Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Bønnen og Bønhørelsen. - Almindelig Bededag I

Matt. Evang. 7, 7-14

Beder, saa skal der gives eder; søger, saa skulle I finde; banker paa, saa skal der lukkes op for eder. Ti hver den, som beder, han faar, og den, som søger, finder, og for den, som banker, skal der lukkes op. Eller er der vel blandt eder noget Menneske, som vil fly sin Søn en Sten, naar han beder ham om et Brød? og mon han vil fly ham en Slange, dersom han beder om en Fisk? Naar altsaa I, skønt I ere onde, vide at give gode Gaver til eders Børn, hvor meget mere vil da eders Fader, som er i Himlene, give hvad godt er, til dem, der bede ham! Altsaa, alt hvad som helst I ville, at Mennesker skulle gøre mod eder, saaledes skulle ogsaa I gøre mod dem; ti dette er Loven og Profeterne. Gaar ind ad den snævre Port; ti vid er den Port og bred den Vej, som fører til Fortabelsen, og mange ere de, som gaa ind ad den; ti snæver er den Port og trang den Vej, som fører til Livet, og faa ere de, som finde den.

Der er blevet anvendt megen Flid og meget Arbejde paa at udtænke og opstille Beviser for Guds Tilværelse ; man mente, at kunde man finde et saadant Bevis, der uigendrivelig godtgjorde for Tanken, at Gud er til, saa vilde dermed ogsaa al Vantro og al Fornægtelse være overvunden. Men det har altid vist sig, at man dog aldrig ved disse Beviser naaede det, man vilde. Vantroen lod sig ikke overbevise af dem, om de end syntes de troende nok saa indlysende. Og Grunden dertil ligger lige for Haanden: det er lige saa umuligt at bevise for en Fornægter, at Gud er til, som det er umuligt at bevise et Menneskes Tilværelse for den, der ikke tror sine egne Sanser. Det lader sig jo overhovedet ikke gøre i streng Forstand at bevise, at et Menneske er til; dette kan kun paavises og paapeges; og det samme gælder ogsaa om alle de forskellige saakaldte Beviser for Guds Tilværelse, som man i Tidernes Løb har opstillet; de ere ikke egentlige Beviser, men forsaavidt der er nogen virkelig Sandhed i dem, ere de Forsøg paa udaf Guds Gerninger at paavise, at han er til. Og at vi Kristne ere i vor gode Ret, naar vi saaledes søge at paavise Guds Tilværelse, det have vi, for blot at nævne ét Ord af den hellige Skrift, Apostelen Paulus' Ord for, naar han siger, at Hedningerne ere uden Undskyldning, naar de sætte Skabningen i Skaberens Sted, fordi Guds usynlige Væsen, hans evige Kraft og Guddommelighed skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstaas af hans Gerninger, d. e. det skues med Forstaaelsens Øje, det indvortes Øje, den indvortes Sans, som Mennesket har derfra, at vi ere skabte i Guds Billede. Men saa kommer det an paa, om Mennesker vil bruge denne Sans; ellers bliver al Paavisning frugtesløs.

Og i vort Evangelium i Dag have vi et Ord af vor Herre Jesus selv, som klarere end noget andet kan paavise den levende Guds Tilværelse for dem, der vil se den. Det er hvad Jesus siger: "Hver den, som beder, han faar, og den, som søger, finder, og for den, som banker, skal der lukkes op". Det er til sine Disciple, han taler disse Ord; men det er at mærke, at det ikke er om sine Disciple, han siger det; nej han siger: I skal bede, saa skal I faa; ti hver den, som beder, faar, hvor meget mere maa da ikke I, som ere Gud Faders Børn, kunne bede med den Vished, at I skal faa, hvad I bede eders himmelske Fader om? Jesus siger ikke, at enhver, som beder, faar alt, hvad han beder om, eller at han altid faar sin Bøn opfyldt; men han siger: enhver, som beder, faar og vil derved gøre den Erfaring, at Gud har hørt hans Bøn. Men der kan ikke gives en sikrere Paavisning af, at Gud er til, end at han hører et Menneskes Bøn. Og at dette Jesu Ord er sandt, det vil alle Tiders Erfaring stadfæste. Der skal ikke findes noget Menneske, der virkelig har bedet til Gud, uden at han i det mindste én Gang og sikkerlig mange Gange med Undren har erfaret, at Gud hørte hans Raab og gav ham, hvad han bad om. Og ialfald her i de kristne Lande skal man ikke finde mange Mennesker, som ere komne til aandelig Myndighed og have prøvet noget i Livet, uden at de, naar man ret kan faa deres Hjærte i Tale, maa tilstaa, at de have gjort denne Erfaring, selv om de samme Mennesker mene sig kloge nok til at sige, at vore Bønner ere aldeles frugtesløse. Og dette siges ikke alene af de aabenbare Fornægtere, men ogsaa af Mennesker, der virkelig tro, at Gud er til; ti de sige, at det vilde aldeles stride mod Guds Uforanderlighed og helt forstyrre hans Verdensorden, om han skulde høre Menneskers Bønner, saaledes at han, fordi vi bad ham derom, vilde gøre noget, som ellers ikke vilde være sket. Men selv om et Menneske taler saaledes, ja selv om han ligefrem fornægter, at der er en levende Gud, skal det dog ikke fejle, at naar han kommer ret i Nød og ikke ved sine levende Raad og forgæves har forsøgt alle Udveje, saa vil han som det yderste Middel raabe til Gud om Hjælp. Og da skal Jesu Ord stadfæste sig : »hver den, som beder, han faar» ; han vil til sin egen største Forundring opleve, at Gud hørte hans Bøn, ja hørte den, skønt han selv aldrig havde ventet det.

