Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Lighed og Enshed - Søndag Septuagesima

Matt. Evang. 25, 14-30.

Det er med Himmeriget som med en Mand, der var ved at drage udenlands, og som kaldte sine egne Tjenere og overgav dem, hvad han ejede; og en gav han fem Talenter, en anden to, en anden én, hver efter hans Evne; og strags derpaa drog han udenlands. Men den, som havde faaet de fem Talenter, gik hen og gjorde Forretning med dem og tjente andre fem Talenter. Ligeledes vandt ogsaa han, som fik de to, andre to. Men han, som havde faaet den ene, gik hen og grov et Hul i Jorden og gemte sin Herres Penge. Men en lang Tid derefter kommer samme Tjeneres Herre og gør Regnskabet op med dem. Og han, som havde faaet de fem Talenter, kom frem og bragte andre fem Talenter og sagde: Herre, fem Talenter overgav du mig; se, andre fem Talenter har jeg vundet. Hans Herre sagde til ham: vel, du gode og tro Tjener, over lidet har du været tro, over meget vil jeg sætte dig; gak ind til din Herres Glæde. Saa kom ogsaa han frem, som fik de to Talenter, og sagde: Herre, to Talenter overgav du mig; se, andre to Talenter har jeg vundet. Hans Herre sagde til ham: vel, du gode og tro Tjener, over lidet har du været tro, over meget vil jeg sætte dig; gak ind til din Herres Glæde. Saa kom ogsaa han frem, som havde faaet den ene Talent, og sagde: Herre, jeg kendte dig, at du er en haard Mand, der høster, hvor du ikke saaede, og sanker, hvor du ikke spredte; og jeg frygtede og gik derfor hen og gemte din Talent i Jorden; se, her har du, hvad dit er. Men hans Herre svarede og sagde til ham : du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke saaede, og sanker, hvor jeg ikke spredte; saa burde du have sat mine Penge ud hos Vekselererne, da havde jeg, naar jeg kom, faaet mit igen med Rente. Tager derfor den Talent fra ham, og giver den til ham, som har de ti Talenter. Ti enhver, som har, skal der gives, saa han skal faa Overflod; men hvo som ikke har, ham skal endog det, som han har, fratages. Og kaster den unyttige Tjener ud i Mørket udenfor; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

Frihed, Lighed og Broderskab. Disse tre Ord ere blevne Feltraabet for saa at sige alle de Bevægelser i det menneskelige Samfund i vor Verdensdel, hvorved man i det forløbne aarhundrede har villet tilvejebringe retfærdige Samfundsforhold, hvor der saavidt muligt kunde sikres Mennesker den Lykke i Livet, som de alle ønske sig. Men det er underligt at se, at de, som raabe højest paa Frihed, Lighed og Broderskab og klage allermest over Mangelen derpaa i det bestaaende, netop for dem er Tanken baade om Frihed og om Broderskab mellem Mennesker helt fortrængt eller opslugt af Lighedstanken. Det er deres egentlige Maal, at alle Mennesker kan blive udvortes ligestillede her paa Jorden, saa at der ingen Forskel er paa deres Kaar; da blive alle lykkelige, mener man, ti da har ingen noget at klage over. Og for at opnaa dette Maal maa man ofre alt, endog baade Frihed og Broderskab; den enkelte maa give Afkald paa sin personlige Frihed og Selvstændighed og lystre den Ordre, han faar af sit Parti, alt Broderskab maa sættes til Side overfor dem, der synes at staa Ligheden i Vejen; der spørges kun om, hvad der kan stille dem alle lige.

