Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Folkekirke og Frimenighed. - Anden Pinsedag

Ap. G. 2, 44-47

Men alle de troende holdt sig sammen og havde alle Ting tilfælles; og deres Ejendomme og Gods solgte de og delte det ud til alle, efter som nogen havde det behov. Og medens de hver Dag vare endrægtig vedholdende i Helligdommen og brøde Brødet hjemme, fik de deres Føde med Fryd og Hjærtens Enfold, idet de lovede Gud og havde Yndest hos hele Folket. Og Herren føjede hver Dag sammen med dem saadanne, som lode sig frelse.

Det er en Skildring af den første Menigheds Liv i Jesusalem i Tiden nærmest efter den store Pinsedag, som vi her have hørt. Og der kan ikke tænkes nogen skønnere Skildring af et Menighedsliv end denne, at de troende saaledes vare fælles om alle Ting, ikke alene om Gudstjenesten baade i Templet og i Husene, men_ ogsaa om det timelige, saa de udgjorde ligesom en stor Husstand, et Broderskab, der havde alt deres jordiske Gods tilfælles, saaledes som dette beskrives her, og endnu fyldigere nogen Tid derefter, da Menigheden var vokset til 5000 eller flere: »de troendes Mængde havde ét Hjærte og én Sjæl, og end ikke én sagde, at noget af det, han ejede, var hans eget, men de havde alle Ting tilfælles (Ap G 6.33)«, Ellers er det jo den jordiske Ejendom, mit og dit, som paa saa mange Maader skiller Hjærterne ad og volder Splid iblandt Mennesker; men her se vi det modsatte; her var ikke Spørgsmaal om mit og dit, men enhver af de troende ansaa det, som han kunde kalde sit, for bestemt til at tjene ogsaa til de andres Bedste, og saaledes blev dette dem et Middel, ikke alene til at vise Kærlighed mod hverandre, men dermed ogsaa til at knytte de mange fastere sammen i indbyrdes Kærlighed.

Spørge vi, hvorledes dette er gaaet til, da kunde vi vel svare, at det var fordi Menigheden, saa ung som den var, havde lært at stille den jordiske Ejendom paa sin rette Plads og at tage den som en Tilgift fra den himmelske Fader til den evige Ejendom, han havde givet dem i sit Naadens Ord, alt som Jesus havde sagt: »søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skulle I faa alle de timelige Ting, som I have behov, i Tilgift (Matt 6.33)«. Derfor tog de det jordiske som et Middel til at leve som Guds Børn paa Jorden. Men Grunden til, at de havde lært dette og fattet denne Lærdom saa vel, den var, at de alle havde »ét Hjærte og én Sjæl«, idet den Hellig-Aand havde fyldt alles Hjærter saaledes med Kristi Kærlighed, at den var Sjælekraften og Hjærteslaget i dem alle. Men derfor var dette Fællesskab ogsaa aldeles frivilligt. Det udsprang ikke deraf, at de, som havde lidet eller intet, krævede og tog fra dem, der havde mere, eller tvang disse til at meddele dem af, hvad de ejede, men deraf, at de som ejede noget, gav og meddelte til dem, der trængte, dog ikke som en Almisse, nej saaledes som Brødre og Søskende kunne dele med hverandre. Og vistnok kan og tnaa vi sige, at der var en Magt, som tvang dem dertil; det var Kristi Kærlighed, som levede i deres Hjærter ved Troen, der tvang dem til at glemme sig selv og deres eget over deres Brødres Bedste. Men enhver, som kender noget til Kristi Kærlighed, ja hver som endog blot kender den Magt, der er i den ægte menneskelige Kærlighed, han vil forstaa, at om vi end med Sandhed kan sige, at Kærligheden er en tvingende og bindende Magt, saa er det dog ikke mindre sandt, at »jo fastere den binder, des friere den gør«; ja det er netop den dybeste Frihed, Friheden fra Selviskhedens Trællelænker, saaledes at tvinges, at man maa sige: jeg kan ikke andet end vise Kærlighed og bruge alt mit til at vise Kærlighed mod den anden. Det er denne Gtids Børns Frihed, som skal blive fuldkommen og fuldt aabenbares i Herlighed, naar Maalet er naaet, og Gud er bleven alt i alle. Da skal det fuldt aabenbares paa den frelste Menighed, hvad der fremtraadte saa skønt i den første Menigheds Liv i Jerusalem, i den første Spire, der brød frem af det himmelske Sennepskorn, som Menneskesønnen havde lagt i sin Have: det skal aabenbares i sin fuldmodne Frugt, saa alle Guds frelste og hellige skal i fuldeste Maal have ét Hjærte og én Sjæl og alt tilfælles, fordi de skal være evig ét i Gud, og fordi derfor alt, hvad de have, det have de i Gud, hvis evige Kærlighed og Liv de alle ere fælles om.

