Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Jeg er med eder alle Dage. - Hellig Trefoldigheds Fest

Og Jesus traadte frem, talede til dem og sagde: mig er given al Magt i Himmel og paa Jord; gaar derfor hen og gører alle Folkene til mine Disciple, ved at døbe dem til Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands Navn, idet [ lære dem at holde alt, hvad jeg har befalet eder; og se, jeg er med eder alle Dage indtil Tidens Fuldendelse.

Dengang Jesus under sit Læreembede første Gang udsendte de tolv Apostle til at berede Vejen for ham, sagde han udtrykkelig til dem, at de ikke skulde gaa til Hedningene, ikke heller til Samaritanerne, men derimod til de tabte Faar af Israels Hus (Matt 6.6). Altsaa de skulde kun gaa til deres egne Landmænd, hos hvem de derfor kunde vente en ialfald nogenlunde venlig Modtagelse og et nogenlunde aabent Øre for det Budskab, de bragte, at nu var Tiden nær, da Forjættelserne skulde opfyldes. Og endvidere udsendte Jesus dem to og to, aabenbart for at de ikke skulde føle sig forladte, hvis de ikke fandt god Modtagelse, men kunde have Trøst og Støtte af hinanden.

Men anderledes er det med den Sendelse, som vi høre om i det oplæste Evangelium, da Jesus, efter at han ved sin lidelse og Død og Opstandelse havde sonet Alverdens Synd og vundet sig Ejendomsret til hele den faldne Menneskeslægt, befalede sine Apostle at tiltræde det Embede, som deres Navn betegnede. Da sagde han: gaar ud og gører alle Folkene til mine Disciple. Og her viser han dem ikke hen til nogen eneste menneskelig Støtte, som kunde være dem til Forsvar og Beskærmelse, end ikke til, at de skulde gaa ud to og to ; nej, al deres Styrke og Støtte i deres Gerning skulde de have i dette: »jeg er med eder alle Dage indtil Tidens Fuldendelse«. Og dermed lover han dem, at om der end skulde møde dem nok saa mange Hindringer i den Verden, de gaa ud i, saa vil han dog sørge for, at deres Gerning ikke skal være forgæves, og han vil vogte og forsvare dem, saa ingen skal rive dem ud af hans Haand. Men det er ikke sine Apostle alene, han lover dette; han siger ikke: jeg er med eder alle Dage indtil eders Livs Ende, nej: indtil Tidens Fuldendelse; han vil være med sin Menighed og med alle sine Tjenere i den alle Dage, lige indtil Tiden udrinder i Evighedens Hav, og ej alene »Ugræssets er blevet fuldmodent, men ogsaa Menigheden her paa Jorden har naaet den fulde Vækst baade udadtil og indadtil, som den maa naa for at gaa ind til Bryllupsglæden i det ny Jerusalem.

Og tænk saa paa, hvad der ligger i dette Ord: se, jeg er med eder alle Dage. Dengang Apostelen Paulus tog Afsked fra Menighedens Ældste i Efesos, da sluttede han: »Og nu overgiver jeg eder til Gud og til hans Naades Ord, som mægter at opbygge og at give Arvelodden iblandt alle de helliggjorte (Apg 20.32). Saaledes kan et Menneske tale, en Herrens Tjener, der ved med sig selv, at han oprigtigt har stræbt at føre sine Tilhørere paa Frelsens Vej og hen til vor Herre og Frelser Jesus Kristus. Men enhver Kristen, ja ethvert Menneske vilde føle, at om nogen anden, om det saa var den højeste Apostel eller den ypperste Lærer i hele den kristne Menighed, ved sin Skilsmisse fra sine Venner og Tilhængere vilde sige: nu forlader jeg eder udvortes, men jeg vil dog være med eder alle eders Dage, — ikke at tale om: til Dagenes Ende, — saa vilde det være en aabenbar Gudsbespottelse, og jeg er vis paa, at endog de ivrigste Tilhængere af et saadant Menneske, naar de hørte den Tale, vilde sige: nej, nu kan vi ikke følge ham længere.

