Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Løfte og Bekendelse. - Første Søndag efter Paaske

Joh. Evang. 21, 15-19

Da de saa havde holdt Davre, siger Jesus til Simon Peder: Simon Jonas' Søn, elsker du mig mere end disse? Han siger til ham: ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær. Han siger til ham: fød mine Lam. Han siger atter til ham anden Gang: Simon Jonas' Søn, elsker du mig? Han siger til ham: ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær. Han siger til ham: vær Hyrde for mine Faar. Han siger til ham tredje Gang: Simon Jonas' Søn, har du mig kær? Peder blev bedrøvet, fordi han sagde til ham den tredje Gang: har du mig kær? og han sagde til ham: Herre, du ved alle Ting, du kender, at jeg har dig kær. Jesus siger til ham: fød mine Faar. Sandelig, sandelig siger jeg dig, da du var ung, omgjordede du dig selv og gik, hvorhen du vilde; men naar du bliver gammel, skal du udrække dine Hænder, og en anden skal omgjorde dig og føre dig, hvorhen du ikke vil. Men dette sagde han som Betegnelse af, hvordan en Død han skulde herliggøre Gud med. Og da han havde sagt dette, siger han til ham: følg mig!

Nu er denne Dag oprunden, da de unge baade her i Menigheden og trindt om i vort Fædreland i Menighedens Forsamling og Paahør vil forny deres Daabspagt og svare deres Ja til den Tro, som blev dem given, da de vare spæde, og som andre dengang svarede Ja til paa deres Vegne. Der er en særegen Høj tidsglans over denne Dag. Ikke en saadan som paa vore andre store Højtidsdage, da Lyset fra Guds store Naadesgerninger i Jesus Kristus spreder sin Glans over Menighedens Sammenkomster og ind i Hjærterne; nej i Dag ere vi samlede om Guds Naades Gerning i det smaa, i de unges Hjærter; men dette kaster et ejendommelig mildt og varmt Lys over Dagen, ikke alene for de unge, som træde frem i Menigheden med deres Bekendelse, men der er mange andre, som ellers sjældent eller aldrig føle deres Hjeerte bevæget ved at deltage i Gudstjenesten, men som paa Konfirmationsdagen ere til Stede med dybt bevægede Hjærter, især hvis disse unge høre dem selv til. Deres Tanker vende da i Mindet tilbage til deres egen Barndomstid og deres Konfirmationsdag, da de med et troskyldigt og oprigtig tillidsfuldt Hjærte svarede det samme Ja, som nu snart skal lyde fra deres Børn, og de tænke med Vemod paa, hvor snart den barnlige Tillidsfuldhed og Frimodighed overfor Gud svandt bort, da de lærte Verden med dens mange Lokkelser og Rænker og Svig at kende, — maaske ogsaa paa, hvor snart de glemte, hvad der den Dag fyldte og glædede deres Hjærte, og Pagten og Guds Naade i Jesus Kristus blev dem ligegyldig og fremmed, og de ere maaske aldrig siden komne tilbage dertil. Og saa tænke de fremad paa deres Børns Fremtid, hvorhen den vil føre dem, om det skulde gaa dem ligedan med deres Ja.

Ja, nu er Konfirmationsdagen oprunden for eders Børn; og jeg antager, ja jeg haaber, at der ikke er en eneste Fader eller Moder iblandt eder, som ikke af Hjærtet ønsker, ja beder og har bedet Gud om at tage eders Børns Hjærter i sin Haand, saa de baade i Oprigtighed maa svare deres Ja, og at de herefter maa blive i Pagten, som Gud har oprettet med dem, — eller, som sikkerlig mange af eder vilde udtrykke det, at de maa holde det hellige Løfte, som de i Dag aflægge. Og det er ogsaa mit inderlige Ønske for disse Børn, at de maa svare deres Ja saaledes, at vor Herre i Himlen, som ved alle Ting, maa høre, at det kommer fra oprigtige Hjærter, og at de saa maa blive i deres Daabspagt til deres sidste Stund; da vil den blive en salig Stund. — Men, lad mig sige det strags: det Ja, som de svare, er ikke et Løfte, og skal ikke være det. Var det et saadant Løfte, ja man har endog sagt: en Ed, som de svor til Herren, saa kunde denne Dag ikke blive en Glædesdag, men den blev en 'Dag, da der blev lagt paa dem en Byrde saa tung, at den maatte knuge dem til Jorden, og jo mere oprigtig de tog den op, des tungere blev den. Nej, deres Ja skal være en Bekende_ l se fra oprigtige Hjærter. En saadan kan et troende Barn og en troende Kristen aflægge, vistnok altid med dyb Ydmygelse, men ogsaa med fuld Hjærtens Frimodighed og Glæde.

