Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Guds Søn vil nedbryde Djævelens Gerninger. - Tredje Søndag i Fasten.

Joh. Evang. 8, 42-51

Jesus sagde til Jøderne: var Gud eders Fader, da elskede I mig; ti jeg er udgangen og kommen fra Gud; det er nemlig heller ikke fra mig selv, jeg er kommen, men han har udsendt mig. Hvorfor forstaa I ikke min Tale? Fordi I ikke kunne høre mit Ord. I ere af den Fader Djævelen, og eders Faders Lyster ville I gøre. Han var Manddraber fra Begyndelsen af, og i Sandheden staar han ikke, ti der er ikke Sandhed i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget, ti han er en Løgner og Løgnens Fader. Men mig tro I ikke, fordi jeg siger Sandheden. Hvem af eder vil overbevise mig om Synd? siger jeg Sandhed, hvorfor tro I mig ikke? Hvo som er af Gud, hører Guds Ord; derfor høre I ikke, fordi I ikke ere af Gud. Jøderne svarede og sagde til ham: sige vi ikke med Rette, at du er en Samaritan og har en Uaand? Jesus svarede: jeg har ingen Uaand; tværtimod ærer jeg min Fader, og I vanære mig. Men jeg søger ikke min egen Hæder; der er en, som søger den og dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg eder, om nogen holder mit Ord, skal han aldrig i Evighed skue Døden.

»Dertil blev Guds Søn aabenbaret, at han skulde nedbryde Djævelens Gerninger«. Saaledes skriver Apostelen Johannes i sit første Brev (1 Joh 3.8) Og alle Kristne vil let forstaa, at dette er øjemedet med Kristi Komme i Kød, at han skal berøve Djævelen al hans Magt, udrydde hans Gerninger af Menneskehjærterne, saa at den Stund skal komme, da alle som tro paa Kristus, aldrig mere skal synde, og aldrig nogen syndig Lyst kunne opstige i deres Hjærter; og han skal nedbryde Djævelens Gerninger udenom os, saa at hans Magt til at friste og forføre Mennesker bliver ham fratagen i al Evighed.

Men er det saa ikke underligt at se af Jesu Jordeliv, som det beskrives os i de fire Evangelier, at Djævelens Gerninger og Magt i Hjærterne tværtimod synes at vokse i en forfærdelig Grad netop derved, at Guds Søn blev aabenbaret som Frelseren blandt Mennesker? I den første Tid efter at Jesus var traadt frem, var næsten ingen Modstand mod ham kendelig. Folket strømmede til ham i store Skarer og hørte med Beundring hans Tale, fordi han talte som en, der havde Myndighed, og ikke som de Skriftkloge. Johannes Døber havde ved sin mægtige Omvendelsesprædiken hos saare mange i Folket vakt en hidtil ukendt Iver for Omvendelse og for et Gud velbehageligt Levned, for at de kunde komme ind i det saa længe ventede Guds Rige, som Messias skulde oprette, og Forventningen om dette Rige var spændt til det højeste. Og ved Jesu egen Prædiken var baade Forventningen og Iveren vokset, saa at han selv sagde deroen (Matt 11.12): "fra Johannes Døbers Dage indtil nu tager man Himmeriget med Vold, og Voldsmænd rive det til sig". Men det varede ikke længe, inden Modstanden vaagnede. Alt som det blev mere og mere klart, at det Himmerige, Jesus pegede paa, ikke var et jordisk Herlighedsrige, som Mennesker kunde tage deres Egenkærlighed og Selvraadighed med ind i, og alt som de indsaa, at Jesus vilde føre dem ind i et Frelsens Rige, et saadant, hvor de ikke skulde have det efter deres egne selviske Ønsker, men frigøres fra al Synd og Selvraadighed, saa vaagnede Modstanden og Bitterheden og Hadet. Og da gik det dem efter Jesu Ord, at det vilde gaa denne Slægt, som naar den urene Aand er faren ud af et Menneske, men vender tilbage med syv andre værre Aander og tager Bo i samme Menneske, og det sidste med det bliver da værre end det første. Ved Johannes og Jesu Prædiken var Verdslighedens og Kødelighedens Aand begyndt at vige bort; men da de mange fik indset, at det gjaldt Omvendelse indtil Hjærtets dybeste Grund, gjaldt Fornægtelse af deres egen selviske Vilje, saa vendte den onde Aand tilbage med syv andre værre Aander, saa blev deres tidligere Verdslighed og Kødelighed til Ondskab og Had mod Jesus, hvis Ord og Tale var dem en stadig Braad i deres Samvittighed. Og vi se her det samme, som siden den Tid saa ofte er iagttaget med Renegater, frafaldne, at i samme Grad som de have smagt og følt noget af Kristi Sandheds Kraft, i samme Grad bliver ogsaa deres Had til Sandheden mere indtændt og brændende.

