Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Hun gjorde, hvad hun kunde. - Palme-Søndag

Mark. Evang. 14, 3-9

Da Jesus var i Betania, i Simon den spedalskes Hus, kom der, medens han sad til Bords, en Kvinde med en Alabasterkrukke med ægte meget kostbar Nardussalve, og hun sønderbrød Alabasterkrukken og udgød den paa hans Hoved. Men der var nogle, som harmedes og sagde til hverandre: hvortil er denne Spilde af Salven sket? Denne Salve kunde jo været solgt for over tre hundrede Denarer. Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: lader hende være; hvi volde I hende Ulempe? det var en god Gerning, hun gjorde ved mig. I have jo altid de fattige hos eder, og naar I ville, kunne I gøre vel imod dem; men mig have I ikke altid. Hun gjorde, hvad hun kunde; hun salvede forud mit Legeme til Jordefærden. Og sandelig siger jeg eder, hvor som helst Evangeliet bliver prædiket i hele Verden, skal ogsaa det, som hun gjorde, fortælles til hendes Amindelse.

0 Jesus, gid jeg kunde,
som jeg saa gerne vil,
dig ære nogenlunde,
hjælp du mig selv dertil!

Såaledes lyder det i Kingos gamle Salme til Palme-Søndag, og jeg er vis paa, at alle Kristne, alle som ere grebne af Kristi Kærlighed, vil kunne føle, at denne Bøn er kommen fra Hjærtet, og de vil selv kunne istemme den. Det er ikke store Ting, den ønsker, ikke høje og mægtige Tanker, den udtaler, nej den er saa jævn og enfoldig som muligt og holder sig ganske ved Jorden; men vi leve jo alle paa Jorden, og ikke ret mange Kristne ere i Stand til at hæve sig over Sky paa Aandens Himmelflugt; men dog kan der her nede paa og fra Jorden lyde et Suk »efter at gæste Guds Helligdom prud, efter at bo hos den levende Gud«. Dette Suk lyder ogsaa i den Bøn

0 Jesus, gid jeg kunde,
som jeg saa gærve vil,
dig ære nogenlunde,
hjælp du mig selv dertil!

Og kommer dette Suk fra vort Hjærte, — og det fattigste Kristenhjærte kan gøre det til sit, — skal det gælde derom, som Ordsproget siger: Sukket gaar fra Jorden og naar til Himlen; det skal naa derop, hvor vor Herre og Frelser sidder ved Guds højre Haand, og han skal høre det og ved sin Hellig-Aand hjælpe os til, at vi dog nogenlunde kan være ham til Ære, hver efter sin Evne. Har vort Hjærte fornummet noget af Jesu Kristi Kærlighed, saa vi derved ere blevne førte til at elske ham, i det mindste saa vidt, at vi ere taknemmelige imod ham, da vil der som af sig selv opstaa en Trang i vort Hjærte til at ære ham ogsaa i det udvortes. Det er denne Hjærtets Trang, vi se fremtræde ved Jesu Indtog i Jerusalem, baade i Disciplenes og Folkeskarens glade Lovsang, o g deri, at de strøede Palmegrene og bredte deres Klæder paa Vejen for ham, for at han dog i nogen Maade skulde komme kongeligt frem, skønt han kom ridende paa et lannt Æsel. Og det er den samme Trang til efter bedste Evne at ære Jesus, som vi se fremtræde hos Kvinden, — Lasaros' Søster Maria, — om hvem vort Evangelium melder, at hun bragte en Krukke kostbar Nardussalve, saa kostbar, at ellers kun Konger havde Raad til at bruge den, og salvede Jesus dermed.

Ja saaledes vilde disse ære Jesus efter deres bedste Evne. Men her ligger det nær at spørge: var det ogsaa den rette Maade at ære ham paa? Hvad Nytte skulde dog den Slags Æresbevisninger gøre? Hvad Nytte gjorde det, at de røvede Træerne deres Foraarspragt for at strø den paa Vejen, hvor alt den næste Dag var visnet? Hvad Nytte, at de sølede deres Klæder i Støvet, for at Æselet, Jesus red paa, skulde trampe paa dem? Ja, hvad Nytte gjorde denne højrøstede Lovsang? Havde det ikke været langt bedre, om de i Steden havde sunget Grædesalmer? eller om de ganske stille havde fordybet sig i deres eget Indre for ret at se, hvor stor Magt Synden endnu havde i dem, og for at ydmyge sig for Gud; da vilde de maaske ikke være faldne saa dybt, som de alle gjorde det Langfredag, baade Folket og selve Jesu Disciple ! Og hvad Nytte var det til, at Maria ofrede denne kostbare Salve for at bevise Jesus en Ære, som den næste Dag vilde være bortduftet tilligemed Salven?

