Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Den Hellig-Aand bliver hos Menigheden. - Pinsedag

Joh. Evang. 14, 15-21

Dersom I elske mig, skulle I holde mine Befalinger; saa vil jeg bede Faderen, og han skal give eder en anden Talsmand til at være hos eder i Evighed, Sandhedens Aand, som Verden ikke kan faa, fordi' den ikke ser ham, ej heller kender ham; men I kende ham, fordi han bliver hos eder og skal være i eder. Jeg vil ikke efterlade eder faderløse; jeg kommer til eder. Endnu en liden Stund, saa ser Verden mig ikke mere, men I se mig, fordi jeg lever, og I skulle leve. Paa den Dag skulle I kende, at jeg er i min Fader, og I udi mig,' og jeg i eder. Hvo som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og hvo som elsker mig, skal elskes af min Fader, og jeg skal elske ham og aabenbare mig for ham.

Man hører ikke sjældent oprigtige Kristne sukke over, at den Hellig-Aands Naadevirkninger ere kun saa lidet kendelige i vore Dage; den Kraft, hvormed Aanden virkede i Apostlenes Tid, de store Naadegaver, han den Gang uddelte i den første Menighed, ses ikke saaledes mere. Derfor er der ikke faa som sige. at det bliver ikke til noget med Menighedens Liv, før der oprinder en ny Pinsedag, førend den Hellig-Aand paany udgydes over Menigheden ligesom i Begyndelsen. Og vi have visselig Grund nok til at sukke over, at der i Kristenheden i vore Dage er saa megen Selvraadighed og Selvtilfredshed og Forelskelse i egne Tanker og Meninger; alt dette er ikke af Guds Aand, ti hvor han virker og raader, gør han Mennesker lydige og ydmyge, sagtmodige og en- drægtige. Og vi have alle stadig Grund nok til at prøve os selv, om vi lade os føre af den Hellig-Aand, eller af vore egne selvbehagelige Tanker. Men vi maa ikke indbilde os, at Lægedommen skulde være at finde eller vente i en ny Aandsudgydelse. En saadan har Jesus aldrig lovet sin Menighed, men han har lovet, at Talsmanden, den Hellig-Aand, som han sendte Menigheden paa Pinsedagen, skal blive hos den evindelig, og denne Forjættelse har ikke glippet. Den er kendelig nok endnu for hver den, hvis Hjærtes Øjne ere opladte til at skelne mellem den Hellig-Aands Gerning og Menneskers Gerning, og som er ydmyg nok til at have nok i Jesu Kristi Naade uden at begære særlige Tegn og Undere.

Have vi saadanne opladte Øjne, da vil vi endnu den Dag i Dag kunne kende den Hellig-Aands Naadevirkninger baade i de enkelte Kristne og i Menigheden i det hele. Hvor Mennesker ved det Vidnesbyrd, der lyder i Menigheden, føres til at gaa i sig selv og omvende sig til at tro paa Jesus Kristus, saa de kan sige: jeg tror og er vis paa, at Jesus Kristus er min Frelser, død og opstanden for mig, og at jeg har mine Synders Forladelse og evigt Liv, der er det den Hellig-Aand, som har virket denne Tro i det Menneskes Hjeerte og saaledes fortsat, hvad han begyndte paa Pinsedagen ved Apostelen Peders Prædiken, hvorved de tre Tusende bragtes til at gaa i sig selv og lade sig døbe paa Jesu Kristi Navn. Og Gud være lovet, dette sker endnu, ja vi kan hver Dag se Vidnesbyrd om, at den Hellig-Aand gør denne Naadegerning i Hjærterne. -

Men den Hellig-Aands Pinsenaade er ogsaa kendelig i Menighedens Liv og Arbejde i det hele. Alle I, som tro paa Jesus Kristus, have sikkerlig erfaret, at naar vi høre et troende Vidnesbyrd on ham, om hans Liv og Død og Opstandelse, og om den Frelse, han derved har vundet til os, saa vil det aldrig falde os ind at tænke paa, at dette altsammen er noget, der er sket for snart 1900 Aar siden, i et fjærnt og fremmed Land, som vi aldrig have set, og under Forhold, som vare vidt forskellige fra dem, vi nu leve under, og at dette Vidnesbyrd fra først af lød paa et fremmed Tungemaal, som nu er uddødt, og som ingen af os kan forstaa en Stavelse af, uden at vi først møjsommelig have lært det. Nej Evangeliet lyder os saa hjemligt, som om det fra først af ;var fremkommet i vort eget Folk og paa vort Modersmaal, og det har den forunderlige Ungdomskraft, at det — ialfald for den, der har Øre derfor — lyder, som om det var sket den Dag i Gaar midt iblandt os.

