Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Den vaklende tro - Anden Søndag i Fasten.

Mark. Evang. 9, 17-29

Og da de kom til Disciplene, saa de en stor Skare omkring dem og Skriftkloge i Ordstrid med dem. Og strags blev hele Skaren forfærdet, da den saa ham, og de løb til og hilsede ham. Og han spurgte dem: hvad tvistes I med dem om? Og en af Skaren svarede ham: Lærer, jeg har ført min Søn til dig, han har en maalløs Aand. Og hvor som helst den griber ham, slaar den ham ned, og han fraader og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg sagde til dine Disciple, om de vilde uddrive den, og de mægtede det ikke. Og han svarer dem og siger: o du vantro Slægt, hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg taale eder? fører ham til mig! Og de førte ham til ham. Og strags da han saa ham, sled Aanden i ham, og han faldt om paa Jorden og væltede sig fraadende. Og han spurgte hans Fader: hvor lang Tid er det, siden dette er kommet ham paa? Men han sagde: fra Barn af; og ofte har den kastet ham baade i Ild og i Vand for at tage ham af Dage; men om du mægter noget, saa ynkes over os og hjælp os! Men Jesus sagde til ham: om du mægter! alle Ting ere mulige for den, som tror. Strags raabte Barnets Fader og sagde med Taarer: jeg tror; hjælp min Vantro! Men da Jesus saa, at Skaren flokkedes til, truede han den urene Aand og sagde til den: du maalløse og døve Aand, jeg byder dig, far ud af ham, og far ikke mere ind i ham! Da skreg den og sled meget i ham og for ud; og han blev ligesom død, saa at de fleste sagde, at han var død. Men Jesus tog ham fat ved Haanden og rejste ham, og han stod op. Og da kan var kommen i Hus, spurgte hans Disciple ham i Enrum: hvor kunde det være, at vi ikke kunde uddrive den? Og han sagde til dem: dette Slags kan ikke fare ud ved noget uden ved Bøn og Faste.

I vort gamle Evangelium til denne Søndag høre vi om den kananæiske Kvinde, som kom til Jesus og bad, om han vilde helbrede hendes stakkels Datter, der plagedes af en ond Aand, og hun blev ved at bede, indtil hun fik det livsalige Ord af Herren: 0 Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil! Og hendes Datter blev karsk i den samme Stund; da hun kom hjem, fandt hun hende helbredt. Og i det forelæste Evangelium høre vi om en jødisk Mand, en Fader, der ogsaa bad Jesus om Hjælp for sin stakkels Søn, der ligeledes var besat af en ond Aand ; men her møde vi ikke en stor og stærk Tro, nej kun en vaklende og tvivlende Tro, som den udtaler sig i hans Ord: jeg tror, Herre, hjælp min Vantro! Ti med disse Ord siger han jo: jeg vilde gerne tro paa dig og paa din Guddoms-Magt og Vilje, men jeg kan ikke ; min Tro er saa svag, at den i Virkeligheden kun fortjener Navn af Vantro; men hjælp mig dog alligevel! Og saa gjorde Jesus, som han bad, og helbredte hans ulykkelige Søn.