Man skulde tænke, at naar Mennesker vilde bede til Gud, maatte de ogsaa vente og haabe at udrette noget dermed. Men dette er en af de mange sære Selvmodsigelser, der findes hos det syndige Menneske, at det kan bede uden virkelig at vente Bønhørelse. Dette gælder ikke alene de mangfoldige af de Morgen- og Aftenbønner, der, som man siger, »læses«. Ingen vil nægte, at mangfoldige saadanne Bønner komme over Menneskers Læber, uden at disse med en Tanke forestille sig, at Gud skulde høre dem; de fremsiges kun som en Høflighed eller en Slags ærbødig Hyldest, som man yder Gud for at holde gode Miner med ham. Men del samme gælder ogsaa ofte, maaske som oftest, om de Bønner, de Nødraab, som Mennesker ud af deres Hjærtes Kvide opsende til Gud; de vente ikke virkelig nogen Bønhørelse, men forsøge dette kun som det yderste Middel.

Men des større Overraskelse og Undren bliver det dem saa, naar de endda opleve, at Gud hørte dem. Og der er som sagt ikke mange Mennesker, som ikke med Undren have oplevet dette, og som da maaske ere sunkne i Knæ for Gud, hvis Tilværelse de saaledes fik haandgribelig godtgjort. Men i mangfoldige Tilfælde varer denne Undren kun en kort Stund; naar de faa summet sig paa deres første Forbavselse, og deres Liv atter kommer ind i sin vante Gænge, saa forvandler deres Undren over Guds Bønhørelse sig til, at de sige : det var dog et underligt Træf, at det gik saaledes! og saa mindes de de mange Gange, de tidligere have bedet om noget og ikke faaet det, og de mange Gange, da andre have bedet uden at faa, og alle disse Gange ere dem Vidnesbyrd om, at det kun var en Hændelse, et Tilfælde, at der her skete, som de bad, men det var ikke Gud, der gav dem det. Og saaledes lukke de atter det Øje eller den Sans, med hvilken de havde set, at den levende Gud er til og har givet sig Vidnesbyrd for dem.

