Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Guds Kærlighed er stærkere end Døden. - Paaskedag. I

Matt. Evang. 28, 1-8

Men efter Hviledagen, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til Graven. Og se, der skete et stort Jordskælv; ti en Herrens Engel for ned fra Himlen og kom hen og væltede Stenen fra og satte sig paa den. Men hans Udseende var som Lynild, og hans Klædebon hvidt som Sne. Og af Frygt for ham skælvede de, der holdt Vagt, og bleve som døde. Men Engelen tog til Orde og sagde til Kvinderne: I skulle ikke frygte; ti jeg ved, at det er Jesus den korsfæstede, I søge; han er ikke her, ti han er staaet op, ligesom han har sagt. Kommer hid og ser Stedet, hvor Herren laa. Og gaar skyndsomt hen og siger til hans Disciple: han er staaet op fra de døde, og se, han gaar forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham. Se, jeg har sagt eder det. Og de gik skyndsomt bort fra Graven med Frygt og stor Glæde og løb hen at forkynde hans Disciple det.

»Kærlighed er stærk som Døden«. Saaledes staar der skrevet i Højsangen (Højs. 8, 6), d. v. s. ligesom Døden er en uovervindelig Magt i Legemets Verden, ingen er saa stor og mægtig paa Jorden, at han jo tilsidst maa bøje sig for Døden, saaledes er ogsaa Kærligheden en uovervindelig Magt i Hjærtets indvortes Verden. Dette er det største, der kan siges om den ægte menneskelige Kærlighed. Men vi, som tro paa den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus, vi sige: Kærligheden er stærkere end Døden, den er stærk som Livet, — dog ikke Menneskets Kærlighed, men selve Kærligheden, Guds Kærlighed, hvoraf al sand menneskelig Kærlighed og alt sandt Menneskeliv har sit Udspring, og som i Tidens Fylde er aabenbaret saaledes i Jesus Kristus, at den kan blive til Frelse og Liv for syndige Mennesker, der i sig selv ere hjemfaldne til Døden. Ti hele Jesu Liv er en Aabenbarelse af Guds Kærlighed til det faldne Menneske, Guds skabende og livgivende Kærlighed. Det var den, der blev aabenbaret deri, at han lod sig føde som Menneske; ti »ej andet fra hans Rige har draget ham herned, end hans den uden Lige grundløse Kærlighed«. Og hele hans Jordeliv ,og hans Færd blandt Mennesker. baåde i Orsl og Gerninger, var en fortsat Række af Aabenbarelser af den samme oprejsende og skabende Kærlighed. Derfor siger han: »hvo som har set mig, har set Faderen«. Og ikke mindre gælder dette om hans Død. Han mistede ikke sit Liv imod sin Vilje, nej han var den gode Hyrde, som satte sit Liv til for Faarene; ingen tog det fra ham, men han satte det til af sig selv (Joh 10,15,18). Dermed betalte han Syndens Sold for os, for at ' genløse os fra alle vore Synder og Guds Vrede, og saaledes overvandt hans Kærlighed vore Synder. Og endelig var det atter af Kærlighed, at han tog sit Liv igen, — ikke sit Guddomsliv, det var aldrig blevet ham berøvet, det havde og aabenbarede han ogsaa i Dødens Skyggedal, da han der beredte os et Sted i Faderhuset og prædikede for Aanderne i Fængslet og for den gamle Pagts troende i Paradiset; — nej han tog sit Menneskeliv igen, for at kunne uddele det til os, til alle som tro paa ham, saa hans Ord skal opfyldes (Joh 14.29): jeg lever, og I skulle leve! — Det er for denne Guds Kærligheds Sejer over Døden, at vi holde Paaske.

Men derfor er Paaskefesten ikke alene en Troens Højtid, idet der ved Jesu Kristi Opstandelse er godtgjort for alle Kristne, at han er Guds Søn og har fuldbragt sit Genløsningsvzerk og overvundet vor Synd og Død. Ti det var jo ikke sin egen Død, han døde paa Korset. Han havde ingen Synd, derfor havde Døden heller ikke noget af ham at kræve. Nej, det var vor Synd, han bar, og derfor ogsaa vor Død, han døde. Og saaledes var det atter vor Død, han traadte under Fod, da han opstod Paaskemorgen. Derfor kan vi trøstig tro paa ham og i Troen synge:

Trods dig, du Dødens Braad,
du mistet har din Od;
trods, Helvede, din Vælde,
du kan os mer ej fælde;
I tabte med Vanære,
hans Navn velsignet være!

