Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Fristelse og Sigtelse. - Første Søndag i Fasten.

Luk. Evang. 22, 24-32.

Men der opkom ogsaa en Trætte iblandt Disciplene om, hvem af dem der gjaldt for at være størst. Og han sagde til dem: Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes Velgørere. Med eder derimod ikke saaledes; men den største iblandt eder vorde som den yngste, og Føreren som den, der tjener. Thi hvem er størst, den der sidder til Bords, eller den der tjener? er det ikke den, der sidder til Bords? Men jeg er midt iblandt eder som den, der tjener. Men det er eder, som have holdt ud hos mig i mine Fristelser; og jeg overdrager eder, ligesom Faderen har overdraget mig et Rige, at I skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige, og I skulle sidde paa Troner og dømme Israels tolv Stammer. — Simon, Simon, se Satan har udbedt sig eder til at sigte eder ligesom Hvede; men jeg har bedet for dig, at din Tro ikke skal svigte; og du, naar du engang har vendt om, da styrk dine Brødre.

Fortællingen i vort gamle Evangelium til denne Søndag om Jesu Fristelse i Ørken har givet Anledning til alskens Spot af de vantro og til mange Spørgsmaal blandt troende Kristne. Og den indeslutter — ligesom hele Guds Søns Liv i Kødet — Gaader, som vi aldrig her vil kunne fuldt opklare. Men der er især ét Spørgsmaal, som nødvendig trænger sig frem for Kristne, der tænke over, hvad de læse: hvorledes var det muligt, at Guds Søn virkelig kunde fristes? Vi kende alle godt af egen Erfaring, at vi selv kan fristes, lokkes til allehaande Synd. Og vi vil stedse finde, at den egentlig dragende Magt ligger hos os selv, i vort eget Hjærtes Lyst til det, vi lokkes til, alt som skrevet staar (Jak. 1, 14): »enhver fristes, idet han drages og lokkes af sin egen Lyste. Ikke at den udenfra kommende Lokkelse er betydningsløs; den kan mangfoldig fremkalde Lysten til Synd i os, derfor maa vi ogsaa undgaa saadanne lokkende Røster og værne dem, der ere betroede til vor Omsorg, derimod; men først naar saadanne Røster vække Begærligheden, Lysten i vort eget Hjærte og finde Genklang deri, blive de egentlig fristende for os. Vækkes Lysten ikke i os, regne vi det slet ikke for nogen Fristelse. Derfor kan man høre Folk sige: han vilde lokke mig til det eller det, men det fristede mig ikke, ti jeg havde selv ingen Lyst dertil.

Men hvorledes kunde saa Jesus Kristus fristes, han, som ikke alene var den syndfri Menneskesøn, men ogsaa sand Gud? Hvis Fristerens lokkende Røst havde fundet Genklang i hans Hjærte, saa Lysten til Djævelens Lokkelse var vaagnet derinde, saa var der jo ogsaa Synd i ham; men saa kunde han ikke være vor Frelser, ti en syndig Frelser er en Selvmodsigelse; kun den, der selv er uden Synd, kan være Frelser for andre. Og paa den anden Side, dersom Fristelsen ingen Genklang havde fundet hos Jesus selv, saa var den jo betydningsløs for ham, et tomt Skuespil, og det uden Tilskuere. Men det var umuligt, at Jesus kunde ville indlade sig paa et saadant betydningsløst Skuespil, selv om det kunde tænkes, at Fristeren, Løgnens Fader, vilde forsøge derpaa. Og fremdeles, naar Jesus Kristus var et sandt Menneske, der voksede fra Barn til Mand og gjorde Fremgang baade i Visdom og Væxt, saa var der ogsaa for ham et Maal at naa og et Valg at gøre, og saa maatte ogsaa Fristelsen have en virkelig Betydning for ham. Derfor staar der ogsaa skrevet, at efterdi han har lidt ved selv at blive fristet, kan han ogsaa hjælpe dem, som fristes (Hebr. 2, 18). Og det samme siger han ogsaa her i Evangeliet til Apostlene: »Det er eder, som have holdt ud hos mig under mine Fristelser«; ti dermed siger han, at ligesom de Fristelser, der mødte ham under hans jordiske Gerning, vare en virkelig Prøvelse for Apostlene, saaledes vare de det ogsaa for ham selv.

