Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Troen som et Sennepskorn. - Tredje Søndag efter Hellig tre Kongers Dag.

Luk. Evang. 17, 5-10

Holdt i Herlufsholms Kirke ved Studentermødet i Juli 1897.

Og Apostlene sagde til Herren: giv os mere Tro! Men Herren sagde: dersom I havde Tro som et Sennepskorn, da kunde I sige til dette Morbærfigentræ: ryk dig op med Rode, og plant dig i Havet! og det skulde adlyde eder. Men hvem af eder, som har en Tjener, der pløjer eller vogter, vil sige til ham, naar han kommer hjem fra Marken: kom strags hid og sæt dig til Bords? Vil han ikke derimod sige til ham: tillav det, jeg skal have til Nadver, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg spiser og drikker; og derefter kan du spise og drikke! Mon han takker Tjeneren, fordi han gjorde det, som var ham paalagt? Saaledes ogsaa I, naar I have gjort alt, hvad der er paalagt eder, da siger: vi ere unyttige Tjenere; vi have kun gjort, hvad vi vare skyldige at gøre.

Vi læse i 1ste Kongernes Bog, Kap. 18 om den mærkelige Væddekamp mellem Herrens Profet Elias og de 450 Baals-Profeter i Israels Konge Akabs Dage. Da Akab efter Elias' Opfordring havde stævnet dem og alt Israels Folk sammen paa Karmels Bjærg, sagde Elias til det forsamlede Folk: »hvor længe vil I halte til begge Sider? dersom Herren er Gud, da vandrer efter ham, men dersom Baal er Gud, saa vandrer efter ham! Og han foreslog da, at der skulde gøres en Prøve paa, hvem der var den sande Gud, enten Baal eller Herren. Baals Profeter og han skulde hver for sig rejse et Alter og frembære en Okse derpaa, men ikke lægge Ild til; saa skulde de raabe hver til sin Gud, og den Gud, som svarede ved Ild, skulde da kendes for den sande. Og Folket svarede: det er et godt Forslag! Baals Profeter rejste da deres Alter og frembar deres Offer derpaa, og de raabte fra Morgen til Middag: Baal, hør os! Baal, hør os! men der kom intet Svar. Da begyndte Elias at spotte dem og sagde, at de skulde raabe rigtig højt, for at deres Gud maatte høre dem; ti han kunde jo være falden i Tanker eller være paa Rejse eller have lagt sig til at sove. Og de raabte af al Magt og stak sig med Knive og Spyd, saa Blodet strømmede af dem, ja de profeterede i deres Lidenskab. Men lige meget hjalp det: Baal var og blev stum. Da nu Dagen alt begyndte at hælde, kaldte Elias Folket hid til sig, og han rejste et Alter for Herren. lagde Veddet til rette og Oksen derpaa; og saa bad han: Herre, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, lad det kendes i Dag, at du er Gud, og jeg din Tjener, og at jeg har gjort alt dette paa dit Ord! Hør mig, Herre, hør mig, for at dette Folk maa kende, at du er Gud, og at du har vendt deres Hjærter tilbage til dig! Da faldt der Ild ned fra Himlen og fortærede baade Ofret og Veddet og Altrets Stene. Og alt Folket faldt paa sit Ansigt og sagde: Herren er Gud, Herren er Gud!