Men der er endnu et andet Træk i denne Skildring af den første Menigheds Liv, som er vel at mærke for Kristne, der vil leve deres Liv vor Herre og Frelser til Ære, og ikke mindst for Kristne i vore Dage ; det er det Forhold, hvori Menigheden stillede sig til Israels Folk og Menighed. Derom hørte vi: »de vare hver Dag endrægtig vedholdende i Helligdommen, og hjemme brød de Brødet«. Dette er Beskrivelsen af den kristne Menig- heds Gudstjeneste. Det var altsaa langt fra, at de vilde skille sig fra Israels Gudstjeneste; tvært imod, alle som én samlede de sig stadig i Helligdommen hver Dag, nemlig paa de Tider, da de gudfrygtige Israeliter samledes der til Bøn, først og fremmest ved Bedetimerne, naar det daglige Morgen- og Aften-Offer blev frembaaret, saa ogsaa paa Højtiderne og andre Tider, naar der holdtes Gudstjeneste i Helligdommen. Og som de stillede sig til Gudstjenesten, saaledes stillede de sig ogsaa til Moseloven i det hele ; de vedblev at holde dens Bud og Skikke, lige indtil Gud selv gjorde det umuligt, ved Jerusalems Ødelæggelse. Man kunde vel undre sig herover og spørge: havde da Jesus ikke frembaaret sig selv som det store, evige Forsoningsoffer, hvorved alle den gamle Pagts Ofre vare afskaffede? og havde ikke Gud selv, den Gang Forhænget til det Allerhelligste splittedes ad i Jesu Dødsstund, klarlig vist, at nu skulde man ikke længer søge ham i Jerusalems Tempel, men nu var i Jesus Kristus Adgangen aabnet til det himmelske Allerhelligste, saa vi i ham have umiddelbar Adgang til Faderen? Hvor kunde da Kristi Menighed vedblive at deltage i Israels Gudstjeneste, som kun havde været en Skygge af den Virkelighed, der nu var aabenbaret? Maatte ikke Menigheden der- ved friste svage Sjæle, som ikke vidste rettelig at gøre Skel mellem Billede og Virkelighed, til at betragte Moseloven og dens Ofre som nødvendige til Frelse, saa Kristi Ord og hans Naade kun blev en ny Lap paa Lovens gamle Klædebon? Ja, man kunde føje til: og har ikke Kirkens Historie vist, .at denne Fare blev til Virkelighed, og at mange af den israelitiske Kristenhed faldt i denne Snare, saa Jesus Kristus ikke for dem blev Guds enbaarne, evige Søn, men kun den ypperste af-alle Profeterne, og hans Ord kun en Forbedring eller Forøgelse af Moseloven, hvorved de endte med at falde fra ham og hans Tro?

