Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Jesus Kristus er vort Liv. - Midfaste Søndag

Joh. Evang. 6, 35-51

Jesus sagde til dem: jeg er Livets Brød; hvo som kommer til mig, skal ikke hungre, og hvo som tror paa mig, skal ikke tørste nogensinde. Men jeg har sagt eder, at I have set, og dog ikke tro. Alt, hvad Faderen giver mig, vil komme til mig, og den, som kommer til mig, skal jeg ingenlunde kaste ud; ti jeg er kommen ned fra Himlen, ikke for at gøre min Vilje, men hans Vilje, som sendte mig. Og dette er hans Vilje, som sendte mig, at af alt det, som han har givet mig, skal jeg ikke lade noget gaa tabt, men jeg skal oprejse det paa den yderste Dag. Ti dette er min Faders Vilje, at hver den, som skuer Sønnen og tror paa ham, skal have evigt Liv, og jeg skal oprejse ham paa den yderste Dag. Saa knurrede Jøderne over ham, fordi han sagde: jeg er det Brød, som er kommet ned fra Himlen; og de sagde: er dette ikke Jesus, Josefs Søn, hvis Fader og Moder vi kende? hvorledes kan da han nu sige: jeg er kommen ned fra Himlen? Jesus svarede og sagde til dem: knurrer ikke indbyrdes. Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham paa den yderste Dag. Der staar skrevet i Profeterne: og de skulle alle være oplærte af Gud. Hver den, som har hørt af Faderen og lært, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen; men kun han, som er fra Gud, han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg eder, hvo som tror, har evigt Liv. Jeg er Livets Brød. Eders Fædre aade Manna i ørken og døde; saadant er det Brød, som kommer ned fra Himlen, at man skal æde af det og ikke dø. Jeg er det levende Brød, som er kommet ned fra Himlen; om nogen æder af dette Brød, skal han leve i Evighed. Ja, og det Brød, som jeg vil give til Verdens Liv, er mit Kød.

Ingen af os lever sig selv, og ingen dør sig selv; ti dersom vi leve, leve vi for Herren, og dersom vi dø, saa dø vi for Herren; altsaa, enten vi leve eller vi dø, høre vi Herren til.« Saaledes skriver Apostelen Paulus til Menigheden i Rom (Rom 14.9, 10). Det er ikke en Formaning, end sige en Befaling om, hvordan Kristenlivet skal være; men Apostelen giver i disse Ord en Skildring, en Beskrivelse af det sande Kristenliv: ere vi Kristne, saa leve vi ikke os selv, saa er det ikke Hensynet til vort eget Selv, der staar for Styret i vort Liv, og det er ikke vort Maal at tilfredsstille os selv, men det er Herren, vor Herre Jesus Kristus, vi leve for; han er »vor Skat, vor Perle og vor Pris«, han er den Herre, vi tilhøre og tjene. Derfor siger ogsaa Jesus selv ()Matt 16.24): vil nogen komme efter mig, skal han fornægte sig selv, sige Nej til sit eget Selv, og følge mig; ellers kan han ikke være min Discipel. Men dette vil ikke sige, at Jesus vil udøve et Tvangs-eller Voldsherredømme over os; nej, han vil aldrig tvinge eller true nogen til at hylde ham og kalde ham Herre; »Trælle han aldrig har hyret, men kun frivillige Folk«. Men han vil være en Herre indeni os, vil eje vort Hjærte, dets Tro og Kærlighed, og saaledes styre dets Tanker og Vilje. Og dette Herredømme øver han ikke ved at kræve og tage, men ved at give. Apostelen Paulus betegner ofte Kristi Forhold til hans Menighed som Hovedets Forhold til Legemet med dets forskellige Lemmer Deri have vi et Fingerpeg til Forstaaelse af, hvorledes han udøver sit Herredømme i sin Menighed, nemlig paa lignende Maade, som vor Aand behersker og styrer vort Legeme og dets Lemmer. Legemet kan blive sygt og afmægtigt, saa at det bliver uskikket til at udrette, hvad vor Aand vil, ja dets Drifter kan blive saa stærke, at det saa at sige gør Oprør imod den; men naar Forholdet er, som det skal være, gennemtrænger eller gennemstrømmer vor Aand hele Legemet og alle dets Lemmer med sin levendegørende Kraft, og derved styrer den Legemet; den behersker vort Legeme ved stadig at meddele det af sit Liv, men dersom noget Lem hindres i at faa Del i dette Liv, saa er det med det samme forbi med Aandens Herredømme i det. Saaledes ogsaa med Jesu Kristi Herredømme i hans Menighed og dens forskellige Lemmer Han er Herren i os, derved at han ved sin Hellig-Aand meddeler os af sit Guddoms-Liv. I samme Maal som vi modtage ham og indoptage hans Liv i os, i samme Maal er han i Sandhed vor Herre, den Herre, som vort Hjærte tilhører, og som vi derfor leve for og tjene baade i Liv og i Død.

