Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Den virkelige Frihed. - Fjerde Søndag efter Paaske

Joh. Evang. 8, 28-36

Jesus sagde da: naar I faa ophøjet Menneskesønnen, da skulle I kende, at jeg er det, jeg er, og at jeg ikke gør noget af mig selv, men ligesom min Fader har lært mig, saaledes taler jeg, og han, som sendte mig, er med mig. Han har ikke ladet mig ene, fordi jeg gør altid, hvad ham er tækkeligt. Da han talede dette, troede mange paa ham Jesus sagde da til de Jøder, som havde troet ham • dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple, og I skulle kende Sandheden, og Sandheden skal frigøre eder. De gave ham til Svar: vi ere Abrahams Sæd og have aldrig været nogens Trælle; hvorledes kan da du sige: I skulle vorde fri? Jesus svarede dem: sandelig, sandelig siger jeg eder, hver den, der gør Synden, er Syndens Træl. Men Trællen bliver ikke for al Tid i Huset; Sønnen bliver der for al Tid. Dersom altsaa Sønnen frigør eder, blive I virkelig fri.

»Dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple, og I skulle kende Sandheden, og Sandheden skal frigøre eder.« Saaledes hørte vi i vort Evangelium, at Jesus sagde til de Jøder, der vare komne til Tro paa ham. Og han føjede til: »dersom Sønnen frigør eder, blive I virke 1 i g fri.. Dermed udtaler Jesus, at han vil gøre Mennesker fri, gøre sine Disciple til virkelig frie Mennesker, gøre os hver især til en Personlighed, saa vi ikke nøjes med at være ligesom alle de andre, et Led i Rækken, et Nummer i Flokken, men kan og vil være os selv, vide hvad vi vil, og ville hvad vi kan. Og i Overensstemmelse hermed vidne Herrens Apostle atter og atter, at Kristenlivet er et Frihedsliv. Hvor Herrens Aand er, der er Frihed, skriver Apostelen Paulus (2 Kor 3.17) ; og vi ere ikke Børn af en Tjenestekvinde, men af den fri Kvinde, Jerusalem heroventil (Gal 4.31). Og han formaner derfor (Gal 5.1): Til Friheden har Kristus frigjort os; staar derfor fast og lader eder ikke atter spænde i Trældoms Aag. Og Apostelen Peder formaner (1 Ped 2.16): I skal være som fri, men ikke som de, der have Friheden som Skjul for deres Vanart, men som Guds Tjenere. Altsaa Jesu Kristi Folk og Menighed skal være et frit Folk, han vil ikke have et Folk af Trælle, men frie og frivillige Tjenere.

Men naar Jesus siger: dersom Sønnen frigør eder, blive I virkelig fri, peger han dermed paa, at der ogsaa er en fals k Frihed, noget der har Skin af Frihed, men ikke er det, ja som fører til det lige modsatte, til Trældom. Naar man saaledes taler, som om Friheden bestod i, at alle udvortes Baand løstes, saa Mennesker kunde gøre alt, hvad de lystede, saa er dette øjensynlig en falsk Frihed. Dette indse alle forstandige Forældre, som virkelig elske deres Børn og ikke i Egenkærlighed bruge dem som et Legetøj, at det vilde være saa langt fra at gøre deres Børn til fri og lykkelige Mennesker, om de fik Lov til alt, hvad de lystede; det vilde tværtimod gøre dem til Trælle af deres egne Lyster og dermed til ulykkelige Mennesker. Nej, skal vi opdrage vore Børn til at blive frie Mennesker, maa vi allerførst lære dem at lyde, uden dette lære de aldrig at byde, d. v. s. at tvinge og beherske sig selv. Men den, der ikke kan beherske sig selv, er en Træl, om saa Millioner maa lystre hans Luner. Og man maa ikke indbilde sig, at om det end var en Ulykke for Børn at faa Lov til at gøre, hvad de lystede, kunde det dog godt gaa for de voksne; nej for disse vilde den Frihed gøre endnu større Ulykker, fordi Synden har langt større Magt i de voksne. Det vilde føre til det grueligste Tyranni, hvor kun den stærkeres Ret gjaldt, mens de svagere maatte bukke; og end ikke de stærke, Tyrannerne selv, blev fri, de blev Trælle af deres Hjælpere, og af deres egne Luner og Lyster, og af deres Frygt for dem, de havde øvet Vold imod. Nej, hvis der ikke behøvedes andet til Frihed end Sprængning af alle Baand, saa havde Gud ikke behøvet at hengive sin enbaarne Søn til at gøre sin ydmyge Tjener-gerning for at gøre Mennesker fri. Men den udvortes Frigørelse kan ikke gøre virkelig fri, fordi den Magt, hvoraf al Trældom har sit Udspring, har sit Sæde inden i Mennesket, i Menneskets Vilje; og denne Magt er Synden. Skal vi blive virkelig fri, maa Syndens Herredømme brydes i vort Hjærte, og det kan kun Guds enbaarne Søn gøre. Men er dette Herredømme ikke brudt, vil den udvortes Frigørelse kun føre til, at Synden, Egenraadigheden, Egenviljen og Egenkærligheden med det samme slippes løs og faar des større Magt til at gøre Mennesker til Trælle.

