Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Vi vandre op til Jerusalem. - Fastelavns Søndag.

Luk. Evang. 18, 31-43.

Men Jesus tog de tolv til sig og sagde til dem: se, vi drage op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved Profeterne, skal fuldbyrdes paa Menneskesønnen. Ti han skal overgives til Hedningerne og spottes og mishandles og spyttes paa, og de skulle hudstryge og ihjelslaa ham; og paa den tredje Dag skal han opstaa. Men de fattede intet af dette, og dette Ord var skjult for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede; og da han hørte en Skare gaa forbi, spurgte han, hvad dette var. Og de fortalte ham, at det var Jesus af Nasaret, som kom forbi. Og han raabte og sagde: Jesus, Davids Søn, forbarm dig over mig! Og de, som gik foran, truede ham, at han skulde tie; men han raabte meget stærkere: du Davids Søn, forbarm dig over mig! Da stod Jesus stille og bød, at han skulde føres til ham; og da han var kommen nær, spurgte han ham: hvad vil du, at jeg skal gøre for dig? Men han sagde: Herre, at jeg maa faa mit Syn. Og Jesus sagde til ham: se op, din Tro har frelst dig. Og paa Stedet fik han sit Syn, og han fulgte ham prisende Gud. Og alt Folket lovpriste Gud, da de saa det.

Dette er det Evangelium, som i gamle Dage oplæstes i Menigheden paa denne Søndag; og de Ord, hvormed det begynder: »Se, vi drage op til Jerusalem, og alt, hvad der er skrevet ved Profeterne, skal fuldbyrdes paa Menneskesønnen; ti han skal overgives til Hedningerne og spottes, mishandles og ihjelslaas; og paa tredje Dag skal han opstaa,» — disse Ord ere dermed satte som en Slags Indskrift paa hele det Afsnit af Kirkeaaret, som vi kalde Fastetiden, der skulde tjene Menigheden til Beredelse til en velsignet Paaskefest, ligesom de jo, da de først blev talte, skulde tjene Kristi første Disciple og Menighed til Beredelse til den Paaske, hvor han hengav sig selv som det rette Paaskelam. Og hvad Jesus deri udtaler, var Grundtonen i al hans Tale til dem paa denne Vandring op til Jerusalem. De Ord, hvormed vort Evangelium begynder, dem talte han, kort førend han kom til Jeriko, altsaa kun nogle faa Mile fra det Jerusalem, som var denne Vandrings Maal. Men det var ikke første Gang, Jesus havde sagt dem dette. Han havde i Virkeligheden peget fremad til denne sin Lidelse og varslet om den lige fra Begyndelsen af sit Læreembede. Allerede den første Gang han efter sin Daab var i Jerusalem, da Jøderne spurgte ham, hvad Tegn han vilde vise dem paa, at han havde Ret til at uddrive Kræmmerne af Templet, varslede han derom, idet han svarede: »nedbryder dette Tempel, saa vil jeg opbygge det i tre Dage!» (Joh 2.19) Men dette var endnu en billedlig Tale og en Gaade baade for Jøderne og for Jesu Disciple. Og det samme gjorde han atter, da han sagde til Nikodemos: "ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørken, saaledes maa Menneskesønnen ophøjes«, (Joh 3.14) og da han sagde, at det eneste Tegn, der skulde gives den utro og onde Slægt, var Profeten Jonas' Tegn (Matt 12.39). Men første Gang han uden Billede havde forudsagt sin Lidelse, det var dengang han stod i Begreb med at tiltræde denne sin sidste Rejse til Jerusalem, da han med sine Disciple var oppe i den nordligste Del af Galilæa, efter at Peder havde udtalt sin Bekendelse: du er Kristus, den levende Guds Søn. Da skrive alle Evangelisterne, at fra den Tid af begyndte Jesus at vise og undervise sine Disciple om, at han maatte drage op til Jerusalem for at lide, overgives til Hedningerne og dø, og derefter opstaa. Og Markus tilføjer udtrykkelig, at han talte dette rent ud, altsaa ikke i Billeder, saaledes som han hidtil havde gjort. Men den Undervisning, som han da begyndte, den vedblev han atter og atter at gentage under hele sin videre Vandring til Jerusalem, og han kunde først afslutte den efter sin Opstandelse, da han viste, først de to Disciple paa Vejen til Emmaus, siden alle Apostlene, at Kristus maatte lide for at indgaa til sin Frelserherlighed. Ti først da vare hans Disciple i Stand til at forstaa det. Derimod se vi, at uagtet Jesus vistnok ikke ligefrem havde forudsagt, at naar han nu denne Gang kom til Jerusalem, skulde det Guds Rige, Himmeriget, som han stedse havde peget paa og vidnet om, stiftes; saa havde Disciplene dog en bestemt Følelse af, at nu nu var Afgørelsens Tid for Haanden, nu var deres Længsels Maal snart naaet; og hver Gang Jesus derfor paa denne Vandring paany aabenbarede sin Herlighed i Gerning eller Ord, saa de deri en Stadfæstelse paa, at nu skulde dette Guds Rige strags eller i den allernærmeste Fremtid aabenbares ; de fattede ikke, at ét er, at Guds Rige stiftes og aabnes for Mennesker paa Jorden, et andet, at det aabenbares i sin Herlighed; de kunde ikke tænke sig, at ogsaa Guds Rige paa Jorden, ligesaa vel som dette Riges Konge, maa have sin Fornedrelses-Stand, inden det kan indtræde i sin Herligheds-Stand, som vi endnu forvente. Men derfor finde vi ogsaa, at hver Gang Disciplenes Haab om Herligheds-Rigets snarlige Aabenbarelse saaledes var blevet oplivet ved en ny Aabenbarelse af Jesu Guddomsmagt, saa forudsagde han dem paany sin Lidelse og Død, og at han skulde blive forskudt af Mennesker. Og om alle disse Forudsigelser gælder dog det samme, som Lukas her skriver om den sidste, at Disciplene fattede intet deraf; dette Ord var skjult for dem, og de forstod ikke, hvad der blev sagt derom. Derfor glemte de det, saa snart det var blevet sagt, uagtet Jesus stadig vedblev at gentage det.

