Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Nytaarsdag. - Haabet og Bønnen.

Matt. Evang. 6, 5-13.

Og naar I bede, skulle I ikke være som Øjenskalkene, ti de holde af at staa og bede i Synagogerne og paa Gadehjørnerne, for at de kunne vise sig for Mennesker. Sandelig siger jeg eder, de have optaget deres Løn. Men du, naar du beder, da gaa ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed saa til din Fader, som er i Løndom, da skal din Fader, som ser i Løndom, lønne dig aabenbart. Og naar I bede, skulle I ikke lade Munden løbe ligesom Hedningerne; de mene nemlig, at de ville blive bønhørte, naar de bruge mange Ord. I maa altsaa ikke ligne dem; ti eders Fader ved, hvad I have behov, førend I bede ham. Saaledes skulle da I bede: Vor Fader, du, som er i Himlene! dit Navn vorde helliget; dit Rige komme; din Vilje ske, som i Himlen, saa og paa Jorden; giv os i Dag vort daglige Brød; og forlad os vor Skyld, som og vi forlade vore Skyldnere; og led os ikke ind i Fristelse, men fri os fra det onde!

»Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin store Barmhjærtighed har genfødt os til et levende Haab ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, der er gemt i Himlene til eder, I som i Guds Kraft værnes ved Tro til den Frelse, som er rede til at aabenbares i den sidste Tid«. Saaledes begynder Apostelen Peder sit første Brev til Menigheden. Og dersom vi kan begynde Aaret med at sige ham disse Ord efter af Hjærtet, saa begynde vi det godt, saa godt som det er muligt at begynde et Leveaar. Ti kun da kan vi gøre vor Gerning til Gavns, naar vi gøre den i Haabet, - og kun da begynde vi Aaret godt, naar vi begynde det i Haabet, ikke i allehaande forkrænkelige, selvgjorte Forhaabninger, men i det Haab, Gud har givet os. Gud har genfødt os til et levende Haab, skriver Apostelen. Men at vort Haab er levende, det viser sig deri, at det ikke falmer, men bliver stærkere og lysere, alt som Aarene gaa for os. For hvert Aar der gaar, blive vi ældre; men det vil sige, at vi for hvert Aar komme et Skridt nærmere mod vor sidste Stund; naar den skal komme, om vi nu have begyndt vort sidste Leveaar, eller om vi endnu have flere tilbage, det vide vi ikke; men det vide vi for vist, at siden sidste Nytaarsdag have vi nærmet os til Graven med et af disse lange Skridt, af hvilke de færreste Mennesker gøre flere end halvfjerdsindstyve i deres Livstid. Og naar vi først have naaet vort Livs Middagshøjde, vil vi alle komme til at føle noget til, at vore Kræfter svinde med vore Aar, at Forkrænkeligheden faar Magt med vort Legemes, maaske ogsaa med vor Aands Kræfter, og samtidig blegne og svinde vore jordiske Forhaabninger for dette Liv, og det viser sig, at de vare ikke levende, de vare forkrænkelige. som vi selv, altsammen tydelige Varsler om den Stund, da vi skal segne for Dødens Istaphaand, og da alle de jordiske Forhaabninger, vi kan have, de glippe tilhobe. Men Gud har genfødt os til et levende Haab og til en uforkrænkelig og uvisnelig Arv, d. e. til det evige Livs Haab. Det er den Fremtidsudsigt, Gud har givet os, dengang han genfødte os til sine Børn og indplantede det evige Livs Ord og Sædekorn i vore Hjærter, at han ved sin Guddomskraft vil fuldføre. hvad han dengang begyndte, saa vi skal naa til et evigt uforkrænkeligt Liv, hvor der ikke er nogen Synd og Sorg og Smerte, hvor alt, hvad der er godt i Mennesket, har naaet sin fulde Vækst og Udfoldelse, saa vi helt kan leve i Guds Aasyns Lys, fordi Kærligheden baade til Gud og Mennesker skal være fuldkommen.