Men vil vi tale sandt og forsvarligt om Jesu Fristelse, maa vi ikke tænke os den ud af vort eget Hoved, men se paa den, som den er os beskreven. Og vi finde da, at Jesu Fristelse her i Ørken var af en hel anden Art end den, som Mennesker ellers kalde Fristelse. Det var ikke til Misundelse eller Vrede, ikke til Køds- eller Øjenlyst, at Djævelen fristede Jesus, men Fristelsen gik med ét Ord ud paa, at han skulde afkaste den Tjenerskikkelse og Fornedrelse, han frivillig havde taget sig paa for at frelse Mennesker, og iføre sig den Herlighed, som det for hans egen Person med Rette tilkom ham at fremtræde i; den gik ud paa at lokke ham til at bruge den Guddomsmagt, som han vedblev at eje ogsaa i sin dybeste Fornedrelse, men som han kun brugte til at frelse og oprejse det faldne Menneske, bruge den til sin egen Ære og til at frigøre sig fra den Fornedrelse og Lidelse, han frivillig havde taget sig paa, og som han maatte bære for vor Skyld, om vi skulde blive frelste. Dette gælder saavel denne hans første Fristelse som den, der mødte ham under hele hans Jordeliv, ikke alene da, naar det udtrykkelig siges, at hans Modstandere fristede ham ved at æske af ham et Tegn fra Himlen, der kunde godtgøre hans Guddomsmagt og Herlighed, men ogsaa i al den Modsigelse, der mødte ham blandt Mennesker, og som jo altsammen udsprang deraf, at de forargedes paa hans Tjenerskikkelse. Og denne Fristelse fulgte ham lige til det sidste, da de gik spottende forbi Korset og sagde: er han Kristus, da stige han ned af Korset, medens vi se derpaa, saa ville vi tro ham!

Altsaa Kristi Fristelse beroede paa den Modsætning, der var mellem hans indvortes Herlighed og hans udvortes Kaar, hans Fornedrelse her i Verden. Denne Fornedrelse var i sig selv aldeles stridende mod hans Herlighed som Guds Søn; og han kunde have frigjort sig fra den og fra Lidelsen, naarsomhelst han vilde, uden at han for sin egen Person havde tabt noget derved; ti det var slet ingen Nødvendighed for ham at blive Menneske og frelse os, men det var, fordi »det var ham svart at tænke paa, at Verden skulde undergaa, det skar ham i hans Hjærte« ; det var af frivillig Kærlighed og Forbarmelse over det faldne Menneske, at han fornedrede sig til at bære vor Synd og hengive sig selv for at kunne give os evigt Liv. Men for os havde det været et uendeligt Tab, om han havde afkastet sin Tjenerskikkelse, ti da havde vi maattet blive i vore Synder og i Døden evindelig.

