Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Guds Søns Herliggørelse i de troende. - Femte Søndag efter Paaske

Joh. Evang. 17, 1-19

Dette talede Jesus, og han opløftede sine Øjne mod Himlen og sagde: Fader, Timen er kommen; herliggør din Søn, for at Sønnen maa herliggøre dig, ligesom du har givet ham Magt over alt Kød, for at han skal give alle dem, du har givet ham, evigt Liv. Og dette er det evige Liv, at de kende dig, den eneste sande Gud, og ham, du udsendte, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig paa Jorden ved at fuldbyrde den Gerning, som du har givet mig at gøre; herliggør du, Fader, ogsaa nu mig hos dig selv med den Herlighed, som jeg havde hos dig, før Verden var. Jeg har aabenbaret dit Navn for de Mennesker, som du gav mig udaf Verden; dine vare de, og mig gav du dem, og dit Ord have de holdt. Nu vide de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig; ti de Ord, som du har givet mig, har jeg givet dem, og de have modtaget dem og kendt i Sandhed, at det er fra dig, jeg er udgangen, og de have troet, at det er dig, som har udsendt mig. Jeg beder for dem; det er ikke for Verden, jeg beder, men for dem, som du har givet mig, fordi de ere dine, og alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Og jeg er ikke mere i Verden, men disse ere i Verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader, bevar dem i dit Navn, det som du har givet mig, for at de maa være ét ligesom vi. Den Tid jeg var hos dem, bevarede jeg dem i dit Navn, det som du har givet mig, og jeg vogtede dem, og ingen af dem gik fortabt uden Fortabelsens Søn, for at Skriften skulde opfyldes. Men nu kommer jeg til dig; og dette taler jeg i Verden, for at de maa have min Glæde fuldkommen i sig. Jeg har givet dem dit Ord; og Verden har hadet dem, fordi de ikke ere af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden. Jeg beder ikke, at du vil tage dem ud af Verden, men at du vil bevare dem fra det onde. Af Verden ere de ikke, ligesom jeg ikke er af Verden. Hellige dem i Sandheden; dit Ord er Sandhed. Ligesom du har udsendt mig til Verden, har ogsaa jeg udsendt dem til Verden; og for dem helliger jeg mig, for at ogsaa de maa være helligede i Sandhed.

Naar man betragter den stjerneklare Himmel, vil det første Indtryk være en uendelig Mængde Lyspunkter, alle de talløse større og mindre Stjerner, som ere strøede hen over Himmelhvælvingen. Men vedbliver man at se til med Opmærksomhed, vil efterhaanden flere af de saakaldte »Stjernebilleder« træde frem for øjet og sondre sig ud fra den øvrige Mangfoldighed. Og har man gode og klare øjne, vil man med Forundring se, at jo længer man betragter Himlen, des flere Stjerner opdager man, ogsaa der hvor man fra først af slet ingen lagde Mærke til; og mange flere endnu opdager man, naar man ser med væbnet øje, saa mange, at man tilsidst maa sige : der er langt, langt flere, end noget Menneske kan tælle.

Paa lignende Maade gaar det ogsaa med vor Herres Jesu Taler, som vi læse i den hellige Skrift, og mere end noget andet med denne hans Afskedsbøn, hvis Begyndelse vi høre i vort Evangelium i Dag. Den, der første Gang læser den, — jeg taler ikke om et vantro Menneske, men om troende Kristne, — ham vil det sikkerlig gaa saaledes, at han faar et lignende Indtryk` som ved at betragte den stjernestrøede Himmel, han vil se en Mangfoldighed af Lysstraaler, hvori Grundlyset, som er Guds Kærlighed i Jesus Kristus, glimter ham i Møde, men han kan ikke finde Rede og Sammenhæng deri. Men vedbliver han at se med Øjne, der ere salvede med den Ojensalve, der hedder Troen paa Jesus Kristus Guds enbaarne Søn vor Herre, saa vil der lidt efter lidt udsondre sig lysende Stjernebilleder, der danne ligesom Midtpunkter, hvorom de øvrige Stjernelys samle sig. Og jo længer han skuer ind deri, des mere vil han ogsaa her naa til dette, at der er endnu større Rigdom igen; men han vil da ogsaa se, at alle de mange Stjernelys have deres Glans fra det ene Grundlys, at Gud har elsket Verden saaledes, at han har givet sin Søn den enbaarne, for at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have det evige Liv.

