Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

De skulle alle blive ét. - Skærtorsdag

Johs. Evang. 13, 1-15

Men før Paaskehøjtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen, til at han skulde gaa bort fra denne Verden til Faderen, forte han den Kærlighed til Ende, hvormed han havde elsket sine egne, som vare i Verden. Og medens der holdtes Aftensmaattid, da Djævelen allerede havde indskudt Judas Iskarjot, Simons Søn, i Hjærtet, at han skulde forraade ham, saa staar Jesus, som vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænde, og at han var udgangen fra Gud og gik bort til Gud, op fra Maaltidet og lægger sine Overklæder af, og han tog et Linklæde og bandt det om sig. Dernæst kom han Vand i Vaskekummen og begyndte at to Disciplenes Fødder og at tørre dem af med Linklædet, som han var ombunden med. Saa kommer han til Simon Peder. Denne siger til ham: Herre, toer du mine Fødder? Jesus svarede og sagde til ham: hvad jeg gør, ved du ikke nu, men du skal forstaa det siden efter. Peder siger til ham: aldrig i Evighed skal du to mine Fødder. Jesus svarede ham: dersom jeg ikke toer dig, har du ikke Del med mig. Simon Peder siger til ham: Herre, saa ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet! Jesus siger til ham: den som er badet, har ikke behov at to andet end sine Fødder, men er ren over det hele; og I ere rene, dog ikke alle. Ti han kendte den, som forraadte ham; derfor sagde han: ikke alle ere I rene. Da han nu havde toet deres Fødder og taget sine Klæder og atter sat sig, sagde han til dem: forstaa I, hvad jeg har gjort ved eder? I kalde mig Lærer og Herre, og I sige det med Rette, ti det er jeg. Naar da jeg, Herren og Læreren, har toet eders Fødder, ere ogsaa I skyldige at to hverandres Fødder. Ti det var et Forbillede, jeg gav eder, for at ogsaa I skulle gøre, ligesom jeg har gjort ved eder.

Før Paaskehøjtiden førte Jesus den Kærlighed til Ende, hvormed han havde elsket sine egne, som vare i Verden«. Med disse Ord begynder Johannes det sidste Afsnit af sit Evangelium, hvori han fortæller, hvorledes Jesus satte Kronen paa den Kærligheds-Gerning, som han havde levet for her paa Jorden til Synderes Frelse, idet han førte den til Ende gennem sin frivillige Lidelse og Død og sin Opstandelse. Og hvad Jesus derved vilde udrette, derom har Johannes skrevet de mærkelige og lærerige Ord (Joh. 11, 52): »Han døde ikke alene for Israels Folk, men ogsaa for at samle alle Guds adspredte Børn sammen til et«. Da først er Maalet naaet og Frelsen fuldkommen, naar alle Guds Børn er samlede til ét, forenede til én Menighed, hvor én og samme Kraft, Guds Kærlighed, fylder og styrer alle Hjærter. Vi pleje at sige, at Frelsen i Kristus bestaar deri, at vi hver for sig faa vore Synders Forladelse og derved atter frigøres for Syndens og Selvraadighedens Herredømme til at leve i Gud. Og dette er aldeles rigtigt. Men skal vi ret faa Øje for Kristi Frelsergernings Storhed, maa vi ikke blive staaende ved den Naade, hver enkelt faar Del i, men vi maa se, at Maalet er, at alle de enkelte frelste Mennesker skal forenes til ét. Og denne enende Frelsergerning vil vor Herre Jesus ved sin Aand og sit Ord begynde i os her paa Jorden.

I Modsætning hertil gælder om det syndige naturlige Menneskeliv, hvad Profeten siger (Es. 53, 6): 'Vi fore alle vild som Faar og vendte os hver sin Vej «. Vistnok se vi, at der er Foreninger i Hobetal blandt Mennesker, i vore Dage flere end nogensinde før; uafladelig stiftes der nye Foreninger, Aktieselskaber o. 1., hvor Mennesker samles om fælles Formaal. Men vi behøve ikke engang at se nøje til for at opdage, at de, der saaledes forene sig, alligevel gaa hver sin Vej; det er ingenlunde Hjærterne, som forenes ved disse Foreninger, men hver enkelt søger sin Nytte og Fordel derved, hver enkelt gaar altsaa sin Vej, skønt de alle, udvortes at se til, stræbe hen til samme Maal.

