Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Jesu Kristi Kors. - Langfredag

Jesu Lidelseshistorie, fra: »Der blev og to andre Misdædere førte ud .... til; bøjede han Hovedet og opgav Aanden.«

Denne lange Fredag, da vi mindes Kristi Lidelse og Død paa Korset, har alle Dage været en alvorlig og stille Dag i den kristne Menighed, og den maa ogsaa være dette for os, saa sandt vi ellers vil helligholde den som Kristne, der ikke vide os andet til Frelse end den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus. Ti Grundtonen i Kristnes Bøn og Ønsker for denne Dag, det som vi maatte ønske og bede om, at Helligholdelsen af denne Dag maatte føre os til, maa sikkerlig altid være, hvad der udtales i en Salme, vore Fædre have efterladt os:

0, lad aldrig nogen Sinde
Korsets Træ mig gaa af Minde,
som dig, Frelsens Fyrste, bar;
men lad Kors og Død og Smerte
tale, raabe i mit Hjærte,
hvad min Frelse kostet har!

Ti det er netop dette, der stilles os for Øje paa Langfredag, hrvo dyrt vi ere købte, hvor meget vor Frelse har kostet Guds enbaarne Søn, og dette kan ikke andet end fylde vor Sjæl med Alvor.

Men dette vil ikke sige, at denne Dag skulde være Kristne en Sorgens Dag, hvor vi skulde sørge og jamre over al den Lidelse paa ,Legeme og Sjæl, som Jesus maatte udholde, ret som om vi endnu stod paa Golgata eller i vor Indbildningskraft skulde sætte os tilbage til de Timer, da han endnu hang paa Korset. Ti det er ikke ved Indbildningskraften, men ved Troen, at vi faa Del i Jesus Kristus og hans Frelsergerning. Den Slags Sorg har Jesus selv én Gang for alle afvist, endog førend hans Lidelse var fuldbragt, da han sagde til Kvinderne, der fulgte efter ham til Golgata: I Jerusalems Døtre, græder ikke over mig, men græder over eder selv og eders Børn! Langt mindre vil han da have saadan Graad og Jammer af os, der tro paa ham, som ikke blot er korsfæstet, men ogsaa opstanden, og som nu troner ved Guds højre Haand. En saadan Sorg vilde i Virkeligheden være et Vidnesbyrd om, at vi ikke troede paa ham som vor Herre og Frelser. Ti saaledes kan Kristi Lidelse kun begrædes af dem, der ligesom hine Kvinder betragte ham som den uskyldigt lidende, der omsider var bleven overvældet og overvunden af Menneskers Synd og Ondskab. Vist nok, aldrig har nogen lidt mere uskyldig end Jesus, og aldrig har Verdens Synd og Ondskab i højere Grad opbudt sin Magt for at tage den uskyldige af Dage; men vi maa aldrig glemme, at Jesus selv frivillig havde givet sig i sine Fjenders Vold og frivillig givet sig hen til at lide og dø; ingen tog hans Liv fra ham, men han satte det til af sig selv, af Kærlighed og Forbarmelse over det faldne Menneske; og af sig selv, af frivillig Lydighed mod Guds Frelsesraad, tog han Verdens Synd paa sig og led for den, ikke alene paa sit Legeme, men ogsaa hele den indvortes Sjælenød, som vi se i Getsemane, og som fik sit dybeste og mest ufattelige Udtryk, da han paa Korset udraabte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Derfor synge vi Kristne netop om Langfredagskviden: »Syng højt min Sjæl om Jesu Død, han faldt ej sejerløse. Det er maaske ikke ganske heldig udtrykt, at vi skulde synge højt om Jesu Død; det vilde vel passe bedre at istemme den »stille Lovsang paa Sion«, som David taler om (Slm. 65, 2.). Men om Jesus sige vi med Rette: han faldt ej sejerløs; ja han faldt slet ikke, men han opgav selv sin Aand som Sejerherren, og da han sagde: det er fuldbragt! da var Slaget vundet, og ingen Fjende eller Lidelse kunde røre ham mere; derfor var hans næste Ord: Fader, i dine Hænder befaler jeg min Aand!