Ja de glemte det, vistnok ikke saaledes, at de ligefrem ikke kunde huske disse Ord, men de bevarede dem ikke i deres Hjærter, og kun det, vi bevare i vort Hjærte, faar Betydning for vort Liv. Eller, som Evangelisten skriver: det var skjult for dem, og de fattede og forstod ikke det Ord om Jesu Lidelse. Ikke saaledes, at de jo godt vidste, hvad det var at mishandles og bespyttes og ihjelslaas; men de kunde ikke fatte, at noget sligt kunde passe paa den forjættede Messias, de kunde slet ikke forene en saadan Lidelse og Fornedrelse med de Tanker, som de selv havde gjort sig om ham og hans Rige; derfor forstod de det ikke. De havde vel paa en Maade disse Ord i deres Hukommelse; men Hukommelsen er en besynderlig Evne, den staar ligesom udenfor det personlige Hjærte- og Aandsliv; om vi end have noget i Hukommelsen, kan det være saare langt fra at have nogen Betydning for vort Liv; saadan Betydning faar kun, hvad vi optage og bevare i vort Hjærte; men det manglede Disciplene ved alle Jesu Forudsigelser om hans Lidelse og Opstandelse, at de ikke optog dem i deres Hjærter; Pladsen der var optaget af deres egne Tanker om Herligheds-Riget. Men derfor, da det saa skete, som Jesus havde forudsagt, at han blev given i sine Fjenders Vold til Lidelse og Død, da vare alle hans Forudsigelser ligesom blæste bort af Disciplenes Tanke, ja ikke alene Forudsigelserne om hans Lidelse, men ogsaa om hans Opstandelse. Men derfor blev ogsaa deres Sjælenød, deres Forsagthed og Haabløshed i Langfredagskviden langt tungere, end den ellers vilde være bleven, og Satan selv kunde »sigte dem som Hvede (Luk 22.31). Og der er noget saare ydmygende i at se, at medens Disciplene havde glemt alt dette, saa huskede derimod Jesu Fjender det, saa Ypperstepræsterne gik til Pilatus og sagde (Matt 27.63): vi komme i Hu, at denne Bedrager har sagt, medens han endnu levede, at han tre Dage efter vil staa op, hvorfor de saa bad Pilatus at lade sætte Vagt ved Graven indtil den tredje Dag.

