Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Skatten og Perlen - Femte Søndag efter Hellig tre Kongers Dag

Matt. Evang. 13, 44-52

Himmeriget ligner en Skat, der laa skjult i en Mark; en Mand fandt den og skjulte den, og af Glæde derover gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den Mark. Atter ligner Himmeriget en Handelsmand, som søgte efter ægte Perler; og da han fandt en eneste meget kostbar Perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den. Atter ligner Himmeriget et Vaad, som blev kastet i Søen og samlede Fisk af alle Slags; og da det var blevet fuldt, drog man det op paa Strandbredden og satte sig og sankede de gode sammen i Kar, men de slette kastede man ud. Saaledes skal det gaa ved Tidens Fuldendelse; Englene skulle gaa ud og skille de onde ud af de retfærdiges Tal, og kaste dem i Ild-Ovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. — Have i forstaaet alt dette? De sige til ham: ja! Men han sagde til dem: derfor ligner enhver Skriftklog, som er bleven Discipel af Himmeriget, et Menneske, en Husbonde, der af sit Forraad fremdrager nyt og gammelt.

Vi læse i Evangelierne mange Lignelser af Jesus Kristus om Himmeriget, d. e. om Guds Rige her paa Jorden, baade i dets Begyndelse og i dets Udvikling og Fremgang. Men iblandt dem indtage de to smaa Lignelser om Skatten i Ageren og om den kostbare Perle en særegen Plads. I alle de andre Lignelser fremhæves det mere eller mindre udtrykkelig, at Himmeriget kommer Mennesket i Møde som et Tilbud, en Naade, en Gave, og Mennesket har kun at modtage denne Gave for at faa Del i Guds Rige og komme derind. Dette ligger øjensynlig til Grund for Lignelsen i vort gamle Evangelium til denne Søndag, om Ugræsset blandt Hveden; ti naar det her hedder, at som hint Menneske saaede god Sæd i sin Ager, saaledes saar Menneskesønnen Ordets Sæd i »Verden«, i den faldne Menneslægt, saa ligger deri, at ligesom Ageren maa optage Sæden i sig for at blive en Sædemark, saaledes maa ogsaa det faldne Menneske modtage Ordet for at høre til Himmeriget. Og end bestemtere udtales dette i Lignelsen om Sædemanden, der saaede sin Sæd, som faldt dels ved Vejen, dels paa Stengrund o. s. fr.; ti Jesus forklarer dette udtrykkelig om den forskellige Maade, hvorpaa Mennesker modtage Ordet; og Sæden i den gode Jord, siger han, er dem, der høre Ordet og bevare det, d.e. som vedblive at modtage det. Det samme siges jo ogsaa med Lignelsen om Sennepskornet, og om Surdejen, der blev nedlagt i de tre Maal Mel. Og ligeledes i de to Lignelser om den store Nadver og om Kongesønnens Bryllup, hvor Tjenerne udsendes med den Indbydelse: kommer, ti nu ere alle Ting beredte. De budne havde jo kun at modtage og følge denne Indbydelse for at komme med til Gæstebuddet, ind i Himmeriget. Og atter i Lignelsen om den Husbonde, der lejede Arbejdere til sin Vingaard. Det var jo ikke dem, der skulde betale ham for at komme ind i Vingaarden; nej det var Husbonden, der vilde lønne dem, og de havde kun at følge hans Opfordring, saa kom de ind i Himmeriget, saa fik de et Arbejde, der kunde bære Frugt, medens de ellers havde maattet spilde deres Dag i Lediggang, og deres Liv var endt som et spildt Liv.

Hermed vil Jesus aabenbart lægge sin Menighed paa Hjærte, at Guds Rige er et Naadens Rige; det er idel Naade, at vi kan komme derind; derfor gælder det først og sidst om, at vi modtage denne Naade i vort Hjærte, i Hjærtets Tro. — Men i disse to Lignelser om Skatten og om Perlen synes Jesus at tale ganske anderledes. Her er ikke Tale om en Gave, som Mennesket skal modtage, nej det at faa Guds Rige i Eje, eller at komme ind i Guds Rige, lignes her ved et Købmandskab, en Handel saa dyr, som det vel er tænkeligt; ti det koster Mennesket alt. hvad det ejer. Og nu kunde vel ingen Kristen tænke, at Jesus i disse to Lignelser kom i Modsigelse med sig selv og med alle sine andre Lignelser, hvor Guds Rige skildres som en Naade og en Gave. Men vel kunde man spørge, om ikke Herren dermed vil vise sin Menighed, at der er to Veje ind i Guds Rige, enten af Naade, ved Tro, eller af Fortjeneste, ved Gerninger, saa at de, som mægtede det, ved at bringe saa og saa store Ofre af Gods og Guld eller af Tid og Kraft og Arbejde, kunde selv aabne sig Adgang til Guds Rige og vinde sig Ret til at høre hjemme deri.