Vil vi se den store Forskel mellem et Løfte og en Bekendelse, kan vi ikke let faa en bedre Vejledning dertil end den, vi have i vort Evangelium i Dag om Simon Peders Bekendelse ved Genesaret Sø. I vil mindes, at dengang Jesus Skærtorsdag Aften havde givet sin Menighed den hellige Nadver og derefter var paa Vej ud til Getsemane, sagde han til sine Disciple: i denne Nat ville I alle forarges paa mig. Men Peder svarede: om de end alle forarges, skal dog jeg det aldrig. Da sagde Jesus til ham: i Dag, i denne Nat, førend Hanen galer to Gange, vil du fornægte mig tre Gange. Men Peder tog end ivrigere til Genmæle: om jeg saa skulde do med dig, skal jeg dog aldrig fornægte dig. Det var store Løfter, Peder der aflagde; og jeg tør sige, at har nogensinde et Løfte været givet i Hjærtets fulde Oprigtighed og med Hjærtets faste Vilje og Beslutning . til at holde det, ihvad det saa skulde koste, saa har dette været Tilfældet med Peders Løfte her. Og dog varede det kun nogle faa Timer, saa fornægtede Peder Jesus, strags første Gang da Ypperstepræstens Dørvogterske spurgte ham, om han ikke var en af Jesu Disciple. Og hver Gang han paany blev spurgt, fornægtede han det bestem-tere, lige til at han svor og forbandede sig paa, at han ikke kendte dette Menneske. Saa ustadige og upaalidelige ere et Menneskes Løfter. Men det er ogsaa vel at mærke, at Jesus slet ikke tog imod Peders Løfte. Jesus svarede ikke: godt, nu har du lovet det; nu er du ogsaa under din Saligheds Fortabelse pligtig at holde det! Nej tværtimod, første Gang sagde Jesus: det Løfte kan du slet ikke holde, men du bereder dig derved kun et des dybere Fald; — ti dette er jo Meningen af Jesu Svar: sandelig siger jeg dig, i denne Nat, førend Hanen galer to Gange, vil du fornægte mig tre Gange. Og da Peder endda vedblev med sin Loven, da tav Jesus og svarede intet.

Og nu høre vi i Evangeliet i Dag Modstykket. til Peders 'store Løfter og hans Fornægtelse, dengang Jesus efter sin Opstandelse ved Mødet ved Genesaret Sø tre Gange spurgte Peder: Simon Jonas' Søn, elsker du mig? og Peder svarede : ja Herre, du ved, at jeg har dig kær. Det er øjensynligt, at dette tre Gange gentagne Spørgsmaal viser tilbage til Peders tredobbelte Fornægtelse. Og naar Jesus begynder med det Spørgsmaal: elsker du _mig mere end disse ? maatte det nødvendigvis minde Peder om det store, selvtillidsfulde Løfte, han havde givet Skærtorsdag Aften: om de end a 11 e forarges, skal dog jeg det aldrig. Men vi maa dog vel forstaa, at naar Jesus saaledes spurgte Peder, var det ingenlunde for at tugte ham for hans Fornægtelse, end sige for at knuse ham; ja det var vel ikke engang for at ydmyge ham endnu dybere. Peder var visselig ved sit dybe Fald og ved Herrens Øjekast, som bragte ham til Besindelse, bleven ydmyget dybt nok. Nej, det som Herren tilsigtede med sine Spørgsmaal, var tværtimod at oprejse Peder og at føre ham tilbage i den Hyrdetjeneste, den Apostelgerning, han tilforn havde betroet ham, og at give ham Mod til at tage den op. Men dette gjorde Jesus ikke ved at afkræve Peder et nyt højtideligt Løfte om Troskab i Fremtiden i Modsætning til hans forrige brudte Løfte. Jesus sagde ikke f. E.: se, du har før sveget dit Ord og Løfte; men vil du nu højtidelig love mig aldrig mere at svigte mig? vil du nu forpligte dig til altid at vedkende dig mig og at vedblive dermed til din sidste Stund? Nej mærk det vel, det Middel, Jesus brugte til at oprejse Peder, var at fremkalde hans Bekendelse af hans Kærlighed til Jesus, en Bekendelse, som Peder sikkerlig aldrig ellers efter sit dybe Fald havde faaet Mod til at komme frem med. Og det Svar, som Peder gav Jesus paa hans Spørgsmaal: Simon Jonas' Søn, elsker du mig? -: "Herre, du ved alle Ting, du ved, at jeg har dig kær!" dette var jo heller ikke noget Løfte om nogen fremtidig Gerning eller Ydelse, nej det var et dybt ydmyget Hjærtes oprigtige Bekendelse til den Herre, som ved alle Ting, og som vil være Synderes Frelser.