Men dernæst er det ogsaa en falsk Frihed, som sættes i at være fri for at have med Gud at gøre, saa Mennesket kan leve sit Liv uden Gud. Der raabes i vore Dage paa Frihed paa alle Omraader: for Tanken, for Ordet, for Handlingen, Frihed for allehaande udvortes Baand; men dybt gennem dette Frihedsraab lyder den Tone, som allerede David hørte i Aanden, da han sagde (Salm 2.2): »Jordens Konger rejse sig, og Fyrster oplægge Raad imod Herren og imod hans Salvede : lader os afkaste deres Baand og sprænge deres Lænker!« Ja den klinger ikke blot paa Bunden af Frihedsraabet, men det siges jo aabenlydt, at Troen paa den levende Gud og paa et Liv efter dette er Frihedens værste Fjende, og at det er endnu den allermest uværdige Trældom for Mennesker at lyde Gud i Himlen og være afhængig af ham; først naar Gud er styrtet fra Tronen, saa ingen tror paa ham, og ingen tænker paa et Ansvar overfor ham, kan Mennesker blive fuldkommen fri og lykkelige. *Men han, som sidder i Himlen, ler, Herren spotter dem (Salm 2.4)«, idet han lader dem selv vise det saa klart, at endog blindfødte maa kunne se det, at den Frihed, de saaledes vil opnaa ved at leve uden Gud, er en Trældom i Lighed med de umælendes. Ti de samme høje Aander, som udraabe fra Tagene, at for at blive fri og Menneske skal man bortkaste al Tanke om Gud, de forkynde jo ogsaa, at hvad Mennesket er og tænker og vil, har han taget i Arv fra sine Forfædre, saa det er disses Sindelag og Vilje, der gaar igen i ham, eller det er nødvendig bestemt af de Forhold og Omgivelser, hvorunder han lever, saa at hele Menneskets indvortes Liv er saa bundet fra først til sidst, at hvis man kendte alle de udvortes Forudsætninger derfor i Fortid og Nutid, kunde man beregne det med samme Sikkerhed som, at en Sten vil falde til Jorden, naar den er kastet op i Luften. Men hvor er saa Friheden? — Vi faa ikke længer frie Mennesker, men kun ufri Naturting og Kødets Trælle.