Her se vi to Slags Tro mødes og kæmpe om Sejren. Paa den ene Side Elias' Tro paa Abrahams, Isaks og Jakobs Gud og paa hans Udvælgelses Ord og Forjættelse, og paa den anden Side Baals-Profeternes Tro paa deres egne Indbildninger og Følelser og Drømme Vi vilde nemlig tage storlig fejl og gøre dem stor Uret, om vi mente, at de vare ligefrem bevidste Bedragere. Havde de været dette, havde de vist aldrig indladt sig paa denne Væddekamp, som de paa Forhaand maatte vide, kun kunde ende med deres Nederlag; de kunde vel have fundet paa Udflugter for at slippe for den; og de vilde da heller ikke saaledes have mishandlet sig selv, som de gjorde. Nej, vistnok har deres Tro været en hel Kæde af Selvbedrag og Øjensforblindelse; men kende vi noget til Hedenskabet og dets Historie, saa skønne vi, at deres Tro har ikke — saa lidt som Hedningernes Tro i det hele — været et bevidst Bedrag eller Digt af noget enkelt Menneske; nej vi kunde vel sige: den havde digtet sig selv, den udtalte deres egne og deres Fædres Tanker og Drømme om, hvad der var det højeste og bedste i Tilværelsen at leve for. Og hele deres vilde Færd, hvor de hidsede sig selv op til stedse vildere Lidenskab, er en Fremtoning, som man i Hedenskabet og i Menneskeaandens Forvildelser i det hele har haft og endnu har Tusender af Eksempler paa. Mennesker kan netop i det religiøse Forhold, naar de slippe den sande Gud og bygge paa deres eget i Stedet, hidse sig op i en Sjælerus, hvor de helt blive ude af sig selv, eller borte fra sig selv, og gribes og tumles af en fremmed Aandsmagt. De gamle hedenske Grækere kendte godt dette, de kaldte det at være gudbesat og mente, det var et stort Vidnesbyrd om deres Afguders Gunst, at en af disse saaledes havde til en Tid taget Menneskets Sjæl i sin Vold. Og det samme er ogsaa mere end én Gang fremkommet i Kristenheden, i Sværmeriernes Historie. Sligt stikker mange Mennesker i øjnene. Og vi kan tænke os, at det forsamlede Folk med dets Tilbøjelighed til at dyrke Baal har staaet helt betaget af Forundring og Forventning ved at være Vidne til de 450 Baals-Profeters himmelstormende Raab og den glødende vilde Lidenskab, der traadte frem deri. I Modsætning hertil, hvor har det saa ikke, udvortes set, taget sig fattigt ud, da den enlige Mand Elias bad: Herre, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud lad det kendes i Dag, at du er Gud, og jeg din Tjener, og at jeg har gjort alt dette paa dit Ord! — denne rolige, tillidsfulde Tiltale til Gud uden Raab og Skrig. Men den Bøn havde Kraft; ti han bad udaf en Tro, som havde Guds Kraft i sig, fordi den havde sit Udspring fra Gud, hvilede paa Guds Udvælgelses og Forjættelses Ord til Fædrene. Derfor kunde ogsaa hans Bøn naa op til den levende Gud selv og faa det vidunderlige Svar.

Men det er i den dybeste Grund den samme Forskel mellem Tro og Tro, som stilles os for Øje i vort Evangelium i Dag, da Apostlene bad Herren: giv os mere Tro! og da Jesus svarede: dersom I havde Tro som et Sennepskorn, kunde I med et Ord flytte dette Morbærtræ ud i Havet. Hvad der var Anledningen til denne Apostlenes Bøn, har Evangelisten ikke omtalt; men udaf den følgende Lignelse, hvori Jesus sammenligner Apostlene og deres Gerning med Tjeneren, som ikke havde Krav paa Ros eller Tak, naar han havde gjort sin Skyldighed i sin Herres Ærende, tør vi sikkert slutte, at Anledningen har været den, at de have følt eller set, hvor stor den Opgave var, som var dem given, og hvor lidt deres egen Kraft forslog til at gøre den Fyldest; men skulde de kunne dette, maatte de gøre det i Tro. Derfor bad de: giv os mere Tro, en stærkere, varmere, frimodigere Tro!

Men Jesus svarer Apostlene: dersom I havde Tro som et Sennepskorn, kunde I formaa, hvad det skal være. Og dermed siger han: det vilde ikke hjælpe eder fremad, om I fik eders Bøn opfyldt; ti I trænge fremfor alt til en Tro af en anden Art, end den, I tænke paa. Det er ikke det vigtigste, at eders Tro kan blive saa eller saa varm og stærk, men det kommer først og fremmest an paa, at I have den rette Tro, om end kun i sin allerførste Spire og Begyndelse, den Tro, der indeslutter den rette guddommelige Livskraft, som I aldrig kan give eder selv, men kun modtage, naar den tilbydes og gives eder. Det er en saadan Tro, Jesus kalder Tro som et Sennepskorn. Dermed mener Jesus ikke blot en lille Tro. Det er nemlig vel at mærke, at Jesus ikke siger: Tro som et Sandskorn, eller om man vil: som et Guldkorn. Ti der er i Sennepskornet en Kraft, som ikke Alverdens Sandskorn har Magen til, ja ikke vilde have Magen til, om de blev forvandlede til ligesaa mange Guldkorn. Det er denne Kraft, der gør, hvad Jesus siger i Lignelsen, at skønt Sennepskornet er det mindste af alle Sædekorn, kan det dog, naar det lægges i Jorden, vokse op til et Træ saa stort, at Himlens Fugle kan søge Ly i dets Grene. Denne Kraft er den usynlige Livskraft fra Gud, som er indesluttet deri. Tages den bort, saa er Sennepskornet ikke andet end den Jord, det nedlægges i; men ved denne Kraft kan Spiren i Kornet bruge, gøre sig til Herre over Jordens Muld, saaledes at den vokser op til et skyggefuldt Træ.