Og nu er det vist nok, at der kan have været mange Gange i deres Liv, da de bad uden at blive bønhørte. Men det kommer af, at Gud er en barmhjærtig Gud. Gud er ikke saa ubarmhjærtig, at han skulde opfylde alle et Menneskes egenkærlige Bønner og verdenslystne Ønsker, ti det vilde kun blive til det Menneskes Ødelæggelse; og Gud ødelægger aldrig nogen Menneskesjæl. Endog en jordisk Fader eller Moder, som i nogen Maade fortjente dette Navn, vilde jo ikke opfylde alle sine Børns daarlige Ønsker og Bønner, netop fordi de elske deres Børn; hvor skulde saa Gud, af hvem al Faderlighed har Navn, gøre dette? Men fordi Gud er »Barmhjærtighedens Fader« (2 Kor 1.3), derfor vil han ogsaa høre saadanne Bønner, som i Virkeligheden kun ere et Fortvivlelsens Nødraab, for derved at give sig Vidnesbyrd for dem, der raabe saaledes, saa de kan faa Syn for Sagn for, at han lever og er til for Mennesker, og for at de kan gøre deres Valg, om de vil lyde og tilhøre ham eller ej. Ti det er ingenlunde nok til at blive et Guds Barn og tro paa ham, at man ved og er vis paa, at Gud er til. Der er ingen, som er eller kan være vissere derpaa, end Djævelen og hans Engle, og dog kan denne Vished ikke føre dem til at tro paa Gud, men kun til at skælve for ham. Nej, om et Menneske tror eller ikke, og om han ved Troen kommer i Livssamfund med Gud eller ikke, det er ingenlunde en Erkendelsessag, som Mennesker saa ofte mene, men det er en Viljessag, det beror paa, om Mennesker vil gaa ind ad den snævre Port og den trange Vej, som fører til Livet, og som er snæver og trang, ikke fordi det er saa vanskeligt at for st a a Guds Naades Ord og Evangelium, men fordi ingen kan tro paa Jesus Kristus og ved ham paa Gud Fader, uden at fornægte sig selv, sige Nej til sin Egenvilje, Egenraadighed og Ulydighed og bøje sig under Guds Naadevilje som et ydmygt og lydigt Barn.

Men ere vi af Guds Naade førte dertil, saa vi af et sanddru Hjærte for Guds Aasyn kan sige: jeg forsager og tror, som Ordet lød til os ved Døren til Livet, saa have vi ikke alene i dette, at hver den, som beder, faar, et Vidnesbyrd om, at den levende Gud vor Fader er til, men saa vil ethvert Vidnesbyrd, vi høre om, at Gud har bønhørt dem, der endnu staa udenfor, endog de aabenbare Fornægtere, være os et Tegn, en Stadfæstelse i vor Tro, saa vi slutte, at naar vor himmelske Fader saaledes vil høre dem, der staa udenfor, vil han langt vissere høre os, sine Børn, og give sine gode Gaver til os, der bede ham derom. Mærk vel: netop gode Gaver. Ti deri ligger ogsaa, at han ikke vil give os alt, hvad vi bede ham omx. Vi have alle mange Gange erfaret, at vi brændende have ønsket og bedet om Ting, som vi bagefter saa, ingenlunde havde været os til gode, men kun vilde bragt os Fordærv, saa vi maatte takke Gud, fordi han var saa barmhjærtig, at han ikke hørte vor Bøn. Og deri ligger fremdeles, at han ikke vil give os alt, hvad vi bede om, paa den Maade, som vi ventede og ønskede os det, ikke heller paa den Tid, vi ventede og ønskede det, fordi da vilde det ikke være blevet godt for os. Ak, hvor ofte have vi ikke maattet falde paa vore Knæ og takke Gud, fordi han ikke hørte os paa den Maade, som vi havde tænkt og ønsket, naar vi bagefter saa, at det var kun for at give os det paa en langt bedre. og fuldkomnere Maade, saa det i Sandhed kunde blive et Gode for os, vor Sjæl til Gavn og Frelse, og naar han ikke gav os det saaledes, som vi bad om og ønskede, var det, fordi han ikke vilde give os Stene for Brød.

Ja vi kan trøstig sige, at alle de Bønner, vi bede i og udaf Troen paa Jesus Kristus, de skal blive hørte, og det skal vi engang faa at se til vor Undren og evige Taksigelse. Men det er ingenlunde sagt, at vi faa denne Opfyldelse at se her paa Jorden; det kan være, at hvad vi her saa, langt snarere tog sig ud som en Række Skuffelser, fordi det ikke skete paa den Tid og Maade, som vi havde tænkt os, og først hisset, naar vi med utilsløret Blik se ud over vort Livs Vej, faa vi at se, at Gud dog virkelig opfyldte, hvad vort Hjærte dybest inde ønskede og trængte til. Og fremfor alt vil dette gælde om de Bønner, der dreje sig om det, der for os er Livssagen, vor Sjæls Frelse, dens Udfri- else af Syndens Lænker, og vor Vækst i Tro og Haab og Kærlig- hed, det evige Livs Vækst i os. Der er jo dog ingen Bønner, vi kan være mere visse paa, ere efter Guds Vilje og Hjærte, end disse; ti det er netop det han vil, derfor gav han sin enbaarne Søn for at frelse os fra vore Synder til evigt Liv. Og det skal staa urokkelig fast, hvad Apostelen Johannes skriver(l Joh 5.14): »Dette er den Frimodighed, som vi have overfor ham, at dersom vi bede om noget efter hans Vilje, hører han os« . Og dog er der vist ingen Bønner, man tiere hører Kristne klage over, at de ikke blive bønhørte i, end netop disse. Det vil alle I troende Kristne, som her ere til Stede, sande.

