Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Guds Rige og dets Vækst. - Søndag Sexagesima

Mark. Evang. 4, 26-32.

Og Jesus sagde: med Guds Rige har det sig saaledes, som naar en Mand lægger Sæden i Jorden, og saa sover han og staar op Nat og Dag, og Sæden skyder op og bliver høj, han ved ikke selv, hvorledes. Jorden bærer Frugt af sig selv, først Blade, derefter Aks, derefter fuld Kærne i Akset. Men naar Frugten er tjenlig, sender han strags Seglen ud, fordi Høsten er forhaanden. Og han sagde : hvad skulle vi ligne Guds Rige ved, eller i hvilken Lignelse skulle vi fremstille det? Det er som et Sennepskorn; ti naar dette bliver saaet i Jorden, er det mindre end alle Sædearterne paa Jorden ; og naar det bliver saaet, skyder det i Vejret og bliver større end alle Urterne og skyder store Grene, saa at Himlens Fugle kunne bo under dets Skygge.

Det er Guds Rige, Jesus taler om i begge disse Lignelser, ikke Guds Rige i sin Herlighed, naar Striden er endt, og Sejren er vunden, og hvor Gud er alt i alle; men i disse, som i alle sine andre Lignelser om Guds Rige eller Himmeriges Rige taler Jesus om Guds-Riget i sin Begyndelse og Udvikling her paa Jorden, det Guds Rige, som han var kommen for at oprette her paa Jorden og frelse Mennesker ind i, Jesu Kristi Menighed. Og disse to Lignelser have det tilfælles med Lignelsen i vort gamle Evangelium til denne Dag, om de fire Slags Sædejord, saavel som, med Lignelsen om Ugræsset blandt Hveden, at Guds Rige her oplyses ved Sæden, som lægges i Jorden og vokser frem til sin Modenhed. Ligesom Sæden begynder med det lille uanselige Sædekorn, som dog indeslutter denne vidunderlige Kraft, Livskraften i Spiren, som intet Menneske kan se, end sige frembringe, og hvis egentlige Væsen intet Menneske har kunnet udgrunde, men som dog er i Stand til at bruge alt, hvad der omgiver den, Mulden, Lyset og Luften, Væden og Varmen, ja baade Sommerens Varme og Vinterens Kulde, som Midler til at drive Planten frem til Modenhed. — saaledes begynder ogsaa Guds Rige paa Jorden med en lille og i Menneskeøjne uanselig Begyndelse, i hvilken dog er denne vidunderlige Guddomskraft, at det kan vokse frem til at omfatte en frelst Menneskeslægt.

Dette stilles os især for Øje i Lignelsen om Sennepskornet, som er mindre end alle Sædarterne, men naar det lægges i Jorden, vokser det op til et Træ saa stort, at Himlens Fugle kan søge Ly under dets Grene. Hvad Jesus dermed vil vise sin Menighed, kan vi se i Menighedens Historie, men først og fremmest i Jesu eget Jordeliv. Det lille Sennepskorn, som paa Grund af sin Livskraft indeslutter hele Træet i sig, er Jesus Kristus selv. Han var ringe og uanselig i Menneskers Øjne ; de kaldte ham Tømmermandens Søn, og naar det kom højt: Profeten fra Nasaret; men dog havde han i sig en Kraft, som ingen Stormand paa Jord, Guds evige Liv i sin Fylde, saa han kunde sige om sig selv (Joh 5.26): »ligesom Faderen har Livet i sig selv, saaledes har han ogsaa givet Sønnen at have Livet i sig selv«. Ja, i ham var Livet, som er Menneskenes evige Lys ; og derfor var ogsaa Guds Rige til Stede paa Jorden i ham, ikke som et saadant Magtens Rige, at det skulde knuse alle Modstandere og tilintetgøre de genstridige, men som et Naadens Rige med den vidunderlige Magt til at frelse Syndere fra deres egen Synd, frigøre dem fra at ville følge deres egen Lyst til at ville, hvad Gud vil. Og hver den, som modtog ham ved at modtage og tro hans Ord, modtog i dette Ord Guds Rige og kom derind. Og dengang han saa led og døde og opstod. da blev han som det himmelske Sennepskorn lagt i Jorden, — jeg mener ikke i den udvortes Forstand, at hans Legeme blev lagt i Jorden, da han blev begravet; men han nedlagde sig i aandelig Forstand i den faldne Menneslægts Jordbund, alt som han selv havde sagt om sig (Joh 12.24): »dersom ikke Hvedekornet falder i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen Frugt«. Den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus er det Sædekorn og Sennepskorn, hvoraf hele Guds Rige paa Jorden, hele hans Menighed, er vokset frem; det brød frem for Dagens Lys paa Pinsedagen, og det har vokset hidindtil og skal vedblive at vokse, indtil det kan skygge over hele Jorden fra Hav til Hav og fra Floden til Jordens Ende.

