Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Det tabtes Frelse. - Anden Søndag efter Hellig tre Kongers Dag.

Luk. Evang. 19, 1-10.

Og Jesus gik ind i Jeriko og drog der igennem. Og se, der var en Mand, hvis Navn var Sakkæos, han var Overtolder, og han var rig. Og han søgte at faa at se, hvem der var Jesus, men kunde det ikke for Skaren, fordi han var liden af Vækst. Og han løb iforvejen og steg op i et Morbærfigentræ for at faa ham at se, fordi han skulde igennem ad den Vej. Og da Jesus kom til Stedet, saa han op og sagde til ham: Sakkæos, skynd dig og stig ned, ti i Dag maa jeg blive i dit Hus. Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med Glæde. Og da de saa det, knurrede de alle og sagde: hos en syndig Mand er han gaaet ind at tage Herberg! Men Sakkæos stod frem og sagde til Herren: se, Herre, Halvdelen af hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og er der nogen, jeg har frasneget noget, giver jeg det firefold igen. Men Jesus sagde om ham: i Dag er Frelse timet dette Hus, efterdi ogsaa han er en Abrahams Søn. Ti Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det tabte.

»Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det tabte. I disse Ord, hvormed vort Evangelium slutter, udtaler Jesus, hvad de tilstedeværende, og særlig vel hans Disciple, skulde lære af den Tildragelse, de nu havde været Vidner til med Tolderen Sakkæos: de skulde deri se et nyt Vidnesbyrd om, at det var Øjemedet med hans Komme at søge og frelse det tabte. Altsaa Jesus havde søgt Sakkæos. Udvortes at se til var det snarere Sakkæos, der søgte Jesus; der staar jo: han søgte at faa Jesus at se. Men i Virkeligheden var det omvendt; det var Jesus der søgte Sakkæos for at frelse ham. Det var ikke tilfældigt, at Jesus lagde Vejen til Jerusalem om ad Jeriko, eller at han drog gennem Byen netop ad den Vej, eller at han saa op i Morbærtræet. Det er aldrig tilfældigt, om et Menneske bliver frelst. Jesus vidste godt, hvorfor han gjorde alt dette; han vilde dermed ogsaa i Jeriko søge og frelse det tabte. Ti derpaa gik hans Liv og al hans Gerning ud i hans Køds Dage, og derpaa gaar endnu den Gerning ud, som han i sin Herlighed ved Faderens højre Haand gør ved sin Hellig-Aand.

Men det tabte, som Jesus vil søge og frelse, er Mennesket selv, Menneskehjærtet, som Gud skabte i sit Billede til at leve i ham, men som er blevet borte, er gaaet tabt i Verdens mange Ting, dens Travlhed og Lyster og Synder, saa det ikke er Hjærtets Røst og Guds Røst i vort Hjærte, der raader og styrer vort Levned, men allehaande jordiske Ting og Hensyn og fremmede Røster have Magten i os. Men til at frelse Mennesket hører allerførst det at finde Mennesket selv hjemme; og der er mange Mennesker, som det er omtrent umuligt for Mennesker at træffe hjemme. Der gives Mennesker, som ikke kan holde ud at stedes i deres Hjem; de maa altid være paa Farten, ude blandt fremmede, være med til alt nyt, som kommer op. Sker det end, at de nødes til at være hjemme, saa er det kun med Legemet, deres Hjærter og Tanker ere borte i det fremmede. Men langt flere Mennesker er der, som i aandelig Forstand aldrig ere hjemme, som leve deres Liv udenfor sig selv: alle de mangfoldige, som leve for de jordiske Ting, for deres Forretning, deres Penge, deres Adspredelser, alle de, for hvem det er det første, hvad andre sige og mene om dem, de leve i Virkeligheden udenfor sig selv, trods det, at man fra en anden Side set kunde sige, at hele deres Liv drejer sig om dem selv og deres eget Behag; ti det er ikke deres sande Selv, deres Hjærte og Samvittighed, der bestemmer deres Liv og Tænkemaade, men Hensynet til alskens andre Ting udenfor dem. Og sker det engang, at de komme hjem til sig selv, det vil sige, at det Spørgsmaal vaagner hos dem eller paanøder sig dem: hvad bliver der af dig selv under alt dette? dersom det udvortes, som du lever for, tages fra dig, dine Penge, dine Forretninger og dine Nydelser, — og det vil jo en Gang blive dig berøvet altsammen, — hvad er du da selv? hvad har dit Hjærte saa at leve for? — da søge de af al Magt at skyde dette uhyggelige Spørgsmaal fra sig med Tanker som disse: den Tid, den Sorg; hvorfor vil du være anderledes end de andre; det kan dog ikke gaa dig værre end dem! Men dette vil jo sige, at de atter skyndsomst forlade deres Hjem, eller fly derfra, for at leve udenfor sig selv.

