Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Jesu Kristi Forbøn. - Kristi Himmelfarts-Dag

Luk. Evang. 24, 46-53

Og Jesus sagde til dem: saaledes er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstaa fra de døde paa den tredje Dag, og at der paa hans Navn skulde prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkefærd, og begyndes fra Jerusalem af. I ere Vidner om dette. Og se, jeg udsender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje. Og han førte dem ud hen ad Betania til; og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem, og han opløftedes til Himlen. Og de tilbade ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor Glæde. Og de vare stadig i Helligdommen og prisede Gud.

»De tilbade ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor Glæde.« Det var det første, som Skilsmissen fra Herren paa Himmelfartsbjærget virkede. Hans Apostle vendte tilbage med stor Glæde ; deri ligger jo, at de følte, at de ikke havde tabt, men tværtimod vundet ved Jesu Himmelfart. Og hvad de havde vundet, det ligger egentlig altsammen indesluttet eller angivet i det, som staar lige i Forvejen: »de tilbade ham«. Det havde de aldrig før gjort; de havde bedet ham om mange Ting, de havde troet paa ham som den forjættede Frelser, de havde bekendt ham som Kristus den levende Guds Søn, men vi høre ikke nogen eneste Gang tidligere om, at de havde tilbedt ham, og vi kan vel forstaa, at saa længe han vandrede iblandt dem i Kødet, kunde de ikke heller gøre det. Men nu, da han var optagen til Himlen, vare de visse paa, at han er sand Gud med Faderen og at, som han havde sagt til dem, det var dem gavnligt, at han gik bort; ti nu vidste de, at hans Frelsesværk var helt fuldbragt, og at han vilde sende den Hellig-Aand til at vejlede dem til hele Sandheden og dygtiggøre dem til deres Gerning i hans Tjeneste, saa at Aanden ved deres Ord vilde overbevise Verden om Synd og Retfærdighed og Dom og saaledes lægge den under Jesu Kongespir; nu vidste de og vare visse paa, at skønt de ikke saa ham mere, ja skønt de selv udvortes vare adskilte fra ham. »Udlændinge fra ham«, saa var han dog ikke borte fra dem, men vilde efter sin Forjættelse være med dem alle Dage og forsvare dem imod alle Fjender, saa ingen skulde rive dem ud af hans Haand.

Og netop for os er det baade lærerigt og styrkende at høre dette, at de efter Himmelfarten vendte tilbage med stor Glæde. — at der ikke engang nu i det første Øjeblik, end sige senere, er Tale om, at de følte ' det som et Tab, at han havde forladt dem. Ti det Samliv, eller den Skikkelse af Samlivet mellem Herren og hans Menighed, som fra den Dag af begyndte, varer jo ved endnu og skal vedvare, indtil han kommer igen i Himlens Skyer. Det er jo ogsaa det Samliv, som vi kan have med ham den Dag i Dag. Altsaa se vi da deraf, at heller ikke for os kan det være noget Tab, men kun Vinding, at han har forladt Jorden og er faren til Himmels. Man kan ofte høre det Suk eller det Ønske hos Kristne, at Jesus endnu vandrede paa Jorden, saa de kunde høre hans Naadens Ord af hans egen Mund og se ham gøre sine mægtige Gerninger og Tegn; da, mene de, kunde deres Tro blive langt mere fast og urokkelig og dermed deres Haab og Kærlighed langt mere levende. Og der er maaske mange iblandt os, som kende dette Ønske fra vort eget Hjærte. Men her se vi, at dette ikke er et vel betænkt Ønske; kendte vi Herren ret, og kunde vi se paa ham og hans Frelsergerning med de rette Øjne, saa vilde vi se og forstaa, at naar de føtste Disciple kunde glæde sig med stor Glæde over, at Jesus var faren til Himmels, saa have vi ikke mindre Grund dertil. Netop nu, da vi ikke se ham, men tro paa ham som den, der er opfaren og sidder ved Faderens højre Haand, kan vi tilbede ham og ære ham, som vi ære Faderen, og sætte hele vor Lid til ham som den Herre, »som Alting mægter, som os ej glemmer, naar vi er graa, hvis Naade rækker til tusend Slægter«, og vi kan tro, være visse paa, at saa sandt vi ere af hans Hjord og høre hans Røst og følge ham, vil han og kan han vaage over, at ingen skal rive os ud af hans Haand; han vil forsvare os saaledes mod alle vort Livs Fjender, at de, trods al den Trængsel de kan volde os, ikke kan skade os, men han vil føre os frelste hjem til sig igennem, og til sidst ud af al Trængsel, til at være hos ham evindelig.