Ja, saadan en Herre er Jesus Kristus, og det udtale vi, naar vi bekende, at vi tro paa Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn, vor Herre. Vi maa ikke mene at kunne nøjes med hans Lære, med at have ham til Lærer og Vejleder. Der er mange i Kristenheden, som i Virkeligheden kun holde sig til Kristi Lære, til de Lærdomme og Forskrifter, som vi læse i den hellige Skrift. Og vist nok, han er ogsaa en Lærer fremfor nogen anden, allermest for sin Menighed. Det sagde Jesus selv til sine Disciple (Joh 13.11, Matt 4.42): "I kalde mig Lærer og Herre, og I sige det med Rette, ti det er jeg". Og: "en er eders Vejleder, Kristus". Det følte og udtalte Folkeskaren i hans Køds Dage, naar de forbavsedes over hans Lære, fordi han lærte som en, der havde Myndighed, og ikke som deres Skriftkloge. Og det kendes klart i alle de Lande og Folk, hvor hans Evangelium har slaaet Rod. Vel kan der ogsaa i dem findes megen Vankundighed og aandelig og timelig Elendighed, og der kan være mange Forhold, hvor Kristi Lære ikke har spredt sit Lys; men dog maa alle, som kende, hvorledes det staar til blandt Mennesker paa Jorden, indrømme, at der er ingen Steder, hvor Menneskets Værd og Ret bliver saaledes anerkendt, som i de kristne Lande. Dette er en Frugt af Kristi Lære, som øver sin gennemsyrende Virkning langt ud over Kredsen af dem, der med Sandhed kan kaldes Kristne og høre Kristus til. Men alligevel er det ingenlunde nok til Frelse og evigt Liv at følge Kristi Lære og tro ham som den ypperste af alle Menneskehedens Lærere, ja som en guddommelig Lærer. Ti var han ikke andet end dette, da var han ikke den Herre, vi skulde leve for og tilhøre Enhver Lærer, som med Sandhed fortjener dette Navn, maa arbejde paa at gøre sig selv overflødig for sine Lærlinge, stræbe at føre dem dertil, at de kan sige, som Samaritanerne sagde til Kvinden (Joh 4.42): »nu tro vi ikke længer for din Tales Skyld, ti vi have selv set og hørt;« — nu kan vi staa paa vore egne Ben og hjælpe os uden dig ! Dette maatte ogsaa blive Frugten af Jesu Gerning, hvis han ikke var andet end en Lærer, selv om han var den allerypperste; og saaledes er der virkelig blevet talt om ham af dem, der kun holdt ham for en saadan Lærer. Det er saaledes udtalt af den navnkundige tyske Filosof Fichte, der i Begyndelsen af dette Aarhundrede beundredes som en af de ypperste aandelige Stormænd paa den Tid, at dersom Jesus kom igen, vilde han være tilfreds, naar han kun fandt sin Sag og sin Lære i alles Hjærter, om endog han selv helt var glemt. Det var ingenlunde en Spotter, som talte saaledes, men en alvorlig Tænker, en Mand, som paa sin Vis virkelig beundrede Jesus. Og dette vilde være rigtig sagt og tænkt, dersom Jesus Kristus kun var Menneskeslægtens Lærer. Men jeg tør dog sige, at alle, som tro paa Jesus Kristus, selv om ogsaa de maaske mene, at det er Jesu Lære, der er Hovedsagen for Kristne, de vil næsten gyse ved at høre disse Ord. Ti de vil føle, at dersom dette var sandt, saa var han ikke og kunde ikke være vor Frelser. Jesus Kristus er ikke blot Kristendommens Lærer eller Kristendommens Stifter, men han er Kristenlivets Indhold. Derfor kunde Kristne aldrig glemme Jesu Navn eller tænke sig, at han skulde blive overflødig for os; nej vi maa tværtimod ønske og bede, at han Dag for Dag maa blive mere uundværlig for os og blive og være "vort Live" (Kol 3.4). Og dette vil han være; jo mere hans Gerning sker og fremmes i os, des mere uundværlig bliver han for os, netop fordi han er vor Herre, der vil herske i os ved at meddele os af sit Liv og sin Fylde.

