Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Beredelse til Døden. - Tredje Søndag efter Paaske

Joh. Evang. 14, 1-11

Eders Hjærte vorde ikke forfærdet; tror paa Gud, og tror paa mig. I min Faders Hus er der mange Boliger; var det ikke saa, havde jeg sagt eder det; ti jeg gaar bort for at berede Sted for eder. Og naar jeg er gaaet bort og har beredt eder Sted, kommer jeg igen, og jeg vil tage eder til mig, for at ogsaa .I skulle være, hvor jeg er. Og hvor jeg gaar hen, — Vejen vide I. Tomas siger til ham: Herre, vi vide ikke, hvor du gaar hen, hvorledes kunne vi da vide Vejen? Jesus siger til ham: jeg er Vejen og Sandheden og Livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Havde I kendt mig, saa havde I og kendt min Fader; fra nu af kende I ham og have set ham. Filip siger til ham: Herre, vis os Faderen, saa er det os nok. Jesus siger til ham : saa lang en Tid har jeg nu været hos eder, og du kender mig ikke, Filip! Hvo som har set mig, har set Faderen; hvorledes siger da du: vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen i mig? De Ord, som jeg siger til eder, taler jeg ikke af mig selv, men det er Faderen, som bliver i mig, der gør sine Gerninger. Tror mig, at jeg er i Faderen, og Faderen i mig; hvis ikke, saa tror det for selve Gerningernes Skyld.

Der er Mennesker, som, naar deres nærmeste ligge paa Sotte sengen, af yderste Evne søge at undgaa alt, hvad der kunde minde disse om deres forestaaende Død, ja som endog, naar den syge selv begynder at tale derom, med Flid søge at drage ham bort fra denne Tanke til at tro, at han skal blive i Live. Og jeg har mere end én Gang truffet Mennesker, som have søgt en underlig Slags Trøst i at tænke paa, at den, som nu er gaaet bort, ikke havde nogen Anelse om, at Døden forestod. Dette er et Udslag af den samme Tankegang, som er maaske endnu hyppigere, at Mennesker ønske for sig selv at maatte dø en brat Død, saa de altsaa halvt eller helt ubevidst kan forlade dette Liv; - hvor ofte udspringer ikke dette Ønske deraf, at man har levet og villet leve sit Liv her paa Overfladen, som i Søvne eller i Drømme; derfor vil man ogsaa helst sove sig bort derfra. Men det er i Sandhed en daarlig Kærlighed, man beviser sine nærmeste ved at lukke deres Øjne for Dødens Komme. Ti hvad man end kan sige om Døden, saa er den unægtelig det alvor- ligste Skridt, et Menneske her paa Jorden kan gøre eller føres ad. Men det kan umulig være godt eller rigtigt for et Menneske at gøre et alvorligt Skridt i Søvne eller i Blinde, men alle maatte ønske sig aabne Øjne til at se Alvoren og se Faren, for at de kunde møde den paa rette Maade. Og ere vi Kristne, maa vi forstaa, at vi Kristne ikke ere kaldede til at leve et Drømmeliv, vi ere kaldede til at vaage og være ædru, og deri ligger da nødvendigvis ogsaa, at vi maa være aarvaagne til at se, at det er Mennesket bestemt engang at dø og derefter er Dom, og at det derfor gælder om, at vi kan være visse paa at have og eje det, som gør os i Stand til at bestaa i Dommen, nemlig vor Herres Jesu Kristi Naade, saa vi med Døden for Øjne kan sige :

Ej mer jeg gruer for Dommens Dag;
jeg ved, min Dommer har ført min Sag
og fra sig selv den vundet!

Lige i Modsætning hertil er der alvorlige Kristne, der tage det næsten som en Salighedssag for de syge, at Døden stadig holdes dem for Øjne; og denne Tanke er i nær Slægt med den Forestilling, at det fremfor alt gælder om, at den døende »beredes til Døden, ret som om Mennesker først i det sidste Aandefang og med Døden for Øjne kunde fuldt ud faa den Kraft, der hører til for at gaa frelst gennem Døden og ud af Døden.