Nej, kun ét kan samle de mange til ét, nemlig at den samme Kærligheds Magt griber alles Hjærter og driver dem til at elske det samme. Dette se vi i det rent menneskelige i saadanne Tider, da et helt Folk gribes og drives af Kærlighed til det fælles Fædreland. Det er forunderlig skønt, naar de mange saaledes løftes op over deres egne Interesser og deres eget Jeg til at leve for det samme. Men denne Enhed varer sjældent ret længe; saa begynde Menneskene igen at vandre hver sin Vej og at søge hver sit. Der er kun én Kærlighed, der kan løfte Mennesker op over dem selv og deres eget til at blive evig ét; det er Guds Kærlighed i Jesus Kristus. Det se vi et' forbilledligt Vidnesbyrd om i den første Menighed i Jerusalem, hvor de troendes Mængde havde ét Hjærte og én Sjæl og alt tilfælles; men fuldkomment skal og kan det først aabenbares i det ny Jerusalem og paa den nye Jord, hvor Gud er alt i alle.

Det er denne Guds Kærlighed, som Jesus aabenbarede hele sit Jordeliv igennem, men som han nu, lige da Paaskefesten skulde til at begynde Skærtorsdag Aften, stod i Begreb med at føre til Ende og sætte Kronen paa ved sin Lidelse og Død. Og han begyndte dette med at give sine første Disciple og i dem hele sin Menighed alle Dage sin hellige Nadver, dette livsalige Maaltid, hvor han giver sine Disciple Fællesskabet om sin Kærlighed og om Guds Kærlighed i ham. Men da Maaltidet skulde til at begynde, tegnede det til, at det skulde ikke føre til Ening; ti der opstod en Tvist mellem Disciplene om, hvem der skulde gælde for størst. Havde det Sind faaet Raaderum hos dem, saa var der ikke blevet Rum for Kristi Kærlighed. Men for at bryde disse Tanker om egen Storhed, rejste Jesus sig fra Maaltidet, tog Vand og toede deres Fødder og gjorde dermed en Gerning, som ellers kun udførtes af de ringeste Trælle, altsaa han traadte frem iblandt dem som den, der vilde tjene dem alle. Og læg saa Mærke til, hvad Evangelisten skriver, at dette gjorde Jesus, da han vidste, at Faderen havde givet ham alt i Hænde, og at han var kommen fra Gud og vendte tilbage til Gud. De fleste vilde vel tænke, at Evangelisten rettere burde have skrevet: uagtet han vidste dette; ti denne ydmyge Tjenergerning var jo dog i sig selv ganske stridende mod hans guddommelige Udspring og Magt. Men Evangelisten skriver : d a, eller: fordi han vidste det. Ti ligesom han i hele sit Jordeliv og ikke mindst i sin sidste Lidelse brugte sin Guddomsmagt, ikke til at vinde Ære og Storhed for sig selv, men kun til at tjene, til at bære Verdens Synd og Skyld for at frelse os derfra, saaledes begyndte han nu Fuldførelsen af Frelserværket med at udføre denne ydmyge Tjeneste at to Disciplenes Fødder, og han gjorde dette i fuld Bevidsthed om sin Guddomsmagt, for at bringe Disciplene til at blues over sig selv, over at de, naar han, deres Herre og Mester, saaledes gav sig hen til at tjene dem, kunde huse saadanne Tanker om egen Storhed i Sammenligning med de andre, og for at lægge dem paa Hjærte, at vilde de i Sandhed være hans Disciple og eje og bevare hans Naade, saa magtte de lade alle slige Storhedstanker fare og i ydmyg Ihukommelse af, hvad de skyldte hans Naade, være villige til at to hinandens Fødder, tilgive hinanden, hjælpe hinanden fremad og opad paa Frelsens Vej. Ti Gud staar de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Naade.

Og herved gjorde Jesus dem da skikkede til at modtage hans hellige Nadver, dette vidunderlige og for Mennesketanken ufattelige Maaltid, hvorved han ikke alene giver os sit Ord, men ogsaa giver os sig selv i sit Legeme og Blod, og dermed denne sin guddommelige Kærlighed, som han satte Kronen paa, dengang han hengav sig selv i Døden for os. Det er om denne Gave, han siden efter sagde i sin ypperstepræstelige Bøn (Joh. 17, 22): »Fader, den Herlighed, som du har givet mig, har jeg givet dem, — mine Disciple — for at de maa være ét, ligesom vi ere ét, jeg i dem og du i mig, saa de maa være fuldkommede til ét, for at Verden maa kende, at du har udsendt mig«. Ja det er Maalet, at alle Guds adspredte Børn samles til ét. Og vistnok kan dette Maal først fuldelig naas paa den nye Jord; der først vil Frelsen og Guds Børns Herlighed være fuldkommen. Men alt, hvad Guds Menighed og Guds Børn skal opnaa hisset, det maa begyndes allerede her. Det er den verdslige Kristenheds Tanke, som i mange Maader tager Kraften fra Guds Forjættelser, endog for Guds Børn, at Maalet, som skal naas, er et blot fremtidigt, saa vi her kun i Haabet kan have dermed at gøre. Men saaledes er det ikke; vor Herre Jesus har indrettet det langt bedre for sin Menighed; han vil gøre, at vort Liv her bliver en Begyndelse til, hvad der skal fuldføres hisset, og at vi kan leve her med den frydefulde Vished, at hvad der her er vort Livs dybeste Kraft og Kærne, det skal ikke tages fra os, men skal vedblive at gaa fremad, endog midt igennem Dødens Skyggedal, indtil Maalet evig naas, naar Kristus kommer igen i sin Herlighed.

