Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Den gode Hyrde og hans Faar. - Anden Søndag efter Paaske

Joh. Evang. 10, 22-30

Nu kom Tempelvielsesfesten i Jerusalem; det var Vinter. Og Jesus vandrede om i Helligdommen i Salomons Buegang. Saa omringede Jøderne ham og sagde til ham: hvor længe vil du holde vor Sjæl i Uvished? Er du Kristus, da sig os det rent ud. Jesus svarede dem: jeg har sagt eder det, og I tro det ikke; de Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig. Men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Faar. Mine Faar høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig, og jeg giver dem evigt Liv, og de skulle aldrig i Evighed fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Haand. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af min Faders Haand. Jeg og Faderen vi ere et.

Det var paa Templets Indvielses-Fest, at Jesus talte de Ord, vi nys hørte. Denne Fest var indstiftet omtrent 200 Aar tidligere, dengang Judas Makkabæer havde ladet Herrens Tempel i Jerusalem rense og indvie, efter at det var blevet vanhelliget af den hedenske Syrerkonge Antiokos Epifanes, der havde opstillet sine Afgudsbilleder i Templet og der ofret til dem. Fra den Tid af holdt man saa hvert Aar denne Fest med stor Glæde og Jubel, saa man ikke alene frembar Ofre og holdt Gudstjeneste i Templet om Dagen, men naar Mørket brød frem, tændte man trindt om i Husene i Jerusalem alle d'e Lys og Lamper, man havde, saa Staden var straalende oplyst, til taknemmelig Ihukommelse af, at Gud atter havde ladet sit Lys opgaa over sin Helligdom og sit Folk.

Men paa den Tempelvielsesfest, vi læse om i vort Evangelium i Dag, var det et andet Lys, som skinnede ud over Jerusalem, idet Jesus Kristus tog til Orde i Templet, han som er det sande Lys, der vil oplyse alle dem, der følge ham, saaledes at de have Livets evige Lys. Og netop paa denne Fest talte han et saadant Ord, der i Sandhed skinner som et Livets Lys i hans Menighed: »Mine Faar høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig, og jeg giver dem ° evigt Liv, og de skulle aldrig i Evighed fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Haand«. Det er et af disse rige og mægtige Ord, som en Kristen aldrig vil glemme, naar det først har slaaet Rod i hans Hjærte, men det bliver os rigere og dyrebarere, jo længer vi leve dermed.

Her siger Jesus først, hvem der hører til hans Hjord; der er to Ting, hvorpaa dette skal kendes: mine Faar høre min Røst, og de følge mig. Og dernæst siger han om sig selv og sit Forhold til sine Faar: jeg kender dem, og jeg giver dem evigt Liv; og dertil føjer han den store Forjættelse: de skal aldrig i Evighed fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Haand:

Altsaa, vil vi vide, om vi høre til Kristi Hjord, maa vi først og fremmest høre hans Røst. Det er ikke nok at høre, hvad Mennesker tale og vidne om ham. Hvem af os kunde være tjent med, at alt hvad andre, endog vore bedste Venner, talte om os, skulde gælde for vore Ord? Langt mindre kan da Menneskers Tale om Jesus Kristus med Rette kaldes hans Ord. Nej, Menneskers sanddru Vidnesbyrd har efter Kristi Vilje ganske vist sin store Betydning for hans Hjord, men dog en anden Plads i hans Riges Husholdning end hans egen Røst. Det skal udrette det samme, som Johannes Døbers Ord, da han sagde til sine to Disciple (Joh 1.36): se det Guds Lam! Dette Ord førte dem fra Johannes hen til Jesus selv, til at høre hans Røst og tro paa ham. Saaledes skal ogsaa vort Vidnesbyrd føre Mennesker hen til Jesus Kristus selv, til at høre hans egen Røst og til stedse dybere at kende og lyde den.

