Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Det skjulte og det aabenbarede. - Marias Bebudelsesdag

Luk. Evang. 1, 46-56

Og Maria sagde: min Sjæl ophøjer Herren, og min Aand har frydet sig over Gud min Frelser; ti han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Ti se, fra nu af skulle alle Slægter prise mig salig, fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig, og helligt er hans Navn, og hans Barmhjærtighed er fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham. Han har øvet Vælde med sin Arm; dem, som ere hovmodige i deres Hjærtelag, har han adsplittet. Magthaverne har han nedstødt fra Troner, og de ringe har han ophøjet. Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort. Han har taget sig af Israel sin Tjener, for at komme Barmhjærtighed i Hu (alt som han talede til vore Fædre) imod Abraham og hans Sæd i Evighed! Og Maria blev hos Elisabet omtrent tre Maaneder og vendte saa tilbage til sit Hus.

»Det skjulte staar til Herren vor Gud, men det aabenbarede er for os og vore Børn evindelig, for at vi skulle gøre efter alle denne Lovs Ord«. Saaledes lød et af de sidste Ord, Moses talte til Israel inden sin Bortgang (5 Mos 29.29). Dengang han saa, at hans Liv lakkede ad Enden, samlede han hele Folket og mindede dem om alt, hvad Herren havde talt og gjort imod dem, om alle hans Velgerninger og al hans Langmodighed, hvorledes han havde vedblevet at føre og vogte dem trods al deres Genstridighed, havde givet dem sin Lov og sluttet sin Pagt med dem og havde givet dem sine Forjættelser, og han lagde dem paa Hjærte al den Velsignelse, der skulde times dem, om de vare tro mod Guds Pagt og lydige mod hans Lov, men ogsaa hvad Straf og Ulykke der ventede dem, hvis de vare utro og ulydige; men selv om det skete, vilde Herren dog vise sig trofast og atter tage dem til Naade, naar de omvendte sig, og føre dem til det herlige Maal, han havde kaldet sit Ejendomsfolk til. Og saa siger Moses til sidst : »Det skjulte staar til Herren vor Gud, men det aabenbarede er for os og vore Børn, for at vi skulle gøre efter alle denne Lovs Ordq. Det vil sige: hold nu fast ved det, som Gud har givet og aabenbaret for eder, og lær eders Børn det efter eder, hold det fast og vær tro i Herrens Pagt og lydige mod hans Lov, og haab paa hans Forjættelse, saa vil han selv tage vare paa det skjulte, det som I ikke endnu kende, baade det, der endnu er dækket af Fremtidens Slør, og Midlerne hvorved, og Vejene hvorad han vil føre eder til Maalet, saa hans Gerning med eder skal blive gjort, ham til Ære og eder til Frelse.

Men det samme Ord har altid sin Sandhed, gælder altid i Guds Rige, — ja det gælder i Virkeligheden alle Vegne, hvor Gud gør sin Gerning, ogsaa i Naturens Rige; dog derom skal ikke tales nu, men kun om Guds Naades Rige. Og det er dette, vi se et saa vidunderligt og slaaende Eksempel paa i Evangeliet i Dag, i den velsignede blandt Kvinderne, Jomfruen Maria. Det var i Virkeligheden det, der gjorde hende i Stand til at blive Moder til Guds enbaarne Søn, at hun vidste, at det skjulte staar i Herrens Haand, men det aabenbarede er for os Mennesker, — hvad enten hun nu har kendt og tænkt paa dette Moses Ord eller ikke. Og derfor kunde hun sige: se, jeg er Herrens Tjenerinde, mig ske efter dit Ord!

Guds Ord havde gennem Engelens Mund lydt til hende paa det vidunderligste og utænkeligste af alt, at hun skulde blive Moder til den Højestes Søn, Guds enbaarne Søn, som skulde være den forjættede Herrens Salvede, den evige Konge over Jakobs Hus. Og Maria forstod godt, at dette aldrig kunde gaa til efter Naturens Orden; derfor spurgte hun saa oprigtigt og tillidsfuldt : hvorledes skal dette gaa til, efterdi jeg ikke ved af nogen Mand ? Men da hun saa fik til Svar, at det ikke skulde gaa naturlig, men overnaturlig til: »den Hellig-Aand skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som vorder født, kaldes Guds Søn«, — altsaa da hun hørte, at det var Gud, der vilde gøre det ved sin Aand og sin almægtige Skaberkraft, saa havde hun ikke mere at spørge om, saa sagde hun: se, jeg er Herrens Tjenerinde, mig ske efter dit Ord! Saaledes holdt hun fast ved det aabenbarede, det som Guds Ord til hende havde lydt paa; men det skjulte, Maaden hvorpaa dette Ord skulde opfyldes, det stillede hun i Guds Haand og var vis paa, at saa sandt hun holdt fast paa det, sofa var aabenbaret hende, saa vilde den sanddru og trofaste Gud tage det skjulte i sin Haand og udføre, hvad han havde sagt, hvor umuligt det end kunde synes for al Menneskeforstand.

