Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Søndag efter Nytaar. - Guds Forsyn

Matt. Evang. 2, 13-18.

Men da Vismændene vare dragne bort, se, da viser en Herrens Engel sig i en Drøm for Josef og siger: staa op, og tag Barnet og dets Moder med dig, og fly til Ægypten, og ophold dig der, indtil jeg siger dig til; ti Herodes vil til at søge efter Barnet for at tage det af Dage. Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig ved Nattetid og drog bort til Ægypten. Og han var der, indtil Herodes' Død, for at det skulde opfyldes, som blev talet af Herren ved Profeten, der siger: Fra Ægypten kaldte jeg min Søn. Da nu Herodes saa, at han var bleven narret af Vismændene, blev han saare forbitret; og han udsendte Folk og ihjelslog alle Drengebørnene i Betlehem og i hele dets Omegn, fra to Aar af og derunder, efter den Tid, som han af Vismændene havde faaet Rede paa. Da opfyldtes det, som blev talet ved Profeten Jeremias, der siger: En Røst blev hørt i Rama, Graad og megen Jammer; det var Rakel, som græd over sine Børn, og hun vilde ikke lade sig trøste; ti de ere ikke mere.

»Gud gør de kloges Tanker til intet, saa deres Hænder ej kunne udføre Sagen; han hilder de vise i deres egen Kløgt, og de underfundiges Raad kuldkastes«. Saaledes staar der skrevet i den gamle Pagts Bog (Job 5, 12-13). Og det er gode Ord for Guds Børn at komme i Hu i saadanne Tider, da Verdensmagten og Verdens Kløgt rejser sig mod Herren og hans Salvede. Da er det os en stor Trøst og Glæde at finde og fastholde saadanne Vidnesbyrd, som han har givet sin Menighed om, at om end Verdens Stormænd bruge al deres Magt, og dens Vismænd al deres Kløgt for at gøre hans Frelsesraad til intet og kvæle hans Saliggørelses Ord, saa kan vi dog trøstig sige med Profeten (Es. 8, 10): »Oplægger kun et Raad, det skal blive til intet; taler et Ord, det skal ikke bestaa; ti med os er Gud« ! De mægte dog lige saa lidt at hindre Guds Naades Raad, som en Sky mægter at opsluge Solen. Skyerne kan vel skjule Solen for os til en Tid, ja baade Dage og Uger og længere; men Solen er alligevel paa Himlen og lyser for os, skønt vi ikke se den. Saaledes kan de vises kloge Tanker og Kristi Fjenders Raab vel til en Tid overdøve Herrens Røst for os, saa at vi ikke høre dens frelsende Klang; men hans Røst er dog ikke kvalt, den lyder dog i hans Menighed til Frelse for alle, som vil lade sig frelse; og saa sandt som vi ikke slaa os sammen med hans Fjender, men i Stilhed og Tillid bie paa hans Time, saa skal den Stund komme, da vi skal høre og opleve, at han har Magt til at hilde de verdenskloge i deres egne Anslag og henvejre de vises Tanker og de mægtiges Styrke som en Taage for Solen, saa det bliver klart for alle, som vil se. at Verdens selvkloge Tanker vare Daarskab, fordi de vare selvmodsigende. Hvor mange Vismænds Systemer, som af Samtiden mentes at kunne løse alle Livets Gaader og helt fortrænge det gamle Evangelium, ere ikke gennem de skiftende Tider sunkne i Glemselens Grav og blevne til intet? Og derimod har Jesu Kristi gamle Evangelium, Ordet om den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus, som Verden altid anser for Daarskab, holdt sig urokket og usvækket gennem de mørke Tider, og har straalet frem paany ligesaa klart som tilforn og bevist den samme Ungdomskraft til at oprejse og frelse og til at samle Guds adspredte Børn til med én Mund at prise Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader.