Derfor er Korset, som i sig selv var Tegnet paa den mest vanærende Død, mere vanærende end om vi vilde sige: en Galge, ikke et Sorgens Tegn, men det er det Sejerstegn, som føres i Spidsen for Jesu Kristi Hær . alle Vegne, hvor den drager frem for at udbrede hans Rige. Og hvor Kristi Stridsmænd bære Korsets Ord i Hjærte og Mund, der har det altid været og er den Dag i Dag en Guds Kraft til at frelse Mennesker og overvinde Hjærterne til at ville lade sig frelse, ikke fra alskens Ulykke, den vil Alverden heller end gærne frelses fra, — men fra deres egen Synd og Syndelyst, fra deres onde, selvraadige og egenkærlige Vilje. Vist nok, dette Korsets Ord var i Apostelen Paulus' Dage Jøder en Forargelse og Grækere en Daarskab. Og det samme er Tilfældet endnu. Der vil altid være dem, der forarges over, at Mennesker skal frelses ved Kristi Kors; de synes, det bliver altfor mageligt, om saaledes en andens Lidelse skulde kunne gøre Fyldest for vore Synder. Og der vil altid være dem, der vil kalde det en Daarskab, at Guds Søn kunde lide saaledes, og at denne Lidelse skulde kunne blive Mennesker til Frelse; den kunde da højest være dem et Eksempel paa, at de selv skulde lide taalmodig for Sandhedens Skyld, men kunde aldrig frelse dem. Der- for kan man atter og atter høre den Tale, at hvad der skulde prædikes, var. ikke Kristi Kors, men Guds faderlige Forsyn og den Sædelære, som Jesus ved sine Ord og sit eget Eksempel har lagt Mennesker paa Hjærte, og allehaande skønne Tanker om Livet, som det rører sig i Himmel og paa Jord. Dette, vil man sige, er en fornuftig Kristendom. Og der kan næpppe tvivles om, at skulde der samles Stemmer i selve Kristenheden, saa vilde sikkerlig en saadan fornuftig Kristendom faa de fleste Stemmer. Men underligt nok har det alligevel altid vist sig, at hvor d e n blev prædiket, blev Mennesker saa saare snart kede deraf, Kirkerne blev tommere og tommere, og Mennesker gik hver sin Vej. Hvor derimod Korsets Ord bliver forkyndt, hvor der bliver vidnet om Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn, ham som led og døde paa Korset, ikke som en Lidelse, Mennesker skulde græde og udbryde i Jammerklager over, men som den, vi af Hjertets dybe Grunde skulde takke Gud for, fordi han derved kæmpede med vor Synd og vor Sjælefjende, indtil Sejren var vunden, og indtil han havde fuldt udsonet Verdens Synd: der viser det sig, at Korsets Ord har en Magt som intet andet til at samle de lyttende Skarer, og. ikke blot bringe dem til at lytte, men give dem Vilje og Mod til at slippe deres egen Synd, . som de hidtil fandt deres Lyst i, til at forsage den for at blive frelste fra den.

Det er denne Korsets Kraft, Jesus selv talte om, da han sagde (Joh. 12, 32): »Naar jeg bliver ophøjet fra Jorden, vil jeg drage alle til mig«. Med disse Ord betegnede han nemlig, som Evangelisten Johannes skriver, den Død, han skulde dø. Han blev nemlig op- højet fra Jorden, idet han blev ophængt paa Korsets Træ; men derved blev han i endnu dybere Forstand ophøjet saa højt, at alle Mennesker trindt paa Jordens vide Kreds kan faa ham at se som der e s Frelser.

Man har ofte ønsket, at der kunde frembringes eller opfindes et Sprog, som alle Mennesker kunde forstaa. Dette vil man aldrig naa, saa længe der skal tales om mit og dit, om Agre og Købmandskab, ikke heller om. Kunst og Videnskab og deslige. Men Jesu Kristi Kors taler et Sprog, som kan forstaas af alle Folkefærd, ihvad Tungemaal de ellers tale, af de højest dannede og de mest uciviliserede under alle Himmelegne, i Syd og Nord, Grækere og Romere og Evropas civiliserede Folk, og ligesaa godt af Eskimoer, Hottentotter og Santaler. Og vel at mærke, de kan forstaa det, ikke blot med den udvortes Forstand, men med Hjærtet, saa de se og føle og erkende, at deri er Frelse og Befrielse at finde for dem. Og derfor kan alle Tungemaal »hensmelte i Jesus-Navnets Offerskaal« til at istemme den stille Lovsang paa Sion, som lyder fra dem, Gud har givet Frelse. Og Kristi Kors taler et Sprog, som kan bringe dem til at forstaa hinanden, kende hinanden som Brødre, hvis Hjærter mødes i det samme.