Det er dette, der lægges os paa Hjærte i den dybe Tale, vi høre i vort Evangelium i Dag. Ti Grundindholdet af den er dette, at til at faa Livet og bevare det er det ikke nok at modtage de Gaver fra Gud, som Jesus bringer os, men vi maa modtage Jesus Kristus selv, saaledes at hans Liv bliver vort Liv. Jesus talte disse Ord i Kapernaum til en stor Del af den Skare, de 5000, som han Dagen før havde bespist paa hin Side Søen, og som derfra var fulgt efter ham over til Kapernaum. Og han giver her dem og sin Menighed den rette dybe Forstaaelse af dette Tegn. Han begyndte med at sige dem, at de ikke skulde arbejde paa den forgængelige Mad, men paa den, som varer til evigt Liv, den som Menneskesønnen vilde give dem. Den var det sande Brød fra Himlen, som giver Verden Liv. Saa sagde de til ham: giv os til Stadighed dette Brød! d. v. s. giv du os da dette Brød, saa vi kan have det til vor stadige Næring og Mættelse. Og da svarede Jesus, som vort Evangelium begynder: »Jeg er Livets Brød, hvo som kommer til mig, skal ikke hungre, og hvo som tror paa mig, skal ingensinde tørste.. Og videre : »Jeg er det levende Brød, som er kommet ned fra Himlen; om nogen æder af dette Brød, skal han leve i Evighed. Og det Brød, som jeg vil give til Verdens Liv, er mit Kød.` Og fremdeles siger han: »Mit Kød er en virkelig Mad og mit Blod er en virkelig Drikke. Hvo som æder mit Kød og drikker mit Blod, bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i Kraft af Faderen, saaledes skal ogsaa den, som æder mig, leve i Kraft af mig.. Men da Skaren hørte den Tale, var al deres tidligere Begejstring borte, og de sagde : dette er en haard Tale, hvem kan høre paa den! Og mange af dem, der tidligere havde været hans Disciple, forlod ham og fulgte siden aldrig med ham.

Det er her lærerigt at agte paa, at saa længe Jesus talte om, at han vilde give dem Brødet fra Himlen, saa kunde hans Tilhørere godt følge med, og de sagde : giv os til Stadighed dette Brød! Der er ingen Tvivl om, at de have forstaaet eller dog haft en bestemt Følelse af, at det var et aandeligt Brød, han talte om; de have følt, at Mennesket lever ikke af Brød alene, men trænger til en aandelig Mad, en Næring for sin Sjæl. Og denne Næring er med ét Ord: Sandheden, hvorved Mennesket lærer baade Gud og sig selv at kende, saaledes at det kan finde sin Vej gennem Livet. De have med andre Ord sagt og tænkt det samme som Nikodemos (Joh 3.2): »du er en Lærer, kommen fra Gud, ti ingen kan gøre de Tegn, som du gør, uden Gud er med ham.« Og de erklære sig dermed villige til at tage efter Jesu Lære. Men da Jesus sagde: Jeg er Livets Brød og det levende Brød, som man skal æde af for at leve i Evighed; og da han føjede til: den som æder mit Kød og drikker mit Blod, skal leve i Kraft af mig (d. e. fordi jeg har Livet i mig), ligesom jeg lever i Kraft af Faderen, saa forargedes de derover og sagde: dette er en haard Tale, hvem kan høre paa den!