Her i vort oplæste Evangelium har Menigheden et saadant mærkeligt Vidnesbyrd om, hvorledes Gud gør de kloges Anslag til intet og hilder dem i Selvmodsigelse. Er det ikke forunderligt at se, at den samme Herodes, som troede, at den almægtige Gud, der styrer alle Stjernernes Gang, havde nedladt sig til ved en Stjerne at vejlede Vismændene til den forjættede Frelserkonge, ja som troede dette saa sikkert, at han derefter udregnede, hvor længe det kunde være, siden denne Konge var bleven født, og som troede, at Gud ved sine Profeter havde forud forkyndt, ikke blot, at Frelseren skulde komme, men ogsaa hvor han skulde fødes, — at denne samme Herodes saa dog kunde mene sig selv i Stand til at gøre den almægtige Guds Raad og Forjættelse til intet ved at myrde det Barn, som Forjættelsen pegede paa? Man skulde paa Forhaand holde det for umuligt. at et fornuftigt Menneske kunde hilde sig i en saadan Selvmodsigelse, og at en Skabning saaledes kunde tænke paa at krige mod sin Skaber. Men dog se vi, at han gjorde det. Og den samme Selvmodsigelse møde vi stadig i Menighedens Historie fra de fremfarne Tider, i de Forsøg, Mennesker have gjort paa at tage Guds Søn af Dage, saadan som han er i sin Menighed paa Jorden, d. v. s. paa at hindre hans Frelsesgerning i Menneskehjærterne. Det var ikke, naar Menigheden var svag og afmægtig, at Verdens Fjendskab rejste sig imod den; tvært imod, jo mere Guds Kraft teede sig i den, jo klarere det blev for Verden, at det ikke var Mennesketanker og Menneskekløgt, der raadede i Menigheden, men en Aand, som er stærkere end Verdens Aand, des bitrere blev Fjendskabet. Og saa styrede Gud det dog altid saaledes, at det maatte tjene til Jesu Navns Forherligelse.

Dersom Stefan havde maattet tie overfor sine Modstandere, Kyrenerne, Alexandrinerne og de andre, der tvistede med ham; dersom han havde været ude af Stand til at gendrive dem, saa havde de aldrig tænkt paa at anklage ham for Raadet, end sige at føre falske Vidner imod ham. Og havde han sagt: jeg formoder nok, at Himlen vil aabne sig og Menneskesønnen tage imod mig! saa havde Raadet vist ikke gjort ham noget ondt. Men nu kunde alle de, som tvistede med ham, ikke modstaa den Aand og den Visdom, han talede af; og han sagde: »Jeg ser Himlene aabnede og Menneskesønnen staaende ved Guds højre Side!. medens de andre intet saa, men dog følte, at der var en guddommelig Kraft i hans Ord; og netop fordi det var øjensynligt for dem, at den Aand, han talede af, var stærkere end den Aand, der var i Verden og i dem, ja at den var fra Gud, derfor blev de saa rasende forbitrede, at de stenede ham. Derved tænkte de at kvæle Kristi Evangelium; men deres Gerning virkede tværtimod, at det blev videre udbredt, og at Stefan selv i sin Død blev et saadant Vidne om Jesu Kristi Frelsermagt, at Menigheden endnu den Dag i Dag henter Kraft og Frimodighed af hans Vidnesbyrd.

Men hvoraf kommer da den mærkelige Selvmodsigelse, at Verden netop da vil søge at kvæle Kristi Evangelium, naar det bliver øjensynligt, at der er en overmenneskelig, ja guddommelig Kraft deri, saa man skulde tænke, det maatte være lige saa øjensynligt. at Mennesker ikke kunde overvælde det, og at de tvært imod maatte sige med Gamaliel (Ap. G. å. 39): »Dersom dette Værk er af Gud, ville vi ikke kunne fælde det: lad os dog ikke kæmpe mod Gud!« Det kommer deraf, at Synden efter sin Natur er i Modsigelse med Menneskets sande Væsen. Selvraadighed og Selvklogskab, som er Syndens egentlige Rod, er altid Selvmodsigelse. fordi Mennesket er skabt til Lydighed, til at ville, hvad Gud vil. og til at tænke med Guds Tanker. Men Selvmodsigelsen kan aldrig i Længden bestaa eller beholde det sidste Ord, selv om den til en Tid kan føre det store Ord; det kommer til at gælde om den, at Gud hilder de vise i deres egen Kløgt. Og saaledes skal ogsaa den Selvmodsigelse, at Verdens vise og mægtige netop da snarest vil bekrige Kristi Evangelium. naar det bliver kendeligt, at Guds Kraft er virksom deri, være for Menigheden et sikkert Vidnesbyrd om, at deres Raad skal blive til intet, og deres Ord ikke bestaa.