Ja, dersom Guds Rige her paa Jorden var en udvortes Herlighed og Rigdom, som kunde stilles i Lighed med, hvad Mennesker kan besidde af Gods og Guld og Storhed, saa var Sagen let at forklare; ti en saadan jordisk Ejendom kan et Menneske jo faa ved Gave, men han kan ogsaa købe den og selv erhverve sig den, om han har Evne dertil. Og dersom Guds Rige var en udvortes Tilstand, som man kunde flyttes over i paa lignende Maade, som man flytter til et andet Land eller Verdensdel, saa kunde der ogsaa tænkes to Veje; ti til en saadan Flytning kan man enten faa fri Rejse, eller selv betale Fragten og saaledes faa Ret til Rejsen. Men saaledes har det sig ikke med Guds Rige; vor Herre Jesus har heller ikke nogensinde lignet Himmeriget ved en saadan Selvejendom, eller ved en Flytning til et andet Land. Nej han siger: »Guds Rige er indeni eder«, d. e. først da komme vi ind i Guds Rige, naar Guds Rige kommer ind i os; men dette vil sige, først da ere vi i Guds Rige, naar Gud raader og regerer i vort Hjærte, saa det er vort Hjærtes Ønske og Bøn, at hans Vilje maa ske i os, som den sker i Himlen. Men dette kan ikke ske med vort af Natur selvraadige og selviske Hjærte ved nogen udvortes Omflytning, end ikke om vi blev flyttede op lige for Guds Trone; heller ikke kan noget Menneske selv erhverve sig et saadant Hjærte ved noget Offer, om han saa gav sit Legeme hen til at brændes og alt sit Gods til de fattige; det kan kun ske ved en indvortes Omvæltning i Menneskehjærtet, en Forvandling, som virkes ved det Naadens Ord, hvori Guds Rige kommer Mennesket i Møde. Og hvad Jesus saaledes siger om Guds Rige, det samme skriver hans Apostel Paulus: »Guds Rige er Retfærdighed og Fred og Glæde i den Hellig-Aand«. Det er Hellig-Aanden, som giver os Del i denne Rigdom, idet han ved Jesu Kristi Ord tilbyder og delagtiggør os i Jesus Kristus og hans Naade, den Frelse, han har vundet til os ved sin Lidelse, Død og Opstandelse, og som vi maa modtage og faa i Eje ved Troen paa ham, ved at tro hans Ord.

Det er denne Guds Riges Naade, som Jesus ligner ved Skatten og Perlen, der hver for sig havde et saa stort Værd, at den der fandt dem, maatte betale dem med alt, hvad han ejede. Men der er her et Træk, som viser os, at denne dyre Betaling ingenlunde staar i Modsigelse med de andre Lignelser, hvorefter Guds Rige maa modtages som en Gave og Naade; det er, hvad der staar om den Mand, som fandt Skatten, at han blev saa glad derover, at han solgte alt, hvad han havde, for at kunne købe den. Og hvorvel der ikke udtrykkelig nævnes noget om Købmandens Glæde, da han fandt den kostbare Perle, kan vi dog trygt underforstaa det; det var jo ikke af Trang eller Nød, han solgte alt, det var ikke et Offer, han bragte dermed, nej denne kostbare Perle var ham en Vinding, som rigelig opvejede alt, hvad han ellers ejede. Og saaledes er det i Sandhed. Himmerigets Skat og Perle er Jesus Kristus selv og Gud Faders Kærlighed i ham; den mere end opvejer alt, hvad vi kan kalde Ejendom paa Jord; have vi faaet den i Eje, kan vi sige, som det hedder i Salmen:

Hele Verden ej opvejer,
hvad vi tror, og hvad vi ved,
Himmerig paa Jord vi ejer
i vor Frelsers Kærlighed.