Naar altsaa Jesus siger til Apostlene: »havde I Tro som et Sennepskorna, saa siger han dermed, at det, som det kommer an paa, for at vi skal kunne tjene ham og gøre hans Gerning, det er, at vi have den rette Tro, den der indeslutter en saadan guddommelig Livskraft og Spirekraft, en Kraft, som intet Menneske ved egen Kunst eller Visdom kan frembringe, men som har sit Udspring fra den levende Gud. Og denne Kraft er kommen til Jorden i Jesus Kristus, ja er Jesus Kristus selv, saadan som han møder os i sit Ord.

Det har sig nemlig saaledes, at i den kristne Tro maa to Kræfter mødes og forenes til ét, — eller maaske rettere sagt: der maa forenes en Kraft og en Afmagt, Guds Naades og Naades Ords Kraft til at oprejse og levendegøre, og Menneskehjærtets Afmagt og Hjælpeløshed, som modtager Guds Naade, griber den og klynger sig dertil, jeg kunde sige, ligesom den, der er ved at drukne, griber et Halmstraa for at blive reddet. Ingenlunde saaledes, at jeg vilde ligne Guds Naade ved et Halmstraa; nej, den er en Kraft saa stærk, at intet i Verden kan lignes derved, den er selve Guds evige Almagt. Men naar et Menneskehjærte griber Guds Naade, er det ikke, fordi han kan forstaa eller gøre sig Rede for, at den kan frelse os, men fordi en indvortes Drift, en Livslængsel, der er vakt ved Guds Aand og Evangelium, driver ham dertil, ret ligesom den druknende griber efter et Halmstraa eller hvad andet, der falder for, uden at tænke eller gøre sig rede for, at dette skulde kunne holde ham oven Vande, men fordi han drives dertil af den Drift, vi kalde Selvopholdelsesdriften.

Det er altsaa disse to, der maa være forenede og smelte sammen i den sande Tro: Guds Naade, der kommer til os i Jesu Kristi Ord, og det hjælpeløse, syndige Menneskehjærte, som griber denne Naade og holder den fast, saa »Ordet sammensmelter med Troen, hos dem der høre det.« Men medens disse to maa og bør være forenede i vort Hjærte, om vor Tro skal være af den rette Art, saa kan de skilles ad, som Erfaringen viser, saa at den ene Side faar Overvægten. De kan skilles saaledes, at Mennesket vel fastholder Ordet som sandt, er fuldt overbevist om dets Sandhed, men istedenfor at fastholde det eller vedblive at modtage det i det ydmyge og hjælpeløse Hjærte, der først og sidst søger Frelse fra sine Synder, tager man derimod Ordet som et Middel til Kundskab og Oplysning. Saa faa vi den kolde og tørre Tro, der er stærk i de haarde og affejende Domme, men saa fattig paa Kærlighed, den Kærlighed, som haaber og taaler alt, og som ikke glæder sig ved Uretfærdighed, men ved Sandhed. Tværtimod glæder en saadan Tro sig ved, at de anderledes tænkende komme galt af Sted, fordi den derved faar Anledning til at fælde sine haarde Domme.

Denne haarde og kolde Tro beder ikke: Herre, giv mig mere Tro! Ti den føler ikke Trang til at vokse, den mener jo at have alt sit i Orden og at være stærk nok, naar den kan dømme de andre, der ikke vide saa god Besked.