Jeg tænker, at vistnok alle troende Kristne vil sige : ja saaledes have vi hørt, maaske altid hørt Evangeliet. Men have I saa aldrig tænkt paa, hvor vidunderligt det dog i Grunden er, at disse ældgamle Tildragelser, som ere gaaede for sig i et fremmed Land og Folk, kan have denne Ungdomskraft og være os saaledes nærværende. Og det ikke for vor Indbildningskraft, saaledes som ogsaa andre Fortidstildragelser kan fremstille sig levende for den, nej saaledes, at hvad Evangeliet forkynder, den Jesus Kristus, som det vidner om, og hans Frelsergerning, bliver nærværende for vort Hj ærte, saa vi kan føle, at her er noget, vi kan leve med, ja leve vort Liv paa. At dette sker saaledes, det gaar ikke naturlig til, nej det er i Sandhed noget over naturligt; det kommer deraf, at der gennem det troende Vidnesbyrd om Jesus virker en Kraft, som er højt ophøjet, ikke alene over denne Jord, men over selve Tiden, og denne Kraft er den Hellig-Aand, Talsmanden, som efter Jesu Forjættelse korn til og over hans Menig- hed paa Pinsedagen for at blive hos deir evindelig.

Ja, hvad vi saaledes kan opleve af Evangeliets stedse nye Ungdomskraft og dets Evne til at blive hjemme i vort Folks Tungemaal, — og jeg kan vel sige, det have vi oplevet saa tidt, at vi have ophørt at undre os derover, — dette er i Virkeligheden en Gentagelse eller Fortsættelse af det samme, som den Hellig-Aand begyndte paa den første Pinsedag i Jerusalem, da han virkede det Jærtegn, at den forsamlede Menighed kunde forkynde Guds Storværker paa de mange forskellige Tungemaal, saaledes at Tilhørerne hørte det i deres eget hjemlige Modersmaal. Ti dette var et Tegn fra Gud netop derpaa, at Ordet om hans Storværker i Kristus var bestemt til at blive hjemme hos alle Folkefærd og paa alle Tungemaal. Og ganske vist vedblev dette Jærtegn ikke at gentage sig paa den øjensynlige og mægtige Maade som paa Pinsedagen, men det var dog i Virkeligheden kun Begyndelsen til den Gerning, som den Hellig-Aand vil vedblive at gøre i Menigheden til Dagenes Ende, hvorsomhelst Kristi Evangelium udbredes blandt alle Jordens Folk og lyder i Aands og Krafts Bevis paa deres Tungemaal.

Ja, allerede dette var nok for os Kristne til at holde Pinse- fest med Glæde; ti heraf se vi, at den Hellig-Aand ogsaa i vort Folk og i den danske Menighed fortsætter sin Pinsegerning; og alt, hvad vi hver for sig have oplevet af Evangeliets nærværende Kraft til at frelse, til at oplive, trøste og styrke vore Hjærter, er -den Hellig-Aands Gerning, hans Naadevirkning, ;og det viser os, at den Gerning, han gjorde paa den første Pinsedag, ikke er til Ende og ikke er forsvunden fra Menigheden i vore Dage, saa vi skulde sukke efter en ny Udgydelse af Aanden, men den HelligAand fortsætter den endnu ogsaa hos os til vore Sjæles Frelse. Den Hellig-Aand gør endnu ogsaa hos os den vidunderlige Gerning i og ved Menighedens Vidnesbyrd om Jesus Kristus, at den opstandne og himmelfarne Frelser kommer os nær, saa det ikke alene er, som om hans Frelsergerning foregik, men at den vir- kelig foregaar midt iblandt os. Og mærk vel, dette sker netop ved M e n i g h edens Vidnesbyrd, ikke blot ved Vidnesbyrd af en- kelte troende Mennesker, som vidne ud af deres Tro. Ti det er til sin Menighed, Kristus har givet det Hverv, at den skal vidne om ham ud indtil Jorderigs Ender. Vist nok er det og maa nødvendig være saa, at dette Vidnesbyrd frembæres af enkelte, af de Mænd, som Gud kalder og udruster dertil; det bliver aldrig saaledes, at hele Menigheden skal vidne i Flok, eller at alle de enkelte skal prædike; naar adskillige Sværmere have søgt at indføre dette, er deres Prædiken kun bleven et Vidnesbyrd om dem selv og de res Oplevelser, ikke om Jesus Kristus. Men alligevel hverken skal eller kan de enkelte forkynde Evangeliet rettelig, hvis de vil gøre det kun i Kraft af deres Tro, men de skal vidne udaf Menighedens Tro, den Tro, hvorom de ere fælles med Menigheden, saaledes at de frembære det Vidnesbyrd, som hele Menigheden har at føre.