Men skal vi i nogen Maade forstaa, hvorledes denne Jesu Fornedrelse, som han frivillig havde givet sig ind i, kunde vendes til en virkelig Fristelse for ham, saa vil vi snarest kunne se eller skimte dette ved at betragte den Fristelse, som hans Menighed har her paa Jorden, netop fordi den er hans Menighed, og som altsaa Guds Børn have for sig selv. Der er alt i den gamle Pagt Dage en Vismand, som har peget derpaa, naar han siger (Sirak 2, 1-5): »Mit Barn, naar du nærmer dig til at tjene Gud Herren, saa beskik din Sjæl til Fristelse. Skik dit Hjærte ret, og hold ud, og hast ikke bort, naar den føres dig paa. Ti Guld prøves i Ild, og Mennesker, som ere Gud velbehagelige, i Ydmygelsens Ovn«. Disse Ord have deres fulde Sandhed for os, som tro paa Jesus Kristus; der er Fristelser, som man slet ikke kan kende, førend man har givet sig hen til at tjene Herren og har fundet Naade hos Gud i Jesus Kristus. Et Guds Barn kan saavel som alle andre fristes til Vrede, Misundelse, Hovmodighed, Ukyskhed, Gerrighed og deslige, og saa længe vi leve i Kødet, kan vi drages og lokkes dertil af vor egen Lyst. Men et troende Menneske har desuden en Fristelse eller en Art af Fristelser, som Verden og de, der ikke tro, slet ikke kende, det er Fristelsen til at opgive Troen og Haabet, fordi vore Kaar, indvortes eller udvortes, synes at vidne imod, at vor Tro er Sandhed, hvad enten Tvivlen da nærmest gaar ud derpaa, om Jesus virkelig er en Frelser for Syndere, eller om han vil være en Frelser for os, — eller maaske begge Dele. Det er denne Fristelse, Jesus taler om i vort Evangelium: »Simon, Simon, Satan har udbedt sig eder for at sigte eder ligesom Hvede. Men jeg har bedet for dig, at din Tro ikke skal svigte«. Dette skete kort efter i samme Nat, da Jesus gav sig i Fjendevold, og da de alle forargedes paa ham og flyede. Ti da vilde Satan sigte dem, for at det Hvedekorn, Jesus Kristus ved sit Ord havde saaet i deres Hjærter, skulde falde tomt til Jorden, og de selv blive som Avner for Verdens Vinde. Og det er at mærke, hvad Jesus siger: Satan har udbedt sig eder. Vi skal ingenlunde sætte vor Kristendom i at drage Satan frem ved alle Lejligheder; men ligesaa lidt skal vi med den kloge Verden indbilde os selv eller andre, at Djævelen kun er et billedligt Udtryk for det onde og Synden i Verden; han, som er Fader til al Løgn og al Synd, er virkelig til, som baade Apostlene og Jesus Kristus selv klart nok vidne, og der er for os en Fristelse, som hverken kommer fra Verden eller vort Køds Begær, men fra den Onde selv. Det er denne Fristelse, som Paulus skriver om (Ef. 6, 12): »For os staar Kampen (d. e. de Kristnes egentlige Kamp, den, hvori vi skal prøves og lutres og bestaa) ikke mod Kød og Blod, men mod Magterne, mod Myndighederne, mod Verdensherskerne i dette Mørke, mod Ondskabens Aandevæsener i Himmelrummet. Det er ikke Verden, og ikke noget Menneske, der frister os til at slippe Troen, og det af den ligefremme Grund, at Verden kender ikke Troen og Troens Kraft, den betragter Troen kun som en løs Mening; derfor bryder den sig heller ikke om at friste os til at slippe Troen, den frister os kun til at skikke os lige med den selv. Men Verdensfyrsten ved saa meget bedre, hvilken Kraft der er i vor Tro, at den er den Sejer, som overvinder Verden og dens Fyrste; derfor tragter han fremfor alt efter at rive Troen og Ordet, som vi tro, ud af vort Hjærte. Og det er det underlige, ja det gruelige ved denne Fristelse, at der er slet intet lokkende ved den, intet der drager Kød og Blod og vækker vor Lyst, tværtimod vaander Hjærtet sig derunder, ja oprøres derved, og dog er den sværere end alt andet at modstaa; ja det fristende og overvældende ligger deri, at Mennesket ved med sig selv, at han heller end gærne vil tro, men synes, at han ikke kan det.

Det var denne svære Kamp, Apostlene blev førte ind i Skærtorsdag Nat. Dette se vi allerklarest paa Simon Peder i Ypperstepræstens Gaard, hvor han fornægtede og forsvor Jesus. Det var en gruelig Sigtelses og Fristelses Stund for ham, og det var aabenbart ikke Mennesker, der fristede ham til at fornægte; Tjenerne, som gav Anledning til hans Fornægtelse, vare kun Redskaber for den Onde selv. Og hvem vilde her sige eller tænke, at Peder fornægtede Jesus, fordi han havde Lyst dertil, fordi han droges dertil af sin egen Lyst? Nej, vi kan saa sikkert som noget sige, at der var intet han nødigere vilde, hans Hjærte har vaandet sig derved i den haardeste Kvide, og dog kunde han ikke staa imod, da han blev spurgt, fordi hans Tro var som et knækket Rør, han kunde ikke forlige sin Tro paa Jesus med den dybe Fornedrelse, han saa ham stedt i, da han stod bunden som en Misdæder for Ypperstepræsten og maatte taale de raa Svendes Slag og Haan. Ja, havde Jesus da sluppet Peder, da var det sket, som Satans Agt var, Peder havde helt sluppet Troens Hvedekorn og var selv bleven som en tom Avne. Men Jesus havde bedet for ham, at hans Tro ikke skulde svigte; derfor blev denne Sigtelse som en Ydmygelsens Ovn, hvori Peder blev lutret, Slaggerne i hans Hjærte udbrændte, al hans Selvtillid og hans store Tanker om egen Kraft og om alt det store, Jesus havde udrettet netop i ham. Og som det gik ham, saaledes gik det ogsaa de andre i den Ydmygelsens Ovn, de i Langfredags-kviden blev stedte i, da de alle hver paa sin Vis sagde med de to Disciple paa Emmaus-Vejen: »vi haabede, at han skulde forløse Israel —, men nu tør vi ikke haabe det mere! Derigennem blev ikke alene deres Tanker om egen Dygtighed slagne til Jorden, men ogsaa alle deres stolte Drømme om et Herlighedsrige paa Jorden, og de lærte at se, hvad den Herlighed er, som Jesus vil føre os til, at den bestaar i, at vi kan blive evig frelste, frigjorte fra vore Synder, fremfor alt fra vor Egenraadighed, Selviskhed og Selvretfærdighed, saa at Guds Vilje kan ske i os, som den sker i hans hellige Engle, ja at han helt kan leve i os.