Men dette er et Vidnesbyrd om, at man — bevidst eller ubevidst — føler, at Misundelsen er den egentlige Grund til Menneskelivets Ulykke. Og denne Følelse er sand; kunde man skaffe Misundelsen ud af Verden, saa blev virkelig alle Mennesker lykkelige. Men det er en stor Vildfarelse, naar man mener, at dette kan ske ved udvortes Foranstaltninger, og at, naar man kun fik de udvortes Aarsager og Anledninger til Misundelse afskaffede, saa vilde Misundelsen selv forsvinde; dette var som at hugge Toppen af det giftige Ukrudt, medens Roden blev tilbage og vilde vedblive at skyde nye Skud, maaske giftigere end før. Vist nok er det unægteligt, at en stor Del af den skrigende Ulighed i Menneskers Kaar har sin Grund i Menneskers Uretfærdighed og Egenkærlighed, at de hensynsløst bruge deres Overmagt til at undertrykke de svagere for selv at blive des større. Og det er vel muligt, at der kunde findes en Samfundsordning, hvor noget af denne Ulighed blev udjævnet, saa »faa fik for meget, og færre for lidt« ; og vi, som tro paa Jesus Kristus, skulde visselig ikke være blandt de sidste til at hjælpe til, for at dette kunde ske, skønt vi ikke maa glemme, at det aldrig bliver Menighedens Opgave at tilvejebringe nye Ordninger af det menneskelige Samfund. Men selv om man naaede ikke blot dette, men endog en saadan udvortes Lighed, at alles Kaar blev ens, saa vilde dog Misundelsen ikke derved ophøre. Thi ingen menneskelig Ordning kan udjævne den langt dybere indvortes Ulighed, at et Menneske vil, hvad Ret er, en anden søger kun sit eget; en glæder sig ved, hvad der er ædelt og godt, en anden ved at søle sig i Smuds og Urenhed; en glæder sig ved at leve for Guds Aasyn, en anden vil leve sit Liv uden Gud i Verden; en vil lade sig frelse fra sine Synder, en anden vil ikke frelses, men vil have Lov til at leve uhindret i Synden og følge sin egen Lyst.

Ja, dette er den dybeste Ulighed, og den vil ende med en Gang at befæste imellem dem et svælgende Dyb, som ingen kan overskride. Og i denne indvortes Ulighed ligger Roden til den allerondeste Misundelse. Det hedder i Visdommens Bog (Visd 2.24): »ved Djævelens Avind er Døden kommen ind i Verden. Og det var sikkerlig saaledes, at Djævelen, som selv havde forspildt sit salige Liv for Guds Aasyn, misundte Menneskene deres salige Paradisliv og derfor fristede dem. Men denne djævelske Avind vil aldrig forsvinde fra Jorden, saa længe der er Mennesker, der give sig hen i Synd og Urenhed og derved ødelægge sig selv; de vil da med indædt Had og Misundelse se paa Renheden, og de vil glæde sig ved om muligt at drage dem, der have bevaret sig rene, ned i deres egen Elendighed. Denne djævelske Misundelse, hvorved Syndens Trælle paa deres Vis søge at skaffe Aarsagen til Misundelse ud af Verden, den er sikkerlig Kilden til en stor Del af den utugtige og urene Literatur, som i vore Dage forpester Luften baade for unge og gamle.

Men allevegne, hvor man ved udvortes Midler vil gøre Mennesker lige, gør man sig skyldig i den Grundfejl, ja den Uretfærdighed, at kræve Enshed istedenfor Lighed. Men Ensheden findes kun i det døde; i det levende er der altid Forskellighed, og Ligheden bestaar netop deri, at de forskellige blive ét, idet den samme Livskraft gennemstrømmer, og den samme Aand styrer dem alle. Da forsvinder Uligheden, mens Forskellen bliver.