Se, dette er at gaa paa Fortabelsens Vej, den Vej, ad hvilken Mennesket selv gaar tabt. Og paa den Vej gaa alle de, der »gaa op i« de jordiske Ting, enten det er Kødets Lyst, Øjnenes Lyst eller Livets Bram. Det var den Vej, den tabte Søn gik ad, da han forlod sit Hjem og gik bort til det fremmede Land langt borte, hvor han søgte at glemme sin Fader, men end mere at glemme sig selv i det ødsle Levned, han der førte. Men han blev ført hjem, ikke alene til sin Faders Hus, men først og fremmest til sig selv. Da han laa derude blandt Svinene, og ingen gav ham noget, han kunde stille sin Sult med, da »gik han i sig selv«. Men det vil jo sige, at hidtil havde han levet udenfor sig selv; det var Forlystelserne og Selskabet i det fremmede Land, som havde regeret ham; nu derimod kom han hjem til sig selv, og der kom det Spørgsmaal til Orde: hvad skal der blive af mig selv? dersom jeg bliver her, maa jeg dø af Sult! Og hvad er der blevet af mig selv? Jeg er bleven en Synder, som har forbrudt al min Ret til at kaldes min Faders Søn. Men da han saaledes saa dette og ikke igen lukkede sine Øjne derfor, men vilde se, at det var ham selv, der bar Skylden for, at han saaledes havde sat over Styr alt det, han selv var kaldet til at have og være, da kunde hans Faders Kærlighed, som han længe havde glemt, kaste en Lysstraale ind i hans Hjærte, ind i ham selv, og han kunde staa op og gaa til sin Fader for at bede om en Plads i Hjemmet, om end som den ringeste Daglejer. Og da han saa kom hjem og modtog sin Faders rige Tilgivelse og Kærlighed, da blev han sig selv, idet han fik ikke alene Sønneplads, men ogsaa Sønnehjærte overfor sin Fader; hans Faders Kærlighed frigjorde, frelste hans Hjærte fra det fremmede, som hidtil havde draget og trælbundet ham.

