Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Kristi Menigheds Herlighed paa Jorden. - Sjette Søndag efter Paaske

Joh. Evang. 17, 20-26

Men ikke for disse alene beder jeg, men ogsaa for dem, som ved deres Ord komme til Tro paa mig, for at de alle maa være ét, at ligesom du, Fader, er i mig, og jeg i dig, ogsaa de maa være i os, for at Verden maa tro, at det er dig, som har udsendt mig. Og den Herlighed, som du har givet mig, har jeg givet dem, for at de maa være ét, ligesom vi ere ét, jeg i dem, og du i mig, saa de maa være fuldkommede til ét, for at Verden maa kende, at det er dig, som har udsendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skulle ogsaa de, som du har givet.mig, være hos mig, for at de maa skue min Herlighed, som du har givet mig, fordi du har elsket mig før Verdens Grundlæggelse. Retfær- dige Fader! ja, Verden har ikke kendt dig; men jeg har kendt dig, og disse have kendt, at det er dig, som har udsendt mig; og jeg har kundgjort dem dit Navn og vil kundgøre det, for at den Kærlighed, hvormed du har elsket mig, maa være i dem, og jeg i dem.

Det er Slutningen af Jesu ypperstepræstelige Bøn, vi nu have hørt. Jesus beder for hele sin Menighed, baade for sine første Disciple og for alle dem, der ved deres Ord komme til Tro paa ham, at de alle maa være ét i ham og i Faderen. Og han siger: »Den Herlighed, som du har givet mig, har jeg givet dem, for at de maa være ét, jeg i dem, og du i mig«. Men i Begyndelsen af den samme Bøn høre vi ham bede: »Fader herliggør mig nu hos dig med den Herlighed, som jeg havde før Verden var!« Her taler Jesus om sin evige Guddomsherlighed, som han havde afført sig, idet han i Lydighed mod Guds Frelsesraad tog Tjener-Skikkelse paa for at kunne gøre Forsoning for vore Synder. Nu var Timen kommen til, at han skulde fuldføre dette Forsoningsværk, og han bad da Faderen om at styrke ham dertil, saa han kunde fuldbringe det gennem den bitre Lidelse og Død, som nu forestod ham, og derigennem vende tilbage til Faderen, til den Herlighed, han nu har ved Faderens højre Haand, og hvori han ved Dagenes Ende skal aabenbares, naar han kommer igen for at dømme levende og døde. Da skal hvert Øje se ham i hans Guddomsherlighed, ikke alene de, som tro paa ham, men ogsaa alle de, »som have gennemstunget ham«, alle de, som have været genstridige mod hans Evangelium og bespottet hans Navn.

Men naar han nu i Slutningen af sin Bøn siger: »den Herlig he d, du har givet mig, har jeg givet dem«, saa taler han ikke om denne synlige Guddomsherlighed, men om en Herlighed, som han havde i sit Køds Dage under al sin Fornedrelse og Fattigdom, og som han ogsaa kan og vil give sine Disciple her paa Jorden Del i, baade sine Apostle og alle følgende Kristenslægter. Hvori bestaar da denne Herlighed? Ja, se vi paa Jesu egne Kaar i hans Køds Dage, da se vi ingen udvortes Glans og Herlighed. Han ejede ikke det Sted, hvor han kunde lægge sit Hoved, eller som han kunde kalde sit eget; han taalte sagtmodig al Modsigelse og Modstand af Syndere og brugte aldrig nogen udvortes Magt til at slaa dem til Jorden. Og hans Apostles Kaar vare ikke herligere; det gik dem efter Jesu Ord (Matt 10.25): »har man kaldt Husbonden Beelsebul, hvor meget snarere da hans Husfolk!. saa at Pavlus kunde skrive (1 Kor 4.8-13): »mig synes, at Gud har stillet os Apostle sidst, som Verdens Udskud, som et Skumpelskud for alle indtil nu.

