Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Den kristne Frimodighed. - Almindelig Bededag. II

Hebr. 10, 19-31

Da vi altsaa, Brødre, i Jesu Blod have Frimodighed til at gaa ind i Helligdommen, hvis Indgang han har indviet for os som en ny og levende Vej gennem Forhænget, det vil sige: sit Kød, og da vi have en stor Præst over Guds Hus, saa lader os træde frem med et sandt Hjærte i fuld Troens Vished, med Hjærterne stænkede rene for en ond Samvittighed og Legemet tvættet med rent Vand; lader os fastholde Haabets Bekendelse urokkelig, ti trofast er han, som har givet Forjættelsen; og lader os give Agt paa hverandre for at opildnes til Kærlighed og gode Gerninger, saa vi ikke lade vor egen Forsamling fare, som nogle have for Skik, men formane hverandre, og det saa meget mere, som I se, at Dagen nærmer sig. Ti naar vi med Vilje synde efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse, er der ikke mere noget Offer for Synder tilbage, men en frygtelig Forventning om Dom og en Nidkærhed som en Ild, der skal fortære dem, der staa imod. Naar en har brudt med Mose Lov, maa han uden Barmhjærtighed dø paa to eller tre Vidners Udsagn; hvor meget værre Straf, mene I, skal da den kendes for- tjent til, som har traadt Guds Søn under Fødder og har agtet Pagtens Blod, hvormed han blev helliggjort, som urent og har haanet Naadens Aand? Ti vi kende ham, som har sagt: Mig ,hører Hævnen til, jeg vil betale, og atter: Herren skal dømme sit Folk. Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.

»Herre, til hvem skulle vi gaa hen, du har det evige Livs Ord!« Saaledes svarede Peder vor Herre Jesus, da denne spurgte ham og de andre Apostle: vil I ogsaa gaa bort fra mig? — nem- lig ligesom alle de mange, der hidtil havde fulgt Jesus, men vare blevne stødte over den Tale, han havde ført om, at de skulde æde Menneskesønnens Kød og drikke hans Blod, og kun da kunde de have Livet i sig. De havde sagt: dette er en haard Tale, hvem kan høre paa den? og saa forlod de Jesus og fulgte ham ikke mere. Og naar da Peder paa sine egne og de andres Vegne svarede: Herre, til hvem skulle vi gaa, du har det evige Livs Ord! saa var det sikkert ikke, fordi han dengang virkelig forstod Jesu Tale om at æde hans Kød og drikke hans Blod. Den havde maaske lydt ligesaa uforstaaelig i Peders Øren som i alle de andres, og han lærte ialfald først ret at forstaa den, efter at Jesus havde givet dem og sin Menighed sin hellige Nadver. Nej med disse Ord udtaler Peder, at hans Hjærte var blevet saaledes knyttet og bundet til Jesus, at Øt vilde være ham aandelig umuligt at gaa bort fra ham. Han havde ved at høre Jesu Ord og gemme det i sit Hjærte faaet et Livsindhold, som overgik alt andet, han havde at leve med, faaet en Vished om Guds Faderkærlighed og en Glæde i Gud, som han kunde føle, var af helt anden Art end alt andet, han hidtil havde haft at glædes ved, og som kunde vare i al Evighed. Han havde sikker-lig tidligere som andre troende Israeliter kunnet frygte og tjene Gud og glæde sig over at høre til hans Folk; men nu havde han ved Jesu Ord faaet Magt til at glæde sig i Gud selv; og denne Glæde er det evige Liv. Derfor sagde han • Herre, til hvem skulle vi gaa, du har det evige Livs Ord! — ikke sukkende, men med Hjærtets Frimodighed. Lykkeligt er i Sandhed hvert Menneske, som af Hjærtet kan sige ham dette Ord efter:

Og naar vi nu i en kort Sum skulde sammenfatte Indholdet af det Stykke af Brevet til Hebræermenigheden, som er denne Dags Tekst, saa kunde vi udtrykke det saaledes: hold dog fast ved den Jesus Kristus, hvis Naade I have faaet Del i, ti han har det evige Livs Ord; men gaa I bort fra ham, gaa I i den evige Død. — Vi kan af dette Brev se, at der var kommet en Træt- hed og Slaphed over den hebraiske Menighed, saa de havde sluppet det frimodige Haab, — ikke just Haabet om Salighed hisset, men Haabet for dette Liv, om at de skulde kunne udrette noget til Herrens Ære her paa Jorden, og om at det skulde blive til noget med deres Kristenliv her. Det var begyndt saa frydeligt for denne Menighed med Pinsens solklare Foraarsdag og i Tiden derefter, da de troendes Mængde havde ét Hjærte og en Sjæl og alle Ting tilfælles, og da de havde Yndest hos hele Folket, og da der hver Dag føjedes flere til Menigheden, som lode sig frelse. Da kunde de haabe, at det skulde blive saaledes ved, at alt som Menigheden voksede, skulde Kærligheden og Sammenholdet vokse i Dybde og Styrke, og at den Yndest, de havde hos hele Folket til at begynde med, skulde gaa saaledes i Dybden, at Folket i sin Helhed ogsaa omvendte sig til at bøje Knæ for Jesus Kristus og til at blive ét med Menigheden, og at Israels store Forjættelser da skulde straalende opfyldes.

Men dette lyse Haab opfyldtes ikke. Alt som, Tiden gik og Menighedens Tal øgedes, kølnedes Kærlighedssamfundet mellem de troende, og Samfundsbaandet slappedes, og snart kom den Tid, da Menigheden ikke voksede mere, men Folkets forrige Yndest for Menigheden vendte sig til Ligegyldighed og Foragt eller ligefremt Fjendskab; det var blandt Hedningerne, at Evangeliet havde Fremgang, ikke i Israels Folk. Og da begyndte de at se hen til det pragtfulde Tempel paa Sion, hvis gyldne Tag kastede sin Glans over hele Jerusalem. Der opsteg hver Morgen og Aften Røgen af Offerlammet til Himlen, og Røgelsens Duft fra det Hellige trængte ud i Forgaarden til det forsamlede Folk. Der lød i de levitiske Sangeres tusendstemmige Kor de gamle Davids-Salmer til Harpers og Cymblers Klang. Det var noget, der kunde løfte og sætte i Stemning. I Sammenligning dermed var den Gudstjeneste, den kristne Menighed holdt i deres egne lave Huse og Stuer, saa fattig og tør; der maatte de selv medbringe Stem- ningen og Løftelsen, der var intet, der saaledes kunde tiltale Øje og Sans. Og alt medens det gik saaledes, saa traadte den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus mere i Skygge for dem, blev dem fjernere. Kundskaben om hans Liv og Død og Opstandelse havde de, de . tænkte ikke paa at fornægte ham, forkastede ikke heller den kristne Tro ; men de følte ikke hans Nærværelse hos dem. Og det var øjensynligt, at skulde det blive saaledes ved, saa vilde det ende med, at de forlod deres første Kærlighed og ikke længer troede paa ham som den eneste Herre og Frelser, men kun som en af Fortidens hellige og store Mænd, Profeterne og de andre, som i fordums Tid havde forkyndt Ordet fra Gud, og af hvilke mange havde beseglet deres Vidnesbyrd med deres Blod.

Saadan var •den Fare, Hebræermenigheden var stedt i, og det er den, dette Brev advarer den imod; det vil ligesom standse Menigheden paa det Skraaplan, den var kommen ud paa. Og hvad enten det er Paulus eller Barnabas, eller hvem anden . der har skrevet dette Brev, saa er det aabenbart, at det er skrevet af en Mand, om hvem der kan siges det samme som om Bar- nabas, at han var en »god Mand, fuld af den Hellig-Aand og Tro,.baade til at tugte og til at trøste. Han viser da Menigheden, at den Jesus Kristus, som de dog endnu ikke havde sluppet, er langt højere end Moses og alle Profeterne, og hans Gerning langt større end alle den gamle Pagts Ofre; ti han er Guds enbaarne Søn, der ved sin Død har bragt sig selv som det store Sonoffer, hvorved han har vundet evig Forløsning til alle, som tro paa ham. Og saa slutter han med den Formaning, vi hørte i vor Tekst, hvor han saa alvorligt lægger dem paa Hjærte, hvilken Sjælefare de vare stedte i, om de traadte Guds Søn under Fødder og ringeagtede Pagtens Blod ved at tale om Kristi Død som om et almindeligt gudfrygtigt Menneskes Død. Den der faldt fra Mose Lov, skulde uden Barmhjærtighed miste sit Liv; men det gjaldt evigt Liv og Død, om nogen faldt fra Jesus Kristus. Men først og fremmest formaner han dem til ikke at kaste deres Frimodighed bort, men vedblive ret at bruge den Naade, som de i Kristus havde faaet Del i. Og denne Formaning vil ogsaa vi lægge os paa Hjærte, ti den staar ved Magt endnu. Det gælder om den, hvad Apostelen skriver (Rom 15.4): »Hvad tilforn er skrevet, er skrevet os til Lærdom, at vi skal have Haab ved Skrifternes Taalmodighed og Trøst«.