Men det gælder om disse, som om alle Jesu Undergerninger, at de ere Tegn, synlige Vidnesbyrd om hans Guddoms-Magt og Vilje til at frelse fra Synden og al den Nød, som ved den er kommen ind i Verden; de ere Tegn, d. e. Betegnelser eller Billeder paa den Frelsergerning, han ved sit Ord vil gøre i Menneskehjærterne for at frigøre dem til at leve saligt i Gud. Derfor har man ogsaa med Rette fra gammel Tid set disse to Undergerninger, hvor Jesus hjalp Faderen, der bad for sin ulykkelige Søn, og Moderen, der bad for sin Datter, som Tegn paa, hvorledes han ogsaa vil hjælpe og frelse det Menneske, der hos ham søger og vedbliver at søge Hjælp og Frelse for den Nød, hans Hjærte er stedt i for sine Synders Skyld, naar Mennesket med Gru ser, hvilken Magt Synden, Djævelens Væsen og Gerninger, har i hans Hjærte, og føler sin egen Afmagt til at fri sig fra denne Fjende-magt. Ja, naar et Menneske ret føler, hvad Synden er, at den skiller os fra Gud og fører os i Døden, og føler Syndens Magt i sit eget Hjærte, hvorledes den fylder det med onde og urene Tanker, eller med bitre og vrede og hadefulde Tanker, eller med selvraadige og ulydige og vantro Tanker, og han strider imod alt dette onde med sine bedste Forsætter, men det bliver ikke bedre; et Øjeblik kan han maaske tænke, at Fjenden er fordreven, men i det næste vender den tilbage stærkere end før; og han ser, at det maa blive hans aandelige Undergang, om han ikke bliver frelst derfra og faar et nyt og rent Hjærte —: da er et saadant Menneske i Sandhed at ligne ved den kananæiske Moder eller den jødiske Fader, vi høre om i Dag. Men da tør vi sige for vist, at naar et saadant Menneske gaar den kananæiske Kvindes Vej og raaber til vor Herre Jesus med Hjærtets fulde Tro paa hans Magt til at frelse, raaber, ikke om at faa Ro i sin Sjæl, saa han ikke længer ængstes for sin Synd, men om at blive frelst, frigjort fra Guds Vrede, som han føler hvilende over sig som en knusende Byrde, og fra Syndens Magt og Herredømme, saa den ikke længer skal overvælde hans Hjærte, — ja da skal han blive bønhørt, selv om han hele sit forrige Liv har levet udenfor Guds Naadepagt, ligesom den kananæiske Kvinde udenfor Israels Folk, og han skal blive bønhørt netop i den rette Stund, om der end gaar lange Tider for ham, inden Frelsen kommer: »bier han længe, han kommer dog vist, glæder dig saa desto mer!"

Men i vort Evangelium i Dag se vi et Tegn paa, at selv om et Menneske raaber om Frelse i en tvivlende og vaklende Tro, saa han ikke fuldt og fast tror, at Jesus kan frelse ham, men kun prøver denne Vej som sidste Udvej, og selv om han derfor ikke kommer videre end til dette: jeg tror, Herre, hjælp min Vantro; jeg vilde gærne tro, men min Tro er kun Vantro, men hjælp og frels mig alligevel for din Forbarmelses Skyld! saa vil vor Herre Jesus ikke drage sin Naades Haand tilbage, men saa sandt det virkelig er hans Hjærtes Vilje og Ønske at blive frelst, frigjort fra selve Synden, og ikke blot at komme ud af Nøden, saa skal ogsaa han i en velsignet Stund faa høre det livsalige Ord: dine Synder ere dig forladte, du har Guds Fred! saa han kan i Jesu Navn forny sin Daabspagt og paa Jesu Ord forsage og tro. Ti Jesus Kristus vil ikke knække det knuste Rør og ikke udslukke den rygende Tande, — og dette er netop et saadant Menneskes Hjærte og Hjærtes Tro at ligne ved.

Men om end Jesus i Sandhed er en saadan barmhjærtig Frelser, saa maa vi dog ikke indbilde os, at det var i sin rette kristelige Orden, om vor Tro vedblev at være som et saadant knækket Rør eller som en rygende Tande. Nej, Jesus Kristus vil ikke alene ikke slukke den rygende Tande, men han vil aande paa den og puste den op til at brænde i klar Lue; den Naade, han giver os, og det Ord, hvori han giver os sin Naade, giver os Magt til at skride fremad og til at arbejde paa at skride fremad og opad til den fulde og faste Tro, som siger: mig ske efter dit Ord; lad det gaa, som det maa, Ordet evig skal bestaa! — Det er et bedrøveligt Vidnesbyrd om den Slaphed og Løshed, der findes i vore Dages Kristendom, at der er saa mange Mennesker, og det virkelig fromme Mennesker, som ikke komme videre end til dette vaklende: jeg tror, hjælp min Vantro! ja, som næppe engang ønske at komme videre; de befinde sig i Grunden vel i denne deres Svaghed, ti de synes, at da behøve de ikke at stille synderlige Fordringer til sig selv og deres Arbejde, og de bilde sig maaske ind, at det er Ydmyghed at staa paa dette Stade: det vilde dog være altfor hovmodigt, om de vilde være fuldvisse paa at have alt, hvad Jesu Ord til dem lyder paa.

