre den sidste Dødskamp lettere for ham. Og langt mindre kan det holde hans Sjæl i Live. Nej det gælder om at være »rig i Gud», d. e. at Gud og hans Naade er vort Livs Indhold og Glæde, saaledes at det er os det første og vigtigste af alt at være visse paa, at han kender os for sine Børn, der kan leve ,i ham med det Haab, at det Liv, vi leve her, er Begyndelsen til det Liv, der skal blive salig fuldkommet hisset, naar vi skal se ham, som han er. Men denne Rigdom kan ingen naa uden ved Troen paa hans Søn Jesus Kristus, i hvem vi møde hele Gud Faders Kærlighed. Naar den faar Plads i vort Hjærte, da faa vi ogsaa Magt til at vogte os for al Havesyge, baade den, der tragter efter mere for at puge sammen derpaa, og den, der vil have mere for at kunne nyde des mere og for at kunne sige med den rige Taabe i Lignelsen : nu kan jeg æde og drikke og more mig, saa meget jeg lyster.

Ser vel til, at I vogte eder for al Havesyge, siger Jesus; ti ingen har sit Liv af det, han ejer, det kan ikke holde ham i Live, hverken legemlig eller aåndelig; men Havesygen kan ind- snævre og indtørre et Menneskes Hjærte, saa det ikke faar Rum til Livet, hverken til Menneskers eller til Guds Kærlighed. Og denne Advarsel gælder ikke alene Verdens Børn og »de andre., men den har ogsaa i fuldeste Maal Ærende til Kristi Disciple, dem der tro paa ham og bekende hans Navn. Ti der haves desværre mange Eksempler paa, at ogsaa hos disse kan Havesygen faa en frygtelig Magt, denne Pengegriskhed, som vel kan ofre meget til gudelige øjemed, ligesom for dermed at sone denne Synd, men som dog paa saa mange Maader viser sig at være en Rod til alskens ondt, baade i Handel og Vandel og i Forholdet mellem Mand og Mand, og især deri, at disses Kristendom da bliver en vissen, haardhjærtet Kundskab, der sætter Livet i de udvortes vedtagne Former og Handlinger og drager sin Næring af at dømme »de andre«.

Ser til, at I vogte eder for al Havesyge, siger Herren til sine Disciple. Ti Begærligheden efter det jordiske Gods kan friste os alle, baade dem der have det, og dem der savne det; og hvis den faar Raaderum i os, blive vi fremmede for Guds Rige og vort himmelske Hjem, ti hvor vi søge vor Skat. der vil vort Hjærte være. Men Værnet mod Havesygen er, at vi leve i dette himmelske Hjem, idet vi leve i det Naadens Ord, hvorved Gud har antaget os til sine Børn i Jesus Kristus og givet os Hjemsted hos sig. Og dette vil sige, at vi stadig paany modtage det som et Naadens Ord og saaledes søge Guds Rige og hans Retfærdighed. Da faa vi vor Skat i Himlene og blive i Stand til at bruge de jordiske Ting med Taksigelse som en betroet Husholdning, hvor det gælder om at være tro mod vor Gud og Herre, som har betroet -os den, saa vi engang ogsaa om den kan faa at høre det livsalige Ord: vel, du gode og tro Tjener, over lidet har du været tro, jeg vil sætte dig over mere ; gak ind til din Herres Glæde!

Gud styre og styrke os dertil ved sin Hellig-Aand for Jesu Kristi Skyld!

Amen.