Spørge vi da om Grunden hertil, . saa vil Kristne let blive enige om, at det ikke kan være, fordi Gud ikke kan eller vil op- fylde disse Bønner. Nej Grunden ligger aabenbart hos os selv. Den kan ligge i, at vore Bønner ere Udtryk for en aandelig Magelighed eller Blødagtighed, som ikke vil i Oprigtighed og Troskab optage det Arbejde, Gud har forelagt os, men bærer sig ad som en Bonde, der satte sig hen og bad Gud om Sæd paa sin Mark, men som ikke selv gjorde sit Arbejde paa den. Det er visselig Gud, der giver Bonden Sæd paa Marken og giver den Vækst og Modenhed, og det maa Bonden bede Gud om; men alt dette giver Gud ham som en Velsignelse over det Arbejde, han selv skal gøre. Og saaledes er det ogsaa med vor aandelige Vækst til Frelse: det er Gud og ham alene, som giver os Væksten, og jo længere vi komme frem i Kristenlivet, des mere maa vi sande, at Æren derfor er Guds alene; men Væksten og Fremgangen vil altid komme som Guds Velsignelse over vort Arbejde, som er dette, at vi lydig bruge de Naadens Midler, Jesus har givet sin Menighed, og trolig optage vort Arbejde og vor Strid imod det onde, saaledes at dette vort Arbejde under Guds Velsignelse bliver et Middel, hvorved Gud sender os sin Bønhørelse af vore Bønner.

Men der kan ogsaa være en anden Grund til, at Kristne saa ofte med Sorg og Mismod sukke over, at Gud ikke hører deres Bønner om Vækst og Fremgang paa Frelsens Vej, nemlig den, at de vel bede om Væksten, men mene eller vente Opfyldelsen saaledes, at de med det samme skal have naaet Maalet og den fulde Modenhed, den fuldkomne Troens og Kærlighedens Sejers-Glæde. Dersom en Bonde vilde bede Gud om Vækst og Fremgang for den Sæd, han havde saaet, men ventede denne Bøn opfyldt saaledes, at hans Sæd var fuldmoden næste Dag, m a a t t e han blive skuffet, om end hans Bøn blev opfyldt, naar Høsten kom. Saaledes vilde dog næppe nogen Bonde bede ; det kunde kun Børn falde paa; men vi Kristne ere mangen Gang saadanne ufornuftige Børn, at vi vente Væksten fuldfærdig strags. Derfor blive vi saa tidt skuffede og maa blive det, ikke fordi Gud ikke hører os, men fordi vi ikke kan have naaet Maalet, saa længe vi ere paa Vejen dertil, ej heller have Sejren i Hænde, saa længe vi ere midt i Striden: og det ere vi, saa længe vi leve her paa Jorden. Kristendommen er en Vandring ad den trange Vej ; men dette er ikke det samme som at lægge sig til at sove, naar man er kommen ind paa Vejen, og at tænke : nu skal Gud bære mig til Maalet; nej vi maa vedblive at sætte den ene Fod foran den anden, indtil Herren siger: kom nu hjem! Men det er Væksten og Fremgangen paa den trange Vej, at vi knyttes stedse fastere til vor Herre Jesus Kristus, saa han vokser for os og i os, medens vi selv blive mindre i vore egne Øjne. Da kan det opfyldes paa os, hvad Kristus sagde til sin Apostel Paulus (2 Kor 12.9-10): .Min Naade er dig nok, ti min Kraft fuldkammes i Magtesløshed!« ikke i den dovne og magelige Magtesløshed, men i den, der trolig optager sit Arbejde og sin Strid, lægger sin Viljes bedste Kraft dertil, men dog stedse maa sige : jeg selv kan ikke udrette det. Da føres vi ogsaa til at sige med Paulus: »Med Glæde vil jeg derfor snarest rose mig af min Magtesløshed; ti naar jeg er magtesløs, da er jeg stærk«, d. v. s. da er Kristus stærk i mig, og vil udrette sin Gerning i mig og ved mig, saa at mit Liv ikke skal blive spildt, og mit Arbejde ikke forgæves. — Gud styre og styrke os alle ved sin Hellig-Aand til at kunne sige det samme og opleve det!

Amen.