Dette Lys skinner os klart i Møde i denne Bøn fra først til sidst. Man plejer med Rette at kalde den: Jesu ypperstepræstelige Bøn; ti den hviler derpaa, at Jesus, som han selv udtalte det, "helliger sig" for sine troende, d. e. indvier og hengiver sig til Sonoffer for vore Synder, og den er saaledes Begyndelsen til den Forbøn, han som vor evige Ypperstepræst vil vedblive at frembære for os, som tro paa ham, for at den Frelse, han har fuldbragt, ikke skal gaa til Spilde paa os. Det er en umistelig Trøst og Styrkelse for os under vor Strid her i Verden, at vi have en saadan Talsmand og Forbeder; men her høre vi, hvad hans Forbøn for os gaar ud paa, ti han siger selv udtrykkelig, at han beder ikke alene for sine Apostle, dem der den Aften stod samlede om ham, men ogsaa for dem, der ved deres Ord skulde komme til Tro paa ham, altsaa ogsaa for os, saa mange som nu tro paa ham som vor eneste Frelser og Herre. Ja her høre vi, hvad der er vor Frelsers inderste ,Ønske og Be- gæring for os og for vor Skyld; hvor meget mere maa dette da ikke være vort Hjærtes Ønske og Stræben. Ti noget bedre og livsaligere kunde ikke times os, end at dette kunde opfyldes paa os.

Saa begynder da Jesus først med at bede for sig selv og den Frelsergerning, der var givet ham her paa Jorden: »Fader, Timen er kommen; herliggør din Søn, for at Sønnen maa herliggøre dig!« Den Time, som nu var kommen, er den bitre Time, som hele hans Liv havde sigtet frem' til lige fra hans Daab i Jordans Flod, da han gav sig hen til at være Guds Lammet, som bar Verdens Synd, den Time, som nu forestod, naar han havde endt sin Bøn, og som han selv gik ud til, idet han med sine Disciple gik ud til Getsemane, til den overmenneskelig svære Sjælekamp, og derfra til at give sig i sine Fjenders Vold til at lide og dø paa Korset. Og dog siger Jesus: Timen er kommen, her-1 i g g ør din Søn! Altsaa, han kalder den sin Herliggørelses Time. Hvorledes kunde Jesus kalde den saaledes? Den var jo dog hans dybeste Fornedrelse. Ja, man kunde svare: det var fordi Korset var for ham det Trin, ad hvilket han steg op til Tronen, Frelserkongens Trone ; ti først efter at han var korsfæstet, død og begravet, kunde han opstaa og vende tilbage til Faderen. Og dette Svar er visselig sandt; men det siger dog ikke nok. Nej Jesu Kors er i dybeste Forstand ikke alene et Trin op til hans Herliggørelse, men et uadskilleligt Led af den. Det udtalte han selv faa Dage før sin Død (Joh 12.32): »naar jeg bliver ophøjet fra Jorden, skal jeg drage alle til mig«. Med denne Ophøjelse, skriver Evangelisten Johannes, betegnede han sin Død paa Korset; derfra vil han drage alle til sig, saa vi kan med Sandhed sige:

Korsets Træ er Naadens Trone
ti det Blod, paa Korset randt
for al Verdens Synd til Sone,
Død og Helved overvandt.

Derfor se vi ogsaa, at hans Korses Ord er det Sejervaaben, hvormed han alle Dage har overvundet Hjærterne til at vende om og falde ham til Fode; det er det Freds-Ord, hvormed han vil overvinde Hedningerne fra Hav til Hav, saa de hylde ham som deres Herre og Konge. Dette er en uomstødelig Kendsgerning, som hele Kirkens Historie indtil denne Dag uafladelig stadfæster. Og først naar Mennesker have faaet Øje og Hjærte op for den korsfæstede Frelser, blive de i Stand til at se, at han er den Herre, som har Ejendomsret til deres Hjærte, og til at se, hvad hans Opstandelse har at sige: at Paaskemorgen bar han Sejren hjem fra det store Slag, som han alt havde vundet, da han paa Korset sagde: det er fuldbragt; Fader i dine Hænder befaler jeg min Aand!