Ja, saaledes tænkte Farisæerne Palme-Søndag; ti de gik til Jesus og sagde: sig dog til dine Disciple, at de skal tie! Og hermed mente de: hvad kan det dog nytte dig og din Sag, at de saaledes raabe og synge ; de udrette jo dermed intet andet end at volde Uro og Opløb paa Jerusalems Gader! Og ligeledes læste vi, at Jesu egne Disciple fandt, at det var unyttig Spilde, at Maria ødte den kostbare Salve; den kunde, mente de, været anvendt langt bedre, om Pengene for den vare blevne givne til de fattige.

Og ganske vist, det gjorde ingen Nytte, at Disciplene og Folket bredte deres Klæder paa Vejen for Jesus og lovpriste ham, og det gjorde ingen Nytte, at Maria salvede ham med den kostbare Salve. Det nyttede ikke ham; ti han blev ikke en mægtigere Konge ved den Hyldest, der ydedes ham Palme-Søndag, ikke heller blev han rigere eller bedre ved Marias Salve, og' heller ikke blev hans Rige styrket eller udbredt derved. Men dog sagde Jesus til Farisæerne: hvis disse tav, skulde Stenene raabe, d. v. s. saa vilde Gud af disse Stene opvække Abraham Børn, der skulde have Hjærter til at ære mig. Og om Maria sagde han: »Hun gjorde en god Gerning mod mig, hun gjorde, hvad hun kunde. Sandelig siger jeg eder, hvor som helst Evangeliet bliver prædiket i hele Verden, skal ogsaa det, som hun gjorde, fortælles til hendes Amindelse.. Og var hendes Kærlighedsgerning og Æresbevisning mod Jesus end ikke til, hvad man kalder Nytte, saa var den dog ingenlunde uden Frugt, allermindst for hende selv, ti derved fyldestgjorde hun sit Hjærtes Drift, sin Kærligheds Trang til at bevise Jesus den bedste Ære, hun vidste og kunde, til Tak for den Naade, han havde bevist mod hende, ved at tale Livets Ord til hende, saavel som og til hendes Broder Lasaros. Ti ved saaledes at lade Taknemmeligheden træde frem, derved voksede hendes Hjærtes Kærlighed og Glæde.

Naar Jesu Disciple fortrød paa hendes Gerning, da var det sikkerlig ikke af samme Grund, som Farisæerne, da de ved Jesu Indtog ikke fandt, at der tilkom ham en saadan Hyldest og Ære; men Disciplene mente, at en Hyldest som Marias maatte kun staa i anden Række, først maatte man sørge for de fattige, det nyttige maatte gaa forrest. Og denne Tanke vender uafladelig tilbage i Kristenheden i Menighedens Historie, under forskellige Skikkelser, sædvanligvis saaledes, at hvad det først og fremmest gælder om i Kristenlivet, er de saakaldte gode Gerninger, Barmhjærtighedsog Kærlighedsgerninger; saa maa Bekendelsen og Lovsangen komme i anden Række. Og vi skal aldrig tale ringeagtende om saadanne Gerninger, vi kan virkelig ære Jesus med dem, og vi vide, at han selv paa Dommedag om dem vil sige: hvad I have gjort mod mine mindste Brødre, have I gjort mod mig. Men skal Jesus æres ved dem, gælder det om, at de ere udsprungne af den rette Kilde ; skal de være kristelige Kærlighedsgerninger, maa de være udsprungne af Kærligheden til Jesus Kristus og af hans Kærlighed, som lever og virker i os, saa det i Virkeligheden er ham, der har virket dem i os og ved os; de maa være Aabenbarelse af vort Hjærtes Taknemmelighed mod ham og Glæde over ham, der har elsket os saaledes, at han vilde være Frelser for Syndere, og har givet os sit Naadens og Frelsens Ord, for at ogsaa vi skulde blive frelste. Og derfor maa Kristne, som ret betænke sig, kunne forstaa, at det første er og bliver Hjærtets Tro paa Jesus Kristus og Hjærtets Kærlighed til ham, som har elsket os først.