Vist nok kunde man sige : ja men Jesus kunde dog gøre de store og mægtige Undergerninger, tale, saa det skete, og byde, saa det stod der, og deri aabenbarede han sin Guddorns-Herlighed og Magt. Men det er vel at mærke, at denne Herlighed blev ikke aabenbar for andre end dem, der troede; og Jesus vilde ikke heller aabenbare den for andre end for disse. Derfor læse vi atter og atter, at Farisæerne og de Skriftkloge sagde, at Jesus gjorde sine Gerninger ved Djævelens Hjælp, og at de begærede af ham et Tegn fra Himlen, d. e. et saadant Tegn, som øjensynlig kunde vise, at han havde Guddoms-Herlighed, hvilket de ikke saa i hans andre Tegn. Men Jesus gjorde ikke et saadant Tegn for dem. Nej, Jesu Undergerninger vare Tegn paa den indvortes og usynlige Herlighed, som Faderen havde givet ham, at han var »fuld af Naade og Sandheds, hele Guds rige, forbarmende Kærlighed til den faldne Menneskeslægt levede i ham og traadte Mennesker i Møde i ham, saa at han kunde sige: »hvo som har set mig, har set Faderen. Han siger ikke: har set den almægtige, evige Gud i hans Storhed og Vælde, nej: han har set Faderen, set ham i hans milde, oprejsende Faderlighed overfor hans vildfarne og tabte Børn. Denne Herlighed kunde ikke ses af dem, der mente sig karske nok til ikke at have Omvendelse og Frelse behov. Men de, der sukkede efter Frelse. de saa den; derfor holdt alle Toldere og Syndere sig nær til Jesus for at høre ham. Og Jesu Disciple, der troede paa ham som Frelseren, de saa den; de »saa hans Herlighed som den enbaarnes fra Faderen, fuld af Naade og Sandhed (Joh 1.14)«. De saa den i hans Gerninger, som han gjorde, fordi han »ynkedes inderlig« over de syndige Menneskers Nød, og de saa den endnu klarere deri, at han havde det evige Livs Ord og talte det til dem. Ja dette er den Herlighed, Jesus havde her i sit Jordeliv. Han aabenbarede den hele sit Liv igennem, men aller vidunderligst i sin dybeste Fornedrelse, da han paa Korset bad for det genstridige Israel, og i det store Ord, hvormed han lukkede Paradis op for Røveren, der hang ved hans Side. Gud give os opladte Øjne til at se denne Jesu Herlighed; ti kun i samme Maal, som vi faa Øjet op for den, kan vi fatte hans Frelserliv paa Jorden og faa Velsignelse deraf.

Om denne sin Herlighed siger. Jesus nu: »den Herlighed, som du har givet mig, har jeg givet °d em, for at de maa være ét». Han havde givet den til sine Apostle og vedbliver alle Dage at give den til sine troende Disciple, idet han giver os Gud Faders Kærlighed, som han selv levede i, saa vi derved blive Guds Børn; og han giver os Magt til at leve i den saaledes, at det paa os kan kendes, at Guds Kærlighed er levende til Stede paa Jorden, saa at vi derved kan blive Redskaber til at føre Syndere til Frelse. Ja dette, Gud Faders Kærlighed i Jesus Kristus, er den største Herlighed, et Menneske kan eje, den eneste, som kan vare evindelig. Al anden Herlighed blegner og forsvinder, ikke alene den jordiske, som vindes ved Guld og Gods og Magt, men ogsaa den, der beror paa de store Aandsgaver, endog den Hellig-Aands ypperste Naadegaver, alt som Paulus skriver (1 Kor 13.8): »Enten det er Profet-Gaver, de skulle forsvinde, eller Tungemaal, de skulle ophøre, eller Kendskab, den skal forsvinder. Ti alle disse Gaver have vel deres store Betydning her, medens Menigheden er paa Vejen til Maalet; men naar Maalet er naaet, og Gud er bleven alt i alle, forsvinde de. Men Guds Kærlighed bestaar evindelig, den kan aldrig ældes eller opbruges, men bliver rigere, jo mere vi øse deraf, og vor fuldkomne og evige Rigdom skal den blive, naar vi skal skue Gud Ansigt til Ansigt.