Nej, et Menneske kan ikke blive frit ved at leve uden Gud, men kun ved at blive i Gud og ville, hvad Gud vil; ti dertil skabte Gud os, da han skabte Mennesket i sit Billede. Alle Guds Skabninger ere skabte til at gøre, hvad Gud vil, men Mennesket er skabt til at ville, hvad Gud vil. At ville dette er den virkelige, sande Frihed, hvorved Mennesket bliver sig se l v. Men denne Frihed kan aldrig opnaas ved nogen udvortes Frigørelse, ti Friheden er ikke en udvortes Tilstand, men først og fremmest en indvortes Herlighed, en indvortes Magt, som bestaar deri, at jeg har mig selv i min Magt, saaledes at jeg kan være mig selv, det Selv, Gud har skabt mig til at være, og kan bestemme mig uafhængigt af enhver fremmed Magt og Herredømme. Men et saadant Fremmedherredømme kan ikke blot findes udenfor os; der er en langt haardere Fremmedherre indeni Mennesket, og det er Synden og dens Lyster, — ikke de andres Synder og Lyster;. disse kan maaske nok binde vor Haand og vor Tunge, men alene Synden indeni os, vor egen Synd, kan binde vort Hjærte. Og her- med tænker jeg ikke alene paa de udvortes grove Synder og Laster, men fremfor alt paa det, der er Syndens egentlige Rod, Selv- raadigheden og Selviskheden, som vi alle af Natur have Driften til. Dette er en fremmed Magt, ti Gud har skabt os, ikke til at raade os selv og leve os selv, men til at ville, hvad han vil. Og det er den egentlige Trældom at være indvortes bunden af sit eget Jeg og Hensynet til det. Er et Menneske saaledes bundet, saa vil den udvortes Frihed, hvor han kan gøre, hvad han vil, kun føre til, at han trælbindes des fastere, og til, at det des klarere viser sig, hvad Jesus siger: hver den, der gør Synden, han er Syndens Træl. Lad os tage et Eksempel. Var Judas fri, dengang han lod sin Gerrighed raade og solgte Jesu Liv for 30 Sølvpenge? Eller Jødernes Øverster, dengang de fik deres Vilje og fik Pilatus til at dømme Jesus? Eller Pilatus, da han mod bedre Overbevisning dømte Jesus for at fri sig selv fra Ubehageligheder? Eller den store Hob, da de hidsede hverandre til at raabe: korsfæst? Nej hvert Menneske maa kunne se, at skønt det var deres Time, saa de kunde gøre, hvad d e vilde, vare de dog Trælle tilhobe, — Trælle af deres egen Synd og af Mørkets Magt, som holdt dem ,indvortes fangne, og de blev end mere trælbundne deraf, jo mere de fik Rum til at gøre, hvad de selv vilde. Men Jesus, som stod bunden midt iblandt dem og blev naglet til Korset, han stod som den fri midt iblandt Trælle ; ti han vedblev at være sig selv; al deres Ondskab kunde ikke fravriste ham hans Kærlighed til Mennesker og hans Lydighed mod Faderen, og kunde ikke knække hans Vilje til at frelse Mennesker.

De udvortes Baand kan vistnok være snærende og trykkende og hindre Mennesket i at bruge sin Frihed, men de kan ikke berøve ham den. Men der er Baand, der snære langt fastere: de indvortes, der holde Viljen bunden; ere disse ikke løste, vil al udvortes Frigørelse kun føre Mennesker i des dybere Træl- dom. Og hvor mange saaledes indvortes trælbundne Mennesker møder man ikke ? Trælle af deres Lyster og deres fordums Synder og Løgne, deres Penge, Magelighed og Nydelser, og først og sidst af deres eget Jeg, deres syndige, selviske Jeg, der søger sit eget istedenfor at spørge om, hvad der i sig selv er Sandhed og Ret. Det er denne Trældom, der i vore Dage træder saa, øjensynlig frem i alt det Partivæsen, som breder sig paa alle Omraader. Ti alt Partivæsen er Trældom: man sælger sig selv til dem, man holder Trop med, tør ikke mene, sige, gøre andet end de; — og hvorfor ikke? For sin Egennyttes Skyld, ti ellers, mener man, kommer man ingen Vegne. Lederne ere Trælle af dem, der følge dem, og disse af hverandre indbyrdes. Men det er Trældom, naar Mennesket saaledes opgiver at være sig selv og kun bliver et Nummer i Rækken for at kunne leve sig selv og søge sit eget.