Men den Faderkærlighed, som Jesus skildrer i denne Lignelse, er Gud Faders Kærlighed til den faldne Verden, det verdslige Menneske, som gaar paa Fortabelsens Vej. Denne Kærlighed kom til Jorden i Jesus Kristus, som kom for at søge og frelse det tabte, d. e. Mennesket selv. Og han ser og ved, naar Øjeblikket er der til at finde Mennesket selv hjemme, saa hans Naades Ord kan naa ind i dets Hjærte. Det er ikke sagt, at Øjeblikket er der, hver Gang et Menneske, en Ordets Tjener, har Lejlighed til at forkynde Evangeliet; det kommer an paa, om den anden har Hjærterum til at høre det. Dersom én havde mindet den tabte Søn om hans Fader og hans gamle Hjem, medens han endnu havde Overflod, havde han vist ikke udrettet noget, om han end havde talt med Engletunge, uden maaske at gøre ham haardere. Men da Sønnen var gaaet i sig selv, kommen hjem til sig selv, da var blot Mindet om Hjemmet nok til at føre ham til at vende om. Derfor have vi ikke Lov til at blive utaalmodige, end mindre til at udtale Dommens Ord over det Menneske, som ikke vil modtage Evangeliet i det Øjeblik, det passer os at forkynde ham det; det kommer an paa, om han er selv hjemme, naar han hører det. Og saaledes ved vor Herre Jesus at lade Evangeliets Budskab om Guds Kærlighed naa vort Hjærte, naar det kan finde os selv hjemme; saa kommer det an paa, om vi vil lade os finde og tage imod det og blive frelste. Jesus fandt Tolderen Levi hjemme ved Toldboden, midt i hans daglige Arbejde, og sagde til ham: følg mig! Og han stod strags op og fulgte Jesus, og saa blev han til Apostelen Mattæos. Men Tolderen Sakkæos fandt Jesus hjemme i Morbærtræet, hvor han var steget op for at se Jesus. Det har aabenbart ikke været tom Nyfigenhed, som drev Sakkæos dertil, men vi tør sikkerlig sige, at han er begyndt at gaa i sig selv, han har set ind i sit Hjærte, hvorledes det var ved at dø af Hunger midt i hans Rigdom, og hvor tomt og usselt hans Levned hidtil havde været. Nu hørte han, at Profeten Jesus af Nasaret kom til Jeriko, denne mærkelige Mand, som gjorde saa store Guddomsgerninger og vandrede saa hellig og ulastelig blandt Mennesker, at end ikke hans bitreste Fjender kunde overbevise ham om nogen Synd, og som dog var saa mild og barmhjærtig mod Syndere, at alle Toldere og Syndere, hvem alle »ordentlige Mennesker« ringeagtede og ikke vilde omgaas, holdt sig nær til ham for at høre ham, og han stødte dem ikke bort, men tog imod dem og vilde ogsaa være Frelser for dem. Han har maaske følt, at kunde han møde en saadan Kærlighed, kunde ogsaa han blive frelst. Da er Ønsket vaagnet hos ham, at han dog kunde faa denne Mand at se, saa kunde han maaske en anden Gang faa ham at høre, ja faa ham i Tale; men han har ikke dristet sig til at tale til Jesus. Saa steg han op i Træet ved Vejsiden; han spurgte ikke, om dette kunde passe sig for en rig Mand som ham, heller ikke, hvad Folk vilde sige derom: blot han kunde faa ham at se! Og da nu Jesus kom derhen og saa op og sagde: »skynd dig og stig ned, ti i Dag maa jeg tage ind i dit Huse, — nu skal du ikke blot faa mig at se, men faa mig i Tale, ja faa mig til Gæst, saa du selv oplever, at jeg tager imod Syndere og æder med dem, ja da kan vi vel forestille os, hvor frydefuldt Sakkæos' Hjærte er blevet, ti da havde Jesus fundet ham, og han var frelst.

Og dette er Hovedsagen i denne Fortælling, at vi her se, hvorledes Jesus frelser det tabte, og hvori denne Frelse bestaar. Ti det tabte var her Sakkæos. Man hører af og til Sakkæos omtalt, som om han egentlig var en god og hæderlig Mand. Men saaledes skildres han ikke i Evangeliet. Dengang Jesus gik ind til ham, knurrede de tilstedeværende og sagde: det er en syndig Mand, han tager Herberg hos! Det vil ikke sige: han er en Synder ligesaa vel som vi andre, nej de sige dermed: han er en langt grovere Synder end vi; de vidste alle at fortælle baade det ene og det andet onde, som han havde bedrevet. Og Sakkæos selv sagde intet derimod; — Folk forstod dog dengang ligesaa vel som nu at sige: jeg er ikke værre end alle de andre! — nej han tog ydmygt imod det Syndernavn, de gav ham. Og Jesus selv sagde heller ikke noget derimod. men han sagde: »Menneskesønnen er kommen at søge og frelse det tabte, — det vil sige: denne Mand var tabt, men her se I, at jeg har kunnet søge og frelse ham. Og hvorledes han var tabt, d. e. hvori han havde tabt sig selv, kan vi skønne af, hvad der siges om ham, at han var Tolder, og at han var rig. Ingen hæderlig Israelit, som agtede sig selv, vilde indlade sig paa den foragtede Levevej at opkræve Told og Afgifter til det forhadte romerske Herskab. Men naar Sakkæos havde gjort dette og var bleven en rig Mand, tør vi sikkert slutte, at det var Pengegridskhed, der havde drevet ham dertil, og at han havde brugt sin Stilling til ulovlig Vinding. Og er der noget, hvori Mennesket kan tabe sin Sjæl og sig selv, saa er det Pengegridskhed. Men alligevel kunde Jesus frelse ham. Jesus sagde engang: »Hvor er det dog vanskeligt for en rig at komme ind i Guds Rige! Det er lettere for en Kamel at komme ind igennem et Naaleøje end for en rig at komme ind i Guds Rige«. Og da saa Disciplene spurgte ham: hvem kan da blive frelst? svarede han: »For Mennesker er dette umuligt, men for Gud ere alle Ting mulige«. Her se vi et Bevis paa Sandheden af disse Ord. Ti Jesus, Guds Søn, som kom til Jord med Guds frelsende Kærlighed, han mægtede at frelse den rige Sakkæos.