Men her siger Jesus dette om sig til sine Disciple. Det er en af de mest slaaende af alle de Udtalelser om Jesu Guddommelighed af Herren selv og hans Apostle, som vi finde i den hellige Skrift. Ti dermed stiller Jesus sig paa en Plads, i en Højhed, som ingen Skabning kan indtage, men kun den, som har al Magt i Himlen og paa Jorden. Og hele Kirkens Historie indtil den Dag i Dag er en fortløbende Stadfæstelse paa, at dette hans Ord er Sandhed, at han virkelig er med sin Menighed alle Dage, og det i en langt dybere Betydning end i hans Køds Dage. Vist nok, det var et mageløst Fortrin for hans første Disciple at have vandret med ham og gaaet i Lære hos ham i de tre-fire Aar, hans Læreembede varede, og ikke alene at se hans Gerninger, men især at høre Livets Ord af hans egen Mund og daglig ligesom at omstraales af de Hellighedens og Kærlighedens Straaler, der udgik fra ham. Men dog, hvor underlig tillukte og tungnemme vare de ikke i mange Maader, saa, vi i Grunden maa sige, at de levede deres Liv udenfor ham. Og hvor forsagte viste de sig ikke i Langfredagsnatten, da de alle forlod ham og flyede. Men se dem saa, efter at Jesus var faren til Himmels, da de fra Pinsedagen af frimodig tog Kampen op med hele den store, travle, selvkloge Verden, saa langt de kunde naa, og da de kunde sige med Paulus: alt mægter jeg i Kristus, som gør mig stærk! Det er øjensynligt, at da var Jesus Kristus dem endnu nærmere med sin Kraft end i hans Køds Dage. — Hvoraf kom denne store Forskel? Den kom deraf, at Jesus nu havde opfyldt sin Forjættelse (Joh 16.7ff): Det er eder gavnligt, at jeg gaar bort, ti saa vil jeg sende Talsmanden den Hellig-Aand til eder, og han skal herliggøre mig, ti han skal tage af mit og forkynde eder. Ti denne Forjættelse er ikke saaledes at forstaa, er ikke heller opfyldt paa den Maade, at den Hellig-Aand fra Pinsedagen af traadte saaledes i Jesu Kristi Sted, at han fra nu af traadte i Skygge for den Hellig-Aand. Nej lige omvendt: ved den Hellig-Aands Udgydelse over Menigheden og alle Vegne, hvor den Hellig-Aand faar Rum til at virke i Hjærterne, der herliggør han Jesus Kristus i Menneskehjærterne, saa vi kan leve i ham, og han bliver vort Livs dybeste Kildespring, idet han er med os i sit Ord.

Og saaledes vedbliver han at være med sin Menighed; Dødsrigets Porte have aldrig faaet Overhaand over den. Der har mere end én Gang været mørke Tider for Menigheden, da Menneskeværk og Menneskekløgt syntes helt at have overskygget Guds Naades Lys og Jesu Kristi Frelsernavn. Og dog viste det sig altid, at Herren alligevel havde en Menighed, som i Oprigtighed og Ydmyghed holdt fast ved hans Ord og turde leve derpaa, saa at Verdens og Dødens Bølger ikke kunde opsluge den. Derfor kunde Troen og Bekendelsen atter træde frem og sejre over de Fjender, der truede med helt at kvæle dem. Ja saaledes er det. Jesus Kristus er ikke alene med sin Menighed i saadanne Tider, da den træder sejerrig frem, men ogsaa i dens trange og mørke Tider. Og skal vi trøste os til Kristi Forjættelse om, at han er med sine, saa maa vi ikke drømme om, at dette kun skulde opfyldes i en ideal Menighed, hvor alle Skrøbeligheder og Synder vare borte, nej han opfylder denne Forjættelse ogsaa under Menig- hedens største udvortes Skrøbelighed, alle Vegne hvor der kun er Hjærter, som oprigtig tro paa ham og holde fast ved hans Ord.

Derfor se vi ogsaa, hvad der maaske er det allermest slaaende Vidnesbyrd om, at han er med sin Menighed, at ikke alene hans Ord kan finde Tiltro den Dag i Dag, men ogsaa, at han selv kan faa Hjærterne i Eje og vinde deres Kærlighed, som ingen anden, og det skønt ikke et eneste Menneske gennem saa mange Aarhundreder har set ham selv personlig. Der har været . store Aander baade i gamle og nyere Dage, som i deres Tid have haft begejstrede Tilhængere, for hvem hvert af deres Ord stod fast som evig Sandhed. Der har været store Magthavere, som have formaaet at vinde især deres Hæres Tillid og Beundring og Kærlighed, saaledes at Mennesker i Tusendevis vare rede til at ofre deres sidste Blodsdraabe for deres Navn og Storhed. Men naar saadanne store Mænd først vare døde og borte, vilde intet Menneske længer tænke sig Muligheden af at ofre sit Liv for deres Skyld. om de end maaske gemte de mindste Minder fra Samlivet med dem som deres dyreste Eje. Og om de end kunde vedblive at have Beundrere i Hobetal, vilde ingen tænke paa at elske dem. End ikke vi Kristne kunde jo egentlig sige, at vi elske Mænd som Peder og Paulus og andre Stormænd i Menigheden fra Fortiden; vi se op til dem, og vi vilde elske dem, om vi mødte dem; men nu kan vi ikke elske dem. Anderledes derimod med Jesus Kristus. Der har alle Dage siden hans Himmelfart været, og er den Dag i Dag Tusender og atter Tusender af Mennesker, som før vilde ofre alt og Livet med, før de vilde fornægte ham og bortkaste hans Ord. Og dette gælder ikke om særegne sværmerske Aander, nej om Mennesker, som ere rolige og sindige i al deres Færd. Heller ikke er det Mennesker af en vis særegen Nationalitet eller Dannelse. Nej det er Mennesker af alle Folkefærd, saa forskellige i jordisk Henseende, at den ene næppe kan forstaa den andens Tænkesæt og Levevis, af de højest dannede og aandsudviklede Folk og Mennesker, og af de mindst kultiverede; men de mødes dog i det samme: i deres Hjærters Tro og Kærlighed til Jesus Kristus, ikke blot til hans Lære, men til ham selv personlig. — Hvorledes er dette muligt? spørge de, som staa udenfor. Der er kun et eneste Svar, som kan forklare denne Gaade: at Jesus Kristus er med sin Menighed alle Dage, Og at han opholder den og sine troende i den, saa ingen Magt kan rive dem ud af hans Haand, og de have i ham en Livskraft og en Livets Rigdom, som langt overvejer og overstraaler alt, hvad stort og herligt Verden kan byde.