Saaledes er det i al Guds levende Skabning. Hvad Mennesker frembringe, kan være aldeles ens. Se paa de Arbejder, der udgaa fra de mange Fabrikker, som vore Dages Granskerflid og Opfindsomhed have bragt til Veje : det ene Arbejde er i alle Maader som det andet, i Vægt, Maal, Udseende, Værdi; har man set ét Stykke, har man set dem alle. Ogsaa i den livløse Skabning er der en Enshed: alle Krystaller, der ere dannede af samme Stof, have samme Forhold, om end Maalene ere forskellige. Men saa snart vi komme til den levende Skabning, møde vi Forskellen. Endog iblandt de Millioner af Blade, som kan smykke et eneste Træ i Skoven, findes der ikke to fuldkommen ens. Og denne Forskel fremtræder des stærkere, jo højere vi komme op i Skabningernes Række, allermest hos Menneskene. Jeg taler ikke her om det forskellige Sindelag og Hjærtelag, men kun om den Ulighed, som Gud alene er i Aarsag i. Der vil blandt de mange Millioner af Mennesker ikke findes to, som ere aldeles ens med Hensyn til Gaver og Evner. Og tage vi det allerførste og oprindeligste Menneskesamfund, Familien, saa møde vi strags Forskellen mellem Mand og Hustru, Forældre og Børn, og for at ingen skal mene, at denne Ulighed er en Følge af Synden, og at, hvis Synden ikke havde været, havde alle Mennesker været ens, saa se vi jo, at Gud skabte Mennesket som Mand og Kvinde i Paradis inden Syndefaldet. Ja, der er rigtignok dybe Tænkere, som have ment, at denne Forskel ikke var Guds oprindelige Orden, og efter den skulde den ikke findes, men Mennesket skulde være baade Mand og Kvinde eller hverken Mand eller Kvinde. Men dette er aabenbart kun en Drøm, som kan se ret tiltalende ud, naar man betragter den i en vis Stemning, men den hører ikke hjemme hverken i den hellige Skrift eller i Guds Skabnings Virkelighed; ti hvor vi se hen i den, møde vi Ulighed og Forskel, endog blandt de hellige Engle, som staa for Guds Trone, og hvis Glæde og Salighed det er at ville, hvad han vil.

Den samme Forskel findes ogsaa i Guds Riges Husholdning. Dette viser Jesus i Lignelsen, hvor Himmeriget lignes ved en Mand, som overgav sit Gods til sine Tjenere, til én fem, til én to, og til en tredje én Talent, hver efter hans Evne. Denne Herre er Jesus Kristus, og Tjenerne ere de samme, som der tales om i vort gamle Evangelium i Lignelsen om Arbejderne i Vingaarden, altsaa alle Kristne, hvem han har betroet sit Gods, d. e. den Naade, han har vundet til Mennesker; ti den ere alle vi, som tro paa ham, satte til Husholdere over. Denne Naadeshusholdning uddeler han til sine Kristne, hver efter hans Evne, d. e. efter som hver er i Stand til at modtage og bruge den til hans Ære og til Menneskers Gavn. Dette er Forskellen. Det er den samme Forskel, som Paulus skriver om (1 Kor. 12, 4. 5.) : »Der er Forskel paa Naadegaver, men Aanden er den samme, og der er Forskel paa Tjenester, men Herren er den samme. Men midt i denne Forskel have vi Ligheden, at det er den samme Herre, som ved sin Aand uddeler de forskellige Naadegaver og derved gør Mennesker i Stand til at tjene ham og arbejde til samme Maal. Saaledes ogsaa her i Lignelsen. De forskellige Gaver uddeles i ligeligt Forhold til hver efter hans Evne, og de ere betroet Gods, altsaa ikke en Selvejendom, som man kan handle med efter eget Tykke, men en opgave, en Tjeneste, en Husholdning, som hver skal tjene Herren med, og gøre Regnskab for, hver i Forhold til, hvad ham er betroet. Og i dette Regnskab er dernæst Vilkaarene lige for dem alle, ikke det udvortes, at de skal udrette lige meget, men det indvortes : det er Troskaben, der spørges om. Og endelig er Lønnen og Frugten af Lønnen lige for dem alle: gak ind til din Herres Glæde !

