Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Første Søndag efter Hellig tre Kongers Dag. - Barnedaaben

Mark. Evang. 10, 13--16

Og de bare smaa Børn til Jesus, for at han skulde røre ved dem; men Disciplene skændte paa dem, der bare dem hid. Men da Jesus saa det, harmedes han og sagde til dem: lader de smaa Børn komme til mig, hindrer dem ikke; ti for saadanne er Guds Rige. Sandelig siger jeg eder, hvo som ikke modtager Guds Rige som et lille Barn, kommer ingenlunde derind. Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne paa dem og velsignede dem.

»Mine Tanker ere ikke eders Tanker. og eders Veje ere ikke mine Veje, siger Herren; ti saa meget som Himlen er højere end Jorden, ere mine Tanker højere end eders Tanker, og mine Veje højere end eders Veje. Saaledes talte Herren til Israel ved Profeten Esaja (Es. 55, 8-9). Og det er et Ord, som vi stadig maa sande ogsaa under den nye Pagt, ikke alene naar Talen er om Guds Førelser med os, som saa ofte gaa imod vore Tanker og Planer, og som dog stadig vise sig at være de rette, idel Naade og Sandhed for dem, der holde hans Pagt og hans Vidnesbyrd; men det samme gælder alle Vegne, hvor Gud gør sin Gerning; gør han den end ikke altid saaledes, at den er lige imod vore Tanker, saa dog saaledes, at Mennesker aldrig af sig selv vilde falde paa, at saaledes skulde den gøres. Derpaa se vi et Eksempel i den Maade, hvorpaa Gud giver Mennesker deres aandelige Evner, de saakaldte naturlige Aandsgaver. Saaledes kalde vi dem med Rette; ti de ere aabenbart Gaver fra Guds Haand. Det hedder i en Salme:

Gik alle Konger frem paa Rad
i deres Magt og Vælde,
de mægted ej det mindste Blad
at sætte paa en Nælde.

Det er sande Ord. Men ligesaa vist, ja endnu vissere er det. at om end alle Verdens Konger og mægtige og vise forenede sig, kunde de ikke med al deres Kraft og Kløgt give et Menneske andre eller større Evner, end han har af Natur, d. e. end han er født med; og ligesaa lidt kan et Menneske selv gøre det. Han kan misbruge sine Gaver og lade dem ubrugte og derved nedbryde og ødelægge dem; og han kan bruge og udvikle og uddanne dem, og selv om han har de ypperste Gaver, blive de aldrig til noget, uden han uddanner og udvikler dem ; men han kan aldrig tage eller røve sig andre Gaver, end han er født med. Her gælder i fuldt Maal Johannes Døbers Ord (Joh. 3, 27): »Et Menneske kan slet intet tage, uden det er givet ham fra Himlen«.

Men det mærkeligste ved disse Gaver og ved den Maade, hvorpaa Gud giver dem, er dog det Tidspunkt, han giver dem paa, nemlig strags fra Fødselen af, fra Menneskets Tilværelses Begyndelse, til det ganske spæde Barn, som ikke kender højre fra venstre, ja som er saa langt fra at forstaa, hvad dets Gaver ere, og hvortil de skal bruges, at det end ikke ved, at det har dem. Hvilket Menneske vilde nogensinde have udtænkt en saadan Maade eller et saadant Tidspunkt til at meddele saadanne Gaver? Skulde det være gaaet efter Menneskers Tanker. er jeg vis paa, at alle, vise og uvise, fornuftige og ufornuftige vilde have sagt: nej, dermed skal der ventes; lad det først vise sig, hvad det Menneske vil, hvorledes han vil arbejde, og hvorledes Omstændighederne føje sig for, at han kan arbejde, da er det Tid til, at saadanne Gaver kan betroes ham. Og mange vilde føje til, at kun paa den Maade vilde der handles viselig med saadanne Gaver, da vilde der ikke findes saa mangfoldige Eksempler paa den gruelige Misbrug af dem, som nu ses, saa at de, der have de ypperste Gaver, mangen Gang bruge dem slettest, kun i det ondes Tjeneste, eller lade dem ligge helt unyttede hen.