Dette Haab har Gud genfødt os til; og at det er et levende Haab, det kendes derpaa, at det udtaler sig om det tilkommende, ikke for Mennesker, men for Gud, der er Herre over Fremtid som over Nutid. Og det, hvori Haabet udtaler sig, det er Bønnen. Dog er at mærke, at ikke alt, hvad man kalder Bøn, er en Udtalelse af Haabet; der er mange Nødraab, som udstødes af Mennesker, der ikke vide deres levende Raad, og som ingenlunde ere Vidnesbyrd om Haab, snarere om, at de i Haabløshed vil forsøge det yderste Middel. Ja, i Grunden alle de Bønner, et Menneske kan bede paa sit eget Ansvar, i Kraft af sin Trang og Nød, de ere alle snarest Udtryk for et bristende Haab, at Mennesket har opgivet Haabet om selv at kunne udrette noget, og nu forsøger, om Gud maaske vilde gøre det. Men den virkelige Bøn er ikke et Nødraab; den er Hjærtets tillidsfulde Tale til ham, som kan og vil hjælpe og give, hvad vi bede om; det er Haabet om denne Hjælp, der udtaler sig i Bønnen, Haabet, som udspringer af Troen paa ham, vi bede til.

Ja, lovet være Gud, som har genfødt os til et levende Haab! Deri ligger ogsaa dette, ja først og fremmest dette, at han har genfødt os til for ham at kunne udtale vort Hjærtes Haab til ham, til at komme frem for ham med det i Bøn og Paakaldelse. Og det ikke saaledes alene, at han har givet os Magt til at kalde paa ham i al vor Nød, men saaledes, at han, derved at han fødte os paany til at være hans Børn, har givet os Magt til at kalde ham med Fader-Navn og givet os, ja lagt i vort Hjærte og paa vor Tunge en Bøn til vor Fader i Himlene, som vi kan være fuldvisse paa, vil naa til hans Hjærte. Det er den Bøn, Fader vor, som vi alle kende, og det er et levende Haab, vi udtale i den; ti at vi bede Fader vor, grunder sig ikke paa vor Nød, men derpaa, at Jesus Kristus, som har Livet i sig, har givet os den, ja baade har givet os Magt til at bede denne Bøn og tillige dermed har givet os vore Ønsker, hvad vi tør haabe, og hvad vi stedse her paa Jorden trænge til at haabe og ønske af vor himmelske Fader. Og der er en forunderlig Livskraft i denne Bøn; det vil alle troende Kristne erfare, at jo længer de bruge og bede den, des mere levende og dyrebar bliver den for dem.