Ja, mine Faar høre min Røst, siger Jesus. Den skal vi høre, selvfølgelig ikke blot med det udvortes Øre, ti da kunde den ikke blive os til Frelse, men høre, saaledes som David siger (Salm 62.12): »Gud talte en Gang, og jeg hørte det to Gange,« — første Gang med det udvortes Øre, og dernæst saaledes, at hans Røst genlyder i vort Hjærte. Men hvad Hjærtet saaledes har hørt, det kan bevares, det kan ingen udvortes Magt røve os fra; vi kan selv lægge det til Side og glemme det, men det kan ikke frarøves os af nogen Fjende. Og at høre med Hjærtet, det er, kunde jeg sige, at høre saaledes, som et Menneske, der er i Livsfare og ser den visse Død for Øjne, hører den Røst, der viser ham Udvej til Livet. Den ` der saaledes er i Fare, vil ikke nøjes med at lukke Øjnene og bilde sig ind, at der ingen Fare er paa Færde, heller ikke nøjes med at gribe efter et Skyggebillede, om det end ser nok saa glimrende ,ud; nej, han vil se Sandheden om sig selv og om den Fare, han er stedt i, og Sandheden om, hvor Redning virkelig er at finde.

Og saaledes er det med os, med det faldne Menneske. Vi ere i Sandhed i Livsfare, og der er ingen Udvej eller Redning fra Døden uden i Jesus Kristus. Spørg Verdens Vismænd, hvad der er Maalet, Enden paa Menneskets Veje, om det er Døden. eller der er en Udvej fra Døden, saa vil mangfoldige i vore Dage svare: det enkelte Menneske er kun som et Hjul i Verdens store rullende Værksted, et Led i Menneskeslægtens store Hele. Naar dette Hjul er opslidt, kastes det bort og erstattes af et andet eller støbes om til et andet Led af Maskineriet. Eller: det enkelte Menneske er som det enkelte Blad paa Skovens Træer, der grønnes og frydes i Solens Glans en lille Tid, saa falder det visnet til Jorden for at blive til Gødning for Træet i et kommende Aar. Og de, der ikke kan udholde denne trøstesløse Udsigt, ja dette meningsløse, at Menneskehjærtet med hele den Verden af Tanker, ønsker og Forhaabninger, som huses derinde, skulde ende i et Intet, de vise hen til, at Menneskets inderste Personlighed føler og kræver, at vi ikke saaledes se ud i det sorte Mørke. den kræver, at vort Liv maa fortsættes, og derfor maa vor Sjæl og Aand være udødelig. Ja, deri have de visselig Ret, men et gyldigt Bevis derfor kan de ikke give. Naar alt er hørt, komme de dog aldrig videre end den græske Vismand Sokrates, der i sin Dødsstund trøstede sine Venner med: dersom Døden er noget, saa bliver jeg til intet, og saa behøver jeg ikke at frygte for det tilkommende; men vedbliver jeg at leve, saa er Døden intet, og saa behøver jeg ikke heller at frygte den. Men et saadant »dersomq er i Sandhed en. ringe Trøst for et Menneske.

Derimod siger Jesus: Jeg er Opstandelsen og Livet, hvo som tror paa mig, skal leve, om han end dør; og den som holder mit Ord, skal ikke skue Døden evindelig (Joh 11.25; 8.51). Og dette siger han ikke som en Formodning, end ikke som noget sandsynligt, — saaledes som de bedste af Verdens vise tale derom, — nej han taler derom som den, der er vis i sin Sag og vidner, hvad han har set: tro vi paa ham. og holde vi hans Ord, saa har Døden slet ingen Magt over os og kan ikke røve vort Liv: Og det underligste er, at skønt disse Ord ikke alene ikke kan bevises, men tale imod al udvortes Erfaring, saa kan de dog finde den dybeste Genklang i Menneskehjærtet, og et Menneske kan blive ligesaa vis paa deres Sandhed som paa, at han selv er til, dog, vel at mærke, kun dersom han vil frelses fra den Magt, som er Moder til al Død, d: e. fra Synden, hans egen Synd, hans selvraa- dige, ulydige, egenkærlige Vilje. Ja da vil han, naar han hører dette Evangelium, at Jesus Kristus er Dødens Overvinder og derfor har Udvej for Døden for hver den, der tror paa ham, saa vort Liv her skal være en Begyndelse til, hvad der hisset skal evig fuldføres, da vil han begynde at skimte, at der for ham er Frelse fra Døden. Og da blive vi i Stand til at høre Jesu Røst saaledes, som han siger: mine Faar høre min Røst, høre, at det er en Frelsens og Livets Røst, der lød til os i den hellige Daab, hvor den gode Hyrde kaldte os ved Navn, høre ham tale denne ene Gang, saaledes at vi høre det to Gange; ja saaledes, at Herren hver Morgen aabner vort Øre med sit Ord.