Saaledes kunde man spørge, og saaledes er der bleven spurgt Og talt. Men dog vilde det være en forhastet Dom at sige, at dette skulde være en Svaghed af den første Menighed og Her, rens Apostle overfor Jødedommen. Hvor var det ogsaa tænkeligt, at samtidig med at Herrens Aand udrettede saa store Ting i og ved Menigheden, som aldrig siden, udrustede den med en saadan Ild og Lys og Kraft fra Gud, at den ikke alene øgedes i Dagetal, men at Kristi Kærlighed var saa stærk i den, som vi nys hørte : — at Aanden saa samtidig skulde have sluppet eller forladt Menigheden, naar den stod overfor Israels Lov og Guds- tjeneste, saa at den her havde gaaet aldeles paa Vildspor?

Men saaledes var det visselig heller ikke. Nej, hvad Misbrug og Misforstaaelser der end kan være kommet ud deraf, — og det er jo kun Sandheden og det gode, der kan misbruges, — saa er det lige vist, at Menighedens Forhold til Israel er en Aabenbarelse af den samme Hellig-Aands Kraft, som fremtraadte saa skønt deri, at de troendes Mængde havde ét Hjærte og én Sjæl og alt tilfælles. Ti ligesom dette var en Frugt af, at Kristi Kærlighed havde sejret og herskede i dem alle, den Kærlighed, i hvilken han havde hengivet sig selv og helliget sig selv for sin Menighed og bedet for den: »Fader, at de alle maa være ét, jeg i dem, og du i mig« (Joh 17.22) — saaledes var dette, at den kristne Menighed vedblev at slutte sig til Israels Menighed, atter en Aabenbarelse af den samme Jesu Kristi Kærligheds Magt, den som han havde udtalt i sin Bøn paa Korset: »Fader, forlad dem, ti de vide ikke, hvad de gøre«. Ti dermed bad han først og fremmest om, at »det ufrugtbare Figentræ maatte staa et Aar endnu», at Guds Besøgelsestid maatte vare ved, for at dog de af Israel, som endnu vilde lade sig frelse, maatte blive frelste, ihvor lille en Levning det end var.

Ti dersom Kristi Menighed havde adskilt sig fra Israels Folk med dets Lov og Gudstjeneste, hvad andet vilde da være sket, end at den med det samme havde afskaaret sig selv og Kristi Evangelium fra al Indvirkning paa Folket? og da vilde Dommen over Israel være fældet, og Figentræet omhugget. Men efter Guds Langmodighed skulde det staa »et Aar endnu... Derfor vedblev de at prædike Evangeliet for Folket, og Gud føjede det saa, at de kunde vedblive dermed, trods alt Fjendskab hos høje og lave. Og derfor vedblev de at bede for Folkets Frelse; det gjorde ikke alene nogle enkelte, som Stefan i sin Dødsstund, og som Jakob Herrens Broder, der efter Apostlenes Bortgang blev den første Mand i Menigheden i Jerusalem, og om hvem det er troværdig fortalt, at han bad saa vedholdende derom, at hans Knæ vare blevne ganske haardhudede af at knæle ned i saadan Bøn; men hele Menigheden gjorde det ogsaa, naar de samledes med Israel i Helligdommen ved Bedetimerne, hvor de fuldt ud kunde deltage i Israels Bøn om den kommende Frelse og Opfyldelsen af Israels Haab, kun med den Forskel, at de kunde bede derom langt dybere og fuldere, fordi de vidste og troede, at dette Haab var opfyldt i Jesus af Nasaret. Og de vedblev dermed i Kristi Kærligheds Kraft, lige til de saa »Ødelæggelsens Vederstyggelighed staa paa det hellige Sted;« da kom de Jesu Ord i Hu og flyede bort fra det Folk, over hvilket Guds Vredes Dom nu skulde og maatte fuldbringes.

