Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Billede og Virkelighed. - Paaskedag. II

Matt. Evang. 28, 1-8

Op Sjæl, bryd Søvnen af,
og gak til Jesu Grav;

Saaledes begynder en af vore Paaskesalmer. Og Gud give os Naade til paa denne Paaskedag at gaa til Jesu tomme Grav, saa vi ret kunde faa Øje for, hvad det har at sige for os, at denne Grav blev aabnet, og at Jesus stod op af den. Der har i fordums Dage været Kristne i mange Tusendetal, som under utrolig Møje og Savn have vandret til det hellige Land; der er vel ogsaa mange, som rejse derhen endnu for at opleve en Paaske paa det Sted, hvor Jesus stod op, og i det Haab, at naar de kom der, hvor hans Legeme havde hvilet i Jordens Skød, og hvorfra han opstod Paaskemorgen, saa vilde de komme langt nærmere til hans Død og Opstandelse, saaledes at denne hans Frelsergerning maatte faa større Magt i deres Liv og i deres Hjærter. Og hvem af os vilde ikke anse det som en stor Glæde, om vi kunde komme der og bryde Søvnen af i det tidligste Gry for at tilbringe en stille Paaskemorgen paa dette minderige Sted. Jeg forestiller mig, at der vilde enhver troende Kristen — om han ellers kunde faa Ro for Menneskers Mylder — kunne i Aanden genopleve Minderne fra den første Paaskemorgen saa levende. som ingensinde ellers, opleve, hvad de fromme Kvinder følte, da de fandt Graven tom og derefter hørte Englebudskabet: den korsfæstede Jesus er opstanden, han er ikke her! ja han vilde føle. at et saadant Budskab kunde ikke første Gang bringes af nogen Mennesketunge, men kun af Englemund. Der kunde vi aandelig genopleve den Fryd, det var for Maria Magdalene, da hun hørte den opstandne . Frelser nævne hende ved Navn, og hvad det var for Disciplene, da Jesus om Aftenen stod midt iblandt dem og viste dem sine Hænder og sin Side og sagde: Fred være med eder! Ja, det vilde i Sandhed være en stor Glæde i Aanden at genopleve alt dette.

Men mon ogsaa vor Tro paa den opstandne Jesus Kristus vilde vokse derved, eller hans Frelsersgerning i os vilde fremmes derved? Jeg antager det ikke. Vi maa i det hele vel agte paa, at dette at faa den rette og varige Frugt og Velsignelse af Kristi Opstandelse, det beror slet ikke derpaa, om vi kan sætte os ind i Kvindernes eller de første Disciples Følelser og Stemninger ved Budskabet om hans Opstandelse. Derved vilde vel vor Sjæl fyldes med en Kreds af skønne Billeder, som vistnok vilde være saare frydelige, ja løftende, saa længe vi vare ene og uforstyrrede, men de vilde udviskes igen, naar vi kom ud i Livets Bølgegang. Ti da gaar det med disse Sjælebilleder, som vor Indbildningskraft danner og ejer, ligesom med Solens Billede paa Søens blanke Flade : det kan straale som Solen selv, saa længe Søen ligger stille og blank, men saa snart det blæser op, og Bølgerne rejse sig, splittes Billedet ad i tusende Stykker. Ja mærk dette vel. Vistnok kan saadanne levende Billeder, som Ind- bildningskraften kan eje, være baade opmuntrende og endog opbyggende; men dersom vi mene at kunne leve paa slige Billeder, bygge vi paa Skum paa Vand, ti de kan aldrig bære os i Livets Storm og Strid, men blive borte i den. Derfor vil vi ogsaa finde, at Evangelisterne aldrig indlade sig paa at udmale Menneskers Stemninger og Følelser, tværtimod fortælle de saa ganske stilfærdigt, jeg kunde gerne sige: saa underlig tørt derom, men netop derfor er alt, hvad de fortælle, saa underlig troværdigt og paalideligt, ja og saa trøstefuldt for de knuste Hjærter, som knuges af Syndens og Dødens jærnhaarde Virkelighed, og som der- for ikke kan nøjes med Billeder, men kræve Virkelighed, trænge til en virkelig Kraft fra det høje, som kan oprejse og forløse dem.