Og som det er med Guds Rige i det hele og store, saaledes har det sig ogsaa med Guds Rige i hvert enkelt Menneskes Hjærte. Jesus Kristus er selv det Menneske, som nedlægger Sennepskornet i sin Urtegaard; det er ham, der saar den gode Sæd i Menneske-Hjærterne. Vistnok udbreder han sit Rige ved Mennesker; han har selv givet sin Menighed den Befaling, ikke alene at vidne om ham ud indtil Jorderigs Ende, men ogsaa at gøre alle Folkefærd til hans Disciple ved at døbe dem til Faderens, Sønnens og den Hellig-Aands Navn. Og dermed har han givet sin Menighed og sine Tjenere Magten til at lukke op for Guds Rige her paa Jorden saaledes, at der med det samme lukkes op i Himlen. Men alligevel mægter intet Menneske af sig selv at lukke op for Guds Rige eller at indplante Guds Rige i noget Menneske; Jesu Kristi Menighed og Tjenere kan kun gøre dette, fordi han efter sin Forjættelse er med sin Menighed alle Dage. Ligesom det var ham selv, der nedlagde sig som det livskraftige Sennepskorn i Menneskeslægtens Urtegaard, da han døde og opstod, saaledes er det ogsaa ham selv, der ved sine Tjenere aabner sit Rige for Mennesker og indplanter sig selv som det himmelske Sennepskorn i vore Hjærter, idet han døber os til sin Død og Opstandelse og indplanter Livets Ord i os, det Ord, som han ved sin Død og Opstandelse har vundet sig Magt til at tale til Syndere, for at de skal frelses og leve. Og naar vi bevare dette Ord i troende Hjærter, saa vil det vokse op til et Træ, der kan skygge over hele vort Levned og alt, hvad der rører sig i vort Hjærte, vore Tanker, Følelser og Beslutninger, saa vi leve under Jesu Kristi Vingers Skygge, og det sker, eller begynder at ske, hvad Apostelen formaner Menigheden til (Kol 3.17): »Alt, hvad I gøre i Ord eller i Gerning, gører det alt i Herrens Jesu Navn, idet I takke Gud Fader ved ham."

Ja i disse to Lignelser, om Sæden, der lægges i Jorden og vokser, og om Sennepskornet, siger Jesus det samme, som han med andre Ord sagde til Nikodemos: »uden en bliver født paany af Vand og Aand, kan han ikke komme ind i Guds Rige«. Det vil altid for den menneskelige Forstand være en Gaade, at et Menneske virkelig kan fødes paany ved at blive døbt, og at det evige Livs guddommelige Spire derved i Sandhed indplantes i ham. Det lyder langt rimeligere, om man siger, at Daaben i det højeste er en Beredelse til den nye Fødsel, og at denne først sker da, naar Mennesket vækkes op til bevidst Tro ved et levende og beaandet Vidnesbyrd eller lignende. Derfor er der ogsaa mange, der sige, at den nye Fødsel, Genfødelsen, først sker, naar Mennesket vaagner til personlig Bevidsthed om at eje Guds Naade, og til det personlig bevidste Valg og Beslutningen om at høre ham til i Tro og Bekendelse. Og vist nok, det er Guds Bestemmelse, at vi skal naa til denne personlige Bevidsthed om, at vi ere Kristne og vil tilhøre og tjene Jesus Kristus. Men dog er dette, at Mennesket først bliver genfødt, naar det bliver sig kristelig bevidst, en ligesaa urimelig Tale, som om nogen vilde sige, at et Menneske først blev født til Verden den Dag, da det blev sig selv personlig bevidst. Saaledes have Mennesker ogsaa sagt; og saaledes regnede den berømte tyske Filosof Fichte i dette Aarhundredes Begyndelse sin førstefødte Søns Fødselsdag fra den Dag, han sagde Jeg til sig selv. Og dette var følgerigtigt nok, naar Menneskelivet kun bestod i den bevidste Tanke og Vilje. Men jeg er vis paa, at ialfald enhver Moder, som har oplevet den Lykke at kunne glemme sin Fødselssmerte af Glæde over, at hun har født et Menneske til Verden, vil baade føle og forstaa, at dette, trods alt Skin af Visdom, er en baade uforstandig og umenneskelig Tale.