Men denne Kærlighed til deres Folk kunde saa vel forenes med at elske og tjene vor Herre Jesus Kristus, fordi de stedse vedblev ved Siden af Israels Gudstjeneste og Helligdom at have Kristi Helligdom ukrænket og ubesmittet i deres egen Midte, ikke en udvortes straalende Bygning som det stolte, guldtakte Tempel t paa Moria, nej fattig og ringe for Menneskeøjne, men rig og straalende og dyrebar i Guds Øjne, han som ser paa Hjærtet. Det var denne Helligdom, de samledes til, naar de hjemme brød Brødet, hjemme i deres egne Huse og Hytter, hvor der var Rum dertil; der samledes de med dem, med hvem de havde Troen tilfælles, om vor Herres hellige Nadver, ja om den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus selv, saaledes som han efter sin Forjættelse vilde være midt iblandt dem og være med dem alle Dage. Denne Helligdom og Gudstjeneste havde de for sig selv, den kunde de ikke have tilfælles med Israel, ligesaa lidt med de gudfrygtige, som med de vantro og verdslige; og denne Naade brugte de saaledes »i Fryd og Hjærtens Enfold K, at de ved Kristi Kærligheds Kraft kunde vokse i Yndest baade hos Gud og Mennesker.

Men alt dette er skrevet til Lærdom og som Forbillede for os til hvem de sidste Tider ere komne. Ja netop hvad der her kete, hvad Gud her virkede i Menighedens Begyndelse, har en særegen forbilledlig Sandhed ; ti den Begyndelse, som Gud gør, indeslutter i sig hele den følgende Udvikling i Spiren. Og naar vi i vore Dage betragte Kristi troende Menigheds Stilling midt i den store Kristenhed, saa er det iøjnefaldende, at den her er stillet paa ganske lignende Maade, som den første kristne Menighed, naar denne samledes i Helligdommen med det store blandede Selskab af Israeliter, baade med dem, som havde Yndest for Menigheden, og med de ligegyldige og lunkne, ja med aabenbare Fjender, som lurede paa deres Ord og Færd. Ti hvor man har en Folkekirke, som baade her hos os og andenstds, hvor N saa at sige alle, der høre til Folket, bære det kristne Navn, der er der kun altfor mange, som ikke have stort andet af Kristendommen end Navnet, men i Virkeligheden staa ligesaa fjernt fra den kristne Tro, som Israels Folk i Kirkens første Dage, og hvis aandelige Stade i bedste Fald er et Forberedelsens Stade, et lignende som Israels overfor den nye Pagt. Jeg taler her ikke om de aabenbare Fornægtere og Spottere, som visselig intet Samfund, der vil bære Kristennavn, burde taale i sin Midte; nej, jeg taler om de mange, som hverken fornægte eller bekende, hverken ere kolde eller varme for Guds Rige, saadanne, som vel kan siges paa deres Vis at tro paa den almægtige Gud, der viselig styrer alt, og at trøste sig til hans Forsyn, men ikke som de, der vil tjene og lyde ham, nej snarere saaledes, at de vil, at hans Forsyn skal tjene dem til, at de kan leve i og for Verden. Men de tro ikke paa Jesus Kristus som deres Frelser, han er dem kun en Sædelærer og et Sædeligheds-Mønster, ikke den Herre, som med sit Blod har vundet sig Ejendomsret til vort Hjærte og forløst os fra alle vore Synder; ti de vide neppe, at de trænge til Frelse, — nok til Udfrielse af en eller anden Nød, men ikke til Frelse fra deres Synder; de mene, at den borgerlige Hæderlighed eg Retskaffenhed, som de ubestridelig have, og naar det kommer højt, deres Længsel efter kære afdøde, maa være dem nok til, at deres Jordeliv skal ende i Salighed hisset.

Det er ikke nogen Hemmelighed, nej det er en vitterlig Sag, at der er mange saadanne Medlemmer af vor Folkekirke. Og hvad skal vi saa sige om dem, der aabenbart gøre deres Bug og Mammon til deres Gud og kun tragte efter de jordiske Ting, men ere Kristi Korses Fjender, og som dog ogsaa regnes med til Folkekirken? Der staar i en bekendt lille Salme: »Hvor salig er den lille Flok, som Jesus kendes ved !« Og troende Kristne, hvem det er en Hjærtesag at leve i Kristus og bekende ham som Herren baade i Ord og Levned, maa visselig sige: ja, vi er kun en lille Flok i Sammenligning med den langt større og talrigere, der lever som Verdens Børn, skønt de bære Kristennavn ; vor Folkekirke er i Sandhed et saare blandet Selskab; derfor er det ogsaa meget langt fra, at dens Medlemmer kan siges at have et Hjærte og én Sjæl.