Vi maa nemlig ikke forestille os, at fordi Engelen sagde: »den Hellig-Aand skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dige, at Maria derfor forstod eller kunde forklare, hvorledes det skulde gaa til, at hun skulde blive Frelserens Moder. Nej, ligesaa lidt som vi, fordi vi tro og vide, at den samme Hellig-Aand, som har begyndt det gode Værk i os, vil fuldføre det, derfor kan forklare, hvorledes dette skal ske, — det bliver altid et Vidunder for os, — ligesaa lidt forstod Maria det. En gammel kristen Lærer (Euthymios Zigabenos) i Fortiden har sagt: »du skal ikke spørge om, hvorledes det gik til, at Maria undfangede, eller hvorledes hendes Foster blev dannet, ti det har Evangelisten ikke fortalt, ej heller Engelen før ham, men det er en Hemmelighed, som kun den hellige Treenighed kan fattet. Dette er visselig sande Ord; der er sikkert ingen Skabning, ialfald intet Menneske, som kan fatte eller forklare dette; det hører til det skjulte, som staar til Herren vor Gud alene. Men det aabenbarede var for Jomfruen Maria, og dette var ikke hvorledes, men at hun skulde blive Frelserens Moder; det havde Engelen forkyndt hende fra :Gud; det holdt hun fast med hele sit Hjærtes Tro, og saa blev det ogsaa, da hendes Tid var fuidkommet, og da hun fødte sin Søn den førstefødte i Betlehems Stald, aabenbaret for hende, at Herrens Ord ikke havde skuffet hende.

Men fordi hun saaledes troede og fastholdt det, der var hende aabenbaret, derfor kunde hun ogsaa istemme en saadan Lovsang, som vi hørte, da hun faa Dage derefter kom til sin gamle Frænke Elisabet, og talte, som om Frelsen allerede var helt fuldbragt. »Min Sjæl ophøjer Herren, og min Aand har frydet sig i Gud, min Frelser!« Saaledes begynder hun. Og hvorfor fryder hun sig saaledes? Fordi, siger hun videre, han den mægtige har gjort store Ting imod mig, han har øvet Magt med sin Arm, har adspredt de hovmodige i deres Hjærters Tanker, har nedstødt de mægtige fra Tronen og ophøjet de ringe, har mættet de hungrige med gode Gaver og har antaget sig sin Tjener Israel og ihukommet sin Barmhjærtighed mod Abraham og hans Sæd.

Mærk vel, alle troende Mennesker vil finde det i sin Orden, at hun priste Gud og frydede sig i ham. Men skulde nogen af os have tænkt sig, hvorledes den Lovprisning maatte lyde, vilde vi vistnok have sagt: fordi han vil gøre store Ting, vil øve Magt med sin Arm, vil antage sig Israel og opfylde sin Forjættelse til Fædrene, — kort sagt, vi vilde have tænkt, at hun vilde prise Gud for den Frelse, hun haabede, skulde komme. Men saaledes taler Maria ikke; nej hun taler og priser Gud for hans Frelse, som om den alt var sket og fuldbragt altsammen. Og dog havde hun kun Guds Ord at holde sig til og havde sikkerlig ikke dengang endnu kunnet gøre den mindste menneskelige Erfaring af, at dette Ord skulde opfyldes. Dette var skjult for hendes Øjne altsammen, og det skjulte hvilede alene i Guds Raad og Guds Magt; men fordi hun i Troen, d. e. i sit Hjærtes faste Overbevisning, holdt fast ved det Ord, som var aabenbaret og givet hende, derfor var hun saa urokkelig vis paa, at den trofaste Gud, der havde givet hende sit Ord, han vilde ogsaa gøre sin Gerning i det skjulte, saa at ikke ét af hans Ord skulde falde tomt til Jorden, og derfor kunde hun prise Gud saaledes.