Denne Herlighed, siger Jesus, har jeg givet dem, for at de maa være ét, ligesom vi ere ét, jeg i dem, og du i mig, saa de maa være fuldkommede til ét, for at Verden maa kende, at det er dig, der har udsendt mig. Det er denne Herligheds i Sandhed vidunderlige Kraft, at den kan forene de mange til ét. Ellers se vi, at Herlighed, langt fra at forene Mennesker, tværtimod skiller dem ad, vækker Splid og Misundelse, saa den ene søger at rive den andens Herlighed til sig eller at rive ned paa den, for at den ikke skal blive altfor stor. Og dette gælder ikke alene om den verdslige Herlighed, nej desværre, vi se kun altfor ofte det samme med den aandelige Storhed og Herlighed i Kristi Menighed. Se paa den Herlighed, at et Menneske . har ypperlige Aandens Gaver og ved dem har kunnet udrette noget, maaske noget stort, for Guds Rige. Det er i Sandhed en Herlighed, og en Herlighed fra Gud. Og alligevel, hvor sjældent er det ikke, at denne forener de troende eller bruges til at forene dem? Hvor ofte bruges den ikke til Selvophøjelse, til at nedsætte de andre og rive ned paa dem? Vistnok kan man se skønne Eksempler paa, at Kristne bruge deres Gaver i Forening, lægge deres Kræfter sammen til at tjene Herren hver med sine Gaver, og saaledes blive de til dobbelt Gavn for hans Rige. Men det er dog vel at mærke, at det ikke er selve Gaverne, der forene dem, nej det er Kristi Kærlighed, Faderens Kærlighed i Jesus Kristus, der bøjer og smelter Hjærterne sammen til ét. - Det vil sige, det er den Herlighed, som Faderen havde givet Jesus i hans Køds Dage, og som han atter giver sine; men den glimrer ikke i Menneskers Øjne, derfor tabes den saa let af Syne, og hvor det sker, der ser man det sørgelige Syn, at smaalig Forfængelighed og Skinsyge skiller dem ad, der dog skulde, ja i Grunden vilde tjene den samme Herre, og at de bruge deres Gaver til at splitte istedenfor at forene.

Den Herlighed, som skal forene de mange til ét, det er Gud Faders rige, uforskyldte Kærlighed til sine vildfarne Børn. Den er kommen til Jord i Jesus Kristus og aabenbaret i ham, og han giver den til os; og alt som den faar Raaderum i Hjærterne, vil den sammensmelte dem til ét. Ti den har en vidunderlig Magt til at drive det selviske ud af Hjærtet og styrte fra Tronen den Afgud, som hedder vort eget Jeg, saa vi ikke søge vor Storhed og Ære i at kunne træde de andre ned eller se dem over Hovedet, men glædes ved at hjælpe dem fremad og tjene Kristus i dem.

Derfor beder Jesus: at de maa være ét, jeg i dem og du i mig. At de troende ere et, er altsaa ingenlunde det samme som, at de i sig selv ere éns, det beror ikke paa en naturlig Overensstemmelse og Samstemning, saaledes som Mennesker kan knyttes sammen. ved naturlig Kærlighed og Venskab, heller ikke derpaa, at de alle have samme Meninger, bruge samme Stikord og Talemaader og bære sig ens ad i alle Maader. En saadan Enshed hører kun hjemme i Sekter og Partier, som rotte sig sammen om Menneskers Tanker og Meninger til indbyrdes Beundring og til at trykke andre ned, og den kan aldrig knække den medfødte Egenvilje og Egenkærlighed; ti det Samfund, som derved knyttes, det grunder sig dybest inde kun derpaa, at man søger og genfinder sit eget hos de andre. Men Jesu troende Disciple skal være ét. Og den eneste Magt, som kan uddrive Egenviljen og Egenkærligheden af Hjærterne, er Guds Kærlighed i Jesus Kristus. Derfor er det ogsaa den, der forener de mange i Menigheden til et og sammensmelter dem til at have et Hjærte og én Sjæl, naar den er den fælles Livsmagt i dem alle. Og derfor beder Jesus: at de maa være ét, jeg i dem, og du i mig. Ti i Jesus Kristus er Faderens inderste Væsen, som e"r Kærlighed, aabenbaret paa Jord i en saadan Skikkelse, at Syndere kan modtage den, idet vort Hjærte modtager Jesu Kristi Ord til os og deri modtager ham selv, saa han bliver Herren, ikke blot over, men i os, den der styrer og raader i vort Hjærte.