Ikke saaledes at forstaa, at han vil forsvare og beskærme os paa den Maade, at vi, naar vi tro paa ham, komme til at danse paa Roser Livet igennem. Nej, det bliver aldrig anderledes, end at den, der vil komme efter ham, maa fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge ham, og vi maa gennem mange Trængsler indgaa i Guds Rige; den rette Betegnelse for Kristenlivet her paa Jorden er og bliver alle Dage: at stride Troens gode Strid. Men han vil forsvare os saaledes, at ingen skal eller kan fratage os den gode Del, vor Arvelod i Guds Rige og den evige Frelse. Og vil vi se et Vidnesbyrd om, hvorledes han gør dette, kan vi næppe faa et klarere end det, vi have i det første Blodvidne, Stefan. Ti hans Dødsfjender: gjorde mod ham alt det onde, de kunde og vidste, og deri hindrede den himmelfarne Jesus Kristus dem ikke; men han bevarede Stefans Hjærte, saa hverken hans Tro eller hans Kærlighed glippede, og den Død, han led, blev ham en langt rigere Vinding, end om han paa en eller anden Maade udvortes var bleven revet ud af sine Fjenders Haand.

Saaledes vil vor himmelfarne Herre ogsaa gøre mod os. Han ser, hvilken Trængsel og Kamp vi kan taale, saaledes at vi ved hans Kraft kan herliggøre hans Frelsernavn derved; og han vil ikke føre os uden om Kampen og Trængselen ; han vil trofast vaage over, at den ikke bliver haardere, end vi kan taale; men den, vi kan taale, den lader han komme, og den skal vi tage op i hans Kraft og i hans Navn, saa vil han bevise sin Frelserkraft ved at føre os uskadte igennem den, ja tilsidst sejerrige ud af den, os til Frelse, men hans Navn til Ære.

Og af de Fjender, han saaledes vil frelse os fra, vil jeg i Dag især pege paa én, som ingen af os kan undgaa, enten han er lille eller stor, det er vore egne Synder. Jeg mener ikke alene de Synder, der kan lokke og friste os, enten saaledes, at vi lokkes af andre, eller at den onde Begæring af sig selv opstiger af vort syndige Hjærte. Nej, jeg mener Synden i den Skikkelse, hvori den er ubetinget umulig for os at overvinde, det er de Synder, som vi have gjort, og som vi ere bievne overvundne af. De Synder, som lokke os, kan vi dog ved Jesu Kristi Kraft overvinde, selv om vi nok saa tidt ere blevne overvundne af den samme Synd ; men om de Synder, vi have gjort, gælder det Ord: gjort Gerning staar ikke til at ændre. Og nu vide vi ganske vist, at Jesus selv har givet os Magt til at bede hans og vor Fader om Forladelse derfor, og han vil visselig høre vor Bøn, netop for Jesu Kristi Skyld. Men de fleste Kristne vil kende, at der kan komme Tider for os, da »Bønnens Ord vil dø paa Læber kolde«, Tider, da længe glemte Synder rejse sig og gaa frem af Sindets dunkle Grund, og vi se med Gru i en Klarhed som aldrig før, hvordan vi ere, og hvordan vi se ud i Guds øjne. Da kan vi ikke undvære den Trøst, eller rettere den Styrke og det Forsvar, at vor Herre og Frelser, han som bar al Verdens Synd og led og døde derfor, han er opfaren til Himmels og troner ved Guds højre Haand, hvor han vil forsvare os netop mod vore egne Synder, vore begangne Synder, ved at gaa i Forbøn for os. Derfor skriver Johannes (1 Joh 2.1,2): »Mine Børn, dette skriver jeg til eder, for at I ikke skulle synde. Dog dersom nogen synder, have vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus den retfærdige ; og han er en Forsoning for vore Synder«. Derfor gælder det i saadan Sjælenød at raabe til ham, Jesus vor Frelser, om Hjælp og Naade. Og det have mangfoldige Kristne erfaret, at naar de ikke have kunnet bede til laderen, have de kunnet bede til Jesus, bede ham om Naade, o de have fundet Naade hos ham. Ti han er ikke en Ypperstepræst, som ikke kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en, som er fristet i alle Maader i Lighed med os, dog uden Synd (Hebr 4.15). Og derfor kan han fuldkomment frelse dem, som ved ham træde frem til Gud, efterdi han altid lever til at gaa i Forbøn for dem (Hebr 7.25).