Og fremdeles, denne Bekendelse, dette Svar: du ved, at jeg har dig kær! det angik jo i sig selv hverken Fortiden eller Fremtiden, men blot Nutiden, det Øjeblik, da Peder stod her foran Jesus. Og dette vil sige: Peder taler i sit Svar ikke om, at han tilforn havde elsket Jesus og forladt alt og fulgt ham, og ligesaa lidt lover han for Fremtiden at ville elske ham og at vedblive dermed alle sine Dage. Nej han bekender, udtaler, hvorledes hans Hjærte nu i dette Øjeblik var sindet mod Jesus, som her stod foran ham, og hvis milde og alvorlige Øje hvilede paa ham og gennemskuede ham. Men alligevel vil I alle forstaa, at Peder aldrig vilde have kunnet svare saaledes, dersom det ikke havde været, ej alene hans inderlige Ønske, men ogsaa hans- alvorlige Hjærtens Vilje at vedblive at elske Jesus til sin sidste Stund, ja at give sit Liv for ham, om det skulde kræves. Altsaa kan vi med Rette sige, at hans Bekendelse omfattede ogsaa hans Fremtids Dage. — Var den da saa ikke alligevel et Løfte for Fremtiden? Nej ingenlunde; det var hans Hjærtes Bekendelse af, hvad der boede og levede i ham. Ti dette er den store, dybe Forskel mellem et Løfte og en Bekendelse, at den, der bekender for Herren sin Tro og Kærlighed, stiller sig ind under han s Korsbanner og hans Beskærmelse; men den, der fremtræder med sit Løfte, stiller sig frem for Herren i sin egen Kraft som den, der selv er mægtig til at klare sin. Sag og sin Strid. Og det gør i Grunden ingen væsenlig Forandring, om man end føjer til, at man med Guds Hjælp vil holde sit Løfte. Dette gjorde Peder jo i Virkeligheden, om end ikke med ligefremme Ord, dengang han Skærtorsdag Aften udtalte sit store Løfte : om end alle de andre forarges, skal jeg det dog aldrig! og: om jeg saa skulde dø med dig, skal jeg dog aldrig fornægte dig! Ti hvorfra fik han Mod til at tale saaledes? Aabenbart derfra, at Jesu Kristi Naade havde faaet en saadan Magt og Herredømme i hans Hjærte, at han var vis paa, at den aldrig kunde blive borte for ham. Et Aar iforvejen havde han sagt: Herre, til hvem skulle vi gaa, du har det evige Livs Ord! og siden den Tid havde han oplevet endnu langt mere af Jesu Ords levendegørende Kraft og var derved, netop ved sin Tillid til Jesu Ord, bleven saa vis paa Sandheden af sin Tro paa og sin Kærlighed til Jesus, at han var fuldt overbevist om, at denne Tro og Kærlighed aldrig skulde eller kunde rokkes. Og i denne Overbevisning mente han sig stærk nok til at sætte sit Nej mod Jesu Ja: du siger, at jeg vil forarges paa dig ligesom alle de andre og fornægte dig; men jeg kender mig selv bedre; jeg ved, at jeg tror saa fast paa dig og er rede til at lide Død og hvad det skal være for din Skyld; derfor er jeg fuldvis paa, at jeg aldrig vil kunne forarges paa dig eller fornægte dig.