Men saaledes se vi da, at disse to Lignelser ingenlunde modsige de andre, men tværtimod stemme med dem og udfylde dem, idet de pege paa, hvad der hører til for at kunne med fuld personlig Bevidsthed modtage Jesus Kristus og i ham Guds Rige, nemlig at vi ere rede til at slippe alt vort eget for at have ham og hans Naade i Eje, fordi vi se, at dette er den evige Rigdom, der langt overvejer alt, hvad vi kan kalde vort eget, — altsaa ikke for at vi ved denne Opofrelse kunde vinde os en Ret til Guds Rige, men fordi vort Hjærte er blevet saa glad i Jesus Kristus og hans Naade, at han overstraaler alt andet for os. Derfor er det heller ikke derpaa det kommer an, at man udvortes forlader sin jordiske Gerning og Ejendom, saaledes som Munke og Eneboere have gjort, uden at de dog dermed kunde slippe deres eget; nej det gælder om, at Jesus Kristus er bleven umistelig for os, saa vi med Sandhed kan sige til os selv, at om Valget blev os stillet, vilde vi før miste alt, hvad vi have paa Jord, end miste ham. Dette Valg stilles os ikke strags fra Begyndelsen, naar Guds-Rige møder os; det stilles ikke Børnene, og dog siger Jesus om dem, at Guds Rige hører saadanne til, fordi ingen kan modtage Guds Rige bedre end de. Og der kan gaa lang Tid i en Kristens Liv, hvor han staar paa dette Barnestade; men tidligere eller senere vil det Øjeblik komme, da Spørgsmaalet bliver, om vi frivilligt, ja med Glæde vil slippe alt for at beholde Guds Rige. Men Gud maa for det meste tage haardt paa os for at føre os dertil, sende os Ydmygelser og tunge Sorger, om hvilke vi nødes til at sige : vi have ikke bedre fortjent! for at vi derigennem skal lære at se vor Synd og se, at det gælder vort Liv at blive frelste fra den. Naar da den kostbare Perle straaler ind i vort Hjærte, da kan vi sælge alt det, vi have, for at faa den i Eje. Det hedder i en Salme :

Saaret jeg flyed fra Ulvens Tand,
mit Blod til hans Fod er rundet,
selv han bar mig til Kildens Rand,
der har jeg Lægedom fundet.

Naar vi føle Ulvens Tand i vort Hjærte og Sjæl, og saa dog kan sige: jeg vil ikke, at min Sjæl skal sønderrives af ham, vil ikke være hans Bytte, da kan vi slippe alt for at frelses af den gode Hyrde, og da kan han bære os hen til Lægedomskilden, den hellige Daab, at vi der kan modtage Syndernes Forladelse og evigt Liv. Saaledes gik det Luther. Da han i Klostret søgte at vinde Retfærdighed og Fred for sin Sjæl og Guds Velbehag ved Faste og Spægelse og Vaagen og deslige, da var han at ligne ved den Købmand, der søgte ægte Perler; men han naaede derved kun til stedse dybere at sukke: min Synd, min Synd! Da følte han Ulvens Tand i sin Sjæl; men da kunde ogsaa den gode Hyrde ved sin gamle Tjener bære ham hen til Lægedomskilden, til den Syndsforladelse, der var given ham i hans Daab. Og fra den Stund kunde Luther slippe alt sit eget, ogsaa sin egen Retfærdighed, for at eje den kostbare Perle, Guds Naade i Kristus, og for at bære Vidnesbyrd om den.