Ja det er en uundværlig Styrkelse for os, om vi skal vedblive med Frimodighed at stride den gode Strid, at vi vide og tro, at Jesus Kristus er vor Talsmand og Forbeder hos vor hellige Fader i Himlene, ham. »som aldrig gennem Fingre ser med ondt, af hvem det saa end sker, men kræver strengt af al sin Æt at tale sandt og gøre Ret«. Og det er aabenbart ikke et godt Vidnesbyrd om Kristenlivets Sundhed og Livskraft hos os og om Oprigtigheden i at stride den gode Strid, at der er saa mange, som kalde sig Kristne og paa deres Vis ogsaa vil være det, og som dog saa at sige helt have glemt, at Jesus Kristus er vor Talsmand, i det mindste glemt det saaledes, at de ingen Brug have derfor i deres Liv. Hvor dette glemmes, vil det ufejlbarlig føre til, at man søger Forsvaret for sine Synder andensteds end hos Jesus Kristus. Enten saaledes, at man søger Ly bag de andre Syndere, deri, at man ikke er værre end de, saa at altsaa de andre Syndere blive ens Frelsere, eller saaledes, at man optænker sig andre Forbedere i Kristi Sted.

Dette er ligefrem sat i System i Pavedømmet, hvor man har opdigtet de utallige Helgener, hvis Forbøn Folk paakalde i alskens Nød; og som den ypperste blandt dem alle sætter man Herrens Moder Jomfruen Maria, som man kalder paa tidlig og silde, la n g t tiere end paa den levende Gud selv eller paa vor Herre Jesus Kristus, for at hun med sit milde Kvindehjærte skal gaa i Forbøn for Mennesker, — ret som om Maria var bleven en alvidende Gudinde, der kunde høre alle Menneskers Bønner, og som om man skulde søge Barmhjærtighedens Kilde hos hende og ikke hos »Barmhjærtighedens Fader (2 Kor 1.3)«, vor Herres Jesu Kristi og vor Fader. Det er aabenbart, at ligesom Paven har gjort sig selv til Kristi Stedfortræder paa Jorden; saaledes har han opdigtet, at Maria er bleven Kristi Stedfortræderske i Himlen; ti det er hos hende, man søger det barmhjærtige Frelserhjærte, medens vor Frelser, Jesus selv, staar som den almægtige Konge og den strenge Dommer, der kommer at dømme levende og døde, og til hvem Syndere kun kan naa gennem hans Moders Forbøn.

Men det er ikke i Pavedømmet alene, at man saaledes sætter Mennesker og Menneskeværk i Kristi vor Frelsers Sted; det samme kan man ogsaa finde hos os i en ganske lignende Skikkelse. Man kan atter og atter møde Eksempler paa, at naar Folk have mistet et Menneske, de havde ret inderlig kær, især maaske en from og yndig og elskelig Datter, saa indbilde de sig, at hun skal være dem en Forbederske hos Gud, om end ikke paa den Maade, at de kan bede til hende, saa dog saaledes, at hun ved sin Forbøn skal hjælpe dem til den Frelse, som de selv ikke vil stride for at naa.

Og vistnok er der i denne som i alle andre Vildfarelser et Gran af Sandhed. Ti der er ingen Tvivl om, at naar et troende Menneske her paa Jorden har bedet for sine kære, saa glemmer han det ikke, naar han kommer hjem til vor Frelser. Det kan vi klarlig slutte af Jesu Ord om den rige Mand i Pinestedet, som huskede sine fem Brødre og bad om Hjælp for dem. Saa kan vi da være langt mere visse paa, at de, der komme hjem til at øse af selve Livets og Kærlighedens Kildespring, Jesus Kristus, de vil langt mindre glemme dem, d e her paa Jorden have elsket og bedet for. Og navnlig er jeg vis paa, at troende Forældre vil ogsaa efter deres Bortgang vedblive at være deres Børn til stor Velsignelse ved at vedblive at bede for dem. Men derfra er der et umaadeligt Spring til den Daaretanke, at vi her paa Jorden skulde kunne raabe eller bede til dem, og de høre os, eller at de hjemme i Hvilen skulde kunne se og vide, hvorledes vi færdes her, og indrette deres Bønner derefter. De blive ingenlunde alvidende ved at komme hjem til Hvilen hos Kristus. Og det vilde blive en ringe Hvile og fattig Salighed, om de blev det saaledes, at de kunde se og følge Menneskers travle og farefulde Færd paa denne vildsomme Jord.