Men Guds Tanker ere ikke Menneskers, ikke heller hans Veje. Han giver Mennesker deres Aandsevner strags fra deres første Aandedræt, — dog aldrig som fuldvoksne, nej som en lille, usynlig Spire, saa det først længe efter kan blive aabenbart, hvordan de ere; ét Menneske giver han store Evner, saa han er i Stand til at blive noget stort, udfylde en stor Plads i Menneskelivet, saa hans Virksomhed faar Betydning for store Kredse og for lange Tider; en anden har kun smaa og ringe Evner, saa han kun kan fylde en lille Plads i en snæver Kreds; men alle have Evner til at udfylde hver sin Plads iblandt Mennesker, og de vil gøre det, saa sandt de ere tro Husholdere over deres Gaver; da vil Spiren udfolde sig efter sin medfødte Art, ret ligesom den lille, som oftest usynlige Spire i Frøet bliver i ét Frø til det mægtige Træ i Skoven, i et andet til en Blomst i Enge.

Men saaledes har det sig ogsaa med Kristenlivets Gave, det evige Livs Naadegave i Mennesket og den Livskraft og de Livsevner, som gøre os i Stand til at have hjemme i Guds Rige og være og leve som Guds Børn. Ja man hører rigtignok ofte Mennesker, endog kristne Mennesker, tale om det evige Liv, som om vi først kunde og skulde opnaa det hisset, efter Døden. Og der kan i denne Tale være den Sandhed, at først naar Striden er stridt, og Sejren er vunden, har det evige Liv naaet sin fulde Udvikling og Herlighed. Men det er ikke sandt, at Livet først da er til Stede, naar det er fuldt udviklet. Hvem vilde sige, at vi først fik og havde det naturlige Liv, naar vi vare fuldvoksne? Eller at vi først fik vore Aandsevner, naar de vare fuldt udviklede? Ja, var det gaaet efter Menneskers Tanker, vilde man maaske have søgt at indrette det saaledes. Men Menneskers Tanker ere ikke Guds, og efter hans Tanke, som han gennemfører alle Vegne, begynder alt Liv i Skabningen, ogsaa det evige Liv, spædt og lille, med den for Menneskeøjne usynlige Livsspire, som i sig selv, — men ikke af sig selv, nej af ham, den levende Gud, fra hvem den har sit Udspring, — har Magt til at vokse og udfolde sig til sin Modenhed, saa den bærer sin Frugt. Derfor ligner Jesus saa ofte Livet i Guds Rige ved et Sædekorn, der nedlægges i Jordens Muld, hvor det er skjult for Menneskeøjne, indtil Spiren deri skyder op og folder sig ud, saa det kan kendes, hvad den indeholdt. Et saadant Sædekorn til evigt Liv er Guds Ord, Rigets Ord, som Menneskesønnen saar i vore Hjærter; ved at modtage dette Ord komme vi ind i Guds Rige, og ved at bevare det i Taalmodighed, blive vi i Guds Rige og vokse, indtil Frugten er moden paa Høstens Dag.

Dette er det samme, som Jesus sagde til Nikodemos : uden en bliver født paany af Vand og Aand, kan han ikke se Guds Rige og komme ind i Guds Rige. Hvad der sker ved den naturlige Fødsel kan ikke udtrykkes klarere, end vor Herre Jesus gør, naar han siger, at naar Kvinden har født sit Barn, glæder hun sig over, at et Menneske er født til Verden (Joh. 16, 21), — ikke et fuldvoksent Menneske, ikke heller et Væsen, som engang kan blive til et Menneske, nej et virkeligt Menneske i sin første Begyndelse, med Spiren til det Aandsliv, de Evner og Kræfter, der sætte det i Stand til at deltage i og leve det naturlige Menneskeliv. Men saaledes gaar det efter Guds Orden ogsaa til med Livet i Guds Rige, det evige Liv, som sætter os i Stand til at leve med i Guds Rige: det begynder ogsaa med en lille, usynlig Livsspire, som Gud indplanter i Menneskehjærtet, en Spire til de Livskræfter, de »Dyder«, hvorved vi blive dygtige til at leve i Guds Rige og styres af hans Aand, det er Troen, Haabet og Kærligheden til Gud, hvem vi dog aldrig have set med vore Øjne. Men dette sker ved Fødselen af Vand og Aand, d. e. ved Ordet, som lyder i Jesu Navn til os ved den hellige Daab, og hvori den Hellig-Aand virker, og ved hvilket han gør sin Gerning. Naar vi modtage dette Ord og blive deri, saa vil Troen, Haabet og Kærligheden vokse i Bevidsthed og Kraft, indtil vor Livsudvikling har naaet sit Maal, hvor vi skal skue, hvad vi nu tro og haabe, og hvor derfor Troen og Haabet skal gaa op i Kærligheden, naar vi skal skue Gud, som han er, og Gud derfor bliver alt i os.