Dette begyndte at opfyldes, ja opfyldtes mere skønt og foraarsfrisk end nogensinde siden, i den første Menighed i Jerusalem, hvor de troendes Mængde havde ét Hjærte og én Sjæl og alt tilfælles. Ikke fordi de alle vare indvortes éns eller udvortes ligestillede, men fordi Jesus Kristus og Guds Kærlighed i ham levede i alles Hjærter, fyldte og styrede dem alle. Ja det var, fordi det gjaldt dem, hvad Jesus her i sin Bøn sagde om Apostlene: den Herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de maa være ét. Og den samme Herlighed har han ogsaa givet os, saa mange som endnu efter de mange Aarhundreders Forløb tro paa ham, for at vi alle ved den maa blive ét i ham. Men ak, hvor ser man ikke lidt af denne Kristi Herligheds Frugt, men des mere af Uenighed og Splidagtighed. Og jeg vil her ikke engang tale om de mange Forskelligheder i Meninger og Opfattelser og Lære; de ere visselig ikke af det gode, men de vil aldrig helt kunne undgaas, førend Menigheden naar til Vejs Ende, til Enheden i Troen paa og Erkendelsen af Kristus Jesus. Ti vor Erkendelse er kun stykkevis; den samme Sag tager sig forskellig ud, naar den ses fra et forskelligt Stade i Udvikling. Men en langt dybere og sørgeligere Hjærternes Splidagtighed lægger sig saa ofte for Dagen, naar Kristne glæde sig, ja triumfere, fordi Kristne af en anden Anskuelse komme galt af Sted og falde. Ak, naar kødelige Søskende leve sammen, kan de vel blive uenige om allehaande; men det var næsten utænkeligt, at den ene kunde glæde eller hovmode sig over, at den anden kom i Ulykke og Vanære. Men naar den naturlige Kærlighed hos Syndere vilde forbyde dette, hvor meget mere maa da ikke Guds Kærlighed i Jesus Kri stus, som er Samfundsbaandet mellem Guds Børn, hindre Kristne i en saadan Glæde. Denne onde Glæde er visselig ikke ovenfra, fører ikke heller opad og hjemad, den stammer fra Afgrunden og fører nedad og bort fra Gud og hans Kærlighed. Og den bliver Kristi Frelsernavn og hans Menighed til Vanære.

Lad os vel agte paa, at Jesus beder, at hans troende maa være ét, for at Verden maa tro, at det er Faderen, der har udsendt ham. Og atter beder han: at de maa værefuldkommede til ét, for at Verden maa kende, at du har udsendt mig. Vi kan jo idelig høre Verden, som Grund til, at den vrager den kristne Tro, anføre dette: de Kristne ere jo aldrig enige, den ene mener ét, den anden et andet, og de kives og strides om deres forskellige Meninger; — altsaa er Kristendommen kun Menneskepaafund og Menneskeværk. Og deri har Verden i Grunden Ret. Ti det, som Kristne strides om, er virkelig Menneskeværk, Menneske-Tanker og -Meninger, som alle ere ensidige og stykkevise. Og end mindre er Kilden til Striden fra Gud, den udspringer fra Mennesker selv, for ikke at sige fra Djævelen, alt som skrevet staar (Jak 4.1): »Hvorfra komme Krige og Stridigheder iblandt eder? mon ikke af eders Lyster, som føre Krig i eders Lemmer?« Men Jesu Vilje og hans Bøn for sin Menighed er, at hans Venner ikke skalves og strides, men derimod alle være ét i ham og i Faderen Kærlighed, som er givet os i ham, for at Verden maa tro. og kende, at han er deri af Gud udsendte Frelser, og at bans Frelserkraft er levende og virksom til Stede i hans Menighed. Ti dette, at de mange trods alle personlige Forskelligheder blive ét, ikke ved fælles Fordel, Næringsvej, Stilling eller deslige, men derved, at de ere fælles om Kristi Kærlighed og Naade, det er et talende Vidnesbyrd om, at Menigheden bæres af en overmenneskelig Kraft, en Kraft, som ikke er af Verden, men af Gud.