Men den Gerning, som den Hellig-Aand saaledes gør i Menigheden i det hele og i og ved dens Vidnesbyrd, den staar i uadskilleligt Vekselforhold til den Gerning, han gør i de enkelte Kristnes Hjærter, og som han ligeledes begyndte paa Pinsedagen, men vil vedblive at fortsætte indtil Enden. Det er den, Jesus peger paa og taler om i vort Evangelium i Dag, naar han lover sine Apostle : »Verden ser mig ikke mere, men I se mig, fordi jeg lever, og I skulle leve. Hvo som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og hvo som elsker mig, skal elskes af min Fader, og jeg skal elske ham og aabenbare mig for ham. Jesus taler her ikke om en synlig Aabenbarelse saadan som ved hans Tilkomst, ikke heller som da han Paaskedags Aften stod midt iblandt Disciplene, eller da han aabenbarede sig for Stefan og Paulus. Nej han lover dem en aandelig Aabenbarelse for deres Hjærter, naar han i den Hellig-Aand fyldte dem saaledes med sin Naades og Frelses Kraft, at de med Hjærtets og Troens Øjne kunde se ham som den levende og nærværende Frelser, fordi de nu selv levede i ham. Det var i Virkeligheden de samme Øjne, hvormed de alt i hans Køds Dage havde set ham som deres Frelser, og hvorom Jesus sagde til d.em: salige de Øjne, der se det, I se! Men den Gang saa de ham dog endnu kun dunkelt, skimtede kun som gennem en Taage hans Frelser- skikkelse. Men nu paa Pinsedagen og fra den Dag af blev deres Øjne oplyste af den Hellig-Aand, klarede saaledes, at de kunde se den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus som nærværende midt iblandt dem i hans Frelsermagt og Herlighed. Og saaledes vil han stedse vedblive at aabenbare sig for sine Disciple, alle os som tro paa ham og holde hans Befalinger, alt som vi bede og med fuld Fortrøstning kan bede den Hellig-Aand:

Med Livets Lys opklar os saa,
at i sin Herlighed kan for os staa
Herren, vi tilbede,
Guds den elskelige,
som os vil indlede
i sin Faders Rige!

Hvad Jesus saaledes lovede sin Menighed, at vi skal se ham, og at han vil aabenbare sig for os, det er den samme Forjættelse, som vi høre i vort gamle Pinseevangelium: =Talsmanden, den Hellig-Aand, som Faderen skal sende eder i mit Navn, skal lære eder alle Ting og minde eder om alle Ting, som jeg har sagt til eder«. Ogsaa denne Forjættelse opfyldtes først paa Apostlene og opfyldtes paa dem i rigere Maal end paa nogen senere Kristenslægt; ti de havde fra deres Samliv med Jesus rigere Minder, som Aanden kunde levendegøre, end alle andre Kristne. Men den gjaldt dog ikke Apostlene alene, men ogsaa hele Menigheden, baade Mænd og Kvinder, alle dem som troede paa ham. Den Hellig-Aand mindede dem alle, saa vidt som hver kunde rumme det, om alt hvad Jesus havde sagt til dem, ikke blot saaledes, at de fik en bedre Hukommelse, saa de nu kunde huske, hvad de til Dels havde glemt, nej saaledes, at Jesu Ord, som de vel havde baade hørt og troet, men som dog for en stor Del vare gaaede dem over Hovedet, eller rettere, over Hjærtet, fordi de havde optaget dem som Billeder og Lignelser i deres Indbildningskraft, dem saa de nu, at de udtalte den fulde og nærværende Virkelighed, som de kunde leve paa, ja gaa i Døden paa, fordi de havde den Forvisning, at end ikke Døden kunde frarøve dem den Naade og Fred, som var givet dem deri. Og derved blev de alle i Stand til, hver paa sin Vis efter Aandens Gave, at staa som Vidner om Jesus Kristus og levende Vidnesbyrd om, at skønt Verden ikke længer saa ham, var han dog levende til Stede i sin Menighed. Det var ikke Apostlene alene og andre dertil udrustede Mænd som Stefan og Filip, der vidnede ved deres Prædiken ; men alle i Menigheden vidnede ved deres Bekendelse, som vi, høre, at de paa Pinsedagen alle udtalte Guds Storværker paa de forskellige Tungemaal; og de vidnede alle i deres Levned og indbyrdes Omgængelse, idet de levede med hverandre som de, der havde ét Hjrte og en Sjæl. Og hvad der gjaldt om Apostlenes Vidnesbyrd, at de ikke frembar det efter nogen udvortes Befaling eller Tvang, men fordi de ikke kunde andet end tale, hvad de havde set og hørt (Ap.G. 4.20), det samme gjaldt ogsaa alle de andres Vidnesbyrd i Bekendelse og i Omgængelse. Det var den HelligAand, der mindede dem saaledes om Jesu Ord og fyldte deres Hjærter saaledes med hans Naades Kraft, at hvad deres Hjærter vare fulde af, strømmede frem i deres Ord og deres Færd, saa det kunde kendes, at Jesus Kristus var den Herre, hvem de tilhørte og tjente, og at de stillede sig selv i hans Tjeneste.