Nu kunde man vel spørge : ja, men hvorfor skal det netop være saaledes, at et Menneske skal døbes for at fødes paany og komme ind i Guds Rige ? Kunde der ikke tænkes mange andre Veje og Maader, hvorved dette kunde ske? vilde det ikke være langt rimeligere, om Livet, Troen, Haabet og Kærligheden begyndte ved et varmt og levende Vidnesbyrd om Gud og hans Naade? Da kunde man med Sandhed sige, at det nye Menneske var kommet til Verden, ti da var det sig bevidst med det samme. Ja, dersom Gud havde spurgt Mennesker til Raads, og dersom Mennesker skulde have bestemt, hvorledes man skulde komme ind i Guds Rige, vilde der sikkerlig være blevet optænkt mange Veje, og saa meget kan vi sige for vist, at man vilde aldrig have optænkt, at den nye Fødsel skulde ske udaf Vand og Aand, og at Daaben skulde være Indgangen til Guds Rige. Men det er ikke Menneskers Tanker, der skal raade for Vejen til Guds Rige; det er alene Guds Tanker, hvorefter Vejen skal lægges og er lagt, og hans Tanke derom er aabenbaret for os gennem Jesu Kristi Mund, naar han siger, at kun ved at fødes af Vand og Aand kan vi komme ind i Guds Rige og faa evigt Liv. Og netop fordi denne Frelses-Tanke og -Vej er saa fjærn fra Menneskers egne Tanker, fordi Gud har været ene om den, derfor kan vi saa fuldtrygt give os hen til den, og derfor er ogsaa Daaben Guds Gerning, det er ikke os, men Gud alene, som giver os det evige Livs Naadegave, indplanter den levende Spire dertil i os ved Ordet, som lyder til os i Jesu Navn ved vor Daab. Mennesker kan ringeagte denne Gave, lade den ubrugt, misbruge, nedbryde og bortkaste den, og de kan bruge den og leve med og af den, deres Sjæl til Frelse; men ingen kan give sig den selv eller tage den, saa lidt som de naturlige Aandsgaver.

Og fordi Daaben saaledes er Guds Gerning alene, fordi Gud alene kan indplante Livets Ord i Menneskehjærtet, derfor har man ogsaa alt fra Apostlenes Dage af døbt kristne Forældres Børn, for at ogsaa de skulde komme ind i Guds Rige, ligesom deres Forældre. Ti vel kan vi med Sandhed kalde de spæde Børn uskyldige, de have jo aldrig gjort nogen ond Gerning; men dog ere de ikke af Moders Liv fødte ind i Guds Rige, de ere fødte af Kødet og ere derfor selv Kød, Driften til at leve sig selv og ville have sin egen Vilje er den stærkeste Magt i dem; derfor ere de i sig selv ude af Stand til at leve i Gud, og de ere trods al deres Uskyldighed og Elskelighed udenfor Guds Rige; og skal de komme derind, er der derfor ingen anden Vej for dem end for alle andre Mennesker, nemlig at fødes paany af Vand og Aand.