Og denne Frelse se vi, eller høre, af Sakkæos' Ord, da Jesus var kommen ind i hans Hus: »Halvdelen af hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvad jeg har frasneget nogen, giver jeg firefold igen!» Det var ikke et Løfte om, hvad han vilde give, dersom Jesus vilde komme ind i hans Hus; nej, det var hans Hjærtes Svar paa den Kærlighed, Jesus havde vist imod ham ved at blive hans Gæst: nu giver jeg Halvdelen af min Ejendom til de fattige; nu kan jeg slippe al min uretfærdige Rigdom, den skal ikke være længer i mit Hus. Mange vilde maaske sige: det var et stort Offer, han der bragte. Men jeg er vis paa, at kunde vi spørge Sakkæos selv, — og saa sandt som vi blive i den samme Jesus Kristus, som blev hans Frelser, skal vi nok faa ham i Tale og faa Tid at spørge ham, — saa vilde han sige: nej det var intet Offer, det var ialfald kun et frydefuldt Takoffer, men i Virkeligheden var det en Frelse, en Befrielse, idet jeg selv, mit Hjærte, blev frigjort fra de Penge og det uretfærdige Gods, som hidtil havde holdt mig i Trældom; det var i Virkeligheden ikke mig selv, der gav dette, men det var Jesus, som frelste mig derfra; ti da han drog ind i mit Hus, maatte det uretfærdige Gods ud deraf. Derfor siger ogsaa Jesus : i Dag er Frelse timet dette Hus !

Ja saaledes blev Sakkæos frelst; ti det er Frelse at blive frigjort fra sin Synd, ikke blot fra Syndens Følger, saa man slipper for dem, men fra Synden selv, saa den maa flygte for Guds Naade i Jesus Kristus ud af Huset og ud af Hjærtet. Og det er her paa Jorden den inderligste Glæde af alle at blive saaledes frelst. Ti Synden er den allertungeste Byrde, den er Moder til alle andre Byrder, og saa længe den hviler utilgivet paa os, tynger den os til Jorden og gør os til Trælle, fordi den gør Skilsmisse mellem os og vor Gud, i hvem alene vi have Liv og Frihed. Derfor er der saa lidt virkelig Hjærtens Glæde hos Mennesker, og jeg kunde føje til: derfor søge de indbildt Erstatning for den manglende Glæde i de mange tomme Forlystelser, fordi de gaa og slæbe paa deres Syndebyrde, skønt de maaske slet ikke tænke, det er en Byrde. Og dobbelt tung bliver den, naar vi ved vor egen Magt vil aflægge den og erfare vore egne Forsætters Afmagt. Men naar et Menneske føler sin Synds Byrde og vil tage den op, d. e. ikke vil vælte Skylden over paa andre eller vil retfærdiggøre sig ved at sige: de ere ikke bedre end jeg! men derimod i Sanddruhed tager Skylden paa sig selv og siger: jeg har syndet, og jeg har fortjent min Straf, da kommer han hjem til sig selv, da bliver han selv hjemme, og da kan Jesus Kristus med sin Naade tage Herberg i Hjærtet, det vil sige, den Hellig-Aand kan gennem Evangeliet lade Guds Naade i Jesus Kristus skinne ind i hans Hjærte, saa Frelsens Time oprinder for ham, den usigelige Glæde, da Syndebyrden tages af ham ved Ordet om Syndernes Forladelse, saa han kan sige: nu tror jeg og er vis paa, at Gud er ikke længer vred paa mig, at min Synd er mig forladt og udslettet, og den skal ikke mere gøre Skilsmisse mellem mig og Gud! Naar denne Glæde kommer ind i Hjærtet, da frelses vi tillige fra Syndeviljen, da kan vi af hele vort Hjærte forsage Djævelen og alle hans Gerninger og alt hans Væsen, al den Synd, vi vide med os selv at sige af, og da kan vi, som man siger, »ofre noget for Jesu Skyld«, men dette vil i Virkeligheden sige, at da kan Jesus frelse og frigøre vort Hjærte fra det jordiske, som hidtil holdt det fangent.