Og naar der saa til alt dette endnu kommer, at en saadan Folkekirke paa mange Maader kan være afhængig af Staten og Folkets borgerlige Øvrighed, som maaske kan være meget fjern fra levende Kristendom, saa kan man ikke undres paa, at der er spurgt : var det saa ikke langt bedre, om den troende Menighed, de som vilde frivillig tro og bekende, og som kendte hinanden for Brødre i Kristus, skilte sig ud fra den store Hob, dette store blandede Selskab, og dannede en fri Menighed, hvor man kunde vente, at ingen andre vilde være Medlemmer end de, hvem det er en Hjærtesag at høre Jesus Kristus til og at frelses af hans Naade, — eller maaske mange smaa Frimenigheder, der hver efter sit Maal af Vækst og sine Vilkaar indrettede sig, som Aanden fører dem, eller som de selv finde det tjenligst? Er det ikke en stadig Fristelse for svage Sjæle, at saa megen Verdslighed og aabenbar Synd kan uhindret og næsten upaatalt findes under kristent Navn, saa de derved fristes til den samme Verdslighed? Og lægges der ikke .som en stadig Lænke om Menighedens Fod derved, at den er belemret med denne store verdslige Hob, saa den hindres i at gaa fremad og vandre vor Herre og Frelser til Ære?

Saadanne og endnu stærkere Ord har man talt herom. Og .ingen troende Kristen kan nægte, at der er Sandhed i denne Tale. Men alligevel, netop naar vi fæste Øjet paa den første Menighed i Jerusalem, hvor .Guds Aand gjorde sin Gerning saa rigeligt og saa mægtigt som aldrig siden, saa maa vi blive betænkelige ved denne Tale og bestemt fraraade at gøre efter den, saa længe Herren ikke selv giver sin Menighed Tegnet dertil. Og Tegnet vil som den Gang blive dette, at »Ødelæggelsens Vederstyggelighed staar paa det hellige Sted«, saa Menigheden ikke længer kan færdes der uden at rives med af samme Vederstyggelighed.

Ja, naar nogen nu kræver, at vi skulde træde ud af Folkekirken og danne en Menighed af troende Kristne udenfor den, saa maa vi med Menighedens Begyndelse for Øje svare: nej, ikke endnu! Saaledes maa vi svare, først for vort Folks Skyld, som trods al Verdslighed dog ikke har løssagt sig fra Kristi Evangelium, og som trods det Fjendskab mod Kristi Kors, der kan træde frem, dog stedse erkender, at Korsets Ord er det sande Evangelium, og viser dette i Gerning derved, at aldrig flokkes Skarerne tættere og villigere om Ordets Forkyndelse, end hvor det for Verden daarlige og forargelige Korsets Ord lyder. Ti ved en saadan Udtrædelse vilde Menigheden næsten helt afskære sig og Evangeliet fra at indvirke paa Folket i dets Helhed, og navnlig paa dem, der trænge mest dertil, og som vi i visse Maader kan sige, ligge Jesu Hjærte nærmest, det er de fattige og forkomne, Toldere og Syndere«. Det er sagt med Sandhed, at Folkets Kirke er de fattiges Kirke; ti der er ingen saa fattig og ussel, hverken i timelig eller i aandelig Forstand, at han jo, naar han føler sin Sjælenød, ved, hvor han kan vende sig hen med Ret til at vente et kærligt og aabent Øre, nemlig til den Præst, som i Folkekirken er beskikket til Ordets Tjener for den Kreds, hvor han har hjemme. Og heri ligger en stor og alvorlig Paamindelse for os, som ere blevne Ordets Tjenere, at vi ikke maa glemme, at vi ikke ere satte til Tjenere blot for den lille Flok, — allermindst for den, som sondrer sig fra de mange ved sine Penge, men heller ikke for den lille bevidst troende Flok alene, men at vi, saa vidt det staar til os, skal bede for alle og vidne og være Vejledere for alle i den os tilmaalte Kreds.