Saa kan vi da ikke undres over den Selvmodsigelse i Herodes' Tankegang, at han, som her erkendte Guds Finger, dog pønsede paa at gøre Guds Raad til intet; og langt mindre kan vi undres over, at det var forgæves han prøvede derpaa. Det kunde umulig gaa anderledes. Hvad vi Kristne derimod snarere maatte undres over, det er det Middel, hvorved Gud gjorde hans onde Raad til intet; at lade sin Engel i en Drøm byde Josef at fly til Ægypten med Barnet og dets Moder for saaledes at undgaa Herodes' Efterstræbelse. Naar vi vide og tro, at dette Barn var den forjættede Frelser, til hvem alle Guds Førelser med hans Ejendomsfolk Israel, baade hans Naade og hans Tugtelser, ja alle Guds Veje med hele Menneskeslægten, sigtede hen, saa kan vi ikke undres over, at Guds Forsyns Øje saaledes vaagede over ham. Men vel maatte vi undres over, at Gud ikke gjorde dette paa en anderledes straalende eller vidunderlig Maade, saa det maatte staa klart for alle, at det var Gud selv, som unddrog ham for Fjendernes Efterstræbelser, medens der nu kun var en, nemlig Josef, som egentlig vidste, at det var Gud, der gjorde dette; og selve det Middel, hvorved Jesus blev beskærmet, var saa jævnt menneskeligt, som vel muligt, at hans Fosterfader flygtede bort med ham. Det samme vilde vel alle Fosterfædre og Forældre gøre, naar de erfarede, at der var Fare for deres Børns Liv. Og at Josef blev advaret om Faren i en Drøm, er jo heller ikke noget uhørt eller usædvanligt; nej det usædvanlige her var kun dette, at Josef var lydhør og lydig nok til at forstaa. at det var et Budskab fra Gud, og til at gøre derefter. Ti det var netop hans Lydighed, der gjorde ham i Stand til at kende, at hvad der saaledes var sagt til ham i Drømme, kom fra Gud.

Men i denne Guds Beskærmelse af Barnet Jesus have Kristne fra Arilds Tid med Rette set et Forbillede paa, hvorledes vor himmelske Fader vil vaage over alle sine Børn og beskærme dem, og et Vidnesbyrd om Sandheden af vor Tro, som vi ere døbte paa, Troen paa Gud Fader den almægtige, Himlens og Jordens Skaber. I denne vor Tro bekende vi i vor Herres Jesu Navn den Fortrøstning til vor himmelske Fader, at han vil vogte og beskærme os, og at han i sin Almagts Kraft kan gøre det, saa ingen Haand kan hindre ham i at fuldføre sit Naades- og Frelsesværk i os, saa sandt vi gaa paa hans Veje, saa at vi trøstig kan kaste al vor Sorg paa ham, fordi han har Omsorg for os. Derfor siger ogsaa Jesus til sine Disciple og Gud Faders Børn (Matt. 10, 29-31): »Sælges ikke to Spurve for én Penning, og ikke en af dem falder til Jorden uden eders Faders Vilje; men paa eder ere endog Haarene paa eders Hoved talte tilhobe; saa frygter da ikke. I ere mere værd end mange Spurve": naar eders himmelske Fader saaledes vaager over sine umælende Skabninger, saa kan I som ere langt dyrebarere i hans Øjne, fordi I ere hans Børn, være fuldvisse paa, at ingen skal krumme et Haar paa eders Hoveder uden hans Vilje, og ingen skal rive eder bort fra ham; men han vil vende alt, hvad der times eder, til det gode og til Frelse for eder.