Ja, dette er Frelsen her paa Jorden; og saaledes frelste Jesus Sakkæos og viste paa ham, at han kunde frelse det tabte. Men var saa Sakkæos virkelig og helt frelst? syndede han saa aldrig mere? trængte han aldrig siden til at omvende sig og frelses igen? Ja, Lukas skriver ikke mere om ham. Han har kun her fortalt, hvorledes det gode Værk, Frelsesværket, blev begyndt i ham, men vi kan være visse paa, at den samme trofaste Herre ogsaa har fuldført det, saa sandt Sakkæos har holdt fast ved ham. Og at han har gjort dette, kan vi ikke tvivle om, skønt han maaske aldrig siden her paa Jorden har set Jesus igen; ti hans Møde med Jesus faldt 8 Dage før Langfredag; men han har sikkerlig ikke forsømt at holde sammen med Jesu Kristi troende Menighed om Apostlenes Undervisning og Samfundet og Brødets Brydelse og Bønnerne, saa at han er gaaet fremad paa Frelsens Vej og endelig er kommen frelst hjem. Men det tør jeg sige for vist, at saa sandt Sakkæos har levet efter den Dag, da Jesus var hans Gæst, saa har han mange Gange maattet sande, at han endnu trængte til at frelses. Det kan være, at hans Gerrighed fra den Stund af helt har været uddreven af hans Hjærte, men saa have andre Synder fristet ham og overvundet ham, og der er ikke gaaet nogen Dag, hvor han ikke har trængt til at bede: forlad os vor Skyld!

Ti saaledes gaar det. Naar vi opleve den salige Stund, da vi med fuld Bevidsthed kan sige: nu ved jeg og er vis paa, at jeg for Jesu Kristi Skyld har alle mine Synders Forladelse! da kan vi ogsaa sige: nu er jeg frelst! nu er jeg frigjort fra Syndens Lænke og Skyld, saa at jeg i Jesu Navn kan med frit Mod tiltale Gud som Fader og være vis paa, at han vedkender sig dette Navn. Men dermed have vi dog ikke Frelsen i Hænde, ere ikke heller ude over al Fristelse og Synd. Nej, det er i Haabet, vi ere frelste, d. e. vi have Frelsen i den visse Fremtidsudsigt, at den samme Herre, som ved sit Ord og Naade har begyndt sit Frelsesværk i mig, vil ogsaa fuldføre det, saa jeg skal blive fuldkomment og evig fri. Men inden vi naa dette Maal, forestaar der os maaske mange og lange Aars Arbejde og Kamp, for at alt det selviske og egenraadige maa dø i os.