Vist nok er der en Beredelse, som intet Menneske kan und- være, om han skal gaa frelst gennem Døden, og denne Beredelse kan et Menneske ogsaa opnaa saa at sige i det sidste Aande- fang; det se vi med Røveren paa Korset. Ti da Jesus sagde til ham: i Dag skal du være med mig i Paradis, da blev han aabenbart derved saa godt og fuldt beredt til Døden, som nogen kunde være; ti hvad Jesus lovede ham, er jo det samme, som han lovede sine Apostle: hvor jeg er, skal ogsaa min Tjener være. Derfor skal heller ikke vi slippe Haabet om et Menneskes Frelse, d. e. om at kunne føre ham hen til Jesus, selv om han ligger paa sit yderste. Men vi maa ikke mene, at Døden og dens Gru vil gøre ham det lettere at tage imod Frelsen; den kan kun modtages i et frivilligt Hjærtes Tro. Det som beredte Røveren til en salig Død og til Sejer over Døden, nu da han udvortes blev overvunden af den, det var, at han i Jesu Ord og i hans Naade fik et Livsindhold, som Døden ikke kunde tage fra ham. Og dette vil med andre Ord sige, at han derved blev beredt og dygtiggjort til at leve. Men det hører slet ikke til Dagens Orden, eller til Kristi Orden, at et Menneske først paa sit yderste skal faa dette Livsindhold. Nej tværtimod er det hans Orden, at vi skal faa det ved vort Livs Begyndelse. Det er dette Livsindhold, der gives os i det Naadens Ord, som han talte til os i vor Daab, og som alle hans andre Naadens Midler, baade det kristne Vidnesbyrd og Bønnen og den hellige Nadver, skal føre os til at faa fuldere i Eje og i Brug. Og dette Livsindhold er i egentligste Forstand ikke en Kraft til at dø eller en Beredelse til Døden, nej det er en Kraft til at leve, til her i dette Jordeliv med al dets Forkrænkelighed og Forgængelighed at begynde et Liv, som kan vare ved trods Død og Grav, et Liv, som Døden slet ikke har Magt over, alt som Jesus har sagt (Joh 11.33) : Hvo som tror paa mig, skal leve, om han end dør, og hver den som lever og tror paa mig, skal aldrig i Evighed dø.

Dette se vi ogsaa af vort Evangelium i Dag; ti naar vi i en kort Sum skulde betegne dets Indhold, kunde vi sige: vi høre her, hvorledes Jesus beredte sine Disciple til Døden. Vort Evangelium er et Stykke af de Ord, som Jesus talte til Apostlene Skærtorsdag Aften, efter at han havde givet dem og med dem sin Menighed alle Dage sin hellige Nadver. De vidste nu, at Skilsmissen forestod, og at han snart vilde forlade dem. Og de stod omkring ham med Hjærterne fulde af Frygt for, hvad der skulde komme. Derfor begynder Jesus: »Eders Hjærte vorde ikke forfærdet; tror paa Gud, og tror paa mig. I min Faders Hus er der mange Boliger; jeg gaar bort for at berede Sted for eder.« Jesus bereder dem aabenbart her først paa sin egen Død, idet han siger, at de ikke skulde forfærdes over, hvad han før havde sagt, at han gik bort, og at de ikke kunde komme, hvor han gik hen (Joh 13.33); de skulde dog intet tabe ved, at han saaledes gik bort fra dem; ti derved vilde han berede Sted for dem i Gud Faders Hus. Men idet han taler saaledes om sin Bortgang, viser han dem tillige hen til deres Bortgang, idet han tilføjer : =Og naar jeg er gaaet bort og har beredt eder Sted, kommer jeg igen, og jeg vil tage eder til mig, for at ogsaa I skulle være, hvor jeg er.« Ti det vil alle Kristne kunne forstaa, at da ere vi ret beredte til Døden, naar vi staa i et. saadant Livssamfund med Jesus Kristus vor Herre og Frelser, at han, naar vi skal skilles herfra, kan komme og tage os hjem til sig til at være, hvor han er.

Men det vilde dog være en meget ufuldkommen Forstaaelse af Jesu Ord, om vi vilde tage dem saaledes, at de først skulde opfyldes paa hans Disciple og paa os, naar vi skal tages bort herfra. Denne Tanke, som ligger os alle saa nær, er i nøje Slægtskab med den verdslige Tanke, at det evige Liv først begynder efter Døden, og den beror paa den jordbundne Forstaaelse, at Gud Faders Hus er som et stort og prægtigt Palads, der findes et eller andet særegent Sted i Himmelrummet, udenfor denne Jord, og hvortil vi kunde flytte hen, naar Sjælen farer ud af Legemet, ligesom man her kan flytte fra en Hytte ind i et Slot. Det er denne jordiske Tankegang, der har faaet et Udtryk i de Fantasterier, man af og til kan høre, at Mennesket ved Døden flyttes over paa en af Stjernerne, eller skal som forklaret Aand svæve om fra Stjerne til Stjerne og frydes ved alt det nye, som er at se der. Altsaa Stjernerne skulde være de mange Boliger i Faderhuset, som Jesus her taler om, — som det har fundet et Udtryk i en Grav-Salme, der yndes af adskillige: "Venlig staar Guds Stjernehær, sine Børn han ej forlader; hisset har en kærlig Fader mangen Bolig, fjærn og nær."