Men vi maa vel agte paa, at vi ikke misbruge den Naade, der saaledes er given os at tro paa. Man har et Ordsprog, der lyder: Der skal Hjælp til Guds Hjælp, eller, som det samme udtrykkes: Hjælp dig selv, saa hjælper Gud dig. Og dette er sandt i den Forstand, at skal vi kunne trøste os til Guds Hjælp og Varetægt, saa maa vi selv trolig og lydig bruge alle de Kræfter og Midler, som Gud har lagt i vor Haand, bruge dem netop som Guds Hjælpemidler; da kan vi trøstig lægge Udfaldet i hans Haand og være visse paa at han vil gøre det saaledes. som det tjener os allerbedst, men som vi aldrig med vore egne Kræfter og Planer kunde naa.

Som oftest hører man imidlertid disse Ordsprog brugte i en hel anden Forstand, saaledes at vi skulde hjælpe os selv saa yderlig, som vi formaa. ret som om vi ikke trængte til Gud, og naar vi saa ikke kan komme videre, skal Gud træde til som en Nødhjælper, der bøder paa, hvad vi mangle. Dette er i Virkeligheden Vantro, udsprungen af den samme Tankegang, som vi møde i forskellige Skikkelser i den verdslige Kristenhed, der vil leve sit Liv uden Gud her paa Jorden, men have Guds Himmerig i Baghaanden som et Tilflugtsted, man tager til Takke med naar man ikke kan leve længer i Verden.

Lige modsat denne Tanke kan man særlig i vore Dage høre Kristne tale, som om den rette kristne Tro paa Guds Forsyn skulde vise sig i, at man helt kastede Vrag paa de menneskelige Midler og derimod ved Bønnen hentede alt umiddelbart af Guds Haand. Der skal i London være et Hospital, som pranger med den Indskrift: »Her helbredes alle Sygdomme ved Bøn og Haandspaalæggelse, uden Læge og Lægemidler«. Og om vi end ikke have slige Anstalter her til Lands, saa kan man dog ikke sjældent møde Kristne, som mene, at det i Grunden er Vidnesbyrd om Vantro eller dog en skrøbelig Tro at bruge Lægers Hjælp mod Sygdomme; havde man den rette faste Tro, saa vilde det være den rette kristelige Fremgangsmaade alene at bruge Guds Hjælp og at hente den herned ved Bøn. Men om denne Tale og Tankegang gælder, at den vel har Gudsfrygts Skin, men fornægter dens Kraft. Ret som om det ikke var at blive hjulpen af Gud, at man brugte de Midler. som han har lagt i vor Haand. Eller som om det skulde være et Vidnesbyrd om Gudsfrygt og Tro at vrage disse Midler og i deres Sted at kræve en umiddelbar Indgriben af Gud. Det var, som om det skulde vidne om Tro og Gudsfrygt naar en Bonde vilde sige: den almægtige Gud, Himlens og Jordens Skaber, kan godt give mig Sæd paa min Mark, om han vil. uden at jeg pløjer og saar; derfor vil jeg lade dette Arbejde fare og kun bede Gud om en god Høst. Men han var ingen gudfrygtig Bonde, om han vilde tale saaledes. Vistnok kunde Gud give Grøde paa Markerne og give Mennesker Føden uden deres Arbejde, og han kunde helbrede de syge uden Lægemidler; men naar han har givet os Kræfter og Lejlighed til at bruge dem, og givet os Lægemidler og Kendskab til dem, saa er det ingenlunde Vidnesbyrd om Tro paa ham, end mindre om Gudsfrygt og Lydighed, at vrage disse Gaver og at kræve af ham, at han skal give os, hvad vi trænge til, paa den Maade, vi finde for godt. Nej, vor Tro paa vor himmelske Fader og hans Forsyn skal tværtimod vise sig deri, at vi trolig og lydig bruge de Midler, han har lagt i vor Haand, og i Bøn og Tro lægge Frugten og Udfaldet i hans Haand, visse paa, at han vil styre det saaledes, at det i Sandhed skal blive os til gode.