Ti det gaar os ligesom Israels Børn paa Vejen til Kanaans Land. Dengang Gud med vældig Haand havde ført dem gennem det røde Hav, og da de stod paa det tørre Land og saa Ægypterne drukne i Bølgerne, da kunde de tænke, at de nu havde deres »paa det tørre«, nu manglede kun den korte Vandring til Kanaan, saa var Maalet naaet. Og Vejen dertil var ikke længere, end at den uden stor Hast kunde være tilendebragt paa 40 Dage. Men det gik ikke saa hurtig. De havde mange Fjender at kæmpe imod, ikke alene nye Fjender, som angreb dem paa Vejen, men ogsaa Ægypterne, som de vare blevne frelste fra. Ti skønt den ægyptiske Hær, som forfulgte dem, var druknet, saa vedblev dog Minderne fra Ægypten og dets Kødgryder og den Vantro mod Gud, som de havde lært i Ægypten, at gaa igen og forføre dem; derfor maatte de vanke om i Ørken i 40 Aar, indtil hele den Slægt, der var voksen, da de drog ud af Ægypten, var død, og en ny Slægt var vokset op, som var skikket til at tage Kanaan i Eje.

Saaledes gaar det ogsaa med vor Vandring. »Gennem Ørken skal vi gaa for til Kanaan at naa«, hedder det i en Salme; og her have vi ikke alene Trængsel og udvortes Fjender at kæmpe med, men ogsaa indvortes Fjender, Synder og Lyster. Selvraadighed og Egenkærlighed, som opstiger i vort eget Hjærte. Alt som vi komme frem ad Vejen, lære vi vor Synd dybere at kende, vi se, at den har langt dybere Rødder i os, end vi fra først af tænkte, og at ogsaa det, hvori vi før ikke saa noget ondt, er smittet af Synden. Vi gøre den ydmygende Erfaring, at ikke alene nye Synder kan friste os, men at ogsaa de gamle Synder, som vi havde tænkt, vare druknede og overvundne for stedse, gaa igen og ere ligesaa stærke til at friste os som tilforn. Da gælder det, at vi ikke gaa paa Forlig med vor Synd og slaa os til Ro, enten dermed, at de andre ere ikke bedre, eller med. at vi én Gang have oplevet Frelsens Glæde, men at vi trolig stride imod vor Synd ved Jesu Naades Kraft og ikke hvile, førend vi kan af hele vort Hjærte vende os fra den og i Jesu Navn forsage den som Djævelens Væsen. Saaledes skal vor Omvendelse gaa stedse dybere, og Jesus Kristus des mere vinde Skikkelse i os. Det er denne Kristenlivets Fremgang, som Morten Luther udtrykker saaledes, at den gamle Adam i os maa druknes ved daglig Anger og Omvendelse og dø med alle Synder og onde Lyster, og at derimod det nye Menneske maa fremkomme, som er skikket til at leve evig for Gud. Denne Kamp og dette Arbejde blive vi aldrig færdige med her i Udlændigheden; derfor har vor Herre Jesus Kristus ogsaa givet os stadig at bede: forlad os vor Skyld, og fri os fra det onde! ikke alene fra det onde udenom os, men ogsaa fra det onde, der opstiger i vort eget Hjærte. Og han vil ikke nøjes med at gæste os med sin Naade en enkelt Gang i en saadan bevæget Stund som den, Sakkæos oplevede, men han vil blive hos os i sit Ord, det Troens Ord, hvori han kom til os i Begyndelsen og aabnede sit Rige for os. Derfor skriver Apostelen (1 Joh. 2, 24): »Dersom det, I hørte fra Begyndelsen, bliver i eder, saa blive ogsaa I i Sønnen og i Faderen«. Og han vil atter og atter komme til os i sin hellige Nadver og mætte os med sig selv, for at vi skal blive saaledes livsforenede med ham, at vi altid maa komme ham i Hu, at vi aldrig skal glemme ham her i denne travle, vildsomme Verden, men at vi derimod mere og mere maa glemme os selv og slippe vort eget og vor egen Vilje, for at Gud Faders Vilje i Jesus Kristus maa ske i os. Og saaledes gaa vi fremad mod den fuldkomne Frelse, og vort Øje klares til i Haabet at se fremad dertil, til Guds Børns Herligheds Frihed, som vi forvente i vor Herres Jesu Kristi Aabenbarelse, naar den Lighed med Gud, hvortil Mennesket var skabt fra Begyndelsen, skal blive fuldkommen, fordi vi skal se ham, som han er.

Amen.