Men Grunden til, at Kristi Kors taler dette almenmenneskelige Sprog, er den, at han har baaret hele Verdens Synd og derfor har Ejendomsret til dem alle, til deres Hjærter. Ti Kristi Kors taler og vidner som intet andet om Menneskers Synd, — jeg mener ikke de Menneskers Synd, som bragte Jesus paa Korset, Judas, Ypperstepræsterne, Pontius Pilatus og alle de andre; nej Korset taler om hele Verdens Synd, ogsaa din og min Synd. Og ingen lærer ret at se og erkende sin Synd førend under Kristi Kors. Men derfor taler det ogsaa om Menneskers Frelse, det taler om Guds Kærlighed og Naade, han som ikke vilde, at Mennesker skulde blive i deres Synder og gaa fortabte i dem, og som derfor hengav sin enbaarne Søn for at frelse os til Livet. Men i uadskillelig Samklang dermed taler Korset ogsaa om Guds Hellighed og Retfærdighed, som ikke kunde se igennem Fingre med Synden, hvilket vilde være det samme som, at Mennesker maatte blive i deres Synd uden Frelse; nej Guds Hellighed og Retfærdighed krævede og maatte, netop fordi den hellige Gud ogsaa er Kærligheden selv, kræve en Soning for Synden; og den har hans enbaarne Søn Jesus Kristus bragt, idet han hengav gig for os til at sone vore Synder, eller, som Paulus skriver 1: »han gav sig hen for os til en Gave, ja et Slagtoffer, Gud til en Vellugts Duft..

Dette Vidnesbyrd om den korsfæstede Jesus Kristus kan vidunderligt anbefale sig til enhver menneskelig Samvittighed, ikke saa længe den sover og anser Synden for noget, der er i sin naturlige, menneskelige Orden, saa man kan undskylde den ved at sige: vi ere alle. Mennesker; men naar Samvittigheden er vaagnet, og vort Hjærte domfælder os, da kan og vil Korsets Ord anbefale sig til vor Samvittighed, saa vi kan føle, selv om vi hverken kan forstaa eller forklare, hvorledes det hænger sammen dermed, føle med ligesaa uryggelig Vished, som vi kan føle, at der er en Gud over os, hvem vi skylde Regnskab, at har Guds enbaarne Søn lidt for os paa Legem og Sjæl indtil Korsets Død, saa er al vor Gæld betalt, saa er Adgangen aabnet for os til Gud Faders Trone og Hjærte, og saa kan vi for Jesu Kristi Skyld ved Troen paa ham faa alle vore Synders Forladelse.

Ja, Korsets Ord og selve Korset er Guds Kraft til Frelse og Sejer over Synd og Død. — Visselig, Korset er ogsaa en Gaade for den menneskelige Forstand. Det vedbliver altid, ikke alene for dem, der staa udenfor, men ogsaa for os, som tro, at være en Gaade, som vi aldrig her paa Jorden kan fuldelig raade, hvorledes Guds enbaarne Søn, han som paa selve sit Kors havde en saadan Guddomsmagt, at han kunde lukke Paradiset op for en Synder som Røveren ved hans Side, hvorledes han kunde stedes i en saadan Lidelse, ja i en saa grufuld Sjælenød, at han maatte raabe • min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Og naar vi fastholde, at han selv frivillig havde hengivet sig i Lidelsen, saa bliver dette Ord os end mere gaadefuldt og ufatteligt. Og man har fra gamle Dage med Rette sagt, at naar Gud lod Solen formørkes, saa der var Mørke over det hele Land, dengang Jesus udraabte dette Ord, saa skal det være os et Tegn paa, at Mennesker ikke kan eller skal gennemskue denne Guds Søns Sjælenød. Men Nøglen til denne Gaades Løsning, det hvorved vi faa alt det Lys derover, som Kristne behøve, det er, at Jesus Kristus selv frivillig havde givet sig hen i denne Lidelse og Sjælenød, og havde gjort det for vor Skyld, fordi han havde taget Verdens Synd paa sig for at frelse os derfra og for at give sin Sjæl til Løsepenge for mange. Da kan vi sige derom, som vi synge i Kingos Langfredagssalme:

For min Skyld blev du saa forladt
og af Guds Vrede tagen fat,
at aldrig jeg forlades skal
i Dødens grumme, dybe Dal.