Saaledes gjorde Josef. Han sagde ikke: naar Jesus er den forjættede Frelser, saa kan det ikke være Guds Mening at bruge et saadant Middel til at beskærme ham, at jeg skulde flygte bort med ham ud af Forjættelsens Land; saa maa Gud selv gøre et øjensynligt Under for at beskærme ham. Ja, havde han talt saaledes, saa kan vi vel trøstig sige, at Herodes dog ikke havde faaet Jesus taget af Dage; Gud skulde visselig endda have friet ham fra Herodes' Sværd. Men Josef havde dermed forspildt det ham betroede Hverv at være Jesu Fosterfader. Nu derimod viste Josef sin faste og lydige Tro paa Guds Forsyns Varetægt derved, at han strags og uden Indvendinger adlød, skønt Guds Røst kun lød til ham i Drømme.

Ja, at vi af Hjærtet tro paa vor himmelske Faders Forsyn, det skal ingenlunde vise sig i, at vi lægge Hænderne i Skødet og vente eller kræve, at han skal gøre Undere for os, men deri, at vi trolig og lydig bruge de Midler, han har lagt i vor Haand, om de end se nok saa svage og ringe ud, bruge dem i Tro paa og i Bøn til ham, som kan udrette store Ting med ringe Midler.

Da skal vi ogsaa opleve, hvad der staar i Salmen:

Guds Engle de stige op og ned,
hvor Herren som helst er inde,
hans Venner de bringe god Besked
og skyde dem Raad i Sinde.

Vi skal opleve det, selv om vi hverken som vaagne eller i Drømme se disse Engle. De fleste af os vil sikkerlig fra vort eget Liv mindes Tilfælde, hvor vi hverken vidste ud eller ind. men saa fik vi »en Indskydelse« om, hvad vi skulde gøre. Hvor den kom fra, kunde vi ikke se eller forklare; det var som et Tankelyn. der uventet slog ned i vor Sjæl. Det er noget saadant, Salmen taler om. naar det hedder, at Guds Engle skyde hans Venner Raad i Sinde. Dog maa vi vel agte paa, at det ingenlunde er alle Indskydelser. der komme ovenfra og fra Gud: der er ogsaa onde Indskydelser, som komme nedenfra, fra denne Verdens Fyrste ; dem er det vor Sjæls Fordærvelse at følge. Men vi lære aldrig at skelne ret mellem de onde Indskydelser og dem, der komme fra Gud, og ved hvilke Gud vil føre os paa sine Veje, paa den Vej, vi skal gaa som hans Børn, med mindre vi i Troen paa Jesus Kristus vor eneste Herre og Frelser er og vil være hans lydige Tjenere og Gud Faders lydige Børn, saa vi ikke vil have vor egen Vilje, men af Hjærtet ønske og bede: Din Vilje ske, som i Himlen saaledes og paa Jorden!

Men i samme Maal, som vi er og vil være saaledes lydige, vil vi ogsaa til vor stadige Forundring og Taksigelse erfare, at vort Liv. d. v. s. Guds Førelser med os vort Liv igennem, er en fortsat Række af Undere, hvori vi kende vor himmelske Faders Miskundhed og Trofasthed. Ikke saadanne Undere, som falde Mennesker i Øjnene; det gjorde ejheller de Undere, hvormed Gud beskærmede Jesusbarnet; men de falde paa vort Hjærte som en kvægende frugtbar Dug og Regn fra det høje over de Livets Spirer, som Gud ved sit Ord har nedlagt deri, saa de kan vokse og bære Frugt til Guds Ære, og til Styrkelse for vor Tro og vor Lydighed imod ham.

Amen.