Men her er det vel at mærke, at naar de kalde Jesu Ord en haard Tale, saa var det ingenlunde i den Forstand, som Mennesker ellers bruge denne Benævnelse; det var jo ikke truende og dømmende Ord, Jesus her talte, nej, om noget maa kaldes et Evangelium, et glædeligt Budskab for Syndens og Dødens Fanger, saa er det i Sandhed saadanne Ord, som Jesus her talte: jeg er Livets Brød, hvo som kommer til mig, skal aldrig hungre og tørste; hvo som æder af dette Brød, skal leve evindelig, og hvo som kommer til mig, vil jeg ingenlunde kaste ud. Det haarde bestod ikke heller egentlig deri, at de ikke kunde f o r-s t a a Jesu Tale, om vi end se, at dette var dem til nogen Anstød; ti de spurgte: hvorledes kan han give os sit Kød at æde? Men dog var dette uforstaaelige ikke nok til at støde dem bort; ti alt, hvad der hører Livet til, er jo altid uforstaaeligt, indtil man oplever det. Hvem kan fuldt forstaa dette, at den naturlige Mad, vi spise og drikke, kan nære og opholde Livet i os? Men vi kan opleve det, og vi have alle oplevet det hver eneste Dag, vi have levet. Nej det haarde i Jesu Tale her, det der stødte hans Tilhørere saaledes, at de herefter ikke vilde have mere med ham at gøre. det var dette, at han sagde, at det ikke var nok for dem til Frelse og Liv at modtage Guds Gaver, end ikke hans aandelige Gave, den guddommelige Sandhed, som Jesus forkyndte, men de maatte modtage Jesus selv, optage ham og hans Livskraft i deres Hjærter, saa at han ikke længer var dem en blot Lærer, kommen fra Gud, men den Herre, de skulde tilhøre og tjene, og i hvem de skulde have Livet. Men dette vil sige, udtrykt med de Ord af Apostelen, som jeg begyndte med, at Jesus siger til dem: vil I være mine Disciple, vil I have Del i den Frelse og det evige Liv, som i mig er kommet til Jorden, saa maa I tro paa mig og modtage mig saaledes, at I ikke leve eder selv, men at eders Hjærter tilhøre mig, hvad enten I leve eller I dø. Og dette er atter det samme som Apostelen Johannes skriver (1 Joh 5.11,12): "Dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt Liv, og dette Liv er i halls Søn. Hvo som har Sønnen, har Livet, hvo som ikke har Guds Søn, har ikke Livet."

Men det, der saaledes var Jøderne en Forargelse og stødte dem bort fra Jesus, det er for os Kristne det frydefulde Evangelium, at vi af Guds Naade kan naa til at have Sønnen Jesus Kristus til vor Herre, den Herre, hvem vort Hjærte tilhører, og fra hvem og i hvem vi faa det evige Liv og den Mættelse, som skal stille vor Hunger og vor Tørst evindelig. » Jeg er Livets Brød,« siger Jesus, »hvo som kommer til mig, skal ikke hungre, og hvo som tror paa mig, — sætter sit Hjærtes Lid til mig, — skal aldrig tørste.« Ja vi maa komme til ham, til Jesus Kristus selv, om den Hunger og Tørst skal blive stillet, som er dybest i vort Bryst, efter evigt, uforkrænkeligt Liv og Livsindhold, efter en Livskraft, som aldrig skal svinde. Der er i alle Mennesker, som ikke ere helt nedsænkede i det jordiske og kødelige, en Længsel, en Hunger og Tørst, ikke efter Mad og Drikke, men efter noget, der kan i Sandhed mætte deres Sjæl. Hvad dette skal være, vide de ikke bestemt, men de vente det altid i noget andet end det, de have. Men saa længe de søge denne Mættelse i det jordiske og timelige, opnaa de den aldrig, hvad enten de søge den i Guld og Nydelser eller i Ære og Indflydelse, eller i hvad andet det kan være. Hver Gang de havde opnaaet det, hvoraf de ventede Mættelse for deres Sjæl, vendte Hungeren tilbage, det gik dem, som Profeten skriver, ret som den hungrige, der drømmer, at han spiser, og naar han vaagner, er hans Sjæl tom, og som den tørstige, der drømmer, at han drikker, men han vaagner, og hans Sjæl vansmægter (Es 29.8). Og anderledes kan det ikke blive; ti denne Hunger kan ikke stilles med noget jordisk, fordi Mennesket er skabt i Guds Billede til at leve i Gud ; derfor kan vor Sjæl kun mættes ved Gud selv. Det følte det gamle Israel, naar det sukkede: »Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg dog komme og stedes for dit Ansigt« (Salm 42.2) Men denne Israels Tørst kunde først slukkes helt, dengang Guds enbaarne Søn Jesus Kristus kom til Jorden, fuld af Naaden og Sandheden fra Gud. Derfor maa vi komme til ham, til Jesus Kristus selv, ikke blot til hans Lære og Eksempel eller til Menneskers Vidnesbyrd om ham. Og vi maa komme til ham, som vi ere, med al vor Brøst og Elendighed, al vor Synd og Forsagt-hed, lægge vor Hjærte frem for ham, som det er, sige ham hele Sandheden om os selv; saa lover han: den som kommer til mig, vil jeg ingenlunde kaste ud; ti det er min Faders Vilje, at hver den, som skuer Sønnen og tror paa ham, skal faa evigt Liv, og jeg skal oprejse ham paa den yderste' Dag. Altsaa, det lover Jesus her, at naar vi komme til ham, vil han ikke støde os bort, men af sin Livsfylde give os evigt Liv og ikke slippe os, førend hans Frelsesværk i os er helt fuldendt, saaledes som det skal ske paa den yderste Dag, naar ogsaa dette vort forkrænkelige Legeme skal oprejses ved hans Guddomsords Kraft til at lige-dannes med hans Herligheds-Legeme.