Og vi, som af Guds Naade nu tro paa Jesus Kristus, vi maa sige, at ihvor underligt det maa lyde for os, at hun allerede dengang, strags efter Engelens Bebudelse, kunde istemme en saadan Lovsang, saa kan vi dog se, at den var Sandhed. Ti for os er det nu aabenbaret, det hører til det, som Gud har aabenbaret for os, at Verdens Frelser blev født af Jomfruen Maria, og da han var vokset op til Mand, tog han den tunge Byrde, Verdens Synd, paa sig og fuldbragte sit Genløsningsværk gennem sin Lidelse og Død og Opstandelse. Og han har udsendt sit Freds-Ord, der har lydt stedse videre ud nu gennem over 1800 Aar i den Hellig-Aands Kraft til Liv og Oprejsning for Syndere, der sukke efter Udløsning af deres Synders Baand. Og den Glæde over Guds Naade og Frelse, som klinger gennem Marias Lovsang, har genlydt fra Slægt til Slægt fra utallige Menneskehjærter og skal vedblive at lyde stedse videre ud indtil Jorderigs Ender. Alt dette er aabenbaret for os og vore Børn; og det er fremdeles aabenbaret for os, at dette Frelsens Budskab og Fre- dens Ord har naaet ogsaa til os, og vi have i Jesu Navn i den hellige Daab faaet Guds trofaste Ord for, at vi maa forsage Djævelen og alle hans Gerninger og alt hans Væsen, og at vi maa tro paa Gud Fader den almægtige som vor Fader, og paa Sønnen Jesus Kristus som vor Herre og Frelser, og paa den HelligAand, som i hans Menighed giver os Samfund med de hellige om Syndernes Forladelse og det evige Liv.

Her gælder det saa om, at ogsaa vi af Hjærtet kan sige: det skjulte staar til Herren vor Gud, men det aabenbarede er for os og vore Børn, — at vi med Hjærtets oprigtige Tro holde fast ved den Naade, der er aabenbaret for os og givet os i Guds Ord til os, og saa i denne Tro trøstig lægge det skjulte i Herrens vor Guds Haand, overlade ham at fuldføre sit Værk i os, og tro, ere fuldt overbeviste om, at han vil fuldføre det, saa sandt han har begyndt, selv om Maaden hvorpaa, og Midlerne hvorved det skal ske, ere os skjulte og dunkle, og at saaledes den Frelse, som endnu er skjult for vore Øjne, engang skal blive fuldelig aabenbaret, naar

Guds-Riget er med Solekaar
til Syne og til Stede
i Evighedens Gyldenaar
med Ret og Fred og Glæde.

Ja naar vi holde det fast, som Gud har aabenbaret os og givet os sit Ord paa, — og dette er jo Guds Gerning altsammen; det er jo ikke Menneskeværk men Guds Gerning, at Frelsen er fuldbragt for os, og det er ikke Menneskepaafund, men Jesu Kristi, Guds Søns Befaling og Indstiftelse, at vi ere døbte i hans Navn til Delagtighed i al hans Naades og Frelses Frugt, — altsaa: holde vi dette aabenbarede fast med Hjærtets Tro, saa vil vi ogsaa kunne forstaa, eller dog kunne komme til at forstaa, hvorledes Jomfruen Maria kunde saaledes prise Gud for Frelsen, som om den var fuldført, skønt Gud kun lige havde begyndt den ved at give hende sit Ord. Ti naar det af den Hellig-Aands Naade slaar ned i vort Hjærte som et Lyn, eller som en Lysstraale fra Guds Naades Trone, at Gud har fuldbragt Frelsen for os, og at Gud har begyndt sit Frelsesværk i o s ved sit Naades-Ord, han som ikke kan lyve eller skuffe nogen, der tror ham paa hans Ord, — saa se vi det ogsaa i Straaleglans, at i denne Begyndelse er ogsaa Frelsens Fuldførelse given, og saa bliver Maalet, Sejren, Fuldendelsen, den evige Frigørelse, hvor Gud skal være alt i alle, os saa vidunderlig nær, at det næsten er, som havde vi den i Hænde eller saa den for vore Øjne. Det er denne frydefulde Vished om den kommende Frelse, som udtales i en Julesalme:

Min Sjæl er frelst fra Synd og Død,
jeg løfter højt min Stemme:
mig er i Dag en Frelser fød,
det vil jeg aldrig glemme.