Men dette er kun Drømmerier, som ikke have noget at gøre med Jesu Ord om de mange Boliger i vor himmelske Faders Hus. Ti om hans Hus gælder, hvad han har talt ved Profeten (Es 66.1): »Himlen er min Trone og Jorden mine Fødders Skammel; hvor er det Hus, I kunde bygge mig? Det er jo min Haand, der har gjort alt dette!« Men er Jorden Guds Fodskammel, saa er her paa Jorden visselig ogsaa hans Bolig og Hus, om end dette er den nederste Del af hans Hus. Og saaledes er det, ti her vil han bo i det sønderknuste Hjærte, som modtager hans levendegørende Ord. Det var dette, Patriarken Jakob med Undren anede, da han vaagnede efter sin Drøm paa Betels Mark og udbrød (1 Mos 28.16): »Sandelig, Herren er paa dette Sted, og jeg vidste det ikke; her er visselig Guds Hus, her er Himlens Port!« Og det er Frugten af Jesu Kristi Naade, at Gud Faders himmelstore Hus, som fylder alle Himle, ogsaa findes paa denne syndige Jord, allevegne hvor hans Naade og Sandhed faar Rum og raader i Hjærterne. Det er ikke Døden. vor Sjæls Skilsmisse fra Legemet, som flytter os ind i dette Hus. ligesaa lidt som vi vilde komme Gud nærmere eller længere ind i hans Hus, om vi flyttede hen til et andet Sted paa Jorden. Men dersom vi her paa Jorden, hvorsomhelst vi bo eller færdes. med Hjærtets oprigtige Tro modtage og fastholde vor Herres Jesu Naade, saa blive vi i ham Gud Faders Børn, og saa komme vi ind i hans Hus, saa vi ere »de helliges Medborgere og Guds Husfolk«, ja vi bo i Hus med alle de hellige, ikke alene dem, som endnu færdes her paa Jorden, men ogsaa dem, der have stridt den gode Strid og fuldkommet Løbet og ere gaaede hjem til Hvilen hos vor Herre Jesus Kristus.

Men at vi saaledes kan faa Bolig i Gud Faders Hus, det har Jesus Kristus forhvervet os ved sin Bortgang fra Jorden. Det vil sige, ikke alene derved, at han forlod denne Jord, men derved, at han gennem sin Lidelse, Død og Opstandelse vendte tilbage til Faderen. Ti derved har han nedbrudt den Skillemur mellem Gud og os, som Synden har rejst, saa at vi ved Troen paa ham kan faa alle vore Synders Forladelse, og at han kan sende os Hellig-Aanden, som i vore Hjærter raaber: Abba, Fader! og giver os Magt til at tiltale den almægtige Gud: vor Fader! Ja, dette er den første Opfyldelse af Jesu Forjættelse, at han, den korsfæstede og opstandne Frelser, i sin Aand og sit Ord kommer igen og tager os til sig, til at tilhøre ham, saa at han kan være med os alle vore Dage. Det var om denne sin Genkomst i Aanden, at han den samme Aften sagde til sine Apostle (Joh 16.26 t): »Paa den Dag skulle I bede i mit Navn; og jeg siger eder ikke, at jeg vil bede Faderen for eder; ti Faderen selv elsker eder, fordi I have elsket mig og troet, at jeg er udgangen fra Gud«. Da komme vi virkelig, i Aand og Sandhed, ind i Gud Faders Hus, hvor vi kan bede i Jesu Navn: Fader, dit Navn vorde helliget, og dit Rige komme, og din Vilje ske her paa Jorden! Men hvor Gud Faders Vilje sker i Hjærterne, der bor han, og der er hans Hus. Derfor siger Jesus Kristus, den enbaarne Søn, som altid er hjemme i sin Faders Hus (Matt 12.50): 'Hvo som gør min Faders Vilje, er min Broder og Søster og Moder.. Og om dette Hus gælder det ogsaa, at her er mange Boliger, — ikke i den Forstand, at Guds Børn kan leve under forskellige Himmelegne og i forskellige Kaar: én kan bo i et Slot, en anden i en lille fattig Stue; nej Forskellen paa de mange Boliger beror paa den Ydmyghed og Lydighed, hvormed et Menneske har modtaget og bevarer Guds Naades Ord, og dette atter paa, i hvilken Dybde han fornægter sig selv; ti des mere Rum for Guds Kærlighed bliver der da i hans Hjærte, og des bedre og livsaligere Bolig har han i Gud Faders Hus, selv om hans udvortes Kaar ere nok saa trange og tunge.