Og alle, som tro paa Jesus Kristus, vil, om de leve længe nok dertil, tidligere eller senere blive førte ind i er saadan Ydmygelsens Ovn, for at vort Hjærte og vort Hjærtes Tro derigennem skal lutres som Guldet i Ild, »at den maa findes til Lov, Pris og Ære i Jesu Kristi Aabenbarelse. Hvorledes dette skal ske, skal vi stille i Guds Haand ; vi skal vel vogte os for selv at opsøge saadan Prøvelse; men naar den kommer, gælder det, at vi ikke for nogen Pris, eller nogen Gru, kaste Troen bort. Og ved saadanne Prøvelsens Tider tænker jeg ikke nærmest paa Sorgens og Modgangens Tider, naar Verden gaar os imod, skønt ogsaa dem kan Djævelen bruge til at friste os til at slippe Troen. Men jeg tænker nærmest paa saadanne Tider, da vi maa grue for, hvilken Magt det onde har, ikke blot i Verden, men ogsaa i Guds Menighed i Verden, ja ogsaa i vort eget Hjærte, saa Djævelen derved kan friste os til at tvivle om, at Jesus er Frelseren og kan overvinde Synden. Og jeg tænker paa saadanne Tider, da vi ved vor egen Synd fristes til at slippe Troen paa, at han vil frelse os, at hans Ord staar ved Magt for os. Da kan Djævelen komme og sigte os, tilhviske eller tilraabe os: der kan du se, at din Tro er kun Tant! Ja da søger, — ikke Verden, nej Djævelen selv, Løgnens Fader, at rive Jesu Kristi Naadens og Sandhedens Ord ud af vort Hjærte, at friste os til at slippe det ved at stille vore Synder, gamle og nye, vore mange Overtrædelser og utallige Forsømmelser frem for os, saa de rejse sig med Gru og true os og raabe: hvor kan du vente nogensinde at blive fri for os? for andre kan Jesus maaske være en Frelser, men ikke for dig! Ja, da komme vi ind i Ydmygelsens Ovn, da se vi, hvor afmægtige, urene og syndefulde vi ere, hvorledes alt, hvad vi selv have, duer slet intet.

Dersom vor Herre Jesus her overlod os til os selv, maatte vi gaa til Grunde. Men han er den gode, trofaste Hyrde, som ikke vil lade sine Faar rives af hans Haand. Den samme Jesus, som bad for Peder, at hans Tro ikke skulde svigte, bad ogsaa for alle dem, der ved Apostlenes Ord skulde komme til Troen paa ham, at de maatte blive frelste og bevarede fra det onde. Og saa sandt vi af et ærligt Hjærte have troet paa ham og ikke bortkaste hans Ord, om vi end slet ikke føle dets Kraft, skal vi dog ikke forsage i saadan Nød. Det er, som Luther har sagt, Troens store Kraft og Kunst, at den ikke tror det, som den dog ser og føler, men tror og fastholder det, den hverken ser eller føler. Og netop dette, at vi saaledes fristes til at slippe Troen, er et Vidnesbyrd om, at vi ikke ere af Verden, og at vi have Troen, skønt vi slet ikke føle den. Derfor skal vi vedblive at klynge os fast til vor Herres Jesu Ord, saa svag end vor Kraft er, og vedblive at se op til vor Herre og Frelser, vor Talsmand ved Faderens højre Haand, om vi dog, ligesom Peder, kunde møde hans Blik, ja bede og raabe til ham om Frelse. Der er en lille ydmyg Barnebøn, der begynder:

Bed, o Jesus, bed for mig,
bed mig ind i Himmerig!

Det er en god Bøn at bede i en saadan Fristelses Tid: bed for mig, Herre Jesus, bed mig ud af mine Synders Gru, ud af al min Tvivl og Rædsel og Vantro, bed mig ind i dit Himmerig, din troende Menighed her paa Jorden, som lever af dit Ord alene. Da skal der i Herrens velsignede Time oprinde en lys Paaskemorgen for os; den haarde Fristelsens Tid skal blive en Sigtelsens og Lutringens Tid for os, hvorigennem det selviske og egenraadige i os visner, men Jesus bliver den Herre, vi vil tjene og lyde alene. Og saaledes blive vi derved des mere skikkede til at være hans Tjenere, ved hvem han kan gøre sin Gerning, og til, at han kan fuldføre sin Frelsergerning i os, saa vi kan blive ham til Pris og Ære paa hans Herligheds Dag.

Amen.