Naar en Kristen i sin Ungdomstid vaagner til bevidst Tro paa Jesus Kristus, oprinder der for ham en frydefuld Foraarstid, at ligne ved Menighedens Liv i Jerusalem. Ja, hvem har da ikke tænkt og haabet:

Mit Hjærte, dig til Ære,
skal grønnes som en Skov,
og alt mit Liv skal være
Guds Kærlighed til Lov!

Da har han drømt den samme haabefulde Drøm, at hans Kristenliv skulde være et fortsat Sejersløb, med Sejer udadtil over de vantro og ligegyldige, saa deres Mund maatte stoppes, og de maatte bøje Knæ for Jesus Kristus, og med Sejer indadtil i hans eget Hjærte over Kødets og Øjnenes Lyst, over Verdslig-heden, Egenkærligheden og Forsagtheden. Ja, da ligger Livet for ham som en straalende Kampplads, hvor der vel skal tages haarde Tag og Sjælens Sener spændes, men hvor man dog stadig skal sejre ved Jesu Kristi Kraft. Og visselig, dette Haab skal ikke briste, saa sandt vi blive i Troen, vi skal ved Kristi Kraft naa til den evige Sejer over Synden, Døden og Djævelen. Men Sejersgangen er en helt anden end den, Mennesker tænke; den gaar paa samme Vis som Kristi Sejer over Synden og Døden, gennem hans dybe Fornedrelse i Korsets Død. Saaledes ogsaa vi: »Ned og op gaa Jesu Spor. Vi maa ydmyges ved at lære os selv ret at kende i vor Synd og Magtesløshed, for at kunne ophøjes til at leve i Gud. Og derfor maatte vi til vor Ydmygelse opleve, at Nederlag vare hyppigere end Sejre, at vor Tros Kraft glippede, hvor vi troede den stærkest, at Udholdenheden var saa stakket, og at det ikke blev os, som overvandt de vantro, men snarere dem, der vakte Tvivl i vor Sjæl. Da kommer denne aandelige Træthed og Slaphed, hvor Haabet stækkes, og man tænker: hvad kan det nytte altsammen; det bliver aldrig til noget med mit Kristenliv! Man ser paa de andre troende: det er ikke bedre med dem. Man bliver saa skarpsynet for deres Fejl og Skrøbeligheder, og Kærligheden og Glæden ved Samfundet bliver kold. Saa er der dem, der klage over den tørre protestantiske Gudstjeneste og finde, at Gudstjenesten i Pavedømmet med dets Røgelse og Sang og deslige kan langt anderledes holde dem i den rette Stemning; der behøve de blot at lade sig bære og favne, eller sluge, men ere fri for Arbejdet paa det personlige Samliv med Jesus Kristus.

Da er vor Sjæl i Fare, naar vi ere saaledes stillede. Men i denne Fare, denne Træthed og Haabløshed, ved jeg ingen bedre Formaning til alle dem, der endnu ikke have fornægtet vor Herre og Frelser, men endnu tro, eller dog gærne vilde tro paa ham som Guds Søn, der har lidt Døden for os og er opstanden, — end den, vi her hørte til Hebræermenigheden.

Allerførst skal vi holde fast, at det ikke er os, som skal aabne os Adgang til Helligdommen, Guds Naadetrone, ved vore Gerninger, vor Anger, vore Bønner eller deslige, men Jesus Kristus, Guds Søn, har ved sin Lidelse og Død i vort Sted aabnet os Adgangen. Da han bøjede sit Hoved paa Korset, splittedes Forhænget til det Allerhelligste i to, fra øverst til nederst. Men dette er hans Menighed et Tegn paa, at nu er Adgangen til Guds Naade aabnet i Jesu Kristi Blod; en saadan Gerning af Guds Søn kan ikke være forgæves, hvad enten vi kan forstaa lidt eller meget deraf. Og saa skal vi bruge denne Adgang, træde frem for Gud i Bønnen med et sanddru Hjærte, som ikke vil lyve sig fra sin Synd, ikke heller blot søge Beroligelse, men som søger Frelse, Frigørelse fra sin Synd. Ja vi skal gøre, som det hedder i den gamle Saline:

Kæmp med Bønnens Sejervaaben,
og lad Himlen Dag og Nat
ingen Stilstand for din Raaben,
til du faar din Jesum fat.