Ja, saaledes siger Jesus: mine Faar høre min Røst. Det er det første, hans Faar kendes paa. Men det andet er: d e følge mig. Ellers hedder det, at Faarene følge Flokken. Men saaledes er det ikke med Jesu Faar, de skal hverken følge den store Hob, de mange, saaledes som Verden kræver, ikke heller følge »den lille Flok“, rette sig efter, hvad der er Skik i den og kendes for godt af den, saaledes som det ofte, ogsaa nu om Dage er krævet af Kristne; nej Jesus siger: de følge mig, af et frivilligt Hjærte, ligesom han selv frivillig satte sit Liv til for Faarene. Ti han er ikke en saadan Hyrde, som gaar bagefter Faarene og driver dem frem med Svøben, men han gaar foran, og hans Faar følge ham, fordi de kende hans Røst, der kalder os til Liv og Frihed og til engang at komme der, hvor han er og er gaaet forud ind i det himmelske Fædreland.

Og spørge vi, hvorhen vi skal følge ham, saa maa vi først svare: det er ikke saaledes, at vi skal eftergøre hans Gerninger; ti det kan aldrig blive Faarenes Sag at gøre Hyrdens Gerning efter og saaledes at gøre ham overflødig, men vi skal lade os føre af ham, fremfor alt derhen, hvor hans Ord fører os. Vi skal lade ham føre os op ad den Himmelstige, han har rejst for os i Bønnen, op til vor himmelske Faders Trone. Ja dette gælder al vor Bøn, om den skal være en kristelig Bøn, at vi lade os føre af Jesus Kristus i den, saa vi ikke blot bede i Kraft af vor Nød og Trang, men fordi han ved at tage vore Synder paa sig og betale for dem har aabnet os Adgang til hans og vor Fader i Himlene, og han har aabnet Bønnens Dør for os og sagt: beder, saa skal eder gives, leder, saa skulle I finde ! Men fremfor alt gælder det om den Bøn, Jesus selv har givet sin Menighed, vort Fader vor, at vi lade ham føre os an i den, saa vi tage den af hans Mund i vort Hjærte og Mund; da følge vi i denne Bøn vor himmelske Hyrde op til Faderens Trone og Hjærte. Og fremdeles: vi skal følge Jesus derhen, hvor han kalder sin Hjord ud paa Livets grønne Vange til at finde Føde, det er til hans Nadverbord. Ja, skal vi hente Velsignelse og Livets Føde der, maa vi følge Jesus derhen, gaa til hans Bord paa hans Ord. Der er mange, der sige: vi skal gaa til Herrens Bord, fordi vi trænge dertil, og naar vi føle Trang dertil. Og vist nok, havde vi, havde Kristi Menighed ikke trængt til dette Maaltid, saa havde han ikke givet sin Menighed det; vi trænge virkelig til Herrens Nadver som Næring for vort indvortes Menneske, ligesaa fuldt som vort Legeme trænger til den legemlige Mad. Derfor siger Jesus (Joh 6.53): »Uden I æde Menneskesønnens Kød og drikke hans Blod, have I ikke Liv i eder. « Men dog er det ikke vor Følelse af denne Trang, der skal føre os til Herrens Bord. Vilde vi gaa efter den Følelse, vilde det let gaa os som de mange, der i vore Dage helt holde sig borte fra Nadveren, skønt de dog ingenlunde vil fornægte Kristus; de føle vel, at det staar fattigt til med Livet i dem, men de sige: jeg kan ikke forstaa, at en Handling eller Ceremoni som Nadveren kan hjælpe mig fremad; og saa holde de sig borte derfra. Nej, den egentlige og rette Grund til, at vi, som tro, skal gaa til Herrens Bord, er den, at vi følge vor Hyrdes Røst, fordi han siger til sin Menighed: dette gører til min Ihukommelse, for at I maa leve ved mig, saaledes at I ikke glemme mig.