Altsaa da Jesus bad: Fader, herliggør din Søn! da bad han visselig ogsaa Faderen at styrke ham saaledes i den Lidelsens Kamp, som nu forestod, at han gennem sin Opstandelse og Himmelfart kunde naa til den Herlighed hos Faderen, han havde, før Verden var. Men først og fremmest beder han om Styrke til at herliggøres i det store Slag, som forestod paa Golgatas Høj, herliggøres der som Sønnen, i hvem Faderen er at skue, idet Faderens Kærlighed, hans livskabende Kærlighed til det faldne Menneske, er aabenbaret i ham. Det er denne guddommelige Kærlighed, som blev herliggjort paa Korset. Derfor beder Jesus: »herliggør din Søn, for at Sønnen maa herliggøre dig, ligesom du har givet ham Magt over alt Kød, for at han skal give alle dem, du har givet ham, evigt Liv«. Det er Magten, som Faderen har givet Sønnen over alt Kød, hele den faldne Menneskeslægt, at han og han alene skal være den, i hvem Syndere faa evigt Liv. Og det er Sønnens Herliggørelse, hvorved atter Faderen herliggøres, at denne Magt, som er ét med Faderens Kærligheds Almagt, kommer for Dagen og bliver aabenbar. Den var allerede tilforn begyndt at aabenbares for hans Disciple, som vi kan høre det af Peders Ord: Herre, til hvem skulle vi gaa hen, du har det evige Livs Ord! Derfor kunde Jesus ogsaa sige til dem: salige de øjne, der se det, I se! og han kunde her i sin Bøn sige om dem: jeg beder for dem, ti de ere dine, og jeg er herliggjort i dem. Men allerherligst aabenbaredes dog denne Magt paa Korset, i hans dybeste Fornedrelse, da han sagde til Røveren: sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradis! Og alle de mange Millioner af Syndere, som efter Jesu Opstandelse ved Vidnesbyrdet om den korsfæstede Frelsers Kærlighed ere førte til Omvendelse og Tro paa ham og til at faa evigt Liv i denne Tro, de ere ligesaa mange Beviser paa, at Faderen herliggjorde sin Søn netop deri, at han led Korsets Død i Synderes Sted.

Naar Jesus altsaa begynder med at bede: Fader, herliggør din Søn, for at Sønnen maa herliggøre dig ! saa er det ikke for sin egen Person, han beder, men for sin Gerning, at han maa fuldføre den saaledes, at han derved kan frelse Mennesker og give dem evigt Liv. Det er skønt at se, at det er Guds Herliggørelse at give Mennesker evigt Liv, give dem af sit eget Livs Fylde, saa de kan leve i ham og i Sandhed kende ham. I Verden er det lige modsat: jo mere et Menneske har sin Storhed og Herlighed for sig selv, har den saaledes, at ingen anden kan have Del i den, des større anses hans Herlighed for at være. Men saaledes er det ikke med Gud, ti Gud er Kærlighed. Og det er Kærlighedens Ære og Herlighed at meddele sig selv til andre; derfor er det Guds, Faderens og Sønnens Herliggørelse at give Mennesker evigt Liv.

Derefter beder saa Jesus for dem, i hvem han saaledes herliggøres, for sine Apostle og for alle, som komme til Tro paa ham. Først: »Jeg har aabenbaret dem dit Navn, og jeg har bevaret dem i dit Navn, den Tid jeg var hos dem; men nu kommer jeg til dig; derfor bevar dem i dit Navn!« Dernæst: »Jeg har givet dem dit Ord, og dit Ord er Sandhed, saa helliggør dem i Sandheden!« Og saa til sidst, som vi med Guds Hjælp næste Søndag skal betragte, sammenslutter han hele Bønnen i dette : »Den Herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, at de ved den alle maatte være ét i os !I Ja, deri sammenfattes alt, hvad vor Frelser beder for os; ti naar Mennesker ere ét i ham, saa er Frelsen fuldkommen, saa er Synden helt overvunden; ti Syndens uundgaaelige Virkning er at skille Hjærterne ad, saa de gaa hver sin Vej, og først da kan de blive forenede til ét, naar Jesus Kristus i sin Frelserherlighed bliver den fælles Livskraft i dem alle. Dette er i korte Træk Indholdet af Jesu Bøn for os, det er som de tre Stjernebilleder, hvorom alle de øvrige Himmellys samle sig. Men i Dag vil jeg kun tale om de to første, som indeholdes i det oplæste Evangelium.

Saa beder da Jesus: »Jeg har aabenbaret dit Navn for dem, som du har givet mig udaf Verden; jeg beder for dem, ikke for Verden: hellige Fader, bevar dem i dit Navn«, d. e. i dit Fade r-Navn. Dette Navn har Jesus aabenbaret sine troende, saa at de i Troen paa ham kende hans Fader, den almægtige Gud i Himlen, som deres Fader. Det er det samme, som Jesus ved en anden Lejlighed sagde: ingen kender Faderen uden Sønnen, og hvem Sønnen vil aabenbare ham; og atter : ingen kommer til Faderen uden ved mig. Derfor kan Jesus ikke heller bede for Verden: bevar dem i det Navn; ti Verden kender ikke Faderen. Vist nok høre vi Alverden sige: Gud er jo alles Fader. Men netop dette, at de komme saa let dertil, viser, at de slet ikke kende Faderen, de forstaa derved kun, at han er alle Tings Op- hav og Opholder, som er god imod Mennesker, ligesom han ogsaa føder og klæder de umælende. Men Fader-Navnet er noget langt dybere og rigere; det indeslutter i sig fremfor alt Kærlig-ligheden, der ikke vil nøjes med at give sine Gaver, men vil give sig selv. Og det er et Vidunder, som aldrig noget Menneske selv kunde optænke, at den almægtige Gud, Himlens og Jordens Skaber, vil gøre dette mod Mennesker; det aabenbaredes først, idet Gud gav sin enbaarne Søn, for at enhver, som tror paa ham, skal faa det evige Liv i ham. Men derfor er det ogsaa Sønnen alene, som kan aabenbare Faderens Navn, og han kan kun aabenbare det for dem, som Faderen har givet ham udaf Verden, d. e. dem, der ved Troen paa ham faa ham til Herre. Og kun disse kan i Jesu Navn og paa hans Ansvar tiltale hans Fader, den almægtige Gud i Himlene : vor Fader i Himlene.