Der har især i de sidste Aarhundreder atter og atter hævet sig Røster, som have forkastet Børnenes Daab og sagt, at denne baade er en Misbrug af det hellige og unyttig for Børnene selv;. ti, siger man, Børnene forstaa jo slet intet af, hvad der sker med dem ved Daaben, eller af Ordet, som lyder til dem der, følgelig kan de heller ikke tro det; og det er jo kun den, som tror og bliver døbt, der frelses. Men ihvor fornuftig denne Tale og Tankegang lyder, hører den dog til disse jordbundne Mennesketanker, der ere ligesaa langt fra Guds, som Jorden er fra Himlen. Vi se jo, at Gud, hvad enten Mennesker kan forstaa det eller ikke, giver Mennesket alle dets naturlige Aandsevner fra Fødselen af, indplanter dem som en Spire i Barnets spæde Sjæl: skulde han saa ikke kunne give Barnet det evige Livs Naadegave, som det i langt højere Grad trænger til, og ved sit Ord indplante Spiren til Troen, Haabet og Kærligheden i det spæde Barnehjærte? At Gud maa kunne dette, vil ingen Kristen turde nægte, ligesaa lidt som, at Barnet trænger dertil; men Spørgsmaalet er, om Barnet er i Stand til at modtage denne Gave, — ikke: være sig den bevidst; dersom Mennesket ikke kunde faa Guds aandelige Gaver, før det var sig dem bevidst, naar fik vi dem saa? — nej, om det kan modtage denne Gave, saa derudfra en Vækst kan foregaa.

Paa dette Spørgsmaal har man fra Arilds Tid fundet Svaret i den lille Fortælling i vort Evangelium i Dag om Jesus, som velsignede de smaa Børn, der vare saa smaa, at de blev baarne til ham for at faa hans Velsignelse og derved Del i det Guds Rige, som i ham var kommet til Jorden. Da Disciplene saa disse Børn, truede de ad dem, der bare dem frem, de skændte paa dem, aabenbart for at vise dem bort, idet de mente, at saadanne spæde Børn kunde slet ingen Gavn have af at komme til Jesus, men kun spilde hans Tid, ti de kunde jo ikke forstaa noget af, hvad han talte eller gjorde. Men da Jesus saa dette, harmedes han derover. Kun én Gang til fortælles der i Evangelierne, at Jesus blev vred (Mark. 3, 5); det var over Farisæernes Ondskab, som lagde Snarer for ham og vilde spærre Mennesker Vejen til ham og Frelsen. Her vredes Jesus over sine egne Disciples Uforstand, at de vilde spærre de smaa Børn Vejen til ham og til Guds Riges Velsignelse; de havde jo dog alle i deres eget Liv gjort den Erfaring, at det ikke var deres Indsigt og Forstand paa Guds Rige, der havde gjort dem til Jesu Disciple og ført dem ind i Guds Rige, men det var hans Naades Ord, der havde lydt til deres fattige Hjærter. Derfor burde mindst de hindre Børnene i at komme til ham. Og saa siger han : »lader de smaa Børn komme til mig og hindrer dem ikke, ti for saadanne er Guds Rige«. Det er det samme, han begynder sin Bjergprædiken med at sige: «salige ere de fattige i Aanden, ti Himmeriget er deres. « Dette vil jo ikke sige, at disse fattige ere i Guds Rige eller eje det, men at de ere skikkede til at modtage det og gaa derind, fordi de netop paa Grund af deres aandelige Fattigdom ikke vil raade med, men ere villige til at lade sig frelse ad den Vej, som Gud vil, og til at modtage Guds Riges Ord, som det lyder. Saaledes ogsaa, naar Jesus her siger, at Guds Rige er saadanne Børns, da vil det ingenlunde sige, at de ere i Guds Rige, men at de ere selvskrevne Arvinger dertil, Guds Rige staar aabent for saadanne Børn som disse, der baares til ham af saadanne Forældre. Og spørge vi, hvorfor? saa svarer Jesus : fordi ingen kan modtage Guds Rige bedre end de; »hvo som ikke modtager Guds Rige som et lille Barn, kommer ingenlunde derind« !