Ja, hvad vi have at sige om den Hellig-Aands Pinsegerning, kunde vi sammenfatte deri, at han paa den Dag og derefter gjorde Jesu Ord og Naade saaledes levende i de troendes Hjær- ter, fyldte Hjærterne saaledes dermed, at han fra nu af kunde bruge dem i sin Tjeneste til hver paa sin Vis at være Vidner om Jesus Kristus. Og det samme vil han vedblive at gøre alle Dage, ogsaa i os, som nu tro paa Jesus Kristus og lydig holde hans Ord og Befalinger. Man møder ofte den Forestilling, at den Hellig-Aands Gave bestaar deri, at den Kraft og Glæde og Frimodighed, som han giver, staar til vor Raadighed, saa, vi kan bruge den, hvor og naar det synes os bedst. Og der er ingen Tvivl om, at mange af de Klager, der lyde over Savnet af Aandens Naadevirkninger, udspringe af denne Forestilling. Men det har aldrig været Virkning af den Hellig-Aands Gerning, hverken ;paa den første Pinsedag eller siden, at Mennesker blev i Stand til at bruge hans Kraft i deres egen Tjeneste ; det er tværtimod den Gerning, han begyndte paa Pinsedagen og fortsætter endnu, at virke saaledes i os, at han kan bruge alle vore Kræfter i sin og Jesu Kristi Tjeneste. Han uddeler sine Gaver til os, efter som han vil, og han bruger os og vore Gaver, naar og som han vil, men ikke som vi vil. Derfor er det ogsaa mange Gange timet Kristi tro Tjenere og Disciple, at netop naar de selv vare og følte sig mest magtesløse, da brugte den Hellig-Aand dem i sin Tjeneste, og det gentog sig, hvad Herren sagde til Paulus (2 Kor 12.9): »Kraften fuldkommes i Magtesløshed«.

Saa skal vi da ikke vente os en saadan ny Udgydelse af Aanden som paa den første Pinsedag, ikke heller sukke over, at han har forladt Kristi Menighed. Den samme Hellig-Aand, som den Gang blev sendt Menigheden, er med den endnu, og han skal blive hos den i Evighed.

Men have vi da intet at sukke over, naar vi se tilbage paa den første Pinsedag? Jo desværre, kun altfor meget. Dog ikke, naar vi se paa den Hellig-Aand og hans Gerning. Ti

Guds Aand er end saa rig og rund
som i Aposteltiden,
skønt i vort Hjærte og vor Mund
det flammed saa ej siden.

Men vi have des mere at sukke over, naar vi se paa os selv, paa vor Troskab, vor Lydighed, vor Villighed til at tjene. Ogsaå hos troende Kristne er der endnu saa meget tilbage af Syndens onde Drift til selv at ville raade, til at ville have sin egen Vilje, til at begære noget større og mere end det, som os er betroet, istedenfor ganske ydmyg og lydig at ville tjene saaledes som, og der hvor vor Herre vil. Denne Selvraadighed kan vel se ud som Iver for Guds Rige, men den er i Virkeligheden kun en ny Skikkelse af den gamle Ulydighed og Synd, som ved Djævelens Forførelse kom ind i Verden. Men hvor den raader, hindres og ude- lukkes den Hellig-Aands Gerning.

Den. Hellig-Aand kan kun gøre sin Gerning i lydige Hjærter, der oprigtig holde fast ved Jesu Kristi Ord, som det lyder i hans Menighed efter hans Befaling, og som lydig vil tjene ham paa den Plads, hvor de ere satte. Men i saadanne Hjærter vil den Hellig-Aand udøse sin Naade, minde dem saaledes om Jesus Kristus og hans Ord, at de kan se og opleve, at han er med dem i sin Menighed, og at de saaledes hver paa sin Plads og paa sin Vis kan staa iblandt Mennesker som Jesu Vidner, levende Vidnesbyrd om, at han er den levende Frelser, saaledes at vort Vidnesbyrd bryder frem, ikke efter nogen udvortes Befaling, men fordi det, som vort Hjærte er fuldt af, vil strømme over i vor Tale og vor Færd.

Dette er den Hellig-Aands Gerning, en Fortsættelse af den Gerning, han begyndte paa Pinsedagen, et Lys fra den IId, som han den Gang tændte i Menigheden.

Og har vi til nu paa det store Ord
som Børnene smaa kun stammet,
af Himmelens Ild, som kom til Jord,
vi har dog en Gnist annammet.

Den Gnist den ulmer hos os endnu,
opblusser og i Guds Time,
saa gladelig rinder det os i Hu,
at Himmerigs Klokker kime.

Amen.