Men paa den anden Side kan vort Hjærtes Tro og Ordet, som vi tro, ogsaa skilles paa den Maade, at man vel er bleven grebet af Guds Naade og har modtaget den, men lidt efter lidt træder Ordet og Guds Naades Kraft, som gives os deri, i Skyggen for de Indtryk, de Følelser af Glæde eller Vemod, Henrykkelse eller Sønderknuselse, eller hvad andre Rørelser der kan fremkaldes ved Forkyndelsen, som man hører. Man spejder da efter stedse nye Vækkelser og Rørelser, ja hidser sig selv op til saadanne eller søger det, som kan hidse Følelsen op dertil, saa Hjærtet stadig kan holdes i Glød og leve som paa Aandens Højder i en stadig Begejstringens Rus. Men saaledes kan man ikke holde sig. Det kan gaa, saa længe man er sammen med mange ligesindede, ligesom Baals-Profeterne kunde hidse sig op i Lidenskab, fordi de vare saa mange samlede (en enkelt havde ikke kunnet gøre det); men der vil ogsaa komme ensomme øjeblikke, da man maa se ind i sig selv, og Slapheds Tider, da man ikke har saadanne Følelser, og da vil den Bøn trænge sig frem: Herre, forøg Troen for mig, giv mig mere Tro; ti den, jeg hidtil har levet paa, slaar ikke til mere, dens Kraft er opbrugt, eller er lige ved at være det! Og nu bør vi visselig ingenlunde bryde Staven over en saadan Bøn, som var den ukristelig; den er tværtimod Udtryk for et oprigtigt Hjærte, som føler sit Savn. Ligeledes vilde det være stor Uret, om man vilde kalde det et Bedrag, at et Menneske saaledes lever paa sine Følelser; men ligesaa vist er det, at man ad den Vej kommer ind i en Række Selvskuffelser, hvor man indbilder sig, at de Følelser, der ere virkede af ens egen Aands Indbildningskraft eller af et andet Menneskes mægtigere Aand, ere Virkninger af Guds Aand, fordi man mener at have Livet og Livskraften i sine egne Følelser, og derimod slipper Ordet, som lyder saa stille, men hvori Livet fra Gud er givet os og indplantet i os. Derfor finde vi ogsaa her — efter den Regel, at Modsætningerne mødes, — ganske som hos den haarde Tro, jeg før talte om, de samme haarde og affejende Domme over alle dem, der ikke paa samme Vis leve paa Følelsens Højder.

Men den, der saaledes sukker og beder om mere Tro, ham maa vi holde Jesu Ord til Apostlene for Øje: »Dersom I havde Tro som et Sennepskorn, da kunde I sige til dette Morbærtræ : ryk dig op, og plant dig i Havet! og det skulde være eder lydigt.» Og det er ikke den eneste Gang, Jesus foreholder sine Disciple dette. Han sagde det samme til de halvfjerdsindstyve, dengang de kom tilbage fra deres Sendelse og, begejstrede over alt det, de havde oplevet, meldte: endog Uaanderne underkaste sig os i dit Navn! De vare saa opfyldte af alt, hvad de nu selv havde erfaret og oplevet, og af den Glæde og Løftelse, de havde følt derved, at de mente, nu kunde de magte alt. Men Jesus svarede (Luk. 10, 20): »glæder eder ikke over dette, at Aanderne underkaste sig eder, men glæder eder over, at eders Navne ere indskrevne i Himlen». Det vil sige: det er ikke i saadanne Erfaringer og Følelser, at I skal søge eders Styrke, men deri, at I i mig og i mit Ord have faaet Hjem og Børneret hos Faderen i Himlene. Det er denne Naade, I skal holde fast; dette er Troen som et Sennepskorn, der skal være eders Styrke og Livsglæde.