Dette er kendelig en Efterklang af den Lovsangstone, som Maria priste Gud med. Og jeg tænker, at der for de fleste aandelig voksne Kristne har været i det mindste ét Øjeblik i deres Liv, da de kunde af Hjærtet sige dette • min Sjæl er frelst fra Synd og Død! og som da ogsaa have sagt og tænkt: det vil, ja det kan jeg aldrig glemme. Men Erfaringen viser, at man saa saare snart kan glemme at sige dette: min Sjæl er fr el s t. Og jeg tør sige, der er ikke nogen Kristen, der har vedblevet eller har kunnet vedblive at sige dette hele sit Liv igennem, ligesaa vist som jeg tør sige, at om end Maria her af sit fulde Hjærte kunde sige: min Sjæl ophøjer Herren, fordi han har gjort store Ting og har antaget sig sin Tjener Israel og ihukommet sin Barmhjærtighed mod Abraham og hans Sæd, saa har hun dog ikke kunnet vedblive stadig at sige det. Der har visselig i hendes Liv været mange Tider, hvor Lovsangen har forstummet ikke blot i hendes Mund, men ogsaa i hendes Hjærte, naar hun saa den Modstand, hendes Søn mødte hos Syndere. Og allervissest har der været en saadan Time for hende, da hun stod ved Korsets Fod.

Men saaledes vil det ogsaa gaa for os, for troende Kristne. Der er ikke alene Verdens mangfoldige Travlhed og Adspredelser, som kan optage Sindet og tage Pladsen op for det aabenbarede, for den Frelse, Kristus har fuldbragt og ved sit Ord har givet os Del i ; der er ogsaa den Strid, vi have hver for sig mod Synden i vort eget Hjærte, som stedse vender tilbage, og som gør, at vi ikke kan og tør sige • min Sjæl er frelst fra Synd og Død. Og I vide det, alle I, som stride den gode Strid, at Striden bliver ingenlunde lettere med Aarene, tværtimod gaar den stedse dybere i Hjærtet, alt som vi lære Synden dybere at. kende; og derfor bliver Striden ogsaa tungere. Ja, det vil sikker-lig gaa os, alt som vort Kristenlivs Dage længes og blive mange, ligesom vi opleve det i Naturen, at som Dagene længes, saa Vinteren strenges, og det er svart. Og derfor kunde man vel sige, at ligesaa nær som det ligger os, naar vi vaagne til bevidst Tro paa Jesus Kristus, jublende at udbryde: min Sjæl er frelst. fra Synd og Død! ligesaa svært vil det for det meste falde os at sige dette af Hjærtet, naar vi blive ældre. Men saa gælder det dog for os at holde fast ved det, som Gud i sin Naade har aabenbaret os og givet os i Jesu Navn, og saa at lægge det skjulte i hans Faderhaand ; og selv om vi have nok saa megen Aarsag til at tvivle om os selv, om vor Fasthed og Styrke og Udholdenhed, saa vi ikke længer tør sige, hverken: det vil, eller: det kan jeg aldrig glemme, at vi dog ikke tvivle om det Naadens Ord, Gud har givet os, og om hans Trofasthed og Magt til at gøre og give, hvad hans Ord lyder paa, og fuldføre, hvad han har begyndt, -- langt mindre at vi kaste Ordet fra os eller vrage det, som om det var tomt og kraftesløst, fordi vi ikke kan føle dets Kraft. Nej, vi skal vedblive i Ydmyghed og Sagtmodighed at modtage det Naadens og Sandhedens Ord, som Gud i vort Kristenlivs Begyndelse indplantede i os. Det er mægtigt til at frelse vore Sjæle (Jak 1.21); og er det end skjult for os endnu, at og hvorledes dette skal ske, saa skal det dog af Guds Naade og Trofasthed engang blive aabenbaret. Det bliver ikke anderledes for os her paa Jorden, end som Apostelen skriver (Kol 3.3,4), at vort Liv, det evige Liv, som Gud ved sit Ord har indplantet i os, er skjult med Kristus i Gud. Men holde vi i Sagtmodighed fast ved Jesus Kristus, saa have vi den visse Fremtidsudsigt, at naar Kristus, vort Liv aabenbares, skal ogsaa vi aabenbares med ham i Herlighed.

Amen.