Der er rigtignok Mennesker, maaske endog Kristne, der synes, det var dem saa trøsteligt at tænke, at de kære, der ere gaaede forud, kunde se, hvorledes de efterladte færdes hernede. Men lad os tænke os en Moder, en troende kristen Moder, som i Frastand kunde se sit Barn færdes paa Randen af en Afgrund, hvor det hvert Nu kunde styrte ned, eller midt i en myldrende vild Skare, hvor det hvert Øjeblik kunde blive knust og traadt under Fødder: at hun kunde se dette altsammen, men ikke kalde paa sit Barn eller komme det til Hjælp, hun kunde kun raabe til Gud om Hjælp, kan nogen tænke, at det var en lykkelig Tilstand for denne Moder, selv om hun havde den stærkeste Tro ? Jeg er vis paa, at det vilde være hende en gruelig Sjælekval. Men netop saaledes vilde det jo være, om de hensovede kunde se deres efterladte her i denne farlige Verden. Men Gud ske Lov, saa- ledes er det heller ikke; vi kan ikke raabe til dem og forstyrre deres salige Hvile, og de kan ikke se os og uroliges derved; de hvile fra deres Møje, hvile i saligt Haab under Alteret i Herrens Helligdom, og vi skal komme til dem, om vi blive i Kristi Tro ; men de komme ikke til os.

Men dog skal vi ikke være uden Forbøn, ikke heller undvære det mildeste og kærligste Øje, som følger os paa vore Veje. Vor himmelfarne Herre Jesus Kristus ved Faderens højre Haand vil følge os saaledes med sit Øje, og at han kan se os, det er os til virkelig Trøst og Styrke; ti han kan ogsaa udrække sin mægtige Frelser-Haand og redde os til Livet, om vi saa sank i Havets dybeste Afgrund. Og han vil gaa i Forbøn for os, for at vi, trods alle Fjender og alle vore Fald, maa blive i ham. Han vil ikke ved sin Guddomsmagt knuse Fjenderne og rive os ud af Verden. Nej, som han i sin ypperstepræstelige Bøn bad for sine troende (Joh 17.15), ikke at Faderen vilde tage dem ud af Verden, men at han vilde bevare dem fra det onde, saaledes vil han ogsaa bede for os, som oprigtig tro .paa ham, at det onde ikke skal faa Over- magt over ,os. Vi skal ikke gaa ud af Verden, men blive i Verden, der hvor han har sat os, og her stride vor Strid, indtil han siger: nu har du stridt den gode Strid; kom nu hjem til mig!

Saa længe denne vor Strid varer, kan der komme trange og mørke Tider for os, da det ser ud, som om det onde i Verden, Vantroen, Spotten, Fjendskabet mod Guds Rige, havde helt Overmagten, Belials Strømme forfærde os og true med at sluge os, og det eneste, vi endnu kan gøre, er med de lidettroende Disciple at raabe: Herre, frels os, vi forgaa! Og det, som. gør saadanne Tider dobbelt mørke, det er, at da vil »saa mange Synders Minde gaa frem af Sindets dunkle Grundg, Mindet om baade gamle og nye Synder raaber i vor Samvittighed og dømmer os og siger: du har ikke fortjent at kaldes et Guds Barn; du har ikke bedre fortjent end at blive evig forskudt! Da kan vi ikke undvære den Trøst, den Oprejsning, og det er det eneste, som kan gøre os trøstige og genoprejse Frimodigheden i vort Hjærte, at vi have en Talsmand hos Faderen i vor Herre Jesus Kristus. Han har selv givet os sit Ord for, at vi maa tro paa ham, som efter at vaeee død for vore Synder opstod fra de døde og opfor til Faderens højre Haand, hvor han altid lever til at gaa i Forbøn for os. Og han vil gøre saadanne mørke Tider for os til en »Ydmygelsens Ovn«, hvori vort Hjærte og vort Hjærtes Tro skal lutres, som Guldet i Ilden, renses fra Selviskheden, Selvraadigheden og Verdsligheden til helt at tro paa ham og ville tilhøre ham alene. Derfor skal vi ikke forsage, om der kommer mørke Tider over os, da »Nat udvælder af sorte Sky; men vi skal først gaa til Bunds i vort eget Hjærte og ransage os selv, hvad Syndevilje og Syndelyst vi trænge til at frelses fra; og naar vi saa i Oprigtighed kan frasige os det, saa skal vi klynge os til Troen paa vor himmelfarne Herre og Frelser, som troner højt over alle de sorte Skyer ved Faderens højre Haand. Ham skal vi raabe til og bede ham om Hjælp og Redning. Og saa sandt vi da virkelig bede om Frelse fra vor Synd, ikke blot om Beroligelse i vort Sind, saa skal det ikke blive forgæves. Han vil gaa i Forbøn for os, saa .at vi, naar hans Time kommer, skal kunne tro, blive hjærtevisse paa, at vi for hans Skyld have alle vore Synders Forladelse og Fred med Gud, og at vor himmelfarne Herre og Frelser vil holde os fast, saa at hverken Død eller Liv, eller noget nærværende eller tilkommende, eller nogen anden Skabning skal mægte at skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus vor Herre.

Amen.