Ja ganske vist, dersom det var os selv, som skulde give os Troen og gøre os visse paa, at vi havde Syndsforladelse og Fred med Gud, saa maatte vi vel kalde det Hovmod, om vi vilde sige, at vi havde den faste Tro derpaa. Ti vi have slet ingen Ret til at stole paa. Gud og hans Naade; skal der tales om vor Ret, bliver den kun idel Straf; vi have ikke fortjent andet, end at han skulde støde os bort fra sig for vore Synders Skyld, og vi have slet ingen Ret til at tro, at den hellige, almægtige Gud bekymrer sig om os, som om han trængte til os; — dette er sikkert og vist. Men ligesaa vist er det, som Paulus skriver, at Gud har indesluttet alle under Synd, ikke for at fordømme dem, men for at forbarme sig over alle. Denne Guds forbarmende Kærlighed er kommen til Jorden i Jesus Kristus hans enbaarne Søn, som har vore Synder og deres Straf, for at vi i ham skulde faa Syndsforladelse og Børneret hos Gud i Himlen, ja evigt Liv i Gud. Og denne Guds Kærlighed er endnu til Stede paa Jorden i Jesu Kristi Ord, som han taler til os i sine Indstiftelser, for at vi skal tro det og derved blive frelste til evigt Liv. Saaledes giver han os ved sin Hellig-Aand Magten til at tro, idet han giver os Ordet, som vi skal tro og tør tro og tilegne os paa hans Ansvar. Og dette Ord er det Pagtens Ord, Forsagelsens og Troens Ord, som lød til os i vor Daab ; alt, hvad det lyder paa, har Jesus Kristus erhvervet os og vundet til os derved, at han blev Menneske, led og døde og opstod. Og at dette Ord lyder til os, det sker ikke efter Menneskepaafund, men efter Jesu Kristi Vilje og Indstiftelse, saa at vi maa modtage dette Ord, selv om det lyder gennem. Menneskemund, dog som det Ord, hvori al den Frelse, Jesus Kristus har fuldbragt for os, og al den Naade, han derved har vundet til os, — hvori dette altsammen tilbydes og gives os til evig Arv og Eje, saa sandt vi tro det.

Ja, naar vi betænke, at den Daab, vi ere døbte med, er vor Herres Jesu Kristi Befaling og Indstiftelse for hans Menighed, da lysner det for vort Blik, saa vi se, at det er slet ikke Ydmyghed, om vi stillede os tvivlende overfor dette Ord og vilde sige: det er altfor stort, noget saadant tør jeg ikke tro. Hvem var ydmygst, enten Jesu Disciple, som troede ham paa hans Ord, eller Farisæerne, som sagde: nej, hans Ord og Gerninger ere os ikke nok til at tro paa ham; vi maa have større Beviser, et Tegn fra Himlen? Eller hvem var ydmygst, enten Jomfruen Maria, som sagde: se, jeg er Herrens Tjenerinde, mig ske efter dit Ord! eller denne Fader, som sagde: hjælp min Vantro? Ingen troende Kristen maa kunne betænke sig paa at svare : det var Maria, ti hun gav helt og fuldt Gud Æren. Eller endnu et Eksempel: naar var den kongelige Mand fra Kapernaum ydmygst, enten da han sagde: Herre, kom ned og helbred min Søn! eller da han troede det Ord, Jesus sagde til ham, og gik bort? I vil alle kunne svare: dengang han saaledes troede, da var han i fuldeste Sandhed ydmyg; ti da gav han Jesu Ord og Jesus selv den Ære, som ham tilkom, idet han var fuldvis paa, at hans Ord umulig kunde skuffe.