Altsaa, skal vi tale med kristelig Forstand, maa vi sige, at det ikke er Hovedsagen for os, som tro paa Jesus Kristus, at vi kunde drive Mennesker til at gøre Kærlighedsgerninger og deltage i saadanne Foretagender, som kan være til Nytte blandt Mennesker og hjælpe dem paa Fode i menneskelig og borgerlig Henseende. Alt dette har vist nok sin store Betydning og skal aldrig forsømmes af os Kristne; og at Mennesker deltage i saadanne Gerninger, er langt at foretrække for den snæverhjærtede Egenkærlighed, som kun ser paa sin egen Nytte og Nydelse, og som der desværre ogsaa findes meget af hos dem, der vil kaldes troende Kristne. Men Hovedsagen er og bliver dog, at vi kan føre Mennesker til at begynde med Begyndesen, det er, til at tro paa Jesus Kristus og modtage hans Frelserkærlighed; og dette kan vi kun føre dem til, naar vi i Ord og Gerning vil ære Jesus og være hans Frelsernavn bekendt, saa det kan kendes, at hans Kærlighed er en Livsmagt i vort Hjærte og en Magt, som gør vort Hjærte glad. Derfor bliver det ogsaa Hovedsagen, ja Livssagen for os selv, at vi hver især i vort Hjærte kan modtage Jesu Kristi Frelserkærlighed, ja netop hans Kærlighed, ikke blot Kundskaben og Oplysningen om ham, ikke heller, at vi kan hans Ord udenad, men at vi i hans Ord til os modtage hans Frelserkærlighed og dens Frugt, og at vi stedse vedblive at modtage denne Kærlighed. Da vil den ogsaa drive os til at ære ham, i det mindste nogenlunde, baade i vor Bekendelse og vort Levned, og det vil blive os en Hjærtets Trang at ære ham, saa det kan siges om os som om Maria: hun gjorde, hvad kun kunde.

Ja, hun gjorde, hvad hun kunde. Det var et stort Vidnesbyrd, — ikke i den Forstand, at Jesus dermed sagde, at hun havde gjort noget stort, nej snarere: det, hun gjorde, var kun ringe; men idet hun gjorde denne Kærlighedsgerning mod Jesus, lagde hun sit Hjærtes bedste Kraft ind i sin Gerning og viste, hvor hendes Hjærte hørte hjemme; og derfor giver Jesus hende det Vidnesbyrd, at Mindet om hendes Gerning aldrig skal glemmes i hans Menighed. Men dette er ogsaa det bedste Skudsmaal, vi kan faa for vor Gerning og vort Kristenliv, ikke, at vi have gjort store og mærkelige Gerninger, men at vi gjorde, hvad vi kunde, om det end var aldrig saa lidt. Der er mange Mennesker, — skal jeg sige: mange Kristne, eller: Mennesker med Kristennavn ? — som ikke gøre, hvad de kan, fordi de ikke vil nøjes dermed, men vil gøre noget stort, som de ikke kan. De sige: dersom der krævedes store Ofre af mig, saasom at jeg skulde gaa ud til Hedningerne eller endog, at jeg skulde ofre mit Liv for Jesu Navns Skyld, det kunde jeg gøre med Glæde ; men nu er min Lod saa ringe og uanselig, mit Liv bestaar i at bære Daglig-dagslivets mange smaalige Bryderier og Pinagtigheder, leve blandt Mennesker, som ere saa sløve og trevne og ligegyldige, -- intet aabent Fjendskab mod Jesus Kristus, i saa Fald kunde jeg kæmpe og lide, men kun den sløve dagligdags Verdslighed; det er ikke til at udholde! Og saa, fordi de vil gøre, eller tænke at de vil gøre, hvad de ikke kan, forsømme den lille Gerning og Tjeneste, de have faaet, og ere utro i det smaa; derfor kan de aldrig faa det større betroet.

Nej, skal vi nogensinde faa det store Vidnesbyrd, at vi gjorde, hvad vi kunde, saa maa vi først i Alvor og Sandhed tage den Gerning op, at arbejde paa, at vort Hjærte virkelig kan være paa rette Sted, d. e. hjemme hos vor Herre Jesus Kristus, ved Troen paa ham og Kærligheden til ham; og det naa vi aldrig, uden vi virkelig arbejde paa at modtage hans Kærlighed i hans Ord til til os. Og dernæst optage den lille Gerning, vi have faaet, er den end aldrig saa ringe og aldrig saa jordisk i Menneskers Øjne, tage den op i Jesu Kristi Tjeneste, tage den som betroet os, for at vi skal kunne leve som hans Kristne og Gud Faders Børn her i denne Udlændighed paa Jorden, indtil han vil hente os hjem. Vi kan være ganske visse paa, at tage vi den kun op i Sandhed og i Troskab, skal vi finde, at den passer netop for vore Kræfter, for hvad vi kan, og passer til, at vi kan ære vor Herre Jesus Kristus nogenlunde i vor Gerning. Og i samme Maal som vi lægge vort Hjærtes bedste Kraft — og det er vor Tro paa Jesus Kristus og vor Kærlighed til ham — ind i vor Gerning og i den Tjeneste, han derved har betroet os, i samme Maal skal vi erfare, at han ved sin Aand hjælper os til at ære ham og leve ham til Ære, saa det skal kunne siges om os — eller endnu bedre, at han skal sige til os: du gjorde, hvad du kunde! vel du gode og tro Tjener, du var tro over lidet, jeg vil sætte dig over mere, gak ind til din Herres Glæde, — og til med alle de hellige og frelste udaf Hjærtets fuldkomne Glæde at ære og prise mig evindelig!

Amen.