Saaledes er det da ogsaa med det salige Maal, at alle Guds Børn blive evig ét; det skal vi begynde at gaa fremad til her; og derom siger Jesus: den Herlighed, som du, Fader, har givet mig, har jeg givet dem, for at de alle maa blive ét. Denne Herlighed er netop Jesu guddommelige Frelsermagt, der er ét med hans Frelserkærlighed; ti denne er den eneste Magt, der kan overvinde et Menneske til at ville frelses fra sin egen Synd, sin selvraadige Vilje. Denne Herlighed gav Jesus sine første udvalgte Disciple i den Nat, da han blev forraadt; men den selv samme Kærlighed og guddommelige Herlighed giver han endnu efter saa mange Aarhundreder os sildefødte Kristne i den samme Nadver, og den vil han ogsaa i Dag give eder Del i, som have bedet ham om at modtage eder som Gæster ved hans Bord.

Ja, den Jesus Kristus, som vi tro paa, er den selvsamme Herre og Frelser, som den første Menighed troede paa og bekendte ; vi ere fælles med dem om ham og al hans Naade. Og saaledes er det ogsaa, naar vi nu komme til Herrens Bord og der faa Del i den Naade, som hans Ord udsiger, saa er det den samme Naade, som Jesus gav sine første Disciple Skærtorsdag Aften, og det samme Bord, som de den Aften vare samlede om, og som de derefter samledes om med Menigheden, naar den holdt Maaltid med Fryd og i Hjærtens Enfold; det er den samm e aandelige Mad og Drikke, hvorved alle Kristi troende Disciple gennem over 1800 Aar ere blevne kvægede og mættede, saa de fik Kraft til at vokse og til at optage deres Kamp og vandre fremad uden at trættes eller tabe Modet, ja til at gaa uskadte gennem Døden, hjem til Hvilen hos Herren. Og der kvæges og frydes de endnu aandelig med den samme Frelsers Guddomskærlighed, som mættede dem ved hans Nadverbord her paa Jorden. Ja dette Bord, som vi knæle ved her nede i Udlændigheden, er i dybeste Forstand det samme Bord, som alle de frelste hel- lige ere samlede om hjemme hos Herren, alle »de fuldkommede retfærdiges Aander«, ikke alene de store, hvis Navne Menigheden vedbliver at ihukomme med Tak og Beundring, men ogsaa de mange smaa, hvis Navne aldrig her paa Jorden naaede udenfor deres egen lille Kreds, men dog vare og ere skrevne i Himlen, i Livets Bog. Her knæle vi ved den nederste og laveste Ende af Bordet, men dog ved det samme Bord som de, og Kristi Kærligheds Gave er den samme til os som til dem, den er Samfundsbaandet, som binder os sammen med dem. Men betænke vi dette, saa vil vi ogsaa, saa sandt vi i nogen Maade have smagt den hellige Nadvers Velsignelse, kunne se, eller dog skimte, hvorledes denne Kristi Kærligheds Gave kan forene de mange til ét i ham.

Det er ogsaa dette, Apostelen Paulus skriver i Epistelen i Dag: Velsignelsens Bæger, som vi velsigne, er det ikke Samfund om Kristi Blod? Brødet, som vi bryde, er det ikke Samfund om Kristi Legeme?« d. e. faa vi ikke derved Samfund, aandeligt Fællesskab, om Kristi Legeme og Blod? Og saa tilføjer han: 'fordi der er ét Brød, ere vi, de mange, et Legeme, ti vi faa alle vor Del af det ene Brød.. Det er Brødet i den hellige Nadver, han taler om. Men det er klart, at naar han siger: »der er et Brød«, mener han ikke det udvortes Brød, som Mennesker have bagt og tilvejebragt; ti udvortes set var og er der jo ligesaa mange Brød, som der er Steder, hvor Nadveren uddeles. Nej Apostelen taler om det aandelige Brød, hvormed vi bespises i, med og under det udvortes Brød, det hvorom Jesus siger : jeg er Livets Brød, som er kommet ned fra Himlen, for at man skal æde deraf og leve evindelig. Det er ham selv, som alle Dage er den mættende og kvægende Kraft i den hellige Nadver, den ene og samme for alle hans Disciple indtil Dagenes Ende. Derfor siger Apostelen, at vi ved at blive delagtige i dette ene Livets Brød blive til ét Legeme, Jesu Kristi aandelige Legeme og Menighed, vi vokse sammen med og blive til ét med alle Herrens troende Disciple. ikke alene den lille Flok, med hvem vi paa den Dag gaa sammen til Herrens Bord, heller ikke blot med dem, der nu leve her paa Jorden, men ogsaa med alle Herrens Disciple, lige fra de aller første, alle dem »som Striden har stridt og Døden har lidt og gik til den salige Hvile.«