Og saa siger Herren om dem, der saaledes høre hans Røst og følge ham: »jeg kender dem og giver dem evigt Liv.« Ja, Herren kender sine, han ved Tal paa alle sine Faar og kender hver enkelt ved Navn; og ved saaledes at høre og følge Jesu Røst blive vi visse paa, at han kender og vedkender sig os, at vi høre ham tila Der er Kristne, som vil sige: ja, men paa den Maade kan jo ikke vi kende, hvem der hører Jesus til; vi kan nok høre, at et Menneske beder, og se, at han gaar til Alters, men vi kan jo ikke se, om han følger Jesus i dette. Og saa optænke og opstille de forskellige Mærker, hvorpaa det skal kendes, om en er en sand og omvendt Kristen: at han gør og deltager i disse og hine Gerninger, eller at han afholder sig fra dette eller hint; ellers kan han ikke være en sand Kristen. Der har alle Dage i Menigheden været dem, der have opstillet slige Kendemærker, forskellige til de forskellige Tider ; men altid har det været saadanne Ting og Gerninger, som Menighedens Herre hverken har paabudt eller forbudt. Men hverken Herren selv eller hans Apostle har nogensinde sagt, at det var os, som skulde kende, hvem der hører Herren til; nej, vi skal »prøve Aanderne, om de ere af Gud«, om deres Tale og Forkyndelse er af Guds Aand eller af Verdens Aand, men vi hverken skal eller kan kende Hj ærterne. Det har Herren forbeholdt sig selv; han siger (Joh 10.14): » Jeg kender mine, og mine kende mig« ; og derved bliver det. Han har aldrig sagte at hans Faar skal kende eller udpege hverandre, og det vilde være at trænge sig ind i fremmed Bestilling, i vor Herres Embede, om nogen Kristen vilde indlade sig derpaa. Nej, der er ét Menneske, hvis Kristendoms Sandhed vi kan prøve og kende, og som det gælder vort Liv at kende til Bunds: det er os selv; vi skal hver for sig prøve, om vi ere i Troen, d. e. om vi høre og følge den gode Hyrdes Røst.

Men vide vi med os selv, at vi høre og følge hans Røst, saa blive vi visse paa, at han kender os for sine, og da bliver det vor bedste Glæde og Lykke at følge ham ogsaa i vort Levned, saa vi ikke spørge om, hvad der tækkes vort Kød og Blod, hvad der er behageligt og fordelagtigt for os, men hvad der tækkes ham, og det bliver vort Hjærtes Ønske og Bøn, som det hedder i Brorsons Salme:

O, fuldfør din gode Vilje
i, hos, ved mig, Nat og Dag,
da skal ingen Nød mig skille
fra at elske dit Behag!
Hjærtet føre dette Skilt
midt i Døden: som du vilt!

»Hjærtet føre dette Skilt«, det vil sige, at alt hvad der udgaar fra vort Hjærte, vore Ord og vore Gerninger, maa have det Præg, at vi ikke vil os selv og vort eget, men hvad vor Herre Jesus vil, Og derved blive vi fremdeles i Stand til at opleve, hvad Jesus lover sine: »jeg giver dem evigt Liv«, opleve, at vi alt her kan begynde at leve i Gud og være glade i ham, saa vi i hans Kærlighed i Jesus Kristus have et Livsindhold, som vi ere visse paa, at end ikke Døden kan røve fra os; det skal gaa uskadt gennem Døden, ja gennem den gøre et Kæmpeskridt opad og hjemad til Livets Kilde, hvor det skal blive evig fuldkomment.