Hermed sagde Jesus vel ikke egentlig, at saadanne Børn skulde døbes; han havde jo dengang endnu ikke indstiftet Daaben, hvilket han først gjorde efter sin Opstandelse. Og Jesus har overhovedet aldrig, saa vidt vi vide, sagt noget om, i hvilken Alder et Menneske skal døbes, enten som voksen eller som Barn. Men han har sagt, at Daaben er den eneste Adgang for Mennesker til at blive hans Disciple og komme ind i Guds Rige. Og her siger han om Børnene, disse smaa og spæde Mennesker, som blev baarne til ham, at de ingenlunde skulde være udelukte fra Guds Rige, saaledes som hans Disciple mente, fordi de vare saa spæde og deres Forstand saa uudviklet, men at de tværtimod vare selvskrevne dertil, fordi de kunde modtage Guds Rige. Derfor gav han dem saa ved sin Velsignelse Del i den Naade, som gør et Menneske i Stand til at have hjemme i Guds Rige.

Og naar nu kristne Forældre bære deres Børn hen til Jesus Kristus, saadan som han i sit Ord møder dem ved den hellige Daab, saa gøre vi det i den Fortrøstning, som Menigheden har haft lige siden Apostlenes Dage, at Guds Rige er for saadanne Børn, og at de kan modtage Guds Riges Naade og Gave i Ordet, som lyder til dem. Hvorledes de modtage denne Gave, kan vi ikke paavise ; men dette kan vi ikke heller paavise for de voksnes, neppe for vort eget Vedkommende. Men ethvert barnedøbt Menneske, som med Sandhed kan svare Ja til vor Daabspagt og i denne Tro bede vort Fader vor, er et Vidnesbyrd om, at vor Gud og Herre vedkender sig Barnedaaben som den rette Daab og ved den giver Barnet Del i sit Riges Naade. •

Derfor vil kristne Forældre takke Gud, fordi han i sin Naade giver os Lov til at bære vore Børn hen til vor Herre Jesus Kristus, saadan som han er med sin Menighed i sit Ord, for at han dermed kan indplante det evige Livs Sædekorn og Spire i deres Hjærte. Og har Forældrene ikke før forstaaet, hvor stor en Naade dette er, saa vil de visselig lære det, dersom Gud sender dem den Sorg, at et Barn dør fra dem. Da er det os en umistelig Trøst, at vi tør tro, at vor Herre Jesus, som i sit Køds Dage sagde: lader de smaa Børn komme til mig! at han ogsaa har modtaget dette Barn i den hellige Daab, og derved indplantet det evige Livs Spire i dets spæde Hjærte; og naar han nu har oprykket Blomsten med sin Rod, er det kun sket, »for bedre den at gemme«, for at plante den om i Læ af Livets Træ, at den der kan vokse sin Vækst og bære sin Frugt til Guds Ære. Ja da vil kristne Forældre, enten de forstaa lidt eller meget deraf, med Hjærtets Vished føle, at Barnedaaben er en umistelig Velsignelse, og at Jesus ogsaa holder dette Barn fast med sin milde Haand, saa at Døden ikke har kunnet rive det bort fra ham.

Men da lære vi ogsaa ret at paaskønne den Naade, at Gud ved sit Sandhedens og Naadens Ord har indplantet det evige Liv i os selv, førend vi kendte højre fra venstre, og uden at vi selv gjorde noget dertil, og at han saaledes har været ene om at begynde sit Frelsesværk i os. Saa vil han ogsaa fuldføre det til vor Herres Jesu Kristi Dag, saa sandt vi blive i hans Ord ved stadig at modtage det paany som et Naadens Ord. Og vi lære at forstaa med Hjærtet, at af al den Lærdom og Vejledning, vi kan give vore Børn, er dette det første og vigtigste, ja det ene fornødne, at vi ved vore Ord og vort Eksempel vejlede dem til at blive i deres Daabs Pagt til deres sidste Stund. — Gud give os alle, store og smaa, ved sin Hellig-Aand Naade og Velsignelse dertil; da skal vor sidste Stund blive en salig Stund.

Amen.