Var det nu ikke underligt, at disse Disciple kunde være saa tungnemme til at fatte, hvad Jesus talte om sin Lidelse? Jo vistnok er det underligt i den Forstand, at vi maa undres over, at Mennesker, som ere skabte i Guds Billede, og Mennesker, som havde hørt og lært saa meget af Jesus, i den Grad kunde fattes Sans for Guds Frelsesraad. Men vi kan ikke undres over dette som over noget os fremmed, som noget der blot gjaldt de første Disciple, mens vi vare komne helt ud over denne Tungnemhed. Nej vi kan stadig møde, ogsaa hos os selv, den samme Mangel paa Forstaaelse af Lidelsen og dens nøje, ja uadskillelige Sammenhæng med Herligheden, — jeg mener ikke Guds Herlighed, men baade med vor Herres Jesu Kristi Herlighed som det faldne Menneskes Frelser, og med den Herlighed, vi af hans Naade som frelste skal dele med ham, naar engang Frelsesværket er fuldført i os.

Der er ingen Kristen, der kan eller vil nægte, at vor Herre Jesus led og døde paa Korset og derefter opstod fra de døde. Men derfra, at vi vide dette, ja ogsaa, at vi tro, at det er sandt, er der et stort Skridt, et Kæmpeskridt til, at vort Hjærte virkelig ejer det og holder det fast. Jeg taler her slet ikke om dem, der ligefrem sige og lære, at Jesu Lidelse og Død kun var et Ydmyghedens og Selvopofrelsens Eksempel, som han har givet Mennesker, og at hvad det egentlig kommer an paa, er kun hans Lære, hans dybe Tale om de guddommelige Ting, hans ophøjede, rene Sædelære og deslige. Men endog saadanne Kristne, som virkelig mene og tro, at Jesus har lidt og er død for vore Synder og er opstanden til vor Retfærdiggørelse, og som vide dette ligesaa godt, som de første Disciple vidste, at Jesus saa mange Gange havde forudsagt dem sin Lidelse, Død og Opstandelse, — endog blandt saadanne Kristne er der mange, for hvem denne Viden endnu er langt fra at være bleven deres Hjærtes Ejendom ; de have den kun i deres Hukommelse, men ikke i deres Hjærtes Tro, saa de virkelig forlade sig paa hans Lidelse, Død og Opstandelse som det Frelsesværk, hvorved han har vundet sig selv sit Frelsernavn, og til os det, at vi kan blive frelste, evig frigjorte fra alle vore Synder. Naar man kommer til deres Hjærtes Mening, vil man finde, at den i Virkeligheden er, at Hovedsagen dog er Jesu Lære, det vil sige, at vi ved ham kan faa øjet op for Guds Riges Hemmeligheder og af ham kan lære at føre vort Levned rettelig, leve i Sandhed og Kærlighed blandt Mennesker.

Vi skal nu vel vogte os for at tale om et saadant kristeligt Levned, som var det en ringe Ting og noget, vi ikke behøvede at beflitte os paa. Men ligesaa meget ,skal vi vogte os for at sige eller mene, at dette er nok for os til Frelse, eller at det var alt, hvad Jesus havde gjort for os, at vejlede og anvise os til et saadant Levned. Nej det var at berøve vor Herre Jesus hans Frelsernavn, det Navn, hvori alle Knæ skal bøje sig, og som han netop vandt, ja alene vandt, ved sin Lidelse og Død og Opstandelse. Ti dette er Kærnepunktet i hele Jesu Frelserliv paa Jord, det er Slutstenen og Toppunktet, hvortil hele hans Liv pegede hen, at han led Pine, Kors og Død for vore Synders Skyld og derved gav sig til en Genløsningsbetaling for vore Synder; og da han havde fuldbragt hele denne Lidelse i vort Sted, da opstod han fra de døde som Syndens og Dødens Overvinder. Og dette, at han saaledes bar vore Synder, lydig til Korsets Død, det gjorde han ikke tvungen, denne Lidelse kom ikke over ham mod eller uden hans Vilje, nej det var af sin frie, uforskyldte Medynk og Kærlighed til os Syndere, han gav sig hen dertil. Ja han ofrede sig selv, vi kunde vel sige, han opgav og glemte sig selv og sin Guddomsherlighed over vor Nød ; han er den gode Hyrde, som satte sit Liv og sig selv til for Faarene ; ingen tog det fra ham, men han satte det til af sig selv, af Kærlighed til os, til sine vildfarne Faar. Men derfor kan han ogsaa nu, da han er opstanden, ved sin Hellig-Aand udgyde eller indgyde denne sin Kærlighed i vore Hjærter, som det sker, naar vore Hjærter tro paa ham, der saaledes gennem Lidelse for vor Skyld gik ind til sin Herlighed. Og først naar dette sker, og i samme Maal som denne hans Kærlighed kommer ind i os, kan vi faa Magt til at glemme os selv og vort eget, saa vi kan leve et kristeligt Levned i Sandhed og i Kærlighed, saa det sker, hvad Apostelen skriver (1 Joh 4.17), at ligesom han var, ere og vi i denne Verden.