Saadan stod Peder med sit Løfte. Men her ved Genesaret Sø siger han ikke mere: jeg ved, — men: Herre, du ved, at jeg har dig kær, du som ved alle Ting! Og dog kunde han visselig ogsaa dengang med fuldgod Samvittighed have sagt: ja Herre, jeg ved, at jeg har dig kær; han har sikkerlig dengang, om muligt endnu mere end tilforn, været vis paa, at han elskede Jesus af hele sit Hjærte, og at Jesus var saa umistelig for hans Sjæl, at det vilde være ham den bitre Død, om Jesus vilde slippe ham. Men dog sagde han ikke dette: jeg ved, — ja han kunde ikke have sagt det nu, da han saa dybt og smerteligt havde erfaret, hvor lidt hans egen Viden og Vished var at lide paa. Derfor siger han: Herre, du ved, at jeg har dig kær; og med denne Bekendelse stiller han sig ydmyg ind under Jesu Forsvar og Beskærmelse, giver sig og sin Sjæl helt i Jesu Haand, at han kunde gøre med ham, hvad han vilde. Derfor kunde Jesus saa sige: fød mine Lam, og vær Hyrde for mine Faar! og saaledes give ham hans Tjeneste tilbage; og Jesus kunde fremdeles sige: følg mig! det vil sige: en Gang forlod du alt og fulgte mig for at blive Menneskefisker; tag nu paa mit Ord fat igen, følg mig, og frygt ikke! Og derved kunde Peder faa Frimodighed til atter at tage sin Gerning op og følge Jesus i den.

Og naar nu jeg i Dag skal spørge disse Børn: forsager du? og tror du? saa er det Ja, som jeg haaber, at de alle kan svare af et glad og oprigtigt og frimodigt Hjærte, netop en saadan Bekendelse, hvormed de udtale, at de have givet Jesus Kristus deres Hjærte og stille sig under hans Banner. Ja, Børn, jeg haaber og tror om eder, at I vide med eder selv, at I med Sand- hed kan sige Ja til Pagtens Ord. Men det er dog ikke deri, I skal søge eders Styrke og Frimodighed at I vide dette med eder selv; nej først da faar eders Ja den rette Klang og Frimodighed, naar I kan i al barnlig Ydmyghed se op til vor Herre Jesus Kristus og sige: Herre, du ved alle Ting, du ve d, at jeg paa dit Ord forsager og tror! Da vil det ogsaa være eders Hjærtes inderste Agt og Vilje at blive i eders Daabspagt til eders sidste Stund, og I kan trøstig lægge eders Fremtid i vor trofaste Herres og Frelsers Haand, visse paa, at som han af sin Naade har ført eder dertil, at I nu i Dag kan svare ham Ja, vil han ogsaa holde eder fast, saa at I hver Dag, som kommer, kan forny dette Ja og modtage hans Naade paany og saaledes følge ham alle eders Livs Dage, hvor hans Ord kalder eder hen, først og fremmest op til hans velsignede Nadverbord her paa Jorden, saa ogsaa følge ham i eders Levned, indtil den Stund kommer, da hans Røst lyder: kom nu hjem til mig! Da skal ogsaa I med Glæde kunne forlade alt dette jordiske for at komme og være, hvor han er.

Og I Forældre, som ere her til Stede: saa sandt I selv tro og ønske at frelses ved Jesu Kristi Naade, vil og maa det være eders Hjærtes ønske og Bøn, at eders Børn maa mene deres Ja og blive deri. Men I ere de nærmeste til at hjælpe og støtte dem baade med Ord og med eders Eksempel til at blive i Pagten. Og naar I høre Spørgsmaalet henvendt til eders Børn: forsager du? og tror du ? saa skal I tage dette Spørgsmaal som ogsaa henvendt til eder, saa I selv i eders .Hjærte forny e d e r s Ja til den samme Pagt. Derved have I det dybeste Fællesskab med eders Børn, saa at I kan vedblive at følge med dem ad Livets Vej, selv om de udvortes forlade Hjemmet, og deres Vej fører dem langt bort fra eder: I bo dog i samme Hus som de og mødes hver Dag i det samme Jesu Navn for Gud Faders Trone. Og I kan leve eders Liv med det frydefulde Haab, at den samme trofaste Herre, som ved sin Aand og sit Ord har begyndt sit gode Værk baade i eder og i eders Børn, skal ogsaa fuldføre det, saa I engang skal samles med dem for hans Trone og være ,evig fælles med dem om de frelste helliges Lovsang og Salighed.

Amen.