Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Jesu Kristi Ord til os - Fjerde Søndag efter Hellig tre Kongers Dag

Matt. Evang. 14, 28-33

Og strags nødte Jesus sine Disciple til at gaa om Bord og forud for ham at sætte over til hin Side, medens han lod Skarerne fare. Og da han havde ladet Skarerne fare, gik han op paa et Bjærg for sig selv for at bede. Og da det var blevet Aften, var han der alene. Men Skibet var allerede midt paa Søen, hvor det arbejdede haardt i Bølgerne, ti Vinden var imod. Og i den fjerde Nattevagt kom han til dem vandrende paa Søen. Og da Disciplene saa ham vandre paa Søen, bleve de forskrækkede og sagde: det er et Spøgelse! og de skrege af Frygt. Men strags talede Jesus til dem og sagde: værer frimodige; det er mig, frygter ikke! Og Peder svarede ham og sagde: Herre, er det dig, da byd mig at komme til dig paa Vandene. Men han sagde: kom! Og Peder traadte ud af Skibet og vandrede hen ad Vandene, for at komme til Jesus. Men da han saa, at Vinden var stærk, blev han bange; og da han begyndte at synke, raabte han og sagde: Herre, frels mig! Og strags udrakte Jesus Haanden, tog fat paa ham og siger til ham, du lidettroende, hvorfor tvivlede du? Og da de vare stegne ind i Skibet, lagde Vinden sig. Men de, som vare i Skibet, kom og faldt ned for ham og sagde: du er sandelig Guds Søn!

»Havde I Tro som et Sennepskorn, kunde I sige til dette Morbærtræ: ryk dig op med Rode, og plant dig i Havet! og det skulde lyde eder. Saaledes hørte vi i Evangeliet sidste Søndag, at Jesus svarede sine Apostle, da de bade ham at forøge deres Tro. Men vil vi have en historisk, eller rettere, en øjensynlig Forklaring af disse Jesu Ord, saa have vi den i vort Evangelium i Dag i Fortællingen om Simon Peder, som i Tro paa Jesu Ord: »kom!. kunde vandre paa Søen. Dengang Disciplene i den fjerde Nattevagt, altsaa i den tidlige Morgendæmring, saa Jesus vandre hen ad Søen, eller rettere, da de saa en Skikkelse, ti de kunde ikke se, at det var Jesus: da skreg de op af Frygt, i den Tanke at det var et Spøgelse. Og dette er i sig selv ikke at undre paa, ti de forstod fuldt vel, at det ikke kunde gaa naturligt til, det var i sig selv umuligt, at et Menneske saaledes kunde bæres oppe af Vandet. Men da saa Jesus sagde: »det er mig, frygter ikke!, da var deres Frygt borte, og da fandt de intet umuligt deri mere, ialfald gjorde Peder det ikke, men han sagde: Herre, er det dig, saa byd mig at komme til dig paa Vandet. — Læg vel Mærke til dette Ord af Peder. Han vidste jo dog saa godt som nogen, at det efter Naturens Orden var umuligt, at han skulde kunne gaa paa Vandet; men han vidste ogsaa, hvilken vidunderlig Magt der var i Jesu Ord, at det kunde udrette, hvad ellers aldrig kunde ske. Det havde han set saa mange Eksempler paa i sit Samliv med Jesus, og den første Gang, han ret havde set og lært det, var paa den samme Genesaret Sø, muligvis paa den selv samme Plet af Søen, hvor de nu befandt sig, dengang Jesus sagde til ham : far ud paa Dybet og kaster eders Garn ud til en Dræt! Da indsaa Peder ogsaa, at der efter al Erfaring ikke var noget at vente af at fiske ved højlys Dag; men han sagde dog: Herre, paa dit Ord vil jeg udkaste Garnet, d. v. s. naar du byder det og saaledes giver mig dit Ord derfor, saa vil jeg gøre det. Og da erfarede han ogsaa, at Jesu Ord kunde udrette mere, end han nogensinde havde ventet; ti det fyldte hans Garn og begge Skibene, saa de vare nær ved at synke. Men saaledes var det ogsaa her. Da Peder saa eller hørte, at det var Jesus, sagde han: er det dig, saa byd mig at komme til dig paa Vandet. Og da Jesus saa svarede: kom! da traadte Peder ud af Baaden, og da, — ja da plantede han vel ikke et Morbærtræ i Søen, men da kunde han gøre det, som var ikke mindre vidunderligt, han satte sine Fødder paa Søen, og den bar ham, saa han kunde vandre hen ad den for at komme til Jesus.