Ja disse Ord: se, vi vandre op til Jerusalem, og alt, hvad der er skrevet ved Profeterne, skal fuldbyrdes paa Menneskesønnen; han skal mishandles og ihjelslaas, og paa den tredje Dag skal han opstaa, — disse Ord, som Jesus stadig gentog til sine Disciple, medens de var paa Vejen derop, og som saa klarlig vise, at det var frivillig han gik i Døden for os, og at det var til vor Frelse, han gjorde det, de maa ogsaa være ligesom Grundtonen i vor Sjæl, hvis vi skal kunne holde ret Paaske med Kristi Menighed, baade Lidelsens og Opstandelsens Paaske. Men vi kan ogsaa sige, at de i en noget anden Forstand maa være Grundtonen i hele vort Jordeliv, om vi skal kunne ende det med i Jesu Navn at befale vor Sjæl i Gud Faders Haand og naa til en sejerrig Opstandelse.

Vi ere alle, saa mange som tro paa Jesus Kristus, kaldede til at vandre fremad og opad til det ny Jerusalem, hvor Døden ikke er mere, ej heller Sorg eller Skrig eller Pine. Men det bliver aldrig anderledes, end at Vejen dertil gaar gennem Kamp og Strid og Lidelse. Derfor læse vi ogsaa, at da Jesus første Gang rent ud havde forudsagt sine Disciple sin Lidelse og Død og Opstandelse, da føjede han strags til (Matt 16.24): »vil nogen komme efter mig, d. e. følge mig, saa han kommer, hvor jeg er, skal han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig. Hvo som vil frelse sit Selv, skal miste det, men hvo som mister sit Selv for min Skyld, skal vinde det. Derfor vidnede han saa mange Gange for sine Disciple, at de maatte være beredte paa Trængsel baade indvortes og udvortes. Og derfor lyder det atter og atter fra hans Apostle, at vi maa gennem mange Trængsler indgaa i Guds Rige, og at kun naar vi lide med Kristus, skal vi herliggøres med ham, og kun naar vi vil smage hans Lidelsers Samfund, kan vi smage hans Opstandelses Kraft.

Det vide I alle, saa sandt I ellers kende noget til Herrens og hans Apostles Vidnesbyrd i den hellige Skrift. Men jeg er ogsaa vis paa, at I alle kende af egen Erfaring, at ét er at vide dette udenad, ja at kunne huske alle disse Forudsigelser paa sine Fingre, og noget helt andet er, at vort Hjærte virkelig ejer dem og ved og er vis paa, at saaledes maa det være. Derfor gaar det som oftest saaledes, at naar saa Trængselen kommer, med Kamp mod Frygt og Tvivl og Sorg indvortes og med Nød og Modgang og Menneskers Fjendskab udvortes, saa gaar det os som de første Disciple i Langfredagskviden, saa ere alle disse Ord, som vi dog vidste udenad, ligesom blæste bort af vort Hjærte. Jesu Kristi Fjender kan maaske huske dem og spottende sige: det er jo ikke andet, end hvad eders Mester har sagt eder og ladet eder sige! Men hans Venner glemme dem. Og denne Glemsomhed gør Trængselen langt tungere for os, end den ellers vilde have været.