Og vi have i Simon Peders Historie saa at sige en ligefrem Forklaring af disse to Lignelser. Han var allerede en af Jesu Disciple og havde med Glæde lyttet til hans Ord og følt dets Kraft, dengang Jesus sagde til ham: far ud paa Dybet og kast Garnet ud! Men først derude paa Dybet blev Valget stillet ham, om han vilde sælge alt for at vinde Perlen, dengang Jesu Guddomsherlighed straalede ind i hans Sjæl ved den vidunderlige Dræt. Da saa han, at han var en syndig Mand og intet andet; han følte Ulvens Tand i sin Sjæl, følte at, saadan som han var, var han Ulvens visse Rov. Men da han saa hørte Jesu Ord: frygt ikke, fra nu af skal du fange Mennesker! da kunde han sælge alt, hvad han havde, for at faa Perlen i Eje, og han forlod alt og fulgte Jesus. Og vist nok, da han gjorde dette, var det, fordi han med hele sin Sjæls Kraft vilde gøre det; han var ikke nødt dertil, han kunde have set fra sig selv hen til andre Folk og sagt: de ere jo ikke bedre end jeg! han kunde have sagt : nej, jeg kan og vil ikke tro, at du vil have mig til Menneskefisker. Og havde han talt eller tænkt saaledes, saa var han bleven udenfor Guds Rige. Men dog vilde Peder selv mindst af alle kunne tænke, at han ved saaledes at forlade alt havde bragt et Offer, ydet en Betaling, hvorved han tilkøbte sig Ret til Guds Rige; det var jo den store Glæde, Jesu Ord: »frygt ikke ! fyldte hans Hjærte med, der gav ham Magten til saaledes at forlade alt, ikke blot Fiskerbaad og Net, men ogsaa alle Tanker om egen Retfærdighed, for at følge og tilhøre Jesus.

Dermed fik saa Peders Liv en helt ny Retning; nu gik hans Livs Maal og Retning der, hvor Jesus førte an, nu vilde han kun følge ham. Det er dette, der kaldes Opvækkelse og Omvendelse, at vort Liv, som af Natur higer efter Verden og vort eget, faar en helt ny og modsat Retning, til Gud og hans Rige. Dermed begynder det bevidste Kristenliv. — Men ere vi saa dermed færdige? Er det da saaledes med os, at vi i denne vor Omvendelse have det faste Udgangspunkt for vort følgende Kristenliv, saa vi skulde vedblive at se tilbage dertil og deri have Sikkerheden for, at vi ere frelste og i Guds Rige? Nej, Gud bevare os for saadanne Tanker; ti ellers kan det sidste med os blive værre end det første. Vi skal ikke bygge paa vor Omvendelse og vor Erfaring af Guds Naade, men alene paa Jesus Kristus, som er kommen til os i sit Naadens Ord. Hvis vi bygge paa vor Erfaring, vil det, selv om vi virkelig engang have solgt alt for at faa Perlen i Eje, vanskelig undgaas, at vi umærkelig tage vort eget tilbage igen, om end i en anden Skikkelse end tilforn, maaske saaledes at vi søge vor Retfærdighed ved at sammenligne os med de andre, maaske som Gridskhed efter Gods og Guld, maaske som ligefrem Kødelighed og Urenhed. Ak, der er kun altfor mange Eksempler paa, at Mennesker, som have begyndt i Aand, saaledes have endt i Kødet.

Vi have ogsaa her et advarende Eksempel i den samme Simon Peder, som havde forladt alt og fulgt Jesus, og som visselig mente dette i fuld Oprigtighed. Det var vel tre Aar senere, da Jesus havde talt sit alvorlige Ord om, at det var lettere for en Kamel at gaa gennem et Naaleøje end for en rig at komme i Guds Rige, da spurgte Simon Peder: se, vi have forladt alt og fulgt dig, hvad skulle da vi have? (Matt. 19, 27) Det er mærkeligt at se, at her var den Naade, Jesus havde vist, imod ham paa Genesaret Sø, bleven til hans eget, og hans eget, som han den Gang, saa oprigtig havde forladt, var begyndt at vende tilbage, om end i en anden Skikkelse. Derfor advarede Jesus ham og de andre Apostle saa alvorligt derimod i den følgende Lignelse om Arbejderne i Vingaarden, hvor han viste dem, at den Discipel, som. mente at have Ret til Lønnen i Guds Rige, maatte ende med at tage sit og gaa bort. Men hvad enten Peder har forstaaet dette eller ej, saa frugtede denne Advarsel ikke ; kort Tid efter se vi, at hans eget havde faaet endnu større Raaderum, dengang Jesus Skærtorsdag Aften forudsagde sine Disciple, at de i den Nat. alle vilde forarges paa ham. Da var Peders Tillid til hans egen. Fasthed, hans egen Tro og Kærlighed, saa stærk, at han endog dristede sig til at sige Jesus imod : om de end alle forarges paa dig, skal jeg dog aldrig forarges; om jeg end skulde dø med dig, skal jeg ikke fornægte dig! — Men da varede det ogsaa kun nogle faa Timer, inden han faldt saa dybt, at han i Virkeligheden stillede sig helt udenfor Guds Rige. Og det, som da rejste ham op, det var ikke Mindet om, hvad han havde oplevet fordum, hvorledes han dengang havde forladt alt for at følge Jesus; nej det var Jesu Herreblik, der mødte den faldne Peders Øje, og som mindede ham om det Ord, Jesus havde sagt om hans Fornægtelse; jeg tænker ogsaa, det har mindet ham om Jesu »frygt ikke!« den Dag, da han ligesaa sønderknust som nu laa for Jesu Fødder i Baaden paa Søen. Derved rejste Jesus ham op igen, og da kunde Peder igen vende om; han gik udenfor og græd bitterlig.