Hvor er det saa ikke i Modsætning hertil vederkvægende at møde et sandhedskærligt Menneske, der ved, hvad han vil, og tør være sig selv, tør ville, hvad han erkender som Sandhed og Ret, uden at se til højre og venstre og spørge om, hvad Folk sige derom, eller hvad Fordel han selv har deraf, om det kan skaffe ham selv Ære, Nytte eller deslige. Det er som et frisk Pust fra Søen paa en lummerhed Dag. Ja, der kan være dem, der føle sig ilde berørte derved, nemlig fordi der altid fra Sandheden udgaar en Dom over Løgnen, og fra den virkelige Frihed en Dom over Trældommen og Egennytten. Men hvert Menneske, som har Ærbødighed for Sandheden, vil kvæges derved, fordi han der møder et virkeligt Menneske, en fri Personlighed. Saa er der rigtignok mange, der sige : ja, det kan nu være godt nok; men hvad udretter han paa den Maade? Nej, vil man udrette noget, maa man tude med de Ulve, man er iblandt! Det er maaske saaledes. Men hvad hjalp det, om man kunde udrette og vinde Alverden, naar man tog Skade paa sin Sjæl og satte sit Selv over Styr. Og selv om et Menneske intet udretter derved, saa o p n a a r han dog det, der ikke kan købes for Alverdens Guld, at blive et frit, et virkeligt Menneske. Ti dette er kun den, der tjener og lyder Sandheden uden at spørge om sin egen Nytte eller Fordel.

Men deraf se vi da, at Menneskets Frihed ingenlunde bestaar i at være en Selvhersker, der kan gøre, hvad han lyster, men deri, at man villig tjener og lyder, hvad man kender for Sandhed og Ret, og kun derved bliver man sig selv. Og naar det allerede gælder om de menneskelige og jordiske Sandheder, at det Menneske, som af Hjærtet lyder og tjener dem, han bliver derved fri, hvor meget mere maa det da ikke gælde om den evige Sandhed, som Jesus giver os Del i ved sit Ord. Derfor siger han: »dersom I blive i mit 0 r d, ere I sandelig mine Disciple; I skulle kende Sandheden, og Sandheden skal frigøre eder.K Men den Sandhed, han taler saaledes om, er den, der er aabenbaret i ham, ja kommen til Jorden i ham, som Johannes skriver (Joh 1.17): »Naaden og Sandheden er kommen ved Jesus Kristus«, — Sandheden til Salighed om Guds Kærlighed til det faldne Menneske, at han har givet sin enbaarne Søn for at udrette det, der var umuligt for Loven, nemlig at frigøre og frikøbe os fra Lovens og Syndens Trældom til atter at blive Guds frie Børn. Ja denne Sandhed, som er ét med Guds Naade, og som gives os i Jesu Ord til os, det er den, der gør os virkelig fri. Dog ikke paa en Gang. Der staar, at Jesus sagde til dem af Jøderne, som troede paa ham: » dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple, og I skulle kende Sandheden, og Sandheden skal frigøre eder«. Altsaa, han siger ikke: nu ere I fri, men: naar I nu blive i mit Ord, skal I blive fri, og jo længer I blive deri, des mere fri. Den udvortes Frigørelse kan ske paa én Gang, saaledes som dette f. E. skete i Aarhundredets Begyndelse, da Negerslaverne trindt om Lande fik deres Frihed; men Erfaringen viste, at det var langt fra, at de dermed ogsaa blev indvortes fri, virkelig fri. Den indvortes Frigørelse kan kun ske lidt efter lidt, alt som vi kende og forstaa Sandheden, og den forstaas ikke udvortes, som man forstaar et Regnestykke, men kun ved at op- leves, derved at vi leve i Sandheden og saaledes erfare dens Magt til at bære og løfte os op over Syndens Trældom.

Ja skal vi blive fri, virkelig fri, maa vi blive i Jesu Ord, ikke stillestaaende, saa vi blot have det i vor Hukommelse, men saaledes at vi leve dermed ved stedse at modtage det paany og modtage den Naade, det udtaler. Det er dette, Jakob skriver (Jak 1.18, 21): »Fordi Gud vilde det, fødte han os ved et Sandheds Ord; derfor modtager med Sagtmodighed det indplantede Ord, som mægter at frelse eders Sjæle. Og det samme betegner han derefter ved »at skue ind i Frihedens fuldkomne Lov og vedblive dermed.« Ti Frihedens fuldkomne Lov, den hvori alt, hvad Gud kræver af os og vil føre os til, er indbefattet, den er netop Guds Sandhed og Naade, som møder os i vor Herre Jesus Kristus og i hans Ord. Denne Guds Naade er en Lov, fordi den vil have Herredømmet og staa for Styret i vort Hjærte, men den er en Frihedens Lov, først fordi den kun kan og vil styre den, der frivillig giver sig hen til at tjene den, men især fordi den frigør os fra Trældommen under vort eget selviske Jeg, i samme Maal som den fylder vort Hjærte.