Og lad os blive her ved Jesu Lignelse om det Menneske, der lagde et Sennepskorn i sin Have. Hvem kunde vel, den Dag dette var sket, se nogen Forskel paa det Urtebed, det var nedlagt i? Det saa ud aldeles ligesom tilforn, ligesaa sort og bart; og man vilde sikkert have vanskeligt ved igen at finde Sennepskornet i Jorden, selv om man ledte nøje efter det. Men dog var der sket denne mærkelige Forandring med Jorden, dette nye, at nu fandtes der i den en levende Spire, en Livskraft, som Jorden aldrig af sig selv kunde have frembragt, og hvoraf der kunde fremvokse et Træ til Ly for Himlens Fugle. Eller lad os tænke os den Dag, da Jesus Kristus havde nedlagt sig som Sennepskornet i Menneskeslægtens Jordbund. Hvem kunde paa hin Paaskedag se nogen Forskel paa Menneskene? De gik den selv samme travle eller skæve Gang som tilforn, ret som om slet intet var forefaldet; og dog var der sket det store Under, hvoraf Liv og Uforkrænkelighed spirer frem for det faldne Menneske, Synd og Død var overvunden, og i den lille Discipelkreds's Hjærter var der nedlagt en Livets Spire, hvoraf hele Jesu Kristi Menighed kunde vokse frem, og hvoraf den vokser endnu den Dag i Dag, indadtil og udadtil.

Men saaledes har det sig ogsaa med Guds Riges Begyndelse i det enkelte Menneskes Hjærte, ogsaa i vort Hjærte, saa sandt vi ere døbte og tro. Hvad enten det er et spædt Barn eller en fuldvoksen Mand, der bliver døbt, kan intet Menneskeøje se Forskel paa ham før og efter, og han selv kan ligesaa lidt se det. Ti ligesom Gud selv er usynlig, saaledes ogsaa Livet, som han indplanter i os, det er skjult med Kristus i Gud. (Kol 3.3) Men dog sker der den store, himmelvide Forskel med den, der bliver døbt efter Jesu Kristi Befaling, at der indplantes i ham et guddommeligt Sædekorn, et Livets Ord, som er i Stand til at vokse op til at skygge over hele hans menneskelige Liv, saa det bliver et kristent Menneskeliv, d. e. leves i Jesus Kristus, saa sandt han bevarer Ordet i et smukt og godt Hjærte og bruger de Naadens Midler, som Jesus har givet sin Menighed i Vidnesbyrdet om ham, i Bønnen og i den hellige Nadver. Da vil der ogsaa oprinde for ham den lykkelige Stund, da han vaagner til personlig Bevidsthed om al den Rigdom, han ejer i Jesu Kristi Naade, at han virkelig tilhører Jesus Kristus og i ham har Syndernes Forladelse og evigt Liv, — at ligne ved en lys og frydefuld Foraarsdag, naar den skjulte Spire i Sædekornet og Sennepskornet bryder frem, idet Solen med Lys og Varme gennemvirker Mulden, som det er nedlagt i; en Dag, da han vil opleve en Gentagelse af den Pinsedag, den første Menighed oplevede i Jerusalem, da Jesu Kristi Ord og hans Liv i deres Hjærter ved den Hellig-Aands Kraft og Naade brød frem i Bekendelse og Forkyndelse til Kristi Ære.