Og først og fremmest skal vi kæmpe med os selv og vort eget forsagte Hjærte, at vi ikke blive trætte og modløse til at bede, saa godt som vi kan. Og vil nogen sige: ja men jeg kan slet ikke bede til Gud, min Bøn er kun Ord, talte ud i den tomme Luft! — Det hjælper dog ikke; du skal bede og blive ved dermed. Den, der er i Livsfare og gruer for at dø, kæmper mod Døden, saa længe en Gnist af Liv er tilbage i ham, selv om han ikke har mindste Udsigt til, at det kan nytte. Saaledes skal ogsaa du kæmpe i Bøn, og blive ved dermed; kan du end ikke se Redning, der er dog den sikre Udsigt dertil alligevel, ti det er Guds Glæde, at din Sjæl bliver- frelst.

Men det er vel at mærke, at vi aldrig faa Frimodighed til at bede, saa længe vi blot bede i Kraft af vor Nød; nej, vi skal træde frem for Gud »med Hjærter, som ere stænkede rene fra en ond Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand«, d. e. i Kraft af Jesu Kristi Naade, som er os given i vor. Daab. Deri er givet os vore Synders Forladelse, saa de ikke længer skal være en Skillemur mellem Gud og os, men vi kan træde frem og bede ham om Naade og Liv for Jesu Kristi Skyld. Og der- næst skal vi holde fast ved den urokkelige Bekendelse, hvoraf ifaabet udspringer og stedse drager sin Næring, den Bekendelse, der blev os given i Ordet, der lød til os ved vor Daab, at vi tør tro p a a Gud Fader, som har skabt os, ikke til at dø, men til at leve evindelig; og p a a Guds og Menneskens Søn Jesus Kristus, som har lidt og er død og opstanden og sidder ved Guds højre Haand, altsammen til Frelse for os; og p a a den Hellig-Aand, som i Kristi hellige Menighed giver os Samfund med de hellige om Syndernes Forladelse og det evige Liv til Legem og Sjæl. — Og saa. endelig skal vi holde fast ved Menighedens Samfund ikke et tænkt eller drømt Samfund, som svarer til vore Tanker om, hvordan et idealt Menighedssamfund skal være, nej ved v o r egen Forsamling, den Kreds af troende, hvori Gud har stillet o s, og fremfor alt ved den Naade, hvormed Jesus knytter og befæster Samfundet mellem sine indbyrdes, det er ved hans hellige Nadver, at vi derved kan opglødes til indbyrdes Kærlighed og til gode Gerninger, — ikke særegne Gerninger, som ingen før har fundet paa og som kunde glimre i Menneskers øjne, nej til at gøre, hvad ret og godt er, trolig gøre vor Skyldighed hver i sin Stilling og paa sin Plads. Saa blive vi ogsaa i Stand til at for- mane hverandre, — ikke blot de andre; det er saa let at lægge Aag og Krav paa andre; nej, vi skal formane hverandre, og først og fremmest os selv, — saa blive vi ret skikkede til ogsaa at formane og styrke de andre paa Livets Vej.

Ja, det er den Anvisning, som her gives os til at komme ud af. Haabløsheden og Slapheden. Og jeg tør indestaa for, at den er god og paalidelig; ingen, som følger den :i Oprigtighed, skal gøre det forgæves. Og Frugten, han skal'.' faa deraf, det bliver ikke den, at fra nu af vil hans Liv blive en fortsat straalende og jublende Sejersgang, — nej kun dette stilfærdige og ydmyge, at han lærer med Hjærtet at forstaa, at det ikke er den bedste eller rette Styrke at kunne sige som Peder Skærtorsdag Aften: om jeg saa skulde dø med dig, skal jeg dog aldrig fornægte dig eller forarges paa dig! — selv om vi kan sige dette med nok saa stor Tillidsfuldhed. Nej det er en langt mere grundfæstet Styrke at .kunne sige, som Peder sagde ved Genesaret Sø : Herre, du ved alle Ting, du ved, at jeg har dig kær! selv om vi skal sige dette med Ydmygelsens tunge Taarer. Men dette vil sige: den Styrke, vi naa til, er den, at vi stedse dybere af Hjærtet kan sige: Herre Jesus Kristus, til hvem skulle vi gaa hen, du har det evige Livs Ord! — Gud give os alle sin Naade til, at vi altid bedre maa lære at sige dette!

Amen.