Der se vi Ligheden midt i Forskellen, og saaledes sker Retfærdigheden fuldkommen Fyldest: der skete dem alle lige Ret. Derimod den Tjener, som efter sin Evne havde faaet én Talent, ja han var fra først af stillet lige med de andre; men da han nedgravede sin Talent, fordi han ikke vilde, at hvor han saaede. skulde hans Herre høste, altsaa fordi han ikke vilde tjene sin Herre, men kun vilde sig selv, saa blev hans Kaar ganske modsatte hans Medtjeneres, og han blev kastet ud i Mørket udenfor.

Saa beror da Ligheden mellem Mennesker ikke derpaa, at alle ere ens, lige store, med samme Gaver og Gerning, men derpaa, at de alle, hver med sine forskellige Evner og Opgaver, styres af den samme Aand og derfor arbejde til samme Maal. Det er denne Lighed, som Paulus betegner saaledes, at Menigheden er Kristi Legeme, og de enkelte Kristne ere Legemets Lemmer. Vort Legeme har jo mange Lemmer, hvert med sin forskellige Plads og Evne og Gerning; men midt i denne Forskel er der den Grund-Lighed, at de alle indtil den mindste Fingerspids ere lige nødvendige til et fuldkomment Legeme, og alle virke til det samme Maal, fordi de alle styres af den samme Aand. Saaledes har det sig ogsaa i det menneskelige Samfund. Dersom alle der skulde gøre samme Gerning, dersom f..E. i samme Hus Fader og Moder, Børn og Tyende skulde gøre samme Gerning, saa blev der slet intet Samfund; og denne Enshed vilde være en skrigende Ulighed; ti det var den største Uretfærdighed at kræve af de smaa, at de skulde gøre de voksnes Gerning, eller af de voksne, at de kun maatte gøre de smaas Gerning. Men naar hver gør sin Gerning efter sin Evne, saa er der vel udvortes Forskel, men indvortes og virkelig Lighed, fordi de alle styres af den samme Aand, og den indbyrdes Kærlighed gør dem til ét. Og saaledes er det ogsaa i det store Samfund, i et Folk, naar Kærlighed til det fælles Fædreland fylder Hjærterne. Lad os tænke os et Folk, der kæmper for sit Liv og sin Selvstændighed mod en indbrydende Fjende. De kan ikke alle være med i Kampen; men naar der vindes et Slag, saa jubler hele Folket: vi have sejret! Det sige Soldaterne alle sammen, ikke alene Hærførerne og Officererne, hvis Tanker og Befalinger styrede Hæren, nej alle, lige til den menigste Soldat, sige det samme; ti de havde alle hver paa sin Maade Del i Kampen og i Sejren; og det sige ikke alene de, der kæmpede i forreste Linje, men ogsaa Reserven, som maaske ikke gjorde andet end at se til og vente paa, om den skulde tage Kampen op, naar de andre ikke kunde mere. Ja ikke blot de, men ogsaa hele Folket, Oldinger, Kvinder og Børn, som ingen vilde tænke paa at tage med til Kamp, — alle sige de: vi have sejret! og ikke blot sige det, men have Ret dertil, saa sandt det er den samme Aand, Fædrelandskærlighedens Aand, der besjæler dem. Det er en mageløs Glæde, naar dette er Tilfældet; da blive alle lige og føle sig som lige, ja som ét, trods alle udvortes Forskelle. Men derimod, om alle de menige vilde sige: vi skal være ens alle, vi skal alle være Hærførere, ialfald paa Omgang, da blev visselig ingen Sejer vunden, og blev de ens, saa blev det kun i Død og Nederlag.