Og det er ikke noget nyt, at Kristne ere saaledes glemsomme med Hensyn til deres egne Trængsler; det kan vi læse et Vidnesbyrd om i Peders første Brev, hvor han skriver til Menigheden (1 Ped 4.12f): »I elskede, undrer eder ikke over den Lue-Ild iblandt eder, som times eder til Prøvelse, som hændtes der eder noget sælsomt; men, tilføjer han, glæder eder i samme Maal, som I tage Del i Kristi Lidelser, for at I ogsaa maa glæde eder med Jubel i hans Herligheds Aabenbarelse•. Altsaa de vare ogsaa dengang tilbøjelige til at betragte Lidelsen som noget, de aldrig kunde vente sig. Men det bliver aldrig anderledes for Kristne her paa Jorden, end at vort Liv her bliver ikke at hvile Troens søde Hvile, men at stride, og hvor der er Strid, er der Fjender og Smerte; det bliver aldrig anderledes, end at vi maa gennem Trængsler indgaa i Guds Rige. Hvorfor? Fordi vi ere Syn- dere, og fordi der derfor er noget i os, indeni vort eget Selv og vort eget Hjærte, som maa dø, for at vi skal kunne leve som frelste og saaledes dele Kristi Herlighed. Men derfor begynder ogsaa al den Lidelse, vi maa lide for at kunne naa til at herliggøres med Kristus, med dette at fornægte sig selv. »Vil nogen komme efter mig, saa skal han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig., saaledes taler Herren Jesus Kristus, som selv er Vejen og Sandheden og Livet; ti uden at fornægte os selv kan vi slet ikke vandre i ham. Ja, vi maa fornægte os selv, saa ikke vort eget Jeg, vor selvraadige Vilje, er os det første, saa vi ikke spørge: hvad tjener mig selv bedst, hvad passer bedst„, med min Magelighed, mine Luner, min Ære, min Magt og deslige? men: hvad vil min Herre og Frelser, og hvormed kan jeg bedst tjene ham? Og saaledes at sige Nej til sig selv er altid en Lidelse for Kød og Blod. Dermed, med at fornægte sig selv, maa det bevidste kristne Levned begynde, dermed begynder al virkelig Efterfølgelse af Jesus Kristus, ti Syndens dybeste Rod er netop at sætte sig selv som det første og højeste. Men dermed maa det ogsaa vedblive, ja vi kan i visse Maader sige, at Kristenlivets Vækst og Fremgang bestaar netop deri, at vi lære at fornægte os selv stedse dybere; ti i samme Maal som Jesus Kristus vinder mere Skikkelse i os og faar større Herredømme i vort Hjærte, maa det selviske i os mere og mere forsvinde.

Og netop for at hjælpe os til saaledes stedse dybere at fornægte os selv, derfor sender vor Gud og Herre os ogsaa udvortes Lidelser, Prøvelser og Trængsler, for at vi derunder skal lære at gennemføre vor Selvfornægtelse, bøje os i Lydighed under Guds Vilje og modtage, hvad han tilskikker os, fordi Han vil det. og vi vil som han. Det er svært for Kød og Blod at bære saadan Trængsel; ti »trange Tider langsomt skrider«, og det er svært at gøre den Erfaring, som man Kristne have gjort, at som Dagene længes, saa Vinteren strænges; alt som Lyset faar større Magt i vort Hjærte, blive Prøverne haardere og Kampen sværere. Men dog, dersom vi tage disse Prøvelser og Kampen som sendte os fra Gud for Jesu Skyld, skal vi gøre den frydefulde Erfaring. at Trængselen virker Udholdenhed, og Udholdenheden Haab ; og Haabet beskæmmer ikke, fordi Guds Kærlighed er udøst i vore Hjærter ved den Hellig-Aand, som blev given os (Rom 5.3,4). Ja, derved bliver Jesus Kristus og Guds Kærlighed i ham stedse mere umistelig for os, saa vi af al vort Hjærtes Magt holde fast ved ham; og derved blive vi skikkede til at vandre fremad, hjemad og opad til det ny Jerusalem, hvor Kampen er endt, og Freden og Sejren varer evindelig.

Amen.