Om dette Haabets Ord kan vi ganske særlig sige, at Gud har genfødt os til at gøre det til vort; ti først derved, at vi ere blevne fødte paany til at være Guds Børn, have vi faaet Magt til at tiltale Gud Fader den almægtige: vor Fader i Himlene! og til saaledes fuldt ud at bede denne Bøn. Man har vistnok sagt, at den er ikke alene en Bøn for de genfødte, for de Kristne, men for alle Mennesker, ti de have alle lige megen Ret til at kalde Gud deres Fader. Og dette kan i sig selv være rigtigt nok; ti naar der skal tales om Ret, har intet Menneske Ret dertil, og ingen har Ret til at bede Gud om noget godt; det er Naade altsummen, ellers behøvede vi jo ikke at bede derom. Og Naaden er sig selv altid lige stor, ti den er altid uforskyldt, enten den bevises f. e. mod Apostlene Peder eller Johannes eller mod Røveren paa Korset. Og fremdeles kunde man med Sandhed sige, at alle i sig selv have lige megen Trang til at bede Fader vor, og til en vis Grad føle de ogsaa alle denne Trang, hvad enten de ere Kristne eller ikke, ialfald for de fire sidste Bønners Vedkommende. Derfor har jeg ogsaa hørt mere end én Gang, at f. E. en jødisk Moder har lært sine Børn at bede Fader vor. Men Spørgsmaalet er i Virkeligheden slet ikke dette, om vi have Ret eller Trang til at bede, men Spørgsmaalet er, om vi have Magt dertil, Magt til at sige: vor Fader i Himlene. Vi kende vel alle af Erfaring dette at have Viljen, det inderlige Ønske om og Trang til at bede et Menneske om noget; men naar vi kom Ansigt til Ansigt med ham, havde vi ikke Magt dertil, der blev slaaet som en Laas for vor Mund og vort Hjærte. Saaledes ogsaa overfor den almægtige Gud i Himlen. Magten til udaf Hjærtens Tro og Tillid at kalde ham Fader kan slet ingen faa uden i Jesus Kristus, alt som skrevet staar (Joh 1.12) : »Dem som modtoge ham, dem gav han Magt til at vorde Guds Børn, dem som tro paa hans Navn«. Dette skal sikkert nok vise sig, ihvor mange der end sige. at Gud er alles Fader. og sige: vor Fader i Himlene! der er dog ingen, der virkelig tror eller mener, hvad han saaledes siger, uden de som af Hjærtet tro paa Jesus Kristus og høre ham til; de andre forstaa det i det højeste: vor almægtige Skaber, eller endog rent upersonligt: den altstyrende Magt, det alvidende Forsyn, eller deslige.

Men til at bede Fader vor ret hører først og fremmest, at vi ret af Hjærtet og med Sandhed, kan sige de to første Ord: »vor Fader». Og dette er slet ikke noget, som følger af sig selv. Der er en kristen Mand (Rud. stier), som har sagt : den, som aldrig har staaet bævende overfor de første Ord i Fader vor, bævende for at tage noget saa stort i sin Mund som at kalde den almægtige Gud i Himlen sin Fader, han har endnu slet ikke lært at sige det af Hjærtet. Og dette er sandt. Saa længe vi bruge det Ord »Fader« i Betydningen af: almægtige Gud, saa er det let nok at sige, ti alle Mennesker kan føle, at vi have den almægtige Gud over os, og han kan alt, hvad han vil. Men at dette ikke kan være nok til at udtrykke Betydningen af »Fadere, det maa enhver kunne føle, der har haft den Lykke at have en kærlig Fader paa Jorden, hvem han saa op til med Ærbødighed, og maaske end mere enhver, som i sit Liv har følt, hvilken hjærtegribende Magt der er i Fadernavnet. naar hans Barn udaf sit Hjærtes Fylde, eller sit Hjærtes Angest og Nød raabte : Fader! Det behøver ikke at være et artigt og lydigt Barn; det kan være, Barnet har været baade ulydigt og uartigt og gjort, hvad ondt var, og dog har den Tiltale: Fader! en saa ubeskrivelig gribende Magt for en Faders Hjærte, staar den virkelig kommer fra Barnets Hjærte; ti der ligger deri noget langt dybere end hans Magt, der ligger deri Barnets Tillid til en Kærlighed, som skulde kunne holde ud og ikke trættes, selv om Barnet synker dybt i Synd og Elendighed, og som, selv om den ofte kan være utaalmodig og altfor snar til Vrede, dog altid skulde kunne vækkes igen. Men er dette saaledes med den menneskelige Faderkærlighed, som dog er syndig og smittet, hvor meget mere maa det da være saaledes med Guds Faderkærlighed, af hvem al Faderlighed har Navn i Himmel og paa Jord. Kan vi af Hjærtet, udaf Hjærtets Tro og Tillid, kalde ham: Fader! saa vide vi, at der hos ham er noget langt dybere end Almagten, der er et uudtømmeligt Væld af den mest utrættelige og taalmodige og udholdende Kærlighed, og dette Væld søge vi til og øse af, naar vi sige: vor Fader, du som er i Himlene! Men til dette Væld naa vi aldrig, uden vi tro paa Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn, alt som han selv har sagt: ingen kommer til Faderen uden ved mig. Derfor var det ogsaa ham, der gav sine Disciple, dem der ved Troen paa ham havde faaet Børneret hos Faderen, den velsignede Bøn Fader vor.