Men derved er Paasken atter og fremfor alt bleven os en Haab eA s Højtid, idet vi fra Jesu aabne Grav og fra Englebudskabet: »Han er opstanden!» som: lød ved den, kan se fremad lige til den store Dag, da han kommer igen i Himlens Skyer med Kraft og megen Herlighed og skal forvandle vort Fornedrelsens Legeme til at være ligedannet med hans Herlighedens Legeme (Fil 3.21). .— Ja, saa sandt vi tro paa ham og i denne Tro have modtaget hans guddommelige Kærligheds Kraft, i hvilken han overvandt vor Død Paaskemorgen, kan vi istemme Apostelens Lovprisning (1 Ped 1.3-5): »Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin store Barmhjærtighed har genfødt os til et levende Haab ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, der er gemt i Himlen til eder, I som i Guds Kraft værnes ved Tro til den Frelse, som er rede til at aabenbares i den sidste Tid.«

Det er vor, den kristne Menigheds Paaskeglæde, der udtales i disse Ord, at vi, som tro og ere døbte, og som derved ere blevne Lemmer paa vor opstandne Herres Jesu Kristi Legeme, os skal den samme Guds Kraft, Guds almægtige Kærligheds Kraft, som blev aabenbaret i Kristi Opstandelse, værne ved Troen, vogte os og holde os fast paa den ægte Klippe, vor Herre Jesus Kristus, og i hans Menighed, som Dødsrigets Porte ikke skal faa Overhaand over, lige til vi faa vor herlige og uvisnelige Arv i Hænde. Og denne Arv er med et Ord Frelsen, Guds Børns evige Frigørelse, som Jesus har vundet til os ved sin Lidelse, Død og Opstandelse og givet os til Eje i sit Ord, men som først skal aabenbares i den sidste Tid, ved Tidens Ende, naar vor Herre Jesus kommer i sin Herlighed og gør alle Ting ny; — da skal al den Naadens og Frelsens Rigdom, vi nu have i Troen paa Jesu Kristi Ord, blive aabenbar, saa vi skal have den i Hænde, men langt herligere end vi her kan forstaa eller bede derom.

Der bruges ofte i den hellige Skrift baade af vor Herre Jesus selv og af hans Apostle det Billede, at Jesus er Brudgommen, men Menigheden hans trolovede Brud, der venter paa hans Komme. Det er et dybt og skønt Billede, som maaske bedre end noget andet kan stille os Paaskefestens Sejershaab for Øje. Me- nigheden, og vi i Samfund med den, er altsaa at ligne ved en Brud, som har modtaget sin Brudgoms Kærlighed i det Ord, hvormed han tilbød hende sit Hjærte, og som har givet ham sit Hjærtes Ja igen. Men saa er Brudgommen dragen bort, — som Jesus gjorde ved sin Himmelfart, — ikke for at forlade hende, men for at Bruden kan blive fuldt beredt og smykket; og da vil han, naar Tiden kommer, vende tilbage og hjemføre hende til sin lyse og straalende Bolig. Det er, denne salige Stund, der skildres i Johannes' Syn i Aabenbaringsbogen, hvor det hedder (Aab 21.2-4): »Jeg saa den hellige Stad, et nyt Jerusalem, stige ned fra Him- len fra Gud, beredt som en Brud, der er smykket for sin Mand. Og jeg hørte en høj Røst ud fra Tronen sige: se, Guds Telt er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være hos dem; og han skal aftørre liver Taare af deres Øjne, og Døden skal ikke være mere, ej heller Sorg eller Skrig eller Pine skal være mere; ti det forrige er forsvundet.« Saa sandt nu Bruden i Ventetiden, indtil Brudgommen kommer saaledes igen, tror hans Ord og bevarer det i sit .Hjærte, saa tvivler hun jo ikke om, at hun ejer hans Hjærte, medens han er borte i det fjærne Land, ligesaa fuldt som om han var personlig til Stede hos hende. Men hun ejer hans Hjærte og Kærlighed i Troen paa hans trofaste Ord, og i denne Tro og Tillid ser hun fremad i H a a b et til den frydefulde Stund, da hendes Brudgom efter sit Løfte kommer igen, og da hun skal faa denne hans Kærlighed i Eje og i Favn; — mærk vel: ikke en ny Kærlighed eller en anden end den, han gav hende, da han trolovede sig med hende; nej det vilde kun være en ringe, ja slet ingen Glæde for hende; ,men hendes glade Haab er, at hun da skal eje det samme Hjærte og den selv samme Kærlighed, som først blev hende given; men hun vil sikkerlig da finde den langt skønnere og rigere, end hun drømte om forinden.