Derimod for de fri Menigheder, som udskille sig fra de mange, vil der altid være den Fare, at de kun komme til at omfatte dem, der kan yde deres Bidrag til Menighedens Fornødenheder, saa at de, der intet eje, og de, der maa »nødes til at gaa ind (Luk 14.23)«, komme til at staa aandelig hjemløse udenfor. Men deri ligger, at man heller ikke for Menighedens egen Skyld kan ønske en saadan Udtrædelse, førend Herren selv viser, at nu skal den ske. Ti den Snæverhjærtethed, at man saaledes blot holder sammen med sine egne, indeslutter en stor Fare for Kristenlivet; ti den er det modsatte af at føres af Kristi Kærlighed. Og den vil atter medføre Snæverhed paa et andet Omraade, den Snæversynethed, at Menigheden, istedenfor at føres af Guds frigørende Aand, bliver Træl af Menneskers snævre Tanker og Meninger, saa den sætter sig fast i visse Lærdomme, bindes af enkelte ledende Ordføreres Tanker og Meninger, hvorved Livet ender i dødt Bogstav-Væsen, eller ogsaa løber ud i det udvortes modsatte, men indvortes aldeles ligeartede : i Sværmeri eller Kætteri. Anderledes derimod i Folkekirken. Netop fordi den omfatter Folket i dets Helhed, dette store blandede Selskab, hvori der findes saa mange Afskygninger af det kristelige, lige fra den fuldt bevidste personlige Tro til den svageste Paavirkethed af Kristendommens guddommelige Sandhed, derfor kan den give Rum for mange forskellige Anskuelser og Retninger, naar de kun bekende Jesus Kristus som Herren og Frelseren og vedkende sig at bygge paa den Grundvold, hvorpaa Folkets Kirke bygger; ja, den maa og bør gøre det, om den forstaar sin egen Opgave, og den kan ikke andet, om den vil være Folkekirke, kan ikke forstene sig i de en Gang indvundne aandelige Resultater, men maa give Rum for Aandernes frie Rørelser, og saaledes for Fremskridt, Udvikling og Vækst, selv om denne skal foregaa gennem mange Fejl og Fald.

Og saa er der endnu et Punkt, som maaske mere end alt andet nu om Dage minder os om at tage Lære af den første Menighed og viser os, at vi bør bie paa Herrens Time og bruge den kirkelige Frihed i Folkekirken, saa godt vi formaa, til vor Herres Ære, indtil han selv giver os Tegnet til at vandre ud. Jeg pegede før paa, at den første Menighed .i Jerusalem havde sin egen Helligdom for sig selv, naar den hjemme i Husene brød Brødet og samledes om Jesu Kærligheds-Maaltid. Men det er et mærkeligt Tidens Tegn, at det samme begynder at komme frem i vore Dage. I Aarhundreder har der lydt mange Klager over, at hele den store Hob med Kristennavn til visse Tider flokkedes om Herrens Nadverbord, og mange alvorlige Præster have gjort alt for at true eller skræmme dem bort derfra, at de ikke skulde æde og drikke sig selv til Dom. Men nu synes den Tid ikke at være fjern, da alle slige Trusler vil blive overflødige. Ti samtidig med, at den troende Menighed lærer at sætte større og større Pris paa Herrens Bord, bliver der Aar for Aar flere, som holde sig borte derfra, og det endog saadanne, som jævnlig, ja endog stadig, deltage i Menighedens Gudstjeneste. Hvad der fordum i Menigheden brugtes som en Tugtelse mod dem, der ved slet Levned havde givet aabenbar Forargelse, at de blev »exkommunicerede«, udelukte fra Menighedens Samfund og Samfundsmaaltid, dette udøve mange nu til Dags ganske frivillig paa sig selv, idet de sige: hvorfor skulde vi deltage i denne Skik? At Bønnen kan løfte, at et levende Vidnesbyrd kan styrke og glæde, det kan vi forstaa; men at denne Nadver skulde kunne have nogen Betydning for vor aandelige Vækst, det kan vi ikke forstaa; derfor holde vi os borte derfra. Ja saaledes tale de; men den dybeste Grund til, at de saaledes udelukke sig fra Samfundet, er dog utvivlsomt den, som de neppe selv ere sig klart bevidste, at de inderst inde føle sig som stagende udenfor den kristne Menigheds Samfund, fordi de neppe dele dens Tro paa Sønnen, og end mindre paa den Hellig-Aand. Endnu er det vistnok kun i Hovedstaden og de større Stæder, at denne Selvudelukkelse fra Herrens Bord er bleven almindelig; men den breder sig dog stedse mere ogsaa udenfor disse blandt saadanne, som mene ved deres Oplysning eller Stilling at hæve sig noget over de mange. Og naar man kender noget til, hvorledes sligt udvikler sig, kan man ikke tvivle om, at det ikke vil vare længe, inden denne Selvudelukkelse fra Nadveren vil blive ligesaa almindelig, som det fordum har været, at alle trængte sig frem dertil.