Og dette Vidnesbyrd er saa meget stærkere, som Verden aldrig af sig selv vilde kræve det. Nej ligesom de vantro Jøder fordum begærede et Tegn fra Himlen til Bevis paa, at Jesus var udsendt fra Gud, saaledes vil Verden kræve og har i vore Dage krævet, at vi skulde bevise vor Tros Sandhed og Kristendommens Guddommelighed ved at gøre Undergerninger, ligesom Apostlene fordum; er dette over vor Evne, da viser det sig, at vor Tro er kun Menneskeværk, siger man. Og der er troende Kristne, som med Suk tænke noget lignende, at det er Vidnesbyrd om en stor Svaghed i vore Dages Kristenliv, at der ikke sker saadanne Undere; var der den Tros-Kraft i Menigheden, at de troende øjensynlig kunde flytte Bjærge, da vilde Vantroen overvindes, ialfald hos mange flere end nu. Men det er en stor Fejltagelse at mene. dette. De udvortes Undergerninger vilde ligesaa lidt kunne overvinde Vantroen i vore Dage, som de gjorde det i Kristi Køds Dage. Ingen Undergerning kan øves saa stor, at Verden ikke kan sige, at det er Øjensforblindelse, eller at naar man kommer videre i Kundskab til Naturens Kræfter, vil det vise sig, at den er gaaet ganske naturligt til. Naar derimod de mange, der bekende Jesus Kristus som deres eneste Frelser, blive til et derved, at de ere fælles om ham, da er det noget helt nyt for Verden, hvis Leveregel er: enhver er sig selv nærmest og ser paa sin Fordel; ja det viser Verden, at Menigheden ejer en Herlighed højere end noget, Verden ejer, og styres af en Aand, som Verden ikke kender, Kærlighedens og Sandhedens Aand, som tager af Kristi Kærlighed og Faderens Kærlighed i ham og uddeler den til os. Og derved vil de, der vil lade sig frelse fra deres Synd og Selviskhed, føres til Tro paa Jesus Kristus..

Saa er det da Menighedens Herlighed her paa Jorden, Frugten af den Herlighed, Jesus Kristus har givet sin Menighed, at alle hans troende blive ét. Vistnok vil denne Frugt aldrig blive fuldmoden eller fuldkommen, saa længe Menigheden er paa Vejen til Maalet, men først naar det sker, som Jesus bad: »Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skulle ogsaa de, som du har givet mig være hos. mig, for at de maa skue min Herlighed, som du har ,. givet mig«. Da først bliver Guds Børns Enhed fuldkommen, ti da skal Gud være alt i alle. Men medens vi ere paa Vejen til dette Maal, saa lad os dog hver især bede om og stride for, at Jesu Bøn for os maa opfyldes paa os, at vi ikke skal hindre den ved at lade det selviske og selvbehagelige raade i os, men at vi i en oprigtig og lydig Tro vedblive at modtage den Herlighed, han har givet os i sin Menighed, saa at den kan overvinde og overstraale for os, ikke alene Verdens Glans og Gunst, men fremfor alt vort eget Jeg. Denne Herlighed, som han hele sit Jordeliv igennem havde aabenbaret for sine første Disciple, gav han dem den samme Aften i sin hellige Nadver. Og den samme Herlighed har han givet og vedbliver at give ogsaa os i sin Menighed, for at vi ved dens Kraft skal blive ét med alle dem, med hvem vi ere fælles om den. Derfor lyder hans Ord: »det er mit Legeme som gives f o r eder, og den ny Pagts Kalk i mit Blod, som udgydes for eder«, for at vi der skal modtage ham og hans guddommelige Frelserkærlighed som vor fælles Livskraft og Livsnæring, saa det sker os, som han har sagt: den som æder mit Kød og drikker mit Blod, bliver i mig, og jeg i ham, og han skal leve i Kraft af mig. ligesom jeg lever i Kraft af Faderen. Og saaledes vokse vi opad til ham, som er vort fælles Hoved og Herre, indtil vi blive i Stand til at skue hans Herlighed, naar han kommer igen i sin Faders Herlighed. Da skal alle Guds Børn blive evig ét, alt det selviske og al Synd skal være evig forsvundet, og Menighedens Herlighed være fuldkommen.

Gud styre og styrke os ved sin Hellig-Aand til at se dette salige Maal klart for Øje og ved hans

Naade. ham til Ære og os til Salighed. at naa det!

Amen.