Ja, kan vi af Hjærtet sige disse to Ord, saa kan vi med Sandhed sige: Lovet være Gud, som har genfødt os til et levende Haab! Ti udaf Guds Fadernavn udspringer, og paa det hviler hele denne Bøn, alle dens syv Bønner. Tro vi, at Gud Fader er vor Fader, saa kan det blive vort Hjærtes Ønske, Tragten og Haab, at hans Navn maa blive helliget paa Jorden, derved at Menighedens Vidnesbyrd om hans Faderkærlighed i Jesus Kristus udbæres purt og rent, baade det Vidnesbyrd, der føres i Forkyndelse og Bekendelse, og det, der aflægges i Gerning, derved at vi omgaas saaledes blandt Mennesker, at det kan kendes, at vor himmelske Faders Sind er i os, saa at vi ikke skal vanære og vanhellige hans Navn, men at Mennesker ved os maa føres til at prise og ære ham. — Og da kan det fremdeles blive vort Hjærtes Ønske og Bøn, at Gud . Faders Rige maa komme i Herlighed, som det skal ske, naar alle Fjender ere lagte under Jesu Kristi Fødder; ja, da kan vi ikke slaa os til Ro ved den ufuldkomne og skrøbelige Skikkelse, som Guds Rige har her paa Jorden, men vort Haab vil da stige højere op til, at Riget maa aabenbares i sin fulde Herlighed, hvor ogsaa Guds Børn skal aabenbares i den fuldkomne Hellighed, som det aldrig kan ske paa denne mørke Jord; og det bliver vort Ønske og vor Bøn, at vi, baade Menigheden i det hele og hver enkelt for sig, maa blive Redskaber for hans Riges Komme, derved at vi ikke leve os selv, men lade os styre og regere af ham til alt, hvad der er velbehageligt for hans øjne. — Og af Troen paa Guds Faderkærlighed mod os udspringer atter ønsket og Bønnen om, at hans Fadervilje, som er Kærlighed, maa ske i os, hans Børn paa Jorden, ligesaa fuldkomment og gladelig som i hans Børn i Himlen, ja at den ikke blot maa blive gjort og udført af os, — ogsaa de onde skal nødes til tilsidst at udføre Guds Vilje og tjene hans Raad, imod deres Vilje —, men at den maa ske i os, blive vor Vilje, saa vor Egenvilje og Selvraadighed maa dø og smelte hen i hans Kærlighed.

Og ligesom de tre første Bønner ligefrem udspringe af Guds Fadernavn og af Troen paa Guds Faderlighed, saaledes hvile de fire sidste paa det samme Fadernavn og Troen derpaa. Ti kun i Troen paa hans Faderkærlighed til sine jordiske Børn, der endnu ere langt fra Maalet, kan vi bede ham om vort daglige Brød, om saa mange af disse timelige Goder, som han ser, ere os nok til at have nok, d. e. til at være tilfredse her paa Jorden; og kun i den samme Tro kan vi bede ham om Eftergivelse af al vor Syndegæld, som vi have paadraget os baade ved Overtrædelse og ved Efterladelse, saaledes at ogsaa vi derved kan faa Hjærtets Magt til at tilgive dem, der forse sig imod os; og om, at han med Faderhaand vil føre vore Veje saaledes, at vi ikke skal falde i den Fristelse, vi ikke kan modstaa, ikke fristes der, hvor vi have vor svage Side, men at han vil holde os tilbage derfra, indtil vi kan vokse os stærke til at bestaa; — og endelig, at han vil fri os fra det onde, baade til Legem og Sjæl, at det ikke skal overvælde og overvinde os, men at vi maa gaa frelste ud deraf her paa Jorden og engang, evig frelste fra alt ondt, samles med Guds Menighed i hans salige Rige.