Men derfor gælder det om, at vi bevare Ordet og, som Jesus siger i denne Søndags gamle Evangelium, bevare det i et smukt og godt Hjærte. Mærk vel, han siger ikke: et rent Hjærte; og Gud ske Lov, at det ikke er saa, ti da kunde ingen af os bevare Ordet og blive frelst; ti vi maa kun altfor ofte erfare, at det gælder ogsaa om vort Hjærte, at indvortes fra Menneskets Hjærte udgaar onde Tanker, hvilket stadig maa erindre os om, at vort Hjærte ikke er rent, og at vi, saa længe vi leve i Kødet, ere Syndere, der trænge til at renses og frelses. Nej, Jesus siger: »et smukt og godt Hjærte«. Og det gode Hjærte er, ligesom den »gode« Jord for Sæden, et saadant Hjærte, hvor Guds Naades Ord finder et godt Sted, et Hjærte, som er villigt til at modtage og tro Ordet, og derfor ogsaa skikket til, at Ordet kan rodfæstes deri. Men det smukke Hjærte er et saadant, som Gud, han der kender Hjærterne og ser paa Hjærtet, kan se paa med Velbehag. Man kunde vel sige : hvorledes er dette muligt, at den nidkære, hellige, retfærdige Gud med Velbehag kan se paa et syndigt Menneskehjærte ? Ja dette er visselig et Under, et Kærlighedens Under ; men det er et Under, som hele Guds enbaarne Søns Jordeliv aabenbarede og uafladelig stadfæstede, og som de, der vilde lade sig frelse fra deres Synder, kunde se. Derfor holdt Toldere og Syndere sig nær til Jesus og hørte ham, visselig ikke, fordi de vare tilfredse med sig selv, nej, de have sikkerlig aldrig dybere følt deres aandelige Elendighed og Nød, end naar de stod Ansigt til Ansigt med ham; men de følte, at medens Farisæerne og næsten alle andre saa paa dem med Ringeagt, saa betragtede Jesus dem med Medfølelse, ja med Velvilje og Velbehag, fordi han i deres Bryst saa et Hjærte, der vilde lade sig frelse fra sin Synd, et smukt Hjærte.

Og det er et saadant smukt Hjærte, vi se hos Røveren paa Korset. Selv kunde han ikke se det mindste smukt i sit Hjærte, men idel Synd og Brøde, han havde intet andet om sig selv at sige end dette: »vi faa Løn, som forskyldt, for vore Gerninger«, jeg har ærlig fortjent den pinefulde Straf, jeg nu lider. Men fordi han kunde sige dette i fuld Oprigtighed, uden at skyde Skylden paa andre eller sammenligne sig med andre Syndere, derfor kunde han vende sig til Jesus med den ydmyge Bøn: Herre, kom mig i Hu, naar du kommer i dit Rige! Og derfor kunde Jesus. tale til ham det store Naadens Ord : »sandelig, i Dag skal du være med mig i Paradis!« og dermed flytte ham ind i Guds Rige. Og dengang Simon Peder laa paa sit Ansigt for Jesu Fødder i Fiskerbaaden paa Genesaret Sø, da fandt han ikke det mindste i sit Hjærte, som der kunde ses paa med Velbehag; tvært imod, han havde aldrig før set sig saa fuld af Synd, vel ikke saaledes, at han opdagede en Mangfoldighed af Forbrydelser i sit Levned, men han saa sit Hjærte saa urent, saa genstridigt og selvklogt og syndefuldt, at han aldrig kunde være værdig til at være i den helliges Nærhed; han kunde kun sige: Herre, gak ud fra mig, ti jeg er en syndig Mand! Men i Jesu Guddomsøjne var Peders Hjærte netop da et smukt Hjærte; derfor kunde Jesus oprejse ham ved sit Naadens Ord: frygt ikke, fra nu af skal du fange Mennesker! og derved forvandle ham saaledes, at han hørte hjemme i hans Rige, saa han kunde forlade alt og følge Jesus. Og i Modsætning hertil, naar vi se Peder Skærtorsdag Aften, da han saa tillidsfuldt sagde: om end alle de andre forarges paa dig, skal jeg dog aldrig! — ja da fandt Peder vist sit Hjærte saare smukt, og han mente, at Jesus saa altfor mørkt paa det. Og mærk vel, det var sikkerlig ikke, fordi Peder var saa vel tilfreds med sig selv, som han var i sig selv, men fordi han var saa vis paa den Naadegerning, Jesus havde virket i hans Hjærte, saa vis paa sin Tro og sin Kærlighed, at hvad han fordum havde bekendt : Herre, til hvem skulle vi gaa hen, du har det evige Livs Ord! det samme kunde han ogsaa nu sige, ja vel endnu dybere af sit Hjærtes inderste Grund: han vilde aldrig nogensinde svigte sin Herre og Frelser. Og dog se vi, at hans Hjærte ikke var i Stand til at bevare Jesu Ord ; det varede kun nogle faa Timer, inden han havde fornægtet og forsvoret Jesus. Men da han siden efter stod bitterlig grædende udenfor Ypperstepræstens Gaard, da begyndte hans Hjærte at faa sin forrige Skønhed igen, og det havde faaet den tilbage, dengang Jesus ved Genesaret Sø spurgte ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? og Peder kunde svare : Herre, du ved alle Ting, — du som kender Hjærterne og ser paa Hjærtet, — du ved, at jeg har dig kær ! Og da kunde Jesus oprejse ham og give ham sin Naade igen ved at sige: vogt mine Faar, og følg mig! saa hans Vandring nu kunde overskygges af Jesu Ord og Naade.