Og selv om nogen Kristen vilde sige eller tænke, at det ikke ligefrem kan siges, at han blev tagen fat af Guds Vrede, selv om dette skulde være et menneskeligt, ufuldkomment Udtryk, saa er det dog visselig et Udtryk for denne for Kristne umistelige Sandhed, at han virkelig har taget vore Synder paa sig og sonet dem, saa vi kan blive frelste fra Guds Vrede og Dom, og for den Sandhed, at Gud »gjorde ham til Synd for os« (2 Kor. 5, 21), for at vi i ham skulde faa vore Synders Forladelse og blive evig frelste.

Derfor kunde Jesus ogsaa, da han havde sagt dette Ord, derefter sige: det er fuldbragt! Nu var hans Lidelse helt tilendebragt og gennemført, han havde selv ført den igennem til det sidste, ti han havde frivillig givet sig hen dertil. Nu var det ful-delig sket, som han sagde Aftenen forud i sin ypperstepræstelige Bøn (Joh. 17, 4): »Fader, jeg har herliggjort dig paa Jorden ved at fuld- byrde den Gerning, du har givet mig at gøre«. Det var denne hans Gerning, som nu var helt fuldbragt, hele hans Jordelivs Gerning under Trængsel og Fornedrelse, men i den fuldkomne Lydighed mod den himmelske Faders Raad; nu stod slet intet mere tilbage, nu var den fuldbragt saaledes, at aldrig i Evighed nogen skal føje noget til, Sonofret var bragt til Genløsning for Verdens Synd. Derfor kunde saa Jesus atter sige tilsidst: Fader, i dine Hænder befaler jeg min Aand! Og dermed bøjede han Hovedet og opgav Aanden.

Saaledes endte vor Herres og Frelsers Jesu Jordeliv. Og hvorledes skal vort ende ? Der vil komme den Dag, da ogsaa vi paa vor Vis alle maa sige: det er fuldbragt! Men hvad vil dette da sige? Ak, hvor mange er der ikke, for hvem det kun vil sige: nu er jeg færdig med det Liv, jeg har levet her paa Jorden, Livet for mine Nydelser, min Forretning, mine Kundskaber, min Verdslighed; — nu er den Sommerfugle-Tilværelse, jeg har tilbragt i disse korte Aar, for evig forbi. Men dette vil ikke sige, at vort Liv er fuldbragt, nej: det er spildt, tabt og borte for stedse. Kun ved Troen paa Jesus Kristus, vor korsfæstede og opstandne Herre, som tog vore Synder paa sig og bar deres svare Byrde, lige indtil han kunde sige: det er fuldbragt! — kun ved Troen paa ham kan vi naa til at ende med at sige: det er fuldbragt; nu er Trængselen og Kampen paa Jord til Ende, jeg har fuldkommet Løbet og bevaret Troen, nu er den salige Stund kommen, da Jesus, som haver det alt fuldbragt, vil komme at hente »fra Taaredalen og fra Jordekvalen mig hjem til Himmerig, til Frydesalen.«

Og naar vi da se tilbage paa vort Jordeliv med alle dets Fejl og Fald, dets Synd og Sorg, paa hvad vi have levet og arbejdet og virket, saa kan vi, skønt vi ikke kan sige om nogetsomhelst af det altsammen, at det var andet end et ufuldendt Brudstykke, dog sige: det er fuldbragt! Ti det har af Jesu Kristi Naade ført mig til det Maal, at mit Hjærte virkelig tilhører min Herre og Frelser. Ere vi førte dertil, da skal det blive vor Salighed at komme til ham, hvor han er, hvor alt vort eget skal være forsvundet, og vi skal leve helt i ham. Og da kan vi i hans velsignede Navn befale vor Aand i vor himmelske Faders Haand og fare herfra i Fred og til Fred.

Det har Jesus Kristus forhvervet os derved, at han fuldbragte sit Jordeliv og sin Lidelse for vor Skyld; og derfor sige vi:

Dig jeg takker af mit Hjærte,
Jesus, for din Angst og Nød,
for hvert Saar, hver Spot og Smerte,
for din vaandefulde Død;
for dit Suk og dine Klager,
for de tusendfolde Plager,
du paa Sjæl og Legem led,
ske dig Tak i Evighed!

Amen.