Ja, saaledes er det. Det, som vi skal bygge paa, og som skal holde os oppe, er ikke noget, vi kunde kalde vort eget, heller ikke vor Tro, vor Omvendelse, vore Oplevelser; alt dette maa vi sælge for at faa og have Perlen i Eje; men vi skal ene bygge paa Jesus Kristus, som ved det Naadens Ord, der lød til os i hans Navn over Daabens Kilde, har tilsagt og givet os Syndernes Forladelse og evigt Liv. Og derfor, naar der spørges, hvem der har hjemme i Guds Rige, hvem der har solgt alt sit eget for at have Himmerigets Perle i Eje, saa skal det ikke afgøres efter udvortes Gerninger og Mærker, som Mennesker kan opstille, men det beror paa, om vi oprigtigt af Hjærtet tro og fastholde det Pagtens og Naadens Ord, som lød til os i vor Daab, og ikke vil slippe det for nogen Pris i Verden. Men dette kan ingen vide for vist uden hver enkelt selv og Gud som kender vort Hjærte. Herren alene kender alle sine, dem han ejer, og som eje ham og leve i ham; men hver af os skal og kan kun svare for sig selv. Vistnok er det saa, at den der har solgt alt sit for at faa Perlen i Eje, han maa ogsaa blive et gudfrygtigt Menneske, om hvem det gælder, som skrevet staar; »ved Herrens Frygt viger man fra det onde«. Og han vil ogsaa holde Samfund med de troende om den kostbare Perle og være rede til at ofre for Guds Rige baade sit Gods og sin Tid, Kraft og Arbejde. Men Herren alene kan se, om dette er Naadens Frugt, udsprungen af Glæde over Perlen, eller om man i Virkeligheden søger sit eget dermed. Det bliver derved, at kun Herren kender sine, men hver af os skal svare for sig selv.

Dette lægger Jesus sin Menighed paa Hjærte, naar han slutter denne Række af Lignelser om Himmeriget med at ligne det ved et Vaad, som drages og fyldes med alskens Fisk, baade gode og slette. Saaledes er det og vedbliver det at være med Guds Rige her i Verden, i den faldne Slægt, indtil Dagenes Ende. Hvor Ordet lyder, som Herren har befalet det, der drages Vaaddet; dette kan Mennesker se og kende; og de kan se, om der er mange Fisk i Vaaddet; naar Mennesker lade sig betjene med Kristi Ord og ikke fornægte det, da ere de i Vaaddet, høre til Kristi Rige paa Jorden, og vi have ikke Ret til at støde dem ud. Men om de ere gode eller slette Fisk, det kan vi ikke se, det kender kun Herren, og han vil først gøre det vitterligt for alle, naar de skal skilles ad ved Verdens Ende. Det skal være os nok, at vi vide med os selv, at vort Hjærte i Sandhed hører Kristus til i Troen paa hans frelsende Naades Ord. Da kan vi med Frimodighed se den Dag imøde, da den store Skilsmisse skal ske mellem de gode og de slette Fisk, men ogsaa den Dag, da vi skal skilles fra denne Jord, saa vi da kan med Glæde udvortes forlade alt, hvad vi her kalde vort eget, for at følge Jesus, naar han opfylder sin Forjættelse paa os: »Jeg kommer igen og tager eder til mig, at hvor jeg er, der skal ogsaa min Tjener være.

Amen.