Derfor er det ogsaa vel at mærke, at uagtet vi hver for sig maa tro og modtage Herrens Ord og Gave ved hans Bord, saa lyder hans Ord der til alle i Fællesskab : »Æder mit Legeme og drikker mit Blod, som gives og udgydes for eder!» Vi maa modtage det i Samfund med alle dem, som denne Tiltale omfatter. Men dette kan vi ikke gøre, medmindre vi slippe alt det, der vil skille os fra dem, og ere villige til at »to hinandens Fødder«, saa vi af Hjærtet tilgive dem, vi have noget at klage paa, og lade alle Tanker fare om egen Storhed i Sammenligning med de andre. Kun da kan vi faa Del i Nadverens Naade. Vi kan ikke komme til Herrens Bord som de, der have Ret dertil. Det er Naade, at han modtager os ved sit Bord, og vi have ikke mere Ret dertil, end den genfundne Søn til at sidde ved sin Faders Bord. Men den, der vil ophøje sig selv, fordi han har fundet Naade, han udelukker sig fra Naaden.

Saa er da dette Herrens Nadvers dybeste Velsignelse og en- delige Maal, at vi ved den blive et i ham med hele hans aandelige Legeme. Alt hvad Herren giver os ved sit Bord, giver han sine Disciple som en fælles Gave, og det sigter hen til at knytte os sammen i indbyrdes Samfund og aandeligt Fællesskab. — Der har i vore Dage været Tvist mellem Kristne, om man rettelig skulde sige, at Nadveren var os til Syndsforladelse eller til Næring og Vækst for det evige Liv. Saaledes burde Kristne ikke spørge. Ti her er ikke Tale om et: enten—eller, ligesaa lidt som vi, naar der tales om Betydningen af Kristi Frelsergerning, hans Død og Opstandelse, kunde spørge, om den var enten til Syndsforladelse eller til evigt Liv. Ved sin Nadver giver Jesus Kristus os Del i sin guddommelige Frelserkærlighed, som han førte til Ende ved sin Lidelse og Død for at genløse os fra al Synd, vinde os alle vore Synders Forladelse og give os evigt Liv. Derfor er der heller intet, som kan give en Kristen, der sukker over sin Synd, fuldere Vished om, at al hans Synd er udslettet i Jesu Kristi Blod, end dette, at han faar Naade til at komme til Herrens Bord og der at modtage hans Ord og Gaver. Men derved bliver atter denne Jesu selvopofrende Kærlighed ligesom ledet ind i vore Aarer« og ind i vort Hjærte, saa vi bindes fastere til ham i Tro og Haab og Kærlighed, slippe og glemme os selv og vort eget over ham, som har elsket os saaledes, at han hengav sig for os, og som nu giver os Del i sin Naade, ja i sig selv, for at vi skal leve ved ham, saa at han bliver stedse mere umistelig for os. Al denne Naade gives os ved Herrens Nadverbord, og hver især maa modtage den med sit Hjærtes Tro, ligesom hver maa æde af Brødet og drikke af Bægeret med sin Mund. Men den gives os ikke som enkelte, men i Samfund med de hellige, for at vi ved denne fælles Kærligheds-Gave skal knyttes sammen med dem som Lemmer paa Kristi ene og samme aandelige Legeme og derved blive i Stand til at vokse hver sin Vækst i hans Naade. Ti det enkelte Lem kan kun vokse, naar det er fælles om Legemets Livskraft med alle dets andre Lemmer.. Og saaledes blive vi skikkede til i Samfund med dem engang at drikke den ny Vin i Guds evige Rige, og til at blive evig fælles med dem om Saligheden ved Bryllups-Nadveren i det ny Jerusalem, hvor alle -Guds Børn skal være fuldkommen et, fordi Gud skal være alt i os alle.

Amen.