Nu kunde vi vel spørge: hvorledes var dette muligt? Ja, skulde vi rette os efter, hvad Verdensvisdommen siger, maatte vi vistnok sige: det kan umulig være gaaet saaledes til. Ti der er næppe nogen af Jesu Undergerninger, der er bleven saa haardt bestridt som denne, at han vandrede paa Søen; man siger, at det strider imod Tyngdens Lov; og langt mere maatte man da nægte, at Peder kunde have gjort noget saadant. Men vi skal ikke indlade os paa at tvistes med de vise og kloge herom. Ti tro vi, at Guds enbaarne, evige Søn er bleven Menneske, og dermed staar og falder vor kristne Tro og alt vort Haab om Frelse, — tro vi dette Guds Naades Grund under, som altid vil overgaa al menneskelig Erfaring og alle Naturlove, og tro vi det Naadens Ord, han taler til os, for at det skal udrette det, som ingen menneskelig Kraft formaar, at frelse en Synder, frigøre et af Natur verdsligt og selvraadigt Menneskehjærte til at leve i Gud, ja da kan vi aldrig tvivle om, at han kunde bruge Søens Vande som en Bro, ad hvilken han kunde vandre hen til sine Disciple. Og saaledes se vi ogsaa, at hans Disciple den Gang sluttede, skønt de vel ikke have kendt stort til de saakaldte Naturlove: de forstod dog godt, at det ikke kunde gaa naturligt til, at Jesus kom vandrende paa Vandet. Men da han talte til dem, kendte de ham paa Røsten, og da forstod Peder, at naar Jesus kunde vandre paa Vandet, kunde han selv ogsaa gøre det, saafremt han fik Jesu Ord derfor; og da Jesus sagde: kom! viste det sig, at ogsaa han kunde vandre paa Vandet.

Saa spørge vi da atter: hvorledes kunde det gaa til, at Peder kunde gøre dette? Og det ligger da nær at svare: det var hans Tro, der gjorde det; derfor se vi jo ogsaa kort efter, at da han saa den stærke Blæst, blev han bange og begyndte at synke, saa Jesus maatte række ham Haanden og redde ham, idet han sagde: hvi tvivlede du, du lidet troende! Altsaa da Peder tvivlede, sank han, men saa længe han troede, kunde Søen bære ham. Men dog er dette ikke Svar nok. Det var i Virkeligheden ikke Peders egen Tro, det at han troede, der bar ham oppe. Det havde ikke kunnet bære ham, om han havde haft aldrig saa fast en Overbevisning om, at han kunde gaa paa Vandet, dersom han ikke havde haft Jesu Ord derfor. Det forstod Peder; derfor sagde han: Herre, byd mig komme til dig paa Vandet! Altsaa det var Jesu Ord, der bar ham; Jesu Ord til ham var den Bro, ad hvilken han vandrede hen ad Søen. Men det vil jo i Virkeligheden sige, det var Jesus selv, der bar ham, ej alene dengang han udrakte sin Haand og førte ham ind i Baaden, men ogsaa medens Peder vandrede paa Vandet.

Ja, der se vi en Tro som et Sennepskorn, d. e. en Tro, hvori der er den guddommelige Livskraft, fordi den griber og fastholder Jesus Kristus i hans Ord. For denne Tro bliver det bølgende Dyb som en Bro, ad hvilken vi kan vandre trygt frem, fordi Ordet, som vi tro, bærer os oppe; og om den gælder det, hvad vi synge:

0 Vidunder-Tro,
du slaar over Dybet din gyngende Bro,
som Isgangen trodser i brusende Strand,
fra Dødningehjem til de levendes Land!