Her i de to Evangelie-Afsnit til denne Søndag møde vi to Vidnesbyrd om dette Had hos Jøderne og navnlig hos deres Ledere, de Skriftkloge fra Jerusalem, og se det i stigende Maal. Med andre Ord, vi høre, hvorledes den onde Aand, som til en Tid havde forladt dem, var vendt tilbage. I det gamle Evangelium læse vi, at da Jesus havde uddrevet en ond Aand af et Menneske, hvem Aanden havde gjort stum, var der nogle, — Markus skriver, at det var nogle Skriftkloge fra Jerusalem, — som sagde : det er ved Beelsebul, Uaandernes Øverste, at han uddriver Uaander. De kunde ikke nægte, at denne Gerning var saa vidunderlig, at den maatte være sket ved overmenneskelig Kraft; men de vilde ikke indrømme, at det var ved Guds Kraft, derfor greb de den selvmodsigende, d. v. s. løgnagtige Udflugt, at den var sket ved Djævelens Kraft. Og her i vort nye Evangelium til denne Søndag møde vi den samme Ondskab paa et endnu højere Trin. Det Ordskifte, som skildres her, forefaldt i Jerusalem paa Løvsalsfesten omtrent et halvt Aar før Jesu Lidelse og Død. Der havde Ypperstepræsterne først udsendt Tjenere for at gribe Jesus, og da dette ikke lykkedes, havde de og deres Fæller paa den mest hadefulde Maade søgt at udlægge hans Ord til det værste. Derfor kan Jesus da sige til dem: Gud er ikke eders Fader, som I paastaa, ti da vilde I elske mig, som er kommen fra Gud; men I ere af den Fader Djævelen, og I vil gøre eders Faders Lyster, han som var en Manddraber fra Begyndelsen og er en Løgner og Løgnens Fader. Der kan ikke let til Mennesker siges haardere Ord end disse: I vil gøre Djævelens Lyster. Der er ikke noget Menneske til, som ikke har gjort Djævelens Gerninger; ti al Synd stammer fra Djævelen og er hans Gerning. Men der er en umaadelig Afstand mellem dette at gøre Djævelens Gerninger, og at ville gøre dem, d. e. at lystes derved, fordi det er ondt. Og saaledes var det med disse Jøder: de lystedes ved at efterstræbe Jesus med Løgn og volde ham alt det onde, de kunde; den onde Aand, der var vendt tiibage med syv andre, havde faaet endnu større Raaderum hos dem. Og et end skarpere Udtryk for, hvorledes det onde, ja den Onde, Løgnens Fader, havde faaet Magt i dem, have vi i det Ord, Jesus derefter talte: mig tro I ikke, fordi jeg siger Sandheden! Det var Sandheden, den tvesidige, om den hellige, nidkære Gud, som er Kærlighed, og som derfor har sendt sin Søn til Synderes Frelse, og om Mennesket, at vi ere Syndere, som maa frelses, frigøres af Syndens Baand, om vi skal leve, det var denne Sandhed, Jesus forkyndte, Sandheden til Frelse. Men netop fordi han forkyndte den, vilde de ikke tro ham, ti de vilde ikke frelses fra deres Synd, men have Lov til at blive i den. Men der kan ikke tænkes større Vidnesbyrd om, at Løgnens Fader styrer et Menneskehjærte, end dette, at Mennesket ikke tror, netop fordi det er Sandheden, der forkyndes.