Det er denne Frihedens Lov, hvorom Paulus skriver i Epistelen i Dag: »Kristi Kærlighed tvinger os, idet vi have sluttet saaledes, at én døde for alle, altsaa døde de alle; og han døde for alle, for at de, som leve, ikke mere skulle leve for sig selv, men for ham, som døde for dem og opstod.. Ja, Kristi Kærlighed tvinger os, det er den virkelige Frihed. Det lyder som en Selvmodsigelse, at Tvang skulde være eller føre til Frihed. Og det vilde være Selvmodsigelse, dersom der var Tale om at tvinges af en fremmed Magt. Men Kristi Kærlighed, som er ét med Guds evige Kærlighed og Aabenbarelsen deraf, er selve Menneskets Grundvæsen, den er baade vort første Udspring og vort Maal. Naar vi tro paa Jesus Kristus som vor eneste Frelser, der har elsket os saaledes, at han har ofret sig selv for os, saa vil hans Kærlighed tage Bo i os, og alt som den fylder os mere, blive vi mere fri, blive til det, Gud skabte os til, hans frie, lydige Børn. Og vil vi have et Eksempel paa, at Kristi Kærlighed virkelig kan frigøre et Menneske, saa ved jeg intet bedre eller skønnere at pege paa end Stefan, der i sin Dødsstund bad for sine Mordere. Der vidnes om ham (Ap G 6.8), at han var »fuld af N a a d e og Kraft«, d. v. s. Guds Kærlighed i Jesus Kristus fyldte hans Hjærte; derfor var han saa stærk, at hans Modstandere ikke kunde tvinge hans Frihed. Og denne hans Frihed se vi ikke alene deri, at han ofrede alt for Sandheden, altsaa ikke var Træl af sin Egennytte; han havde kun behøvet at slaa lidt af paa Sandheden, saa havde hans Dommere været tilfredse; men endnu skønnere viser hans Frihed sig deri, at skønt hans Modstandere brugte deres Overmagt til at berøve ham baade Livet og Friheden, kunde de dog ikke med al deres Vold og Vrede tvinge hans Hjærte til at slippe sin Kærlighed, Kristi Kærlighed, til Israels Folk; hans Hjærte vedblev til det sidste at være ligesaa frit som tilforn, da han stred med Kyrenerne og Alexandrinerne og de andre, uden at de kunde modstaa den Visdom og den Aand, han talede i. Derfor kunde han lukke sine Øjne med de Ord: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! Han skuede ind i Frihedens fuldkomne Lov, Guds Kærlighed i Jesus Kristus, og blev ved dermed til sin sidste Stund; derfor var han en virkelig fri Mand til det sidste.

Ja. naar Kristi Kærlighed tvinger os til at glemme os selv og vort eget, da ere vi virkelig fri. Men derfor ere vi dog endnu ikke fuldkommen fri. Vi maa mangen Gang sukke: det gode, som jeg vilde, det gjorde jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vilde, det gjorde jeg. Og det er øjensynligt, at saa længe vi maa sukke saaledes, ere vi ikke fuldkommen fri. Men dette: »jeg vil det gode og vil ikke det onde«, det er dog Udtryk for den virkelige Frihed, den som Jesus Kristus bringer og giver os. Og saa gælder det kun om, at vi ikke over dette Suk opgive at blive i Jesu Kristi Ord, men at vi dog vedblive at modtage det og saa nøjes med, hvad vi have, og med at bruge, hvad vi have, den virkelige Frihed, hvormed Kristus har frigjort os. Saa have vi det Haab, den visse Fremtidsudsigt, at vi ved Jesu Kristi Ords Kraft engang skal naa til den fuldkomne Frihed. til Guds Børns Herligheds Frihed, den som skal aabenbares, naar vi blive Gud lige, fordi vi se ham, som han er.

Amen.