Og nu, vor Herre Jesus har ikke talt et Ord til os af det Indhold, som da han ude paa Søen sagde til Peder: kom! Derfor skal vi ikke heller indlade os paa at forsøge noget sligt. Men ligesaa vist kan vi sige, at dersom Herren vilde tale et saadant Ord til os, ja saa kunde vi ogsaa gøre det samme; saa sandt vi troede hans Ord, saa vilde hans Ord ogsaa bære os. Og Herren taler et Ord til os, som giver os en i Virkeligheden langt vidunderligere Magt, end den, hans »kom!« gav Peder paa Søen, Magt til at gaa over fra Mørket og Verden til hans Rige. Det gør hans Ord til os i den hellige Daab, saa sandt vi tro det. Ogsaa her siger den kloge Verden: det er umuligt; hvor skulde en Smule Vand og et Ord som dette, hvormed vi døbes, kunne udrette sligt! Nej, det maa Mennesket selv gøre ved sin Kamp, sin Omvendelse og Tro. Det sige ogsaa kloge Kristne, ej alene om Barnedaaben, men de, der forkaste den, sige det samme ogsaa om de voksnes Daab: den er kun en Ceremoni, som man maa holde, fordi Kristus har befalet det, men som i sig selv er uden Betydning; ti Mennesket maa allerede inden sin Daab ved sin Omvendelse og Tro være gaaet ind i Guds Rige. Men lad Menneskers Fornuft sige herom, hvad den vil, den vejer dog intet mod Jesu Frelservisdom, som lyder saaledes, at den eneste Vej ind i Guds Rige er Vandbadet i Ordet, den nye Fødsel af Vand og Aand.

Og fremdeles, den Stund vil komme, da vi skal ud paa et brusende Hav, langt mere frygteligt at se til end Genesaret Sø, endog i den forrygende Storm, da Jesus var med sine Disciple ude paa den, og da de vakte ham og sagde: Herre. frels os. vi forgaa! Det er Dødens Hav. Og der hjælper det ikke, om vi grue nok saa meget derfor; vi kan ikke drage Foden tilbage, vi skal dog derud, ja enten ud i det og gaa til Bunds deri, eller hen over det til hin Side, til »Landet bag Hav, hvor Evigheds Sol skinner klart allen Stund paa Saligheds Grund«. Ja, naar vi staa foran dette Hav, vil Verdensvisdommen, naar den gaar efter sine Erfaringer og Naturlove, ogsaa sige : det er umuligt at komme levende derover; det er jo øjensynligt, at Døden fratager Mennesket alt, hvad det har, og aldrig er nogen kommen tilbage derfra, som har kunnet fortælle os, hvorledes der var paa hin Side. Men desuagtet vil hvert Menneske-Hjærte føle, at det er endnu umuligere at tænke sig, at Menneskelivet skulde være forbi med dette korte Jordeliv, og først da kan der blive Mening i vort Liv, naar det, som her er begyndt, fortsættes hisset og fuldføres. Og vor Herre Jesus siger: jeg skal vise eder Vej til, at I kan gaa uskadte gennem Døden, ja til at Døden, der udvortes at se til er Tab af alt, skal blive eder den store Vinding; ti »hvo som ser Sønnen og tror paa ham, har evigt Liv, og hvo som tror paa mig, skal leve, om han end dør.

Ja dette, at vi skal leve, om vi end dø, det er dog i Sandhed langt mere vidunderligt end det, som skete med Peder her paa Søen, eller det, som Jesus sagde til sine Apostle: havde I Tro som et Sennepskorn, kunde I sige til dette Morbærtræ, at det skulde rykke sig op med Rode og plante sig i Havet. Men det, som skal give os Magt til at gaa uskadte, ja frem til evig Frelse og Liv, tværs over Dødens Hav, det er Troen som et Sennepskorn, den Tro, som med Hjærtets Kraft griber det Livets Ord, Jesus Kristus taler til os, og som deri modtager og fastholder ham selv og hans Guddoms-Kraft til at frelse os. Og mærk vel, ligesom Peder følte, at skulde han kunne komme til Jesus paa Vandet, maatte Jesus byde ham det, Jesus maatte tale et Ord til ham, som gav ham Magten dertil, saaledes er det ogsaa med det Ord, som skal holde os oppe, saa vi kan vandre hen over Dødens Bølger hjem til Jesus, det maa være et Ord, der er talt til os, og hvorved han giver os sin Magt over Døden. Vi kan ikke nøjes med et Ord til andre. Vi have saa mange livsalige Ord af Jesus talte i hans Køds Dage til Mennesker, som sukkede efter Frelsen, og de kan, ja skal være hans Menighed til umistelig Opmuntring og Styrkelse for vor Tro og vort Haab. Men ligesaa lidt som det Ord, Jesus talte til Peder paa Søen, eller til Storm og Bølger tilforn, kunde hjælpe os i Havsnød, ligesaa lidt kan et Ord af ham til andre fri os fra den langt større Fare, Dødens Havsnød; dertil udkræves et Ord, som er talt til os.