Hvorledes skal vi da faa denne Rigdom i Eje? hvorledes skal vi blive saaledes hjzerteknyttede til Jesus Kristus, at vi tilhøre ham og have disse lykkelige Kaar at kunne leve vort Liv med den Fortrøstning, at det ikke skal ende som et spildt Liv, og at vor Herre Jesus Kristus vil bevare og forsvare os indtil vor sidste Stund, ja i al Evighed? Herpaa have vi Jesu Svar i vort Evangelium i Dag, hvor han befaler sine Apostle og med dem hele sin Menighed til Dagenes Ende, at de skal gøre Mennesker til hans Disciple ved at døbe dem til Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands Navn; de skal ved Daaben gøre dem delagtige i dette trefoldige Navn med al den Naade, som det indeslutter. Det er Jesus Kristus, som har befalet sin Menighed at døbe saaledes, og det er ham, som ved sin Lidelse, Død og Opstandelse har vundet al denne Naade; og naar vi modtage dette trefoldige Navn i det Ord, hvori det tilbydes os til at tro paa, da indlemmes vi i Jesus Kristus og i hans Menighed og faa ham til Herre. Dette er det første. Og dernæst siger Jesus, at de, der saaledes ere døbte, skal oplæres til at holde alt, hvad han har befalet sine Apostle og sin Menighed, holde det fast i troende Hjærters Lydighed. Hermed siger han visselig ogsaa dette, at de døbte skal vejledes til i alle Ting at være hans lydige Tjenere, der ikke rette sig efter, hvad der er dem selv til Behag, men efter hvad vor Herre Jesus Kristus vil. Men denne Lydighed maa begynde med og udvikle sig deraf, at vi i Troen paa ham holde de Grundbefalinger, han har givet sin Menighed, og hvori han har givet den sit Ord til Sjælenes Frelse. Det er ikke Befalinger, som kunde holdes ved at bringe en eller anden udvortes Ydelse, men de ere at ligne ved, at en Læge befaler den syge: dette skal du iagttage og bruge, saa kan du haabe at blive karsk og sund. Dette er vistnok en Befaling, som maa lydes og holdes i Tillid til Lægens Ord, men i dybeste Forstand er det et Tilbud og en Gave. Og det samme gælder i end fuldere Maal vor Herres Jesu Kristi Befalinger, hvorved han bringer Lægedom til dem, der lide ilde af Syndens dødelige Sygdom. Vi skal holde det Troens Ord, der lød til os ved vor Daab, holde det fast ved stedse paany at modtage det, fordi derved blev Jesu Kristi Frelsernaade og dens Frugt bragt til os, da vi blev døbte efter hans Befaling. Vi skal holde hans Befaling om Bønnen, fremfor alt den Bøn, om hvilken han selv sagde til sine Disciple: saaledes skal I bede: Vor Fader, du som er i Himlene! Og vi skal holde hans Befaling om hans hellige Nadver, saaledes som han siger: dette skal I gøre til min Ihukommelse. Og at vi holde disse Befalinger, vil , sige, at vi holde dem fast i Hjærtets lydige Tro, ikke fordi vi selv kan forstaa eller bevise, at netop saaledes skal Kristi Frelsergerning ske i os, men fordi han selv har sagt det, saa det altsaa er paa hans Ord og i hans Navn vi tro og bede, og at vi nyde den hellige Nadver.

Da vil ogsaa den Hellig-Aand knytte vort Hjærte fast til vor Herre Jesus i Tro og i Kærlighed, den ydmyge Kærlighed, som ikke for nogen Pris vil slippe ham, og som glædes ved at kunne lyde og tjene ham i alle Ting. Ja saaledes frelses, frigøres vi alt mere og mere fra den Selvraadighed og Ulydighed, som er Syndens dybeste Rod, og som skiller os fra Gud, frigøres til at være Gud Faders lydige Børn og Jesu Kristi lydige Tjenere, der i Sandhed tilhøre ham. Og da kan vi trøste os til, at den Forjættelse, han har givet sin Menighed: »se jeg er med eder alle Dage indtil Tidens Fuldendelse,» den vil han opfylde ogsaa paa os: han vil være med os og forsvare os alle vore Dage her i Tiden og i Striden, og han vil føre os hjem til sig til at leve i hans Lys i al Evighed.

Amen.