Ja det er i Sandhed dyrebare Ord, at naar vi saaledes komme til Jesus, vil han ikke kaste os ud eller støde os bort. Men hvorledes skal vi komme til ham? Dengang han talte disse Ord i sit Køds Dage, da kunde Menneskene komme til ham selv personlig. Han kaldte dem til sig: »Kommer hid til mig alle I. som arbejde og tynges af Byrder, jeg vil give eder Hvile, Hvile for eders Sjæle!. Og det Vidnesbyrd, de hørte om Jesus af hans Disciple og af de mange, som havde faaet Del i hans Velgerninger, det førte dem til ham. Men saaledes skal ogsaa det Vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans Naade, som lyder i hans Menighed, føre os hen til ham selv, pege paa ham, saadan som han har fuldbragt Forløsningsgerningen for os, og saadan som han er til Stede i sin Menighed og møder os med hele sin Frelsernaade i sit Ord, det Ord, der lyder til os i hans Navn ved Døren til hans Hus i den hellige Daab. Det er ikke Menneskers Lære og Tale om ham, vi høre i dette Ord, men det indeholder kun de guddommelige Naades-Gerninger og Gaver, som Jesus har vundet til os ved at blive Menneske, leve som Menneske, lide, dø og opstaa, og paa hvilke vort Liv og Frelse beror. Og derved giver han os denne sin Frelses Frugt, Syndernes Forladelse og evigt Liv, saa vor Sjæls Hunger og Tørst efter Retfærdighed og evigt Liv stilles derved, saa sandt vi modtage Ordet i vore Hjærter, og vi kan vedblive Dag efter Dag at mættes af dette Livets Brød, som er Jesus Kristus selv.

Men have vi modtaget denne Naade, da blive vi skikkede til at opleve den endnu dybere Mættelse, som Jesus Kristus har beredt for dem, der ere komne til ham og tro paa ham som deres eneste Frelser. Det er den Mættelse, Jesus peger paa i de Ord, hvormed vort Evangelium slutter: »det Brød, som jeg vil give til Verdens Liv, det er mit Kød«, og end mere i de Ord, han derefter talte: »hvo som æder mit Kød og drikker mit Blod, han bliver i mig og jeg i ham, og han skal leve i Kraft af mig, ligesom jeg lever i Kraft af min Fader.« Den Dag, da Jesus talte disse Ord, kunde hans første Disciple aabenbart ikke forstaa dem, det lærte de først den næste Paaske, de holdt med Jesus, dengang han, i den Nat da han blev forraadt, gav dem sin hellige Nadver, sit Legeme og Blod under Brødet og Vinen, som han rakte dem med sit Ord. Og det var ikke dem alene, han gav denne Nadver. nej i og med dem gav han den til hele sin Menighed, ogsaa til os, der nu saa mange Aarhundreder efter tro paa ham som den Herre, der har købt os med sit Blod, og hvem vi tilhøre. Ja, her ved hans Nadverbord, hvor han giver os sig selv i sit Legeme og Blod, skal vi opleve det saa fuldt, som det kan opleves paa Jorden, at det er sandt, hvad han siger: hvo som æder mit Kød og drikker mit Blod, bliver i mig og jeg i ham og skal leve, fordi jeg lever, saa at vi derved stedse dybere komme til at tilhøre ham, og han bliver Herren i os, netop ved at give os sig selv i sin Frelsernaade. Og da kan vi af Hjærtet sige: ja, Gud ske Lov og Tak! vi leve ikke os selv, men dersom vi leve, leve vi for Herren, og dersom vi dø, dø vi for Herren, altsaa enten vi leve, eller vi dø, høre vi Herren til.

Amen.