Og denne vort Hjærtes Vished, som den Hellig-Aand giver os, om at Jesus Kristus kender os og giver os evigt Liv, den omstraales af hans Forjættelse, at hans Faar, som høre og følge hans Røst, »aldrig i Evighed skal fortabes, og ingen skal rive os ud af hans Haand«. Den samme Herre, som har sat sit Liv til for at frelse os til Livet, og som selv har begyndt det gode Værk i os ved at tale det evige Livs Ord til os, han vil og skal ogsaa have Æren for dets Fuldførelse, han vil selv bevare og forsvare os mod vort Livs Fjender og føre os frelste til Maalet. Ikke saaledes at forstaa, at naar vi en Gang ere blevne troende og have hørt og modtaget Jesu Ord, kan vi trygt lægge os til at sove, som om vi da aldrig kunde falde ud af Naaden. Nej, saaledes maa vi ikke tænke ; det se vi paa et Menneske som Apostelen Judas, som ogsaa var iblandt dem, Jesus havde 'udvalgt, og som visselig ogsaa havde begyndt med at høre og følge hans Røst, men som dog lidt efter lidt sank saa dybt i sin Pengegridskhed, at han solgte sin Sjæl for 30 Sølvpenge. Og vi høre det.maaske end mere indtrængende af Apostelen Paulus' Ord (1 Kor 9.27): »Jeg kuer mit Legeme og holder det i Ave, for at ikke jeg, som har prædiket for andre, selv skal blive forskudt.« Det er Herrens store, udvalgte Apostel Paulus, der skriver disse Ord, efter at han havde tjent Jesus i over tyve Aar, og efter at Herren havde vedkendt sig hans Tjeneste saaledes, at han i det samme Brev kunde skrive (1 Kor 15.10): »Af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade imod mig har ikke været spildt; nej, jeg har arbejdet mere end de alle.« Alligevel følte og erkendte han, at det var muligt, at han kunde blive forskudt, dersom han ikke stadig var paa Vagt, for at ikke hans Kød, den Drift til at leve sig selv til Behag, som ogsaa han bar med sig fra sin Fødsel af, skulde faa Herredømmet over ham. Naar han maatte gøre dette, hvor meget mere da ikke vi! Vi bære alle den samme Kødets Drift med os. Og vel skal Jesu- Ord stag urokket, at ingen Magt hverken paw Jorden eller i Helvede skal rive hans Faar ud af hans Haand, men naar vi ikke tage vare paa os selv og paa, at vi i Hjærtens Sandhed høre Jesu Røst og følge ham, kan vi umærkelig, lidt efter lidt, Tomme for Tomme glide bort fra Jesus, glide ud i Verden og i Kødet, saa vi under Skin af at være Kristne i Virkeligheden leve os selv og søge vort eget, og vor Tro ender som en vissen Kundskab og hule Talemaader.

Derfra bevare vor Herre og Hyrde os i sin Naade! Og det vil han visselig, saa sandt vi vil som han, vil lade os frelse fra vort eget selviske Jeg til at følge ham. Han vil advare os, naar vor Fod er ved at glide, han vil rejse os op, naar vi ere faldne. Det se vi paa en anden Apostel, paa Peder, som var gleden saa langt bort fra Jesus i Langfredags-Natten, men som dog blev reddet ved Herrens Øjekast, og kunde reddes, fordi det trods hans Fald var hans Hjærtes oprigtigste og dybeste Vilje at følge Jesus. Men Jesus Kristus er endnu den samme trofaste Frelser og Herre; han kender sine, og han alene har Æren for, at vi ere blevne hans. Og saa sandt vi ikke vil »være vore egne«, men i Oprigtighed høre hans Røst og følge ham, vil han bevare os i sin Hjord, saaledes at vi, jo længere vi komme frem ad Vejen, des dybere maa erkende, at al Æren derfor er hans, det er hans utrættelige Naade og Trofasthed, vi skylde det. Og han vil føre os til Maalet, saa vi engang med den store hvide Flok kan faa Sejrens Palmegrene i Hænde og istemme Lovsangen: »Frelsen er fra vor Gud, ham som sidder paa Tronen, og fra Lammet ! «

Amen.