Men alt dette vil sige, at et saadant smukt og godt Hjærte, hvori Jesu Kristi Livsens Ord, det himmelske Sennepskorn, kan rodfæstes og vokse op til et Træ, der kan skygge over vort Liv med Jesu Vingers Skygge, det er et Hjærte, som er saaledes af Sandheden, at det kender og vil kende sig selv som en Synder, ja en strafskyldig Synder, uden at sammenligne sig med andre eller søge Skjul og Retfærdiggørelse i deres Synder, enten fordi de andre ere større Syndere, eller ikke bedre, og som derfor vil lade sig frelse ved Jesu Kristi Naade alene og paa den Maade, som han vil. Et saadant smukt Hjærte bliver ogsaa et godt Hjærte, der villigt har Rum for Guds Naades Ord. Et saadant Hjærte maa Kristenlivet begynde med, men det maa ogsaa stedse findes hos os, om vi skal kunne b evare Ordet; det se vi af Peders Fald. Og hvor Ordet bevares i et saadant smukt og godt Hjærte, vil det bære Frugt i vort Levned, saa mange Fold, som vi kan bære frem til Guds Ære.

Om disse Frugter kunde der være meget at tale, men dertil er ikke Tid i Dag. Kun dette vil jeg endnu sige tilsidst, at det uundværlige Vidnesbyrd om, at Guds Ordet bærer sin Frugt i vort Hjærte, er Ydmygheden. Naar vi se en Ager med den modne Sæd, saa vide vi, at de Aks, der knejse op over de andre, ere svange og golde; men jo rigere Kærne i Akset, des dybere bøjer det sig mod Jorden. Saaledes er det ogsaa med Guds Naades Frugt; jo rigere Frugt denne Naade har virket i vort Hjærte, des mindre kan vi se ned paa andre eller ophøje os selv for at se dem over Hovedet, des mere maa vi bøje os selv i Ydmyghed for Gud, hvis Naade vi skylde alt, hvad vi ere og have. Ja derved bøjes vi saaledes nedad, at vi blive i Stand til at se de elendige og de faldne, saa vi kan række dem en kærlig Haand for at rejse dem op. Og derved blive vi skikkede til at naa Saligheden, den fuldkomne Glæde i Gud, hvor al Tanke om egen Ære og Fortjeneste er evig forsvunden, og hvor derfor alle ere fælles om at love og prise Gud evindelig for hans Naade.

Amen.