Ja, der kunde være meget at sige herom. Men jeg vil her kun pege paa dette som en Kendsgerning, der viser, at Menigheden er i Færd med at vende tilbage til den første Menigheds Kaar i Jerusalem, hvor de troende havde Herrens Nadver som en Helligdom for sig selv alene. Der maa visselig vækkes Alvorstanker hos os ved at agte herpaa; men først ;og fremmest gælder det om, at Menigheden derved skal lade sig paaminde om at bruge dette Herrens velsignede Kærligheds-Maaltid rettelig, og at vi Ordets Tjenere gøre, hvad vi formaa, for at vise dem, der vil frelses, hen til Herrens Nadverbord, og at vi alle bruge det »med Fryd og Hjærtens Enfold«, saa vi derved maatte vokse i vor Herres og Frelsers Naade og Kendskab, i hans Kraft og Kærlighed, saa vi kunde staa som Lys i Verden og skinne for alle dem, der ere i Huset. Det er vel muligt, at dette, at Menigheden saaledes faar sin dybeste Helligdom for sig selv, er et Vidnesbyrd om, at Røsten snart vil lyde fra Herren: gaar ud af Babel, ti nu tager Vederstyggeligheden atter Plads paa det hellige Sted! Dog derom behøve vi ikke at spørge eller granske; vi have kun at arbejde, saa længe det er Dag, og at bruge vor Tjeneste der, hvori vi have faaet den, i vort Folks Kirke, ja at »holde denne vor Tjeneste i Ære«, om vi derved kunde føre nogle, eller mange af vort Folk til Frelsen, hen til vor korsfæstede og opstandne Frelser, der hvor han vil findes af os her paa Jorden. Og til at ære vor Tjeneste hører ogsaa, at vi hver for sin Del gøre vort til, at vor Folkekirke kan staa som de fattiges Kirke, hvor det kan kendes, at Jesu Kristi Kærlighed til de elendige endnu er til Stede paa Jorden, og som et Hjemsted for aandelig Frihed, hvor der saavidt muligt kan være Rum for alle, som vil frelses af vor Herres Jesu Kristi Naade og modtage Syndernes Forladelse og evigt Liv som en uforskyldt Naadegave i hans Navn. Da vil der, selv om Aanderne mangen Gang skulde støde haardt sammen, ogsaa være Rum for aandeligt Fremskridt og Udvikling fremad til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes voksne Alders' Maal.

Men han, vor Herre Jesus Kristus, som af Naade har gjort os,til sine Tjenere, han danne og bøje os ved sin Hellig-Aand til at være hans lydige og tro Tjenere hver paa sin Plads, saa vi ikke søge vort eget, men hans Ære og hans Menigheds Vækst og Fremme!

Amen.