Og den Virkelighed, det vidunderlig trøstefulde og oprejsende Budskab, som Paaske-Evangeliet bringer os alle, og særlig de knuste Hjærter, det er dette, at den korsfæstede Jesus er opstanden. Dette Budskab maa vi ønske og bede Gud om, at det maa blive dybt indskrevet i vort Hjærte, saaledes at vi kan tro derpaa. Ja, tro derpaa, — ikke at vi i vor Indbildningskraft kunde danne os et levende Billede af, hvorledes det gik til; det skal vi slet ikke stræbe efter, af den ligefremme Grund, at vi da selv maatte danne et saadant Billede paa egen Haand, og det kunde aldrig blive Sandhed. Ti det er atter her vel at mærke, at skønt alle fire Evangelister fortælle om Jesu Opstandelse, og skønt alle de andre Skrifter i det Ny Testament atter og atter vise hen til den, er der dog ikke et eneste Sted fortalt en Stavelse om, hvorledes Jesu Opstandelse gik for sig. Evangelisten Mattæos skriver, at en Engel for ned og afvæltede Stenen og satte sig derpaa, og Vagten daanede af Skræk, og dernæst at Kvinderne fandt Graven tom, men hørte Englebudskabet, at Jesus var opstanden. Men ikke et Ord skriver nogen af Evangelisterne om det, der dog maatte synes det allervigtigste, hvorledes Jesus selv gik ud af Graven, end sige da, hvorledes lian saa ud, dengang han kom frem. Da Lasaros blev opvakt, fortæller Evangelisten Johannes, at han kom ud bunden om Hænder og Fødder med Jordeklæder, og at Jesus sagde: løser ham og lader ham gaa ! Men hvorledes Jesus stod op, fortælles der intet om, af den ligefremme Grund, at intet Menneskeøje har set det. Og Evangelisterne fortælle ikke, hvad de selv have tænkt sig til og ment, men kun hvad de have set og hørt. . Ja dette er for enhver, som har Øje for Forskellen mellem Sandhed og Digtning, et stort, uomstødeligt Vidnesbyrd for Evangeliernes Troværdighed; men det skal tillige for Kristne være et Vidnesbyrd om, at det ikke er derpaa, det kommer an, at vi kunde for vor Tanke og Indbildningskraft danne os et levende, anskueligt Bil-1 e de; end ikke af Jesu eget Liv og hans Død og Opstandelse; nej det er Livs- og Salighedssagen for os at tro paa ham, som led og døde og opstod. Til at danne et levende Billede af Jesu Liv og Død vilde det sikkert hjælpe os at rejse til det hellige Land og de hellige Steder, hvor Jesus levede i sit Køds Dage og døde. Men for at tro paa ham og paa den Frelsergerning, han har fuldbragt for os, behøve vi ikke med Legemet at rejse nogen-steds hen, derimod maa vi unægtelig gøre en Rejse, der falder usigelig tung for Kød og Blod, langt tungere end at vandre paa hare Fødder til Jerusalem eller Golgata ; vi maa gaa i os selv, ind i vort eget Hjærte. Den Rejse koster slet ingen Penge, men den koster langt mere Sjælemøje end at rejse til Jordens Ende. Vi skal gaa i os selv, saa vi slet ikke mere se efter, hvad andre Mennesker, alle de andre«, gøre eller mene, men blot se os selv i Guds hellige Aasyns Lys; da vil vi faa at se, at vi ere Syndere, som trænge til at frelses, og da bliver vort Hjærte skikket til at tro paa den korsfæstede og opstandne Jesus, og fra det Stade kan vi se den opstandne Jesus Kristus som vor Frelser.

Ti først naar vort Hjærte faar Øje for Jesu Opstandelse, kan vi med fuld Klarhed se, at han er mægtig til at frelse os baade fra Synden og Døden, vort Livs Fjender; ti dem har han ved sit Kors og sin Opstandelse overvundet. Ja ved sin Opstandelse har Jesus bevist sig som vor guddomsmægtige Frelser; derved har han vist, at den forsmædelige og vaandefulde Død, han led paa Korset, hvor han ikke blot udvortes var ophængt midt imellem Misdædere, men hvor han ogsaa indvortes følte Dødens Braad, som er Synden. saa hvas i sit Hjærte, at han maatte udraabe : min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig! — at dette dog ikke var hans egen Død, saa lidt som det var hans egen Synd, der gjorde ham gudforladt. Nej det var vore, Alverdens Synder, han bar og vaandede sig under, og det var vor Død, han døde, og dermed udrettede han det Storværk, som ingen Skabning hverken under eller i Himlen kunde have udrettet, at yde den fulde Genløsningsbetaling for os. Det var et Storværk, hvortil der maatte Guddomskraft. Derfor skriver ogsaa Apostelen, at han er med Kraft godtgjort som Guds Søn ved sin Opstandelse fra de døde (Rom 1.4); og derfor har ogsaa Vidnesbyrdet om den opstandne Jesus Kristus altid været den inderste Kærne i al kristelig Forkyndelse lige fra Begyndelsen, dengang Menigheden udvalgte en Apostel i Judas' Sted, til at han, som Peder sagde, skulde være Vidne om Jesu Opstandelse tilligemed de andre Apostle.