Saaledes er det ogsaa med Kristi Tjenere, som Jesus taler om her i Lignelsen, og saaledes er det i Kristi Menighed: der er Lighed, virkelig Lighed, trods al udvortes Forskel og trods de forskellige Gaver og Gerninger; ti der ere alle ét i Kristus, saa sandt hans Kærlighed ved den Hellig-Aand er udgydt i vore Hjærter og styrer dem. Og efterdi vi alle ere Tjenere og Husholdere, er ogsaa Kravet om Troskab lige for alle. Af al den Uretfærdighed, der findes iblandt Mennesker, er der ingen mere skærende og himmelraabende end den, at det Krav, der stilles til et Menneskes Troskab, som oftest staar i omvendt Forhold til hans Gaver: jo større Gaver han har, des mindre Krav stilles der til ham, des mere betragtes det som en Selvfølge, at han lever sig selv og søger sit eget, des mere betragtes han som løst fra de Sædelighedens Love, som gælde for Smaafolk i Almindelighed. Men for Gud er det ikke saaledes. Nej her gælder: »hvem meget er givet. af ham skal kræves meget, og hvem meget er betroet, af ham skal forlanges des mere « (Luk. 12, 48). Se, det er Lighed, det er Retten lige for alle, virkelig lige. Naar man hører dette Ord, maa det slaa enhver ved sin vidunderlige Sandhed og Retfærdighed og anbefale sig til hvert Menneskes Samvittighed. Ja, det er saa slaaende sandt, at man skulde tænke, det maatte Mennesker altid og allevegne have vidst og erkendt. Og dog er der aldrig nogen, hverken af Oldtidens Vismænd, der har udtalt noget sligt, eller nogen af vore Dages Lighedsprædikanter, der har optaget det paa deres Program; nej Programmet er, at alle skal have meget, for at der skal kræves des mindre af dem. Men for Guds Dom gælder Ligheden: hvem meget er givet, af ham skal kræves meget, af hver efter hans Evne. Dette gælder ogsaa alle os, som tro paa Jesus Kristus; der forestaar os et Regnskab, hvor der skal spørges, om vi have været tro, om det var vor Herre Jesus Kristus eller os selv, vi tjente med vore Gaver.

Ja, saaledes er der da Lighed med Hensyn til Kravet og Regnskabet; og hvis der har været Lighed med Hensyn til Troskaben, saa bliver der ogsaa Lighed i Lønnen: »vel, du gode og tro Tjener, over lidet har du været tro, over meget vil jeg sætte dig; gak ind til din Herres Glæde!« Ja, vor Herres Glæde, det er Lønnen for Troskaben, det er Maalet, vi stunde til. Det vil ikke alene sige en Glæde, som Herren giver os, nej det er den samme Glæde og Salighed, som han selv lever i evindelig. Det er den samme vidunderlige Forjættelse, som Herren udtaler til Menigheden i Laodikea (Aab 3.20): »Se, jeg staar for Døren og banker; dersom nogen hører min Røst og aabner Døren, saa vil jeg gaa ind til ham og holde Nadver med ham, og han med mig«, — altsaa, at han og hans frelste Menighed skal have Mad tilfælles, d. e. have Livsindhold og Livskraft tilfælles, saa det, hvori hans Liv bestaar, skal blive vort Livsindhold og Livsnæring. Og hvad dette vil sige, lære vi af Jesu Ord i hans Køds Dage (Joh 4.34): »min Mad er at gøre hans Vilje, som sendte mig, og at fuldbyrde hans Gerning«. Sønnens Liv bestaar i at ville, hvad Faderen vil, og at leve i hans Kærlighed, saa han kan sige (Joh 5.19): »Sønnen kan ikke gøre noget af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøres Men det skal blive vor Salighed, saa sandt vi findes tro, at vor Herre Jesus Kristus vil dele dette sit Livsindhold med os, saaledes at vor himmelske Faders Vilje helt og fuldt bliver vor Vilje, fordi Gud bliver alt i os.

Ja, dette er vor Herres Glæde; naar den er naaet, er Synden evig borte, og da er Saligheden fuldkommen. Gud bøje os ved sin Aand til at være tro Husholdere, saa at vi maa naa den!

Amen.