Men saaledes er det ogsaa en falsk Ydmyghed at blive staaende i dette: jeg tror, hjælp min Vantro! det vil sige, det er ikke Ydmyghed, men i Virkeligheden Selvraadighed, som ikke vil i Oprigtighed tjene Herren, men vil følge sit eget Hoved: man vil nok have Tjenerens Naade og Forjættelser, men ikke tage sit Liv i Herrens Tjeneste; derfor vil man ikke nøjes med Jesu Ord, men begærer særlige Tegn, Tegn fra Himlen, førend man vil tro. Eller det er i bedste Fald en Hjærtets Sygelighed, som finder sig vel i dette sygelige, uklare Stade, paa lignende Maade som man ikke sjældent kan se det med legemlig syge, især nervøse Mennesker, at de finde et Slags Behag i deres Svaghed, fordi de da kan lade alle deres Tanker og Interesser kredse om deres eget Jeg, og de blive derfor mangengang helt fornærmede, om nogen vil tale til dem om, at de skulde kunne blive raske og med Kraft optage deres Gerning og deres Pligter. Saaledes er det ogsaa mangengang med denne Hjærtets Sygelighed, som siger: jeg vilde gærne tro, men jeg kan ikke; hjælp min Vantro ! de vil i Grunden slet ikke ud af deres Hjærtes Tvivl og Vaklen. Og hvorfor ikke? Fordi deres eget Selv og denne Verden har en altfor stor Plads i deres Hjærte; de ønske ikke at sige Nej til sig selv og alt deres eget for alene at bygge paa Jesu Kristi Frelsermagt og Kærlighed; de ere ikke ydmyge nok til helt og fuldt at sige Ja til Ordet, som Herren taler til dem.

Om en Konge sagde til et Menneske: kom, jeg skal hjælpe dig af al din Nød! vilde det saa være Ydmyghed, om det Menneske vilde sige: nej, det er altfor stort, det tør jeg ikke tro; jeg vilde gærne tro det, men jeg kan ikke. Nej, enhver vil sige, at det var den rette Ydmyghed med Fryd og Taksigelse at stole paa et saadant Kongeord. Og vi Kristne have et saadant Kongeord, — nej ikke et saadant, ikke et Ord af en jordisk Konge, men af Kongernes Konge og Herrernes Herre, Jesus Kristus Guds enbaarne Søn, og ikke et Ord, som tilsiger os Hjælp af timelig Nød, men det tilsiger os en evig Frelse fra al Synd og fra Guds Vrede til at være visse paa Guds Naade og Fred og til at leve evig i Gud. Vi have et Ord, hvori vor Herre Jesus Kristus har tilbudt og givet os, Magten til at sige os løs fra Djævelen og alt det onde, som stammer fra ham, og til at tro paa, sætte vor Lid til, Gud Fader den almægtige, som har skabt Himmel og Jord og har skabt ogsaa os, ikke til at visne og dø, men til at leve evindelig; til at tro paa hans enbaarne Søn Jesus Kristus som vor Herre, der blev Menneske, led og døde og opstod for at frelse ogsaa os til at høre ham til, og som vil forsvare os, indtil han faar fuldført sit Frelsesværk med os, naar han kommer for at dømme levende og døde; og til at tro paa den Hellig-Aand, som i Kristi hellige Menighed giver os Samfund med de hellige om al hans Frelsergernings Frugt: Syndernes Forladelse, Kødets Opstandelse og det evige Liv. — Al denne Naade har Jesus Kristus givet os i sit Ord.

Saa lad os da ikke vise vor Herre og Konge, der er Sandheden selv, den Ringeagt at høre hans Ord med Tvivl og Betænkelighed, om han virkelig skulde mene, hvad det udsiger, og kunde give os, hvad han tilbyder; nej lad os vise ham den Ære, vi skylde ham, ved at tro, at han virkelig har givet os til vort Hjærtes Ejendom alt, hvad hans Ord udsiger, saa vi sige: se, jeg er din Tjener, Herre, mig ske efter dit Ord! Ja, lad os arbejde paa vort eget Hjærte og bede og kalde paa ham, som kan frelse os, at han dog vil bøje vort Hjærte og gøre det saa ydmygt, at vi virkelig tro ham paa hans Ord og i denne Tro tage vort Liv og vore Kræfter i hans Tjeneste, saa vi ikke vil leve os selv eller for at gøre os selv til Behag, men for at tækkes ham og tjene ham, hver paa sin Plads, den være lille eller stor, saa at vi engang kan faa at høre det livsalige Ord, det bedste af alle : Vel, du gode og tro Tjener, du har været tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gak ind til din Herres Glæde!

Amen.