Og det store Eksempel paa, hvor lidt en saadan Tro paa egne Følelser formaar, et Eksempel, som Kristne aldrig maa glemme, have vi i Apostelen Peder. Dengang Jesus Skærtorsdag Aften sagde : i denne Nat ville I alle forarges paa mig! da svarede Peder nok saa frimodig: om end de alle forarges paa dig, skal dog jeg aldrig forarges; om jeg end skulde dø med dig, skal jeg dog ikke fornægte dig! Ingen Kristen kan tvivle om, at Peder har ment disse Ord i sit Hjærtes fuldeste Oprigtighed. Men hvorpaa støttede han dette store Mod, at han turde sætte sit Nej mod Jesu Ord? Var det paa Jesu Ord og Kraft? Nej, lige modsat, han satte Jesu Ord til Side for sit eget Hjærtes Tro og den Kærlighed til Jesus, han følte. Han følte sit Hjærte saa fuldt af Tro og Kærlighed, at han var vis paa, at den kunde og maatte bestaa, ihvad der saa skulde times ham. Med ét Ord: han troede paa sit eget Hjærtes Vished. Og skønt det kun varede en kort Stund, inden han maatte erfare, at hans Tro og Kærlighed end ikke var stærk nok til at holde ham vaagen en Time under Jesu Sjælekamp, tabte han dog ikke denne Selvtillid. Han søgte at opildne sit Hjærte ved at hugge løs paa Ypperstepræstens Tjener; og han vilde holde det vaagent og stærkt ved at følge Jesus ind i Ypperstepræstens Gaard. Men saa, — saa var en stakkels Tjenestepiges Spørgsmaal nok til, at han fornægtede og forsvor sin Herre. Saaledes gik det ham, og anderledes kunde det ikke gaa; ti det er ikke vort Hjærtes Tro og Varme, som kan bestaa og kan overvinde Verden. Nej. Jesus Kristus alene er Sejerherren, som i sit Ord vil give os Del i sin Sejer og Magt til at sejre. Vort Hjærtes Varme kan snart kølnes, vor Frimodighed kan snart vendes til Forsagthed, vor Tro kan snart blive vankelmodig og rokkes, men Jesu Kristi Ord bestaar, naar Himmel og Jord forgaar; kun i hans Ords Kraft kan vi bestaa og sejre, og have vi hans Ord, som han taler til os for at frelse os, og holde vi det fast, ikke som et Oplysningens, men som et Naadens og Livets Ord, saa have vi i dette Ord Livets Magt til at sejre, endog over Døden.

Ja, det er Jesu Kristi Naades Ord til os, som maa sammensmelte med vort Hjærtes Tro; da have vi Troen, der er som et Sennepskorn, og deri have vi Magten til at overvinde alt, hvad der vil hindre os i at tjene Jesus Kristus. Det er denne Guds Naade, som er kommen til Jord i hans enbaarne Søn Jesus Kristus, som blev født af en Kvinde, led og døde, opstod og opfor til Faderens højre Haand, og som derved har vundet os Magt ej alene til at tro paa ham selv, men derved ogsaa til at tro paa Gud Fader vor Skaber, og paa den Hellig-Aand , som i hans Menighed giver os Samfund med de hellige om hans Frelsergernings Frugt, Syndernes Forladelse og evigt Liv. Det er denne Naade, vi ved den hellige Daab faa Magt til at tro paa og at modtage i vore Hjærter som vor Ejendom, og den har Sennepskornets vidunderlige Kraft til at tage vort Hjærte i Eje og udfolde sig deri til at overskygge og bestemme hele vort Levned. Og derved faa vi Magt til at tjene vor Herre Jesus Kristus, saa vi gøre vor Gerning i hans Navn og Ærende, og til at bede i hans Navn, med hans store Forjættelser (Joh. 14, 13): »Hvad som helst I bede Faderen om i mit Navn, det vil jeg give.. Ti da er det ikke en Bøn udaf vor egen Vilje og Lyst, men Jesus Kristus, som beder i os og vil i os. Om denne Tro gælder Jesu Ord: »dersom I have Tro som et Sennepskorn, da kan I sige til dette Morbærtræ: ryk dig op og plant dig i Havet! og det skal være eder lydigt. Ikke saaledes, at da staar Guds Almagts Kraft til vor Raadighed, saa vi kan bruge den efter vort Tykke og paa egen Haand; men da vil vor Herre Jesus Kristus, hvem al Magt er given i Himlen og paa Jorden, gøre sin Gerning ved os. Men derfor er det ogsaa ham alene, der har Æren derfor, og vi maa sige, at om vi end have gjort alt, hvad vi ere skyldige at gøre, — ak, kunde vi kun sige det! — saa ere vi dog kun unyttige og overflødige Tjenere; han trænger ikke til os og kunde vel faa sin Gerning gjort uden os.

Men vi trænge til ham; og jo længer vi saaledes tjene ham, og jo mere han vedkender sig vor Tjeneste, des mere trænge vi til ham og hans Naade og Kraft, der vil fuldkommes i vor Magtesløshed. Men idet han saaledes bliver stedse mere umistelig for vor Sjæl, blive vi i Stand til at blive evig glade ved at komme hjem til ham.

Amen.