Saaledes er det ogsaa med det Haab, vi have i Troen paa Menighedens himmelske Brudgom, vor opstandne Frelser Jesus Kristus. Det er ikke en ny Naade, en anden end den, der blev given os her i det Naadens Ord, hvorved vi blev genfødte, nej det er den selv samme Naade, kun med den Forskel, at her, have vi den i Ordet og i Tro, men da skal vi have den aandelig talt i Eje, ja, og saa derhos med den Forskel, at den skal vise sig at være langt rigere, herligere, livsaligere, end vi her kan forstaa eller forestille os, ja, end vi kan bede om. Deraf kommer det, at de selv samme Udtryk, som bruges til at betegne den Naade, vi have faaet i Troen paa Jesus Kristus, bruges af Herren og Apostlene til at betegne den Naade, som vi haabe. Hvor ofte sagde Jesus ikke til Mennesker: din Tro har frels t dig! og dog maa vi daglig erfare, at der er saa meget, vi trænge til at frelses fra. Derfor skriver Apostelen Peder, at det er vort Haab, at Frelsen skal aabenbares. Vi have Børneretten, den sønlige Udkaarelse; og dog skriver Paulus: vi vente paa Børneretten (Rom 8.23). Hvo som tror paa Sønnen, har det evige Liv, siger Herren; og dog hedder det atter, at vi i Haabet ere Arvinger af det evige Liv (Tit 3.7). Vi tro paa Kødets Opstandelse, have altsaa i Troen dette Legeme som alt oprejst; og dog se og erfare vi daglig, at vort Legeme er hjemfaldent til Forkrænkelighed og Død, og vi se i Haabet fremad til Kristi Herligheds Dag, da han skal oprejse vort Legeme af Støvet og ligedanne det med sit Herligheds-Legeme. Alt dette kunde synes selvmodsigende, og der har ikke manglet paa Spot derover af de vantro; men dog vil Kristne forstaa, at det er sandt alligevel begge Dele, baade at vi have Naaden, og at vi haabe og vente den. Og dette er ligesaa lidt en Selvmodsigelse, som det vilde være det, naar en Brud med sit Hjærtes fulde Vished siger, at hun har og ejer sin Brudgoms Hjærte og Kærlighed, skønt der maaske ligger et helt Verdenshav imellem dem, og skønt hun kun har hans trofaste Ord, som hun gemmer i et tillidsfuldt Hjærte. Men ét har hun ikke: hun ser ikke ham, som hun tror og elsker; og saaledes er det ogsaa med os, med Kristi troende Menighed: vi elske vor Herre Jesus og tro paa ham uden at se ham; men vi fryde os i Haabet om at skulle skue ham, som han er. Ja, Gud give os sin Hellig-Aands Naade til med Sandhed at kunne sige (1 Ped 1,8,9): vi fryde os i dette Haab med en usigelig og herliggjort Glæde, det vi opnaa Maalet for vor Tro, Sjælenes Frelse!

Men denne Glæde, denne Salighed, at skue vor Gud og Herre, som han er, og derved at blive ham lige, den kan vi ikke naa, saa længe vi ikke have klarere og renere Øjne end disse Støvøjne, vi kan ikke naa den, førend dette vort Legeme saavel som vor Aand er blevet aandeligt og herliggjort, frigjort fra alle Spor af Synd og Død. Dette er vort Opstandelses-Haab, som skal blive virkeliggjort, naar vor opstandne Herre kommer igen i Himlens Skyer med Kraft og megen Herlighed. Da oprinder den sidste store Paaskemorgen, og da skal al den Frelse, vi nu have i Troen, blive aabenbaret, naar det aabenbarlig ses, at Døden ikke blot er bleven overvunden for os, som det skete paa den første Paaskemorgen, men at den er bleven overvunden i os og paa os. Og da skal vi fuldkomment og i Straaleglans opleve, at Kærligheden er stærkere end Døden, stærk som selve Livet. Det skal vi opleve, ikke blot paa os selv, derved at den samme Guds Kærligheds Kraft, som aabenbarede sig i Kristi Opstandelse, ogsaa skal oprejse og forklare vort Legeme og gøre det helt nyt, men det skal tillige vise sig i evigt Lys for Guds Aasyn, til vor Undren og Salighed, at ogsaa den naturlige menneskelige Kærlighed, som her bandt Hjærterne sammen, de Hjærter, der havde Rum for Kristi Kærlighed, saa de troede paa ham. ogsaa denne Kærlighed skal være stærkere end Døden, ja stærk som selve det evige Liv. Ti da skal de Venner, som Døden adskilte her, atter samles til evindelig at leve for Guds Aasyn og i hans Kærlighed; de skal med Undren se den samme Skikkelse igen, men frigjort fra alle Syndens Følger, al Forkrænkelighed og Død. Ja da skal de i Sandhed s e hinanden, som de ikke kunde det her, se hinanden i deres rette og sande Skikkelse. Men dette er ikke den Skikkelse, som Mennesket bærer her paa Jorden, og som i saa mange Maader vanheldes af Forkrænkelighed og Syndens Følger og ender med at blive en saadan, at vi grue for at se den og derfor skjule den i Jordens Skød; nej det er den Skikkelse, Mennesket skulde have efter Guds Skaber- tanke, i uforkrænkelig Ungdom. Men da skal de ogsaa se hin-andens Hjærter fuldt og klart, og kunne taale at. gennemskue hinanden og gennemskues af hinanden, fordi al Synd er borte, og kun Kærlighed og Sandhed bor i Hjærterne, ti Gud skal da være alt i alle.

Dette er det salige Haab, som Jesus har vundet til os ved sin Opstandelse, og som vi holde Højtid for i Dag. Det er i Stand til at bære os op over Livets Møje, saa vi sige og synge: Saa rejse vi til vort Fædreland, der ligger ej Dag i Dvale, der stander en Borg saa prud og grand med Gammen i gyldne Sale. Saa frydelig der til evig Tid med Venner i Lys vi tale.

Amen.