Saaledes se vi da her, hvorledes Jødernes Ledere vare komne et Skridt videre paa den Fordærvelsens Bane, som endte med, at de fældede deres egen Dødsdom ved at kræve Jesus korsfæstet. Da sagde Jesus til dem: »dette er eders Time og Mørkets Magt«, d. v. s. nu kan I gøre med mig, hvad I vil; nu har Mørket og Mørkets Fyrste Magten til at gøre med mig, som ham lyster; nu er der intet, som mere holder ham eller eder tilbage.

Men hvorledes kan saa dette forenes med, at Guds Søn er aabenbaret for at nedbryde Djævelens Gerninger? Ja, det er det vidunderlige, at netop derved, at den onde Aand vendte tilbage med syv andre, og at Synden og Ondskaben naaede sit Højdepunkt, gjorde og fik Lov at gøre sit muligste for at hindre Frelsen i Jesus Kristus, netop derved blev det muligt, at Guds evige Frelsesraad kunde blive fuldbyrdet paa den Maade, som Gud vilde, saaledes at intet Menneske kunde tilskrive sig Æren derfor. Ja derved at Jesus saaledes lod sine Modstanderes Ondskab stige og udfolde sig, uden at han brugte sin Magt til at hindre den, og derved at han tilsidst gav sig hen til sine Fjender og til, at Mørkets Fyrste gennem dem kunde handle med ham, som han vilde, netop derved skete det, som Jesus sagde, at denne Verdens Fyrste blev dømt, fradømt al Ret til at eje os og kræve, at vi skal gøre hans Gerninger. Og derved blev det muligt for os, der dog ere smittede med Synd gennem hele vort Væsen fra vor Undfangelse og Fødsel af, at vi kan i Jesu Navn forsage Djævelen, sige os løs fra ham med den visse Fremtidsudsigt, at alle Djævelens Gerninger skal engang blive helt nedbrudte, udryddede af vort Hjærte, vi skal i Jesu Navn blive evig frelste fra Synden og dermed ogsaa fra Døden, saa det skal gaa os efter Jesu Ord, hvormed vort Evangelium slutter: »Sandelig, sandelig siger jeg eder, om nogen holder mit Ord, skal han aldrig i Evighed skue Døden«.

Men naar vi altsaa se, hvorledes dette, at Djævelens Magt og Gerninger saaledes voksede i Jesu Køds Dage, førte til at Djævelen blev dømt og fradømt sit Herredømme over alle dem, som vil lade sig frelse, saa skal vi deraf lære at se med de rette Øjne og den rette Frimodighed paa den Udvikling, som Vantroen, Genstridigheden og Oprørskheden mod Gud vil tage, netop der hvor, og i samme Maal som Kristi Evangelium gør Fremgang, saa vi ikke forfærdes derover, men se, at dette vil føre til den endelige Dom over Djævelen og alt, hvad hans er, naar han skal gaa til den evige Ild, men fremfor alt føre til evig Frelse for Kristi troende Menighed. Vor Herre Jesus siger i Lignelsen, at Himmeriget lignes ved en Mand, der saaede god Sæd i sin Ager, men en Fjende saaede Ugræs deri, og han siger videre, at begge Dele skal vokse sammen indtil Høsten; da skal den evige Skilsmisse ske mellem Hveden, som er Guds Børn, og Ugræsset, den Ondes Børn. Altsaa Ugræsset er netop Mennesker af et saadant Sind som disse Jøder, til hvem Jesus sagde: I ere af den Fader Djævelen. Og Jesus siger os dermed, at dette Sind, som vil gøre Djævelens Lyster, fordi det ikke vil give Sandheden Hjærterum og ikke vil frelses fra sin Synd og Genstridighed, det skal vedblive at vokse; ja, ligesom det gaar ude i Naturen, at den selvsamme Sol, som bringer Hveden til at gro og modnes, den giver ogsaa Vækst til Ugræsset, saaledes gaar det ogsaa i Menneskelivet : i samme Grad som Kristi troende Menighed vokser indadtil og udadtil, vil ogsaa Vantroens Genstridighed vokse til afsagt Fjendskab mod Gud og hans Salvede. Vi kan jo se det i vore Dage, ja kan vel til Tider grue over, hvorledes Oprørskheden mod Gud vokser i Hjærterne Aar for Aar. Og der forestaar endnu, at det skal gentage sig i et forfærdende Maal, hvad Jesus selv siger til Jøderne : mig tro I ikke, fordi jeg siger Sandheden. Dette skal ses igen, naar det sker, som Herren har forudsagt ved sin Apostel (2 tess 2.10, 11), at da, naar den lovløse, Syndens Menneske, Modkristus aabenbares, skal Gud sende Mennesker kraftig Vildfarelse, saa at de skal tro Løgnen, fordi de ikke toge imod Kærlighed til Sandheden for at blive frelste. Ja naar dette sker, da vil Menigheden vel kunne fristes til at tvivle om, at det er sandt, at Guds Søn er aabenbaret for at nedbryde Djævelens. Gerninger, og tvivle om, at han har Magten dertil ; ti da vil det se ud, som om Djævelen og hans Redskaber og hans Gerninger helt havde Overmagten. Men da gælder det Udholdenheden og Troen hos de hellige : den, der holder ud indtil Enden, han skal frelses, siger Herren. Han har givet os sit Udholdenheds Ord, og den som holder fast ved dette Ord, skal ikke i Evighed skue Døden, men han skal se og opleve, at Livet sejrer over Døden i ham selv, naar han gennem Døden vandrer hjem til Jesus Kristus. Og han skal se, hvorledes netop derved, at den djævelske Genstridighed og Oprørskhed i Menneskeheden vokser til Modenhed, derved modnes Verden til Dommen, og den sidste store Stund nærmer sig, da vor Herre Jesus kommer igen i sin Herlighed og tilintetgør den lovløse med sin Munds Aande og styrter Djævelen og alle hans Gerninger i den Afgrund, hvorfra de aldrig i Evighed skal stige op igen, men de skal være evig nedbrudte og forsvundne for hans frelste, saliggjorte Menighed.