Ja, Guds Faderlighed, eller de Ord: Fader vor, er Nøglen til hele Bønnen. Men den, der giver os denne Nøgle i Haand, det er vor Herre Jesus Kristus; han har forhvervet og givet os den i det Naadens Ord, hvormed han gjorde os til sine i den hellige Daab. Og derfor maa vi, for at bede Fader vor ret, tage det af vor Herres Jesu Kristi Mund i vort Hjærte og vor Mund, ja vi maa bede det saaledes, at vi gøre og vil gøre de Ønsker, han deri har givet sin Menighed, til vort Hjærtes Ønske og Bøn, som vi frembære for Faderen paa hans Ansvar. Da skal vi ogsaa sande, at deri have vi nok, alt hvad vi behøve til at leve som Guds Børn paa Jorden; og dette er os jo nok til at være paa Salighedens Vej, saa vor Livsvandring bliver en virkelig Fremgang mod Maalet, fremad og hjemad til Faderhuset heroventil. Og naar denne Bøn altsaa indeslutter vore ønsker for det nye Aar, saa er dermed givet, at dette virkelig kan og vil blive et Fremskridts Aar for os.

Men ihvor stor Trøst dette er for os, og skønt vi, som tro, maa sige: ja dette er os ogsaa nok! saa er der dog maaske mange af os, der vil sige dette med et Suk og sige: ja, men der var dog saa meget andet, mit Hjærte inderlig ønskede. Der er saaledes vort jordiske Fædrelands Velfærd. Kan vi ogsaa indbefatte det i Fader vor? Nej, det vilde aabenbart være at lægge noget ind, som Jesus ikke har lagt deri. Vi maa jo ogsaa sige, at selv om vort Fædreland gik til Grunde, saa mistede vi dog ikke dermed vor Børneret eller vort Saligheds Haab, og vi kunde dog vandre fremad paa Saligheds-Vejen, om end med et sorrigfuldt og blødende Hjærte. Der er vore kæres Liv og Velfærd. Vi vil saa gerne leve sammen med dem, Gud har givet os, og som vi have kær. Der er vor jordiske Gerning. Vi ønske at udrette noget godt med den til Menneskers Gavn og Glæde. Saadanne og flere Ting kunde vi nævne som Genstand for vore ønsker og Forhaabninger, og dog kan vi ikke indeslutte dem i Fader vor uden at kunstle med vor Herres Ord; men det skal vi vel vogte os for, — det skulde da være, at vi indesluttede dem i: ske din Vilje! og bad: gør med dem efter din faderlige Vilje! Men derfor kan vi godt bede vor himmelske Fader derom. Vor Herre Jesus har jo sagt: Søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skal alt det øvrige gives eder i Tilgift. Og naar vi bede Fader vor, søge vi netop vor Faders Rige og Retfærdighed; er det os det første, saa vil han ogsaa give os af alt andet, hvad vort Hjærte ønsker og trænger til for at være glad paa Jorden, saa meget, som vi kan taale; og saa kan vi ogsaa bede ham om denne Tilgift. Og jo bedre og ydmygere vi bede derom, des snarere vil vi blive hørte, ti des bedre kan vi taale at faa det, naar vi stille vor Sag ind i Guds Vilje, faa det saaledes, at det virkelig bliver os en Tilgift til det, der er Hovedsagen for os: Guds Rige og Guds Riges Haab, som Jesus Kristus har givet os i sin Bøn.

Saa give Gud os da som Nytaarsgave, at denne hans Bøn fuldt og helt maatte blive vort Hjærtes Bøn og Ønske og Haab, der kan bære os frem paa Saligheds-Vejen her paa Jorden. Da skal dette Aar blive os et virkeligt Fremskridts-Aar, fremad og hjemad mod Faderhuset heroventil, hvor Guds Kærlighed i Jesus Kristus skal være alt i alle.

Amen.