Men trods den Forskel; der saaledes kan være mellem de mange Boliger eller Værelser i Gud Faders Hus her paa Jorden, udgøre disse dog alle én Bolig, vi kunde sige, at alle, som have Sted deri, bo i det samme Stokværk af Guds Hus, det vil sige. det er det fælles Livsvilkaar for os alle, at vi maa vandre i Tro, ikke i Beskuelse, og vi kan kun bo i Gud Faders Hus, for saa vidt vi stride Troens Strid. Derfor har man fra gammel Tid kaldt Guds Hus her paa Jorden: den stridende Kirke; det er en Stridens Bolig, vi leve i, og vi maa altid kæmpe mod de Fjender, der med List og Magt vil trænge os ud af den, ikke alene de udvortes, men end mere mod Synden indeni os, mod vort Kød, som stadig vil drive os til at gaa ud af vor himmelske Faders Hus for at leve os selv til Behag istedenfor at ville, hvad der behager ham.

Men saaledes skal det ikke vedvare evindelig. Derved at vor Herre Jesus gik bort gennem Dødens Skyggedal, har han der beredt en salig Hvile for alle sine, alle dem, som her have boet og stridt den gode Strid i Stridens Bolig. Ja, saa sandt vi her høre Kristus til og leve i ham, saa ere vi derved ogsaa beredte til Døden, saa vi »skal leve, om vi end død, og vi kan sige: naar vi vandre ud af Legemet, komme vi hjem til Herren. Da vil han paa en ny og fuldere Maade opfylde sit Ord: »jeg kommer igen og vil tage eder til mig, for at ogsaa I skulle være, hvor jeg er«. Døden skal blive os en Bro, ad hvilken vi gaa fremad paa Livets Vej og opad, et Stokværk højere op i Gud Faders Hus, til Hvi1 en s Bolig, hvor vi hos ham skal finde den fulde Hvile for vore Sjæle, d. e. ikke Uvirksomhed eller en Sjælesøvn, som nogle have drømt om, nej det er Hvilen at være hjemme hos Herren og leve helt i hans Lys, saa ingen Synd eller Fristelse kan komme ham og os imellem, og der skal alle de Livsspirer i vort Hjærte, som her blev kuede i Væksten under Striden og Møjen, udfolde sig til deres fulde Modenhed og Frugt, til Guds Ære.

Ja, det er vel Møjen værd at vedblive at stride her paa Jorden for at komme hjem og op til denne Hvilens Bolig i Faderhuset; ti der vil i Sandhed være godt at være. Hvorledes det skal have sig med de mange Boliger hisset i Hvilens Bolig, kan vi ikke beskrive; men dette kan vi sige for vist, at det ikke er saaledes at forstaa, at der skal være udvortes Forskel paa Sted, saa at den ene skal bo paa én, den anden paa en anden Stjerne; nej det vil være en indvortes Forskel, alt efter som hver kan optage i sig og tilbagestraale Kristi Kærlighed. Men fælles for alle i denne Hvilens Bolig er, at Haabet, Herlighedshaabet i Jesus Kristus. skal straale med syv Dages Glans, saa vi med ufordunklet Øje kan skue fremad til Maalet, den store Paaskemorgen, da Jesus Kristus skal aabenbares i sin Herlighed.

Da skal den højeste Bolig i Gud Faders Hus oplades for os, Sejrens straalende Bolig, hvor det paany skal opfyldes rigere og saligere end nogensinde før: »jeg kommer igen, og jeg vil tage eder til mig, for at ogsaa I skulle være, hvor jeg erg, naar vor Herre Jesus Kristus lægger alle sine Fjender under Fod, baade Synden og Djævelen og tilsidst Døden, og samler alle sine hellige og udvalgte til sig, i det ny Jerusalem, som i fuldeste Forstand skal være Gud Faders Hus, fordi det skal være Kærlighedens Bolig, idet Gud, som er Kærlighed, skal være alt i alle.

Men Gud styre og styrke os ved sin Hellig-Aand til trolig at optage vor Kamp, hver sin Kamp, her i Stridens Bolig, i Troen paa vor Herre Jesus Kristus. Da ere vi paa Vejen til Maalet, ti Jesus Kristus er selv Vejen og Sandheden og Livet, den eneste Vej, ad hvilken vi kan komme til Faderen og ind i Faderens Hus. Han har selv ved sin Aand og sit Ord ført os ind paa Vejen; han vil ogsaa, saa sandt vi ere tro, føre os til Maalet.

Amen.