Da skal det saa fuldt og frydeligt som ingensinde før opleves, at den der holder Jesu Kristi Ord, skal ikke i Evighed skue Døden. Men ogsaa inden denne sidste Trængselstid, ogsaa under de blide Kaar, Menigheden har i vore Dage, trænge vi til denne Forjættelse og skal opleve dens Sandhed. Ti naar vi modtage og tro Sandheden, som Jesus Kristus forkynder os og bringer os i sit Ord, Sandheden om Synd og Naade, som han ikke alene forkynder os, men som er levende, personlig til Stede i ham, og som vi faa i Eje, naar vi tro paa ham, da skal vi ikke skue Døden, ikke opleve den Skilsmisse og Søndersplittelse af Menneskelivet, som Døden ellers er. Døden er jo ellers den øjensynlige Udgang paa Menneskelivet, og det ikke alene den legemlige Død, Sønderrivelsen af Baandet mellem Sjæl og Legeme, men ogsaa den endnu tungere, at Menneskehjærtet lidt efter lidt mister sin Livskraft og Lvisglæde, indtil tilsidst den, der har levet for denne Verden, maa miste alt, hvad han har levet for. Ja det er Døden, denne gruelige Søndersplittelse af Menneskelivet, naar man mister hele sit Livsindhold, maa lade det her tilbage efter sig, og kun har den fortærende Tomhed igen, som Jesus skildrer i Lignelsen, da den rige Mand begærede blot en Vanddraabe til at læske sin Tunge. Men Jesus lover: den som hold e r mit Ord, altsaa ikke blot bliver greben og løftet deraf i et enkelt Øjeblik, men som holder det fast i sit Hjærte, han skal ikke i Evighed skue Døden, han skal ikke se og opleve denne Søndersplittelse af sit Liv. Ti i Jesu Kristi Ord have vi et Livsindhold og en Livskraft, som Døden ikke kan røre eller fratage os, men vi kan bevare den i og gennem Døden, ja gennem Døden gaa ind til at faa den fuldere i Eje, end det her er muligt, naar »med utildækket Øje vi ham skal se, som her vi troede paa, og naar vi uden Synd skal leve og aldrig mer skal bæve for Muligheden af en syndig Lyst«; og vi have den visse, urokkelig tilforladelige Fremtidsudsigt, at dette vort Kød, som smulrer hen til Støv, om en liden Stund skal blive genoprejst ved Jesu Kristi. Kraft til at blive ligedannet med hans Herligheds-Legeme.

Amen.