Og det er vor Herres Jesu Naade, at han endnu den Dag i Dag vil tale sit Livets Ord til os med samme Kraft som fordum, til baade at give og opholde det evige Liv i os, saa sandt vi tro det og holde det fast. Et saadant Ord taler han til os i den hellige Daab og den hellige Nadver. Derfor siger han: hvo som tror og bliver døbt skal frelses, og: hvo som æder mit Kød og drikker mit Blod, har evigt Liv og bliver i mig og jeg i ham, og skal leve ved mig, ligesom jeg lever ved min Fader. Ja, dersom vi saa vor Herre Jesus Kristus selv i sin Herlighed træde frem ved Døbefonten og sige: forsager du, og tror du paa Gud Fader, Søn og Hellig-Aand, paa Syndernes Forladelse, Kødets Opstandelse og det evige Liv? og: jeg døber dig i Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands Navn! — mon saa noget Menneske, der vilde lade sig frelse, kunde tvivle om, at han fik sine Synders Forladelse og det evige Liv, saaledes som Herrens Ord lød til ham? Nej, da vilde vi kunne sige: Jesus Kristus har selv tilbudt mig at tro paa Syndernes Forladelse og evigt Liv og døbt mig paa denne Tro, og da vilde vi ikke kunne tvivle om, at vi havde denne Naade, saa sandt vi ellers satte nogen Pris paa en saadan Gave. Og dersom Jesus selv personlig traadte frem ved Nadverbordet og sagde til os: tager, æder, det er mit Legeme; drikker alle deraf, det er den ny Pagt i mit Blod! saa kunde dog umuligt nogen, som vilde lade sig frelse, og som gjorde, hvad Jesus her bød, tvivle om, at Jesus havde givet ham denne Naade, kendte ham for en af sine og vilde føre ham frelst hjem.

Men nu vil vor Herre Jesus ikke komme saaledes selv i sin personlige Skikkelse til os her paa Jorden, fordi vor Vandring frem til den fulde Frelse er, og kan kun være, i Tro, ikke i Beskuelse; men naar Ordet lyder til os ved Daab og Nadver, da sker det efter hans Befaling og Indstiftelse, det er fra ham, det lyder, derfor lyder det altid ens Slægt efter Slægt, til vise og uvise, gamle og unge, ti det er Jesus Kristus selv, den samme i Dag og i Gaar og i al Evighed, som kommer til os i sit Ord for at give os Del i sig og sin frelsende Naade. Derfor kan vi ogsaa trøstig være visse paa, at saa sandt vi tro og lyde hans Ord, skal det give os, hvad det udsiger, og udrette i os og med os det, hvortil han har betroet sin Menighed det, saa at vi derved knyttes stedse fastere til ham som den Herre, vort Hjærte tilhører, og vi blive i Stand til at gaa uskadte gennem Døden hjem til ham.

Og da skal det ske, naar vi komme til at staa foran Dødens brusende Hav, og det truer med at sluge os, fordi Døden er og bliver Syndens Sold, da skal vi høre Jesu Røst: det er mig, frygt ikke! Nu kommer jeg for at hente dig hjem, at du skal være, hvor jeg er. Da kan vi uden Gru, ja med Frimodighed og Glæde befale vor Aand i Jesu Haand, og han skal føre den frelst hjem. — Saaledes er det gaaet utallige Kristne i 1800 Aar. Gud lade det ogsaa times os af Naade for Jesu Kristi Skyld !

Amen.