For disse, - for alle os, som i Troen paa Jesus Kristus vor Herre kende Faderen, beder saa Jesus: hellige Fader, bevar dem i dit Navn! saa vi maa blive i og under hans ' Fader-Navn, hjærtevisse paa, at han vedkender sig dette Navn i vor Mund og kender os for sine Børn, og saaledes at vi i denne Tro maa føre en saadan Omgængelse blandt Mennesker, at vi aldrig skulde vanhellige hans Navn, men at det maa kendes, at vi ere den hellige Faders Børn, han

som aldrig gennem Fingre ser
med ondt, af hvem det saa end sker,
men kræver strengt af al sin Æt
at tale sandt og gøre Ret.

Derom har Jesus givet ogsaa os at bede: vor Fader i Himlene, dit Navn vorde helliget! hvormed vi i Jesu Navn bede om det samme, som Jesus her bad for alle dem, der tro paa ham, og som han visselig vedbliver at bede for hver enkelt af os, som tro, indtil vi have naaet Maalet, at Gud bliver alt i os, og at vi blive Gud lige, naar vi se ham, som han er.

Og dernæst beder Jesus: »Jeg har givet dem dit Ord; dit Ord er Sandhed, gør dem hellige i Sandheden!. Det Ord, som Faderen gav Jesus at tale til Mennesker for at frelse dem, det er Sandheden. Det er det samme, som Johannes skriver (Joh 1.17): "Naaden og Sandheden kom til Jord ved Jesus Kristus". Ved denne Sandhed oplyses det for Mennesker, baade hvem den hellige Fader er, og hvad Mennesker, hans vildfarne og frafaldne Børn ere, men ogsaa at Faderen vidste Raad til at frelse dem fra deres Synd til at blive hans genfundne Børn, der faa Hjem hos ham. Det var dette Naadens og Sandhedens Ord fra Faderen, som Jesus forkyndte blandt Mennesker; men han gav det kun og kunde kun give det til dem, der hørte hans Røst Ag modtog hans Ord, og som derved blev hans Disciple og Gud Faders Børn. Og det samme Naadens og Sandhedens Ord skal alle Dage forkyndes i hans Menighed; men det gives kun til dem, bliver kun deres Ejendom, som modtage det i deres Hjærter. Og for disse beder Jesus Faderen: gør dem hellige i Sandheden! Ti Sandheden er ikke given os, for at vi skulde kunne blive i vore Synder, men tværtimod for at frigøre vort Hjærte fra Synden, fra al Syndevilje og alle Syndevaner, til at ville, hvad vor himmelske Fader vil, saa vi maa blive hellige som den hellige Fader, der kaldte os. Det er Jesu Bøn for os, at Naadens og Sandhedens Ord maa virke denne Frelse og Helliggørelse i os; han har selv helliget sig for os, hengivet sig som Sonoffer for vore Synder, for at vi ved Troen paa denne hans Naade skulde blive i Sandhed helligede, villige til at fremstille vort Legeme og hele vort Levned i Legemet som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer, og saaledes gaa fremad mod Maalet, den fuldkomne Hellighed og Renhed, hvortil Gud skabte Mennesket, da han skabte det i sit Billede.

Ja saaledes bad Jesus, og saaledes beder han endnu for sine troende, for at ikke den Frelse, han har fuldbragt for os, og det Frelsesværk, han har begyndt i os, skal gaa til Spilde, men vedblive at skride fremad til Fuldførelsen. Og deri have vi det sikre Mærke paa, hvorvidt vi virkelig leve i Sandheden og i Guds Naades Ord, om dette virker i os til Helliggørelse, driver os bort fra Synden, Selvraadigheden og Ulydigheden til at ville, hvad Gud vil, saa det er vort Hjærtes Bøn, at vor himmelske Faders Vilje maa ske i os, som den sker i Himlen. Dette har vor Herre Jesus givet os Magt til at bede om i hans Navn; og det samme bad og,beder han selv for alle os, som tro paa ham og ved ham ere blevne Gud Faders Børn, der leve af hans Naade og Sandhed. — Gud give i sin Naade, at denne Bøn maa opfyldes paa os, hans Navn til Ære og os til evig Salighed !

Amen.