Og derfor, naar vi gaa i os selv, ind i vort eget Hjærte og se os, som vi ere, og derudfra se op til den opstandne Jesus Kristus, da se vi allerførst, at al vor Gæld er betalt, han h ar betalt den for os, og saa er det sandt, at hver den som tror paa ham, skal faa Syndernes Forladelse ved hans Navn (Ap.G. 10.43). Men som han har overvundet vor Synd, har han ogsaa ved sin Død og Opstandelse overvundet vor Død; og han vil oprejse os til evigt Liv, Troens og Haabets og Kærlighedens Liv, som aldrig skal dø, om saa Verden omkring os lægger aldrig saa mange Hindringer i Vejen derfor. Dengang Jesus var død og begravet, gjorde hans Fjender alt, hvad der stod i deres Magt for at holde ham i Graven: de forseglede Stenen og satte Vagt ved Graven; saa tænkte de, at den hellige Grav var vel forvaret. Men hvad de tænkte til det onde, vendte Gud til det gode; Jesus opstod alligevel Paaskemorgen, og alt den jødiske Øvrigheds Arbejde blev kun et Middel til yderligere at stadfæste hans Opstandelses Virkelighed. Men saaledes kan vi sige, at Verden og det verdslige Liv i det hele gør deres muligste for at hindre os i at faa Del i Kristi Opstandelses Kraft og for at faa Mennesker levende begravne, lokke dem til at begrave sig selv, deres indvortes Menneske, i Verdens Bekymringer og Forretninger og Nydelser, i Kødets Lyst, Øjnenes Lyst og Livets Bram, saaledes at de over alle disse Ting glemme, at de have et Hjærte, som har Krav paa at leve og er skabt til evigt Liv. Og Verden sætter ogsaa sit Segl paa Graven og sin Vagt ved den. Hvad Indskriften var i Ypperstepræsternes Segl paa Jesu Grav, ved jeg ikke; men Indskriften i det Segl, Verden sætter paa Menneskers levende Begravelse, lyder: vi ere alle Mennesker! og Vagten hedder: alle de andre, alle Folk. Ti det er jo netop dermed, Verden holder Mennesker bundne og begravne i deres Verdslighed og Travlhed og Synd, at hver Gang et Menneske vaagner op til at se sin Synd, hedder det: aa, hvad vil du bryde dig derom; vi ere jo alle Mennesker; se til alle de andre, de ere jo ikke bedre, og du vil da ikke være bedre eller anderledes end de!

Men som Engelen væltede Stenen fra Jesu Grav, trods Segl og Vagt, saaledes kan endnu Budskabet og Vidnesbyrdet om den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus sprænge Seglet og slaa Vagten til Jorden, saa hver den, der i Sandhed vil gaa i sig selv og se sig, som han er i Guds Lys, kan ved Jesu Kristi Naades Kraft staa op og sige: ja, paa dit Ord, Herre Jesus, forsager jeg og tror jeg og vil leve mit Liv i denne Tro! Da blive vi ved den Hellig-Aands Naade visse paa, at vort Liv i Kristus, vor Hjærteknyttethed til ham, skal ikke ophøre med Døden. Alt andet, hvad vi leve med af disse jordiske Ting, endog det ædleste og bedste i Menneskelivet, miste og forlade vi, men vor Tro og Kærlighed til vor Herre og Frelser skal vi ikke miste; det skal staa fast, hvad han har sagt: hvo som tror paa mig, skal leve, om han end dør. Og da kan vi ogsaa tro paa Kødets Opstandelse, at den samme Jesus Kristus, som ved sin Naade og sit Ord har oprejst os til at leve i ham, vil ogsaa oprejse vort hensmuldrede Legeme, ligedannet med hans Herligheds- Legeme, saa hvad der skete paa den første Paaskedag med ham selv, Førstegrøden af de hensovede, skal ogsaa ske med os, som ere Lemmer paa hans Legeme, og som have ham til Herre:

Engang naar det mon kime
til Paaske højt i Kor,
da slaar og Naadens Time
for Støvet under Jord!

Da er vor Synd og vor Død helt overvunden, og al Sorg og Nød forsvunden, Jesu Kristi Frelsernavn til evig Ære, men os til Salighed evindelig.

Amen.